On accuse la génération de tout renverser et de ne rien édifier. Mais ne faut-il pas avoir détruit la Bastille[a] avant de rien éléver sur son emplacement? Déja maint architecte s’évertue à imaginer un palais digne des augustes représentants de la nation. Bientôt vous le verrez sortir de dessous les ruines de cette Bastille[b].
Camille Desmoulins: Discours de la lanterne.Da Autoriteten principielt er kirkelig og religiøs, saa er en Charakteristik af Revolutionens Forhold til Kirke og Religion under dette Forholds forskjellige Phaser den uundværlige Betingelse for at begribe den aandelige Reaction, der fulgte. Thi da denne gaaer ud paa Gjenoprettelsen af Autoritetsprincipet, begynder den saavel historisk som logisk med Kirkens Restauration.
Revolutionen var i sit Væsen fuldt saa meget af religiøs som af politisk Natur. Den var Kronen paa det store philosophiske Værk, som det 18de Aarhundredes fritænkerske Skribenter havde opført. Det er Revolutionen af 1789 som vi skylde hin Menneskeaandens største Erobring fra Fordom og Vold, Samvittighedsfriheden, den religiøse |10| Tolerance. Ingen Paastand er mere usand end den, der ofte er bleven fremsat af katholske Skribenter, at det er den christne Kirke, til hvem Menneskeheden staaer i Gjæld for dette uvurderlige Gode. Sandheden er, at Kirken til det Yderste modsatte sig enhver Fordring i Retning af Samvittighedsfrihed. I det Øieblik, da Revolutionen begynder, ere alle Forberedelser til det store Sammenstød mellem Autoritetsprincipet paa den ene Side og Individualitets- og Solidaritetsprinciperne paa den anden Side trufne. De to Hovedkjæmpere Philosophien og Kirken ruste sig til Kamp. Alle Førerne, alle Ridderne og Væbnerne der skulle udfægte den store Tournering staae paa deres Poster, ubekjendte for hverandre, ubekjendte for Verden, som de snart skulle fylde med deres Navne. De ere af høist forskjellig Herkomst og have en høist forskjellig Fortid. Det er Adelsmænd som Mirabeau[II], Geistlige som Maury[III], Fauchet[IV] og Talleyrand[V], Læger som Marat[VI], Advocater som Robespierre[VII], Digtere, Philosopher, Talere, Skribenter som Chénier[VIII], Condorcet[IX], Danton[X] og Desmoulins[XI], en hel Hærskare af Talenter og Charakterer. Kirken samler sine Vaaben til en fortvivlet Kamp, som forud er tabt, Revolutionen rykker frem, først usikker og med Vaklen, saa truende, saa uimodstaaelig og snart seiersdrukken. Saasnart Rigsstænderne blive sammenkaldte, er Kamppladsen aaben, Skrankerne falde paa begge |11| Sider og den store Kampdommer, Verdenshistorien giver Signalet til Sammenstødet.
Hvad er strax efter Stændernes Sammenkaldelse den geistlige Stands første og enstemmige Forlangende? At faae »den katholske, apostoliske og romerske Religion« anerkjendt som Nationalreligion, som den eneste, der skulde have Tilladelse til offentlig Cultus. Og dog var der Republikanere og ikke faa blandt den lavere Geistlighed; men til den Frihed, de fordrede, regnede de ikke den religiøse. De demokratiske Abbeder declamerede vel imod Inquisitionen, kaldte den menneskeæderisk og tigeragtig, men de advarede mod Tolerancen. Den revolutionære Abbed Fauchet[XII], den samme, der efter Bastillens Indtagelse velsignede Nationalgardens trefarvede Uniformer og skabte Tricoloren som Nationalflag, betegner Tolerancen haanligt som »den almindelige Tolerantisme« og spaaer, at, hvis den blev indført, vilde det kun lede til alle gode Sæders fuldstændige Forfald. Han gaaer saa vidt, at han vil negte dem, der ikke bekjende sig til noget Religionssamfund, Retten til at gifte sig »da man ikke kan ansee saadanne Mennesker for bundne ved deres Ord«.
Da Stænderne træde sammen som Nationalforsamling, tvinges Geistligheden snart til Indrømmelser, men selv naar Misstemningen imod den kommer til Orde, ender Oppositionen bestandig |12| med at iklæde sig de mildeste og hensynsfuldeste Former. Da f. Ex. i Februar 1790 Garat[XIII] havde brugt det Udtryk om Præsteordinationen, at den var et borgerligt Selvmord, og en Række Geistlige, hvoriblandt Abbed Maury[XIV] og Biskopperne af Nancy[XV] og Clermont[XVI] i Forbitrelse herover fore i Veiret, raabte paa Gudsbespottelse og indgav et Forslag om at den katholske Religion skulde erklæres for Nationalreligion, saa blev Forslaget vel forkastet, men paa en saadan Maade, at man føler Demokratiets Frygtsomhed og Usikkerhed i Motiveringen af dette Skridt. Det vilde, hed det, være en Krænkelse af Religionen og af de Følelser, der besjælede Forsamlingen med Hensyn til den, at forudsætte endog blot en Tvivl herom. Man vovede endnu ikke at sige, hvad man mente, og saaledes saa man endnu en Forsamling, hvis Flertal bestod af Fritænkere, deltage i Processioner og overvære den katholske Gudstjeneste. Kun to Maaneder senere kom da Forslaget om at erklære Katholicismen for Nationalreligion frem paany, denne Gang efter Maury’s[XVII] rasende Invectiver imod Forslaget om Kirkegodsernes Inddragning under Staten. Det blev denne Gang stillet af en Geistlig, Dom Gerle[XVIII], der senere som Jakobiner viste sig meget ivrig for at bringe denne sin første offentlige Optræden i Forglemmelse. Mirabeau[XIX] svarede med en Apostrophe til det Vindue i |13| Louvre[c], som han fra Tribunen havde for Øie, »det samme«, raabte han, »fra hvilket en fransk Monarch, der blandede de verdslige Interesser med Religionens aandelige Interesser, affyrede den Arquebuse, der gav Signalet til Bartholomæusnatten«. Og dog bøiede man atter denne Gang af og gik udenom Sagen, idet man erklærede, at Religionens Majestæt og den Ærefrygt, man skyldte den, ikke tillod, at den blev Gjenstand for en Forhandling. Hele Høire afholdt sig fra at stemme, og en Protest blev ovenikjøbet nedlagt, underskrevet af 297 Medlemmer, hvoraf 144 af Kleresiet. Man var vaklende og sagde sig selv imod. Adelen, der 100 Aar før havde tiljublet Ludvig d. 14de[XX] Bifald, da han tilbagekaldte det Nantiske Edict, var gjennem Paavirkningen af det 18de Aarhundredes Litteratur bleven saaledes omstemt, at den, da den forhandlede som Stand, i rent Voltairisk Aand havde udtalt sig for almindelig Tolerance; men dog havde den ligesom uvis tilføiet, at den katholske Kirke burde være Folkekirke. Borgerstanden, der tildels var jansenistisk og derfor i Virkeligheden langt mindre frisindet, havde som Stand udtalt sig paa lignende undvigende Maade. Men efter at Nationalforsamlingen var traadt sammen, var Standpunktet principielt et saa bestemt, at enhver Uvished i Grunden forud var udelukket. Thi et af Forsamlingens første Skridt er som |14| bekjendt Erklæringen af Menneskerettighederne, og imellem disse Menneskerettigheder er udtrykkelig Frihed til at tænke selv i religiøse Anliggender stillet. Artikel 10 i Erklæringen lyder nemlig: »Ingen bør foruroliges for sine Meningers, end ikke for sine religiøse Meningers Skyld, forudsat at hans Tilkjendegivelse af disse ikke forstyrrer den lovlige Orden«. Paven svarede med at betegne denne Frihed som »en monstruøs og vanvittig Ret, der kvæler Fornuften« (sic), og hermed skulde det synes som om de to Leires Stilling til hinanden var bestemt.
Man sporer, hvorledes Situationen klarer sig, da Talen i den constituerende Forsamling kommer paa Tolerancen. I Forslaget til Erklæringen af Menneskerettighederne var en Artikel formuleret saaledes: »Gudsdyrkelsen hører under Politiet; følgelig tilkommer det Samfundet at regulere den, at tillade een Cultus og forbyde en anden.« Mirabeau[XXI] angriber denne Artikel paa det Voldsomste:
»Jeg vil ikke præke Tolerance,« siger han. »Den mest uindskrænkede Religionsfrihed er i mine Øine en saa hellig Ret, at Ordet Tolerance som Udtryk for den næsten selv synes mig tyrannisk, da selve Existentsen af en Autoritet, der har Magt til at tolerere, altsaa ogsaa til ikke at gjøre det, er et Attentat paa Tankens Frihed.« I et følgende Møde gaaer han videre endnu: |15| »Man har talt om en herskende Cultus; hvad mener man med herskende? jeg forstaaer ikke dette Ord og udbeder mig en Definition deraf. Mener man en Cultus, som undertrykker de andre? Men har Forsamlingen da ikke banlyst Ordet Undertrykkelse? Eller er det Fyrstens Religion, man mener? Fyrsten har ikke Ret til at herske over Samvittighederne eller til at regulere Meningerne. Eller mener man Flertallets Cultus? En Cultus er en Mening. Denne eller hin Cultus er et Resultat af denne eller hin Mening. Men en Mening danner sig ikke ved Sammentælling af Stemmer. Tanken tilhører os, er uafhængig og lader sig ikke binde«.
Man seer, hvorledes Modet til at udtale sin Anskuelse i religiøse Anliggender begyndte at prøve sine Vinger.
Lad os see et andet Exempel paa, med hvilken Fart man saavel i som udenfor Forsamlingen fra en frygtsom Begyndelse hævede sig til Bevidsthed om den store aandelige Revolution, der foregik. Man maa for at forstaae det erindre, at i denne Forsamling var Fortidens Parti, bestaaende af Erkebiskopper og Bisper, Prindser, Hertuger, Marquis’er og Baroner i Forening med nogle Deserteurer af tredie Stand endnu meget mægtigt. Alle disse Mænd, der opholdt sig i Salens høire Side, troede endnu neppe paa Revolutionen og affærdi|16|gede tidt og mangen Gang de alvorligste Angreb med et Bonmot.
I October 1789 staaer for Nationalforsamlingens Skranke en besynderligt udseende Deputation i lange Klæder og med østerlandske Træk. Det er Jøder fra Elsass[d] og Lothringen[e]. De anraabe paa deres Troesfællers Vegne om Barmhjertighed. »Høibaarne Forsamling«, sagde de, »I den Eviges Navn, der er Ophav til al Retfærdighed og Sandhed, i Guds Navn, som har givet alle Mennesker lige Rettigheder og Pligter, i Menneskehedens Navn, der gjennem Aarhundreder er bleven krænket ved den vanærende Behandling, som de ulykkelige Efterkommere af det ældste af alle Folk have lidt i næsten alle Jordens Egne, er det, at vi komme for at besværge Eder at værdiges at tage vor beklagelige Skjæbne under Overveielse. De, som overalt ere forfulgte, overalt fornedrede, og dog altid underdanige, aldrig oprørske, de, som hos alle Folk ere en Gjenstand for Indignation og Foragt, medens de burde nyde Tolerance og Medlidenhed, Jøderne kaste sig for Eders Fødder og tillade sig at haabe, at I midt under de vigtige Arbeider, som optage Eder, ikke ville ringeagte deres Klager, at I med nogen Interesse ville høre de frygtsomme Indsigelser, som de vove at nedlægge ud fra Dybet af den Nedværdigelse, hvori de ere begravne […] Gid en Reform, som vi hidtil uden Nytte have ønsket og |17| som vi anraabe om med Taarer i Øinene, maa være Eders Velgjerning og Eders Værk!«
Clermont-Tonnerre[XXII] tager sig med Varme af dette rørende Bønskrift. Men man troer ikke, hvilke Paafund Geistligheden hittede paa for at negte en Ret, der i Grunden maatte betragtes som allerede givet. Abbed Maury[XXIII] reiser sig. Han har et bredt, forvovent Ansigt, de syv Dødssynder i sit Ansigt, som man sagde om ham, en bestemt Mund, Øine, som skinne af Forstand, Falskhed og Sophisteri, den Art Sophisteri, der indeholder Forbauselse over, at noget Menneske kan falde paa at kalde det for Sophisteri. Han er fræk og koldblodig. Det er ham, som faa Maaneder senere, da Befolkningen paa Gaden omringede ham under Raabene: »Til Lygtepælen med ham!« svarede: »Troer I, kjære Venner, at I ville see bedre for det?« Han siger: »Hvem vil endnu i vore Dage tale om Forfølgelse eller Intolerance! Jøderne ere vore Brødre. Men at kalde Jøderne Borgere, det vilde være det Samme som at indrømme, at Englændere og Danske uden at have faaet Indfødsret og uden at ophøre med at være Englændere og Danske kunde blive Franskmænd«. Han dvæler ved Jødernes Aagertilbøielighed og de øvrige Laster, man tillagde dem. »Dette Folk,« fortsætter han, »har gjennemlevet 17 Aarhundreder uden at blande sig med de andre Folkeslag, de have kun drevet Handel med Penge; ikke En |18| iblandt dem har forstaaet at adle sine Hænder ved at styre et Plovjern eller dyrke et Stykke Jord.«
Naar man nu veed, at det paa det Strengeste var Jøderne forbudt at besidde den ringeste Smule Grund, ja at de, naar de gik ind i en By, maatte betale samme Accise som Svinene, vil man see, at denne Argumentation ikke er uigjendrivelig. Men Hadet mod Jøderne var endnu saa stort, at Ingen havde Noget at udsætte paa den. Man frygtede for, at Jøderne skulde gjøre hele Elsass[f] til en jødisk Coloni, hvis man gav dem Borgerrettigheder. Ja en ellers meget revolutionær Deputeret fra Elsass[g] bemærkede endog, at han ikke indestod for Roligheden i sin Provinds, ifald Forslaget om Jødernes Ligestilling gik igjennem.
Stemningen var flau. Man følte, at Forslagets Skjæbne var afgjort. Ikkun een eneste Deputeret vover at nedlægge Protest. Det er en endnu helt ubekjendt Mand, Advocat af Fag, en af dem, som da endnu holdt sig i anden Række og pleiede at sidde skjult bag de fremtrædende Personligheder, der endnu for største Delen tilhørte de tilforn priviligerede Stænder. Hans Ansigt er almindeligt og ikke meget livligt, men uhyggeligt blegt. Han er simpelt, men særdeles renligt og omhyggeligt klædt, og hans Haar sidder smukt. Allerede hans Ydre antyder hans Respect for sig selv og hans Lidenskab for Orden. Præsidenten næv|19|ner hans Navn, som Ingen lægger Mærke til: Maximilien Robespierre[XXIV]. Han bestiger Tribunen og siger kort og skarpt: »Jødernes Laster ere en Følge af den Fornedrelse, hvori I have holdt dem. De ville blive gode Mennesker, saasnart de have nogen Nytte af at være det.«
Men han er den eneste i hele Forsamlingen, der taler for Forslaget. Charakteristisk nok indbefattede det Protestanter, Skuespillere og Jøder under Et. De to første Klassers Menneskerettigheder bleve anerkjendte; men da Mirabeau[XXV] indsaa Umuligheden af Forslagets Fremme for Jødernes Vedkommende, lod han Behandlingen af dette Punkt blive udsat paa ubestemt Tid. To Aar gaae hen. I Aaret 1791 fornye Jøderne deres Ansøgning. Men hvilken Forandring i Tonen! Slavens ydmyge Bøn er bleven til Mandens bestemte og skarpe Fordring. Man appellerer ikke mere til de Herskendes Naade, men støtter sig til en Bevisførelse. Jeg anfører Slutningen:
»Hvis der var en Religion, hvis Bekjendere ikke kunde være Borgere, mens Bekjenderne af andre Religioner kunde være det, saa vilde disse være herskende Religioner; men der gives ingen herskende Religion, da alle have lige Rettigheder. Hvis man negter Jøderne Borgerrettigheder, fordi de ere Jøder, straffer man dem, fordi de ere fødte i en bestemt Religion. Men i saa Fald existerer der ingen Religionsfrihed, siden Tab af Borger|20|rettigheder er knyttet til denne Frihed. Saameget er vist: idet man har hævet Menneskene til religiøs Frihed, har man ogsaa havt til Hensigt at hæve dem til borgerlig Frihed; der gives ingen Halv-Frihed, saa lidt som der gives en Halv-Retfærdighed.«
Faa Aar tilbragte i Revolutionens Atmosphære† havde givet disse Pariaer Selvfølelse og Stolthed. Denne Gang gik Forslaget igjennem uden Debat.
I den constituerende Forsamling kom det Had til den positive Religion og dens Præster, som Philosopherne havde meddelt deres Tidsalder ikke endnu til Udbrud i Ord. Det bekjendte Ord: »I Herrer af Kleresiet! nu barberer man jer† , og hvis I spræller alt for galt, blive I skaarne midt over«, lød fra Tilskuerpladsen ikke fra Salen. Forbitrelsen gav sig foreløbig Luft i Gjerning. Alt Kirkegods og Klostergods blev erklæret for Statseiendom. Voltaire[XXVI] havde givet sine Disciple det Hverv »at knuse den infame«. De troende Katholiker saa i den constituerende Forsamlings Beslutninger et Forsøg paa at udføre hvad han havde ment med dette Hverv. I et rettroende Skrift fra 1792 »Conjuration contre la religion catholique et les souverains[0002]« hedder det: »Aldrig har Christi Kirke havt saa mange Fjender at bekjæmpe paa een Gang. Det synes som om det hele Helvede er sluppet løs for at |21| hidføre dens Ruin […] Philosopherne ville afskaffe den christelige Religion ikke blot i Frankrig, men i hele Europa, ja i hele Universet.« Der ligger ingen Overdrivelse i disse Ord. Kun er det interessant at mindes, at Philosopherne for at opnaae dette Resultat havde henvendt sig til de store Landes Regenter, til Friedrich af Preussen[XXVII], til Catharina af Rusland[XXVIII] og andre, men at det var ud fra Folket, at Slaget blev ført, ifald man ved Folket vil forstaae Middelstanden. Paven tog da ikke feil, da han om den constituerende Forsamling i en Tale til sine Cardinaler sagde, »at Franskmændene havde gjort sig til Slaver af en Forsamling af Philosopher og havde glemt, at de Nationer ere de lykkeligste, som adlyde deres Konger.«
Præsterne, der, som bekjendt have fundet hvad der fattedes Archimedes[XXIX]: det Punkt udenfor Jorden, i den anden Verden, hvorfra de kunne sætte denne i Bevægelse, begyndte allerede nu at fanatisere Provindserne. I Arras[h] bares et Billede om, hvor Maury[XXX] og Royalisterne vare afmalede paa den høire Side af den Korsfæstede, de Revolutionære paa den anden Side under den onde Røver. Et sandt Oprør fandt Sted i Nîmes ved Efterretningen om at en Protestant, Saint-Étienne[XXXI] var bleven valgt til Præsident for Nationalforsamlingen.
Den constitutionelle Ordning af Kirkens For|22|hold opnaaedes ved en Alliance mellem Voltairianerne og Forsamlingens Jansenister. Disse sidste vare ganske vist gode Christne, men det politiske Udslag af den jansenistiske Fatalisme var i ingen Henseende forskjelligt fra Voltairianismens politiske Consequentser. Jansenisterne hadede som religiøse den jordiske Storhed og godkjendte som Fatalister den menneskelige Elendighed, de havde som ægte Bourgeois Lighedsfølelse opadtil og Ulighedsfølelse nedadtil, ganske som Voltairianerne. De stemmede da fuldkomment overeens med disse angaaende Inddragningen af Kirkens Rigdomme. Hertil kom, at den Mængde Skandaler, hvortil de høiere Geistliges Liv gav Anledning, opbragte deres Moralitet. Det var saaledes f. Ex. bekjendt, at Mlle Guimard[XXXII], Biskop Jarantes[XXXIII] Elskerinde, bortgav geistlige Embeder i Operacoulisserne, at Erkebispen af Narbonne i et af sine Abbedier havde et helt Harem, at Cardinalen af Montmorency offentligt levede sammen med en Abbedisse, ja at Bernardinerne i Abbediet Granselve[i] havde en hel lille By med eget Damekvarteer og med altid dækkede Borde indrettet til deres Orgier. (Livet der er beskrevet af et Øienvidne, den royalistiske og clericale Skribent Montgaillard[XXXIV] i andet Bind af hans »Histoire de France[0003]).« Havde man nu nøiedes med at bemægtige sig Kirkens Øverstes Rigdomme, saa havde man tvunget dem til enten at |23| give efter eller tilstaae, at deres Opposition var foraarsaget af Havesyge. Men man rørte ved deres Disciplin og skaffede dem saaledes et Paaskud til Modstand. Enhver Modification af Cultus’ens ydre Former gav dem Anledning til at udskrige, at Religionen var rokket i sin Grund. De lavere Geistlige vovede da saa godt som aldrig at aflægge Ed paa Constitutionen. Gjorde En det, saa blev den ringe Løn, han modtog af Staten, sammenlignet med Judas’s Blodpenge, og det skjøndt det tidligere fandtes ganske i sin Orden, at Biskopperne besadde Paladser og Haver og havde enhver Art Livsnydelse til deres Raadighed, medens den lavere Geistlighed paa samme Tid blev formeligt udhungret.
Den eneste, der uden at være hverken Voltairianer eller Jansenist, deltog i Discussionen om Kirkens Constitution, var Robespierre[XXXV]. Han fremhævede Rousseaus[XXXVI] »civile Religion« (»Contrat social[0004]« 4,8) hvis Dogmer ere »Existentsen af en mægtig, intelligent og alvidende Guddom, et tilkommende Liv, de Retfærdiges Belønning, de Ondes Straf, den sociale Contracts Hellighed og Statens Love«. Han var en Ordenens Mand, ingen Troende. Religiøsitet bestod for ham i Opfyldelsen af de sociale Pligter. Kleresiet betragtede han som Magistratspersoner, som verdslige Embedsmænd. Han anraabte med Rousseausk Følsomhed Forsamlingen om at understøtte de |24| gamle og svage Præster og bad dem særligt sørge for dem, der vare over 70 Aar gamle og som hverken havde Pension eller Sportler; men Forslaget afsloges. Hans Tid var endnu ikke kommen.
Den nye Tingenes Orden gav paa Landet Anledning saavel til pudsige som til brutale Scener. Man finder i Camille Desmoulins’ Bladartikler en meget humoristisk Skildring af en Landsbypræsts ufrivillige Afsked fra sit Sogn. Ved Kirkens Dør finder han en Søndag efter Gudstjenesten til sin Overraskelse en uhyre, fuldt pakket Flyttevogn med alle hans Sager, ovenpaa Vognen sidder grædende hans Javotte, »Gouvernanten«, til hvem Skolemesteren siger Farvel med en Taare i Øiet. Han sættes ind i Vognen under Raabene: Farvel, Farvel, Deres Velærværdighed! og afsted gaaer det, tiltrods for at han skjælder og smelder, saalænge han endnu kan see sit Klokketaarn. Men paa andre Steder blev Eden aftvunget Præsten med Bajonetten for Brystet, ja en enkelt Gang blev han staaende paa Prædikestolen dræbt med et Geværskud. Blev der nu imidlertid saaledes begaaet enkelte Overgreb mod de ubeedigede Præster, saa var dette dog for Intet at regne mod, hvad der fra disses Side skete. De skildrede for Landbefolkningen den civile Constitution, der i Virkeligheden ikke havde rørt ved Religionen, som en Djævelens Gjerning. De lærte, at det var Dødssynd at |25| tage Sacramentet af en Præst, der havde aflagt Ed til Regjeringen, at de Børn, som de af disse Præster Viede fik, vare at betragte som Bastarder, ja at Guds Forbandelse hvilede over ethvert saadant Barns Vugge. Snart blev en constitutionel Præst forfulgt med Stenkast i Kirken, snart en anden hængt i Chorets Lysekrone. De Kirker, Nationalforsamlingen havde ladet lukke, bleve aabnede med Øxeslag. I enkelte Departementer droge morderiske Bander af Pilegrimme anførte af Præster over Markerne med Geværer og Spyd i Haanden. Værst gik det dog til i Bretagne[j]. Naar der den simple Bonde var gaaet mange Mile fra sit eget Sogn for at høre en rigtig ↄ: ubeediget Præst og saa ved sin Hjemkomst saae en halv Snees af sine Byesbørn gaae ud af sin egen Kirke efter i al Mag at have hørt den nysankomne Præst, var hans Had saa levende, at han troede sig berettiget til enhver Voldsomhed, hvortil han blev ophidset fra kirkelig Side.
Da nu den lovgivende Forsamling traadte sammen, var der ingen Stænder mere. Adelen havde emigreret, og den høiere Geistlighed anraabte i Exilet om de fremmede Hoffers Bistand. Den lavere Geistlighed var fanatisk contrarevolutionær og ophidsede den uvidende Mængde mod Friheden. Det Sprog, som nu føres i Forsamlingen, er himmelvidt forskjelligt fra det tidligere. Den staaende Anklage mod Religionen er den |26| naivt formulerede, at den ikke stemmer med Constitutionen, og imod Geistligheden, at den udelukkende gaaer ud paa at faae sine Eiendomme og sit Gods tilbage. Præsternes Løgne og Voldsgjerninger have irriteret Stemningen til det Yderste. Hvis et Par forsonlige Stemmer lade sig høre som Digteren André Chénier’s[XXXVII], der ytrede, at Præsterne ikke forstyrre Staten, naar den ikke beskjæftiger sig med dem, eller som Talleyrand’s[XXXVIII], der sagde, at da ingen Religion var en Lov, burde heller ingen Religion være en Forbrydelse, saa er det dog nu den Voltaireske Indignation, der for lang Tid alene har Ordet.
Denne Tid er Girondinernes Periode, og Girondinismen er det historiske Udtryk for Voltaires[XXXIX] Aand. Girondineren er Individualist til det Yderste, liberal i dette Ords moderne Forstand, det vil sige, at han gjør det fra Samfundet udskilte Individ og dets Fornuft til eneste Dommer over dets Omgivelser og sig selv. Den individuelle Fornuft føler sig ikke opfordret til at vise Samfundsreligionen og dens Bærere noget Hensyn.
Girondinernes berømte Fører Vergniaud[XL] redigerer en Proclamation, hvori det hedder: »Oprørske Præster forberede en Reisning imod Constitutionen, disse Despotismens frække Drabanter anraabe alle Troner om Guld og Soldater for at gjenerobre Frankrigs Scepter.« Som Minister for det Indre siger Roland[XLI]: »Oprørske og hyk|27|lerske Præster, der dække deres Planer og Lidenskaber med Religionens hellige Slør, betænke sig ikke paa at ophidse Fanatismen og væbne deres vildledte Medborgere med Intolerancens Sværd.« Ja paa Forslaget om at landsforvise Præsterne taler Vergniaud[XLII] halvt i Spøg, halvt i Alvor, som kunde man ikke være bekjendt at tilføie Udlandet et saadant Onde, som man afstedkom ved at sende det denne Present. »I Almindelighed«, siger han, »gives der ikke noget mere Umoralsk end at sende et Nabofolk de Forbrydere, for hvilke et Samfund vil befrie sig selv.« Han trøster sig imidlertid med, at de ville blive modtagne som sande Helgene i Italien og »at Paven i den Foræring af saamange levende Helgene, som vi sende ham, vil see et beskedent Forsøg paa at udtrykke vor Erkjendtlighed for alle de Arme, de Ben og de Reliqvier af døde Helgene, hvormed han gjennem Aarhundreder saa rigeligt har betænkt vor fromme Lettroenhed.«
Ja, tilføier Girondineren Isnard[XLIII], den senere Præsident for Conventet: »Lad os sende disse Pestbefængte til Roms[k] og Italiens Lazarether.« Han udvikler, at naar en Præst er fordærvet, er han det aldrig halvt, at det at tilgive Forbrydelsen er det Samme som at deltage i den, at der maa gjøres en Ende paa Tingenes Tilstand som den er, og at det er Revolutionens Fjender, der selv tvinge den til at knuse dem. Han udraaber for |28| første Gang det frygtelige Ord, der senere fandt saa mangedobbelt Echo† : »Der behøves ingen Beviser.« Der behøves ingen Beviser ↄ: at Præsten bør udjages af Frankrig, saasnart der overhovedet klages over ham.
Og da der nu ytres Frygt for ved disse Foranstaltninger at afstedkomme Borgerkrig, holder den bekjendte Girondiner Guadet[XLIV], Discipel af Holbach[XLV], en beroligende Tale, hvori han bl. A. siger: »Enhver veed, at Præsten er lige saa feig som havesyg, at han ikke kjender andet Vaaben end Overtroens og at han, som kun er vant til theologiske Klopfægterier, er for Intet at regne paa en Valplads.« Det viste sig snart, hvor fuldstændigt den gode Mand og hans Meningsfæller toge feil i dette Punkt og med hvilken Lidenskab Præsterne gik i Spidsen under den blodige Borgerkrig, som fulgte. – Snart gaaer det nu saavidt, at Talerne gjøre formelige Undskyldninger, naar de ere nødsagede til at underholde Forsamlingen om disse Gjenstande. I en Tale af François de Nantes[XLVI], hvor han vel at mærke optræder som Ordfører for et Udvalg,† hedder det: »Vi kunne kun trøste os over den Nødvendighed, hvori vi befinde os, at maatte underholde Dem om Præsternes Cultus, ved det Haab, at de Forholdsregler, til hvilke De ville gribe, snart ville sætte Dem istand til aldrig mere at høre Tale derom.« Den hele Tale er et Væv af Drøiheder, |29| som jeg forbigaaer. Høie og ringe dele denne Stemning. En af Ludvig den 16des[XLVII] Ministre, den grove og voldsomme, lidenskabeligt revolutionære Cahier de Gerville[XLVIII], sagde en Dag, da han gik ud af Statsraadet, til sin Collega Molleville[XLIX], der i sine Memoirer har opbevaret Ordet: »Jeg vilde ønske, at jeg kunde have det fordømte Utøi af Præster fra alle Lande imellem mine Fingre for at knuse dem alle paa een Gang.« Men med stille Værdighed kom Revolutionsaanden til Orde i en Epistel, som Republiken sendte til Paven og som man havde overdraget en Kvinde at forfatte. Den er stilet til »Fyrst-Biskoppen af Rom«. I Republikens Navn skriver Madame Roland[L] til Paven: »Du den romerske Kirkes Ypperstepræst, Du Fyrste for en Stat, som glider ud af dine Hænder, vid, at Du kun kan bevare Stat og Kirke ved en uegennyttig Bekjendelse af hine evangeliske Principer, der aande det reneste Demokrati, den ømmeste Menneskekjærlighed og den fuldkomneste Lighed, og som Christi Statholdere kun have forstaaet at besmykke sig med for at forøge en Herskermagt, der nu falder sammen af Ælde. Uvidenhedens Aarhundreder ere forbi.«
Ord som disse tage sig ud som Perler imellem Blykugler, naar de holdes ved Siden af, hvad ellers blev sagt og skrevet. Den rolige Overbevisnings Tid er omme, de løsladte Lidenskabers Tid |30| er begyndt. Og Lidenskaberne følge Overbevisningernes Spor. Hadet til Katholicismen naaer sin Høide. Dette Had staaer i een samlet Flamme over Frankrig. Det er Klubbernes gyldne Tid.
Cordeliererne havde deres Klub i en Klosterkirke[l]. Chateaubriand[LI] har som Øienvidne beskrevet den i sine Memoirer. Alle Malerierne, alt det udskaarne Arbeide, Tapeter og Billeder vare revne ned, kun det blotte Skelet af Kirken stod tilbage. I Kirkens Chor, hvor Regn og Blæst trængte ind igjennem de ituslaaede Ruder i Rosen, var Præsidentens Sæde. Hans Bord dannedes af Høvlebænke, der vare stillede ved Siden af hinanden. Paa dem stod en Række røde Huer, og Enhver, som vilde tale, tog først en rød Hue paa. Bag Præsidenten stod en Statue af Friheden med sønderbrudte Marterredskaber i sin Haand. Tømmerværk, itubrukne Bænke og Kirkestole, Stumper af ituslagne Helgener afgave Sæder og Skamler for den store Hob af støvede og vildt udseende Tilskuere i hullede Carmagnoler (saadan kaldtes deres Trøier) og med Spyd paa Skuldrene eller de nøgne Arme over Kors. Talerne udtrykte sig drøit og ligefrem, enhver Ting blev nævnet ved sit rette Navn. Et cynisk Ord og en cynisk Gestus vakte Bifald. Modstandere afbrød dem, undertiden afbrødes de ogsaa af de smaa, mørke, skrigende Ugler, der havde boet under Klostertaget og som nu fløi ud og ind gjennem de itu|31|brukne Vinduer i Haab om at finde nogen Føde. Præsidentens Klokke formaaede ikke at bringe dem til Taushed, undertiden skjød man efter dem, og de faldt blødende og sprællende ned i Forsamlingen. Her talte Danton[LII], Marat[LIII] og Camille Desmoulins[LIV], den elskværdige og vittige Camille, der gjaldt for saa moderat, at han maatte forsvare sig imod Beskyldningen for Skinhellighed og som endnu for Revolutionstribunalet førte Sansculotten Jesus i Munden. Han havde sine private Grunde til Had mod Præsterne. Da han i December 1790 vilde giftes med sin elskede Lucile[LV], uden Tvivl en af Revolutionens skjønneste og reneste Kvindeskikkelser, og da hans Forening med hende kun manglede Præstens Stadfæstelse, var der ingen Præst, som vilde vie ham, fordi han i en Bladartikel havde sagt, at Mahomeds Religion var ganske ligesaa evident som Jesu Religion. Han nødtes da til at kalde sine Ord tilbage og gaae til Skrifte for at blive gift. Men nu tog han sin Revanche. I sit Blad »Le vieux Cordelier[0005]« skrev han: »Man har sluttet Capitlet om Præsterne og om alle Religioner, naar man har sagt, at de ligne hverandre deri, at de alle ere lige latterlige, og naar man har anført, at Tartarerne spise den store Lamas Excrementer som de største Lækkerbidskener. Der gives ikke saa usselt et Løghoved, at det jo har været æret som Jupiters Lige. Mongolerne tilbede en Ko, som er Gjen|32|stand for lige saa mange Knæfald som Guden Apis […] vi have ikke Lov til at ærgre os over alle disse Dumheder, vi, som saa længe i vor Enfoldighed have ladet os narre til at troe »que l’on gobait un dieu comme on avale un huître««. Hos Cordeliererne gik Loustalots[LVI] indflydelsesrige Avis »Les révolutions de Paris[0006]« fra Haand til Haand. I Fasten 1792 stod der i Anledning af Markedsløierne at læse i den: »Paa den Tid, da der var en herskende Religion i Frankrig, taalte de kronragede Gjøglere ingen Concurrence i den stille Uge. Det var dengang kun dem tilladt at give Forestillinger. Nu er Concurrencen fri. Naar Taskenspilleren imidlertid stiger op paa sin Fjællebod, er han klædt i et pudserligt Hovedtøi og en Mantille, som gjør ham bemærket i Folkemængden udenom ham; men naar Forestillingen er tilende, tager han Costumet af. Præsten derimod fortsætter sin Rolle udenfor Scenen og beholder til daglig Brug Masken paa […] Naar ville de rødme over at være Menneskeslægtens Harlekiner?« Fra nu af bliver den staaende revolutionære Benævnelse af Præsterne Theophager (ↄ: Gudspisere). Kort efter bringer samme Blad en Artikel, hvori det foreslaaes at anvende samme Forholdsregel mod Præsterne som Johanne af Neapel[LVII] indførte for berygtede Fruentimmer: »Man bør indelukke dem i et Hus, hvor de saa kunne præke og bede, saa meget de have Lyst til, for dem, der |33| komme og besøge dem; men det forbydes dem at gaae ud, for at de ikke skulle forpeste Befolkningen.« Dette skreves i April. I Marts havde den lovgivende Forsamling i den forøvrigt menneskekjærlige Hensigt at skaane de Dødsdømte for enhver Art physisk Tortur vedtaget en vis Maskine til Udførelsen af Dødsdomme, som først blev forsøgt paa Lig, men som snart blev bragt i Anvendelse paa de Levende. Den fik Navnet Guillotine, og man føler noget af dens skarpe Stil i den sidst anførte Artikel. Voltaires Vin er her bleven til Galde og Gift.
Overfor Cordelierernes Club stod Jacobinernes med meget forskjellig Charakter. Dens Aandsretning var tung, alvorlig og pedantisk. Den stillede sig under Rousseaus[LVIII] Auspicier som Cordelierernes under Voltaires[LIX]. Den var organisatorisk og formalistisk, derfor følte uafhængige Naturer som Camille Desmoulins[LX] eller fremfusende Naturer som Danton[LXI] sig ikke hjemme i den. Jacobinernes første Program var rent Rousseausk: Kjærlighed til Lighed, Had til Fortidens conventionelle Uligheder, hertil kom kold og beregnet revolutionær Fanatisme, Herskesyge og paa Bunden af det Alt Kjærlighed til Reglen, det vil sige til Samfundets Ordning efter Rousseaus[LXII] Principer.
For den, der betragter de historiske Phænomener litterært, er i Revolutionens Historie intet mere Paafaldende end den Klarhed, hvormed alle |34| de Handlende og Optrædende føre deres Ytringer eller Handlinger tilbage til det 18de Aarhundredes Litteratur. Man skulde sige, at de ikke aspirerede til anden Ære end den at omsætte færdige Theorier i Praxis. Ved Mirabeau’s[LXIII] Grav blev det sagt til hans Hæder, at han om Philosopherne havde ytret: »De have skabt Lyset, jeg vil skabe Bevægelsen,« og der gives knap en Passus i »Le contrat social[0007]«, der ikke under Revolutionen enten er gaaet over i en Lov, eller i en offentlig Erklæring, eller i en Avisartikel, eller i en Tale i Nationalforsamlingen, eller endelig i Republikens Constitution.
De vigtigste af dens Definitioner (Magten som udstrømmende fra Folket, Loven som Product af den almindelige Villie) forekomme ordlydende i Erklæringen af Menneskerettighederne. Saasnart hos Jacobinerne Associationstanken dukker op, føre de den øieblikkeligt tilbage til Rousseau[LXIV] og bruge alle hans Stikord. I en Artikel i »La bouche de fer[0008]« skriver Abbed Fauchet[LXV]: »Sublime Rousseau[LXVI]! følelsesfulde og sanddru Aand! Du er en af de første, der har forstaaet Retfærdighedens evige Orden. Ja ethvert Menneske har Ret til Jorden og bør have til Eiendom, hvad han behøver til sin Existents. I den associative Pagt, der ifølge Naturens og Billighedens souveraine Decreter skaber et Folk, giver Mennesket sig helt hen til sit Fædreland og modtager sig |35| helt af dets Haand.« Og med næsten ganske samme Vending udtrykker Saint-Just[LXVII] sig i sin Tale for Ludvig den 16des[LXVIII] Død: »Samfundspagten er en Contract mellem Borgerne og ikke en Contract med Regjeringen. Man har ingen Forpligtelser med Hensyn til en Contract, man ikke har indgaaet.« Dog Robespierre[LXIX] er den, der som Jacobinernes Chef overalt giver den Rousseauske Aandsretning dens typiske Udtryk. Hans første offentlige Skridt var Besvarelsen af det Prisspørgsmaal, Akademiet i Metz[m] havde udstedt om »Den Fordom, der delagtiggjør de ved Loven Dømtes Familie i disses Vanære«; han havde vundet Prisen, og ikke nøiet med at have bekjæmpet Dødsstraffens Accidentser havde han i Anledning af Guillotinens Indførelse paa det Heftigste udtalt sig mod Dødsstraffen selv. Som man seer kunde Ingen i Theorien give Følelsen mere Raaderum end han. Han var den første Fjende af Girondinernes Rationalisme, og derfor see vi ham paa det Tidspunkt, da disse gik videst i Voltairesk Retning, indgive en Adresse til Jacobinerne, i hvilken han erklærer, at Revolutionen staaer under Guds Førelse, ja i Virkeligheden er en Gjerning af Forsynet. Han føler en Trang til at give sin revolutionære Pathos et Udtryk, der henfører den til hvad man kaldte den naturlige Religion.
Rousseau[LXX] havde i »Den savoyardiske Præsts |36| Troesbekjendelse[0009]« sagt, at hvad enten Materien er evig eller skabt, om der er et passivt Princip eller ikke, er saa meget dog vist, at Alt er Et og forkynder en eneste Intelligents, og han havde tilføiet: »Dette Væsen, som vil og som kan, som selvvirksomt bevæger Universet og ordner alle Ting, det kalder jeg Gud.« Robespierre[LXXI] skriver i 1792: »Jeg afskyer saa meget som Nogen alle de ugudelige Sekter, der dække Ærgjerrighed,† Fanatisme og alle Lidenskaber med den Eviges Navn, som har skabt Naturen og Menneskeheden. Men det er langt fra mig at sammenblande ham med hine Imbecile, som Despotismen har brugt til Redskaber. At anraabe Forsynet og udtale Ideen om et evigt Væsen, der væsenligt indvirker paa Nationernes Skjæbne og som paa en ganske særegen Maade synes mig at vaage over den franske Revolution, det er ikke et tilfældigt Indfald af mig, men mit Hjertes Trang, Ytring af en Følelse, der er mig nødvendig, og som i Forsamlingen, hvor jeg er overgivet til enhver Art Lidenskaber og usle Intriguer og omringet af saa talrige Fjender, til enhver Tid har holdt mig opreist. Hvorledes havde jeg, ene med min Sjæl, kunnet staae mig i Kampe, der udfordre mere end menneskelig Kraft, ifald jeg ikke havde hævet min Sjæl til Gud!« Ord som disse tillade ingen Tvivl om, at hans Religiøsitet var oprigtig, og bestandig beraaber han sig paa samme |37| Mand som sin Lærer. Da han i Forsamlingen af sine Fjender blev opfordret til Selv-Ostracisme, udstrakte han Armen mod Rousseaus[LXXII] Buste, der prydede Salen. »Hvor skulde jeg vel begive mig hen, udraabte han. Hos hvilket Folk vilde jeg finde Friheden oprettet, og hvilken Despot vilde vel give mig Asyl? Himlen har maaskee tiltænkt mig med mit Blod at skulle betegne den Bane, der vil føre mit Land til Lykke. Jeg vil da gjøre det med Sværmeri«.
Det var ikke denne sværmeriske Stemning, men den Voltaireske Indignation, der i Midten af Aaret 1792 blev den herskende i den lovgivende Forsamling og i Frankrig. 19 August 1792 udstedtes det Decret, der fastsatte Deportation for enhver ubeediget Geistlig. Hver Dag fandt Arrestationer af disse Geistlige Sted, og saa fulgte Septembermyrderierne. De gik først og fremmest ud over de fangne Præster og havde i sidste Instants det forbitrede Had til Katholicismen til Aarsag. Abbed Barruel[LXXIII] skriver: Disse† Bødler hørte ikke alle til Folkets Bærme. Til de Præster, man myrdede, raabte en Mand: »Kjæltringer, Mordere, Uhyrer, usle Hyklere! Hævnens Dag er endelig kommen. I skal ikke mere bedrage Folket med Eders Messer og Eders lille Stykke Brød paa Altrene.« Beundringsværdigt er imidlertid det Mod og den Standhaftighed, som de fleste af Præsterne udviste. I Carme|38|literfængslet foretrak uden Betænkning 172 Præster at skydes for at aflægge Ed paa Constitutionen. Rørende er det at læse Skildringen af de Præsters Resignation, der vare indespærrede i Abbediet: »Vi sendte fra Tid til anden nogle af vore Kammerater til Taarnvinduet for at faae at vide, hvad Stilling de Ulykkelige, som man i Gaarden ofrede, indtog, og for efter deres Beretning at beregne, hvilken vi gjorde bedst i at indtage. De meddelte os, at de, som strakte Hænderne ud, led længst, fordi Sabelhuggene sløvedes, før de naaede Hovedet.« (Jourgniac de Saint-Méard[LXXIV]). – I Alt bleve 1480 Mennesker myrdede; Tallet er ganske vist stort. Men det er paa den anden Side ikke uden Interesse at bemærke, at Antallet af alle de Mennesker, der bleve henrettede lige fra Revolutionens Begyndelse til dens Ophør, efter Michelets[LXXV] Beregning ikke udgjør fyrretyvende Delen af det Tal, der faldt alene i Slaget ved Moskau[n].
Det Had, der ytrede sig saa fanatisk i Septemberdagene, havde ikke lagt sig, da Conventet traadte sammen. Lad os see, hvad et Conventsmedlem skriver, læser og siger med Hensyn til Spørgsmaalet om Præster og Religion. Conventsmedlemmet Lequinio[LXXVI] forærer sine Colleger en Bog, han har forfattet og tilegnet Paven. Dens Titel er »Les préjugés détruits[0010]«. Heri hedder det: »Religionen er en politisk Lænke, |39| opfundet for at styre Menneskene og som kun har tjent til at sikre nogle Individers Nydelser ved at holde alle andre i Tømme.« Udfaldene mod Præsterne overgaae her i Voldsomhed og Uhøviskhed Alt, hvad tidligere var fremkommet. Blandt de svageste Ting, der siges om dem, er den paa hin Tid i utallige Former varierede Udtalelse: »Naar de ere ærlige, ere de Imbecile og Gale; fordetmeste ere de frække Bedragere, sande Menneskeslægtens Mordere.« Man maa tye til Kierkegaards[LXXVII] »Øieblikket[0011]« for at finde Parallelsteder. Det er Datidens Litteratur. Og man maa ikke antage Lequinio[LXXVIII] for en Undtagelse, om han end tilsidst drev sin Krig mod Fordommene saa vidt, at han inviterede Skarpretteren til Middag hos sig i sin Families Skjød for at overvinde Fordommene mod Bødlen. Thi hvad staaer der vel i den Avis, som Conventsmedlemmet læser om Morgenen, inden han begiver sig hen i Forsamlingen. I »Les Révolutions de Paris[0012]« for December 1792 hedder det i Anledning af, at Midnatsmessen er bleven feiret i Paris[o]: »Naar man ved høilys Dag paa vore offentlige Pladser foreviser dandsende Marionetter eller Taskenspillerkunster af forskjellig Art, saa er der ikke synderlig Ondt i det; man maa have Lov til at more Børn og Ammer. Men at samle sig om Natten i mørke Kamre for at synge Hymner og tænde Voxlys og brænde Røgelse til Ære for en |40| Bastard og en utro Hustru, det er en Skandal, et Attentat paa den offentlige Sædelighed og som fortjener Politiets Opmærksomhed og strenge Indskriden.«*)
De tidligere anførte Udtalelser glødede vel af Forbitrelse, Had og Haan, men de vare endnu ikke raa. Det var Hævnskrig, udstødte af den saa længe bagbundne og martrede menneskelige Fornuft. I Ord som disse skurrer Raaheden. Og endnu en Forandring er indtraadt. Den tidligere Undertrykte røber stor Lyst til nu paa sin Side at optræde som Undertrykker. Handling fulgte her hurtigt paa Forsæt. »Man hengav sig«, siger Mercier[LXXXI] i »Le nouveau Paris[0014]«, »til Nedbrydelsen af den gamle Cultus ikke med Fanatismens Raseri, men med en Spot, en Ironi, en saturnalsk Lystighed, som maatte forbause Iagttageren.« Der blev holdt formelig Razzia i alle Kirker. En Deputation meddelte Conventet, at den havde tilladt »den brune Marie« (et mirakelgjørende Billede) at lægge sig til Ro efter al den Uleilighed, hun havde havt med i 1800 Aar at holde Verden for Nar. Altrene bleve |41| plyndrede tilbedste for Republikens Nationalskat. Her er et Brudstykke af en Rapport: »I Nièvre[p]-Departementet findes ingen Præster mere. Man har skilt Altrene ved de Dynger af Guld, som nærede den præstelige Forfængelighed. Tredive Millioner i værdifulde Effecter ville blive førte til Paris[q]. Allerede ere to Vogne, belæssede med Kors, med Guldbispestave og to Millioner myntet Guld, ankomne til Mynten. Tre Gange saa meget følger den første Convoi.«Undertiden standsede Vognene udenfor Conventets Dør, og Sække og Poser, fulde af Guld og Sølv, bleve opstillede i Forhandlingssalen. I en anden Rapport hedder det ironisk: »Man har anklaget mig for at have lagt mig ud med Religionen. Jeg har dog pænt spurgt ad, før jeg handlede, og 3 til 400 Helgene bade om Forlov til at maatte gaae i Mynten.« Ved disse Leiligheder faldt der Ord som disse: »I, som fordum vare Fanatismens Redskaber, I Helgener og Helgeninder, I Salige af alle Slags, viser Jer endelig som Patrioter, kommer Fædrelandet til Hjælp og Marche i Mynten!«
I en tredie Rapport ønske Commissairerne sig til Lykke med Resultatet af »deres philosophiske Apostolat« i Departementet Gers[r]. »Folket var modent og den sidste Dag i den tredie Decade blev bestemt til at høitideligholde Fanatismens Afskaffelse. Hele Folket var forsamlet |42| paa en landlig Plads til et broderligt Gilde. Efter et spartansk Maaltid ilede man rundt i Byen, nedrev alle Fanatismens Symboler og traadte dem under Fødder. Derpaa kom man kjørende i en Skarnagervogn med to mirakelgjørende Jomfruer, med Kors og Helgene, der nylig havde modtaget Overtroens Røgelse. Disse latterlige Ranglerier bleve kastede paa et Baal, der var bedækket med Adelsbreve, og Ilden blev tændt under en utallig Folkemængdes Jubel. Carmagnolen varede hele Natten rundt om dette philosophiske Baal, der fortærede saa mange Vildfarelser.«
I en fjerde Rapport hedder det: »64 ubeedigede Præster levede sammen i et Hus, der tilhører Folket. Jeg lod dem gaae gjennem Byen til Fængslet. Denne nye Slags Uhyrer, som man endnu ikke havde udsat for Befolkningens Blikke, gjorde en fortræffelig Virkning. Raabene »Leve Republiken!« gjenlød rundt om denne Flok Dyr (ce troupeau de bêtes). Vær saa god at betyde mig, hvad jeg har at gjøre med disse fem Dusin Dyr, som jeg har stillet til Skue for den almindelige Latter. Jeg lod dem escortere af Skuespillere.«
Forhandlingerne angaaende Loven om Religionsfrihed, der udkom 3 ventôse Aar III vare alle holdte i samme Tone. Hvor Meget der end splittede Conventets Medlemmer angaaende andre |43| Spørgsmaal, om Katholicismen vare de uden Undtagelse enige. Hvor stor end Kløften er mellem Stemningen under og efter Rædselsregjeringen, med Hensyn til Katholicismen existerer der ikke nogen Forskjel i Stemning. Da i Kraft af Loven nogle Kirker vare blevne aabnede paany, meldte Ugeskriftet »Den philosophiske Decade[0015]« dette under Overskriften »Skuespil« i følgende Udtryk: »Den 18de og 25de i denne Maaned opførtes paa flere Steder i Paris[s] en Comoedie, hvis Hovedperson, udstafferet med en grotesk Klædedragt, udfører flere Extravagancer for Tilskuere, som ikke lee deraf. Da vi ikke pleie at tale om de Stykker, der gjenoptages paa Theatret, naar de ikke frembyde noget Nyttigt eller Interessant, ville vi ikke sige Noget om dette.«
Mirabeau[LXXXII] havde sagt, at det gjaldt om at »dekatholisere« Frankrig. Man seer, at dette Arbeide gik sin Gang. Fra Communerne indkom den ene Ansøgning efter den anden om at blive frie for deres Navne, der gjennemgaaende vare en eller anden Helgens, og faae Lov til at antage et selvvalgt. Saaledes blev Saint-Denis[t], hvis hovedløse Helgen aldrig har existeret, kaldt Franciade. Rundt om i Provindserne fulgte man Paris’s[u] Exempel. Intet, der kunde erindre om Kongedømmet af Guds Naade, blev skaanet. En ærværdig, hvidskjægget Elsasser ved Navn Ruhl[LXXXIII], Medlem af Velfærdsudvalget, havde i 1793 sat |44| sig i Besiddelse af den mirakelgjørende hellig Ampulla med den himmelske Salvningsolie, som en Due havde bragt ned fra Himlen ved Clovis’s[LXXXIV] Kroning, og begav sig med den i Triumph, fulgt af en stor Flok Mennesker, til Kongepladsen i Rheims[v], hvor Øvrighed og Embedsmænd allerede havde forsamlet sig om Ludvig den 15des[LXXXV] Billedstøtte. Her holdt han en Tale imod Tyranni og Tyranner og endte med at slynge den hellige Ampulla saa voldsomt i Hovedet paa Louis le bien-aimé>[LXXXVI], at den sprang i hundrede Stykker, og den hellige Olie endnu engang drev ned ad Herrens Salvedes Kinder.
Træk som disse, Ord som de anførte vise tilstrækkeligt og med den Anskuelighed, som ipsissima verba have, hvor fuldstændigt det paa dette Stadium var lykkedes Revolutionen at knuse Autoritetsprincipet. Det er ikke for Intet at Adelsbrevene opbrændes paa samme Baal som Kirkens Helgene, eller at Vantroen overfor den hellige Ampulla drager Forhaanelsen af Kongemagten efter sig. Fra det Øieblik af, da den religiøse Autoritet er styrtet, er Autoritetsprincipets Tryllekraft brudt i alle Sphærer.
Det er knækket; men hvad vil man erstatte det med? Hvilket Princip skal være dets Afløser? Er det Voltaire[LXXXVII] eller Rousseau[LXXXVIII], som vil seire, Frihedens eller Broderskabets Princip? Hvert for sig indbefatte de Lighedens, kun forskjelligt for|45|staaet. Da Mystikeren Saint-Martin[LXXXIX] kort før Revolutionen opstillede sin hemmelighedsfulde Lære om den hellige Treenighed (Ternaire): Frihed, Lighed og Broderskab, der altid havde existeret og evigt vilde existere, anede han ei, at der imellem disse Principer kunde udvikle sig en Spaltning og en Kamp. Voltaire[XC] siger etsteds: »Man har gjort fuldstændig Ret i at lade Treenigheden udgjøre een Gud; thi var der tre, vilde de komme op at slaaes«. Saint-Martins[XCI] Ternaire udlod i 1793 de Modsætninger, den skjulte i sit Skjød.
I April Maaned 1793 udkom den nye Erklæring af Menneskerettighederne, som Robespierre[XCII] havde forfattet og faaet Jacobinerne til at vedkjende sig som Program, og i samme Maaned forekom midt under den voldsomme Strid mellem Robespierre[XCIII] og Vergniaud[XCIV] den modsatte Leirs Project til en Constitution, forfattet af Condorcet[XCV], Barère[XCVI], Thomas Payne[XCVII], Pétion[XCVIII], Barbaroux[XCIX], Sièyes[C] o. fl., redigeret af Condorcet[CI].
Lægger man disse to Udkast ved Siden af hinanden, da har man i Spiren de to Doctriner, som Kamp om Herredømmet i Fremtiden var forbeholdt, Liberalismen og Socialismen, hin stammende fra Voltaire[CII], denne fra Rousseau[CIII]. Da begge de to Programmer Punkt for Punkt definere samme Gjenstande, falder Modsætningen i Øinene med en Klarhed som ellers ingensteds.
|46|For at undgaae Misforstaaelse, er det nødvendigt strax at bemærke, at om egentlig Socialisme er der under Revolutionen ikke Tale. Dens Gjerning var at befrie Kapitalen fra uretfærdige Tynger og Byrder, ikke at begrændse Kapitalens Magt. Dette viser sig allerskarpest i den Kjendsgjerning, at det første Vidnesbyrd, som efter Bastillens Indtagelse det seierrige Bourgeoisie betegner sit nye Herredømme ved, er Udstedelsen af en Forordning om, at Bogtrykkerne skulle bære Ansvaret for enhver Brochure og ethvert Flyveblad, der offentliggjøres af Skribenter »sans existence connue«, uden notorisk bekjendte Existentsmidler. Denne Forordning udfærdiges d. 24 Juli 1789, altsaa nøiagtig ti Dage efter Erobringen af Bastillen; man seer da, at Bourgeoisiet sørgede for at trække Stigen op efter sig, saasnart det var oppe. Dets første Gjerning er, efterat det selv har erobret sig sin Plads ved Hjælp af Pennen, at slaae Pennen ud af Haanden paa Proletariatet. (Smlgn. Lassalle[CIV]† : Arbeiterprogramm[0016]). Men medens Girondinernes Udkast først og fremmest værner om den individuelle Ret: om Samvittigheden, om den frie Tanke (»les franchises de la pensée« som man dengang sagde), om Arnens Ukrænkelighed, Lighed for Loven, om Forholdsmæssighed mellem Brøde og Straf, betoner Jacobinerne paa alle Punkter Menneskenes Solidaritet og Broderskabets Pligt. Condorcet[CV] siger: »Frihed bestaaer i Magt til at gjøre Alt, hvad der |47| ikke strider mod Andres Rettigheder«, Robespierre[CVI] tilføier til sin Definition: »Friheden er den Mennesket tilkommende Magt til efter Godtbefindende at øve alle sine Evner« disse Ord: »Den har Retfærdigheden til Regel, Andres Rettigheder til Grændse, Naturen til Princip og Loven til Beskytter.« Medens Girondinerne gjøre Eiendomsretten til en absolut og individuel Ret, gjøre Jacobinerne den til en relativ og social, uden dog i mindste Maade praktisk at forgribe sig paa den. Robespierre[CVII] siger endog: »Jeg vil først foreslaae Eder nogle Artikler, der ere nødvendige til at fuldstændiggjøre Eders Theori om Eiendomsretten. Lad dette Ord ikke forskrække Nogen! I Sjæle af Skarn, der kun agte Guldet, jeg vil ikke røre ved Eders Skatte, hvor uren end deres Kilde mon være. I burde vide, at den agrariske Lov, hvorfor I ere saa bange, er et Skræmmebillede, som Slyngler have opstillet til at forfærde Tossehoveder med; man behøvede visselig ikke en Revolution for at lære, at en høi Grad af Misforhold mellem det, som den Ene og det, som den Anden besidder, er Kilde til mange Onder og mange Forbrydelser; men vi ere ikke mindre overbeviste om, at Formueslighed kun er en Chimære.« Modsætningen er ligefuldt tydelig nok. For Condorcet[CVIII] er Samfundet et System af Garantier, for Robespierre[CIX] et sympathetisk Baand mellem Individerne. Den første siger: »Der finder Undertrykkelse Sted, |48| naar en Lov krænker de Rettigheder, som den bør garantere«, den anden siger: »Der finder Undertrykkelse Sted mod det hele Samfund, naar et enkelt af dets Medlemmer bliver undertrykt.« Girondinerne opstille Ikke-Interventionsprincipet. Jacobinerne lære: »Menneskene fra alle Lande ere Brødre, og de forskjellige Folk bør hjælpe hverandre af al deres Evne som Borgere af samme Stat. Den, der undertrykker en eneste Nation, erklærer sig for en Fjende af dem alle. De, som føre Krig mod et Folk for at standse Frihedens Fremskridt og tilintetgjøre Menneskerettighederne, bør forfølges af alle Folkeslag, ikke som almindelige Fjender, men som Mordere og oprørske Briganter.«
Det Girondinske Udkast er den rene Rationalisme; man kjender Voltaire[CX] igjen i hans Sønners Værk. I Bjergets Erklæring derimod banker et Hjerte. Det hedder f. Ex. deri: »Franskmand er enhver Fremmed, om han end kun har boet i Frankrig eet Aar, ifald han adopterer et Barn eller underholder en Olding.« Selve Stilen minder om Rousseau[CXI].
Girondinerne bekæmpede enhver Despotisme† , der havde menneskeligt Aasyn, men de ydede til Gjengjæld ingen Beskyttelse mod Forholdenes Despoti. De gik bestandig kun negativt, aldrig positivt tilværks. For Robespierre[CXII] derimod stod det klart, at det ikke nyttede Noget, at indrømme den Værk|49|brudne, at han har Ret til at blive helbredet, naar man ikke helbreder ham, og at det er en Haan høitideligt at sikre den Lamme Retten til at gaae. Han anede, at den frie Concurrence var en Løgn i det Øieblik, Deltagerne i den ved Løbets Begyndelse vare saaledes situerede, at den ene sad paa en fortræffelig Hest, medens den anden maatte løbe paa bare Fødder.
Det er denne samme »Følelse af Sociabilitet«, (som Rousseau[CXIII] bestemte den) der foranlediger Robespierres[CXIV] betydningsfulde Indskriden i Kampen mellem Revolutionen og den positive Religion. Da Revolutionen først eengang havde gjort Indhug i Kirkerne med Øxen i Haanden, syntes Bevægelsen at skulle blive uimodstaaelig. Man besteg de skrøbeligste Stilladser oppe under Kirkens Hvælving for at udskrabe Paveansigter, som hundrede Aars Spindelvæv havde skjult. Helgenerne kastedes ned fra deres Nicher. Commissairens Lampe blev baaret om i Kjældrene og kastede sit Lys paa de Dødes blege Ansigter, medens Alterstumperne ophobedes »som uformelige Stene i et Stenbrud«. Præsidenterne for de revolutionære Comiteer bare Fløielsbenklæder, der vare skaarne ud af Bispekaaber, og Skjorter, der vare gjorte af Chordrengenes Messesærker. Mærkeligt nok optræde pludseligt nogle faa atheistiske Sværmere (Anacharsis Clootz[CXV] af tydsk Oprindelse, Chaumette[CXVI] og Hébert[CXVII]) og rive hele Mængden |50| med sig i Kirkestormeriet. Mærkeligt nok, siger jeg, fordi man i det Hele under Revolutionen hører lige saa lidt til Atheisme som til Socialisme. I Almindelighed finder man hos de revolutionære Deputerede i stereotypt gjentagne Vendinger Voltaires[CXVIII] og Rousseaus[CXIX] fælles Religion: Troen paa Gud og Udødelighed. Saaledes ogsaa i alle Samtidens Skrifter. Thomas Paynes[CXX] »Fornuftens Tidsalder[0017]« er et godt Exempel. Selv saa hensynsløst frivolt et Digt som Parnys[CXXI] »La guerre des dieux[0018]« prædiker samme Lære. Camille Desmoulins[CXXII] skriver i et Brev: »Min kjære Manuel! Kongerne ere modne (mûrs), men den gode Gud (le bon Dieu) er det ikke endnu. Mærk, at jeg siger den gode Gud ikke Gud, som er ganske forskjellig fra ham.« Dette Standpunkt er Tidens; dens Opgave var ikke at underkaste Gudsbegrebet en Kritik, men at frigjøre det fra de positive Religioners Legender. Heri ligger det, at Atheisternes Optræden i Nationalforsamlingen fører den revolutionære Bevægelse ud over dens egentlige Maal og foranlediger Udskeielser, som maatte skade og nedsætte Revolutionen i Samtidens Øine. For paa ret eftertrykkelig Maade at ramme Katholicismen fik Clootz[CXXIII] en Biskop ved Navn Gobel[CXXIV] bevæget til i et Brev til Conventet at afgive en Erklæring, som begyndte: »Citoyens représentants! Jeg er Præst, det vil sige Charlatan. Hidtil har jeg været en ærlig Char|51|latan, jeg har kun bedraget, fordi jeg selv var bedragen o. s. v.« Den endte selvfølgelig med at han nu havde omvendt sig til Philosophien. Det var Chaumette[CXXV], den sværmeriske Enthousiast, der havde faaet Pidskestraffen afskaffet i Opdragelsesanstalterne og som havde ophævet Prostitutionen, der fik Communen til at decretere at Notre-Dame[w] for Fremtiden var helliget »Dyrkelsen af Fornuften«. Der blev i Kirken opreist et Tempel med Indskrift »A la philosophie«, hvis Indgang smykkedes med Buster af Philosopher. Da det første Gang blev aabnet, traadte en ung Skuespillerinde, Mlle Candeille[CXXVI], forestillende Friheden ud deraf, og en Hymne til Friheden af Marie-Joseph Chénier[CXXVII], til hvilken Republikens Componist Gossec[CXXVIII] havde sat Musik, blev sunget til hendes Ære. En anden Gang blev Mlle Maillard[CXXIX] fra Operaen, en smuk og statelig Kvinde, med den røde Jakobinerhue over det udslaaede Haar, med en himmelblaa Kaabe over sine hvide Skuldre som Fornuftens Gudinde baaren høit paa en med Egeguirlander omslynget Bærestol ud fra den çi-devant Kathedralkirke, ledsaget af Hornmusik, Mænd i røde Huer og talrige Conventsmedlemmer, ind i Conventets Forsamling, hvor Præsidenten trykkede et Kys paa hendes Pande. Men disse i og for sig uskyldige Ceremonier bleve travesterede ved paa pøbelagtig Vis at efterlignes af Pøbelen. Courtisaner lode sig bære i Triumph som For|52|nuftgudinder. Kirkerne bleve Drukkenskabens og Orgiernes Sæde. Kirken Saint-Eustache[x] blev ligefrem forvandlet til Kro. Forklædte Præster ophidsede, som Abbé de Montgaillard[CXXX] meddeler, til Udskeielserne. Den hellige Genevièves Reliquier bleve brændte op, Træhelgener, Breviarer, Bønnebøger, gamle og nye Testamenter brændtes paa Grève-Pladsen[y] i saadanne Masser, at Baalet steg til Husenes anden Etage. Grebne af Hvirvelen udnævnte selv Jacobinerne† Clootz[CXXXI] til Clubbens Præsident. Da er det, at Robespierre[CXXXII] protesterer og ved sin personlige Overlegenhed driver Revolutionen ud af den Bane, den var slaaet ind paa. Netop fordi han næsten i ingen Henseende er forud for sin Tid, forstaaer han den som ingen Anden, og fordi han forstaaer den, griber han det politisk Rigtige, det, som kan forstaaes af Tiden. Det er ham, som med Blikket heftet paa Europa bevæger Conventet til at udstede det Decret, at det franske Folk anerkjender Existentsen af det høieste Væsen, ligesom det var ham, der bevægede Jacobinerne til at indgive en Adresse til Conventet om, at Forsamlingen skulde gjøre sit for at gjenoprette Troen paa Gud og Sjælens Udødelighed. Det er Robespierre[CXXXIII] som fører de heftige Kampe for disse to Ideer, ligeligt vendende sig polemisk mod Christendommen og mod Pantheismen, som han stedse frygtede og aldrig forstod. Først angriber han Kirkestormerne: »Den, |53| siger han, der vil forhindre, at Messen bliver læst, er ligesaa fanatisk som den, der læser den. Der gives Mennesker, som troe at kunne danne en Religion af Atheismen. Enhver Philosoph, ethvert Individ kan i den Henseende have hvilken Mening, han lyster; den, der vilde regne ham det til Last, vilde være forrykt; men endnu mere forrykt vilde den Lovgiver være, der vilde antage et saadant System. Nationalconventet afskyer det. Conventet er ikke nogen Bogmager, ikke nogen Forfatter af metaphysiske Systemer. Det er et politisk og folkeligt Corps.« Han retter imod Encyclopædisternes Disciple sin Sætning, at Ideerne Forsyn og Retfærdighed er een og samme Idee; han udslynger imod dem det paa den Tid frygtelige Ord, at »Atheismen er aristokratisk.« Og da han i Mai 1794 bestiger Tribunen for at opfordre Conventet til at høitideligholde Festen for det høieste Væsen, vender han sig efter nogle begeistrede Ord til Ære for Rousseau[CXXXIV] ligesaa bestemt imod Christendommen. »Fanatikere, haaber Intet af os! At kalde Menneskene tilbage til den rene Dyrkelse af det høieste Væsen, det er at give Fanatismen Dødsstødet. Alle Fictioner forsvinde overfor Sandheden og alle Galskaber falde for Fornuften […] Hvad have Præsterne at gjøre med Gud? Præsterne forholde sig til Moralen, som Charlatanerne forholde sig til Medicinen.« I Overeensstemmelse med det hele Aar|54|hundredes Indbildning, at det er Præsterne, som have opfundet Religionerne, siger han: »Præsterne have gjort Gud til en Ildkugle, en Oxe, et Træ, et Menneske, en Konge. Det høieste Væsens sande Præst, det er Naturen, dets Tempel Universet, dets Cultus Dyden.« Han viser fremdeles at Præsterne overalt have støttet Despotismen: »Det er Jer, som have sagt til Kongerne: I ere Guds Billeder paa Jorden, det er fra ham, at I have Eders Magt, og Kongerne have svaret Jer: Ja, I ere i Sandhed Guds Sendebud; lad os forene os om at dele Byttet og Viraken.«
Følgen af disse Dobbeltbestræbelser var Conventets Manifest til alle Jordens Folkeslag, at det anerkjendte fri Gudsdyrkelse og at det fordømte »Philosophismens Extravagancer lige saa fuldt som Fanatismens Forbrydelser«. Det hedder heri: »Eders Herrer ville sige Eder, at det franske Folk har proscriberet alle Religioner, og at det har sat Dyrkelsen af nogle Mennesker i Stedet for Dyrkelsen af Guddommen; de afmale os for Eder som et afgudisk og vanvittigt Folk. De lyve. Det franske Folk og dets Repræsentanter respectere Frihed til enhver Art Cultus og proscribere ingen Art deraf.« Saa decreteres der da et bestemt Antal af religiøse Fester. Robespierre[CXXXV] holder Talen desangaaende. Han siger:
»Du skal skjænke dit Navn til en af de skjønneste af disse Fester, o du Naturens Datter, du Lyk|55|kens og Hæderens Moder, du Verdens eneste legitime Souverain, som Forbrydelsen har stødt fra Tronen, du, hvem det franske Folk har gjengivet din Magt og som til Gjengjæld skjænker det et Fædreland og sædelig Alvor, ærværdige Frihed! Og du skal dele vort Offer med din udødelige Søster og Ledsagerske, du blide og hellige Lighed! Vi ville ogsaa feire Menneskeheden, som nedværdiges og trædes under Fødder af Fjenderne af den franske Republik. En skjøn Dag vil det være, paa hvilken vi kunne høitideligholde Festen for Menneskeslægten, naar det franske Folk ud fra Seirens Skjød kan indbyde den uhyre Menneskefamilie til sig, hvis Ære og hvis ufortabelige Rettigheder det forsvarer. Vi ville ogsaa forherlige alle de store Mænd, fra hvilken Tid og hvilket Land de end ere, som have befriet deres Fædreland fra Tyranniets Aag og grundet Frihed ved forstandige Love.«
Det er i Kraft heraf, at Festen for det høieste Væsen, som Robespierre[CXXXVI] kaldte for den skjønneste Dag i sit Liv, blev afholdt. Her var det, at han paa sin Magts Tinde, men omringet af sine Dødsfjender, umiddelbart før sit Fald optraadte som Profet. Det hele Arrangements Naivetet har noget rørende Burlesk. Med en Bouquet af Blomster og Hvedeax i Haanden vandrede han, for den Dag udnævnt til Præsident, i Spidsen for hele Conventet gjennem Paris[z] til Festhøien paa |56| Marsmarken[aa]. Conventet var paa sin Gang omgivet af et trefarvet Baand, der blev baaret af Børn, Ynglinge, Mænd og Oldinge, smykkede efter deres Alder respective med Violer, Myrter, Eg eller Vinløv. Ethvert af Conventsmedlemmerne bar et trefarvet Skjærf og en Bouquet af Ax, Blomster og Frugter. Da Conventet havde taget Plads øverst paa Høien, foregik en efter alle Øienvidners Udsagn om end theatralsk dog i høi Grad imponerende Scene. Anraabelsen af den Evige blev udsunget af Tusinder af Stemmer. De unge Piger strøede Blomster, de unge Mænd svang deres Vaaben og svor at frelse Frankrig og Friheden. En Ceremoni i Tidens naive Smag kronede Festen. Maleren David[CXXXVII] havde paa Festpladsen opført en Gruppe af Uhyrer: Atheismen, Egoismen, Uenigheden og Ærgjerrigheden, hvilke slemme Væsener fra nu af for evigt skulde være udryddede af Verden. Robespierre[CXXXVIII] greb en Fakkel og svingede den imod de terpentinbesmurte Monstra; de brændte op, og en uforbrændelig Statue af Visdommen viste sig i deres Sted. Ved en besynderlig Skjæbnens Ironi var denne Statue bleven fuldstændigt sværtet af Flammerne og Røgen.
Festen for det høieste Væsen er et naivt, men uhyklet Udtryk for det 18de Aarhundredes Religiøsitet. Robespierre[CXXXIX] havde fuldstændig Ret i at beklage, at Rousseau[CXL] ikke oplevede denne Dag; det havde været en Fest efter hans Hjerte. Og |57| saa fast et Fodfæste havde disse Ideer i Forsamlingen, at de bleve staaende, da Robespierre[CXLI] faldt. Den civile Religion, som blev decreteret af Conventet, skyldtes ikke ham. Man gik, langt fra efter hans Død at vende om, stedse videre ad den begyndte Vei. Den republikanske Kalender blev indført. Da, som det hed i Motiveringen† , den christelige Æra havde været »Løgnens, Bedrageriets og Charlataneriets Tid«, blev den christne Kalender afskaffet, Tiden regnet fra 1792, Ugen inddelt i 10 Dage og Forslag indgivet om at erstatte Dagenes Helgennavne med Navnene paa Agerdyrkningsredskaber og nyttige Husdyr.
Snart fremkom ligefremme Katechismer for den nye Religion. Det hedder i en saadan (»office des décadis en discours, hymnes et prières en usage dans les temples de la Raison[0019]«):
» Frihed, du† Menneskets høieste Lykke paa Jorden, helliget vorde dit Navn hos alle Jordens Folk! Til os komme dit heldbringende Rige og gid det styrte Tyrannernes Regjering! Gid din hellige Cultus maa erstatte Dyrkelsen af hine foragtelige Afguder, hvis Alter du har kuldkastet! […] Jeg troer paa et høieste Væsen, der har skabt Menneskene† , frie og lige, der har dannet dem til at elske hverandre og ikke for at de skulde hade hverandre, der vil æres ved Dyder og ikke ved Fanatisme, og i hvis Øine den skjønneste Gudsdyrkelse er Dyrkelsen af Sandhed og Fornuft. – |58| Jeg troer paa alle Tyranners nære Undergang, paa Sædernes Gjenfødelse, paa alle Dyders stigende Udbredelse og paa Frihedens evige Triumph.«
En Troesbekjendelse som denne er ikke uden Storhed. Men desværre bekjendte man samtidigt sin nye Tro paa andre Maader. Man vilde rydde Kirkerne til den nye Religion, og Afskaffelsen af Søndagen blev af praktiske Grunde snart det store Livsspørgsmaal. Man kom hurtigt til det Punkt, at Enhver, der feirede Søndagen, var mistænkt, og det var farligt at være mistænkt da. Voldsomme Forsøg paa at forhindre Søndagens Festligholdelse udgjorde under Conventet en ny Form af Tyranni, der, hvorvel mere undskyldelig end det Tyranni, den afløste, ikke gav det noget efter i Raahed og Uforstand.
Endnu under Directoriet, der fornemmer de første Spor til en reactionær Bevægelse i Samfundets lavere Lag, var der, som man seer af en Samtidigs Memoirer, Deputerede, som fik Nervetilfælde, naar de blot hørte Ordet Præst, og Nedbrydelsesværket fortsattes med Lidenskab. »Enhver«, siger Laurent[CXLII], »der havde en Draabe revolutionært Blod i sine Aarer, arbeidede med feberagtig Iver paa Christendommens Ødelæggelse.« Man betænkte sig ikke paa i officielle Rapporter at betegne de Troende som »imbecile«. Directoriet selv siger i en Proclamation af Aar 6 an|59|gaaende Valgene, at man maa fjerne »de ulykkelige Fanatiserede, som Lettroenheden forblinder, og som kunde falde paa paany at kaste sig for Præsternes Fødder.«
I Virkeligheden var Geistligheden vedbleven at være Revolutionens frygteligste Fjende. Den blodige Krig i Vendée[ab] var for en stor Del dens Værk. Rædslerne der overgik alt Tænkeligt. Et Sted blev den constitutionelle Præst dræbt ved Stenkast af hylende Kvinder, et andet Sted revet i Stykker ligeledes af Kvinderne. Af den republikanske Præsident Joubert[CXLIII] savede man Hænderne, før man slog ham ihjel. I en af Byerne begravede man sine Fjender levende, saa de republikanske Tropper, da de drog ind, saa Arme, hvis Hænder krummede sig om Grønsværet, stikke op af Jorden. Der var selvfølgelig Uret paa begge Sider, kun maa det ikke glemmes, at det var den rasende Modstand af den dømte Fortids Tilhængere, der styrtede Frankrig ind i Rædselsregimentet, og at Biskopperne, naar de kaldte Folket til Vaaben, vare langt værre end Revolutionsmændene, da de vilde gjenindføre alt det, som havde gjort Revolutionen nødvendig. Hvorom Alting er, saa indsaa Revolutionsmændene snart, at deres Fremgangsmaade hidførte det modsatte Resultat af det, man havde ønsket og ventet. Betegnende nok er det de Commissairer, der bleve sendte til Vendée[ac], der først tage Ordet |60| for fuldstændig Adskillelse af Kirke og Stat. I deres Øine var det det eneste Middel til at berolige Sindene og frede Landet. Allerede til den lovgivende Forsamling havde en Præst stillet det Forslag, at Staten ikke mere skulde lønne nogen Cultus. Men man var da for lidenskabelig til at ville lade være at tage Parti. Man haabede, som det ofte blev udtalt, ved Hjælp af almindelig Undervisning »at tilintetgjøre alle Sekter«. Man indbildte sig, at Dogmernes Tid var omme, at den Tid var kommen, da, som Amerikaneren Jefferson[CXLIV] har skrevet, Christi vidunderlige Undfangelse i en Jomfrus Skjød vilde blive sat i Klasse med Minervas underfulde Undfangelse i Jupiters Hoved. I en Rapport under Conventet hed det: »Snart vil man kun lære hine absurde Dogmer, disse Frygtens og Vildfarelsens Børn at kjende for at ringeagte dem. Snart vil Sokrates’s[CXLV], Marcus Aurelius’s[CXLVI] og Cicero’s[CXLVII] Religion være Verdens.« Og da Madame Roland[CXLVIII] i sine Memoirer kommer til at bruge Ordet Katechismus, anseer hun det for nødvendigt at forklare det for Efterverdenen. Hun skriver: »Med den Fart, hvormed Verden nu gaaer frem, er det sandsynligt, at de, som læse dette, ville spørge, hvad dette Ord betyder, jeg vil derfor forklare dem det.«*)
|61|Man havde ikke betænkt, at Massen af Folket ved sin Uvidenhed var uimodtagelig for Revolutionsmændenes Opraab og af gammel Vane tilbøielig til, saasnart Leilighed atter viste sig, at give sig Geistligheden i Vold. Det føltes snart. General Clarke[CXLIX] skriver i et Brev til Bonaparte[CL] af Aar 1800: »Vor Religionsrevolution er mislykkedes for os. Man er atter bleven romerskkatholsk i Frankrig. Der behøves 30 Aars Pressefrihed til at fælde Romerbispens aandelige Magt.« Disse Ord træffe Sømmet paa Hovedet; kun at man maa sætte 300 istedenfor 30 og føie tvungen, gratis og absolut verdslig Undervisning til Pressefriheden.
At der ikke heri ligger nogensomhelst Undskyldning for den religiøse Restauration er dog ligesaa sikkert. Hvilke Udskeielser der end nu og da i Praxis fandt Sted, Frankrigs lovmæssige Stilling var paa den Tid, da Concordatet blev indgaaet, fuldkommen Religionsfrihed. Paa Conventets Præsteforvisninger og Directoriets ufuldstændige Tolerance var retsligt en fuldkommen Sikkerhed for alle Religionsbekjendelser fulgt, idet Præsteeden var falden bort og blevet afløst af et simpelt Løfte om at ville adlyde Loven, og idet enhver Præst blev underholdt ved frivillige Bidrag af sin Menighed, uden at Staten blandede sig deri. Selvfølgelig vare disse Bidrag ikke synderlig rigelige, og mangen en Prælat længtes |62| tilbage til Fortidens fede Kjødgryder og til den Alliance mellem Scepteret og Røgelsekarret, som Robespierre[CLI] engang havde skildret. Bonaparte[CLII] havde Valget mellem at udvikle den Spire til religiøs Frisindethed og Frihed, som var skudt saa kraftigt iveiret, eller at benytte den religiøse Fanatisme og den geistlige Vinde- og Herskesyge som et Redskab for sin Magt. Han betænkte sig ikke, stillet som han var mellem en sikker Fordel paa den ene Side og et stort og ædelt Princip paa den anden. Hans Magtsyge valgte for ham.*)
højresiderne i kapitel 1 har i førsteudgaven klummetitlen »Revolutionen.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Reactionen i Frankrig.«.
citat fra Camille Desmoulins' pamflet Discours de la lanterne aux Parisiens, 1789 Desmoulins 1789:34-36.
Den Franske Revolution i 1789-1799, fra enevældens fald under folkets kamp mod privilegiesamfundet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
præsens pluralis.
henviser til Ludvig 16. af Frankrigs opløsning af parlamentet, hvorefter han 5.5.1789 måtte sammenkalde generalstænderne, som ikke havde været samlet i 175 år. Generalstænderne bestod af repræsentanter fra førstestand (291 gejstlige), andenstand (285 adelige) og tredjestand (578 borgere).
den katolske kirke, der har hovedsæde i Rom og i sin tradition bygger på en ubrudt række af efterfølgere af de første apostle.
pavelig domstol, oprettet 1231 for at bekæmpe kætteri.
udbruddet af Den Franske Revolution blev indvarslet 14.7.1789 af stormen på Bastillen, en tidligere befæstning i Paris ved den nuværende Bastilleplads, opført i 1300-tallet og anvendt som byens våbenarsenal og statsfængsel.
fransk borgervæbning oprettet i 1789 i Paris under Joseph La Fayettes kommando.
udtryk af abbed Claude Fauchet, som i bogen De la religion nationale, 1789, taler for lige rettigheder og tolerance over for ikke-katolikker, men samtidig hævder, at ikke-katolikker ikke kan tilkendes universel tolerance og dermed en rolle i det kristne samfund, da det ville skade den nationale ånd og lade samfundet forfalde i anarki og korruption Fauchet 1789:181-183.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:380.
den selvbestaltede lovgivende forsamling proklameret af generalstændernes tredjestand (borgerne) 17.6.1789.
udtrykket findes gengivet i Louis Blancs Histoire de la révolution française, der citerer fra avisen Le moniteur universel, 13.2.1790 Blanc 1852, 3:346.
medlem af den radikale politiske gruppering, Jakobinerne, under Den Franske Revolution i 1789-1799.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 11): »Hentydning«.
citat fra tale i Nationalforsamlingen af Honoré-Gabriel Riquetti de Mirabeau 13.4.1790, citeret i Discours et opinions de Mirabeau, vol. 1-3, 1820 Mirabeau 1825, 8:131.
massakre i Paris på de franske protestanter, huguenotterne, natten til den 24.8.1572 (ifølge den katolske kalender Bartholomæusdag).
de anti-revolutionære; egentlig en senere betegnelse for dem af Nationalforsamlingens medlemmer, der blev kaldt 'aristokraterne', og som sad til højre for præsidenten i salen, modsat patrioterne, som sad til venstre.
forordning udstedt i 1598 af Henrik 4. af Frankrig og navngivet efter byen Nantes, hvor den blev udstedt. Forordningen fastslog de protestantiske huguenotters borgerlige rettigheder og ret til at udøve deres religion, dog med visse begrænsninger. Ediktet blev ophævet af Ludvig 14. af Frankrig i 1685.
vedrørende jansenismen, en retning inden for den katolske kirke, opkaldt efter den hollandske biskop Cornelius Jansen, som fordrede en tilbagevenden til kirkefædrenes teologi og mente, at teologien bør bygge alene på Bibelens ord og ikke støtte sig til menneskelig filosofi.
(fr.: Déclaration des Droits de l'Homme et du Citoyen) Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder, vedtaget af den franske Nationalforsamling 26.8.1789. I erklæringen defineres bl.a. en række individuelle rettigheder, fx meningsfrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed og ret til at deltage i lovgivningsmagten.
citatet fra et officielt brev fra pave Pius 6. til de franske biskopper findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:385.
citat fra en tale af Honoré-Gabriel Mirabeau i Nationalforsamlingen 23.8.1789; forslaget berøres desuden i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:392.
citatet af Honoré-Gabriel Mirabeau findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870, hvor der henvises til avisen Le moniteur universel, 21.8.1789 Laurent 1868, 14:391.
citat fra tale af Honoré-Gabriel de Mirabeau i Nationalforsamlingen 23.8.1789, findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870. Laurent 1868, 14:392.
den uprivilegerede tredjestand omfattede borgere og bønder. De privilegerede første- og andenstænder bestod af de gejstlige og adelen.
til højre for præsidenten i Nationalforsamlingens sal sad de medlemmer, der blev kaldt 'aristokraterne'; til venstre sad patrioterne.
Den Franske Revolution i 1789-1799, fra enevældens fald under folkets kamp mod privilegiesamfundet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
den selvbestaltede lovgivende forsamling proklameret af generalstændernes tredjestand (borgerne) 17.6.1789.
citatet fra jødernes tale i Nationalforsamlingen findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870, og er dateret 14.10.1789 Laurent 1868, 14:397.
omtalt i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:398.
(fr.) op i lygtepælen med NN!, hæng ham!; citatet er ikke identificeret.
let ændret citat fra tale af abbed Jean-Siffrein Maury i Nationalforsamlingen 23.12.1789, citeret i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:399.
flov.
første og anden stand: de gejstlige og adelen.
citatet fra Maximilien Robespierres tale i Nationalforsamlingen findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870, hvor der henvises til avisen Le moniteur universel, 23.-25.12.1789 Laurent 1868, 14:401.
citatet fra jødernes tale i Nationalforsamlingen findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870, hvor der henvises til avisen Le moniteur universel 16.6.1791 Laurent 1868, 14:402-403.
Den Franske Revolution i 1789-1799, fra enevældens fald under folkets kamp mod privilegiesamfundet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
citatet er ikke identificeret.
(fr.: »Écrasez l’infâme«) udtryk fra François de Voltaires breve: Knus den afskyelige, dvs. kirken (eller overtroen).
sammensat citat fra Jacques-François Lefrancs Conjuration contre la religion catholique et les souverains, 1792 Lefranc 1792:5 og 113-114.
citatet fra pave Pius 6.s tale til kardinalerne findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:408.
det arkimediske punkt, fast holdepunkt eller sikkert grundlag; efter den græske matematiker og fysiker Archimedes, der vha. sin matematiske formel for ligevægt på en løftestang hævdede, at han ud fra et enkelt punkt kunne bevæge verden.
den selvbestaltede lovgivende forsamling proklameret af generalstændernes tredjestand (borgerne) 17.6.1789.
tilhængere af jansenismen, en retning inden for den katolske kirke, opkaldt efter den hollandske biskop Cornelius Jansen, som fordrede en tilbagevenden til kirkefædrenes teologi og mente, at teologi alene bør bygge på Bibelens ord og ikke støtte sig til menneskelig filosofi.
cistercienserne, fransk klosterorden grundlagt 1098 og især udbredt af Bernhard af Clairvaux.
forfatningen, der gjorde Frankrig til et konstitutionelt monarki, vedtaget af Nationalforsamlingen i 1791.
de 30 sølvmønter, som Judas fik for at forråde Kristus (Matthæusevangeliet 27,6, Det Nye Testamente).
Jean-Jacques Rousseaus begreb om en samfundsreligion defineret ved en række dogmer, han anså for at være universelle, og som han mente, at en stat bør hævde over for sine borgere med det formål at fremme deres evne til at omgås andre mennesker og føle kærlighed til sine borgerlige forpligtelser; beskrevet i Du contrat social, ou principes du droit politique, 1762 Rousseau 1964, 3:460-469.
citat fra Jean-Jacques Rousseaus afhandling om samfundspagten Du contrat social, 1762 Rousseau 1964, 3:468.
gengivelse af citat fra Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862, hvor der henvises til Camille Desmoulins' tidsskrift Les révolutions de France et de Brabant, 1791, nr. 61 Blanc 1853, 5:162-163.
som ikke har aflagt ed (på forfatningen).
forfatningen, som gjorde Frankrig til et konstitutionelt monarki, vedtaget af Nationalforsamlingen i 1791.
præst, som havde aflagt ed på forfatningen vedtaget i Nationalforsamlingen i 1791 og derved mht. religionsudøvelse underordnet sig det franske styre og ikke kun paven som hidtil.
den selvbestaltede lovgivende forsamling proklameret af generalstændernes tredjestand (borgerne) 17.6.1789.
gengivelse af citat fra Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862, hvor der henvises til avisen Le moniteur universel, 22.10.1791 Blanc 1854, 6:206.
citeret i Louis Blancs Histoire de la révolution française Blanc 1854, 6:215.
tilhængerne af den radikale politiske gruppering Gironden under Den Franske Revolution i 1789-1799 med bl.a. Jacques-Pierre Brissot og Pierre Victurnien Vergniaud.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870, hvor der henvises til avisen Les révolutions de Paris, nr. 130, 31.12.1791 Laurent 1868, 14:412.
citat fra brev skrevet af justits- og indenrigsminister Jean-Marie Roland til »MM. les présidents, juges et commisaires du roi près les tribunaux criminels de départements et de districts«, 5.4.1792, trykt i avisen Le moniteur universel, 16.4.1792.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870, hvor der henvises til avisen Le moniteur universel, 18.5.1792 Laurent 1868, 14:418.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870, hvor der henvises til avisen Le moniteur universel, 18.5.1792 Laurent 1868, 14:419.
Nationalkonventet, det franske parlamentariske styre i 1792-1795. Konventet afskaffede det konstitutionelle monarki, vedtaget af Nationalforsamlingen i 1791, og dannede den første franske Republik.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870, hvor der henvises til avisen Le moniteur universel, 17.11.1791 Laurent 1868, 14:419.
citatet findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862, hvor der i en fodnote er angivet: »Discours d'Isnard, séance du 6 novembre 1794«. Blanc 1854, 6:211.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870, hvor der henvises til avisen Le moniteur universel, 15.11.1791 Laurent 1868, 14:420.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:420.
citat fra Bertrand de Mollevilles erindringer Mémoires particuliers, 1816 Molleville 1816, 1:287-288.
citat fra Madame Rolands brev til pave Pius 6. trykt i Oeuvres de J.-M. Ph. Roland Roland 1799-1800, 1:214.
Cordeliersklubben, en revolutionær politisk sammenslutning, bestående af bl.a. Jean-Paul Marat, Georges Danton og Camille Desmoulins.
der sigtes til François-René de Chateaubriands erindringsværk Mémoires d'outre-tombe, udgivet posthumt 1849-1850 Chateaubriand 1951, 1:295-296.
rosevindue; et stort, rundt vindue med sprosser arrangeret i et mønster, der minder om bladene i en rose, som regel udfyldt med glasmalerier og placeret i vestfacaden af gotiske katedraler.
en af det franske styre oprettet domstol, der dømte i sager vedrørende politisk forræderi, og som blev hyppigt anvendt under Nationalkonventets såkaldte Rædselsherredømme i 1793-1794.
medlem af sansculotterne; en gruppe bestående af de revolutionært politisk aktive blandt håndværkere, småhandlende og lønarbejdere.
gengivet i Louis Blancs Histoire de la révolution française, hvor der citeres fra pamfletten Histoire des événements arrivés sur la paroisse Saint-Sulpice, 1792 Blanc 1847, 1:630.
sammensat citat fra Camille Desmoulins Le vieux Cordelier, nr. 2, 1793 Desmoulins 1834, 32-24.
her i betydningen: ikke.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 20): »at man kan synke en Gud, som man sluger en Østers«.
størstedelen af citatet findes gengivet i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870, hvor der henvises til Les révolutions de Paris nr. 144, 7.4.1792. Begyndelsen af citatet er fra avisen Les révolutions de Paris, nr. 143, 31.3.1792, s. 24 Laurent 1868, 14:430.
sidste uge før påskedag, med skærtorsdag og langfredag.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870, hvor der henvises til Les révolutions de Paris, nr. 151, 26.5.1791 Laurent 1868, 14:432.
radikal politisk gruppering under Den Franske Revolution i 1789-1799 med bl.a. Maximilien Robespierre.
citat fra Joseph-Antoine Ceruttis tale Cerutti 1791:3.
den selvbestaltede lovgivende forsamling proklameret af generalstændernes tredjestand (borgerne) 17.6.1789.
den franske forfatning vedtaget i Nationalkonventet i 1792. Forfatningen afskaffede det konstitutionelle monarki, vedtaget i Nationalforsamlingen 1791, og dannede den første franske republik.
(fr.: Déclaration des Droits de l'Homme et du Citoyen) erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder, vedtaget af den franske Nationalforsamling 26.8.1789. I erklæringen defineres bl.a. en række individuelle rettigheder, fx meningsfrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed og ret til at deltage i lovgivningsmagten.
citatet findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862, hvor der henvises til avisen La bouche de fer, nr. 15, 22.11.1790, s. 34 Blanc 1853, 5:126.
her i betydningen: rimeligheden, den sunde fornuft.
citatet er fra Louis Antoine de Saint-Justs tale trykt som »Opinion concernant le jugement de Louis XVI«, 1792 Saint-Just 1834:5.
her i betydningen: tilfreds med.
tilhængerne af den radikale politiske gruppering Gironden under Den Franske Revolution i 1789-1799 med bl.a. Jacques-Pierre Brissot og Pierre Victurnien Vergniaud.
her i betydningen: åbent brev.
citat fra Jean-Jacques Rousseaus Émile, ou de l'éducation, 1762 Rousseau 1969, 4:581.
stykket er hentet fra Maximilien Robespierres afhandling Défense de Robespierre prononcée à la Société des Amis de la Constitution, en réponse aux deux discours de Brissot et de Guade, 1792 Robespierre 1840, 1:305-306.
(af gr. ostrakon: potteskår) landsforvisning; egentlig en procedure i oldtidens Athen, hvorved folkeforsamlingen ved hjælp af potteskår kunne stemme om, hvorvidt en politisk leder skulle udvises fra bystaten i en periode på ti år.
citat fra Maximilien Robespierres afhandling Défense de Robespierre prononcée à la Société des Amis de la Constitution, en réponse aux deux discours de Brissot et de Guade, 1792 Robespierre 1840, 1:294.
som ikke har aflagt ed (på forfatningen).
massakre i Paris 2.-6.9.1792, hvor ca. 1400 fængslede royalister og klerikale blev myrdet af radikale revolutionære. Årsagen var, at de revolutionære frygtede, at Paris ville blive angrebet af udenlandske styrker, og at de fængslede i så fald ville blive befriet og tilslutte sig fjenden.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870, hvor der henvises til Augustin Barruels Histoire du clergé pendant la révolution française, 1793 Laurent 1868, 14:422.
medlem af den katolske munke- og nonneorden, karmeliterordenen, stiftet i 1100-tallet.
citatet findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1855, 7:173.
Den Franske Revolution i 1789-1799, fra enevældens fald under folkets kamp mod privilegiesamfundet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
slaget om Moskva, der fandt sted 7.9.1812 ved landsbyen Borodino, var det blodigste endagsslag under Napoleonskrigene i 1804-1815.
der sigtes til septembermyrderierne i Paris 2.-6.9.1792, hvor ca. 1400 fængslede royalister og klerikale blev myrdet af radikale revolutionære. Årsagen var, at de revolutionære frygtede, at Paris ville blive angrebet af udenlandske styrker, og at de fængslede i så fald ville blive befriet og tilslutte sig fjenden.
Nationalkonventet, det franske parlamentariske styre i 1792-1795. Konventet afskaffede det konstitutionelle monarki, vedtaget af Nationalforsamlingen i 1791, og dannede den første franske republik.
citat fra Joseph-Marie Lequinios Les préjugés détruits, 1792 Lequinio 1792:43.
citat fra Joseph-Marie Lequinios Les préjugés détruits, 1792 Lequinio 1792:5-6.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870, hvor der henvises til avisen Les révolutions de Paris, nr. 181, 22.12.1792, s. 45 Laurent 1868, 14:433.
fransk kongelig titel og betegnelse for kronprinsen, i denne sammenhæng enten Louis-Joseph eller Louis 17., sønner af Ludvig 16. og Marie-Antoinette.
citat fra Louis-Sébastien Merciers kulturhistorie Le nouveau Paris, 1797 Mercier 1797, 4:131.
saturnisk, dvs. løssluppen.
Nationalkonventet, det franske parlamentariske styre i 1792-1795. Konventet afskaffede det konstitutionelle monarki, vedtaget af Nationalforsamlingen i 1791, og dannede den første franske republik.
citatet findes i François Laurents Historie du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:436.
citatet findes i François Laurents Historie du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:436.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:437.
omskrivning af 'gå i mønten', dvs. blive smeltet om til penge.
citatet fra rapporten om det filosofiske apostolat findes i François Laurents Historie du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:440.
10 dage, svarende til en uge i den franske revolutionskalender fra oktober 1793.
citatet fra rapporten findes i François Laurents Historie du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:439.
som ikke har aflagt ed (på forfatningen).
.
datoangivelse ifølge den franske revolutionskalender, som blev indført i oktober 1793, svarende til 21.2.1795; ventôse er revolutionskalenderens 6. måned.
Nationalkonventet, det franske parlamentariske styre i 1792-1795. Konventet afskaffede det konstitutionelle monarki, vedtaget af Nationalforsamlingen i 1791, og dannede den første franske republik.
en fase fra 1793 til 1794 under Den Franske Revolution, hvor det republikanske styres Nationalkonvent ledet af Velfærdsudvalget med Maximilien Robespierre i spidsen var præget af voldsomme interne opgør og mange henrettelser.
citatet findes i François Laurents Historie du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:446.
Mirabeaus udsagn findes gengivet i François Laurents Historie du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:408.
kommunen er opkaldt efter Dionysius af Paris (fr. Saint-Denis), en katolsk helgen fra 200-tallet, der led martyrdøden ved halshugning.
Den Franske Revolution i 1789-1799, fra enevældens fald under folkets kamp mod privilegiesamfundet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
udvalg i Nationalkonventet, det franske parlamentariske styre i 1792-1795. Velfærdsudvalget blev ledet af Maximilien Robespierre og havde som opgave at arbejde for folkets sikkerhed.
den hellige olie, som blev brugt ved salvingen af de franske konger siden Ludvig 7., blev ifølge overleveringen fundet i frankerkongen Klodevig 1.'s (fr. Clovis) sarkofag i Reims. Klodevig 1. var den første frankerkonge, der omvendte sig til katolicismen, og ifølge legenden var den hellige olie under Klodevigs dåb blevet fragtet til ham i en glasampul sendt af Helligånden med en due.
Den Franske Revolution i 1789-1799, fra enevældens fald under folkets kamp mod privilegiesamfundet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
slagordene, hvorunder de revolutionære bekæmpede privilegiesamfundet under Den Franske Revolution i 1789-1799. Louis Blanc tilskriver i Histoire de la révolution française, 1847, vol. 2, s. 103, den franske filosof Louis-Claude de Saint-Martin de berømte ord.
citatet findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1857, 9:471.
den første Menneskerettighedserklæring (fr.: Déclaration des Droits de l'Homme et du Citoyen de 1789) blev vedtaget 26.8.1789 af den franske Nationalforsamling og indeholdt 17 artikler, der definerede en række individuelle rettigheder som bl.a. meningsfrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed og ret til at deltage i lovgivningen. Ved udarbejdelsen af republikkens forfatningen i 1793 formuleredes erklæringen påny.
radikal politisk gruppering under Den Franske Revolution i 1789-1799 med bl.a. Maximilien Robespierre.
udbruddet af Den Franske Revolution blev indvarslet 14.7.1789 af stormen på Bastillen, en tidligere befæstning i Paris ved den nuværende Bastilleplads, opført i 1300-tallet og anvendt som byens våbenarsenal og statsfængsel.
højresiderne i kapitel 8 har i førsteudgaven klummetitlen »Hugo og Musset.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
tilhængere af den radikale politiske gruppering Gironden under Den Franske Revolution i 1789-1799 med bl.a. Jacques-Pierre Brissot og Pierre Victurnien Vergniaud.
(fr.) tankens frihed.
radikal politisk gruppering under Den Franske Revolution i 1789-1799 med bl.a. Maximilien Robespierre.
de to udkast, undertegnet af lederne Nicolas de Condorcet og Maximilien Robespierre, er i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862, stillet op over for hinanden i to spalter ved hjælp af en række citater Blanc 1856, 8:260-261.
citatet findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1856, 8:269.
citaterne findes oplistet over for hinanden i to spalter i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1856, 8:265.
citatet findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1856, 8:266.
der sigtes til rettighederne fremlagt i Déclaration des Droits de l'Homme et du Citoyen de 1789, også blot kaldet Menneskerettighedserklæringen, vedtaget 26.8.1789 af den franske Nationalforsamling. Menneskerettighederne består bl.a. af en række individuelle rettigheder, fx meningsfrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed og ret til at deltage i lovgivningen.
der sigtes til rettighederne fremlagt i Déclaration des Droits de l'Homme et du Citoyen de 1789, også blot kaldet Menneskerettighedserklæringen, vedtaget 26.8.1789 af den franske Nationalforsamling. Menneskerettighederne består bl.a. af en række individuelle rettigheder, fx meningsfrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed og ret til at deltage i lovgivningen.
citatet findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1857, 9:5.
her i betydningen: forsørger, skaffer det til livets ophold nødvendige.
Jean-Jacques Rousseaus citat fra Du contrat social, 1762, findes gengivet i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1852, 4:282.
citatet findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1857, 9:475.
brevcitatet findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1857, 9:9.
den selvbestaltede lovgivende forsamling proklameret af generalstændernes tredjestand (borgerne) 17.6.1789.
Nationalkonventet, det franske parlamentariske styre i 1792-1795. Konventet afskaffede det konstitutionelle monarki, vedtaget af Nationalforsamlingen i 1791, og dannede den første franske republik.
citatet findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1857, 9:476.
under Den Franske Revolution i 1789-1799 forsøgte det franske styre at erstatte kristendommen med en ateistisk fornuftsdyrkelse. Mange kirker blev omdannet til templer for fornuften, bl.a. Notre-Dame 10.11.1793.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 28): »Til Fornuften«.
hymnen nævnes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1857, 9:480.
det anførte er en løs gengivelse fra major William Parrys The Last Days of Lord Byron, 1825. GB følger Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 6:213.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 29): »fordums«.
katolsk helgen (ca. 420-ca. 500) og Paris' skytshelgen.
Nationalkonventet, det franske parlamentariske styre i 1792-1795. Konventet afskaffede det konstitutionelle monarki, vedtaget af Nationalforsamlingen i 1791, og dannede den første franske republik.
et guddommeligt princip om »Det højeste Væsen« og sjælens udødelighed, der var inspireret af Jean-Jacques Rousseau, og som Maximillien Robespierre gjorde til centrum for religiøs og moralsk dyrkelse i 1794 under Den Franske Revolution.
her i betydningen: åbent brev.
citatet findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1857, 9:494-495.
medarbejderne ved oplysningstidens store franske leksikon Encyclopédie, ou Dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers, vol. 1-28, Paris 1751-1772.
udsagnet gengives i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1857, 9:495.
citatet findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1857, 9:497.
moralsk-religiøs fejring af det guddommelige princip om »Det højeste Væsen« og sjælens udødelighed, som var inspireret af Jean-Jacques Rousseau og skulle være en erstatning for kristendommen. Festen blev afholdt af Maximillien Robespierre som leder af Nationalkonventet 8.6.1794 på Champs de Mars i Paris.
det sammensatte citat findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862; »haaber« er imperativ pluralis Blanc 1857, 9:9 og 1858, 10:444.
det sammensatte citat findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1857, 9:9.
citatet findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1858, 10: 445.
her i betydningen: (falsk, overdreven) smiger.
debatindlæg fra december 1793 fremlagt af Maximilien Robespierre, der var leder af Nationalkonventet, Frankrigs parlamentariske styre i 1792-1795, bl.a. trykt i avisen Journal des débats et de la correspondance de la Société des Jacobins, amis de la constitution de 93, séante aux Jacobins a Paris, nr. 319, 17e jour du 3e mois du l'an second.
Nationalkonventet, det franske parlamentariske styre i 1792-1795. Konventet afskaffede det konstitutionelle monarki, vedtaget af Nationalforsamlingen i 1791, og dannede den første franske republik.
citatet findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1857, 9:503.
citatet findes i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1857, 9:502.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:507.
moralsk-religiøs fejring af det guddommelige princip om »Det højeste Væsen« og sjælens udødelighed, som var inspireret af Jean-Jacques Rousseau og skulle være en erstatning for kristendommen. Festen blev afholdt af Maximillien Robespierre som leder af Nationalkonventet 8.6.1794 på Champs de Mars i Paris.
Nationalkonventet, det franske parlamentariske styre i 1792-1795. Konventet afskaffede det konstitutionelle monarki, vedtaget af Nationalforsamlingen i 1791, og dannede den første franske republik.
Maximilien Robespierre blev 27.7.1794 arresteret af sine politiske modstandere og guillotineret dagen efter.
den franske revolutionskalender indført i oktober 1793.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:512.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:519.
Nationalkonventet, det franske parlamentariske styre i 1792-1795. Konsulatet afskaffede det konstitutionelle monarki, vedtaget af Nationalforsamlingen i 1791, og dannede den første franske republik.
det franske republikanske styre i 1795-1799 bestående af fem lovudøvende direktører og to lovgivende kamre: De Femhundredes Råd og De Gamles Råd.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:447.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 29): »aandssvage«; omtalt i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:447.
det sjette år (22.9.1797-21.9.1798) i den franske revolutionskalender indført i oktober 1793.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:447.
Den Franske Revolution i 1789-1799, fra enevældens fald under folkets kamp mod privilegiesamfundet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
Vendéekrigen i 1793-1796 i departementet Vendée ved Frankrigs vestkyst, syd for Bretagne, hvor bønder og småadelige godsejere kæmpede imod det revolutionære styre og for den katolske kirke og monarkiet.
en fase under Den Franske Revolution, fra 1793 til 1794, hvor det republikanske styre, Nationalkonventet under ledelse af Velfærdsudvalget med Maximilien Robespierre i spidsen var præget af voldsomme interne opgør og mange henrettelser.
der sigtes til Nationalforsamlingen, som var den selvbestaltede lovgivende forsamling proklameret af generalstændernes tredjestand (borgerne) 17.6.1789.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:458.
gengivelse af et brevcitat skrevet af Thomas Jefferson til vennen og efterfølgeren som amerikansk præsident John Adams, 11.4.1823, udgivet i The Writings of Thomas Jefferson, vol. 7, 1855, citat s. 284.
den romerske mytologiske gudinde Minerva var datter af titanen Metis og guden Jupiter. Jupiter havde slugt Metis, og Minerva blev derfor undfanget inde i hans hoved. Ved sin fødsel sprang hun ud af hans pande i fuld rustning.
Nationalkonventet, det franske parlamentariske styre i 1792-1795. Konventet afskaffede det konstitutionelle monarki, vedtaget af Nationalforsamlingen i 1791, og dannede den første franske Republik.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:459.