En Octobernat i Aaret 1801 blev en lukket Vogn, escorteret af Vagt hemmeligt ført ind i Paris[a]. Hvad skjultes vel i denne Vogn? Var det en Forbryder, var det Smuglervarer? I Vognen sad en gammel Mand, en Præst, Pavens Legat til General Bonaparte[I] (Caprara[II] var hans Navn), og den Smuglervare, som paa denne Maade i Mulm og Mørke bragtes ind i Paris[b], var Concordatet med Rom[c], Gjenoprettelsen af |63| den christelige Cultus i Frankrig. Man vovede ikke at lade en Præst i en saadan Mission holde sit Indtog ved høilys Dag. Ved den første Consuls[III] betænksomme og forsigtige Foranstaltning blev Sagen derfor opsat til Nattetiden. Ikke at man frygtede Voldsgjerninger, man frygtede kun Smil. »Man vovede ikke at sætte Paris’s[d] lattermilde Befolkning paa en saadan Prøve.«*)
Da efter utallige Forsøg paa at naae til en Overenskomst, under hvilke det hvert Øieblik syntes, som om Underhandlingernes Traad skulde rives over for stedse, Concordatet endelig var sin Afslutning saa nær, at Bonaparte[V] i April 1802 kunde modtage Cardinalen officielt, stødte man paa en lignende Vanskelighed. Det er kirkelig Skik, at der foran en Legat i overordentlig Mission bliver baaret et Guldkors. Cardinalen udbad sig derfor, at dette Kors, den Dag, han begav sig til Tuilerierne[e] skulde bæres foran ham af en Officier, klædt i Rødt og tilhest. Men man frygtede, siger Thiers[VI], at give Pariserbefolkningen et saadant Skuespil.*)
Man kom overens om at gjøre med Korset som et halvt Aar tidligere med Cardinalen, nemlig at kjøre det foran ham i en lukket Vogn.Endelig 8 Dage derefter, Paaskedag 18 April |64| 1802 (28 germinal Aar 10) blev efter at Concordatet om Morgenen var blevet opslaaet paa alle Gadehjørner i Paris[f] og efterat den første Consul[VIII] samme Morgen for at forherlige Dagen havde undertegnet Freden til Amiens[g], det store Tedeum sunget i Notre-Dame[h] til Forherligelse af den christelige Cultus’s Gjenindførelse eller som det hed i det officielle Sprog: Revolutionens Forsoning med Himlen. Programmer for Ceremonien vare i Forveien omdelte. Med et stort og udsøgt Følge begav den første Consul[IX] sig til Kirken, han havde i Forveien personligt ladet alle de høiere Embedsmænds Fruer anmode om at indfinde sig i Toilette. De fulgte Madame Bonaparte[X]; selv var han ledsaget af sin hele Stab, af alle sine Generaler og af alle de Mænd, der havde betydeligere Embeder inde. De Vogne, der havde tilhørt det gamle Hof, bleve ved denne Leilighed paany tagne i Brug, Bonaparte[XI] kjørte til Kirken i det gamle Monarchies Equipager og med dets hele Etiquette. Artillerisalver forkyndte Verden denne Privilegiernes Gjenopstaaen fra de Døde og dette første Forsøg i Retning af Kongemagt og Kongeherlighed. Tropper af den første Militærdivision stode en haie lige fra Tuilerierne[i] til Notre-Dame[j]. Erkebispen af Paris[k] modtog den første Consul[XII] ved Kirkens Dør og rakte ham Vievandet. Han blev ført hen under en Tronhimmel paa en ham forbeholdt Plads. Sena|65|tet, det lovgivende Corps og Tribunatet vare opstillede paa begge Sider af Altret. Kirken fyldtes snart af Uniformer, Toiletter og Liberier. Liberierne, der vare forsvundne under Revolutionen, vendte tilbage sammen med Ornaterne. Bag Førsteconsulen[XIII] stode hans Generaler i Gallauniform, »mere lydige end omvendte«, som Thiers[XIV] betegner dem. De gjorde sig Umage for i deres Ydre at vise, hvad virkelig var Tilfældet, nemlig, at de vare der imod deres Villie, og at den hele Ceremoni forekom dem latterlig og uværdig. Deres Holdning var, hvad man fra modsat Side har betegnet som »lidet sømmelig«. Imod den stak den første Consuls[XV] Holdning af. Han stod iført sin røde Consuluniform, ubevægelig med strengt og lukket Ansigt, alvorlig og kold, uden at dele hverken de Gjenstridiges Distraction eller de Troendes Andagt. Paa hans Kaardefæste lyste den berømte Diamant »Regenten«. Han havde til denne Høitidelighed ladet den indfatte der som Symbol paa, at Magtens Insignier nu vare gaaede over fra Kronen til Sværdet. Man saa paa ham, at denne hans Gjerning ikke var en Troesact, men en Villiesact, og at han var fast bestemt paa at sætte sin Villie igjennem.
Samme Morgen som dette Tedeum blev afholdt, bragte paa Bonapartes[XVI] udtrykkelige Befaling »Moniteuren[0002]« en Anmeldelse af et Værk, der i anden Udgave blev tilegnet ham selv som Kirkens |66| Gjenopretter. Det var Chateaubriands[XVII]: »Le génie du christianisme[0003]«. Artiklen var af Fontanes[XVIII] og havde allerede 3 Dage i Forveien staaet i Bladet »Mercure[0004]«, men blev nu paa Regjeringens Foranstaltning gjenoptrykt i det officielle Blad. Man seer at »Le génie du christianisme[0005]« udgjorde et Led i Festdecorationen ved hint Tedeum ligesom de nedringede Kjoler og Liberierne. Den religiøse Reaction i Samfundet og i Litteraturen lader sig næsten datere fra samme Time, fra samme Ceremoni. I et Brev fra Joubert[XIX] til Chateaubriands[XX] Veninde Mme de Beaumont[XXI] forekommer det slaaende Ord: Vor Ven er bleven skabt og bragt til Verden udtrykkeligt »pour les circonstances«. Man kan iøvrigt troe, at Istandbringelsen af denne samme Ceremoni havde kostet Bonaparte[XXII] Møie. Hvad nyttede det, at der paa Gadehjørnerne stod at læse at »det var til den pavelige Souverain at Aarhundreders Exempel ikke mindre end Fornuften bød at tye for at sammensmelte Meningerne og forsone Sæderne«, hvad nyttede det, at der afholdtes Concert i Tuilerierne[l] og Illumination til Ære for Ceremonien! Den blev modtaget med ligesaa stor Uvillie, som Festen for det høieste Væsen var bleven modtagen med Enthousiasme. Da Bonaparte[XXIII] efterat den var endt, i Tuilerierne[m] vendte sig til en af sine Officierer, General Delmas[XXIV], og spurgte ham, hvad han havde syntes om Høitideligheden, fik han |67| Svaret: »Det var en kjøn Capucinade; der manglede kun den Million Mennesker, der har ladet sig slaae ihjel for at bryde det ned, som De gjenopfører.« Og Delmas[XXV] udtalte i disse Ord kun Generalernes almindelige Stemning. Allerede i November 1801 havde der vist sig en almindelig Forbitrelse i Hæren ved Tanken om en Forsoning med Kirken: Mænd, der stode Bonaparte[XXVI] saa nær som Lannes[XXVII] og Augereau[XXVIII] havde i de drøieste Udtryk givet deres Harme Luft overfor ham i Anledning af Udsigten til, at de skulde komme til at vise deres Uniformer i en Kirke, og blandt Soldaterne hed det almindeligt, at aldrig havde de franske Faner været bedækkede af saamange Laurbær som siden de ikke mere bleve velsignede. Da Generalerne nu modtoge en bestemt Ordre til at indfinde sig i Notre-Dame[n], sendte de Augereau[XXIX] som deres Repræsentant til Tuilerierne[o] for indstændigt at udbede sig Fritagelse for at møde; men til ingen Nytte.
Og hos alle offentlige Myndigheder var Stemningen den samme. Projectet til Concordatet havde mødt en enstemmig Modstand. Udenrigsministeren Talleyrand[XXX] fraraadede dette Skridt med Haardnakkethed. Som fordums Prælat blev han selv personlig ramt af Concordatet, og med sit politiske Skarpblik forudsaa han dets skjæbnesvangre, frygtelige Følger for Frankrig som Stat. En kold Taushed modtog i Statsraadet den Med|68|delelse, som den første Consul[XXXI] gjorde om den Tractat, han havde undertegnet, og dog var det i denne Forsamling, at Bonaparte[XXXII] havde sine mest afgjorte Tilhængere. Selv Thiers[XXXIII], hvem jeg anfører, fordi han i sin Beundring for Bonaparte[XXXIV], kun giver yderst mangelfuld Kundskab om Concordatets Historie og gjerne fortier alt hvad der kan sætte denne Begivenhed i dens sande og skarpe Lys, maa bruge saadanne Ord som: »Medlemmerne sadde mørke og stumme, som om de havde seet et af Revolutionens mest heldbringende Værker gaae tilgrunde for deres Øine. Intet gjorde Brud paa denne Scenes tause Kulde. Man tav, man skiltes ad uden at sige et Ord, uden at udtale en Mening.« Det gik endnu værre i det lovgivende Corps; det nedlagde sin Protest mod Restaurationen ved til Forsamlingens Præsident at vælge Dupuis[XXXV], Forfatteren af det bekjendte Værk »Origine des cultes«[0006], der gaaer ud paa at fremstille Christendommen som en paa Astronomien grundet Fabel (det samme, der er parodieret i den bekjendte lille Piece af Vinet om Napoleon[XXXVI] som Allegori paa Solen). Napoleon[XXXVII], der dog allerede følte sig i sin næsten uindskrænkede Magt, vovede ikke at præsentere Concordatet alene til det lovgivende Corps; han gav det de saakaldte organiske Love med ifølge, hvis afgjort gallikanske Aand skulde skaffe det deres Stemmer, som frygtede den ultramontane Indflydelse fra Rom[p]. Ikke destomindre antog Corp|69|set det først, da alle dets mest energiske Medlemmer vare blevne udstødte deraf. Hvad Tribunatet angaaer, saa fandt der en sand Opstand Sted, og der udfordredes intet Mindre end et nyt Statscoup, en Reduction af dets Medlemsantal til 80, for at knække dets Modstand. De eneste Tilfredse vare i første Øieblik det jublende Kleresi, dog med Undtagelse af alle de i Kraft af den nye Tingenes Tilstand afskedigede Bisper og Præster, der havde aflagt Ed paa Republikens Constitution, og den store uvidende Bondebefolkning, der hverken kunde læse eller skrive, og som længtes efter sin Søndag og sin Kirkestads.
Selv fra Førsteconsulens[XXXVIII] allernærmeste Kreds udgik det ene Forsøg efter det andet paa at rokke hans Beslutning, da den rygtede sig. Det 18de Aarhundredes Aand rørte sig mægtigst hos de Mænd, som ved Geni eller Talent vare de første i Landet, og det var netop dem, der udgjorde Bonapartes[XXXIX] stadige og daglige Omgang. De hørte alle til de moderate Revolutionære og vare alle Disciple af Voltaire[XL]. Lærde som den berømte Astronom Laplace[XLI], som Mathematikerne Lagrange[XLII] og Monge[XLIII] fortalte daglig Bonaparte[XLIV], at han stod i Begreb med at nedværdige sin Regjering og sit Aarhundrede. Hans gamle Vaabenbrødre, tilstaaer Thiers[XLV], frygtede, skjøndt saa hædrede af Alle, den Latterlighed, som syntes at vente dem ved Altrenes Fod. Selv hans Brødre, der omgikkes |70| Tidens bedste Skribenter, bestormede ham med Bønner om ikke ved et Skridt, der i den Grad stred imod Tidsaanden, at sætte sin uhyre Magt paa Spil.
Saa stærke Udtryk vise, hvor sikker man var paa, at Christendommen maatte betragtes som død, hvad da ogsaa de tidligere anførte Ord af Mme Roland[XLVI] bevise.
Var det religiøs Overbevisning, der bevægede en Aand som Bonapartes[XLVII] til, trods alle berettigede Hensyn og Forestillinger, i dette Hovedpunkt at handle det hele intelligente Frankrig imod? Visselig ikke. Talrige Udtalelser af ham vise, at han selv befandt sig netop paa deres Side, han vilde bekjæmpe, hyldende Voltaires[XLVIII] og det hele 18de Aarhundredes saakaldte oplyste Deisme. Man har for at skildre Bonaparte[XLIX] som troende anført hans Udtalelser til Monge[L]: »Min Religion er meget simpel,« sagde han til ham. »Jeg betragter dette saa store, saa sammensatte, saa prægtige Universum og siger mig selv, at det ikke kan være Product af Tilfældet, men maa være et Værk af et ubekjendt, almægtigt Væsen, der staaer lige saa høit over Mennesket som Universet staaer over vore skjønneste Maskiner.« Men Voltaire[LI] selv vilde have udtrykt sig ganske saaledes. Bonaparte[LII] fortsatte: »Men denne Sandhed er altfor kortfattet for Mennesket; det vil om sig selv og om sin Fremtid vide en Mængde Hemmeligheder, |71| som Universet ikke siger det. Religionen fortæller da hver Enkelt, hvad han føler Trang til at vide. Ganske vist negter den ene Religion hvad den anden slaaer fast. Men jeg slutter ikke heraf som Volney[LIII], at ingen af alle Religionerne duer Noget, men snarere, at de alle ere gode.« Lessings[LIV] Nathan[lv] fører ganske dette Sprog. Det staaer i Overensstemmelse hermed, naar Bonaparte[LVI] til Monge[LVII] sagde: »I Ægypten var jeg Mahomedaner, jeg maa være Katholik i Frankrig. Jeg troer ikke paa Religionerne, men paa Ideen om en Gud.«
Han havde tidligere ved en Tale, han holdt i December 1797 i Directoriets og alle de offentlige Myndigheders Nærværelse, henregnet »Religionen« tilligemed Kongemagt og Lehnsmagt til »de Fordomme, det franske Folk har at overvinde«. Han var uden Skrupler i Ægypten optraadt som Muselmand. I hans Proclamation til den arabiske Befolkning hedder det: »Ogsaa vi ere sande Muselmænd. Er det ikke os, der have tilintetgjort Paven, som sagde at man skulde føre Krig mod Muselmændene?« Nu brugte han vel om den samme Pave saadanne Udtryk som »den hellige Fader« (officielt) eller »det gode Lam« (privat), men naar Underhandlingerne gik istaa paa Grund af de romerske Chicaner, da anvendte han i Breve Udtryk som »den gamle Ræv« om Paven, og |72| kaldte Præsterne, eller som han da sagde, »la prêtraille« for »imbecile Vrøvlehoveder«.
Hans Optræden under Forhandlingerne med Rom[q] vidner i lige saa høi Grad for hans politiske Snedighed som mod hans Orthodoxi. Da Consalvi[LVIII] i Juni 1801 skulde reise til Paris[r], var han uforsigtig nok til i et Privatbrev at udtale, hvor ængstelig han var tilmode ved saaledes at skulle vove sig ind i Løvens Gab, det nylig mod Religion og Præstestand saa høist fjendske Arnested for Revolutionen. Der gaves imidlertid en Art Odins Ravn, der for Bonaparte[LIX] gjentog alle den Art private Skriftemaal. Denne Ravn fandtes paa Posthuset, hvor Brevet blev aabnet. Bonaparte[LX] indrettede da Cardinalens Modtagelse i nøie Overensstemmelse med det Indtryk, han herigjennem fik af hans Personlighed. Det var Aften, da Consalvi[LXI] ankom til Paris[s], men allerede til næste Morgen blev hans Audients berammet, saa han hverken kunde faae Tid til at hvile sig efter Reisens Anstrengelser eller til at raadføre sig med Pavens Afsendinge. Han blev tidligt om Morgenen kjørt til Tuilerierne[t] og ført ind i et lille tomt Værelse, der saa ud som Forstuen til Førsteconsulens[LXII] Audientsværelse. Efter temmelig lang Venten aabnedes der ham en lille Dør, og gjennem denne træder han til sin Forbauselse ind i en lang Række af pragtfulde Sale, hvor alle Statens høiere Embedsmænd, Senatet, den lov|73|givende Forsamling, Generalerne og Generalstaben ere forsamlede. I Gaarden seer han en hel Del Regimenter opstillede til Revue. Det var efter hans eget Udtryk den pludselige Overgang fra en Hytte til et Palads. Al den blændende Pragt og al den frygtindjagende Myndighed, som kunde stille Consularmagten i det mest imponerende Lys, var her med Ostentation lagt for Dagen, og da Cardinalen endelig i den sidste Sal naaede til de tre Consuler, der sadde omgivne af et glimrende Følge, gik Bonaparte[LXIII] ham imøde og sagde i en kort og bydende Tone: »Jeg veed, hvorfor De er kommen. De har fem Dage til Underhandlinger. Hvis Tractaten til den Tid ikke er undertegnet, er Alt forbi.« I første Øieblik blev Consalvi[LXIV] ganske vist fortumlet, men snart lykkedes det ham at vinde Tid og med den romerske Statskunsts hele Finhed og Kløgt at lægge Bonaparte[LXV] saa mange Vanskeligheder i Veien, at denne under en af de voldsomme Audientser, som fulgte, med ligesaa megen Hidsighed som Hovmod udbrød: »Hvis Henrik den 8de[LXVI], som ikke havde Tyvendedelen af min Magt, har kunnet forandre Religionen i sit Land, hvormeget mere kan jeg da ikke gjøre det! Jeg vil forandre den, ikke alene i Frankrig, men i hele Europa. Rom[u] vil komme til at græde Blod, naar det er forsilde.«
Med en saadan Ringeagt udtalte selve Reli|74|gionens Gjenopretter sig om den Magt, han vilde gjenopreise.
Kan man da undre sig over, at det var Latteren og atter Latteren, der, ligesom dengang da Julianus Apostata[LXVII] 1500 Aar tidligere havde gjort et lignende Forsøg, overalt var den frygtede eller virkelige, men i Regelen uadskillelige Ledsager af enhver Handling, der stod i Berøring med Restaurationen af den gamle Cultus. Da Bonaparte[LXVIII] i Statsraadet oplæste Pius den 7des[LXIX] første Breve, i hvilket Paven paany tog »sin kjære Søn Talleyrand[LXX]« til Naade, lød en halvkvalt Latter fra alle de Tilstedeværende. Ja Bonaparte[LXXI] formaaede undertiden end ikke selv at bevare sin Alvor. Den Dag, da Cardinal Consalvi[LXXII], klædt i det romerske Purpur, overgav ham en Afskrift af Concordatet under en offentlig Audients, fik Førsteconsulen[LXXIII] pludselig et saa convulsivisk Latteranfald, at hele Forsamlingen stod som lynslagen. Ja endnu flere Aar efter var han saa lidet opbygget af kirkelige Handlinger og saa lidet istand til overfor dem at beherske sit Ansigt – han som ellers i en saa ualmindelig Grad forstod at holde sine Miner i Tømme – at han, da Paven i 1804 salvede ham til Keiser, under hele Ceremonien til de Omkringstaaendes Forbauselse gabede uophørligt. Saa forstod Carl d. 10de[LXXIV] som ægte Bourbon bedre at holde Alvoren vedlige, da han i 1825 blev salvet. Uden at fortrække |75| en Mine eller endog blot at drage et Smil lod han hele sin Overkrop blotte og først Issen, saa Brystet, saa Stedet mellem begge Skulderblade, saa disse selv og begge Armleddene salve. Man føler Fremskridtet siden Keiserdømmets Dage.
Alt hvad der stod i Forbindelse med Gjenoprettelsen af den geistlige Myndighed og Gjenindsættelsen af den katholske Cultus, stod i saa skjærende en Strid med de Sæder og Ideer, som ved Revolutionen vare blevne de herskende i Frankrig, at man ved slige Ceremonier neppe kunde troe sine egne Øine; Usandsynligheden af, at de foregik, syntes saa stor, at man ikke kunde overtale sig til at tage dem for Alvor. Jeg anfører som Bevissted Ord af et Øienvidne og et saadant, som visselig ikke kan ansees for forudindtaget mod Religionen, nemlig de Pradt[LXXV], Erkebiskop af Malines. Han siger: »Hvis et eneste Menneskes Latter havde givet Signalet, stode vi i Fare for at geraade ind i de homeriske Guders uudslukkelige Latter. Her laa Skjæret, hvorpaa man kunde strande. Lykkeligvis havde Politiministeren Fouché[LXXVI] sørget for Alt, og Paris[v] beholdt, takket være ham, sin alvorlige Mine«.*)
Kunde i Virkeligheden Noget være mere burlesk end den Situation, der nærmest har givet |76| Anledning til dette Udsagn: Pavens Besøg i Paris[w]. En Pave i Paris[x]! det var, siger Erkebispen, en kilden Historie efter Alt, hvad der i de sidste 15 Aar var foregaaet der og midt iblandt »en lystig og af Philosophien endnu stærkt paavirket Befolkning.« For at afholde Paven fra at reise, havde man endnu i sidste Øieblik lagt de førnævnte Proclamationer fra Ægypten frem paa hans Bord. Men det var for sent til at rokke hans Beslutning. Man stille sig blot Sammenkomsten mellem de to Magthavere levende for Øie. Napoleon[LXXVIII] begav sig til Fontainebleau[y] for at tage Paven imod. Efter at de første Høfligheds- og Hjertelighedsytringer vare udvexlede, kjørte de begge til Slottet i samme Vogn. Glæden straalede ud af Napoleons[LXXIX] Ansigt, og da han steg op ad Trappens Trin med Paven i Haanden, syntes ethvert af hans usædvanligt livlige Øiekast at sige: »Seer I mit Bytte, jeg har ham.« Ved en pudserlig Uagtpaagivenhed aabnedes Festtoget af en Afdeling Mameluker til Hest. Skuet af disse muhamedanske Rytteres mørkebrune Ansigter hensatte En i Phantasien til Mekka. Man skulde snarere troe, at det var en muhamedansk end en Christen Ypperstepræst, som holdt sit Indtog. Selve Pavens Ansigt røbede den Forlegenhed, han følte over paa een Gang at være hensat i et Verdenshjørne, hvor Alt var ham nyt. Man saa godt, at hans Fod, skjøndt den blev kysset af |77| mange Mennesker, ikke traadte paa Jorden med nogen fuldstændig Tryghed eller Tillid til Grunden. Det fuldkomment geistlige Hof, han førte med sig, som straalede i alleslags biskoppelige Skrud, og det fuldstændigt militaire, der kom det imøde, helt skinnende i Pandser og Plade, dannede en eiendommelig Contrast. Man havde kunnet troe, siger Erkebisp de Pradt[LXXX], at man pludselig var bleven henflyttet til Japan i det Øieblik, da den geistlige Keiser aflægger den verdslige Keiser Besøg.
Hvad var Aarsagen til, at den første Consul[LXXXI] fastholdt og gjennemførte en Plan, der ved første Blik kunde synes saa upopulær og upolitisk? Svaret er simpelt. De Planer, som Bonaparte[LXXXII] bar paa, lode sig ikke forene med Opretholdelsen af Republikens Ordning af Forholdet mellem Stat og Kirke. Han, som netop nu gik ud paa at give Republiken Dødsstødet, maatte ramme den i dens Hjerte, i dens Principer. Han indsaa, at det aldrig vilde lykkes tilgavns at knække den borgerlige Frihed, med mindre man tillige knækkede den aandelige og Tankens Frihed, og han bekymrede sig kun lidet om, hvad enten han satte Frankrigs Udvikling et Aarhundrede tilbage i Tiden eller ei, hvis han derved muliggjorde sin Enevælde eller fremmede sine egoistiske Formaal. Med den kirkelige Autoritet var den monarchiske Autoritet under Revolutionen bleven styrtet. Det gjaldt om at gjenoprette Autori|78|tetsprincipet. Det gamle Monarchies Etiquette vendte af sig selv tilbage i det Øieblik, da Religionen paany blev en Magt i Staten. Man har betegnet det som Napoleons[LXXXIII] største og vanskeligste Bedrift, at han i Frankrig rehabiliterede Magtideen, som Revolutionen havde miskjendt og haanet.*)
Man har sagt, at Ingen saa naturligt og dristigt som han har udfoldet Instinctet og Gaven til at herske. Man har kaldt ham den personificerede Magt. Men man burde tilføie, at fra det Øieblik af, da han ikke vilde nøies med at være Magten i Kraft af sit Geni og af den nye Samfundstilstand, der gav Geniet Forrang for Privilegiet, men vilde gjenoprette det absolute Monarchi, støttede han sig ikke mere til den Magtidee, der smelter sammen med Retsideen og er et Udtryk for Fornuften, men til Autoritetsideen, der virker ved at blænde og antages blindt, og fra det Øieblik af maatte han have Kirken med sig. Da Wieland[LXXXIV] i 1808 spurgte Keiseren, hvorfor han ikke havde tilpasset den af ham restaurerede Cultus mere efter Tidens Aand, lo Keiseren og svarede: »Ja min kjære Wieland! for Philosopher er den rigtignok ikke gjort. Philosopherne troe hverken paa mig eller paa min Cultus, og for de Folk, som troe derpaa, kan man ikke gjøre Mirakler |79| nok, saa lidt som man kan lade dem beholde for mange.« Det er neppe muligt tydeligere at charakterisere Autoriteten som »prestige«. Ved andre Leiligheder brugte han det Ord, som i den paafølgende Litteraturperiode blev Stikordet, idet han betegnede Religionen som Ordenen. Johannes Müller[LXXXV] skriver i 1806 til sin Broder[LXXXVI]: »Keiseren talte om alle Religioners Grund og deres Nødvendighed og sagde, at Mennesket trænger til at blive holdt i Orden.«Med Hensyn til denne Religionens Opfattelse som Ordenen synes der at være nogen Lighed mellem Napoleon[LXXXVII] og Jacobinerne, ligesom overhovedet Napoleons[LXXXVIII] Restaurationsforsøg frembyder en bestemt Analogi med Robespierres[LXXXIX] Bestræbelser for at gjenoplive den religiøse Følelse. Som Politiker troer Robespierre[XC] paa Religionens ordnende og regulerende Magt, og som Politiker i en Tidsalder, hvor den uhyre Majoritet af de Dannede staaer paa Deismens Grund, frygter han Atheismen som et for Tidens Ideer fremmed Princip. Men den Orden, han ønsker, er kun den uindskrænkede Tolerances, og den Orden, hvorfor han kjæmper, er den, hvorpaa han troer. Han var ærlig. Hvem kunde ville sige noget Lignende om Bonaparte[XCI]?
Bonaparte[XCII] indsaa, hvilket uvurderligt Redskab i en Regjerendes Haand den overleverede Religion og Cultus var og besluttede derfor en |80| Alliance med Præstestanden, som han for alle Tilfældes Skyld allerede som Seierherre i Italien havde smigret og caresseret. Han vidste vel, at det store uvidende Flertal i Frankrig som i alle andre Lande maatte være vedblevet med at hænge ved den nedarvede Religion, og at de Lærdomme, som det 18de Aarhundredes Philosopher havde udbredt, umuligt endnu kunde være trængte ned til Befolkningens laveste og bredeste Lag. Han har aabent selv i tidligere Tid tilstaaet sine Formaal. I Aaret 1800 udbrød han midt i sit Statsraad: »Med mine Præfecter, mine Gensdarmer og mine Præster er jeg istand til at gjøre Alt, hvad jeg vil.« Præsten er ham en Politiembedsmand som de øvrige, kun i forskjellig Uniform. I de Notitser, han dicterede Montholon[XCIII], udleder han uden Videre Concordatet af det Ønske, han nærede om at knytte Geistligheden til den nye Tingenes Orden og at bryde det sidste Baand, som bandt den og dermed Landet til det gamle bourbonske Dynasti. Han havde grundigt overveiet det Valg, der stod ham aabent mellem Katholicisme og Protestantisme. Han indrømmede sine Raadgivere, at Øieblikkets Tendentser fuldstændigt gik i Retning af Protestantisme. »Men«, sagde han: »Er Protestantismen Frankrigs gamle Religion? Hvorledes kan man i et Folk skabe Vaner, Smagsretninger, Erindringer, som det ikke har. En Religions Hovedtiltrækning (le principal charme d’une |81| religion) ligger i Erindringen. Jeg hører aldrig i Malmaison[z] Kirkeklokken i den nærmeste Landsby uden at blive bevæget. Og hvem kunde i Frankrig føle sig rørt i en protestantisk Kirke, hvorhen Ingen er gaaet som Barn, og hvis kolde og strenge Udseende saa lidet passer til Folkets Sæder.« »Desuden«, sagde han til Las Cases[XCIV], »naaede jeg med Katholicismen meget sikrere til alle mine store Resultater. Udadtil bevarede Katholicismen mig Paven, og med min Indflydelse i Italien og mine Stridskræfter der mistvivlede jeg ikke om tidligere eller senere ved et eller andet Middel at faae Herredømmet over denne Pave, og fra det Øieblik af hvilken Indflydelse! hvilken Løftestang for den offentlige Mening rundt om i Verden! […] Hvis jeg var vendt tilbage fra Moscau[aa] som Seierherre, skulde jeg let have faaet Paven til at glemme Tabet af sin verdslige Magt, jeg havde gjort ham til et Afgudsbillede; han skulde altid være blevet hos mig. Paris[ab] var da blevet den christelige Verdens Hovedstad, og jeg havde styret den religiøse Verden lige saa fuldt som den politiske Verden […] Mine Concilier havde da repræsenteret Christenheden, Paverne havde kun været deres Præsidenter.«
Man agte ogsaa paa den Argumentation, hvoraf Portalis[XCV], Concordatets officielle Forsvarer og Talsmand betjener sig. For at bevise, at |82| det ikke er muligt at indføre en ny Religion, men at man maa gjenoptage den gamle, siger han: »I helt gamle Dage, i Uvidenhedens og Barbariets Tider have overordentlige Mennesker kunnet kalde sig inspirerede og efter Prometheus’s Exempel hente Ilden ned fra Himlen for med den at besjæle en ny Verden. Men hvad der er muligt hos et Folk, som bliver til, er det ikke hos gamle medtagne Nationer, hvis Vaner og Ideer det er saa vanskeligt at forandre.« Han begynder som man seer med at appellere til Vanens Autoritet. Og han fortsætter: »Man troer kun paa en Religion, fordi man antager den for en Guds Værk. Alt er tabt, saasnart man lader Menneskehaanden skimtes.« At dette Sprog ikke er Troens, behøver ingen Bevisførelse. Hvad Portalis[XCVI] beraaber sig paa, det er de mislykkede Forsøg paa at erstatte den positive Religion med en revolutionær, en »Fornuftreligion« som Rousseaus[XCVII] og Robespierres[XCVIII]. Disse Forsøg vare mislykkede, skjøndt den nye Lære ikke behøvede at laves, men i Virkeligheden levede i de dannede Klassers Sind, mislykkede, fordi det, umiddelbart efter at man havde styrtet al ydre Autoritet, var umuligt at give den Overbevisning, som deltes af de Dannedes Flertal, en rent udvortes Autoritet, som den, der var kuldkastet. De bare ingen Frugt, fordi deres Ophavsmænd miskjendte den Sandhed, at Menneskeaanden uophørligt omformer sine reli|83|giøse og sædelige Ideer, og ikke begrebe, at den frigjorte Aand nødvendigvis da endnu hurtigere end forhen maatte føle sig i Strømning fremad mod en fuldkomnere Klarhed, der vilde tvinge den til strax paany at bryde enhver dogmatisk fastslaaet og begrændset Form. Men nu fordi den indenfra valgte Form havde vist sig uholdbar at ville gjenoptage de endnu uendeligt mere uholdbare gamle stivnede Traditions-Former, det var visselig en besynderlig Argumentation. Der var da intet Andet tilbage end at beraabe sig paa den umiddelbare Nytte, som deraf kunde drages. Atter og atter kommer Portalis[XCIX] derfor tilbage, ikke til at Religionen er sand, men til at den er nyttig, at den er nødvendig, at man ikke kan regjere uden den, at Moralen uden religiøse Dogmer vilde være »som en Retfærdighed uden Domstole«. Det er klart, at Dogmet om den evige Ild, saalænge der troes paa det, er et kraftigt Redskab i den Herskendes Haand. Ja Portalis[C] er aaben nok til med rene Ord at sige: »Spørgsmaalet om denne eller hin positive Religions Sandhed eller Falskhed er kun et rent theologisk Problem, der er os fremmed. Religionerne have, selv om de ere falske, idetmindste den Fordel at sætte en Skranke for Indførelsen af vilkaarlige Lærdomme. Individerne have i dem et Troescentrum. Regjeringerne ere beroligede med Hensyn til de engang kjendte Dogmer, |84| der ikke forandre sig. Overtroen er, saa at sige regulariseret, omhegnet og indskrænket indenfor Grændser, som den ikke kan eller ikke vover at overskride.«*)
Med fin Tvetungethed forsøgte Bonaparte[CI] at fremstille Restaurationen i forskjelligt Lys for de forskjellige Partier. For Katholikerne blev den skildret som en Handling, hvortil kun Constantins[CII] og Karl den Stores[CIII] Fortjenester af Kirken frembød Mage, for Philosopherne som en Act, hvorved Kirken fuldstændig blev Staten og de verdslige Myndigheder underkastet, »Det er en Vaccine mod Religionen,« sagde Napoleon[CIV] til Philosophen Cabanis[CV]; »om 50 Aar vil der ikke mere være nogen Religion i Frankrig.« Saa meget er afgjort, at han ikke har tvivlet om ved Forsoningen mellem Kirke og Stat at sikre sig en lydig og hengiven Forbundsfælle. I hvilken Grad han heri skuffede sig selv, er bekjendt. Dog dette har kun lidet at sige. Men i hvilken Grad han ved denne sin Trods mod Tidsaanden, denne Udfordring til Revolutionen, som han skyldte Alt, denne Haan imod alt det Største og Bedste, den havde bragt eller indvundet, forgiftede sit Fædrelands Aandsliv og derved lammede dets |85| igjennem saa heltemodige Anstrengelser erhvervede Cultur, det har først Eftertiden sandet og sande vi hver Dag mere, den Dag idag maaskee dybere end nogensinde. Bittert maatte han snart selv fortryde, at han, ledet af en kortsynet Politik, havde allieret sig med de laveste og mest uvidende Elementer i Folket imod de ædleste og bedste. De Pradt[CVI] fortæller, at han atter og atter har hørt Napoleon[CVII] gjentage, at »Concordatet var hans Regjerings største Feil«. Om Hertugen af Enghiens[CVIII] Justitsmord blev det bekjendte Udtryk brugt: »Det var mere end en Forbrydelse, det var en Feil.« Om Concordatet kan man vende Ordene om. Det var mere end Napoleons[CIX] største Regjeringsfeil, det var den største Forbrydelse, som dette mægtige Geni i sin hensynsløse Despotisme har begaaet.*)
højresiderne i kapitel 2 har i førsteudgaven klummetitlen »Concordatet.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Reactionen i Frankrig.«.
den 15.7.1801 indgik det franske republikanske styre, konsulatet, og den katolske kirke en aftale (et konkordat) om forholdet mellem religion og stat. Konkordatet trådte i kraft i påsken 1802.
datoangivelse ifølge den franske revolutionskalender fra oktober 1793.
fredstraktaten i Amiens blev underskrevet 25.3.1802 og endte Anden Koalitionskrig, 1798-1802, mellem Frankrig på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland på den anden side.
her i betydningen: stort skrud, galla.
de gejstlige og adelige begyndte under konsulatet, Frankrigs styre i 1799-1804, at genvinde de privilegier, som de havde mistet under Den Franske Revolution i 1789-1799.
det franske republikanske styre i 1799-1804, konsulatet, var inddelt i et senat, en lovgivende forsamling og et tribunat, der henholdsvis godkendte, stemte om og drøftede de lovforslag, der var fremsat af statsrådet. Den udøvende magt lå hos tre konsuler, hvoraf Napoelon Bonaparte var førstekonsul og reelt enerådende.
citat fra Adolphe Thiers Histore du consulat et de l'empire, 1845-1862 Thiers 1845, 1:372.
diamant på 140,64 karat (28,2 g), der anses for at være den smukkeste og klareste i verden, fundet i Indien i 1698.
anmeldelsen af andenudgaven stod under rubrikken »Littérature« i avisen Gazette nationale, ou Le moniteur universel, 18.4.1802.
Louis Fontanes anmeldelse blev bragt i avisen Le mercure de France, 15.4.1802.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 39): »for denne Lejligheds Skyld«; citat af brev fra Joseph Joubert til Pauline de Beaumont, dateret 12.9.1801 Joubert 1850, 2:296.
citatet findes i François Mignets Histoire de la révolution française, 1824 Mignet 1824, 2:661.
moralsk-religiøs fejring af det guddommelige princip om »Det højeste Væsen« og sjælens udødelighed, som var inspireret af Jean-Jacques Rousseau og skulle være en erstatning for kristendommen. Festen blev afholdt af Maximillien Robespierre som leder af Nationalkonventet 8.6.1794 på Champs de Mars i Paris.
citatet findes i François Mignets Histoire de la révolution française, 1824 Mignet 1824, 2:661.
den enhed under konsulatet, der fremsatte lovforslag for senatet, den lovgivende forsamling og tribunatet.
citat fra Adolphe Thiers Histoire du cosulat et de l'empire, 1845-1862 Thiers 1845, 3:207.
GB sigter til den franske matematiker og fysiker Jean-Baptiste Pérès' pamflet Comme quoi Napoléon n’a jamais existé, ou Grand erratum source d’un nombre infini d’errata, à noter dans l’histoire du XIXe siècle, 1827. I pamfletten, der er skrevet som et polemisk modsvar til Charles François Dupuis, foreslår Pérès humoristisk, at Napoleon 1. kunne være en manifestation af oldtidens solgud; GB har i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 42) ændret piecens forfatter »Vinet« til »Monod« og ikke til den rette: »Pérès«.
den lovgivende forsamling i konsulatet, det franske styre i 1799-1804. Forsamlingen stemte om de lovforslag, som var fremsat af statsrådet og godkendt af senatet.
selvstændige tillægslove til Konkordatet af 1801, der gav den franske regering en række beføjelser over den katolske og protestantiske kirke.
under Konsulatet, det franske styre i 1799-1804, var tribunatet den enhed, der drøftede de lovforslag, som var fremsat af statsrådet og godkendt af senatet.
tribunatet bestod oprindelig af 100 medlemmer, men blev 4.8.1802 halveret.
ifølge Nationalforsamlingen, det franske styre i 1789-1792, skulle bisper og præster fra 1790 aflægge troskabsed på den franske forfatning for at kunne blive indsat i et kirkeembede.
gengivelse af et citat fra Adolphe Thiers Histoire du cosulat et de l'empire, 1845-1862 Thiers 1845, 3:162.
den forestilling i oplysningstiden, at Gud har skabt verden og indrettet den ud fra en fornuftsorden, som han efterfølgende ikke griber ind i.
det sammensatte citat findes i Adolphe Thiers' Histoire du consulat et de l'empire, 1845-1884.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870, hvor der henvises til Louis Pierre Édouard Bignons Histoire de France, depuis le 18 brumaire, vol. 1-6, 1829-1830 Laurent 1868, 14:562.
der sigtes til Frankrigs felttog i Egypten i 1798-1801 ledet af Napoleon Bonaparte.
det franske republikanske styre i 1795-1799, bestående af fem lovudøvende direktører og to lovgivende kamre: De Femhundredes Råd og De Gamles Råd.
talen holdt i Luxembourg i december 1797 er citeret i Pierre Lanfreys Histoire de Napoléon 1er, 1867-1875 Lanfrey 1869, 2:338.
proklamationen fra 28.6.1798 er citeret i Pierre Lanfreys Histoire de Napoléon 1er, 1867-1875 Lanfrey 1869, 2:338.
citater fra Napoleon Bonapartes breve til François Cacault 26.9.1796 (»den gamle Ræv«) og Barthélemy Catherine Joubert 18.2.1797 (»la prêtraille« og »imbecile Vrøvlehoveder«), gengivet i Pierre Lanfreys Histoire de Napoléon 1er, 1867-1875 Lanfrey 1869, 2:338.
(fr.) nedsættende betegnelse for præstestanden, præsepakket.
kardinal Ercole Consalvis fortrolige brev til ministeren sir John Acton nævnes i Pierre Lanfreys Histoire de Napoléon 1er, 1867-1875 Lanfrey 1869, 2:353.
ifølge nordisk mytologi har guden Odin to ravne, Hugin og Munin, der fortæller ham alt, hvad de ser og hører.
citatet findes i Pierre Lanfreys Histoire de Napoléon 1er, 1867-1875 Lanfrey 1869, 2:354.
citatet findes i Pierre Lanfreys Histoire de Napoléon 1er, 1867-1875 Lanfrey 1869, 2:357.
Henrik 8. af England brød i 1534 med paven og den katolske kirke og grundlagde i stedet den anglikanske kirke, der fik regenten selv som overhoved.
den romerske kejser Julian den Frafaldne (Julianus Apostata) var oprindelig kristen, men blev nyplatoniker. Han forsøgte i sin regeringsperiode at afskaffe kristendommen og indføre fuld tolerance over for ikke-kristne religioner som fx den traditionelle græsk-romerske religion.
den enhed under konsulatet, det franske styre i 1799-1804, der fremsatte lovforslag for senatet, den lovgivende forsamling og tribunatet.
citatet fra brevet findes i Pierre Lanfreys Histoire de Napoléon 1er, 1867-1875 Lanfrey 1869, 2:362.
episoden med kardinalen, der overrakte Napoleon Bonaparte afskriften af aftalen fra 1801 (konkordatet) mellem den katolske kirke og Frankrig, gengives i Lanfreys Histoire de Napoléon 1er, 1867-1875 Lanfrey 1869, 2: 362.
med kroningen af Napoleon 1. ved pavens tilstedeværelse 2.12.1804 var afskaffelsen af konsulatet, 1799-1804, og indførelsen af kejserdømmet, 1804-1814/1815, en kendsgerning.
Karl 10. af Frankrig var bror til Ludvig 16. og Ludvig 18. af Frankrig og var af den adelige Bourbon-slægt.
det absolutte kejserdømme begyndte med Napoleon 1.s kroning i 1804 og sluttede i 1814/1815 med genindførelsen af monarkiet.
Den Franske Revolution i 1789-1799, fra enevældens fald under folkets kamp mod privilegiesamfundet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
citat fra Dominique de Pradts kirkehistorie Les quatre concordats, 1818 Pradt 1818, 2:212.
der sigtes til Dominique de Pradts kirkehistorie Les quatre concordats, 1818 Pradt 1818, 2:210.
nævnes i Dominique de Pradts kirkehistorie Les quatre concordats, 1818 Pradt 1818, 1:53.
under den første franske republik i 1792-1804 blev kirken underlagt staten og båndet til den katolske kirke og paven brudt. Præsterne skulle for at få embede aflægge troskabsed på republikkens statsforfatning.
den første franske republik, dannet af Nationalkonventet i 1792, blev afskaffet i 1804 ved Napoleon 1.s kroning og oprettelsen af kejserdømmet.
der sigtes til enevældens fald ved oprettelsen af Nationalforsamlingen i 1789, til ophævelsen af det konstitutionelle monarki ved dannelsen af Nationalkonventet og republikken i 1792 og til guillotineringen af Ludvig 16. af Frankrig i 1793.
der henvises til François Guizots artikel »La génération de 1789« trykt i tidsskriftet Revue de deux mondes, 15.2.1863.
citatet er fx gengivet i det indledende essay i Mélanges littéraires, politiques, et morceaux inédits de C.M. Wieland, 1824 Wieland 1824:20.
citat fra et brev skrevet af historikeren Johannes Müller til broderen Johan Georg Müller efter en privataudiens hos Napoleon 1., dateret 20.11.1806 Müller 1812, 7:244.
radikal politisk gruppering under Den Franske Revolution i 1789-1799 med bl.a. Maximilien Robespierre.
der sigtes bl.a. til Maximilien Robespierres moralsk-religiøs fejring af det guddommelige princip om »Det højeste Væsen«, som var inspireret af Jean-Jacques Rousseau og skulle være en erstatning for kristendommen.
der sigtes til François de Voltaires begreb om universel tolerance, hvor tolerancen er uindskrænket og gælder for alle religioner, således at ingen enkeltreligion, fx katolicismen, tildeles nogen særstatus.
Napoleon Bonaparte var leder af Frankrigs felttog i Italien i 1796-1797 under Første Koalitionskrig, 1792-1797, hvor han slog den østrigske hær og blev hyldet som sejrherre.
der sigtes til 1700-tallets oplysningsfilosoffer som Voltaire, Rousseau, Diderot, Holbach m.fl., der forholdt sig kritisk til de traditionelle religioner og argumenterede for religionens underordnede rolle i forhold til staten.
citatet findes i Pierre Lanfreys Histoire de Napoléon 1er, 1867-1875 Lanfrey 1869, 2:201.
den 15.7.1801 indgik det franske republikanske styre, konsulatet, og den katolske kirke en aftale (et konkordat) om forholdet mellem religion og stat.
de franske monarker siden 1589, bl.a. Ludvig 16., der blev guillotineret under Den Franske Revolution, 1789-1799, var af den adelige Bourbon-slægt.
citatet findes i Adolphe Thiers' Histoire du consulat et de l'empire, 1845-1884 Thiers 1845, 1:366.
det sammensatte citat findes i Pierre Lanfreys Histoire de Napoleón 1er, 1867-1875 Lanfrey 1869, 2:340.
citatet findes i Jean-Étienne-Marie Portalis' afhandling Discours et rapports, 1802 Portalis 1802:17.
Jean-Jacques Rousseau argumenterede for en samfundsreligion baseret på en tro på et styrende fornuftsprincip og et fællesskab om den gode sag. Maximilien Robespierre videreførte Rousseaus religionsbegreb under sit lederskab af det franske Nationalkonvent i 1792-1794 ved at arrangere en kult omkring gudsbegrebet Det højeste Væsen inspireret af Rousseaus principper.
citat fra Jean-Étienne-Marie Portalis' afhandling Discours et rapports, 1802 Portalis 1802:5.
citat fra Jean-Étienne-Marie Portalis' afhandling Discours et rapports, 1802 Portalis 1802:10.
dvs. genoprettelsen af den katolske kirke i Frankrig efter indgåelsen af konkordatet i 1801 mellem det franske republikanske styre, konsulatet, og den katolske kirke om forholdet mellem kirke og stat.
Constantin den Store var den første kristne romerske kejser, og Karl den Store, der var konge over Frankerriget og romersk kejser, udbredte kristendommen i sit rige og blev kronet af paven i Rom.
citatet findes i Madame de Staëls essay Considérations sur les principaux événemens de la révolution françoise, 1818 (udgivet posthumt) Staël 1818, 2:275-276.
Den Franske Revolution i 1789-1799, fra enevældens fald under folkets kamp mod privilegiesamfundet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
citatet findes i Dominique de Pradts kirkehistorie Les quatre concordats, 1818 Pradt 1818, 2:91.
den franske hertug Louis-Antoine af Enghien var af den adelige Bourbon-slægt og kæmpede fra sit eksil imod republikken og for monarkiets genoprettelse. Selvom han befandt sig i det tyske grevskab Baden, blev han af Napoleon Bonaparte anklaget for landsforræderi, fanget og henrettet. Det viste sig senere, at Bonapartes anklager var falske.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik