Efter at have besøgt Valpladsen ved Waterloo[a], reiste Byron[I] langs Rhinen[b] ned til Schweiz, hvor han tog Ophold ved Genfersøen[c]. I en af Pensionerne der traf han sammen med den fire Aar yngre Shelley[II]. Shelley[III] havde i sin Tid sendt Byron[IV] »Queen Mab[0001]«, men det Brev der fulgte med, var gaaet tabt og saaledes havde ingen Correspondance udviklet sig heraf; han var fjorten Dage tidligere ankommen til Stedet med Mary Godwin[V] og med en Halvsøster til denne Miss Jane Clairmont[VI], der allerede i London[d] havde været lidenskabeligt betaget af Byron[VII]. Byrons[VIII] |434| naturlige Datter Allegra[IX] er Frugten af den kortvarige Forbindelse, der nu fandt Sted mellem ham og den unge Dame.
Under Samlivet med Shelley[X] modtog Byrons[XI] Aand nogle af de stærkeste og dybeste Indtryk, for hvilke han var modtagelig. Det første store Indtryk var det af Shelley’s[XII] Personlighed og Livsanskuelse. For første Gang i sit Liv stod Byron[XIII] overfor en helt moderne og helt emanciperet Aand. Med al sin geniale Evne til at tilegne sig hvad der stemmede med hans Natur havde han kun modtaget en halv, litterær og philosophisk, Dannelse og bestandigt mere maattet lade sig lede af Sympathier end af Overbevisninger. Nu traadte Shelley[XIV] ham imøde, gjennemglødet af en Apostels Begeistring, længst ude over alle Tvivl, som en sand Humanismens Præst. Hverken det adspredte Liv i Londons[e] Salon’er eller det knugende Tryk af tunge Skjæbner havde undt Byron[XV] Sindsro til at gruble synderligt over metaphysiske Problemer eller over Menneskehedens Reform; han havde været altfor sysselsat med sig selv. Nu mødte han lige paa det Punkt i sin Digterbane, da Jeget i ham begyndte at tøe op, den Aand som døbte med Ild. Hans Sjæl aabnede sig helt for den nye Paavirkning, og i en Række af de Skrifter, han nu fuldførte, spores den meget tydeligt. De mange pantheistiske Udbrud i tredie Sang af »Childe Harold[0002]« ere uden Tvivl alle Frugter af Samtalerne |435| med Shelley[XVI], fremfor Alt er det skjønne Sted om almægtig Elskov som Naturens Aand (III, 100) et Udtryk for Shelleys[XVII] Lære om Kjærlighed og Skjønhed som mystiske, Verden omspændende Magter. I en af sine Dagbogsnotitser gaaer Byron[XVIII] i disse Dage endog saa vidt i Shelley’sk Pantheisme, at han betegner den Stemning, der omgiver Clarens[f] og Meillerie[g], Sceneriet for Rousseau’s[XIX] »Héloise[0003]« som en, der er »af høiere og mere omfattende Art end Sympathien med en enkelt Lidenskab,« det er, siger han, »Følelsen af Kjærlighedens Existents i dette Ords høieste og mest udstrakte Betydning og af vor egen Deltagen i dens Goder og Hæder; det er Universets store Princip, som her er mere fortættet tilstede end andensteds, og i hvilket vi, skjøndt vi vide, at vi have Del deri, tabe vor Individualitet, medens vi gaae op i det Heles Skjønhed.« En yderligere Paavirkning af Shelley[XX] lader sig eftervise i Aandescenerne i »Manfred[0004]« og især i dette Dramas tredie Akt, hvis Omarbeidelse foretoges paa hans Baad. Endelig havde »Kain[0005]«, selv om Shelley[XXI], som han paastaaer, ingen direkte Del har havt i denne Digtnings Composition, ganske sikkert ikke faaet det Præg, som Digtet har, hvis man kunde tænke sig Shelley[XXII] ude af Byrons[XXIII] Liv.
De to Digtere besøgte Chillon[h] og den hele Omegn i Forening og saaledes modtog Byron[XXIV] det andet store Indtryk, som skulde indvirke produc|436|tivt paa ham, Indtrykket af Alpekjæden[i]. Det var en Lise for ham, der saa nylig havde indaandet Dunsten af Londons[j] Selskabssale, at lade Øiet hvile paa den evige Snee, skyhøit over Menneskevrimlen at betragte Alpernes[k] snebedækkede Skalper. Hans poetiske Forgjænger Chateaubriand[XXV] afskyede Alperne[l]; deres Storhed virkede trykkende paa hans Forfængelighed; Byron[XXVI] følte sig hjemme imellem dem. »Manfred[0006]«, hvis sandeste poetiske Værd maa søges deri, at det er et Alpelandskab og et Alpelandskab uden Mage, er directe fremgaaet af Naturindtrykkene. Taine[XXVII] har ladet sig henrive til det stærke Udtryk, at Byrons[XXVIII] Alpeaander i »Manfred[0007]« kun ere Theaterguder; men Taine[XXIX] kjendte, da han skrev dette, ikke selv Schweiz. I ingen Omgivelser ligger Overgangen nærmere end her til at personificere Naturen. Selv en almindelig Reisende fristes dertil. Jeg erindrer, at jeg en Aften paa Rigi Kulm[m] stod og betragtede de smukke Søer ved Bjergets Fod og de smaa Skyer, der langt nede ved deres Speil dreve afsted over dem. Da rullede paa een Gang langt ude fra Horizonten en lille hvid Klump. Da den et Minut efter naaede Pilatus[n], var den en uhyre Taagemasse† . Med rivende Fart bredte den sig over Himlen og kastede sin Skykaabes milevide Flige ud til begge Sider. Den sænkede sig ned over Søernes Flade, indhyllede Klippespidserne, red paa Bjergryggene, fordybede sig i |437| Kløfterne, spredte saa endnu engang sine Flanker, hvirvlede som Røg mod Himlen, sank som Bly over Byerne, udslukte alle Farver og flød som Graat i Graat. Sneens Hvidhed, Træernes Grønt, Solskyernes tusinde Glimt og Farver oversvømmedes i et Øieblik og var borte. Blikket, som nylig streifede frit hen over den umaalelige Flade, heftede sig uimodstaaeligt tiltrukket alene ved den uformelige Masse, der hastigt flyvende og mægtig som en Klode i dens tidligste Tilstand foer ind imod Beskueren. Det var som himmelske Hærskarer, som hundrede Tusinder af luftige Ryttere, der i sluttet Trop kom susende paa vingede, lydløse Heste uimodstaaeligere end nogen jordisk Hær, sporløst udslettende Alting bag sig som Asiens Horder eller Attilas Hunner. En Nordbo maatte uvilkaarligt tænke paa Vanernes Tog. I det Øieblik Skyen naaede Kulmens[o] Rand, tabte de Yderststaaende† sig for Synet, flere og flere bleve borte i den, saa slyngede den sig klam og tætfavnende om hver Enkelt, lukkede Munden til paa En og lagde sig om Brystet. – Det er Natursyn af denne Art, som have afgivet Materialet til de Aandesyner, som overfalde Manfred[xxx]. Passus for Passus af Byrons[XXXI] Dagbøger er gaaet over i hans Digt og ikke sjeldent ere Udtrykkene i deres første løse Formning nok saa gribende som i Digtet. »Ankom til Grindelwald. Spiste til Middag. Red op til den høiere Gletcher – |438| lignede en frossen Orkan. [I »Manfred[0008]« staaer for Versets Skyld: en frossen Storm]. Stjernelyst, skjønt, men en Pokkers Sti […] en Smule Lyn, men Dagen i det Hele saa skjøn som den Dag, hvorpaa Paradis blev gjort. Gik gjennem hele Skove af visnede Graner, alle visnede, Stammerne skrællede og barkløse, Grenene livløse; dette gjort af en enkelt Vinter – deres Udseende erindrede mig om mig og mine.« Alle disse Udtryk forekomme let omformede i Digtet.
Men hvor rige paa Udbytte nu end Byrons[XXXII] og Shelleys[XXXIII] fælles Udflugter vare, saa bleve de dog paa mange Maader forbitrede dem. Deres reisende Landsmænd plagede dem overalt med deres Nysgjerrighed og trængte endog med utrolig Frækhed ind i Byrons[XXXIV] Hus. Bleve de holdte ude derfra, stode de med Kikkerter langs Kysterne og Veiene for at gjøre deres Iagttagelser, kiggede over Havemuren og bestak Hotelopvartere, som senere i Venedig[p] Gondolførere, for at erfare Skandale. At Byron[XXXV] og Shelley[XXXVI] levede iflæng med to Søstre var det første Rygte, man bragte i Omløb, og alt som de to Digtere i Folkesnakken forvandledes til Incarnationer af Djævelen, antoge disse Rygter en stedse mere modbydelig Charakter. Man kan da ikke undre sig over, at da Byron[XXXVII] en Dag paa Coppet traadte ind i Mme de Staëls[XXXVIII] Dagligstue, faldt en engelsk Dame, en gammel gudfrygtig Romanforfatterinde, Mrs. Hervey[XXXIX] i Af|439|magt ved Synet, som om hun, siger Byron[XL], havde seet selve »hans sataniske Majestæt« komme anstigende.
Hvis vi ret ville forstaae Aarsagen til denne os nu saa latterlige Rædsel for Byrons[XLI] Person, da føres vi til det sidste store Indtryk, Byron[XLII] under sit Ophold ved Genfersøen[q] modtog, nemlig det af en bestemt Bagvaskelse, der var bleven udspredt om ham i England, hvis Beskaffenhed og Udbredelse nu først blev ham klar. Det er den samme, som Mrs. Beecher Stowe[XLIII] for faa Aar siden meddelte Verden at have modtaget som fortrolig Meddelelse af Lady Byron[XLIV], »medens en himmelsk Glands omgav denne Dames ætheriske Ansigt«, Historien om det forbryderiske Forhold mellem Byron[XLV] og hans Søster, Mrs. Leigh[XLVI]. Denne Historie var i Aarenes Løb bleven til en saa fix Idee hos Lady Byron[XLVII], at hun, som et 1869 udgivet Skrift »Medora Leigh[0009]« udviser, end ikke tog i Betænkning at meddele en Datter af Augusta Leigh[XLVIII], der i Nød henvendte sig til hende, at hun ikke var en Datter af Oberst Leigh[XLIX], men af Lord Byron[L] og hans Halvsøster. Hun erklærede samtidigt, at hun stedse skulde sørge for hendes Underhold, Noget hun senere ganske forsømte at gjøre. – Om denne Beskyldning har Byron[LI] i det Øieblik, han forlod England, øiensynlig Intet eller saa godt som Intet vidst. Han har vel neppe læst alle Avisartikler |440| imod sig. Han siger selv: »Først temmelig længe efter min Afreise blev jeg underrettet om mine Fjenders hele Fremgangsmaade og Sprog. Mine Venner burde have sagt mig meget, som de fortiede for mig.« Først i Schweiz fik han gjennem en Ven Alt at vide. Herved forstaaes ogsaa først ret de fra Schweiz til Augusta[LII] rettede Poesier[0010]. Saaledes hedder det i »Ch. H.[0011]« III, 55: »Og et mildt Kvindehjerte var forbundet med ham ved stærkere Baand end dem, Kirken knytter. Ren var denne Kjærlighed. Den bestod Prøven af det dødeligste Fjendskab og blev end fastere hærdet i en Fare, der mere end alt Andet overmander Kvindehjerter. Hendes Hjerte var fast og hans tungt, da han sendte hende denne Hilsen fra den fjerne Kyst.« Stanzerne til Augusta[LIII] indeholde lignende Udtryk og Linien: »Skjøndt bagvasket kunde du aldrig vakle« (i det andet af Digtene† til hende) viser, at ogsaa hun vidste om disse skjændige Rygter.
Først nu er ogsaa det i Schweiz indtrufne pludselige Omslag i Byrons[LIV] Stemning imod Lady Byron[LV] forklaret. Han der i den første Tid efter Skilsmissen siger »at han neppe troer, der findes et muntrere, bedre, elskværdigere, behageligere Væsen end hendes« og som gav sin Voldsomhed og Ubetænksomhed al Skylden, seer nu kun Skyggesiderne ved hendes Charakter, og det er |441| under det nu skildrede overvældende Indtryk, at han begynder den stygge Krig mod en Kvinde, der ellers maatte synes saa uværdig, og udkaster det haarde Portrait af hende som Dona Inez[lvi] i første Sang af »Don Juan[0012]«. Det afgjørende og i Sandhed knusende Bevis mod Lady Byron[LVII] kom for Dagen i October 1869 i »Quarterly Review[0013]«. Der blev nemlig syv Breve og Billetter trykte, som Lady Byron[LVIII] efter Katastrophen har skrevet til Mrs.† Leigh[LIX], og som strømme over af Ømhed og kjærlige Forsikringer. Det hedder heri, at det er hende »en stor Trøst« at vide, at Mrs. Leigh[LX] er sammen med hendes Mand; hun maa vel nu give Afkald paa Retten til at kalde »sin dyrebareste Augusta[LXI]« sin Søster, dog haaber hun, at dette ikke vil gjøre Skaar i den Godhed, Mrs. Leigh[LXII] altid har næret for hende. »I dette Punkt idetmindste (!),« skriver hun, »er jeg Sandheden selv, naar jeg siger, at hvilken end min Stilling maatte blive, existerer der Ingen, hvis Omgang er mig dyrebarere eller mere kan bidrage til min Lykke. Disse Følelser ville under ingen Omstændigheder kunne forandres. Skulde du fordømme mig, vil jeg dog ikke elske dig mindre for det.« Saaledes har Lady Byron[LXIII] skrevet til den, hvem hun mange Aar efter har stemplet som den Skyldige, der drev hende ud af hendes Mands Hus. Ja, hvad mere er, den venskabelige Brevvexling mellem |442| Lady Byron[LXIV] og Mrs. Leigh[LXV] varer lige til Byrons[LXVI] Død. Endnu Byrons[LXVII] sidste ufuldendte Brev begynder med de Ord: »Min kjæreste Augusta[LXVIII]! For faa Dage siden modtog jeg Din og Lady Byrons[LXIX] Beretning om Adas[LXX] Helbredstilstand.« Og nu skulde vi troe, at Lady Byron[LXXI] hele sit Liv igjennem har betragtet Augusta[LXXII], der vedblev at være det forsonende Mellemled mellem Ægtefællerne, som den unaturlige Forbryderske, der var medskyldig i hendes Livs Ulykke. Hvilket Chaos af Løgn og Vanvid!
Vanvid er det rette Ord; thi, siger »Quarterly Review[0014]«, »ligesom Lady Byron[LXXIII] fra først af ikke kunde finde nogen anden Forklaring for sin Mands Handlemaade end Afsind, saaledes kunne vi nutildags ikke forklare os hendes anderledes end ved Sindssygdom. Men der er en mærkelig Forskjel mellem hendes og Byrons[LXXIV] Sygdom. Han overdrev paa sygelig Maade sine Feil, hun sine Dyder. Hans Monomani bestod i at ville være en umulig Synder, hendes i at ville være en umulig Helgeninde. Han gjorde i sine afsindige Stemninger alt muligt for at sværte sit Ry, og hun tog hans Selvanklager, der ofte kun vare daarlige Vittigheder og Mystificationer, for fuldt Alvor. Hendes Hallucinationer derimod gik ud paa at undergrave deres Navn og Rygte, der stode hende nærmest og som burde have været hende dyre|443|barest. Hvilken af disse Aandsforvildelser var vel her den farligste og mindst elskværdige!«.*)
Byrons[LXXVI] sidste Indtryk i Schweiz var da Trykket af den forfærdelige Bagvaskelse, hvorunder han vaandede sig. Hans Tanker dreiede sig selvfølgelig atter og atter om den, og paa Kunstnervis gav han sig til at digte sig dybere og dybere ind i den. George Sand[LXXVII] har etsteds i et Brev til Sainte-Beuve[LXXVIII] skildret sin Natur og Digter-Naturen i det Hele med et Par raske Træk. Talen er om Philosophen Jouffroy[LXXIX], der har ønsket at præsenteres for hende, men hvem hun nærer nogen Frygt for som en altfor streng og altfor lidet aandssmidig Moralist. »Jouffroy,« skriver hun, »er øiensynligt en Mand, som hvis Talen kom paa at spise Menneskekjød, vilde udbryde: Det er aldrig faldet noget virkeligt Menneske ind at spise Menneskekjød! De derimod med Deres videre Blik vilde sige: »Der skal gives Mennesker, som virkelig spise Menneskekjød!« jeg derimod vilde ganske sikkert tænke: »Hvordan mon Menneskekjød vilde smage!«« – dybe Ord, der i sig indeholde en Definition paa Digterens Væsen i Modsætning til Iagttagerens og til Moralistens. Den stærke Trang til at tillade sin Indbildningskraft og sin Reflexion ethvert Experiment, til at |444| gruble og phantasere over hvad Menneskene i Almindelighed frygte og skye, var i høi Grad udpræget hos Byron[LXXX]. Den bekjendte Anekdote, der har vakt saa stor Forfærdelse, at han engang med en lille Kniv i Haanden udbrød: Jeg gad vide, hvorledes En er tilmode, naar han har begaaet et Mord! har ingen anden Betydning. Det fristede ham at gruble sig ind i den Skyldbevidsthed, der fulgte med en forbryderisk Kjærlighed ikke mindre end at digte sig ind i den, der følger paa Mord. Hans tidligste Helte som Giauren[lxxxi] og Lara[lxxxii] have begaaet et hemmelighedsfuldt Mord, og det er bekjendt nok, at man uden videre paaduttede Byron[LXXXIII] denne hans Heltes Forbrydelse, ja at selv den gamle Goethe[LXXXIV] af Folkesnakken lod sig forlede til i sin Anmeldelse af »Manfred[0017]« at berette som »høist sandsynlig« den barnagtige Ammestuehistorie om at Byron[LXXXV] i Florents[r] (hvor han komisk nok i Alt har været een Formiddag) havde havt en Kjærlighedshistorie med en ung Kone, hvem Manden dræbte, og hvis Død Byron[LXXXVI] atter hævnede ved at berøve hendes Drabsmand Livet. Ganske som man tidligere troede at finde Beviset for hans Mordgjerninger i Laras[lxxxvii] tragiske Miner, saaledes har man i vore Dage villet see et Bevis for hans Incest i Manfreds[lxxxviii] Fortvivlelse og i Kains[lxxxix] Ægteskab med sin Søster[xc]. Det kan ikke undre, at Byron[XCI] og Moore[XCII] engang paatænkte at forfatte en phantastisk Biographi af Lord Byron[XCIII], i hvil|445|ken han skulde have forført saa mange Medlemmer af det ene Kjøn og myrdet saamange Medlemmer af det andet, at man kunde haabe at stoppe Munden paa alle øvrige Anekdotsamlere ved Overbydelsen. De opgave kun Planen af Frygt for at Publicums Naivetet skulde tage Spøgen for Alvor.
Mangen Samtale mellem Shelley[XCIV] og Byron[XCV] har da rimeligvis af let forstaaelige Grunde dreiet sig om Kjærlighed mellem Broder og Søster, saameget mere som det samme sterile Problem ogsaa sysselsatte den yngre Digter. Byron[XCVI] irriterede især den Omstændighed, at de Fromme toge saa stærkt paa Vei i den Anledning, da de dog selv dogmatisk foredroge, at Menneskeheden som nedstammende fra et eneste Par havde formeret sig gjennem Sødskendeparring. Derfor accentuerer han i »Kain[0018]«, at Kain[xcvii] og Adah[xcviii] ere Sødskende og lader Lucifer[xcix] forklare Adah[c], at hendes Elskov til sin Broder[ci] ikke er Synd, men at den hos Efterkommerne vil være det, hvortil Adah[cii] meget logisk svarer: »Hvad er Synd, som ikke er Synd i sig selv? hvad gjør en ydre Omstændighed til Sagen?«
Af alle de nu antydede psychologiske Elementer fremgik »Manfred[0019]« og »Kain[0020]« som Producter. Det første af disse Værker er det mindst betydelige af de to og taaler visselig ingenlunde den Sammenligning med Goethes[CIII] »Faust[0021]«, hvortil det indbyder og som saa tidt er anstilt. Goethe[CIV] selv |446| siger, at der kunde holdes en smuk Forelæsning over den, men den er nu holdt ofte nok, neppe nogensteds med større Originalitet og Talent end af Taine[CV]. Kun i et enkelt Punkt hæver »Manfred[0022]« sig over »Faust[0023]«. For Kritikeren angiver Intet en bedre Værdimaaler for et Værks forskjellige Partier end den Omstændighed, hvad det er han efter Aars Forløb har bevaret i sin Erindring af et Digt, og jeg veed med Vished, at det Eneste, jeg efter i et Aarti ikke at have læst »Manfred[0024]«, fandt i min Erindring, var Scenen, hvor han, som dog dømmer sig selv saa strengt, i sit Dødsøieblik, efter at have afvist Abbeden og hans Trøst, med fast Stolthed og dyb Foragt viser de onde Aander bort, med hvem han Intet har tilfælles og som han aldrig har givet ringeste Magt over sig. Modsætningen til Faust[cvi], der sælger sig til Mephistopheles[cvii] og synker i Knæ for Jordaanden[cviii], er her frappant. Den engelske Digter har havt et Ideal af selvstændig Manddom for Øie, hvortil den tydske ikke har hævet sig, og hans Helt er ligesaa typisk Mand som Goethes[CIX] Helt er Mennesketypen. Ene i Døden som i Livet er han uden Samkvem med Helvede som uden Forhold til Himlen. Han er sin egen Anklager og sin egen Dommer. Hele Byrons[CX] mandige Moral ligger heri. Paa de ensomme Høider hinsides Snelinien, hvor menneskelig Svaghed og Blødhed ikke mere trives, der aander hans Sjæl først let, og Alpeland|447|skabet danner sig naturnødvendigt til Ramme om den med dets strenge Vildhed beslægtede Hovedperson.
Men i »Manfred[0025]« kommer kun den selviske Side af Byrons[CXI] Digtersjæl frem. Hans dybe, almenmenneskelige Sympathi udtaltes for første Gang helt i »Manfreds[0026]« dramatiske Modstykke, »Kain[0027]«. »Kain[0028]« er Byrons[CXII] Troesbekjendelse ↄ: Bekjendelsen af alle hans Tvivlsmaal og al hans Kritik. Naar man betænker, at han hverken som Shelley[CXIII] og Tydsklands store Digtere ad Reflexionens Vei havde tilkjæmpet sig en fri, human Verdensanskuelse, eller som vore Dages Digtere havde en videnskabelig Naturkundskab og en videnskabelig Kritik af de bibelske Oldskrifter bag sig som Forudsætning for alle Grublerier og Drømmerier over Fortidens og Nutidens Livsbetragtning, saa maa man med Beundring studse over den Energi og Alvor, hvormed han her greb alle de største Livsproblemer.
Som privat Personlighed var Byron[CXIV] visselig ligesaa ufærdig i sit Fritænkeri som han var dilettantisk i sin Politik. Hans klare Forstand oprørtes ved Tro paa det Absurde; men han var som de fleste store Mænd i Aarhundredets Begyndelse ↄ: før Religions- og Naturvidenskabens Udvikling, paa een Gang skeptisk og overtroisk. Han havde faaet Lede ved Religionen alt som Barn; Moderen[CXV] slæbte ham regelmæssigt i Kirke, og han hævnede sig ved at stikke hende med Knappenaale, |448| naar han kjedede sig for stærkt. Som Yngling opirredes han ved den engelske Kirkes stive Bogstavtro med dens 39 Artikler og skrev i sit »Memorandum[0029]«, at det var ligesaa unyttigt at forbyde Fornuftundersøgelsen som at tilraabe en Vaagen: Vaag ikke, men sov! Troen paa et evigt Helvede var ogsaa altid Gjenstand for hans evige Løier. Han skriver til Moore[CXVI] 1822: »Husker De Frederik den Stores[CXVII] Svar paa Klagen fra den Bondemenighed, hvis Præst havde præket mod Helvedkvalernes Evighed. Det lød saaledes: »Hvis mine troe og kjære Undersaatter i Schrausenhausen[s] foretrække at blive evigt fordømte, saa staaer det dem frit for.«« Og frygteligt var det for Byrons[CXVIII] Landsmænd i »Don Juan[0030]« at see »gammel Rhum og sand Religiøsitet« anførte som de bedste Beroligelsesmidler for ophidsede Gemytter. Han afskyede vel Præsterne og udraaber hos Trelawny[CXIX]: »Naar have Præsterne beskyttet Geniet? naar En af deres sorte Bande vover at tænke, bliver han trommet ud som Sterne[CXX] eller Swift[CXXI]« og hos Moore[CXXII] udbryder han: »De Skurke af Præster have gjort Religionen mere Skade end alle de Vantroe«. Men med alle sine Vittigheder og alle sine Udfald var han usikker. Han vovede ikke at give de Resultater, hvortil Shelley’s[CXXIII] Reflexion havde ført ham, sit Minde, og han lod sin lille uægte Datter[CXXIV] opdrage i et Kloster, for at ikke Barnet skulde paavirkes af Shelleys[CXXV] og hans Hustrus[CXXVI] fritænkerske |449| Samtaler. Et smukt og charakteristisk Brev fra Shelley[CXXVII] er et afgjørende Vidnesbyrd om Byrons[CXXVIII] Usikkerhed. »Lord Byron[CXXIX],« skriver han, »har læst et eller to Breve fra Moore[CXXX] for mig, hvori Moore[CXXXI] taler meget venligt om mig, og jeg kan kun føle mig smigret ved Bifald fra en Mand, hvis Overlegenhed over mig jeg er stolt af at erkjende (!). Men Moore[CXXXII] synes at frygte min Indflydelse paa Byron[CXXXIII] i religiøs Henseende og at tilskrive den Tone, hvori »Kain[0031]« er holdt, en Paavirkning fra mig […] Jeg beder Dem forsikre Moore[CXXXIV], at jeg ikke har den ringeste Indflydelse paa Lord Byron[CXXXV] i saa Henseende; hvis jeg havde, vilde jeg visselig anvende den til af hans Sjæl at udrydde Christendommens Blændværk, der tiltrods for hans Fornuft stadig synes at kunne vende tilbage og ligge i Baghold for Sygdommens og Ulykkens Timer. »Kain[0032]« var undfanget for mange Aar siden og begyndt før jeg saae Byron[CXXXVI] i Ravenna[t]. Hvor lykkelig skulde jeg ikke have været, om jeg havde kunnet tilskrive mig om og kun indirecte nogen Del i dette udødelige Værk!«
Vi see saaledes, at Byron[CXXXVII] som Privatmand ingenlunde var naaet til en principfast Livsanskuelse. Men desto mærkeligere er det at iagttage, hvorledes i hans poetiske Production hans Geni river ham med sig, gjør ham stor og seirrig i sin Argumentation og lader ham med en Sikkerhed uden Mage ramme de afgjørende Punk|450|ter. Og hvilken Revolution skete ikke i europæisk Poesi, som i 1821 sad til Halsen i Bibeltro og religiøs Fordummelse, da »Kain[0033]« kom ud som et Budskab om Oprør; Indtrykket kan kun sammenlignes med det, som Strauss’s[CXXXVIII] »Leben Jesu[0034]« 14 Aar senere frembragte i den videnskabelige Verden. De store tydske Digtere havde i deres frie Hellenisme ladet Bibelen ligge »links«. Her reiste sig en anden, mindre frigjort Digter, der sad indeklemt i Dogmeburet, men gik rundt deri som et fanget Rovdyr ruskende i Burets Stænger.
»Kain[0035]« er ikke skrevet med Inspirationens zitrende Hast, Stykket stormer og tordner ikke. Byron[CXXXIX] har her forstaaet at gjøre, hvad der for voldsomme Sjæle er det Vanskeligste og Indbegrebet af al Moral: at canalisere sin Lidenskab, det vil sige at frugtbargjøre dens blinde Strømme. Stykket er et Grublerværk. Det er et Værk af langsomt borende og hulende Reflexion, af sønderdelende Skarpsindighed og splintrende Tænkerevne. Intetsteds gjælder som her om Byron[CXL], hvad Goethe[CXLI] lader ham sige som Euphorion[cxlii] i anden Del af »Faust[0036]«: »Das leicht Errungene – das widert mir – Nur das Erzwungene – ergötzt mich schier.« Men Aandens hele hamrende og knusende Maskineri, der her tilsyneladende virker saa behersket, er sat i Svingning af en antændt og mægtigt brændende Indbildningskraft, og inderst inde er her en Sjæl som hulker. Byrons[CXLIII] Tro er kommen ham til |451| Hjælp lige saa vel som hans Vantro. Med fuld poetisk Naivetet gaaer han ind paa den gammeltestamentariske Legende, som den foreligger. Han behandler Sagnfigurerne ikke som Symboler, men som Realiteter, og han er ærlig, idet han gaaer saaledes tilværks. Det falder ham let; thi hans Skepsis bevæger sig ogsaa indenfor hans Digtning bestandig paa Traditionens Grund og har den til Forudsætning. Tilmed var han gammeltestamentarisk i sin Aandsretning og sit Sjæleliv. I hans Indre dirrede Klageraab som Jobs, da han fik Trøst og Tilrettevisning af sine Venner, i hans Hjerte lød dumpt ved Dag og Nat et Hævnraab som Davids. De »hebræiske Melodier[0037]« ere Vidnesbyrd om, hvor naturligt det jødiske Klædebon passede for hans Følelses Former.
Idet Byron[CXLIV] nu altsaa med fuld Troskyldighed gaaer ind paa Traditionen og foreløbigt krumbøier sin Fornuft under dens Aag, see vi i hans Digt den menneskelige Fornuft vride sig under dette Aag, reise sig imod det, martres af Braadden og stampe mod Braadden. Og hvad der gjør dette Skuespil end mere tiltrækkende er, at hin menneskelige Fornuft er ung og nyfødt. Paa den sande Digter virker Solens Opgang saa stærkt, som saae han den gaae op paa Skabelsens første Dag; hos Byron[CXLV] havde alle Tvivl og Spørgsmaal en saadan Friskhed, at de kunde lægges den første Spørger og Tvivler i Munden. Til at forme disse |452| Tvivlsmaal og Klager udfordredes der intet Ringere end den hele lange Række af menneskelige Generationer, der havde sukket og vaandet sig under Livets Grusomhed og nedarvede Legenders Absurditet. Men idet Aartusinders ophobede Vaande, idet den stedse forøgede Kval ved at føle den frie Menneskefornuft sammenskruet paa Troens Pinebænk, her er lagt den første Rebel i Munden, udtales Alt af ham saa oprindeligt og naivt, som var Millioners Tankearbeide alt udført af den først tænkende Hjerne. Denne mægtige Modsigelse er den første, som griber i Digtet.
Den Del af Dramet, i hvilken dels alle de indre Uoverensstemmelser i den jødisk-christelige Tradition, dels dens Uoverensstemmelse med Fornuften blottes, det krypt-polemiske Parti deri er vel for os nutildags af temmelig ringe Interesse; Menneskeheden har gjort saa mange Skridt frem siden 1821, at al den Spidsfindighed, der anvendes paa kritisk at kløve første Mosebogs Theologi for os omtrent tager sig ud som Polemik mod Troen paa Varulve. Men i Virkeligheden er denne Polemik jo kun tilsyneladende at tage bogstaveligt. Det kunde selvfølgelig ikke være Byrons[CXLVI] Hensigt at skrive gudsbespotteligt; det vilde være Vanvid at fordriste sig til en Kritik af det høieste, altomfattende Væsen. Hvad »Kain[0038]« bekjæmper er i Virkeligheden kun den Tro, at Naturens Orden er af |453| ethisk Natur, at det Gode istedenfor at være Menneskelivets Formaal skulde være Menneskelivets Forudsætning. Men man maa erindre, at det menneskelige Sprog er fuldt af Ord, som Fortiden har dannet og som Eftertiden er nødt til at bruge, da Sproget ei har andre, skjøndt den fortolker dem om og om. Saadanne Ord ere f. Ex. Sjæl og Legeme, Evighed, Salighed, Paradiset, den første Fristelse, den første Forbandelse o. s. v., og Byron[CXLVII] har i sit Digt beholdt alle Genesis’s Udtryk.*)
Saaledes virker hans Drama ved denne anden tankevæk|454|kende Modsigelse, at alle de gamle theologiske og barbariske Ord ere beholdte, saa at der bestaaer en uafbrudt indre Strid mellem Digtets Aand og dets Bogstav. Denne anden Modsigelse ryster de Læsere, som den første har skræmmet op.Men til Opvisningen af den almindelige Theismes Fladhed svarer i dette Drama den lidenskabelige Udtalelse af Mennesketilværelsens uendelige Jammer. Ikke Pessimisme, som man med et tomt og intetsigende Ord har kaldt det, men den dybe Følelse af den ubortdisputerlige menneskelige Elendighed ligger til Grund. Langt dybere i Byrons[CXLIX] Sjæl end Bitterheden mod den Verdensmagt, som kun skaber for at ødelægge, ligger Nødvendighedsfølelsen af Alles grændseløse Medlidenhed med Alle, den dybe Medfølelse med al den Kval, hvorpaa det er umuligt at raade Bod, men som det er umuligt ikke at fornemme. »Kain[0040]« er en Tragoedie om det Grundtragiske, at Mennesket fødes, lider, bliver skyldigt og døer. Byron[CL] motiverer den bibelske Legende: Adam[cli] er tæmmet, Eva[clii] er kuet, Abel[cliii] er en blød og lydig Dreng; Kain[cliv] er den unge Menneskehed, som grubler, spørger, attraaer og fordrer. Han skal deltage i Takkebønnen. Hvorfor prise og takke? For Livet, skal jeg da ikke døe? For Livet, har jeg da ønsket at leve? For Livet, er jeg da endnu i Edens Have? – Med† hvad Ret lider jeg? For Adams[clv] Brøde? Hvad angaaer Adams[clvi] Brøde mig? |455| Hvorfor fristedes han til at forsee sig? Af hvad Grund plantedes Træet, om ikke for hans Skyld? Hvorfor sattes det som det skjønneste midt i Haven i hans Nærhed, hvorfor friste Uskyldigheden ved at pirre dens Nysgjerrighed? Var det godt, fordi Gud vilde det? Er det et Svar? – Kan den Gode skabe det Onde og hvad Andet har han skabt? Og hvis det Onde fører til det Gode, hvorfor da ikke strax gjøre det Gode. I tusindfold Elendighed har han nu mangfoldiggjort sig selv og endda er han salig. Hvorledes kan man være lykkelig, naar man er det alene; salig, naar man er den eneste, der er det? Og ene er han, den ufattelige, utilintetgjørlige Tyran. – Vi ere Intet overfor ham. Vel! Da vil jeg idetmindste ikke hykle Tilfredshed med mit Intet og ikke synes fornøiet med min Kval. Krig af Alle mod Alle og mod alle Ting og Død for Alle og Sygdom for de Fleste og Tortur og Bitterhed, det er Frugterne af det forbudne Træ. Er Menneskets Lod saa ikke elendigt? Eet Gode gav Skjæbneæblet kun: Fornuft. Men hvo kan være stolt af en Fornuft, der er lænket til en legemligt trællende Masse og til elendige Behov i et Væsen, hvis høieste Lyst er en sød Selvfornedrelse, et enerverende og smudsigt Blændværk. Ikke Paradiset men Døden fik vi i Arv paa denne usle lille Jord, Sædet for Skabninger, hvis høieste Lykke skulde have bestaaet i at leve blinde i |456| Uvidenhedens Eden, hvorfra Kundskab var banlyst som Gift. Og nu Tanken, at al denne Elendighed skal forplantes og nedarves! At skue de første Taarer og gysende begribe, hvilke Have der ville flyde! Var det da ikke bedre at slynge det spæde Barn mod Klippen og dræbe det strax for at standse Jammerens Kilde i dens Udspring? Var det ikke uendeligt bedre, om Barnet aldrig var blevet født? Hvorfra faaer Nogen Mod til at sætte Børn ind i en saadan Verden? Og for denne Existens skal jeg opsende Takkebønner.
Dette er Stemningen i Kains[clvii] Sjæl, da han tvinges til at skride til Offer, og udviklet er den bleven hos ham ved Lucifers[clviii] Tale. Thi Lucifer[clix] foretrækker Marter for Kryberi med Hymner og Harper. Denne Lucifer[clx] er ingen Djævel. Han siger selv: »Hvo vilde gjøre det Onde for det Ondes Skyld! Ingen; men det er Surdeien for alt Levende og Livløst.« Han er heller ingen Mephistopheles[clxi]; paa en enkelt svag Spøg nær er han strengt alvorlig. Nei denne Lucifer[clxii] er virkeligt Lysbringeren, Videnskabens Genius, Kritikens stolte og trodsige Aand, Menneskets bedste Ven, styrtet fordi han ei vilde krybe eller lyve, men ubøielig fordi han er evig som sin Fjende. Han er Frihedens Aand. Men eiendommeligt nok! Han er ikke den klare og aabne Kamp for Friheden; men Friheden som den besjæler Sammensvorne og Conspiratorer, mørk og skummel, vandrende lyd|457|løst ad forbudne Veie, en Frihedstrang som den, der i 1821 besjælede alle Europas fortvivlende unge Frihedsmænd.
I sin Bog »Retfærdigheden i Revolutionen og Kirken[0041]« udraaber Proudhon[CLXIII] til Ærkebispen af Besançon[CLXIV]: »Friheden, det er Eders Antichristen, o kom Satan, du af Præsterne og Kongerne Bagvaskede, lad mig omfavne dig, lad mig trykke dig til mit Bryst! Dine Værker, o du mit Hjertes Velsignede, ere ikke altid smukke eller gode; men de alene give Universet en Mening. Hvad vilde Retfærdigheden være uden dig? Et Instinct. Fornuften? En Vane. Mennesket? Et Dyr.« Den saaledes forstaaede Satan er ikke andet end den frie Kritik og var Byrons[CLXV] Poesi bleven opkaldt efter den havde den kunnet bære Navnet »den sataniske« uden Skam. Ved Lucifers[clxvi] Hjælp bliver »Kain[0042]« et Aandedrama; thi Lucifer[clxvii] fører sin Discipel gjennem Rummet, viser ham alle Verdener med deres Beboere, Dødens Rige og de i Fremtidens Taager hvilende, endnu ufødte Slægter. Af Kain[clxviii] fordrer han hverken blind Tro eller blind Underkastelse. Han siger ikke: »Tvivl paa mig og du synker – tro og du bæres oppe!« Han gjør ikke Troen paa sig til Betingelse for Kains[clxix] Redning og fordrer hverken Knæfald eller Tak. Han aabner Kains[clxx] Øine.
Saa vender da Kain[clxxi] tilbage til Jorden og den første Rebel lader den første Drabsmand alene |458| som Bytte for sine fortærende Tvivl. Der skal ofres, og han skal vælge et Alter. Hvad ere Altrene ham? Sten og Grønsvær. Han som afskyer Lidelsen, vil ikke slagte uskyldige Dyr til en blodtørstig Guds Ære, han lægger Frugter paa sit Alter.*)
Abel[clxxiii] beder sin fromme Bøn efter Snoren. Han skal ogsaa bede. Hvad skal han sige? »Gud, behøver Du Ofre for at stilles tilfreds, saa tag mit! holder Du af Blod, maa Du søge Abels[clxxiv]. Han, der reiste dette Alter, er som Du gjorde ham. Han begjærer Intet, som man vinder ved Knælen.« Da slaaer Lynet ned i Abels[clxxv] Offer og den himmelske Ild slikker begjærligt dette Alters Blod, medens Kains[clxxvi] foragteligt væltes af Vinden. Har Gud da frydet sig ved Mødrenes Smerte, da Lammene førtes fra dem for at slagtes, glædede han sig ved at see de stakkels Dyrs Kval under den fromme Kniv? Kains[clxxvii] Blod koger, han vil styrte hint Alter, men Abel[clxxviii] hindrer ham deri og holder ham tilbage. Vogt dig, din Gud elsker Blod! – og besnæret af sin Harme, sine Kvaler, sin Skjæbne falder Kain[clxxix] i den Snare, Jehova har udspændt for ham, og begaaer det første Drab uden at vide hvad et Drab vil sige, og bringer saaledes selv den Død ind i Menneskeverdenen, hvis blotte Navn, da den blev spaaet Menneskeheden, havde hensat ham i en |459| Tilstand af Rædsel. Gjerningen er fortrudt før den er gjort; thi Kain[clxxx], som elsker alle Mennesker, elsker inderligt Abel[clxxxi]. Men saa følger Forbandelsen, Straffen, Forviisningen og Kainsmærket.Dette Kainsmærke er Menneskehedens: Kvalens og Udødelighedens Tegn. Byrons[CLXXXII] Drama skildrer Kampen mellem den lidende og søgende Menneskehed paa den ene Side og hin Lynets, Stormens og Hærskarernes Gud paa den anden, hvis svækkede Arme nødes til at slippe Taget om en Verden, der vrider sig løs af hans Favn. For at udrydde den Verden, der fornegter ham, kan han lade Blodet flyde strømmevis og Baalene tændes i hundredevis af sine Præster; men Kain[clxxxiii] stiger uskadt op af Baalets Aske og pidsker disse Præster med udødelig Foragt. Kain[clxxxiv] er den tænkende Menneskehed, der en skjøn Dag sprænger Himlens gamle Hvælving og øiner Millioner af Kloder i deres Frihed rullende høit over Jehovas buldrende Tordenvogn. Kain[clxxxv] er den arbeidende Menneskehed, der i sit Ansigts Sved stræber at frembringe et nyt og bedre Eden, ikke Uvidenhedens, men Kundskabens og Harmoniens, og som naar Jehova forlængst er syet i sit Ligklæde, endnu vil leve og trykke den gjenfundne Abel[clxxxvi] til sit Bryst.*)
»Kain[0045]« blev tilegnet Walter Scott[CLXXXVII], som fandt, |460| at Byrons[CLXXXVIII] Muse aldrig før havde taget en saa ophøiet Flugt og forud forsvarede Digteren mod Angreb. Men »Kains[0046]« Udgivelse i England blev ikke desmindre opfattet og udraabt som en formelig Nationalulykke. Allerede, da Manuscriptet indsendtes, trængte Murray[CLXXXIX] paa for at opnaae Forandringer og Byron[CXC] svarte: »De to Steder kunne ikke forandres uden at jeg lader Lucifer[cxci] tale som Biskoppen af Lincoln[CXCII], hvad ikke vilde være i den førstnævntes Charakter.« Strax efter Udgivelsen blev Bogen eftertrykt og Murray[CXCIII] henvendte sig til Lord Eldon[CXCIV] for at opnaae hurtigst mulig Beskyttelse af sin Eiendomsret. Han blev afvist og i disse Udtryk: »Retten erkjender i Overensstemmelse med alle andre Retter her i Landet, at Christelighed er Grundvolden for alle engelske Love. Ogsaa Beskyttelsen af Boghandlernes Eiendomsret hviler paa denne Grund. Men den foreliggende Bog, der har til Hensigt at nedsætte den Del af den hellige Skrift, hvortil den svarer, er ikke af den Art, at der kan tilstaaes Boghandleren nogen Skadeserstatning for Eftertryk.« »Kain[0047]« ansaaes da altsaa – ligesom Southey’s[CXCV] »Wat Tyler[0048]« – for et saa forbryderisk Digt, at overfor det endog Eiendomsretten ikke mere gjaldt.
Imidlertid skrev Moore[CXCVI] til Byron[CXCVII]: »»Kain[0049]« er vidunderlig, frygtelig, vil aldrig blive glemt. Hvis jeg ikke feiler, vil den synke dybt ned i Verdens Hjerte.« Historien har stadfæstet denne Dom.
højresiderne i kapitel 19 har i førsteudgaven klummetitlen »Byron. Den revolutionære Aand.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
der sigtes til Slaget ved Waterloo, hvor Napoleon 1. 18.6.1815 led det endelige nederlag til en koalition bestående af bl.a. Storbritannien, Rusland og Preussen. Waterloo er en belgisk by beliggende syd for Bruxelles.
der alluderes til flere tekststeder i Det Nye Testamente omhandlende Johannes Døberen i forhold til Jesus, fx Matthæusevangeliet 3.11, hvor Johannes Døberen siger: »Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild« (NT1992).
af en note af Byron fra 1816 Byron 1833, 3:274.
jf. brev fra Percy Bysshe Shelley, dateret 11.4.1822, til en vis »C.T.« Shelley 1840, 2:342-343.
af Hippolyte Taine Histoire de la littérature anglaise, 1863-1864 Taine 1863, 3:574.
der sigtes muligvis til en i nordisk mytologi kun antydet mytisk krig mellem gudeslægterne aser og vaner. Krigen endte uden sejrherre, da aserne og vanerne besluttede at indgå en alliance i stedet for at bekrige hinanden.
sammensat citat fra Byrons dagbog for 23.9.1816 Byron 1833, 3:265.
se Byrons dramatiske digt Manfred, 1817 Byron 1833, 11:39.
der alluderes til Skabelsesberetningen i 1. Mosebog, hvor Gud skaber himlen og jorden.
Madame de Stäels ejendom beliggende i det vestlige Schweiz ved Genèvesøen, ganske tæt på den franske grænse.
af Thomas Medwins Journal of the Conversations of Lord Byron, 1824 Medwin 1824:17.
af Harriet Beecher Stowes »The True Story of Lady Byron's Life«, 1869 Stowe 1869:312.
sammensat citat af Byrons posthumt trykte »Some Observations upon an Article in Blackwoods's Magazine, No. XXIX, August, 1819«, 1833 Byron 1833, 15:72.
sammensat prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:155.
af Byrons digt »Stanzas to -«, 1816, der i senere udgaver fik titlen »Stanzas to Augusta« Byron 1833, 10:198.
sammensat citat fra et brev fra Byron, dateret 8.3.1816, til Thomas Moore Byron 1833, 3:204.
af et brev fra lady Byron, dateret 16.1.1816, til Augusta Leigh Hayward 1869:414.
af et brev fra lady Byron, dateret 25.1.1816, til Augusta Leigh Hayward 1869:414.
af et udateret brev fra lady Byron til Augusta Leigh. Brevet er med stor sandsynlighed skrevet i januar 1816 Hayward 1869:414.
af et ufuldendt brev fra Byron, dateret 23.2.1824, til Augusta Leigh Hayward 1869:425.
omtrentligt gengivet og sammensat citat fra Abraham Haywards anonymt trykte artikel »The Byron Mystery«, 1869 Hayward 1869:441-442.
sammensat citat fra et brev George Sand, dateret april 1833, til Charles-Augustin Sainte-Beuve Sainte-Beuve 1869, 1:511-512.
anekdoten fortælles bl.a. i Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 1:337.
der sigtes til Goethes anmeldelse af Byrons dramatiske digt Manfred, 1817. Anmeldelsen blev trykt i Goethes egen Ueber Kunst und Alterthum, 2. del, 2. bind, 1820. Den af GB omtalte episode findes i begyndelsen af anmeldelsen Goethe 1999, 20:454-457.
omtrentligt citat fra Byrons »Cain«, 1821, I.1. Det citerede udsiges af Adah Byron 1833, 14:38.
der sigtes til Goethes anmeldelse af Byrons dramatiske digt Manfred, 1817. Anmeldelsen blev trykt i Goethes egen Ueber Kunst und Alterthum, 2. del, 2. bind, 1820. Det af GB anførte findes i anmeldelsens første afsnit Goethe 1999, 20:454.
den omtalte sammenstilling findes i Hippolyte Taines Histoire de la littérature anglaise, 1863-1864 Taine 1863, 3:566-584.
den anglikanske kirke, Church of England, har siden 1571 bygget på de såkaldte 39 artikler, hvori kirkens lære beskrives.
af en udateret note af Byron. Thomas Moore, der forestod udgivelsen af Byrons samlede værker efter hans død, har placeret noten under året 1824 Byron 1833, 6:258.
af et brev fra Byron, dateret 6.3.1822, til Thomas Moore Byron 1833, 5:315.
af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 15:217.
sammensat citat fra Edward John Trelawnys Recollections of the Last Days of Shelley and Byron, 1858 Trelawny 1858:196.
af et brev fra Byron, dateret 20.2.1822, til Thomas Moore Byron 1833, 5:309.
sammensat citat fra et brev fra Percy Bysshe Shelley, dateret 11.4.1822, til en vis »C.T.« Shelley 1840, 2:342-343.
urørt (evt. med betydningen: negligeret).
GB's prosaoversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 541): »… det let Erhvervede er ham imod og … kun det Tiltvungne glæder ham«; af Goethes Faust. Der Tragödie zweiter Teil, der udkom posthumt i 1832 Goethe 1994, 7/1:379.
der sigtes til Jobs Bog i Det Gamle Testamente, der rejser spørgsmålet om, hvorvidt verdens gang er styret af retfærdighed eller vilkårlighed. Hovedpersonen Job skildres som en retfærdig mand, der sættes på prøve af Gud. Han mister sine kvæghjorde og børn og sit helbred og klager sin nød, men fastholder sin tro og sin respekt for Guds uransagelighed.
der sigtes bredt til en række salmer omhandlende hævn i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente. Salmerne har traditionelt været tilskrevet kong David, hvorfor Salmernes Bog også er kendt under navnet Davids Salmer.
der alluderes til Skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente, hvor Gud på den første dag skaber lyset og skiller det fra mørket (1. Mosebog 1:3-5).
polemik eller angreb i det skjulte ('mellem linjerne').
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 543): »Selv forudsat, at for os Filosofer et andet Ord var at foretrække, saa vilde der, bortset fra at abstrakte Ord aldrig tilstrækkelig klart udtrykker en virkelig Tilværelse, være en umaadelig Mislighed ved at skille os fra det Sprog, de Enfoldige bruger, som tilbeder saa godt paa deres Maade. Da Ordet Gud er Genstand for Menneskehedens Ærefrygt, har gammel Hævd og er anvendt i skønne Digtninge, vilde det være at vende op og ned paa alle Sprogets Vaner at opgive det. Sig til de Simple af Hjertet, at de bør eftertragte Sandheden, Skønheden, Godheden, og disse Ord vil ikke have nogen Mening for dem. Men sig til dem, at de bør elske Gud, ikke krænke Gud, og de vil forstaa Jer udmærket godt. Gud, Forsyn, Udødelighed - det er lige saa mange gode gamle Ord, lidt plumpe maaske, som Filosofien vil fortolke paa en stedse mere forfinet Maade, men som den aldrig med Fordel vil kunne erstatte«; sammensat citat af Ernest Renans Études d’histoire religieuse, 1857 Renan 1857:418-419.
omtrentligt og sammensat citat fra Byrons »Cain«, 1821, I.1. Det citerede udsiges af Cain Byron 1833, 14:21-22.
omtrentligt og sammensat citat fra Byrons »Cain«, 1821, I.1. Det citerede udsiges af Lucifer Byron 1833, 14:26-27.
omtrentligt citat fra Byrons »Cain«, 1821, III.1. Det citerede udsiges af Cain Byron 1833, 14:84.
omtrentligt citat fra Byrons »Cain«, 1821, II.2. Det citerede udsiges af Lucifer Byron 1833, 14:65.
omtrentligt citat fra Byrons »Cain«, 1821, II.2. Det citerede udsiges af Lucifer Byron 1833, 14:78.
omtrentligt og sammensat citat fra Byrons »Cain«, 1821, II.1. Det citerede udsiges af Lucifer Byron 1833, 14:48.
omtrentligt citat fra Byrons »Cain«, 1821, II.1. Det citerede udsiges af Lucifer Byron 1833, 14:62.
omtrentligt og sammensat citat fra Byrons »Cain«, 1821, III.1. Det citerede udsiges af Cain Byron 1833, 14:84.
omtrentligt og sammensat citat fra Byrons »Cain«, 1821, II.2. Det citerede udsiges af Lucifer Byron 1833, 14:68.
på latin betyder Lucifer: lysbringer, morgenstjerne. Ifølge middelalderlig tradition en oprørsk og falden engel, hvis hovmod bragte ham til udstødelse fra de himmelske regioner.
af Pierre-Joseph Proudhons De la Justice dans la révolution et dans l’église, 1858 Proudhon 1858, 2:540.
der sigtes til Robert Southeys digt A Vision of Judgement, 1821, der hylder den netop afdøde konge George 3., men som også rummer hårde angreb på Byron og hans - ifølge Southey - sataniske skole.
omtrentligt citat fra Byrons »Cain«, 1821, II.1. Det citerede udsiges af Lucifer Byron 1833, 14:47.
planmæssigt, forskriftsmæssigt.
omtrentligt gengivet og sammensat citat fra Byrons »Cain«, 1821, III.1. Det citerede udsiges af Cain George 1833, 14:90.
fast tilnavn til Gud Herren i (ældre udgaver af) Det Gamle Testamente.
da Byrons »Cain« i 1821 udkom (sammen med to andre titler) var det med en tilegnelse til Walter Scott: »To Walter Scott, Bart. / This mystery of Cain / is inscribed / by his obliged friend, / and faithful servant, / the author« Byron 1821:333.
af et brev fra Byron, dateret 3.11.1821, til John Murray Byron 1833, 5:280.
sammensat citat fra en note i Lord Eldons dom, der faldt 9.2.1822 Byron 1833, 14:6.
af et brev fra Thomas Moore, dateret 30.9.1821, til Byron Byron 1833, 14:104.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik