Da Strømmen af reisende Englændere henad Efteraaret 1816 begyndte at oversvømme Schweiz, kunde Byron[I] ikke udholde Opholdet længere og begav sig med sin Ungdoms Reisefælle Hobhouse[II] paa Vei til Italien. I Milano[a] var det, at en af Samtidens fineste og mest skeptiske Iagttagere Henri Beyle[III] traf sammen med Byron[IV] og det er et stærkt Bevis paa det overordentlige Indtryk hans Personlighed gjorde, at han betog endog denne Mands Aand, der altid var paa sin Post mod at forføres til utidig Begeistring og som hurtigt opdagede hvad der i Byrons[V] Holdning var tvungent. Han siger: »Jeg traf sammen med Lord Byron[VI] i La scala Theatret[b] i Minister de Brême’s[VII] Loge. Jeg blev slaaet af hans Øine i det Minut han hørte Sextetten af Meyerbeers[VIII] »Elena[0001]«. Jeg har aldrig i mit Liv seet noget saa Skjønt og saa Udtryksfuldt. Endnu den Dag idag viser dette sublime Hoved sig pludseligt for mig, naar jeg tænker paa, hvilket Udtryk en stor Maler burde give Geniet. Jeg havde et Øiebliks Enthusiasme […] Aldrig kan jeg glemme hans Træks guddommelige Udtryk; det var den klare Bevidsthed om Magt og Geni.« Fra Milano[c] kom Byron[IX] til Venedig[d], hans Yndlingsstad fremfor alle andre, som han har forherliget i fjerde Sang af »Childe Harold[0002]«, i »Marino Falieri[0003]«, i »De to Foscari’er[0004]«, i |462| »Oden til Venedig[0005]« og endelig i »Beppo[0006]«, der blev skrevet paa Stedet. Aldrig havde hans Sind været saa nedtrykt som i dette Øieblik og aldrig havde han trængt mere til Glemsel. Italiens henrivende Clima og bedaarende Atmosphære slog ham for første Gang varmt imøde. Han var 29 Aar gammel. Med sine skjønne Kvinder, sine letfærdige Sæder, sit hele sydlandske Liv indbød Venedig[e] til en Sandsernes Tummel og Rus. En brændende Trang til Lykke og Nydelse laa i hans Natur og hans Trods var hidset til det Høieste. Man troede ham dog istand til enhver Udsvævelse, han kunde da lige saa godt virkeligt give sine reisende Landsmænd Noget at skrive hjem og de gamle Fruentimmer Noget at daane over; de daanede og skrev jo dog, hvad han saa gjorde.
Det første Byron[X] foretog sig i Venedig[f] var at tage sig en Gondol, en Gondoliere, en Loge i Theatret og en Elskerinde. Den sidste fandt han let; han havde indlogeret sig hos en Kjøbmand hvis unge 22aarige Hustru Marianne Segati[XI] skildres som en Antilope med store mørke Øine. Hun og Byron[XII] bleve saa forelskede i hinanden, at Byron[XIII] lod Hobhouse[XIV] reise til Rom[g] alene. »Jeg vilde være reist med,« skriver han, »men er forelsket og maa vente til det er ovre«. Den unge Kone trak ham med om i al Karnavalsglæden. Han levede ganske paa Venetiansk, sværmede Nætterne igjennem, iagttog – af Frygt for at |463| blive corpulent – sin sædvanlige Fastediæt, levede kun af Planteføde og maatte drikke sin Yndlingsdrik Rhum med Vand i store Kvantiteter for at holde Livsaanderne oppe. Thi paa samme Tid fuldendte han »Manfred[0007]«. Det giver et trist Billede af den daværende Planløshed i hans Liv, at han blot for at have en Modvægt mod Adspredelserne og give sine Dage et Tyngdepunkt, daglig tilbragte Timer med i Klosteret St. Lazarus[h] at lære Armenisk af Munkene. Han lod sine Rideheste bringe til Venedig[i], og som Formiddagen var helliget til Armenisk, saaledes Aftenerne til Legemsøvelser, navnlig Ridning. Med Shelley[XV] og andre Venner lod han sig i en Gondol sætte over til Lidoen[j], hvor man saa red frem og tilbage. Et Minde om Byrons[XVI] Samtaler under disse Rideture er bevaret i Shelley[XVII]’s: »Julian og Maddolo[0008]«. Han og Shelley[XVIII] see ved Solnedgang paa en af Øerne et vinduløst uformeligt Taarn, der hæver sig mørkt frem i Relief paa den flammende Himmel bag det. De høre Klokken derfra ringe med sin hæse Jerntunge. »Det vi see,« sagde Byron[XIX], »er Galehuset, og nu er det den Tid, da de Afsindige hver fra sin Celle ved Klokkeringning kaldes til Vesper. Og det,« udraabte han, »er vor Menneskelod. Lig denne mørke og skrækkelige Klokke maa Sjælen i sit solbelyste Taarn sammenringe vore Tanker og Længsler til at samles rundt om det sønderrevne Hjerte og til at bede som gale Mænd gjør |464| – hvorom? de veed det ikke selv«. Ingen Lignelse maler bedre Byrons[XX] Liv paa dette Tidspunkt. Visselig vare da hans Længsler og Lyster som Afsindige, der kun een Gang daglig ringedes sammen af Daarekistens Klokke. Med Møie løsrev han sig, efter i Venedigs[k] usunde Luft at have paadraget sig en hidsig Feber, saa længe fra Marianne Segati[XXI], at han paa en kort Udflugt kunde besøge Ferrara[l] og Rom[m]; men efter hans Tilbagekomst forsvandt den heftige Lidenskab, da Byron[XXII] opdagede, at hun solgte de Smykker, han gav hende, og overhovedet gik ud paa at gjøre sig sit Forhold til ham indbringende. Under sit første Ophold i Venedig[n] havde han fortrinsvis søgt det gode Selskab, der især samledes i den litterært dannede Grevinde Albrizzis[XXIII] Salon; nu trak han sig helt tilbage fra den gode Tones Herredømme. Han leiede til sig og sit Menageri et prægtigt Palads ved den store Canal; dette Palads blev snart til et Harem, og Yndlingssultaninde deri blev en ung Kvinde af Almuen Margarita Cogni[XXIV], der, da hun var gift med en Bager, blev tituleret Byrons[XXV] Fornarina paa det Kobberstik, hans Forlægger[XXVI] lod gjøre af hende. Hendes Ansigt var af det skjønneste venetianske Snit, hendes Skikkelse maaskee lidt for stor, men derfor ikke mindre skjøn og fuldkomment passende for Nationaldragten. Hun havde den venetianske Almues hele Naivetet og Pudserlighed, og da hun hverken |465| kunde læse eller skrive, kunde hun ikke plage Byron[XXVII] med Breve. Hun var skinsyg, rev Masken af fornemme Damers Ansigt, naar hun saae dem sammen med Byron[XXVIII] og kom til ham, naar hun lystede, uden at bryde sig om Tid, Sted eller Personer. I et Brev siger Byron[XXIX] om hende: »Da jeg gjorde hendes Bekjendtskab, havde jeg en Liaison med en fornem Dame, der var uklog nok til at true hende. Margarita[XXX], som blev udæsket af Damen, slog sit Hovedklæde tilbage og svarte paa sin deciderede venetianske Maneer: I er ikke hans Kone, og jeg er heller ikke hans Kone. I er hans Elskerinde og jeg er hans Elskerinde. Eders Mand er et Fæ og min Mand er et Fæ. Hvad Ret har I saa til at skjælde mig ud? Er det min Skyld, naar han synes bedre om mig? – Efter at have fuldført dette Mesterværk af Veltalenhed gik hun sin Vei og overlod det til Damen at tænke over hendes Ord«. Tilsidst indstallerede hun sig formelig hos Byron[XXXI] som donna di governo, reducerede ved streng Orden hans Udgifter til Halvdelen, og spadserede i en Kjole med Slæb og med en Fjederhat paa – Pragtgjenstande som det havde været hendes høieste Ønske at opnaae – rundt i Paladset, pryglede Pigerne, aabnede Byrons[XXXII] Breve, grublede for at lære sig Alphabetet og om muligt opdage Damebrevene iblandt dem. Med al sin Voldsomhed elskede hun ham; hendes Glæde, da hun saae ham vende uskadt hjem |466| fra en farlig Seiltour, var »en Tigerindes, der faaer sin Unge igjen«, og da Byron[XXXIII] ved hendes stedse stigende Uregjerlighed nødedes til at fjerne hende, kastede hun sig, efter at have søgt at saare ham med en Kniv, i sin Harme og Fortvivlelse ud i Canalen ved Nattetid. Hun blev fisket op i rette Tid og sendt hjem, og Byron[XXXIV] nedskrev vidtløftigt hendes Historie til Murray[XXXV]; han vidste, at hans Breve til Forlæggeren ganske som trykte Sager eller offentlige Aktstykker gik fra Haand til Haand og Fornøielsen ved hans Udskeielser var kun halv for ham, medmindre han tillige havde sikret sig Forargelsen over dem i England.
Man seer det allerede af det citerede Brev; han gik ikke op i det tøilesløse venetianske Liv; han afvandt det en komisk og humoristisk Side. Det var da ogsaa langt fra, at det blev spildt for hans Udvikling som Aand og som Digter; medens hans Venner hjemme vare trøstesløse over at han saaledes satte sin Værdighed paa Spil og sin borgerlige Agtelse overstyr, udsprang af det vilde og lystige Carnevalsliv mellem Kvinder af Almuen og under Italiens leende Sol en ny realistisk Stil i hans Poesi. I sin Ungdoms Digtninge havde han vemodig og smertesønderrevet skildret Livets Ebbe, i »Beppo[0009]« reiste paa een Gang Livets Springflod sig. Det var Humorens Realisme, Livets Virkelighed opløst i Latter og Skjemt. Der havde i hans tidligste Pathos været nogen Mono|467|toni og en Del Maniererthed. Her skjød hans Genius Ham, Monotonien brødes af uafbrudt vexlende Themaers og Tonarters Gjennemkrydsen af hinanden og al Maneer var som pustet bort af ærlig Latter. Der havde i hans tidligste Satirer været en god Del Bidskhed og en betydelig Mangel paa Gratie og Lune. Nu da hans eget Liv en kort Stund havde antaget Charakteren af en Fastelavnsleg, kom Gratien af sig selv dandsende og snoende sig gjennem hans Stropher, medens Lunets Bjælder ringede Takten dertil. »Beppo[0010]« er selve Carnevalet i Venedig[o] – hint gamle Thema, hvilket Byron[XXXVI] som en anden Paganini[XXXVII] fandt paa sin Vei, løftede iveiret paa Spidsen af sin guddommelige Violinbue, og nu udstyrede med en Uendelighed af kjække og geniale Variationer, med et overdaadigt Broderi af Perler og gyldne Arabesker. Han havde lige i de Dage faaet et engelsk komisk Digt[0011] om Kong Arthur og Ridderne af det runde Bord i Haanden, forfattet af Diplomaten John Frere[XXXVIII], der her havde efterlignet Italieneren Berni’s[XXXIX] Omarbeidelse[0012] af Bojardo’s[XL] »Den rasende Roland«, det første Digt, i hvilket Ottaverimet er brugt. Det vakte Lysten hos Byron[XLI] til at forsøge noget Lignende og af Efterligningen fremgik den nysnævnte kunstneriske Spøg, hvis fuldkomne Originalitet udslettede enhver Erindring om et Forbillede. Her havde han fundet den Form han kunde bruge, det Vaaben, som laae for hans Haand: |468| Ottaverimet med dets trefold sammenrimede Sextet, til hvis Masse Slutningsrimet føier snart et Facit, snart en Spøg, snart en sproglig Overgivenhed, snart en susende Vittighedspil. Hvad Digtet handler om? Om ligesaa lidt som Alfred de Musset’s[XLII] »Namouna[0013]« eller Paludan-Müllers[XLIII] »Dandserinden[0014]«, der 16 Aar efter (1833) skreves som Efterligninger deraf. Handlingen er Intet: At en Venetianer reiser bort fra sin Kone og bliver saa længe borte, at hun længst har antaget ham for død og længst er saa godt som gift paany, da han pludselig efter at være solgt som tyrkisk Slave kommer hjem og klædt som Tyrk finder sin Kone paa et Maskebal med sin mangeaarige Efterfølger under Armen. Han staaer efter Ballets Slutning ved Døren til sit Hus, da Parret stiger ud af Gondolen. Da alle tre ere komne sig lidt af den første Overraskelse, forlange de tre Kopper Kaffe og nu udspinder sig følgende Conversation. Laura[xliv] siger: »Beppo[xlv]! Gud, hvor dit Skjæg er voxet! hvor kunde det dog falde dig ind at blive saa længe borte? Er du virkelig bleven Tyrk? og har du et Harem? og er det sandt at de spise med Fingrene istedenfor med Gaffel? Hvilket Shawl du dog bar om Hovedet! det faaer jeg, det er klart. Og er det sandt at de aldrig spise Svinekjød?« – Dette er al den Forklaring, Manden faaer eller æsker; han laaner, da han ikke kan gaae ud i sit Costume, foreløbigt et Par Benklæder af sin Efterfølger, Lauras[xlvi] Cavaliere ser|469|vente, og Historien ender med fuld Harmoni. Den er i og for sig af underordnet Betydning; men den var Byron[XLVII] Forskolen til hans Mesterværk »Don Juan[0015]« – det eneste af Byrons[XLVIII] Værker, der indeholder og rummer Livets hele vide Ocean med dets Storme og dets Solskjær, dets Ebbe og dets Flod.
Byrons[XLIX] Venner gjorde det ene Skridt efter det andet for at bevæge ham til at gaae tilbage til England og saaledes løsrive ham fra det Liv, han førte; Overtalelserne vare frugtesløse; istedenfor at vende tilbage solgte han (for 94,000 Pund) Newstead Abbedi, som han i sin Ungdom havde erklæret aldrig at ville skille sig af med, og saa bestemt var han paa ikke nogensinde at ville vende tilbage, at han endog med Skræk tænkte paa Muligheden af at blive ført hjem som Lig. Han skriver: »Jeg haaber, Ingen vil tænke paa at conservere og balsamere mig for at bringe mig hjem. Mine Ben vilde ikke kunne finde Ro i nogen engelsk Grav og mit Støv ikke kunne blande sig med Landets Støv. Den Tanke, at En af mine Venner kunde være saa slet at bringe mit Lig til Eders Land, kunde endnu paa Dødssengen gjøre mig rasende. Ikke engang Jere Orme vil jeg fodre«. Da indtraf en Begivenhed, som paa en uforudseet Maade gjorde Ende paa den polygamiske Existens, Byron[L] førte i Venedig[p], og som fik en afgjørende Betydning for hans Liv. I April 1819 blev Byron[LI] i et Selskab hos Grevinde Ben|470|zoni[LII] forestillet for den unge sextenaarige Grevinde Teresa Guiccioli født Grevinde Gamba[LIII], der lige da var bleven gift med den nogle og tredsindstyveaarige Grev Guiccioli[LIV], som allerede to Gange havde været Enkemand. Forestillingen fandt Sted imod begges Ønske; den unge Grevinde[LV] var træt og ønskede kun at komme hjem, Byron[LVI] var uvillig til at gjøre nye Bekjendtskaber, begge gave kun efter af Høflighed mod Værtinden. Men fra det første Øieblik af, de talte sammen, kastedes en Gnist i begges Sjæle, der aldrig blev slukt. Grevinden[LVII] siger: »Hans vidunderligt skjønne og ædle Træk, hans Stemmes Klang, hans Væsen og det ubeskrivelige Trylleri, der omgav ham, gjorde ham til et Phænomen, der var overlegent Alt, hvad jeg før havde seet. Fra den Aften af saaes vi dagligt under mit Ophold i Venedig[q]«. Efter faa Ugers Forløb maatte Teresa[LVIII] med sin Mand[LIX] vende tilbage til Ravenna[r]. Denne Afsked rystede hende saaledes, at hun den første Dag flere Gange faldt i Afmagt og derefter i saa heftig en Sygdom, at hun halvdød kom til sit Hjem. I de samme Dage mistede hun sin Moder. Greven[LX] besad en Række Landsteder og Slotte mellem Venedig[s] og Ravenna[t], og fra hver af disse Stationer rettede Teresa[LXI] de lidenskabeligste Breve til Byron[LXII], hvori hun udtalte sin Fortvivlelse over Adskillelsen og bønfaldt ham om at komme til Ravenna[u]. Rørende er den Skildring, hun efter Ankomsten giver af Forandringen i hele |471| hendes Følelsesliv. Medens hun tidligere kun havde drømt om Fester og Baller, har, siger hun, hendes Kjærlighed nu saaledes forvandlet hendes Væsen, at hun overenstemmende med Byrons[LXIII] Ønske undgaaer alle Selskaber og i dyb Ensomhed kun sysselsætter sig med Læsning, Musik, Ridning og huslige Beskjæftigelser. Hun blev af Længsel og Græmmelse farlig syg; en tærende Feber syntes at nage paa hendes Liv og Svindsotssymptomer indfandt sig. Saa begav Byron[LXIV] sig da paa Veien. Han fandt Grevinden[LXV] sengeliggende med Hoste, Blodspytning og virkelig som det syntes Døden nær. Han skriver: »Jeg frygter meget, at hun er brystsyg. Saaledes gaaer det med enhver Sag og enhver Person, for hvem jeg føler sand Hengivenhed. Men hvis der tilstøder hende en Ulykke, saa er det forbi med dette Hjerte – dette er min sidste Kjærlighed. De Udsvævelser, hvortil jeg før har hengivet mig og hvoraf jeg er hjertelig kjed, have idetmindste havt det Gode, at jeg nu i Ordets ædlere Mening kan føle Elskov.« Over Grevens[LXVI] Væsen mod den unge Fremmede vare alle forundrede; han var yderst høflig, hentede Byron[LXVII] daglig i en Vogn med sex Heste for og kjørte, efter Byrons[LXVIII] Udsagn, rundt med ham »som Whittington[LXIX] med sin Kat.« Byron[LXX] følte sig i sin Elskedes[LXXI] Nærhed yderst lykkelig; al hans Ungdomsfølelsers Poesi var med denne hans eneste fulde og lykkelige Kjærlighed vendt tilbage. Det |472| yndige Digt »Stanzas on the Po[0016]«, der vidner om saa dyb og ridderlig en Følelse og som ender med Anraabelsen om at døe ung, var den første Frugt af den nye Lidenskab. For fuldt Alvor og af hele sit Hjerte elskede han, og elskede som en Yngling uden i mindste Maade at staae udenfor sin Følelse eller forsøge paa at hæve sig ud over den. Da i August Grevinden[LXXII] nødsagedes til nogen Tid at ledsage sin Mand[LXXIII] paa en Reise til hans Godser, besøgte han daglig sin Elskedes[LXXIV] Hus, lod hendes Værelser aabne, læste i hendes Yndlingsbøger og føiede Randbemærkninger til dem. I et Exemplar af »Corinna[0017]« har man fundet disse Ord: »Min elskede Teresa[LXXV] – jeg har læst denne Bog i din Have – min Elskede, Du var fraværende, ellers kunde jeg ikke have læst den. Det er en af dine Yndlingsbøger, og dens Forfatterinde[LXXVI] var min Veninde. Du kan ei forstaae disse engelske Ord, og Andre ville heller ikke kunne forstaae dem – det er Aarsagen, hvorfor jeg ikke har kradset dem ned paa Italiensk. Men Du vil kjende hans Haandskrift, der elskede Dig lidenskabeligt, og Du vil gjætte, at han, siddende med en Bog, der er din, kun kunde tænke paa Kjærlighed. I dette Ord, som er skjønt i alle Sprog, men skjønnest i dit – amor mio – er min Existens nu og for Fremtiden indbefattet […] Tænk paa mig undertiden, naar Alperne[v] og Oceanet skille os, men det vil aldrig skee, med mindre |473| Du ønsker det«. Man behøver ikke at sammenligne Udtrykkene her med Afskedsbrevet til Lady Lamb[LXXVII] for at føle, at dette er en sand og inderlig Elskovs Sprog. – Da i September Greven[LXXVIII] blev kaldt til Ravenna[w] i Forretninger, tillod han sin unge Hustru[LXXIX] og Byron[LXXX] frit at nyde hinandens Selskab i Bologna[x] og senere at reise sammen til Venedig[y], hvor de boede under eet Tag, idet Grevinden[LXXXI] tog Ophold i Byrons[LXXXII] Landsted, La Mira[z]. Hun skriver efter Byrons[LXXXIII] Død i et Brev til Moore[LXXXIV] om hine Dage: »Men jeg kan ikke dvæle ved disse Erindringer om Lykke – Contrasten mod det Nærværende er altfor frygtelig. Hvis en salig Aand fra den fulde Nydelse af himmelsk Lyksalighed blev sendt ned til Jorden for at lide al dens Elendighed, kunde Lidelsen ikke være større end den, jeg har følt fra det Øieblik af, da hint skrækkelige Ord naaede mit Øre og jeg for stedse mistede Haabet om at gjensee ham, fra hvem eet Blik var mig mere end al Jordens Lykke.«
Den unge Kvinde[LXXXV], hvem Verden skylder at Byron[LXXXVI] ikke gik tilgrunde i uværdige Adspredelser, havde fra det Øieblik af da hun tog Ophold paa hans Landsted compromitteret sig for stedse i sine Landsmænds Øine. Datidens italienske Moralcodex – fortræffeligt fremstilt i Stendhals[LXXXVII] italienske Fortællinger[0018] – tillod den unge Kone[LXXXVIII] at have en Amico, ja betragtede endog denne som hendes egentlige Husbond, men kun paa det Vilkaar, at |474| den ydre Form, hun nu brød, blev iagttaget. Det var ikke Letsind, der bevægede hende til at udsætte sig for den offentlige Menings Dadel; men hun saae sit Forhold til Lord Byron[LXXXIX] i et poetisk Lys. Hun betragtede det som sin Livsopgave ved sin Kjærlighed at udløse en ædel og høitbegavet Digter af uædle Forholds Baand og gjengive ham Troen paa ren og opofrende Elskov. Hun haabede at virke paa ham som en Muse. Hun var jo pur ung og ualmindeligt skjøn. Hun var ganske blond med mørke Øine, lille men med en deilig Buste. Den amerikanske Maler West[XC], der paa Villa Rossa[aa] ved Pisa[ab] malte Byron[XCI], har givet følgende Billede af hende: »Medens jeg malte, blev Vinduet, hvorfra jeg fik Lys, pludselig formørket, og jeg hørte en Stemme raabe: E troppo bello. Jeg vendte mig om og saae en deilig Kvinde, der bøiede sig ned for at see ind, da Jorden udenfor var i Niveau med Vinduet. Hendes lange gyldne Haar hang ned over hendes Ansigt og Skuldre, hendes Skikkelse var fuldendt skjøn og hendes Smil fuldstændiggjorde et af de mest romantisk-udseende Hoveder, jeg nogensinde har seet, især som det viste sig med en Glorie af Sollys bag sig.« Jo mere magtpaaliggende det nu var og maatte være Grevinden[XCII] ikke at blive anseet for en af Byrons[XCIII] mange Elskerinder, des mere ønskede hun at føre hans Poesi op i høiere |475| og renere Sphærer end den, hvori den nu bevægede sig.
En Aften, da Byron[XCIV] sad og bladede i Manuscriptet til »Don Juan[0019]«, hvoraf to Sange vare færdige før hans Bekjendtskab med Grevinden[XCV] begyndte, traadte denne hen bag hans Stol, pegede paa det Sted, hvor han holdt og spurgte ham, hvad der stod. Det var netop den 137te Strophe i første Sang, og Byron[XCVI] svarte paa Italiensk: »Din Mand kommer«. »O Gud, kommer han?« raabte Grevinden[XCVII] og foer forskrækket iveiret; hun troede han mente hendes egen Mand[XCVIII]. Men dette Træf gav hende Lyst til at lære »Don Juan[0020]« at kjende, og da hun havde læst de to første Sange i fransk Oversættelse, bønfaldt hun, kvindeligt forfærdet over Indholdets Cynisme, Byron[XCIX] om ikke at fortsætte Digtet. Han lovede øieblikkeligt sin »Dictatrice« Alt, hvad hun forlangte. Dette var den første umiddelbare Indflydelse Grevinde Guiccioli[C] fik paa Byrons[CI] Production – dette visselig ingen god – men hun tog snart sit Forbud tilbage dog paa det Vilkaar, at intet Slibrigt maatte forekomme i det endnu Uskrevne, og Samlivet med hende satte sig snart en lang Række af skjønne og varige Minder i alle de Værker, der nu udgik fra Byrons[CII] Pen. Den Maade, hvorpaa i »Don Juan[0021]« Sløret var revet fra alle Illusioner, den skaanselløse Spot som dreves med Sentimentaliteten, saarede Grevinden[CIII] som |476| Kvinde, fordi det hører til Kvindens Væsen ikke at ville have det sidste Slør revet bort fra de Blændværk, der, saalænge de vare, forskjønne Livet. Men stræbte Grevinden[CIV] nu at lede Byron[CV] bort fra den Art Productioner, der nedslaae Troen paa Menneskene og Menneskelivets Værd, saa bevægede hun med sin romanske Naturs Sands for det Sublime og som lidenskabelig italiensk Patriot sin Elskede til at vælge Sujetter, der kunde hæve hendes Landsmænds Aand og vække deres Begeistring for hendes Fædrelands Befrielse fra Fremmedaaget. Det var paa hendes Ønske at Byron[CVI] skrev »Dantes Propheti[0022]« og oversatte de berømte Vers af Dante[CVII] om Francesca af Riminis[CVIII] Elskov og det var under hendes Indflydelse, at han forfattede de to venetianske Dramer »Marino Falieri[0023]« og »Foscari’erne[0024]«, Dramer, der skjønt skrevne paa Engelsk, ved Stil og Sujet i Virkeligheden snarere tilhøre den romanske end den engelske Litteratur, ligesom de factisk ikke tilhøre den engelske, men den italienske Scene. Det er lidenskabelige politiske Tendensstykker, hvis Formaal var ved de stærkeste Virkemidler at opflamme de sløvede italienske Patrioter til at reise sig mod Undertrykkelsen som een Mand. Umiddelbart under det første Indtryk af sit Kjærlighedsforhold til Grevinden[CIX] skrev Byron[CX] »Mazeppa[0025]«, hvis Elskede bærer hendes Navn, og direkte er endelig hendes Personlighed gaaet over i de to skjønneste |477| og bedste Kvindeskikkelser, Byron[CXI] i denne Periode frembragte: Adah[cxii] i »Kain[0026]« og Myrrha[cxiii] i »Sardanapal[0027]«.
I Grevinde Guiccioli[CXIV] fandt Byron[CXV] det kvindelige Ideal virkeliggjort, som altid havde foresvævet ham, men som det i hans første poetiske Fortællinger ikke var lykkedes ham at fremstille paa naturlig Maade. Han har selv etsteds til Lady Blessington[CXVI] aflagt en naiv Bekjendelse om den Vanskelighed, hvori han følte sig stedt, og om Maaden, hvorpaa han dannede sine Idealer. »Jeg holder,« sagde han, »meget af fyldige Kvinder, men disse have sjeldent smukke, slanke Fingre, som de svare til Idealet af en Kvinde; jeg maatte altsaa for at tilfredsstille min Phantasi selv skabe mig Kvinder og unge Piger, der forenede Alt, hvad man ellers ikke finder samlet. Jeg holder fremdeles kun af simple naturlige Kvinder, men saadanne ere i Reglen ikke dannede og ikke fortrolige med den fine Anstands Former, og de fine og dannede ere igjen ikke naturlige. Derfor har jeg udtænkt mig de græske Piger, der med ubevidst Gratie og Naivetet tillige forene den høieste medfødte Tankernes og Følelsernes Finhed.« Den Blanding, der saaledes fremkom var ligesaa umulig som smuk, havde saa godt som intet Virkelighedspræg og svarede forsaavidt ganske til Charakteren af de Helte, som disse Kvinder tilbad. Alle Byrons[CXVII] episke Compositioner fra »Giauren[0028]« af til »Beleiringen af Korinth[0029]« er Roman|478|tik, dog med et stærkt personligt Præg. Lidenskaben er hos begge Kjøn forgudet. Alle disse Helte ere for at bruge et Udtryk af »Giauren[0030]«, Vrag, som Lidenskaben har hærjet, men som hellere ville omtumles i dens Storme end leve hen i døsig Stilhed; de elske ikke med den kolde Elskov, som avles i et koldt Klima, men deres Hjerter udsende »Lavaflammer«. Den mest udprægede af disse nu saa stærkt antiquerede Byronske Helte er den ædle Sørøver, Korsaren[cxviii], der er stolt, lunefuld og fuld af Haan mod Menneskeheden, hevntørstig indtil Grusomhed, pint af Samvittighedsnag og saa ædel og høisindet, at han heller underkaster sig de mest barbariske Pinsler end han ihjelslaaer en sovende Fjende. Den interessante Bandit med de hemmelighedsfulde Ansigtstræk, med sin Theaterholdning og sin uindskrænkede Ridderlighed mod Kvinder er det Byronske Sidestykke til Schillers Karl Moor[cxix]. Til hans Mandsideal passede en Konge i et lovbundet Land, omringet af Hoffets Regler, kun slet; en saadan fattedes de romantiske Bedrifter, det frie Liv ved Kysterne og paa Havet; saa tog Byron[CXX] da en Sørøverhøvding og føiede til de Egenskaber, der fulgte af dennes Profession, sin egen Sjæls zarteste Egenskaber: Korsaren[cxxi], der er vant til at vade i Blod gyser tilbage for den unge Sultaninde, som elsker ham, da han opdager den lille Blodplet paa hendes Pande – ikke fordi en Conrad[cxxii] kan tænkes |479| at ville gyse for saa lidt, men fordi Byron[CXXIII] selv vilde have følt en Gysen ved et saadant Syn. Kort sagt alle disse Digterens Ungdomsheroer og Heroiner have kun vundet Mængdens Bifald i saa høi en Grad, fordi de – som det slaaende er blevet sagt om dem – stadigt bevæge sig der, hvor de ikke have Led. Publicum henryktes ikke mere over Lidenskabens Glød i de lyriske Partier og over de løse (næsten altid under Correcturen indsatte) poetiske Perler end over det Umulige, der laa i Bevægelser, som faldt udenfor Menneskenaturen. Det var en Beundring af samme Art som den, der ydes den dristige Akrobat, som udfører halsbrækkende Kunster under naturstridige Forvridninger af sit Legem.
Men enkelte Træk i disse Figurer naae dog det Dybere i Byrons[CXXIV] Ideal, der nu kom til Udbrud. Conrads[cxxv] Ubøielighed under Lidelser antyder allerede Manfreds[cxxvi]; han vil saa lidet kaste sig paa Knæ, som Kain[cxxvii] vil knæle for Lucifer[cxxviii] eller Don Juan[cxxix] for Gulbeyaz[cxxx]. Medlidenheden med de Laverestillede, der aldrig forsvandt af Byrons[CXXXI] Sjæl, er allerede, om end nærmest som »Had mod Herrerne«, levende hos Lara[cxxxii], og Kjærligheden til Grækenlands Befrielse bryder igjennem i »Giauren[0031]« som i »Beleiringen af Korinth[0032]«. Mærkværdigt nok endte jo Digteren selv sit Liv som en Befalingsmand over vilde Mænd i Stil med dem, han har besunget. Vikingeblodet i hans Aarer undte ham |480| ikke Ro, før han selv var bleven en Vikingekonge som hine Normanner, fra hvem han stammede ned. Og ere end alle disse Desperado’er (Renegaten Alp[cxxxiii], der fører Tyrkerne mod sine egne Landsmænd, ikke mindre end Lara[cxxxiv], der ligger i Krig med sine egne Standsfæller) subjectivt idealistiske Phantomer, eet reelt Grundtræk er der dog i alle disse Skikkelser, det, der bliver det herskende i alle dem, som slutte sig til dem: det Tragiskes Realisme. Humoren i »Beppo[0033]« er den Form, under hvilken Realismen overvælder det Theatralske og Maniererte i hans Idealisme. Følelsen for den menneskelige Lidelse, der i Byrons[CXXXV] pathetiske Poesi efterhaanden opsluger Interessen for alt Andet, er den Form, i hvilken Følelsen af Livets Virkelighed gjennembryder og tilintetgjør det Romantiske hos ham. Den var efter Bruddet med England bleven mere skjærende og sand end nogensinde før. »Fangen i Chillon[0034]« havde skildret de Kvaler, den ædle Bonnivard[cxxxvi] led, sex Aar i Træk bundet til en underjordisk Pille med en Lænke saa kort, at han ikke kunde lægge sig ned paa Jorden, medens han saae sine Brødre, der paa samme Maade vare lænkede til de nærmeste Piller, døe uden at kunne række dem en hjælpende Haand. Nu fulgte i samme Spor »Mazeppa[0035]«: Ynglingen bunden paa Ryggen af den vilde Hest, der med dryppende Manke og rygende Flanke farer gjennem Skove og over Stepper, medens han |481| selv med Kval bag sig og Rædsel foran sig, bortreven fra sin Elskede fortæres af Tørst, af Saar og Skam. Hidtil havde Byron[CXXXVII] især opsøgt det for Kjød og Blod Forfærdeligste; selv hvor Lidelsen som hos Bonnivard[cxxxviii] frembød en aandig Side og Sujettet gav Anledning til Skildringen af en heroisk Charakter, havde han med Forkjærlighed udmalet den rent physiske Kval. Nu da hans Begeistring vaktes for Italiens store Martyrer, blev hans Opfattelse af det Tragiske adlet. I »The prophecy of Dante[0036]« skildrer han Digterlod i disse Ord: »Mangen En er Poet, der ikke kaldes saaledes; thi hvad er det at digte? At skabe Godt og Ondt ved altfor megen Følelse og Aand, at klatre op til Himlen med overjordisk Mod, at være en ny Prometheus for nye Mennesker og da for sent opdage, at Verden lønner den, der bringer de himmelrante Gaver, med Pinsler, og at Gribben nager hans Bryst, mens han ensom hænger paa Klippen over Havet«, og Byron[CXXXIX] lader den store som han selv uretfærdigt landsforviste Digter udbryde: »Det er dette, som truer Aander af min Rang, i Livet Marter og Kamp uden Ende, et Hjerte, der fortærer sig selv, og en ensom Død«. Allerede tidligere havde han behandlet Tasso[CXL]. Blot en flygtig Sammenligning mellem Goethes[CXLI] »Tasso[0037]« og Byrons[CXLII] »Tassos Klage[0038]« viser, med hvilken Lidenskab Byrons[CXLIII] Phantasi opsøgte den haabløse Lidelse. Goethe[CXLIV] tager Tasso[CXLV] som |482| ganske ung, som elskende, som digtende og stiller ham ved Hoffet i Ferrara[ac] i skjønne Kvinders Kreds, hvor han lykkelig-ulykkelig beundres og saares. Byron[CXLVI] tager Tasso[CXLVII] ene, knust, udespærret fra Verden, indespærret i Vanvidscellen uden at være vanvittig, et Bytte for sin fordums Velgjørers Barbari: »Jeg elskede Ensomhed, dog anede jeg aldrig, at ak hvor mange Aar for mig vilde rinde hen fjernt fra alt andet Liv end de Gales og deres Bødlers. Var jeg som de, saa var min Aand for længe siden begraven og raadnet som deres. Men hvo saae nogensinde, at jeg foer op eller skreg! Vi lide maaskee mere i en saadan Celle end en Skibbruden paa det øde Hav. Han har endnu Verden for sig – min Verden er neppe saa stor, som Rummet engang vil være for min Kiste. Bukker han under, saa kan han dog see iveiret, hans døende Øie kan endnu anklage Himlen – jeg vil ikke slaae mit Øie op i Vrede, om end et Fængsel omskygger det med sin Gru«. Goethe[CXLVIII] havde af Hoffet i Ferrara[ad], et Hof, som Lucretia Borgia[CXLIX] besøger, et Hof, hvor al Renaissancetidens vilde Lidenskab og vilde Grusomhed trives, gjort et smaatydsk Weimar[ae], paa alle Punkter styret af det 18de Aarhundredes mest fintfølende Humanitet, Byrons[CL] Blik tiltrækkes magnetisk af Ferrara-Hertugens[CLI] oprørende Barbari, han forstaaer hin inhumane Periodes Grumhed, og hans Digt forvandler sig til en Anklage mod fyrstelig Uret|483|færdighed og Magthavertyranni. – En endnu heftigere anklagende, men altfor overspændt Charakter antog Skildringen af tragiske Lidelser endelig i Dramaet »Foscari'erne[0039]«, hvor Faderen[clii] nødes til at dømme sin Søn[cliii], hvem han elsker, til alle Torturens Kvaler og hvor Sønnen[cliv], Dramaets Helt, kun forlader Pinebænken, hvorpaa han fra Stykkets første til dets sidste Scene er udspændt, for at døe af Græmmelse og Sorg over Exilet. Denne Tragoedie er som Byrons[CLV] øvrige skrevet paa Trods aldeles efter de aristoteliske Regler og strengt i den franske Tragoedies Maneer; han er saa overbevist om, at denne Vei er den ene rette, at han endog fordrister sig til det komiske Paradox, at England til da intet Drama besad. Man har undret sig en hel Del over, at Byron[CLVI], der saa fuldt som alle denne Epoches andre engelske Digtere var udpræget Naturalist, det vil sige foretrak Skoven for Haven, Naturmennesket for Salonmennesket og Lidenskabens oprindelige Udtryk for dens tillærte Sprog, kunde sværme saa stærkt for Pope[CLVII] og for den lille Gruppe af Digtere, der som Samuel Rogers[CLVIII], Grabbe[CLIX] og Campbell[CLX] endnu bevarede de klassiske Traditioner, at han drev Sværmeriet til Efterligning af Fortidens dramatiske Stil. Byrons[CLXI] Modsigelseslyst var den første Aarsag: At Søskolen, som han foragtede, altid i overdrevne Udtryk, rev ned paa Pope[CLXII] var i og for sig Grund nok for ham til at hæve Pope[CLXIII] til Skyerne, kalde ham den |484| første af alle Englands Digtere, ja Menneskehedens Nationaldigter, hvem han gjerne paa egen Bekostning vilde opreise et Monument i Westminsterabbediets[af] Digterkrog, fra hvilken han som Katholik var udelukket. Hertil kom Skoleindtrykkene fra Harrow[ag], ved hvilke Byron[CLXIV] hele sit Liv igjennem hængte, og i Harrow[ah] var Pope[CLXV] altid bleven opstillet som Mønsterdigteren – saa Byrons[CLXVI] hele Kritikløshed, der bragte ham til at prise Grillparzers[CLXVII] »Sappho[0040]« paa samme Tid som han lader Lady Blessington[CLXVIII] forstaae, at Shakespeare[CLXIX] skylder sin lave Herkomst Halvdelen af sit Ry – saa den Omstændighed, at Pope[CLXX] var forvoxet og trods sin Forvoxethed havde et smukt Hoved, at han var Dissenter, at han var det aristokratiske Selskabs Digter og at hans Forvoxethed for ham var Kilden til en satirisk Forstemthed, lutter Ting, hvormed Byron[CLXXI] sympathiserte – endelig det med hans normanniske Afstamning følgende, levende Hang til Rhetorik i de romanske Nationers Maneer. Ved sin æsthetiske Forfægten af Fortidens System paa samme Tid som han i alle andre Henseender tilhører Fremskridtet, har Byron[CLXXII] en vis Lighed med Armand Carrel[CLXXIII], der ligeledes frisindet til det Yderste i alle politiske og religiøse Spørgsmaal, bekjæmpede den nye Skole i Litteraturen. Da de begge paa de fleste aandelige Omraader indtoge Frankrigs Standpunkt i det 18de Aarhundrede, laa det nær for dem ogsaa at følge det |485| hen til det eneste Punkt, paa hvilket det havde beskyttet Stagnationen, det litterære. Vist er det imidlertid, at denne theoretiske Grille indvirkede ufordelagtigt paa hans italienske Dramer. De bestaae af Monologer og Declamation. Byrons[CLXXIV] Geni og Grevinde Guicciolis[CLXXV] Fædrelandskjærlighed i Forening have ikke formaaet at meddele dem mere end et almindeligt poetisk Pust.
Men under Udarbeidelsen af »Kain[0041]« og »Sardanapal[0042]« blev den unge Grevinde[CLXXVI] virkelig, som hun havde haabet, en Muse for Byron[CLXXVII]. I hele »Kain[0043]« er Adah[clxxviii] det Bedste. Medens Byrons[CLXXIX] Mandscharakterer, som man tidt har bemærket, alle ligne hinanden, ere, hvad man mindre hyppigt har havt Øie for, hans Kvindeskikkelser af høist forskjellig Art. En kvindelig Kain[clxxx] er Adah[clxxxi] ikke, skjøndt hun er den Hustru, der ene passer for ham; Kains[clxxxii] kvindelige Modstykke findes i den stolte, trodsige Aholibamah[clxxxiii] i »Himmel og Jord[0044]«. Men som Kain[clxxxiv] seer Tilintetgjørelsen overalt, saaledes Adah[clxxxv] Grøden, Kjærligheden, Spirekraften, Lykken. Cypressen, der udstrækker sit Løv over den lille Enochs[clxxxvi] Hoved, er Kain[clxxxvii] et Sorgens Træ; Adah[clxxxviii] seer kun, at det skygger over Barnet. Da Kain[clxxxix] har udtalt sine fortvivlede Ord om hvorledes alle Verdens Onder og Ulykker skulle forplantes gjennem Enoch[cxc], siger Adah[cxci]: »O Kain[cxcii], se paa ham, se, hvor fuld af Liv, af Kraft, af Skjønhed og af Glæde han er, hvor lig mig og dig – naar du er god!«. Med saa |486| lidt er Adah[cxciii] gjort, at alle hendes Repliker tilsammen ikke vilde optage et Octavblad. Da Kain[cxciv] skal vælge mellem Viden og Kjærlighed, siger hun: »Vælg Kjærlighed, Kain[cxcv]!« Da Kain[cxcvi] har dræbt Abel[cxcvii] og staaer alene forbandet, og skyet som Morder, besvarer hun hans Udbrud »Forlad mig!« med Ordene: »Alle have jo forladt dig«. Og denne Charakter har Byron[CXCVIII] skabt næsten uden at fjerne sig fra Bibelordet, blot ved nu og da at lægge det i en andens Mund. I Genesis siger Kain, da han forbandes af Herren: »Denne Straf er mere end jeg kan taale o. s. v.« Hos Byron[CXCIX] staaer Kain[cc], da Engelens gruelige Forbandelse er falden, stum, men Adah[cci] aabner sin Mund og siger: »Denne Straf er mere end han kan bære; se, du driver ham ud af Landet og han maa skjule sig for Guds Aasyn; urolig og landflygtig vil han være paa Jorden, og hvo som træffer ham, vil slaae ham ihjel« – ordlydende de Ord, som Bibelen lægger i Munden paa Kain; men Byron[CCII] skimtede med Geniets Blik i denne ene Replik, i denne lille gammeltestamentariske Lerklump Conturerne af et helt Menneskes Former, og med et simpelt Tryk af sin Haand formede han den til Statuen af den første elskende Kvinde.
Den anden Skikkelse i hvem man – og endnu stærkere – føler den unge Grevindes[CCIII] Paavirkning, det er den græske Slavinde Myrrha[cciv] i »Sardanapal[0045]«. Af Byrons[CCV] historiske Tragoedier er denne |487| den bedste. Med sorgløs Menneske- og Verdensforagt har den stolte Sardanapal[ccvi] hengivet sig til Livsnydelse. Krigsry forsmaaer og ringeagter han, han gider ikke kjøbe et saakaldt stort Navn for tusind sagesløse Menneskers Blod, han ønsker ikke som sine Forfædre at tilbedes i Templerne som en Gud. Hans ligegyldige Høimod gaaer til Uklogskab. Da Sværdet er blevet fravristet den oprørske Ypperstepræst, giver han ham det igjen med de Ord: »Tag dit Sværd tilbage og vid at jeg foretrækker dit Krigervæsen for din Præsteværdighed og forøvrigt ikke holder af nogen af Delene«. Hans Manddomskraft synes svækket i et Nydelsesliv, da Myrrha[ccvii], den græske Pige, hans Yndlingsslavinde, beslutter at frelse ham; hun beder ham aflægge sin Ligegyldighed og væbne sig til Forsvar mod sine Fjender. Hun lider lige saa stærkt under at elske ham som under at være Slavinde. »Hvorfor elsker jeg ham? Mit Lands Døtre elske kun Helte. Mit Lands! hvad er mit uden mine Lænker! Men jeg elsker ham – det er den sidste Ring i den lange Kjæde, at elske den, som man dog ikke kan agte. I mine egne Øine er jeg sunken, siden jeg elsker denne Fremmede. Og næsten end mere elsker jeg ham, siden jeg seer, hvorledes hans egne Barbarer hade ham«. Men da tilsidst Fjenderne nærme sig Kongeborgen og da Sardanapal[ccviii], efter at have vraget det plumpe Sværd som for ubekvemt for hans Haand og den tunge Hjælm som for be|488|sværlig for hans Hoved, styrter sig barhovedet og letbevæbnet ind i Slaget og strider som Helt, da triumpherer Myrrha[ccix] som om Skammens Last var væltet fra hendes Bryst: »Det er ingen Skam, nei ingen Skam at have elsket ham. Hercules var vanæret, da han bar Omphales Kvindedragt og Teen – men han, der paa een Gang springer op som Hercules, han der i blødagtig Yppighed blev opdraget til Mand og som fra Orgiet styrter sig ind i Slaget som var Valpladsen et Elskovsleie – han fortjener vel en græsk Pige til Elskerinde, en græsk Sang til sin Pris og en græsk Grav til Monument« – prophetiske Ord om Digteren selv. Og gjaldt det ikke om Digteren som om hans Helt, at han havde kjendt tusinde Kvinder, men ikke eet Kvindehjerte før nu! »Myrrha[ccx]: Du spørger om hvad du ikke kan kjende? Sardananapal[ccxi]: Og hvad da? Myrrha[ccxii]: Et Hjertes sande Værd, Kvindehjertets Værd. Sardanapal[ccxiii]: Jeg kjendte tusind og atter tusind. Myrrha[ccxiv]: Hjerter? Sardanapal[ccxv]: Ja. Myrrha[ccxvi]: Ikke eet! Maaskee erfarer du det engang.«
Som Myrrha[ccxvii] viste den unge italienske Grevinde[CCXVIII] sin Elsker mandigere Formaal end Livsnydelsen, som Myrrha[ccxix] hævede hun ham op af en Tilværelse, som ikke svarede til Storheden af hans Aand. – Vi forlode de Elskende i Landstedet La Mira[ai] ved Venedig[aj], hvor Byron[CCXX] bl. A. forfattede de Memoirer, han forærede Thomas Moore[CCXXI] som et |489| Arvegods for dennes lille Søn[CCXXII] og som paa Byrons[CCXXIII] Families Foranstaltning bleve opbrændte af aldrig retfærdiggjorte Grunde. Men det tilsyneladende fredeligt ordnede Samliv mellem det unge Par skulde ikke blive af lang Varighed. Greven[CCXXIV] vilde pludseligt ikke taale det mere, Teresa[CCXXV] vilde ikke opgive Byron[CCXXVI], og det kom til en Separation imellem Ægtefællerne, ved hvilken Grevinden[CCXXVII] med sin Families Billigelse gav Afkald paa Formue og Samfundsstilling; der blev kun sikret hende en ubetydelig Aarpenge, og det var en af Separationens Bestemmelser, at den kun havde Kraft paa den Betingelse, at hun blev boende i sin Faders[CCXXVIII] Hus. Her pleiede da Byron[CCXXIX] regelmæssigt at tilbringe Aftentimerne hos hende og holdt af at høre hende spille og synge Mozartske eller Rossiniske Melodier for ham. Hans Dagbog fra Januar–Februar 1821 bestaaer næsten ufravigeligt af disse Ord: »Red ud – skjød med Pistoler – spiste til Middag – gik ud, hørte Musik og snakkede Nonsens – kom hjem – læste«. Saalænge Grev Guiccioli[CCXXX] endnu stod som truende Bussemand, havde Byrons[CCXXXI] Kjærlighedsforhold ikke manglet det Element af Fare og Spænding, der var ham Livets Kryderi. Den eneste Garanti for ikke at blive myrdet paa sine Rideture saae han i, at han altid havde Pistoler i Sadlen og at hans Sikkerhed i Skydning var bekjendt og frygtet, og den eneste Garanti for ikke at blive myrdet hjemme, deri, |490| at Grev Guiccioli[CCXXXII] efter hans Mening var altfor gjerrig til at ville give de 20 Scudi ud, som var Prisen for en dygtig Bravo. Nu traadte en ny og ædlere Ophidselse istedenfor den anden. Italien befandt sig i en dump Gjæring. Efter at det napoleontiske Herredømme var styrtet, optraadte nemlig i Kirkestaten[CCXXXIII] og i Neapel[CCXXXIV] den gamle Legitimisme med det utroligste Overmod. Ethvert velgjørende Spor af det franske Regimente skulde udryddes og istedenfor de franske Reformer den hele gamle Misregjering gjenindføres. Det utaalelige Tryk af den fra den hellige Alliance udgaaende Reaction drev Italienerne til at indgaae en vidt forgrenet Sammensværgelse, og efter Frimurernes Mønster dannedes Carbonariernes store hemmelige Forbund, der snart strakte sig over det hele Land. Gjennem sin Elskede blev Byron[CCXXXV] indført i de Sammensvornes Kreds. Den hele Familie Gamba tilhørte Carbonarierne, og Teresas[CCXXXVI] Broder Pietro[CCXXXVII], en enthusiastisk Yngling paa 20 Aar, der havde fattet et beundrende Venskab for Byron[CCXXXVIII] og senere fulgte ham til Grækenland, var en af deres ivrigste og dybest indviede Førere. Carbonarismen forekom Byron[CCXXXIX] som Politikens Poesi. Han havde følt sig afskrækket af det træede parlamentariske Liv hjemme i England, men i denne Form tiltalte Politiken hans Indbildningskraft. Han opnaaede en høi Grad som Carbonari og blev Fører for en Afdeling ved Navn Americani. Han |491| leverede de Sammensvorne Vaaben og tilbød den constitutionelle Regjering i Neapel[ak] 1000 Louisd’orer som sit Bidrag til Kampen mod den hellige Alliance. Imod de østerrigske Voldsmænd vise hans Breve et sandt Raseri. Hvor han end boede, var han det østerrigske Politi en Torn i Øiet, hans Breve bleve aabnede, den italienske Oversættelse af »Childe Harold[0046]« forbudt i de italiensk-østerrigske Lande, og han vidste, at Politiet ophidsede til Snigmord paa ham. Ligefuldt red han hver Dag alene og roligt sin Tur. Hans Følelser ytrede sig ved denne Leilighed som ellers halvt som heltemodig Stoicisme, halvt som drengeagtig Overgivenhed. Er det ikke drengeagtigt elskværdigt, naar han med store Bogstaver sætter foran i sine Breve: »Den østerrigske Regjering Usselrygge! de østerrigske Politiembedsmænd Hallunker! Jeg veed, at de lukke mine Breve op og læse dette! derfor skriver jeg det.« Da de haardeste Straffe vare fastsatte for den, som havde Vaaben i sit Hus, lod han alle de Sammensvornes Vaaben i Romagna’en[al] ophobe i sit, der saaledes forvandledes til et helt Arsenal, medens hans Skabe og Skuffer vare fulde af deres Proclamationer og Edsformularer. Han tænkte med Rette, at man neppe vilde vove en Husundersøgelse hos en Pair af England.
Det var imidlertid lettere at fordrive end at fængsle ham. Og det skete meget simpelt derved, |492| at Greverne Gamba pludseligt fik Befaling til at forlade Landet inden 24 Timer. Da det var fastsat i Separationen, at den unge Grevinde[CCXL] skulde tvinges til at gaae i Kloster, ifald hun forlod sin Faders[CCXLI] Hus, var man sikker nok paa ved denne Leilighed at blive Byron[CCXLII] qvit. Slutningen af Teresas[CCXLIII] Brev til Byron[CCXLIV], da hun erfoer denne Befaling, lyder: »Byron[CCXLV], jeg fortvivler, hvis jeg skal forlade dig uden at vide, naar vi skulle see hinanden igjen – er det din Ville at jeg skal lide saa forfærdeligt, da er jeg besluttet paa at blive. Man vil indeslutte mig i et Kloster; men da kan du ikke hjælpe mig […] Jeg veed ikke, hvad man siger til mig. Min Ophidselse overvælder mig – og hvorfor? ikke for Farens Skyld, som truer mig, men – derpaa kalder jeg Himlen til Vidne – ene fordi jeg maa forlade Dig«.*)
|493| Den store Formue Byron[CCLI] ved sit Ægteskab var kommen i Besiddelse af, de Summer, Salget af Newstead indbragte, og de 20,000 Pund, der i Aarenes Løb udbetaltes ham i Honorarer af Murray[CCLII], havde sat ham istand til at vise en storartet Velgjørenhed. Da det rygtede sig, at Byron[CCLIII] tænkte paa at reise fra Ravenna[an], indgave alle Egnens Fattige, der havde nydt godt af hans |494| Velgjørenhed, et Bønskrift til Cardinallegaten om at det maatte tillades ham at blive. Men netop i Befolkningens Sympathi med ham laa jo for Regjeringen Faren. Han ombyttede da Ravenna[ao] som Opholdssted med Pisa[ap]; dog da den toscanske Regjering var ligesaa bange for Byron[CCLIV] og Gamba’erne som Kirkestatens[aq], fulgte snart en ny Udvisning, og man begav sig til Genua[ar], Byrons[CCLV] sidste Station før Grækenland.
højresiderne i kapitel 20 har i førsteudgaven klummetitlen »Byron. Komisk og tragisk Realisme.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
sammensat citat fra Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 3:303.
af et brev fra Byron, dateret 17.11.1816, til Thomas Moore Byron 1833, 3:311.
af et brev fra Byron, dateret 4.12.1816, til John Murray Byron 1833, 3:326.
sammensat prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »Julian and Maddalo«, 1824 Shelley 1839, 3:295.
(it.) bagerpige.
af et brev fra Byron, gengivet i brudstykker uden dato og modtager (fomentligt til Byrons forlægger John Murray) under året 1818 i Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 4:113.
sammensat citat fra et brev fra Byron, gengivet i brudstykker uden dato og modtager (fomentligt til Byrons forlægger John Murray) under året 1818 i Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 4:115.
(it.) husbestyrerinde.
af et brev fra Byron, gengivet i brudstykker uden dato og modtager (fomentligt til Byrons forlægger John Murray) under året 1818 i Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 4:118.
den omtalte historie findes trykt i Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830, hvor den ifølge Moore dog kun gengives i brudstykker. Det anføres ikke, at historien er nedskrevet til John Murray, men blot at det er til en af Byrons venner Byron 1833, 4:113-121.
der sigtes til den såkaldte Arthur-digtning, dvs. digtning, der omhandler sagnkongen Arthur og hans riddere af det runde bord. Det berømte bords form gjorde, at alle var lige.Arthur-digtningen kendes bl.a fra den engelske krønikeskriver Geoffrey of Monmouths Historia regum Britanniae, ca. 1135.
der sigtes til Matteo Maria di Boiardos (ufuldendte) heltedigt om den forelskede Orlando - Orlando innamorato - der udkom i 1483. Boiardo fik aldrig skrevet digtet færdigt, men senere kunne Ludovico Ariosto hævde, at han med sit digt om den rasende Roland - Orlando furioso, 1516 - havde fortsat og afsluttet Boiardos værk.
omtrentlig og sammensat prosaoversættelse fra Byrons fortællende digt Beppo, a Venetian Story, 1818 Byron 1833, 11:138.
Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
af et brev fra Byron, dateret 7.6.1819, til John Murray Byron 1833, 4:163.
af grevinde Teresa Guicciolis erindringer om mødet med og forholdet til Byron, jf. Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Moore 1833, 4:146.
GB følger her, med en blanding af referat og citat, Thomas Moores fremstilling i »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 5:153.
sammensat citat fra et brev fra Byron, dateret 2.7.1819, til Richard Belgrave Hoppner Byron 1833, 4:172-173.
der sigtes til de folkelige fortællinger og sange, der i engelsk folklore er knyttet til købmanden og senere borgmester i London Dick Whittington. Ifølge disse skulle Whittington, der var søn af en ridder, være en forældreløs, hvis eneste ejendom i verden er en kat. Ved hjælp af katten - der bl.a. sælges som hjælper til en rotteplaget hersker - kommer unge Whittington frem i verden.
Byrons note i grevinde Teresa Guicciolis eksemplar af Madame de Staëls Corinne ou l’Italie, 1807, findes gengivet i Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830, hvorfra der citeres. Noten er dateret 25.8.1819 Byron 1833, 4:195-195.
Byrons afskedsbrev til Lady Caroline Lamb findes aftrykt i Lady Morgans posthumt udgivne Memoirs, 1862. Brevet blev af Lamb sendt til Morgan med et følgebrev dateret 2.6.[1812] Morgan 1862, 2:204-206.
grevinde Teresa Guicciolis erindringer om tiden omkring Byrons død findes gengivet i Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830, hvorfra der citeres Byron 1833, 4:201.
beskrivelsen fra 1822, der oprindelig blev trykt i New Monthly Magazine, findes i beskåret form gengivet i Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830, hvorfra der citeres Byron 1833, 5:344.
(it.) det er for smukt.
omtrentligt gengivet og sammensat citat fra et brev fra Byron, dateret 8.11.1819, til John Murray Byron 1833, 4:256.
kvindelig diktator; Byron anvender denne betegnelse (på engelsk: dictatress) om grevinde Guiccioli i et brev af 8.7.1822 til John Murray Byron 1833, 5:348.
efter Napoleon 1.s endelige nederlag i 1815 og den følgende Wienerkongres blev Italien delt i en række kongeriger og fyrstedømmer. Af disse var et antal under fremmed overhøjhed. Ønsket om et samlet Italien levede dog i høj grad og resulterede i dannelsen af hemmelige revolutionære selskaber og folkelige opstande.
der sigtes til Dantes skildring af den italienske adelsdame Francesca da Rimini i La Divina Commedia (»Inferno«, 5. sang). Byrons oversættelse, der bærer titlen »Francesca of Rimini«, blev trykt 1830.
hovedpersonen i Byrons digt Mazeppa, 1819, elsker en kvinde ved navn Theresa.
løst gengivet og sammensat citat fra Conversations of Lord Byron with the Countess of Blessington, 1834, ved Marguerite Gardiner (grevinde Blessington) Gardiner 1834:156-157.
af Byrons versfortælling The Giaour, a Fragment of a Turkish Tale, 1813 Byron 1833, 9:197.
af Byrons versfortælling The Giaour, a Fragment of a Turkish Tale, 1813 Byron 1833, 9:192.
ikke identificeret.
ikke identificeret. Der er formentlig tale om et udtryk og ikke et citat.
omtrentlig prosaoversættelse af en del af Byrons digt »The Prophecy of Dante«, 1821 Byron 1833, 11:293-294.
omtrentlig prosaoversættelse af en del af Byrons digt »The Prophecy of Dante«, 1821 Byron 1833, 11:275.
sammensat prosaoversættelse af en del af Byrons episke digt The Lament of Tasso, 1817 Byron 1833, 11:89-90.
de normative krav for digterkunsten formuleret i Aristoteles' Poetikken, ca. 325 f.Kr., bl.a. reglen om handlingens, tidens og stedets enhed.
der sigtes til Byrons kortfattede forord til Sardanapalus. The Two Foscari. Cain, 1821 Byron 1821:vii.
(eng.: The Lake School), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
Byron har ved flere lejligheder rost Alexander Pope, men der sigtes her formentligt specifikt til et udsagn i Thomas Medwins Journal of the Conversations of Lord Byron, 1824 Medwin 1824:197.
der sigtes til det såkaldte Poet's Corner - en del af det sydlige tværskib i den engelske kirke Westminster Abbey - hvor en række prominente digtere ligger begravet.
der sigtes formentlig til en særdeles rosende omtale af Grillparzers værk i Byrons dagbøger under datoen 12.1.1821 Byron 1833, 5:72-73.
det anførte kan ikke identificeres.
sammensat citat fra Byrons »Cain«, 1821, III.1 Byron 1833, 14:85.
af Byrons »Cain«, 1821, I.1 Byron 1833, 14:40.
af Byrons »Cain«, 1821, III.1 Byron 1833, 14:99.
af Det Gamle Testamente, hvor Kain siger til Herren: »Min straf er for stor at bære. Nu jager du mig bort fra agerjorden, og jeg må skjule mig for dig og være fredløs og flygtning på jorden; så kan enhver, der møder mig, slå mig ihjel« (1. Mosebog, 4:13; 1992).
af Byrons »Cain«, 1821, III.1 Byron 1833, 14:100.
af Byrons tragedie »Sardanapalus«, 1821, II.1 Byron 1833, 13:110.
sammensat citat fra Byrons tragedie »Sardanapalus«, 1821, I.2 Byron 1833, 13:96.
sammensat citat fra Byrons tragedie »Sardanapalus«, 1821, III.1 Byron 1833, 13:136.
omtrentligt gengivet citat fra Byrons tragedie »Sardanapalus«, 1821, I.2 Byron 1833, 13:88.
af Byrons dagbog for 16.1.1821 Byron 1833, 5:77.
scudo var en italiensk møntenhed, en stor sølvmønt der i slutningen af 1700-tallet afløste piastre.
under en stor del af Napoleonskrigene (1803-1815) var det nuværende Italien (der da var delt i en række mindre stater og kongeriger) under fransk herredømme. Dette endte med Napoleon 1.s nederlag i 1814 og 1815.
den opfattelse, at fyrstemagt bør være baseret på arvelige rettigheder.
en i 1815 indgået alliance mellem Rusland, Preussen og Østrig med det formål at bidrage til at regulere de europæiske staters indbyrdes magtforhold i kølvandet på Napoleon 1.s endelige fald.
en i 1815 indgået alliance mellem Rusland, Preussen og Østrig med det formål at bidrage til at regulere de europæiske staters indbyrdes magtforhold i kølvandet på Napoleon 1.s endelige fald.
løs gengivelse af en del af et brev fra Byron, dateret 23.11.1820, til John Murray Byron 1833, 5:35.
fransk betegnelse for det engelske peer, der betegner et medlem af det engelske overhus og af den engelske højadel.
sammensat citat fra et brev fra grevinde Teresa Guiccioli, skrevet omkring midten af juli 1821, til Byron Byron 1833, 5:206.
Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
kardinal, der fungerer som pavens lokale repræsentant.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik