Kan man forstaae, at alt det Skete skulde betragtes som uskeet, at alle de uhyre Anstrengelser skulde være spildte? Naar man betænker, hvad det var lykkedes at udrette, maa man for|86|bauses. En Emancipationsbevægelse, der var begyndt i Renaissancetiden med den varme Begeistring for den klassiske Oldtid, som i England ved Newtons[I] Geni havde faaet en ny Anskuelse af den ydre Verden til Grundstøtte, og som der efterhaanden havde erobret Naturvidenskaberne, afsat en ny Philosophi som sit Product og Frimureriet som sit Vidnesbyrd, var som en springende Gnist ved Voltaires[II] Aand bleven overført til Frankrig. Her var det Vidunderlige saa skeet, at faa Aartier efter at Corneille[III] havde digtet »Polyeucte[0001]« og Racine[IV] »Athalie[0002]«, faa Aaringer efter at Bossuet[V] havde præket den absolute Lydighed og Pascal[VI] med Ildbogstaver nedskrevet Bekjendelsen af sin Tro paa den absolute Absurditet, havde under den mest uomtvistede Enevælde en Haandfuld Mænd, fordetmeste landflygtige eller forfulgte, formaaet at vinde først de høiere Stænder, Nationens Elite, dernæst Prindser og Prindsesser, der snart bleve Konger og Keiserinder, endelig hele Middelstanden, saa at den nye Sandhed, der fødtes i Ringhed, men alt i Vuggen blev hyldet af mægtige Konger, af Preussens Friedrich[VII], af Østerrigs Joseph[VIII] og Ruslands Catharina[IX], snart beherskede hele den imidlertid opvoxede Slægt, ja vandt sig Tilhængere mellem Abbeder og Præster.
Med athletisk Kraft havde den menneskelige Tanke reist sig i sin Frihed. Alt, hvad der be|87|stod, maatte retfærdiggjøre sin Bestaaen. Man grundede efter Aarsager der, hvor man før havde bedt om et Mirakel. Man fandt en Lov, hvor man før havde troet paa et Under. Aldrig før var der blevet tvivlet, arbeidet, undersøgt og oplyst saaledes i Verden. Man havde ikke Magtens Vaaben men Spottens, og med Haan og Spot anfaldt man da først. Paa Voltaires[X] raffinerede Haan fulgte saa Rousseaus[XI] plebeiiske Vrede. Aldrig før var der bleven spottet, undermineret og declameret saaledes i Verden. Den menneskelige Tanke, der i Aarhundreder paa alle Omraader havde maattet trælle som Livegen, som man havde beruset med Legender og sunget i Søvn med Psalmer og Talemaader, hørte som et Hanegal og sprang lysvaagen op. Og nu skulde Alt hvad Aandens Heroer havde tænkt og dens Martyrer lidt for, kunne feies tilside som ubrugbart og unyttigt! Hvad der havde bragt saa mange af de ædleste Hjerter til at banke, hvad der havde indgydt dem Mod paa Valpladsen og paa Skafottet, al denne Begeistring skulde nu kunne knuges sammen paany som Aanden i Eventyret i et Jernskrin, og Skrinet kunne lukkes for bestandigt med en Keisers og en Paves forenede Segl!
De bestemte Aarsager, der gjorde det muligt, lade sig paavise. Rundtom i de fornemme Familier paa Landet var under Revolutionen Mo|88|deren med sine Døtre forbleven katholsk, da Faderen, hvordan han end ellers var sindet, med Franskmændenes bekjendte moralske Feighed altid ansaa Religionen for et gavnligt Baand paa Kvinden. Damerne havde broderet et Klæde til Alteret, protegerede Præsten, gav ham Penge til hans Fattige og Syge og forsømte aldrig nogen Messe. Nu var Messen forbudt. Den arbeidsomme og stille franske Bonde og hans Husstand havde, lige til Revolutionen kom, været vant til at see op til Præsten, til Monsieur le curé, som til et Slags jordisk Forsyn, været vant til at hilse ham dybt, naar han gik forbi og til at spørge ham om Raad; han havde døbt Børnene, han havde meddelt dem den første Communion, han havde viet Jacques til Fanchette, han havde givet den gamle Moder den sidste Olie. Man læste ikke i Bondehuset, dyrkede hverken Litteratur eller Philosophi eller Musik. Hver en Følelse i Sjælen, der hævede sig op fra Plovfuren og de trillende Jordklumper omkring den, tog Veien til Kirken. Hvor ringe den var, var den dog en Festsal i Sammenligning med Husmandshuset; den var hellig, man knælede i den. Nu var Kirken lukket. Hvo der har séet Almuesmænd i Frankrig eller Italien bede, seet den rørende Andagt i Øine saa alvorlige og saa klare som en Hunds, begriber, hvad det for Bonden vilde sige, at der ikke mere skulde være Messe eller Præst. Endelig Sønda|89|gen. Bonden er imod enhver Forandring, hvis Nytte ikke øieblikkelig synes ham indlysende. Og nu skulde Søndagen sløifes. Havde man hørt Mage? Hvem var nogensinde faldet paa noget lignende? Hvem kunde falde derpaa uden disse Herrer i Paris[a]! I meget mere end tusinde Aar havde man holdt Søndag, maaskee lige siden Verdens Skabelse, Vor Herre selv havde jo holdt Søndag, og nu skulde Ugen have ti Dage og kaldes Decade, som Ingen vidste hvad var. Man vilde altsaa endogsaa afskaffe den gode Gud.
Man føie hertil Virkningen paa de yngre og endnu ufordærvede Præster. Frayssinous[XII], der blev saa berømt som katholsk Apologet under Restaurationen, fortæller, hvorledes han selv og en Ven af ham, der ligeledes var Præst, midt under Rædselsperioden trods alle Trusler om Proscription vedbleve at udøve deres præstelige Functioner og for at prøve og styrke sig, for at gjøre sig fortrolige med den Død, som ventede dem i det Tilfælde, at de bleve opdagne, skiftevis gik hen og overværede Henrettelserne paa det permanente Skafot i Rodez[b].
Man tænke sig unge, begeistrede Præster som disse eller som de skildres i Lamartines[XIII] »Jocelyn[0003]« samles i Stilhed med deres Menighed Søndagmorgen i Huler under Jorden, i kolde og fugtige Kjældere, der næsten kunde minde om de første Christnes Katakomber. Man taler sammen om |90| de trange Tider for Kirken, trøster hverandre, hører en Præken, modtager den indviede Hostie og gaaer bort med vaade Øine og opløftet Sind. Den fornemme Dame og den simpleste Bondekone have her følt sig som Medlemmer af samme Menighed paa en ganske anden Maade, end da de vare adskilte ved hele den Afstand, der skiller den øverste Kirkestol fra den sidste.
Selve Berøvelsen af Kirkegodset blev fremdeles et Gode for Kirken. Mangen en Præst, som Vellevnet havde fordærvet, saa sig pludselig indskrænket til den evangeliske Fattigdom. Hvis Savnene tirrede og æggede Mange, saa lutrede de Andre. Den Sag, for hvilken et Menneske lider, bliver ham kjær. Den usikre, halvphilosophiske Præst, der tidligere (som Barante[XIV] fortæller det om det 18de Aarhundredes Geistlighed) i Grunden rødmede ved at bekjende de christelige Dogmer, følte sin Selvagtelse stige, alt som den Sag, han tjente, forfulgtes. Biskop Lecoz[XV] skriver 1801: »Den Religion, som Frelseren grundede uden Rigdommens Hjælp, vil han ogsaa vedligeholde uden denne Hjælp, der er ham uværdig. Da han kaldte sine 12 Apostle, hvortil kaldte han dem da? Til Nydelse af Eiendom eller af Ære? Nei, men til Arbeide, til Møie, til Lidelse. Hvis altsaa vi Jesu Christi Tjenere nu ere nær ved at befinde os i denne apostoliske Tilstand, bør vi da knurre derover? Nei, lad os snarere glæde os over denne |91| dyrebare Berøvelse af ydre Goder, og lad os takke Herren, der har gjenopvakt hin gamle Tingenes Tilstand, som de frommeste af hans Børn aldrig have ophørt at ønske tilbage.«
Saa glemme man ikke den uhyre Alliance, Kirken modtog derved, at den nu lige med Et kunde tilegne sig Revolutionens eget Princip og i dets Navn erobre sig Sympathier. Hele Situationen var forandret fra det Øieblik af, da den saa længe som muligt frihedsfjendske Kirke, tvunget af Nødvendighed, skrev Frihed paa sin Fane. Nu, da den selv havde Brug for Friheden imod Undertrykkelsen, nu talte den i Frihedens Navn, og det saa bevægeligt, at alle de, som hørte Krokodillen græde, tog den for et lille, værgeløst Barn. Den liberale Katholicisme blev til, hvor slemt end disse Ord skurre og hvine imod hinanden. Kirken fravristede Revolutionen dens bedste Vaaben og gav sine Tilhængere det i Haanden – foreløbigt vel at mærke, indtil den havde gjenerobret sin gamle Magt, thi da vee Friheden! Men nu var Paven pludselig bleven liberal: Religionsfrihed hed det. Selv da Jesuiterordenen paany blev oprettet, vilde Jesuiterne, som alle vore Dages saakaldte Liberale, »den gode og sande Frihed«, forstaaer sig Frihed for dem. Hvor ærligt man mente det med denne Paaberaabelse af Friheden, viste sig, saasnart man var kommen til Magten. Da Napoleon[XVI] i 1808 for|92|langte, at Paven skulde tilstede Religionsfrihed, svarede han: »Da denne Artikel staaer i Strid med Kirkens Canon og Concilier og i Strid med den katholske Religion, og paa Grund af de frygtelige Følger, den vilde have, i Strid med Statens Rolighed og Lykke, have vi forkastet den.« De naive Katholiker, der toge det bogstaveligt med denne Tale om Friheden, som Lamennais[XVII] for Exempel, fik snart Kjærligheden at føle. Men selv da Lamennais[XVIII] i 1832† blev ramt af en pavelig Bulle, gav man hans Elev Montalembert[XIX], der skilte sig fra ham og blev Katholicismens kraftigste Forsvarer i Midten af dette Aarhundrede, Lov til vedblivende at foredrage den liberale Katholicisme, som man først nu iaar for nogle Maaneder siden, da man slet ikke mere kunde bruge den til Noget, banlyste i en af de mest indignerede Buller, man nogensinde har seet. Faa af dem, der dengang læste den i Aviserne, have maaskee forstaaet, hvor meget denne Bulle egentlig sagde.
Man erhvervede sig altsaa Bistand ved Opraab i Frihedens Navn. Men til de mange Bedre, som i Omslagets Øieblik under Consulatet paavirkedes heraf og som den brutale Behandling, Paven senere under Keiserdømmet var udsat for, indgav forøgede Sympathier for Kirken, kom under Begivenhedernes følgende Udvikling, da den Bourbonske Restauration fandt Sted, alle de Mange, der til alle Tider hylde Magthavernes Religion, |93| alle Tilhængerne af Rævens Morale hos Holberg[XX]: »Scrupuleer ikke udi Religionen, men holdt Dig blindt til den herskende Tro!« Fra de Herskendes Side føres jo i religiøse Anliggender aldrig Kampen med Grunde mod Grunde. Man besvarede ikke de Opponerendes Argumenter med Argumenter, men med Berøvelse af Suppe og Steg. Flertallet af de Mænd, der uden Formue havde forberedt sig til Embedsveien og som ikke kunde overvinde en uimodstaaelig Lyst til hver Dag at spise baade Formad og Eftermad, vare fødte eller erhvervede, men fuldkomment paalidelige Støtter for Kirkens Restauration. Ingen, der er over 25 Aar gammel, vil undre sig over, hvor mange Tilhængere Orthodoxien fik fra det Øieblik af, da den fra at være en Latterlighed avancerede til at blive et Levebrød.
Føi saa hertil Frygtens store Parti, alle dem, der henlevede i Angst for den røde Republik og som i Religionens Gjenopreisning først og fremmest saae et Bolværk imod den. Herfra rekruteredes Autoritetsprincipets Hær aller stærkest. Katholikerne bleve pludseligt fra et kirkeligt Samfund til et politisk Parti.
Et Omslag i Tilstande er altid forberedt ved et Omslag i Stemninger og fremkalder endnu vissere Stemninger, der svare til den nye Tilstand. De Stemninger og Ideer, der forberedte Concordatet, fik ved dets Afslutning fuld Frihed |94| til at komme til Orde, andre ensartede vare en Følge deraf, og idet disse Stemninger og Ideer nu ytrede sig i Litteraturen, opstod en litterær Bevægelse, der svarer til Concordatet og saa at sige oversætter det i Litteraturens Sprog. Det er denne litterære Bevægelse, vi ville følge. Hvad jeg i denne samlede Række af Studier ønsker at give, er en nogenlunde fuldstændig Psychologi af vort Aarhundredes første Halvdel. Denne Psychologi vilde have en følelig Lacune, ifald vi sprang Restaurationens litterære Bevægelse over. Lad være, at Stoffet ikke er lønnende, ikke meget indbydende eller rigt, det har fra vort Synspunkt ligefuldt sin store Værdi og Betydning.
Fra hvilken Kreds gik den litterære Bevægelse ud? Ifald den havde kunnet udgaae fra Landbefolkningen, vilde den maaskee have faaet noget Naivt og Rørende ved sig, og var den udsprunget fra den i Lidelser prøvede Geistlighed, havde den maaskee tiltrukket sig Opmærksomheden ved Inderlighed og Følelse; havde den endelig kunnet udgaae fra dem, der efter Eneherskerens Exempel af verdslige Hensyn sluttede sig til Kirken, vilde den have baaret Ideeløshedens Præg. Men Intet af alt dette er Tilfældet. Alle hine Grupper dannede den nye Litteraturs Publicum, afgav dens Sangbund og Echo, men ingen af dem var productiv. Den nykatholske Retning i Litteraturen var en Retning uden Naivetet og |95| uden Følelsesinderlighed. Men den var ikke ideeløs. Med stor Sikkerhed og Resoluthed hævder den den Idee, Revolutionen absolut havde kuldkastet, Autoritetsideen. Førerne ere snarere politiske Aander end religiøse Aander, de ville ikke saa meget frelse Sjælene som frelse Traditionen. Man fordrer i deres Kreds Religionen som Middel mod Anarchiet. Man beraaber sig saa haardnakket paa Autoriteten, fordi man er bankerot paa alt Andet end ydre Autoritet.
Den litterære Bevægelse udgaaer fra spredte Punkter, og ingen af de Mænd, der indlede den, kjende fra først af hinanden. Under Revolutionen flakker f. Ex. Chateaubriand[XXI] om i Amerika, de Maistre[XXII] i Schweitz og Bonald[XXIII] udkaster sit første Skrift i Heidelberg[c]. Saasnart den aandelige Reaction begynder, vende Emigranterne hjem og Autoritetsprincipet hævdes i Litteraturen af Mænd, hvem Napoleons[XXIV] Overtagelse af Magten kalder tilbage til Frankrig og der som Chateaubriand[XXV] og Bonald[XXVI] foreløbigt slutte sig til ham i Egenskab af Kirkens Restaurator, men kun for kort efter enten allerede under hans Regjering eller efter hans Fald at slutte sig med langt større Varme og langt mere Overbevisning til Bourbonerne, hen til hvilke deres eget Princip drager dem med al Consequentsens Magt. Napoleons[XXVII] Plan: ved Concordatet at vinde Kirken for sig og berøve Bourbonerne Geistlighedens |96| Sympathi glippede fuldstændigt for ham og maatte glippe. Snart var det aaben Krig mellem Paven og ham, og snart viser den litterære Bevægelse, hvis Opstaaen falder sammen med Concordatet, sig som aabenbart bourbonistisk og legitimistisk.
Dens første Ophavsmænd føle sig naturligt dragne til hinanden, gjøre Bekjendtskab og stifte snart en formelig Skole. De have adskillige vigtige fælles Charaktertræk, som da ogsaa findes selv hos Skolens senest tilkommende Disciple som Lamennais[XXVIII], de Vigny[XXIX], Lamartine[XXX] og Hugo[XXXI]. De ere alle uden Undtagelse Adelsmænd og ved personlige Baand knyttede til de legitime Dynastier. De Maistre[XXXII] var Minister.*)
Bonald[XXXIII] havde som Yngling hørt til Ludvig den 15des[XXXIV] Musketerere og havde i Kongens sidste Dage været den, der daglig kom til Kongens Seng for at faae Feltraabet at vide. Han havde nemlig selv havt Kopperne og stod saaledes ikke i Fare for at blive smittet. Den første Gang, da han efter Ludvig den 15des[XXXV] Død kom for at udbede sig Feltraabet af den nye Konge, tilkastede Marie Antoinette[XXXVI] den unge Musketer et velvilligt Blik og henvendte nogle Ord til ham. Hint sidste Blik af en døende Konge, der efterlod et næsten tilintetgjort Monarchi og dette første Blik af en ung, skjøn og haabefuld Dronning, |97| der gik saa store Lidelser imøde, gik aldrig ud af Bonalds[XXXVII] Erindring. Disse Blik bleve Ledestjerner for hans Liv. – Hvad Chateaubriand[XXXVIII] angaaer, da indgav han sin Dimission til Napoleon[XXXIX] i det Øieblik, da han erfarede Hertugen af Enghiens[XL] Domfældelse, og tog fra da af det Parti, som han gjennemførte til 1824, at være Bourbonernes trofaste Tjener; det var en Rolle, han spillede saa alvorligt, og som saaledes var ham paatvungen af Omstændighederne, at han udførte den til Fuldkommenhed. Hvad den næste Generation angaaer, da har Lamartine[XLI] i Fortalen til sine »Meditationer[0005]« fortalt, hvorledes han som ung Gardeofficier galopperede ved Siden af Ludvig den 18des[XLII] Vogn, naar denne drog fra Paris[d] til Versailles[e] eller St. Germain[f]. De Vigny[XLIII] var ligeledes kongelig Officier og ivrig Royalist, og blev, som en af Revolutionen 1830 overrumplet royalistisk Digter, den desillusionerede Conservative, som hvilken hans senere Skrifter male ham.*) Victor Hugo[XLVI] endelig har tilstrækkeligt ofte skildret, hvor stor en Indflydelse royalistiske Barndomsindtryk og især Paavirkning af hans Moder som lidenskabelig »vendéenne« udøvede paa hans† første Optræden.Begavelser af første Rang ere denne Skoles |98| theoretiske Ledere ikke. De ere kraftigt despotiske Naturer, der elske Myndighed, fordi de fordre Lydighed, og Autoritet, fordi de kræve Underkastelse, eller forfængelige Aandsaristokrater, der hellere ville hylde et Paradox end gaae i Trop med den hele Flok af Skribenter, der have dyrket Fornuften, eller endelig undtagelsesvis Romantikere, der bevæges til Taarer ved Tanken om den Tro, de ikke mere besidde, men gjøre fortvivlede Forsøg paa at tilegne sig. De ere Kamphaner som De Maistre[XLVII] og Lamennais[XLVIII], Inquisitor- og Prælatnaturer, Stædigheden selv som Bonald[XLIX] og Chateaubriand[L] og tale som de tale mere af Stædighed end af Overbevisning. »Moi catholique entêté,« siger Chateaubriand[LI] om sig selv. Det er Ordet: stædig, ikke hjertegreben.
Deres Styrke overfor de Samtidige ligger i deres Talent; thi ulykkeligvis er Talentet en saadan Magiker, at det en rum Tid kan opretholde en hvilkensomhelst Sag. Chateaubriand[LII] er Skolens Colorist, De Maistre[LIII] dens Paradoxmager, Bonald[LIV] dens dogmatiske og skematiske Doctrinær. Snart drager den det Bedste af hvad Frankrig fik af unge opadstræbende poetiske Talenter til sig. Den fastholder dem vel kun kort i sin Ring, men de begynde deres Baner under dens Auspicier. Skolen faaer da sine Digtere og med dem sin Popularitet, der føiet til den Autoritet, dens Tænkere besad, nok kunde fremkalde et |99| kortvarigt Skin af at dens Sag var bleven causa victrix, saa meget mere som den Bourbonske Restauration realiserede dens politiske Idealer. Efter et Par Aars Forløb skete det saa, at alle dens bedste Mænd med Faner og klingende Spil gik over i Modstandernes Leir. Skolen opløste sig i Kraft af sin indre Unatur. Det Princip, som holdt den sammen, Traditionens og Autoritetens Princip, der havde taget sig ud som en uovervindelig Fæstning, viste sig undermineret, hult, skjulende et uanet Sprængstof i sit Skjød; man opdagede, at man havde taget Position paa et Krudttaarn. Man skyndte sig at forlade det, før det gik i Luften.
Sylvain Maréchal[LV] skriver i en Bog, som udkommer Aar 1800 (»Pour et contre la Bible[0007]«): »En meget udpræget religiøs Reaction charakteriserer dette første Aar af det nittende Aarhundrede.« Den charakteriserer mere end 20 af de følgende og i langsomt udviklede og let stagnerende Lande fulde 70.
Den litterære Reaction imod det 18de Aarhundredes Aand begynder ikke som særligt religiøs. Jeg har anvendt en Række Forelæsninger til at vise, hvad den i sin Spire var. Jeg brugte der det Udtryk, at Reactionen i den Gruppe af litterære Productioner, jeg har betegnet som Emigrantlitteratur »endnu ikke er en Underkastelse under Autoriteter, men den natur|100|lige og berettigede Hævden af Følelse, Sjæl, Lidenskab og Poesi i Modsætning til Forstandskulde, exact Beregning og en af døde Traditioner omspændt Litteratur.«*)
Dette er Litteraturreactionens første Stadium, det som jeg charakteriserede med disse Ord: »Det første Træk er kun det at tage Rousseaus[LVI] Vaaben og vende dem imod hans Modstander Voltaire[LVII].«*) Man nøies ikke her med Voltaires[LVIII] kolde Deisme, man opstiller imod den Rousseaus[LIX] fyldige og ubestemte Sentimentalitet. Man gaaer i hans Spor, man bygger videre paa Grundlag af hans Følelsesfylde og Indbildningskraft. Et Blik henover Revolutionens Udviklingsgang har vist os, at denne Litteraturbevægelse allerede under Revolutionen er historisk ligesom forud antydet ved Robespierres[LX] Forsøg paa at stille Rousseau[LXI] som Dæmning imod Nedbrydelsen af det Følelsesliv, der havde været saa stærkt knyttet til Kirkens Tradition og Autoritet, at det truede med at gaae tilgrunde med Kirken. Jeg ønsker særligt Opmærksomheden henledt paa Simpelheden af de Elementer, hvortil jeg i den første Række af disse Foredrag førte Bevægelsen tilbage: Følelsens Reaction imod Forstanden. I sin Oprindelse var det store religiøse Omslag netop dette. |101| Det var ikke Christendommens Guddommelighed, der avlede Reactionen, men den rent abstracte Trang til at troe, og denne Trang var i sin Spire den endnu mere abstracte Trang til at føle og lade Følelsen komme til Orde. Bevægelsens Historie er Historien om, hvor frygteligt vildledt denne Trang efterhaanden blev.Som nu Reactionens første Stadium var at lade Rousseau[LXII] reagere, saaledes blev Bevægelsens andet Stadium det at reagere mod Rousseau[LXIII]. Næsten i enhver Bog, man vil tage i Haanden af Bonald[LXIV], af De Maistre[LXV] eller af Lamennais[LXVI] vil man finde Udgangspunktet taget i lidenskabelige Bestræbelser for at gjendrive Rousseau[LXVII] eller rettere for at haane og tilintetgjøre ham. Paa det første Stadium opstillede man Følelsens Princip imod Forstandsherredømmet, paa dette andet Trin opstiller man Autoritetsprincipet som det absolute imod alle tidligere Principer, Følelsesprincipet inclusive. Overgangen fra det ene af disse Trin til det andet skeer saaledes, at man søger at hævde og gjenindsætte Autoriteten gjennem en Appel til Følelsen. Det er det, som skeer i Ballanche’s[LXVIII]: »Du sentiment considéré dans ses rapports avec la littérature et les arts[0009]« 1801, og det er det, som navnlig foretages i Chateaubriands[LXIX] »Génie du christianisme[0010]« 1802.
Man finder nu i Rousseau[LXX] den farligste |102| Type for det 18de Aarhundredes Aand. En kort Charakteristik af Angrebene paa ham, der gaae i alle Retninger, vil vise hvad sandt og hvad falsk, der laa i dem.
Først det politiske Angreb. Det er ofte gjentaget i hele vort Aarhundrede og bør ikke glemmes, at det forrige Aarhundrede manglede al historisk Sands. En af dets berømmeligste Repræsentanter d’Alembert[LXXI] ønskede endog Erindringen om alle tidligere Tider ryddet bort. Imod Rousseaus[LXXII] og det 18de Aarhundredes naive Tro paa, at den abstracte Tanke uden Hensyn til Historie og Virkelighed kan reformere Tilværelsen, vendte man sig nu paa alle Omraader polemisk. Den forrige Periode havde troet, at Alt var godt, naar man blot fik en skreven Constitution, som ophævede Alt, hvad man ansaa for Misbrug, og fastslog hvad man ansaa for Ret. Den havde betragtet dette Stykke Papir, eller, som man dengang kaldte det, disse Lovens Tavler som Landets virkelige Constitution. Herimod retter De Maistre[LXXIII] sin Sætning: »Mennesket kan ikke lave en Constitution, og en legitim Constitution kan ikke være skreven.« Han har heri halvveis den mest lysende Ret og halvveis den mest latterlige Uret.
Han aner den store Sandhed, som i moderne Politik kan betragtes som indvunden, at et Lands sande Forfatning bestaaer af Landets virkelige |103| Magtforhold, som de foreligge, Magtforhold, som ikke ændres, fordi politiske Dilettanter omskrive dem paa et Blad Papir – en Sandhed, der med genial Anskuelighed er udviklet i Lassalles[LXXIV] to Brochurer »Über Verfassungswesen[0011]« og »Was nun?[0012] «.† For De Maistre[LXXV] har Autoriteten selvfølgelig altid en ubetinget Souverainitet. Enhver Opstand synes ham en Forbrydelse, men med sit Blik for Realiteter troer han ikke paa den skrevne Constitution som Skranke. Om Skranken mod Tøilesløsheden siger han: »det er Sædvanen, eller Samvittigheden, eller en Pavekrone eller en Dolk, men det er altid et Noget;« den skrevne Constitution alene er ham intet Reelt.
Hans latterlige Vildfarelse ligger i Maaden, hvorpaa han motiverer† sit Had til Constitutionen. Han mener, at hvad der er skrevet, hvad der er forudseet og fastslaaet ved menneskelig Klogskab er at betragte som et Indgreb i det guddommelige Forsyns Raaderum. »Det er Næsvished mod Gud, ikke at have Tillid til det Uforudsete, og enhver Regjering, der er constitueret ved positive Love, er en Usurpation af den guddommelige Lovgivers Autoritet.« Den factisk existerende Constitution betragter han derimod som værende af guddommelig Natur, da han fra sit orthodoxe Standpunkt hævder, at det er Gud, som giver Folkene deres Væremaade. Mod Folkets Souverainitet stiller han da ligesom |104| Bonald[LXXVI] og Lamennais[LXXVII] Guds Souverainitet og havner saaledes i Theokratiet.
Rousseaus[LXXVIII] politiske Ideer vare visselig høist ufuldkomne, og det var let at see, hvilke Farer, der skjultes i dem. Hans Grundsætning, at Ingen er forpligtet til at adlyde de Love, i hvilke han ikke har samtykt, knuser ikke blot Autoriteten som Autoritet, men ogsaa den Autoritet, der kun er Fornuftens Form, og gjør al Regjering umulig. Hans anden Grundsætning, at Souverainiteten ligger hos Folket, kan, hvis Folket defineres paa ensidig Maade, føre til Majoritetstyranni og gjøre al Frihed umulig. Hans tredie store Grundsætning, at »alle Mennesker ere lige«, kan misforstaaet føre til Nivellering istedenfor til Retfærdighed. Der var da Angrebspunkter nok for en Discussion, ført ud fra den moderne Tids Principer. Hegel[LXXIX] indlod sig i sin Tid paa en saadan ved en ny Definition af Folkesouverainiteten, der indadtil blev bestemt som Statens Souverainitet,*)
og Heiberg[LXXXI], der gjerne sætter de Hegelske Tanker paa Spidsen, har i sin Afhandling »Om Autoritet[0014]« givet Hegels[LXXXII] Idee den paradoxe og reactionære Form, at »om Borgerne ved Statens Udvikling komme i Besiddelse af flere Goder eller ikke, er aldeles ligegyldigt, thi Staten er ikke til for Borgernes Skyld, men Bor|105|gerne for Statens.«*) Selv om man nu har en meget udpræget Uvillie mod Sætninger af denne Art, har man dog den Sympathi med disse Indsigelser, som en moderne Tankegang kan vente. Hin Tids Opposition imod Rousseau[LXXXIV] er derimod grundet ikke paa Tanke eller Fornuft, men paa den rene Autoritetstro, og den er tilmed af saa uredelig Art, at den altid opsøger en eller anden løsreven Sætning af Rousseau[LXXXV], som læst med god Villie lader sig forstaae, men som paa Grund af sin forvovne Form temmelig let lader sig gjøre til Vanvid.Bonald[LXXXVI] haaner f. Ex. Rousseau[LXXXVII], fordi han har sagt: »Et Folk har altid Ret til at forandre sine Love, selv sine bedste; thi dersom det vil skade sig selv, hvo har da Ret til at forhindre det deri.« Sætningen er uforsigtig, men den forekommer mig rigtig; den godkjender i Virkeligheden ikke Tilbageskridtet, den afviser kun den fremmede Indblanding, der vilde gribe det som Paaskud, og man føler sig pinligt overrasket, naar man seer, at Aarsagen, hvorfor Bonald[LXXXVIII] er saa forbitret paa disse Ord, er den, at det er Gud, ikke Folket, hvem Lovgivningsmagten tilhører.
Man angriber dernæst med megen Ild og Heftighed Rousseau’s[LXXXIX] Samfundsbegreb. Det lader |106| sig forstaae, at Rousseau[XC] med Blikket rettet paa det Samfund, han havde for Øie, kunde komme til at indbilde sig, at et Samfund overhovedet kunde undværes; men denne Vildfarelse i Forening med hans Phantasteri om en tabt, lykkelig Naturtilstand, havde ført ham til Sætninger som denne: »Mennesket er født godt og Samfundet fordærver det« og til det komiske Paradox, som gaaer igjen i alle Bøger fra Restaurationstiden, gjennemboret af saamange Argumenter, som der gaaer Naale i en Naalepude: »Det Menneske, som tænker, er et fordærvet Dyr.« Paa saadanne Punkter har Angriberen da i Reglen let Spil.
I sin Ivren mod Samfundet lod Rousseau[XCI] sig forlede til at sige: »Samfundet følger ikke af Menneskets Natur. – Alt, hvad der ikke ligger i Naturen, fører Ulemper med sig, og det borgerlige Samfund mere end alt det Øvrige.« – »Samfundet!« udraaber Bonald[XCII] ikke uden Veltalenhed, »som om Samfundet bestod i vore Huses Mure eller vore Byers Volde, og som om der ikke overalt, hvor der fødes et Menneske, var en Fader, en Moder, et Barn, et Sprog, Himlen, Jorden, Gud og Samfundet.« Han lærer da sin Samtid, at det første Samfund var en Familie, og at i Familien er Magten ikke kaaret ved Valg, men resulterer af Tingenes Natur. Imod den Lære, at Samfundet er opstaaet ved frivillig Over|107|enskomst og er Product af en Contract, stiller han sin, at Samfundet er paabyrdet (obligée) og Resultatet af en Magt, det være sig Overtalelsens eller Vaabnenes Magt. Mod den Paastand, at Magten fra først af har modtaget Loven af Folket, stiller han den, at der ikke engang existerer noget Folk, før der er en Magt. Mod den revolutionære Grundsætning, at Samfundet er Broderskab og Lighed, stiller han sin patriarchalsk-despotiske Lære om, at Samfundet er Faderlighed og Afhængighed. Magten er hos Gud og meddeles af ham. – Atter her er den energiske Paaberaabelse af den historiske Virkelighed og dens Magtforhold slaaende sand, paa samme Tid som ved en Sophisme uden Mage det legitime Kongedømme af Guds Naade udledes af Respecten for Historie og Virkelighed.
Man retter endelig af al Magt et Slag mod Rousseau’s[XCIII] Opfattelse af Staten som en Contract. Man fremstillede denne Opfattelse som en Taabelighed, ja som et forbryderisk Paafund. Og dog fremgaaer den saa naturnødvendigt som noget af det 18de Aarhundredes hele Overvurdering af den bevidste Side i Menneskelivet og Mangel paa Blik for det Ubevidste. Hvor langt mere retfærdigt har ikke senere Hegel[XCIV] dømt Rousseau[XCV]. Han fremhæver den Fortjeneste hos Rousseau[XCVI] at have opstillet et Princip, »hvis Indhold var selve Tanken«, Villien nemlig, som Statens Princip, og bemærker, |108| at hans Feil kun var den, ved Villien alene at forstaae den enkelte, den bevidste og vilkaarlige Villie, hvilket saa fører til »die weiteren, bloss verständigen, das an und für sich seyende Göttliche und dessen absolute Autorität und Majestät zerstörenden Konsequenzen.«*)
– I »Den sociale Contract[0015]« havde Jean-Jacques[XCVIII] forsøgt at finde Regjeringernes og Lovenes Principer i Menneskets og Samfundets Natur, denne taget i ren abstract Almindelighed. Men allerede Montesquieu[XCIX] har sagt: »Jeg har aldrig hørt Tale om offentlig Ret, uden at man omhyggeligt har forsøgt at finde, hvad der er Oprindelsen til Samfundene, Noget, der forekommer mig aldeles latterligt. Hvis Menneskene ikke dannede et Samfund, hvis de skyede eller flyede hverandre, maatte man spørge om Grunden, og søge, hvorfor de holdt sig skilte; men nu fødes de alle knyttede til hverandre. En Søn fødes hos sin Fader og holder sig til ham; det er Samfundet og Aarsagen til Samfundet.«Hvis Barnets Forhold til Moderen som endnu nærmere blot indsættes istedenfor Forholdet til Faderen, saa synes den hele Argumentation mig at være fuldkomment sand. Rousseau[C] vilde imidlertid uden at tage Hensyn hertil vise, i Kraft af hvilke Principer Menneskene havde forenet sig med hverandre, hvilket Maal de havde sat sig |109| med denne Forening, og hvilke de bedste Midler vare til at naae dette Maal. Nu er det ganske vist uomtvisteligt, at Samfundet kun existerer ved sine Medlemmers Overenskomst. Denne Overenskomst eller Contract er da ganske sikkert det rationelle Princip for dets Existents, men denne Contract indgaaes stiltiende, er altid underforstaaet, har altid existeret, er følgelig ikke reel. Ganske paa samme Maade hedder det i Geometrien, at en Kugle frembringes derved, at man dreier en Halvcirkel om sin Axe. Denne Definition er fuldstændig sand, men har Intetsomhelst at gjøre med de materielle Betingelser for en bestemt Kugles Existents. Aldrig i Verden er en Kugle bleven støbt derved, at man dreiede en Halvcirkel rundt om sin Radius.
Vil man fastholde denne Lignelse, saa har man i et præcist Exempel Eiendommeligheden ved det 18de Aarhundredes Tankegang paa det sociale Omraade, ja ved dets hele Aandsliv. Dette Aandsliv er analytisk og abstract, det tenderer mod Geometrien og Algebraen og forsøger at begribe Virkelighedens mest vanskelige og mest sammensatte Forhold ved Hjælp af Abstractionen. Overfor denne Svaghed vinder Bonald[CI] en let Seir ved at beraabe sig paa Magtprincipet. Han stiller overfor Rousseau’s[CII] opløsende Theorier sine absolutistiske Postulater: »Gud er den souveraine Magt over alle Væsener, Gudmennesket er Mag|110|ten over hele Menneskeheden, Statens Overhoved er Magten over alle sine Undersaatter, Familiens Overhoved er Magten i sit Hus. Da al Magt er skabt i Guds Billede og stammer fra Gud, er al Magt absolut«.*)
Man bekjæmper dernæst Rousseau[CV] paa det moralske Omraade. Rousseau[CVI] havde bestræbt sig for i Moralen at gjøre »den indre, uskrevne Lov«, hvorom Antigone[cvii] taler, til Lovgivningens Kilde. Han havde sagt: »Hvad Gud vil, at Mennesket skal gjøre, det lader han ikke Mennesket vide gjennem et andet Menneske; det siger han det selv og skriver det i dets Hjertes Dyb.« Hvis dette nu forholdt sig saaledes, hvad betød saa Tradition og Autoritet og paa anden Haand meddelte Aabenbaringer! »Dersom Mennesket«, svarer derfor Bonald[CVIII], »var nødsaget til at følge denne indre Lov, vilde det være villieløst som en Sten under Tyngdeloven; kan det derimod lade være at følge den, saa behøves her en Autoritet, som kan gjøre det opmærksomt paa disse Love, og som lærer det Lydighed imod dem.« Saaledes er da ogsaa i Moralen Principet fra den indre Følelse lagt over i den udvortes Autoritet.
Polemiken mod Rousseau[CIX] gaaer saa vidt, at |111| Bonald[CX] f. Ex. declamerer Side op, Side ned i Anledning af Philosophens Opraab til Mødrene om selv at die deres Børn. Man skulde troe, at Rousseau[CXI] her idetmindste havde gjort de strenge Moralister det tilpas. Intet mindre! Hint Opraab beviser, at Jean-Jacques[CXII] har betragtet Menneskene blot som Dyr. »J. J. Rousseau[CXIII] gjorde det i Naturens Navn til en Pligt for Kvinderne, selv at give Die til deres Børn, ganske som Dyrenes Hunner gjøre det og af samme Aarsag […] Fædrene og Mødrene, der af Philosophien kun bleve betragtede som Hanner og Hunner, betragtede da Børnene kun som deres Unger.«*)
Og hvorfor er saa Bonald[CXV] saa forbitret? Øiensynligt fordi han frygter, at Rousseau[CXVI] skal berøve Religionen noget af dens Autoritet ved at udstede et Fornuftbud, som den ikke direkte har givet. »Rousseau[CXVII]«, siger han, »har formodentlig troet at gribe Religionen i at oversee en Pligt; men maaskee har netop Religionen, der saae videre end han, frygtet Alt, hvad der kunde tjene unge Ægtefolk som Grund eller Paaskud til at leve adskilte fra hinanden, endog blot øieblikkeligt.« Den katholske Kirkes moderlige Omsorg for Ægtefællernes Lykke og Menneskeslægtens Formering skal da altsaa ved |112| Polemiken mod Rousseau[CXVIII] vise sig i sit klareste Lys.Vi saae, til hvilke Misforstaaelser af Samfundsideen det 18de Aarhundredes abstracte og mathematiske Tankegang ledte. I en ganske lignende Misforstaaelse havde man i Kraft af den samme Tankegang gjort sig skyldig overfor Poesien. I sin Beundring for det mathematiske Raisonnement og for den Sikkerhed, hvormed man ad den mathematiske Slutningsfølges Vei naaede til Opdagelsen af abstracte Sandheder, ønskede man at meddele Sproget saa vidt muligt det mathematisk-exacte Udtryks Charakter. Jeg behøver her kun at minde om Condillacs[CXIX] bekjendte Definition af en Videnskab som »une langue bien faite«, det vil sige: et fuldstændig klart og fuldstændig nøiagtigt Sprog. Man lagde kun i ringe Grad Mærke til, at saasnart det gjælder om at gjengive Indtryk, der ikke ere de samme hos Alle, og som hos selvsamme Person kunne skifte fra det ene Øieblik til det andet, udfordres der et bøieligt, let omprægeligt Sprog, der modtager sin Aand og sin Charakter af den, der† taler det. Videnskabsmændene begyndte da at haane hvad man kaldte Poesien og Stilen, og forsikrede, at Tankerne var Alt og Formen saa godt som Intet. Barante[CXX], der lige ved det nye Aarhundredes Begyndelse første Gang byder hin Tidsalder Spidsen i et litterærhistorisk Skrift, |113| siger herimod slaaende: »Naar Chimène[cxxi] siger til Rodrigue[cxxii]: Gaa, jeg hader Dig ikke, saa er det klart, at hvis man underkaster disse Ord en kold Analyse, er det det Samme, som om hun sagde: Gaa, jeg elsker Dig, og dog vilde hun, ifald hun sagde disse sidste Ord, være en ganske anden Charakter, vilde glemme Hensynet til sin Fader og tabe baade sin Blufærdighed og sin Ynde.« Poeterne, der i Grunden gik ud fra samme Opfattelse som Videnskabsmændene og vare lige saa langt som hine fra at fatte Stilen som Tankens umiddelbare Produkt, gave sig til at fabrikere Stil i og for sig og talte om Stilen, som man taler om Musik til en Text. De betragtede Kunsten at skrive som en rent mechanisk Kunst, og man saa den beskrivende Skole med Delille[CXXIII] i Spidsen forsøge paa at sætte de mest upoetiske Sujetter som Botaniken, Astronomien, Physiken og Søfarten i Stil. Jeg sigter herved til virkeligt existerende Digterværker af Boisjolin[CXXIV], Gudin[CXXV], Aimé Martin[CXXVI] og Esménard[CXXVII]. Ja, Cournand[CXXVIII] skrev endog et Digt i fire Sange om »Stilen« og Stilarterne. Man betragtede Poesien som en kunstig Form, der meddeltes den abstract færdige Tanke. Det var herimod, at allerede Buffon[CXXIX] havde rettet sin træffende Sætning »le style c’est l’homme même† «, Stilen er Manden, en Sætning, der sidenhen, saa tidt Ordet Stil bliver nævnt, kommer frem som staaende Trivialitet, aldrig citeret oftere |114| end af dem, der hverken ere Mænd eller have Stil.*)
Det 18de Aarhundredes Digtere gik i deres Opfattelse af den poetiske Stils Natur ud fra deres egen Fremgangsmaade. Da deres egen Poesi ikke var et Naturproduct, men deres Sprog et Product af Arbeide efter visse Regler for Udtrykkets Noblesse, for Valget af Metaphorer og Brug af Mythologi, troede de, at Sproget og Tanken oprindeligt opstode uafhængigt af hinanden.Naar da Bonald[CXXXVII] imod dem retter sin Lære om, at Sprog og Tanke ikke kunne skilles ad, den Grundsætning, hvorpaa han i sit Hovedværk »La législation primitive[0020]« bygger sit hele System, saa har han selvfølgelig Ret. Men det gaaer med denne Sætning som med alle Restauratorernes andre: den orthodoxe Syge, hvoraf Forfat|115|teren lider, bringer ham til at strække og forvride enhver sand Tanke saaledes, at der bliver et rent Monstrum ud af den. »Løsningen af Intelligentsens Problem«, siger Bonald[CXXXVIII], »kan gives i denne Formel: Det er nødvendigt, at Mennesket tænker sit Ord, før det siger sin Tanke. Det vil sige, at det er nødvendigt, at Mennesket veed Ordet, før det siger det, hvilken indlysende Sætning udelukker enhver Mulighed af, at Mennesket selv kan have opfundet Ordet.« Der slap det ud. Saaledes er det, at Bonald[CXXXIX] naaer til denne de Reactionæres Yndlingssætning i dette Aarhundrede, at Sproget oprindeligt er givet Menneskene af Gud. Man finder den hos os hos S. Kierkegaard[CXL] i den Yttring, at det selvfølgelig ikke gaaer an at lade Mennesket selv have fundet paa Sproget (»Om Begrebet Angest[0021]«). Hvorfor ikke? Fordi Gud har aabenbaret det, fix og færdigt.
Det er mod Lockes[CXLI] og Condillacs[CXLII] sunde Lære om Sprogets og Ideernes successive Erhvervelse, at Bonald[CXLIII] stiller dette sit Axiom om Nødvendigheden af Sprogets og Ideernes primitive Aabenbaring. Paa dette Grundlag hviler hos ham intet Ringere end Dogmet om Guds Existents, hvormed alle de øvrige følge. Hvorhen man end vender sig, man ender altid der. Da ingen af Restauratorerne have Begreb om Videnskab, da de alle ere gode Hoveder med den Dannelse, man faaer i et Jesuitercollegium, er |116| der ikke den videnskabelige Galmandssnak, som de ikke føre. Philologien opofres ikke mindre end Politik og Samfundslære paa Theokratiets Alter. Et mærkeligt Bevis paa Restauratorernes Sammenhold er det, at Bonald[CXLIV] i 1814 lod De Maistres[CXLV] Værk »Sur le principe générateur des constitutions politiques[0022]« oplægge paany, altsaa antog sig et Værk, der ivrede mod skrevne Constitutioner, da han dog ifølge sin Theori om den direkte Aabenbaring af Ordet var kommen† til den Overbevisning, at ethvert Bud fra de ti Bud af og nedefter maatte være optegnet sort paa hvidt. Men Hovedsagen var for ham som for De Maistre[CXLVI], at Constitutionen ikke gjorde den moderne Aand nogen Indrømmelse og at Autoriteten stod uanfægtet af ethvert Frihedspust, saa tog man det ikke saa nøie med at tage en principiel Modstander til Indtægt. Skulde man ikke have lært en Smule Jesuitisme i Jesuitercollegiet!
Ikke nok med, at man selv havde gaaet deri, man vilde ogsaa have Slægten derhen. Tredie Del af Bonalds[CXLVII] »Législation primitive[0023]« behandler særligt Opdragelsen og er særligt rettet mod Rousseau’s[CXLVIII] »Émile[0024]«. Han kan ikke tilgive denne Bog at have lært, at man ikke bør give Barndommen en religiøs Opdragelse. Han citerer (med hellig Alvor) som Exempel paa de skjæbnesvangre Virkninger af Rousseau’s[CXLIX] Opdragelsestheorier, at »75 Børn i de sidste fem Maaneder ere blevne |117| dømte af Politiretten« for forskjellige Forbrydelser, og giver nu sine egne Opdragelsesprinciper† tilbedste. De gaae, som det var at vente, ud paa at kvæle al Individualitet. »Vi behøve en stadig, almindelig, ensformig Undervisning og følgelig en stadig, almindelig, ensformig Lærer (perpétuel, universel, uniforme); der behøves altsaa et Corps, thi uden et Corps gives der hverken Stadighed eller Almindelighed eller Ensformighed.« Han viser saa, at gifte Lærere ikke kunne antages helt at ville ofre sig til deres Gjerning, at det nytter lige saa lidt at vælge ugifte, ifald de ikke staae under en religiøs Disciplin; »thi hvis de offentlige Lærere vel ere ugifte, men tillige verdslige, kunne de intet virkeligt Corps udgjøre, da de træde ind deri og ud deraf efter Lyst og Lune, og ingen Familiefader desuden kunde vove at betroe sine Børn til en ugift Mand, hvis Sæder ikke garanteredes af en religiøs Disciplin.« Ved dette herlige Raisonnement er det da gjort tydeligt og klart, at hele Undervisningen bør lægges under Geistligheden, være fortrinsvis religiøs og tidligt vænne Børnene til Respect for den Autoritet, de deres Liv igjennem skulle lyde.
Den haardnakkede Fremdragen af Autoritetsprincipet er da det afgjørende, det herskende Træk i hele denne Litteraturgruppe. De franske Restauratorer hævde det med saa meget mere Lidenskab end Tydsklands, dels paa Grund af Race|118|eiendommeligheden, dels paa Grund af den confessionelle Forskjel. Den reactionære tydske Litteraturbevægelse grunder, som jeg har vist det*)
i Subjectivisme; dens Princip er Selvraadigheden. Saa helstøbt katholsk, saa autoritetsdyrkende som den franske Reaction, blev den tydske Romantik trods alle sine katholske Taabeligheder og Abekatterier aldrig. Den germaniske og protestantiske Individualisme stred bestandig imod. Den franske Sociabilitet gav lettelig efter. Til Gjengjæld er den helstøbte og fuldblodige Reaction nok saa interessant som den uvisse og halve.Endnu i det Øieblik, da Omslaget er nær, og den hele Skoles Opløsning ikke langt borte, see vi Lamennais[CL] i sin Bog om den religiøse Indifferents hævde, at ikke Følelsen, og lige saa lidet Forskningen, men Autoriteten er Kjendemærket paa den sande Religion, »saa at den sande Religion ubestrideligt er den, der hviler paa den størst mulige synlige Autoritet«. Og strax fra Bevægelsens Begyndelse af, gives alle Definitioner i samme Aand. For Bonald[CLI] er Religionen det rene Ordenspoliti. Jeg anfører som Bevis nogle Sætninger, jeg har samlet i hans Skrifter:
»Religionen, der er det almindelige Baand i ethvert Samfund, strammer fortrinsvis det politiske Samfunds Knude; selve Ordet Religion |119| (religare) antyder tilstrækkeligt, at den er de menneskelige Samfunds, Familiers og Staters naturlige og nødvendige Baand. – Religionen bringer Orden ind i Samfundet, fordi den lærer Menneskene, hvorfra Magten og Pligterne stamme. – Religionen indeslutter væsenligt Principerne for al Orden. – Religionen vil triumphere, fordi Ordenen, som Malebranche[CLII] siger, er Aandernes ukrænkelige Lov.« – Ja han udbryder i sin Glæde over den stigende Reaction: »Allerede see vi rundt om i Europa alle med Rette berømte Skribenter indrømme eller forsvare Nødvendigheden af den christelige Religion og stemple deres Værker med Seglet af dens Udødelighed; thi lad Skribenterne mærke sig det: alle de Værker, i hvilke Ordenens Principer ere negtede eller bekjæmpede, ville sporløst forsvinde, og kun de, i hvilke de forsvares eller respecteres, ville naae til Efterverdenen med Hæder.« Man seer, at om Troesinderlighed, om Religiøsitet, om Følelse er her ikke Tale, Religionen er Baandet, er Ordenen, er Autoritetsprincipet. Hvilken Afstand fra Tydskland, hvor selv Maaneskinssværmeriet blev Religion! Underligt nok faaer Bonald[CLIII] endog ved den stærke Hævden af Religionen som Orden en ham sikkert meget ukjær Lighed med den Mand, han omtrent afskyede mest af alle, med Robespierre[CLIV] nemlig, der jo ogsaa elskede Ordenen med Lidenskab og vilde en offentlig Cultus |120| for dens Skyld. Men hvilken Forskjel i Ligheden, idet Robespierre[CLV] ingen anden Orden ønskede end den, der bevarede Revolutionens Erobringer og var et Udtryk for Tanken i dens Frihed, medens Bonald[CLVI] ved Orden forstaaer Indbegrebet af alle gamle Traditioner.
De Maistre[CLVII] mødes med ham paa dette Punkt. Han siger: »Uden Pave ingen Souverainitet, uden Souverainitet ingen Enhed, uden Enhed ingen Autoritet, uden Autoritet ingen Tro.« Han stiller Monarchiet over al Kritik og Forskning, idet han lærer, at det er et Mirakel. Han forherliger den brutale Myndighed som saadan, idet han theoretisk lægger det militære Samfund ind under Corporalstokken, det civile ind under Bøddeløxen.*)
Det sidste gjorde Robespierre[CLVIII] praktisk, men kun da han ikke saa nogen Frelse for Revolutionen uden i et Dictatur. Saaledes mødes da ogsaa De Maistre[CLIX] med Robespierre[CLX]. Han sætter Kronen paa Værket ved at lovsynge Inquisitionen. Hvad det for disse Skribenter gjælder om at hævde, det er da Autoritet og Magt. Magten kuldkastes i Staten ved »populære Institutioner«, der udsætte for tvungent Ministerskifte;† den trues i Religionen, dersom Præstestanden stilles frit, eller som Bonald[CLXI] kalder det »ved Presbyterianismen«, den omstyrtes i |121| Familien i det Øieblik Skilsmisse paa nogensomhelst Betingelse tilstedes. Nei! Konge, Minister og Undersaat, Pave, Præst og Menighed, Mand, Hustru og Barn det er uadskillelige Trekløvere, dannede i Treenighedens Billede. Som uadskillelige sikre de Autoritetens og Ordenens store Grundtanker.Saa have vi da ved paa mange spredte Punkter at jage vor Sonde ned og allevegne møde samme Grundtanke fundet den nye Periodes herskende Idee. Vi kunne kalde den med mange Navne: Det er Udvorteshedens store Princip i Modsætning til den individuelle Følelses og den personlige Forsknings. Det er Theokratiets store Princip, Guds Souverainitet i Modsætning til Folkets, Autoritetens og Magtens Princip i Modsætning til Frihedens, Menneskerettighedernes og de solidariske Pligters Principer. Og naar vi nu kaste et Blik ud over Menneskelivets forskjellige Cadrer, saa træffe vi ogsaa der overalt samme Løsen og samme hvide Fane. Ideen afpræger sig paa alle Omraader.
I Staten bevirker den, at Retsprincipet viger for Magtprincipet, der saa bestemmes som guddommelig Magt og bliver til Kongedømmet af Guds Naade. I Samfundet fortrænger den Broderskabets Idee og erstatter den med et halvt patriarchalsk, halvt tyrannisk Faderforhold, ligesom Lighedens Idee viger for Afhængighedens. |122| I Moralen udsletter den den indre Lov og henviser til Concilier og Buller. Den definerer Religionen ikke som Troen, men som Baandet, som hin »politiske Lænke«, Revolutionsmændene netop havde udskjældt den for at være. Den hævder Uopløselighed i Ægteskabet som i Staten. Den lærer, at Mennesket har faaet Sproget directe fra Gud og dræber dermed i Fødselen Philologien for at bygge en theologisk Pyramide over dens Lig. Den umuliggjør Erkjendelseslæren ved at give Forskningen den størst mulige synlige Autoritet til Rettesnor. Den forgifter den opvoxende Slægt ved at henlægge dens Opdragelse under et en Jesuitergeneral blindt lystrende Corps af Halvmænd.
Og da denne Retning ikke længe efter dens kraftige Fremtræden faaer sin Poesi, saa stempler den snart ligeledes Epopeen, Romanen, Digtet, Oden, ja Theatret med sit Charaktermærke. Ogsaa i Poesien herske Lillierne. Den nye Digterskole faaer Navn af den seraphiske.†
Dens Helte, dens typiske Personligheder, blive Martyren som hos Chateaubriand[CLXII] eller Propheten som hos De Vigny[CLXIII] (Moïse[clxiv]Milton[CLXV]. Digterinder som Fru de Krüdener[CLXVI] optræde som Prophetinder og gribe som saadanne virksomt ind i Tidens Udviklingsgang. Oder og Meditationer dreie sig som hos Hugo[CLXVII] og Lamartine[CLXVIII] om |123| Kongers Salvning og Kronprindsers Fødsel. Greven af Chambords[CLXIX] er neppe mindre end et Mirakel og bliver besunget Frankrig over. Med Korset i Haanden jage Lamartine[CLXX] og Hugo[CLXXI] den hedenske Mythologi ud af Lyriken. Paa Theatret optræde de Tempelherrer og de Machabæere, vi kjende fra Zacharias Werners[CLXXII] »Dalens Sønner[0027]« og »Machabæernes Moder[0028]«. Det første Sujet behandles af Raynouard[CLXXIII], det andet af Guiraud[CLXXIV]. – Der gives ingen Følelse i Menneskehjertet, intet District i den menneskelige Aand og ingen Afart af Litteraturen som denne saa hurtigt paany mislykkede Restauration ikke, før den forsvinder, faaer mærket med sit Aandspræg.*)
højresiderne i kapitel 3 har i førsteudgaven klummetitlen »Autoritetsprincipet.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Reactionen i Frankrig.«.
Isaac Newtons opdagelser, der bl.a. resulterede i formuleringen af lovene om tyngdekraften og legemers bevægelse, førte til en mekanisk beskrivelse af verdens indretning ud fra universelle love og væk fra en organisk beskrivelse, hvor verden tillagdes sjæl og formål. Hans opdagelser bevirkede, at verden nu kunne beskrives uden henvisning til Gud.
Jacques Bénigne Bossuet var ivrig fortaler for enevælden og argumenterede for enevældens guddommelige autoritet og folkets absolutte lydighed over for ham, fx i essayet Politique tirée de l'écriture sainte, 1679, publiceret i 1709.
Blaise Pascal forlod i sine sene år matematikken og naturvidenskaben til fordel for katolicismen. I 1670 udkom (posthumt) hans Pensées, hvori han argumenterer for fornuftens begrænsninger og forsvarer kristendommen. Værket er skrevet, efter at Pascal i 1654 havde et guddommeligt syn, som han beskrev som en fremtrædelse af ild.
der sigtes formentlig til »Fortællingen om fiskeren og trolden« i den arabiske samling af folkeeventyr Tusind og én nat. I fortællingen fanger en fisker en flaskeformet messingkrukke i sit net. Krukken er lukket med kong Salomons segl og i den holdes en oprørsk ånd fanget.
(fr.) hr. pastor.
i den katolske kirke bruges betegnelsen kommunion om nadveren under messen, hvor den troende bekræfter sin tro. Den første kommunion er den troendes fulde indtræden i menighedsfællesskabet, omtrent svarende til den protestantiske konfirmation.
ti dage, svarende til en uge i den franske revolutionskalender fra oktober 1793.
dvs. genoprettelsen. I fransk historie en gængs betegnelse for perioden mellem kejser Napoleon 1.s fald i 1815 og den væbnede folkelige opstand i juli 1830, også kaldet Julirevolutionen. I perioden blev monarkiet genindført, og den katolske kirke genvandt sin magt.
en fase under Den Franske Revolution fra 1793 til 1794, hvor Nationalkonventet, det franske republikanske styre ledet af Velfærdsudvalget med Maximilien Robespierre i spidsen, var præget af voldsomme interne opgør og mange henrettelser.
offentlig fredløs-erklæring.
Nationalforsamlingen, det franske parlamentariske styre i 1789-1792, inddrog i november 1789 den katolske kirkes værdigenstande for at løse landets finanskrise.
der sigtes til Guillaume Prosper de Barantes litteraturhistorie Tableau de la littérature pendant le dix-huitième siècle, 1809.
citatet findes i Pierre Lanfreys Histoire de Napoléon 1er, 1867-1875 Lanfrey 1869, 2:344.
Den Franske Revolution i 1789-1799, fra enevældens fald under folkets kamp mod privilegiesamfundet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
sætningen spiller på ordsproget 'Når krodillen ynksomst græder, den allersnarest folk opæder', jf. Edvard Maus Dansk Ordsprogs-Skat, 1879, nr. 3220 Mau 1879, 1:357.
jesuiterordenen blev i 1773 ophævet af paven, der var underlagt et politisk pres fra bl.a. Frankrig. Ordenen blev genoprettet i 1814.
citatet findes i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1869, 16:539.
der sigtes til pave Gregor 16.'s encyklika (rundskrivelse) »Mirari vos« (lat., I undrer jer) fra 15.8.1832 sendt ud mod liberalisme og religiøs ligegyldighed. »Mirari vos« blev 25.6.1834 suppleret af encyklikaen »Singulari nos« (lat., xxxxxx), der havde undertitlen »Om Lamennais' fejltagelser«.
der sigtes formentlig til encyklikaen (rundskrivelsen) »Etsi multa« fra 21.11.1873, der bl.a. fordømte Schweiz' nye liberale forbundsstat.
Frankrigs republikanske styre i 1799-1804 med Napoleon Bonaparte som førstekonsul.
under erobringen af Rom tog Napoleon 1. i 1809 pave Pius 7. til fange og fragtede ham til Frankrig.
det absolutte kejserdømme begyndte med Napoleon 1.s kroning i 1804 og sluttede i 1814/1815 med genindførelsen af monarkiet.
under restaurationsperioden i Frankrig i 1815-1830 vendte den bourbonske fyrsteslægt med Ludvig 18. og Karl 10. tilbage til magten efter at være blevet fortrængt under Den Franske Revolution, konsulatet og kejserdømmet.
citat fra Ludvig Holbergs Moralske Fabler, 1751; scrupuleer er imperativ af scrupulere, dvs. gøre sig skrupler Holberg 1751:153.
den 15.7.1801 indgik det franske republikanske styre og den katolske kirke en aftale (et konkordat) om forholdet mellem religion og stat.
pluralis præsens.
der sigtes til Louis de Bonalds Théorie du pouvoir politique et religieux dans la société civile fra 1796.
under restaurationsperioden i Frankrig i 1815-1830 vendte medlemmerne af fyrsteslægten Bourbon med Ludvig 18. og Karl 10. tilbage til magten efter at være blevet fortrængt under Den Franske Revolution, konsulatet og kejserdømmet.
under erobringen af Rom tog Napoleon 1. i 1809 pave Pius 7. til fange og fragtede ham til Frankrig.
vedrørende legitimisme, et statsprincip, der bygger på antagelsen af, at kongemagten grundes på arvelige rettigheder.
den franske hertug Louis-Antoine af Enghien var af den adelige Bourbon-slægt og kæmpede fra sit eksil imod republikken og for monarkiets genoprettelse. Selvom han befandt sig på i det tyske grevskab Baden, blev han af Napoleon Bonaparte anklaget for landsforræderi, fanget og henrettet. Det viste sig senere, at Bonapartes anklager var falske.
der sigtes til »Préface« i bind 1 af Oeuvres de M.A. Lamartine, 1849 Lamartine 1849, 1:20.
Julirevolutionen i 1830, en væbnet folkelig opstand i Frankrig rettet mod det efter Den Franske Revolution i 1789-1799 genoprettede kongedømme under Ludvig 18. og Karl 10. Julirevolutionen bragte borgerkongen Ludvig-Filip på tronen, men hans magt var bundet af en forfatning, der i højere grad sikrede styret parlamentarisk.
John Stuart Mills essay »Writings of Alfred de Vigny«, 1838, udgivet i Dissertations and Discussions, vol. 1-2, 1859 Mill 1963, 1:465-501.
(fr.) kvinde, som støttede den kontrarevolutionære Vendéekrig i 1793-1796; GB's oversættelse i andenudgaven fra 1892 (s. 96): »Kvinde fra Vendée«, og i Samlede Skrifter (bind 5, a. 57): »Bretagnerinde«.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bind 5, s. 58): »Jeg der er haardnakket Katolik«; let omskrevet citat fra François-René de Chateaubriands Mémoires d’outre-tombe, vol. 1-2, 1849-1850 (posthumt). Chateaubriand 1951, 2:931.
(lat.) den sejrende sag.
under restaurationsperioden i Frankrig i 1815-1830 vendte den bourbonske fyrsteslægt med Ludvig 18. og Karl 10. tilbage til magten efter at være blevet fortrængt under Den Franske Revolution, konsulatet og kejserdømmet.
citat fra Sylvain Maréchals Pour et contre la Bible, 1801 Maréchal 1801:xix.
Den Franske Revolution i 1789-1799, fra enevældens fald under folkets kamp mod privilegiesamfundet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
citat fra Joseph de Maistres Essai sur le principe générateur des constitutions politiques et des autres institutions humaines, 1809 Maistre 1814:44.
citat fra Joseph de Maistres Du pape, 1819 Maistre 1821, 1:321.
citatet findes i Charles de Rémusats artikel om Joseph de Maistre »Du traditionalisme«, udgivet i Revue des deux mondes, 1.5.1857 Rémusat 1857:251.
omskrevet sætning fra Jean-Jacques Rousseaus afhandling om samfundspagten Du contrat social, 1762 Rousseau 1964, 3:440.
Jean-Jacques Rousseaus princip om folkesuverænitet blev fremlagt i Du contrat sociale, 1762, og indbefatter, at den lovgivende magt bør udøves af folket.
citat fra Jean-Jacques Rousseaus afhandling om samfundspagten Du contrat social, 1762 Rousseau 1964, 3:351.
citat fra Jean-Jacques Rousseaus afhandling om samfundspagten Du contrat social, 1762, s. 118, gengivet i Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:viii.
citat fra Jean-Jacques Rousseaus essay Discours sur l'origine et les fondemens de l'inégalité, 1755, gengivet i Louis Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:xiii.
citat fra Jean-Jacques Rousseaus essay Discours sur l’origine et les fondemens de l’inégalité, 1755, gengivet i Louis Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:xiii.
sidste del af citatet findes i Jean-Jacques Rousseaus afhandling om samfundspagten Du contrat social, 1762 Rousseau 1964, 3:431.
citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:xiv.
der sigtes til de revolutionæres parole om »frihed, lighed og broderskab« under Den Franske Revolution i 1789-1799.
kongedømme, hvis magt er grundet på arvelige rettigheder; i Frankrig princippet om, at den franske krone skulle besiddes af direkte efterkommere af den ældste gren af den bourbonske fyrsteslægt.
let omskrevet citat fra Georg Wilhelm Friedrich Hegels Grundlinien der Philosophie des Rechts, oder Naturrecht und Staatswissenschaft im Grundrisse, 1820 Hegel 1833, 8:314.
citat fra Georg Wilhelm Friedrich Hegels afhandling Grundlinien der Philosophie des Rechts, oder Naturrecht und Staatswissenschaft im Grundrisse, 1820.
citat fra Charles-Louis de Secondat Montesquieus brevroman Lettres persanes, 1721 Montesquieu 1949, 1:269.
princip udledt ved deduktion, dvs. ved logisk slutning (og altså ikke erfaringsbaseret).
omformuleret citat fra Louis de Bonalds afhandling Législation primitive, 1802 Bonald 1802, 1:337.
der sigtes til Sofokles' tragedie Antigone, 442 f.Kr., hvori der skelnes mellem nomos og physis, dvs. de skrevne (samfundsbestemte) og uskrevne (naturbestemte) love.
citat fra Jean-Jacques Rousseaus Émile, ou de l'éducation, 1762 Rousseau 1869, 4:491.
omformuleret citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:xix.
sammensat citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:xxxi-xxxii.
citat fra Étienne Bonnot de Condillacs afhandling La langue des calculs, udgivet posthumt i 1798 Condillac 1798, 23:7.
citat fra Guillaume Prosper de Barantes litteraturhistorie De la littérature pendant le dix-huitième siècle, 1809 Barante 1809:153.
der sigtes til de digtere, bl.a. Jacques Delille, der anvendte genren deskriptive digte, hvor især naturen beskrives detaljeret gennem digterens omhyggelige betragtning deraf.
der sigtes til den franske digter Antoine de Cournands digtsamling Les styles, 1781.
citat fra Georges-Louis Leclerc de Buffons tale i Académie française, »Discours sur le style«, 1753 Buffon 2007: 427.
citat fra Louis de Bonalds afhandling Législation primitive, 1802 Bonald 1802, 1:40.
sætningen findes i en fodnote i Begrebet Angest, 1844 Kierkegaard 1997, 4:353.
omskrevet citat fra Louis de Bonalds afhandling Législation primitive, 1802 Bonald 1802, 3:23.
citat fra Louis de Bonalds afhandling Législation primitive, 1802 Bonald 1802, 3:63.
citat fra Louis de Bonalds afhandling Législation primitive, 1802 Bonald 1802, 3:65.
her i betydningen: nationalkulturelt tilhørsforhold.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 452) er GB's oversættelse på vers: »Ak, dette er ej hvad mig Livet syntes! / Vel troede jeg paa Brøde, Ondskab, Had, / jeg haabed heller ej for Kval at slippe, / men i mit eget Hjerte som i Spejl / saa jeg de Andres«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af et fragment uden titel af Percy Bysshe Shelley. Fragmentet, der har førstelinjen »Alas! this is not what I thought life was«, blev posthumt trykt i 1839 af Mary Shelley Shelley 1839:52.
citat fra Félicité de Lamennais' Essai sur l'indifference en matiere de religion, 1817-1824 Lammenais 1836, 2:186.
citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:35.
(lat.) fortøje, binde.
citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:xliv.
citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:li-lii.
citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:li-lii.
citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801.
pluralis præsens.
præsens pluralis.
omskrevet citat fra »Lettre a une dame russe, sur la nature et les effets du schisme, et sur l'unité catholique«, dateret 8.2.1810, udgivet i i Lettres et opuscules inédits de comte Joseph de Maistre, 1851 Maistre 1851, 2:296.
pavelig domstol, oprettet 1231 for at bekæmpe kætteri.
se fx Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:117.
en form for kristen protestantisme og særlig kirkestyreform, der ledes af kirkesamfundets ældre menighed (gr. presbyteros) i modsætning til den episkopale kirke, der ledes af biskopper og paven,.
liljer prydede det franske kongevåben og blev derfor bl.a. symbol på monarkiet.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik