Naturalismen i England (1875)

XVIII.

Da han anden Gang var bleven en hjemløs og ensom Pilgrim, optog han sin Ungdoms Reise|422|digt paany. Han føiede tredie og fjerde Sang til »Childe Harold[0001]«. Han satte sig tilbage i sin Ungdoms Stemninger; men hvilken Fylde havde de ikke i Mellemtiden vundet! Den Accord, der fra først af ansloges i »Childe Harold[0002]«, det var Ensomhedens, Melancholiens og Frihedstrangens Treklang. Hver enkelt af dens Toner var nu bleven mange Gange saa klar og saa fuldtklingende.

Gjennem Værkets første Halvdel gik Ensomhedens Stemning som Betingelse for Kjærligheden til Naturen; allerede der hed det, at det at sidde paa Klipperne, at drømme over Floderne, langsomt at vandre gjennem ubetraadte Skove eller stirre ned i Afgrunde og Vandfald, det var ikke Ensomhed, men Samliv med Naturen; derimod at flakke om i Menneskesværmen og høre dens utaalelige Støi uden at elske Nogen eller elskes af Nogen iblandt den, det var at være tilgavns alene (»Ch. H.[0003]« II, 25, 26). Men disse Udbrud vare Erindringer om skjønne Barndomsindtryk fra Skotlands Bjergegne, eller det var Drømmerier som fremkaldtes ved Synet af Eremitens Bolig paa Athosbjerget[a]; det var endnu, som Ensomhedsstemningen hos Wordsworth[I], en Kjærlighed til Naturen, der beroede paa Sky for en ubekjendt og fremmed Menneskeverden. Forskjellen mellem Følelsen hos Wordsworth[II] og Byron[III] var kun den, at Wordsworth[IV] havde Landbarnets og Landskabsmalerens stumt rugende Dvæ|423|len ved Naturindtrykket, Byron[V] Stadbeboerens higende og nervøse Kjærlighed til det, og at Wordsworth[VI] søgte til Naturen i dens Ro, medens Byron[VII] elskede den mest i dens Vrede (»Ch. H.[0004]« II, 37). I Værkets anden Halvdel er Ensomhedsfølelsen en anden. Der er en dyb Forskjel paa den Trang til ensomt Samliv med Naturen, Harold[viii] føler som uerfaren Yngling, og den, han fornemmer som Mand, efter at hans første Jordomseiling om Menneskene og Tingene er tilende. Ikke Sky for Menneskene, men Lede ved dem drev nu Digteren til at elske den stumme Natur. Et helt stort Samfund, det herskende Samfund i en hel stor By, der for det fremmede Øie syntes saa humant, saa fintfølende, saa rettænkende og ridderligtsindet, havde vendt sin Vrangside ud imod ham og Vrangen er lærerig, men ikke smuk. Han havde lært hvad Venskab man viser den Faldne og at den eneste Factor, paa hvilken den, der vil lægge Planer for sin Fremtid, med Sikkerhed kan regne, er de Andres Egoisme og Følgerne af den. Saaledes blev han anden Gang ene med sig selv; og den Poesi, han nu skrev, er ikke for selskabelige Naturer. Men hvo der om saa blot for kort Tid har lært at vende Menneskene Ryggen, kjendt Ønsket at leve i Fred for dem, følt Trangen til at forlade sit Hjem eller reise bort fra sit Land for at undgaae Skuet af Ansigterne og opsøge Skuet af fremmed Himmel og Jord, hvo der paa en|424|somme Veie har følt Synet af et sig nærmende Menneske som Indtrædelsen af en smudsig Plet i hans frie og rene Synskreds, i ethvert saadant Menneskes Sjæl ville disse lyriske Udbrud finde Echo. Childe Harold[ix] er ene. Han har lært, at han mindst af Alt er skikket til at gaae i Trop med andre Mennesker, ude af Stand til at underkaste sine Tanker fremmede Tankers Herredømme eller til at give Magten over sin Sjæl til Aander, mod hvilke hans gjør Oprør. Hvor Bjergene stige, der føler han sig blandt Venner, hvor Havet ruller, der er hans Hjem; det Digt, Naturen skriver med Solstraaler paa Søen, er ham kjærere end en Bog i hans Fødelands Sprog. Blandt Mennesker føler han sig som den vilde Falk, naar man har klippet dens Vinger. Men skjøndt han flyer fra Verden, hader han den ikke derfor; det er hverken af Misfornøielse eller af Trods, at hans Sjæl samler sig dybt i sin Kilde; den frygter for at skumme over i Mennesketrængselen, hvor i et Øieblik et Menneskes hele Lykke kan sættes til »saa at alt hans Blod forvandler sig til Taarer«. Er det da ikke bedre, siger han, at være alene og saaledes blive en Del af Alt omkring En, naar dog Synet af høie Bjerge er ham en velgjørende Følelse, medens Byernes Summen er ham en Tortur, og naar Fjeldet, Himlen og Havet ere en Del af hans Sjæl, som han af dem, og det at elske dem hans |425| reneste Lykke? Mindst ensom i Ensomheden aner hans Sjæl i den et uendeligt Liv, en Sandhed, som gløder den ren for Jeget. Harold har ikke elsket Verden, heller ikke elskede den ham. Han er stolt af aldrig at have smigret dens urene Aande, aldrig at have bøiet Knæ for dens Guder; aldrig at have lagt sin Kind i Folder til et Smil, han ikke mente, og aldrig at have været noget Echo, naar Mængden raabte; han var en iblandt dem, ikke en af dem. Men han vil som aaben Fjende skilles fra den Verden, han ikke elskede, og som gjengjældte ham det med Renter. Han troer, siger han, hvad hans egen Erfaring end har lært ham, at der gives Ord, som have samme Vægt som Gjerning, Haab, der ikke skuffer, sand Barmhjertighed, og to eller en, som er hvad de synes.*)

*) »Childe Harold[0005]«, tredie Sang passim.

Saaledes strømmer Ensomhedens Stemning over i Melancholiens. Ogsaa denne Streng var anslaaet i de første to Sange; men deres Melancholi var den rent ungdommelige Utilfredshed. En forspildt Ungdom laa bag »Childe Harold[0006]« og som den phlegmatisk melancholske Hamlet[xi] mellem Graverkarlene stod han ved Achilles’s Grav og overveiede med et Dødningehoved i sin Haand, hvad Livet og dets bedste Ry var værd, medens han, som da endnu ikke havde smagt Hæderens Sødme, i |426| Virkeligheden ikke attraaede Noget saa lidenskabeligt som Ry, det paa Skrømt og med tilraisonneret Philosophi forsmaaede og ringeagtede Ry. Nu har han nydt det og lært, hvor lidet nærende en Føde det er. Hans Hjerte er som et sønderbrudt Speil, der istedenfor eet Billede optager det samme tusindfold, og som umuligere kan glemme, jo stærkere det er brudt. Selv knækket søger han da i Naturen til det, som ved Modsætningen kan lindre hans Kval, det frie, aabne Hav, hvis Skummanke han allerede strøg som Barn og der kjender ham som Hesten sin Rytter og Herre; han elsker Havet, fordi dets Flade er den eneste, der ikke kan knækkes, ja end ikke rynkes eller fures, den eneste, der endnu den Dag idag seer ud som den saa ud i Tidernes Morgen. Men Alt i Naturen minder ham om Kval og Kamp. Den fjerne Torden er ham som en Stormklokkelyd, der vækker alt, hvad der havde lagt sig til Hvile i ham. Selv den yndige stille Nemisø[b] forekommer ham ikke at ligne noget Fredeligt og Mildt; den synes ham »rolig som et kjært Had« (IV, 173). Hans Melancholi er nu helt cholerisk. Kunde han samle al sin Lidenskab i eet Ord og vilde dette Ord udtalt forfærde og splintre som Lynet, han vilde, siger han, ikke betænke sig paa at udtale det. Alt hellere end Ro! er hans Løsen: Ro er Helvede for livfulde Hjerter; der gives en Ild i Sjælen som een Gang tændt, uudslukkelig |427| søger at stige i stedse vildere Flammer. Det er en Feber, som er skjæbnesvanger for Enhver, der nogensinde kjendte den. Den er det, siger han, som gjør de Gale, og dem, der gjøre Menneskenes Børn gale: Erobrerne, Stifterne af Sekter og Opfinderne af Systemer, Sophisterne, Digterne og Statsmændene, alle de Urolige, som røre altfor stærkt op i Sjælens hemmelige Kilder, de Misundte og saa lidet Misundelsesværdige. Deres Aande er Tumult, deres Liv er Storm, som bærer dem til Undergang, og dog ere de saa skabte for Striden, at døer den hen, saa døe de selv som en Flamme, der ingen Næring fik. Ak, udbryder Harold[xii], vi visne fra vor Ungdom af og stønne saa afsted gjennem Livet, syge – syge – ingen Løn vundet, ingen Tørst slukket, endnu paa Gravens Rand viser det Blændværk sig, efter hvilket vi fra først af forgjæves have jaget, for silde, altfor silde. Elskov, Ry, Ærgjærrighed, Havesyge – Alt er Et, Alt lige forfængeligt og lige forrykt, intet værre end det andet; thi det er Alt Meteorer med forskjellige Navne, og med Dødens sorte kvalmende Røg gaaer Lyset ud. – Ak vort Liv er kun Unatur, et Væsen, som ingen Plads har i Tingenes Harmoni, et uhyre kjæmpemæssigt Gifttræ, hvis Rod er Jorden, hvis Løv og Grene er en Himmel, hvorfra i forpestede Dugdraaber Sygdom, Ulykker, Trældom og Død, |428| al den Jammer vi see og al den, vi ikke øine, uophørligt dryssende falde ned!

Udaf alt dette rugende Mismod som Tanken om den almindelige Jammer (Verdenssmerte kalde Tydskerne det med et besynderligt Udtryk) uundgaaeligt lægger over Sjælen, var allerede i »Childe Harolds[0007]« første Sange Frihedskjærligheden som Digtets tredie Grundstemning den eneste forløsende Magt, den eneste, som angav en praktisk Opgave for Livet. Allerede i Portugal havde Harold udraabt: »O kunde disse Volde omgive et frit Folk«, og til Spanierne sunget: »Op I Spaniens Sønner! Eders Gudinde, Ridderæren kalder«. Allerede dengang tilraabte han det undertvungne Grækenland, der bestandig saae sig om efter Hjælp udefra: »Vide I det ikke, I arvelige Livegne, at den som vil være fri, maa selv slaae Slaget? Haabe I paa Gallerens eller Moskovitens Magt? Den kan maaskee styrte Eders stolte Tyran, men aldrig tænde Frihedens Ild paa Eders Alter! Nei, før Lacedæmons[c] Helte staae op af Graven, før Thebens[d] Epaminondas[XIII] atter reiser sig, før Athens[e] Sønner have modige Hjerter paany og græske Mødre atter føde Mænd, før er Trældommens Tid ikke omme!« Men hans Frihedskjærlighed dengang var af rent politisk Natur, det var den frifødte Englænders Harme over at see de fremmede Folkeslag ude af Stand til at afryste et Fremmedaag, hans eget Folk aldrig havde baaret og umu|429|ligt kunde tænkes at ville bære. Nu opfatter han Frihed i Ordets vide og fulde, almenmenneskelige Forstand. Nu føler han det, at den frie Tanke er Udgangspunktet for alt aandigt Liv. »Lader os kun gruble kjækt,« siger han: »det vilde være en lav Opgiven af Fornuften at opgive vor Ret til Tanken – vort sidste og eneste Tilflugtssted. Det skal idetmindste altid blive mit. Skjøndt fra vor Fødsel af denne guddommelige Evne er lænket og martret, sammenkrummet, indespærret og holdt fangen, og opdraget i Mørke af Frygt for at Sandheden skulde skinne altfor klart paa det uforberedte Sind – Straalen bryder dog ind; thi Tid og Kunst ville helbrede de Blinde«.*)

*)
»Yet let us ponder boldly – ’t is a base
Abandonment of reason to resign
Our right of thought – our last and only place
Of refuge; this, at least, shall still be mine:
Though from our birth the faculty divine
Is chain’d and tortured – cabin’d, cribb’d, confined,
And bred in darkness, lest the truth should shine
Too brightly on the unprepared mind
The beam pours in, for time and skill will couch the blind.«
»Ch. H.« IV 127[0008] smlgn. »Don Juan« IX 24.[0009]
Og han vil ikke blot gruble, han vil handle. Han anraaber Tiden, den store Hævner, han minder den om at han med Ro og Stolthed har udholdt Verdens Had – og han har kjendt alle Hadets |430| Arter -*)
*)
»From mighty wrongs to petty perfidy
Have I not seen what human things could do?
From the loud roar of foaming calumny
To the small whisper of the as paltry few,
And subtler venom of the reptile crew […]«
»Ch. H.« IV, 136.[0010]
og han slutter med Bønnen: »O lad mig da ikke have baaret dette Jern forgjæves i min Sjæl!«

Naar han da nu atter reiser fra Land til Land, da svinder hans personlige Sorg sammen ved Skuet af Roms[f] uhyre Ruiner og som hin Sulpicius[XIV], hvis Følelser Chateaubriand[XV] tilranede Helten i sine »Martyrer[0011]«, føler han sin Skjæbnes Lidenhed i Sammenligning med den, som har bortmeiet Grækenlands Byer.*)

*)
»O Rome[g]! my country! city of the dead
The orphans of the heart must turn to thee
Lone mother of dead empires! and control
In their shut breasts their petty misery.«
»Ch. H.« IV, 78. [0012]
»Wandering in youth I traced the path of him
The Roman friend of Rome’s[h] least mortal mind
The friend of Tully[XVI].«
»Ch. H.[0014]« IV, 44 smlgn. »Reactionen i Frankrig[0015]« S. 199.[0013]
Og naar han ikke nøiet med den blotte Tankes Frihed vender Blikket udad og sysselsættes af de store politiske Kampe, da gjentager han ikke blot de gamle Opraab til de Faldne, som naar han tilraaber Venedig[i], at Staden har druknet Aarhundreders Hæder i Slaveriets Dynd og at det var bedre den selv var sunket i Havet end at opleve slig Skjændsel; nej han vender sig kjækt mod de Mægtige, mod Seierherrerne ved Waterloo[j], dem han spodsk betegner som Napoleons[XVII] Aber, og han seer fra Kampenes politiske Yderside hen til deres sociale Kjærne. Vistnok, siger han, har Frankrig tilsyneladende forgjæves taarnet Ruin paa Ruin af ældgamle Fordomme, der have levet siden Tidernes Fødsel, og vel see vi nu Fængsler og Troner reise sig igjen af alt dette Grus. Men det vil ikke vare. Thi Menneskeheden har endelig lært sin egen Styrke at kjende. Og har Frankrig end beruset sig i Blod til det spyede Forbrydelser – dog Frihed! gaaer dit sønderrevne Banner lig Tordenstormen imod Vinden og dine Trompetfanfarer klinge selv hendøende saa fuldt som om Echoet af dem aldrig skulde svinde. Har Frihedstræet end nu mistet sine Blomster og er Barken end saaret af Øxen, dog vil en ny Vaar, o Frihed, bringe dig en mindre bitter Frugt! Da har ogsaa jeg ikke levet forgjæves. Thi der er det i mig, som vil overleve Tid og Tortur og aande, naar jeg har udaandet, noget Ujordisk, som de Andre ikke ane, men som vil bevares som den erindrede Tone af en forstummet Lyra! (»Ch. H.[0016]« III, 82. IV, 97, 136). Saaledes smelte i dette skjønne Digt Ensomhedens, Melancholiens og Fri|432|hedskjærlighedens Grundstemninger sammen, og saaledes udvides og uddybes Digterens Sjæleliv stedse mere, medens Digtet rykker frem fra Sang til Sang. Wordsworth[XVIII] havde forvandlet sit Jeg til Organ for England, Scott[XIX] og Moore[XX] havde givet Skotlands og Irlands Følelser Luft i deres Sang; men Byrons[XXI] Jeg er det almenmenneskelige, dets Sorger og Forhaabninger hele Menneskehedens. Da dette Jeg ret kraftigt og mandigt har trukket sig sammen i sig selv og fordybet sig i sin ensomme Sorg, udvider dets Smerte sig til Sorgen over al Menneskelivets Jammer, Jegets haarde og egoistiske Skal bliver sprængt og den dybe Frihedsbegeistring aabner sig Vei for at omfatte og løfte hele Digterens Samtid.*)
*) I Martensens[XXII] »Den christelige Ethik[0017]« S. 228 hedder det om Byron[XXIII], hvis Sprog den høiærværdige Forfatter, der citerer Engelsk paa Tydsk, ikke synes at være mægtig: »Men tage vi ham i hans Helhed, maa det visselig siges, at hans Tro paa det politiske Frihedsideal langtfra var saa stærk som hans Foragt for den Verden, der er saa slet, at intet Frihedsideal deri kan blive virkeligt, intet sandt Fremskridt komme istand,« en Ytring der hverken lader sig forsvare eller i det paagjældende Skrift forsøges forsvaret. Byron[XXIV] skal der gaae op i Kategorien »Pessimisme«. I Gr. Thomsens[XXV] Disputats »Om Lord Byron[0018]«, et i en høist speculativ Stil affattet Stykke Arbeide, hedder det mere sundt: »De unge Digtere [i Frankrig] bleve sig først ved Kjendskabet til Byrons[XXVI] Poesi selve Revolutionens Princip, den frie Tanke [udhævet i Texten] klart bevidste« S. 233.
|433| Saa holder Digteren da sin Gudstjeneste og samler sin Sjæl i Andagt. Han vrager alle »Afgudshuse«, gothiske Kirker saavel som græske Templer, og ligesom de gamle Persere byggede deres Alter paa de høieste, Jorden overskuende Bjerge, saaledes bøier han sit Hoved i Naturens store Kirke, den som bestaaer af Jord og Luft.*)
*)
»Come and compare
Columns and idol-dwellings, Goth or Greek
With Natures realms of worship, earth and air,
Nor fix on fond abodes to circumscribe thy pray’r.«
»Ch. H.« III, 91.[0019]

  • XVIII.
    højresiderne i kapitel 18 har i førsteudgaven klummetitlen »Byron. Jegets Fordybelse i sig selv.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
  • Han føiede tredie og fjerde Sang til »Childe Harold«
    Byrons Childe Harold's Pilgrimage udkom i årene 1812-1818 over tre omgange. Sang 1-2 udkom 1812, Sang 3 udkom 1816, og Sang 4 udkom 1818.
  • han mindst af Alt … klippet dens Vinger
    sammensat prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:138-139.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • klippet dens Vinger
    dvs. at man på fuglens vinger har fjernet (klippet) det yderste led, således at fuglen ikke kan flyve.
  • hverken af Misfornøielse … forvandler sig til Taarer«
    sammensat prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:163-164.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Harold har … ikke en af dem
    prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:184.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Han troer … hvad de synes
    sammensat prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:184.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Hamlet mellem Graverkarlene
    der sigtes til Shakespeares Hamlet, 1600-1601, V.1, hvor Hamlet og Horatio fører en samtale med en graverkarl på kirkegården. I scenens indledning er der to graverkarle, men den ene forlader scenen, inden Hamlet og Horatio kommer.
  • Achilles’s Grav
    mytisk grav, hvor den græske sagnhelt Achilleus angiveligt skulle ligge begravet.
  • med et Dødningehoved i sin Haand
    der sigtes til Shakespeares Hamlet, 1600-1601, V.1, hvor Hamlet og Horatio på kirkegården møder en graver, som netop har gravet en grav. I den forbindelse er flere kranier blevet kastet op, og Hamlet samler det ene op. Det viser sig at være den tidligere hofnar Yoricks kranie Shakespeare 2005:711.
    William Shakespeare: The Complete Works, Stanley Wells & Gary Taylor (red.), 2005 (Second Edition).
    .
  • Hans Hjerte er som … det er brudt
    prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:47.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Den fjerne Torden … Hvile i ham
    prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:176.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • rolig som et kjært Had
    prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:263.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Kunde han samle … udtale det
    prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:177.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Ro er Helvede for livfulde Hjerter … kjendte den
    sammensat prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:150.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Den er det … ingen Næring fik
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 527-528) er GB's oversættelse på vers: »Den skaber dem, der gale selv snart alle / de Andre i den samme Galskab hilder; / Erobrere og Konger, Statsmænd, Skjalde, / Sektstiftere, hvis Higen intet stiller, / som rører op i Sjælens skjulte Kilder, / som, mens de skuffer Andre, selv bedrages - / ak, Verden! du din Avind paa dem spilder! / Saa du, hvor bittert sligt et Bryst kan nages, / af Attraa efter Ry du vilde aldrig plages, // Uro er deres Aande, Levetiden / en mægtig Uvejrsstorm, hvorpaa de ride, / til brat de synke - dog saa vant til Striden, / at dersom deres Dage skulde glide / trods Kampen hen i Skumringstimer blide, / de slappes og kun stakket Livet bærer - / ret som en Flamme, der ved Nattetide / snart flimrer ud, naar Oljen ej den nærer, / eller et ubrugt Sværd, der sløvt sig selv fortærer«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:151.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Ak, udbryder Harold … dryssende falde ned!
    sammensat prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:243-244.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »O kunde disse Volde omgive et frit Folk«
    prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:30.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Op I Spaniens Sønner! … Ridderæren kalder«
    sammensat prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:33.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • det undertvungne Grækenland
    Grækenland var 1460-1829 under Osmannerriget. I 1821 udbrød Den Græske Frihedskrig, der 1829 endelig førte til Grækenlands selvstændighed.
  • »Vide I det ikke … Tid ikke omme!«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 528) er en del af GB's oversættelse på vers: »I arme, fødte Trælle! Véd I ej, / hvo fri vil være, selv maa Sværdet svinge / og bryde sig ved egne Kræfter Vej; / Galler og Russer kan ej Frelsen bringe. / Jer Voldsmand kan maaske de undertvinge, / men aldrIg tænde Friheds hellIge Ild / paa Eders Alter …«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:101,104.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Lader os kun … helbrede de Blinde«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 529) er GB's oversættelse på vers: »Dog lad os gruble kækt! Det er en ræd / Forsagen, Tankens Ret at lade fare, / vort eneste og sidste Tilflugtssted - / jeg vil i hvert Fald dette Ly bevare, / skønt fra vor Fødsel alt med Baand og Snare / bag Mur og Mulm man lukker Evnen inde, / at Sandhedslyset ej med altfor klare / Straaler skal i de unge Sjæle skinne. / Det nytter ej; thi Tid og Kunst kan læge Blinde«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:244.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Yet let us ponder boldly … couch the blind.«
    af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:244.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »From mighty wrongs … the reptile crew […]«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 529): »fra Uret og til smaalig Troløshed … / fra den Bagvaskelse, der skummer hed, / til sagte Hvisken af de usle Smaa / og Gift af Kryb, der om paa Bugen gaa«; af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:248.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »O lad mig da ikke … forgjæves i min Sjæl!«
    prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:246.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »O Rome … their petty misery.«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 529): »O Rom! mit Fædreland, du Sjælens By! / Til dig maa Hjertets Moderløse drage, / du, døde Rigers Moder! - til dig ty / og glemme deres usle Nød og Plage«; af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818. GB anfører dog i det citerede »city of the dead« i første vers, hvor Byron har »city of the soul« Byron 1833, 8:226.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Wandering in youth … friend of Tully.«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 530): »Jeg i min Ungdom samme Vej drog hen / som Romer-Vennen af den største Mand, / Rom den Gang ejed - Marcus Tullius' Ven«; af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:211.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • naar han tilraaber Venedig … sunket i Havet
    der sigtes til de indledende vers af 4. Sang i Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818, hvor Venedigs glorværdige fortid og miserable nutid besynges Byron 1833, 8:195-201.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Seierherrerne ved Waterloo
    Slaget ved Waterloo fandt sted 18.6.1815, og her led Napoleon 1. det endelige nederlag til en koalition bestående af bl.a. Storbritannien, Rusland og Preussen.
  • Napoleons Aber
    af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818, hvor Napoleon 1. dog ikke direkte nævnes ved navn: »The apes of him who humbled once the proud« Byron 1833, 8:233.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • taarnet Ruin paa Ruin … Styrke at kjende
    prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:169-170.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Og har Frankrig end … spyede Forbrydelser
    prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:233.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • dog Frihed! … mindre bitter Frugt!
    prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:234.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Da har ogsaa jeg … en forstummet Lyra!
    sammensat prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:248.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Men tage vi ham … komme istand,«
    af H. Martensens Den christelige Ethik, 1871-1878 Martensen 1871, 1:228.
    H. Martensen: Den christelige Ethik, vol. 1-2, 1871-1878.
    .
  • vrager alle … Jord og Luft
    prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:173.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Come and compare … thy pray’r.«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 531): »Maal gotiske og græske Andag[t]ssteder / og Søjler mod Naturens Tempelgrund, / mod Jord og Luft, der vidt omkring sig breder, / og vælg ej lukte Rum, der hæmmer, naar du beder«; af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik