Den, som ved Hjælp af Reiser og Bøger opnaaer et Indtryk af det nuværende Tydskland, kan, naar han seer tilbage til det Tydskland, der existerede for 80 Aar siden, ikke noksom forundres over Forskjellen. Hvilken Afstand mellem nu og da! Hvem skulde troe, at dette realistiske Tydskland engang har været et romantisk Tydskland!
Alle offentlige Ytringer, alle private Samtaler, ja selv Byernes Physiognomier bære i vore Dage Præget af en afgjort Virkelighedssands. Gaaer man en Gade ned i Berlin[a], møder man overalt det stramme, uniformerede, med Hæderstegn bedækkede Militær. I Boghandlervinduerne ligger overveiende Litteratur med et praktisk Formaal. Selv Bohave og Smagsgjenstande ere paavirkede af den nye Aand. Intet kan see mere plumpt og krigerisk ud end en Berlinsk Galanteriboutik. Paa de Taffeluhre, hvor fordum en Ridder i Rustning knælende kyssede sin Dames Fin|27|gerspidser, staae nu Uhlaner og Kyradserere i Uniform, Spidskugler hænge ved Lommeuhrene som Nips, og Geværer i Pyramide danne Lysestager. Det Metal, som er paa Moden, er Jernet. Det Ord, som er paa Mode, er ogsaa Jernet. Hint Folk af Tænkere og Digtere er for Øieblikket sysselsat med alt Andet end at digte og philosophere. Selv høitdannede Tydskere ere nutildags uvidende i Philosophi – ikke en af 20 tydske Studenter har i vore Dage læst det Mindste af Hegel[I] – Interessen for Poesi i metrisk Form er saa godt som slet ingen, de politiske og sociale Problemer vække hundrede Gange mere Opmærksomhed end Dannelsesproblemerne og Hjertets Gaader. – Og det er dette Folk, som engang fortabte sig i romantiske Reflexioner og Drømmerier og saa sin Repræsentant i Hamlet[ii]. Hamlet[iii] og Bismarck[IV]! Bismarck[V] og Romantik! Sikkert har den store tydske Statsmand især af den Grund formaaet at rive hele Tydskland med sig, fordi han bragte Folket i sin Person alle de Egenskaber, som det saalænge havde savnet og sukket efter. Med ham har Politiken afløst Æsthetiken. Tydskland er bleven Et, Militærmonarkiet har opslugt Smaastaterne og med dem alle deres feudale Idyller, Preussen[b] er bleven Tydsklands Piemont og har paatrykt det nye Rige sin regelrette og praktiske Aandsretning, paa samme Tid som Naturvidenskaberne have fortrængt eller reformeret |28| Philosophien, og som den nationale Idee har fortrængt eller modificeret Humanitetsidealet. Frihedskrigen 1813 var overveiende et Product af Begeistring, Seirene i 1870 fortrinsvis et Product af den forsynligste Beregning.
Den Idee, under hvis Stjerne det nye Tydskland staaer, er Ideen om at indordne sig i et Hele. Den gjennemtrænger Livet og Litteraturen. Udtrykket »In Reih' und Glied« (Titelen paa en samtidig Roman[0001]) kan i denne Henseende betegnes som det almindelige Løsen. Man vil samle det Spredte og udsprede den paa altfor faa Hænder opsamlede Cultur, man vil grunde en stor Stat og et stort Samfund og fordrer Resignation af den Enkelte til Bedste for Massevirkningen. Massevirkningen! Den finder man overalt i Tidsalderens betydeligste Phænomener. Det er Troen paa den, som ligger til Grund for Bismarcks[VI] Organisation og for Lasalles[VII] Agitation, for Moltkes[VIII] Krigskunst som for Wagners[IX] Musik. Det er Villien til at opdrage Folket og samle det om fælles Maal, der ligger bag ved Prosaskribenternes Forfattervirksomhed. Det at holde sig til Sagen og Gjenstanden, hvad man i gamle Dage kaldte Objectivitet og Realisme, have alle de Productioner tilfælles, der sikrest afspeile Tiden. Massevirkningen betinges i Litteraturen af Forholdet til historiske Ideer, af Troen paa Fremskridt og Frihed som historiske Magter. Den Enkeltes Forhold til |29| Menneskeheden, Selvets Opofrelse for Ideen staaer i denne Litteratur i skarp Contrast til Romantikens Forgudelse af det aandrige Individ med alle dets Særheder og til Ligegyldigheden for alt Historisk og Politisk. Romantiken var og blev jo fortrinsvis Salonpoesi og dens Ideal det aandrige Compagni og den æsthetiske Thee (se f. Ex. Samtalerne i Tiecks[X] »Phantasus[0002]«).
Thi hvor ganske anderledes saa det ikke ud i Livet og i Litteraturen tilforn! Overalt see vi det løsrevne Selv, i dets hjemløse Vilkaarlighed. Det frie uhistoriske Selv det er Stjernen her. Hele Riget var delt i en Mangfoldighed af Smaastater under 300 Souverainer og 1500 Halvsouverainer. I disse hersker det 18de Aarhundredes saakaldte oplyste Despotisme med sine smaaligt forstenede Samfundsforhold. Adelsmanden er Herre over sine Livegne, Husfaderen Jeronimus overfor sin Familie; paa alle Kanter streng Justits og ingen Retfærdighed. Ingen Opgaver i Virkeligheden for den Enkelte; derfor ingen Plads for Geniet. Theatret bliver det eneste Sted, hvor den, som ikke er fyrsteligt født, kan gjennemleve alle Menneskelivets Scener. Deraf Litteraturens Theatermani. Da der intet Samfund er at virke i, faaer al Virksomhed nødvendigvis Form enten af Kamp mod Virkeligheden eller af Flugt fra Virkeligheden. Flugten forberedes ved Indflydelsen fra den gjenopdagede Antik, ved Indtrykkene |30| fra Winckelmanns[XI] Skrifter, Kampen ved Indflydelsen fra Englands sentimentalt-melancholske Digtere (Young[XII], Sterne[XIII]) og fra Franskmanden Rousseau[XIV], der æres som den Naturens Apostel, der efter Schillers[XV] Udtryk »vil gjøre de Christne til Mennesker«. Hos Ingen naaer Grækomanien en saadan Høide som hos Hølderlin[XVI]. Hans hele Forfattervirksomhed og hans hele Liv er kun en lang Længselsklage efter det tabte Hellas[c]. Om Tydskerne siger han, at de »staae som Gjæs med platte Fødder i det moderne Vand og afmægtigt stræbe at flagre op mod den græske Himmel«. Han kalder dem Barbarer, der ved Flid og Videnskab og selv ved Religion ere blevne endnu mere barbariske. Han jubler over Franskmændenes Seire, over »Republikanernes Kjæmpeskridt«, haaner alle »det politiske og geistlige Würtembergs[d] og Tydsklands og Europas Lumperier«, spotter Tydskernes »bornerte Huslighed« og klager over deres Følelsesløshed for fælles Ære og fælles Eiendom. »Jeg kan,« siger han, »ei tænke mig noget Folk mere sønderrevet end de Tydske. Haandværkere seer Du, men ingen Mennesker, Tænkere, men ingen Mennesker, Præster, men ingen Mennesker, Herrer og Trælle, Unge og Satte, men ingen Mennesker«. – Man veed, til hvilket Punkt derfor Interesseløsheden for den politiske Virkelighed gik hos Periodens største Digteraand. Et Par Anekdoter af Goethes[XVII] Liv kunne tjene |31| som Beviser paa, hvorledes hos ham den udeltagende videnskabelige Interesse maatte træde i den personlige politiske Interesses Sted. Om sin Deltagelse i Felttoget mod Frankrig under Revolutionen bruger han det Udtryk, at han her benyttede sin Tid til at studere »forskjellige Phænomener af Farvelæren og det personlige Mod«. Efter Slaget ved Jena[e] skriver Knebel[XVIII] om ham og sig: »Goethe[XIX] har hele Tiden været beskjæftiget med Optik. Vi studere her under hans Veiledning Osteologi (Knokkellære), hvortil Tiden er passende, da alle Marker ere bedækkede med Præparater«. Hans faldne Landsmænds Lig begeistrede ham ikke til Oder, han skeletterede dem og præparerede Knoklerne. Og da strax efter Julirevolutionen den 81aarige Goethe[XX] modtog en Bekjendt med Udraabet: »Nu, hvad tænker De om den store Begivenhed, Vulcanen er kommet til Udbrud«, og den Paagjældende svarte med en Hjerteudgydelse om den kongelige Families Fordrivelse, afviste Goethe[XXI] Misforstaaelsen; han havde talt om den lige i Akademiet udbrudte videnskabelige Kamp mellem Cuvier[XXII] og Geoffroy de Saint-Hilaire[XXIII].
Herved forstaaes ogsaa den store Fjernhed, hvori Goethe[XXIV] som Digter holder sig fra Tidsbegivenhederne. At han ikke skrev patriotiske Krigsdigte under Kampen med Napoleon[XXV], har imidlertid ogsaa sin smukke Side, som man ikke maa |32| oversee:*)
»At skrive Krigssange og selv sidde i min Stue, ligner det mig? Ude ved Bivouakken, hvor man om Natten hører de fjendtlige Forposters Heste vrinske, der havde jeg kunnet have Lyst dertil. Men det var ei mit Liv og min Sag, men Theodor Kørners[XXVI]. Ham klæde hans Krigssange ogsaa fortrinligt. Hos mig, der ikke har nogen krigerisk Natur eller krigerisk Sands, vilde Krigssangene have været en Maske, der vilde klædt mit Ansigt meget stygt. Jeg har i min Poesi aldrig været affekteret«. Den stærke Trang til kun at behandle hvad han selv havde oplevet, førte Goethe[XXVII] ligesom hans Discipel Heiberg[XXVIII] til her at holde sig tilbage, ligesom han jo overhovedet efter sit eget Sigende ansaa alt Historisk for »det utaknemmeligste og farligste Fag«.Den rene Humanitet er hans som den hele Periodes Ideal; Privatlivet sluger Alt. Alle det 18de Aarhundredes og Oplysningstidens uhyre Kampe blive overensstemmende med Tydskernes idealistiske Naturel indesluttede i Individets Dannelsesproces. Men den rene Humanitet er ikke blot Bortvendelse fra det Historiske, men overhovedet Interesseløshed for Stoffet som Stof. I et af sine Breve til Goethe[XXIX] bemærker Schiller[XXX], at to Ting udfordres af Digter og Kunstner, først |33| at han skal hæve sig op over det Virkelige, og dernæst at han skal blive staaende indenfor det Sandselige. Og dette udvikler nu Schiller[XXXI] nøiere saaledes, at den Kunstner, der staaer midt i ugunstige, formløse Forhold og derfor forlader det Virkelige, let tillige forlader Sandseverdenen og bliver abstract, ja, hvis hans Forstand er svag, endog phantastisk; eller hvis han omvendt holder sig til Sandseverdenen, let bliver staaende ved det, som blot er virkeligt, og hvis hans Phantasi er ringe, bliver slavisk og vulgær. I disse Ord er ligesom det Vandskjel angivet, der deler Samtidens tydske Litteratur. Paa den ene Side falder den Goethe-Schillerske upopulære Kunstpoesi og dens Fortsættelse i Romantikernes Phantasterier, paa den anden Side den blotte Underholdningslitteratur, der staaer paa Virkelighedens men en spidsborgerlig Virkeligheds Grund, og hvis bekjendteste Repræsentanter ere Lafontaines borgerligt-sentimentale Romaner og Schrøders, Ifflands[XXXII], Kotzebues[XXXIII] populærprosaiske Familiedramaer. At denne Spaltning indtraadte, var en Ulykke for den tydske Litteratur. Men kom end den gode Litteraturs Løsrivelse fra Virkeligheden først frem i en afskrækkende Form hos Romantikerne, bør man dog ikke glemme, at Spaltningen ligger meget længere tilbage, og at Kotzebue[XXXIV] var ligesaa fuldt allerede Schillers[XXXV] og Goethes[XXXVI] Modpol som senere Romantikernes. En Anekdote fra |34| den Tid vil give Dem et levende Indtryk heraf:*)
En Dag i det tidlige Foraar 1802 var den lille By Weimar[f] i største Oprør over en i alle Byens Huse og Kjældre behandlet og fortolket Begivenhed. Man havde længe vidst, at en særdeles Festlighed var i Gjære. Det hed sig, at en meget berømt og anseet Mand, Præsident v. Kotzebue[XXXVII] under Haanden havde henvendt sig til Borgemesteren for at faae den af Communen nys decorerede Raadhussal overladt. Byens fornemste Damer havde i en Maaned ikke bestilt Andet end lade sye Costumer og prøve dem. Man vidste, at Frøken v. Imhof[XXXVIII] havde givet 50 Guldgylden ud for sin Dragt. Man havde til sin Forbauselse seet en Billedskjærer og en Forgylder bære en mærkværdig Hjelm og en Fane midt over Gaden ved høilys Dag. Hvad skulde disse Sager bruges til? Vilde man spille Comoedie paa Raadhuset? Man vidste, at en uhyre Klokkeform af Pap, der skulde see ud, som den var muret, var bestilt i Byen. Hvortil skulde den benyttes? Snart var det ingen Hemmelighed mere. Kotzebue[XXXIX], den europæisk berømte Forfatter til »Menneskehad og Anger[0007]« var, spækket med russiske Rubler og et Adelsdiplom, vendt hjem til sin Fødestad Weimar[g] |35| for at være den tredie i Goethes[XL] og Schillers[XLI] Forbund. Det var lykkedes ham at faae Indpas ved Hoffet. Nu gjaldt det for ham at faae Adgang til Goethes[XLII] Kreds, et Hof som det andet, og hvortil Adgangen var nok saa vanskelig. Et sluttet Selskab, det, for hvilket Goethe[XLIII] har digtet sine udødelige Selskabssange, kom een Gang ugentlig sammen hos Digteren. Kotzebue[XLIV] lod sig foreslaae af Selskabets Damer, men Goethe[XLV] føiede en Bestemmelse til Selskabets Statuter, der udelukkede den Paatrængende. Saa besluttede Kotzebue[XLVI] da for at hævne sig at feire Schiller[XLVII] paa en Maade, der, som han haabede, tilgavns skulde ærgre Goethe[XLVIII]. Denne havde netop strøget nogle Personligheder mod Brødrene Schlegel i Kotzebues[XLIX] paa Weimars[h] Theater opførte Stykke »Die Kleinstädter[0008]«. Kotzebue[L] vilde da for at rivalisere med Theatret, give en stor Forestilling til Ære for Schiller[LI] paa Raadhuset. Scener af alle hans Stykker skulde opføres, og tilsidst skulde Digtet »Klokken[0009]« præsenteres og fremsiges. Naar Kotzebue[LII] da som Mester med Skjødskind ved Digtets Ende slog Papformen itu med sin Hammer, skulde ikke en Klokke, men Schillers[LIII] Buste findes under Formen. Man havde imidlertid gjort Regning uden Vært, det vil sige uden Goethe[LIV]. I Weimar[i] fandtes kun een Buste af Schiller[LV]. Den stod paa Bibliotheket. Da man den sidste Dag sendte hen for at udbede sig den tillaans, fik man til sin |36| Forbauselse Svaret, at da man endnu aldrig i Verdenshistorien havde faaet en Gipsbuste tilbage fra en Fest i samme Stand, hvori den udlaantes, maatte dette Forlangende desværre afslaaes. Og hvad ligner den forbundne Armees Forundring og Raseri, da Tømmermændene, som med Brædder, Pæle og Lægter kom anstigende til Raadhuset, fandt Salen lukket og fik den Besked fra Borgemester og Raad, at da Salen var ganske nyt indrettet og decoreret, kunde man ikke overlade den til et saa tumultuarisk Foretagende. Dette er kun en Smaastadsanekdote og Storm i et Vandglas. Men hvad der er mærkværdigt og udgjør Kjærnen i denne Begivenhed, det er det Factum, at hele hin Kreds af de fineste adelige Damer, Frøken Egloffstein[LVI], den skjønne Hofdame og Digterinde Amalie v. Imhof[LVII], senere beundret af Gentz[LVIII], der ved denne Leilighed havde sin 50 Guldgylden at beklage og alle de øvrige adelige Damer, der hidtil havde opretholdt Goethes[LIX] Ry, nu i deres Harme faldt fra og fra Goethes[LX] Leir gik over til Kotzebues[LXI]. Ja Grevinde Einsiedel, hvem Goethe[LXII] bestandig havde udmærket, blev fra nu af hans Fjende. Saa lidet dybt var den klassiske Dannelse trængt ind i disse de høieste, ved Aand og Samfundsstilling fremragende Kredse, saa mægtig var endnu Den, der i sine litterære Frembringelser forholdt sig direkte til det virkelige Liv og greb sine Stoffer ud af Omgivelserne.
|37| Var der da ikke en Tid, da Goethe[LXIII] og Schiller[LXIV] selv havde været Naturalister? Ganske vist, de vare begge begyndte med en raa, uroligt gjærende Virkelighedstrang. Begge havde de givet Naturen og Følelsen frit Spillerum i deres første Productioner, Goethe[LXV] i »Götz[0010]« og »Werther[0011]«, Schiller[LXVI] i »die Räuber[0012]«. Men da »Götz[0013]« gav Anledning til Ridder- og Røverromanerne, »Werther[0014]« til factiske og litterære Selvmord, »Røverne[0015]« til Productioner som »Abällino, der grosse Bandit[0016]«, og da det store Publicum kun gjorde ringe Forskjel paa Originalerne og Efterligningerne, trak de store Digtere sig tilbage fra Concurrencen. Deres Interesse for Stoffet tabte sig i Interessen for Formen. Studiet af Antiken førte dem begge til at lægge udelukkende Vægt paa den kunstneriske Idealitet. Et Publicum, der forstod dem, endsige et Folk, der kunde forelægge dem Stoffer, stille Fordringer til dem, saa at sige gjøre Bestillinger hos dem, forefandt de ikke. Dertil var det tydske Folk endnu altfor langt tilbage. Da Goethe[LXVII] fra Weimar[j] af forsøger at gjøre Noget for Schiller[LXVIII], møder han overalt den Opfattelse, at denne med sin bevægede og letfærdige Ungdom i Mannheim[k], med sin Fortid som politisk Flygtning og navnlig med sin fuldstændige Armod er en Forfatter med ikke heldige Antecedentser. Under Xeniekampen 1797 behandles de tvende Digtere gjennemgaaende som »to Litterater af tvivlsom |38| Begavelse«. En af Hovedbrochurerne imod dem er rettet mod »die zwei Sudelköche (Fuskere) in Weimar[l] und Jena[m]«. Det er Napoleons[LXIX] Anerkjendelse af Goethe[LXX], det at han ønskede at see og tale med Manden, Ordet: »Voilà un homme!«, som især styrkede dennes Anseelse i Tydskland. En preussisk Stabsofficeer, som paa samme Tid ligger i Indkvartering hos Goethe[LXXI], har aldrig hørt hans Navn. Da den samlede Udgave[0017]af Goethes[LXXII] Skrifter skal foretages, klager Forlæggeren[LXXIII] i sine Breve bittert over den ringe Afsætning. Digterens illegitime Svoger Vulpius[LXXIV], Forfatter til »Rinaldo Rinaldini[0018]« glæder sig ved en meget bedre. Ja med et europæisk Yndlingsstykke som Kotzebues[LXXV] »Menschenhass und Reue[0019]« formaaer »Tasso[0020]« og »Iphigenia[0021]« saa lidet at kappes, at Goethe[LXXVI] selv fortæller, de i Weimar[n] kun spilles engang hvert 3die, 4de Aar. Tydeligt nok har Publicums Uforstand drevet de store Digtere bort fra den profane Vei til Hæder, men da ogsaa omvendt den antikiserende Retning, de slog ind paa, været stigende Aarsag til deres Upopularitet. I Goethes[LXXVII] Liv findes egentlig kun to store succés: »Werther[0022]« og »Hermann og Dorothea[0023]«, hvilken sidste idylliske Digtning dæmpede Forbitrelsen over »Die Wahlverwandtschaften[0024]«, der gjennemgaaende opfattedes som et Forsvar for Immoraliteten og et Angreb paa Ægteskabet.
Hvorledes bære da nu de to store Digtere |39| sig ad, idet de vende Omgivelserne Ryggen? Goethe[LXXVIII] gjør sine egne Dannelseskampe til Gjenstand for digterisk Formning og Behandling. Men da han, saalænge han fordyber sig i den moderne Individualitet, aldrig kan naae de gamle Grækeres Simpelhed og Skjønhed, udrenser han det Individuelle, bliver Symboliker og Allegoriker, skriver »die natürliche Tochter[0025]«, i hvilken Personerne kun ere betegnede efter deres Artsbeskaffenhed som Konge, Geistlig o. s. v. forfatter de antikiserende Studier »Achilleis[0026]«, »Pandora[0027]«, »Palæophron og Neoterpe[0028]«, »Epimenides[0029]« og anden Del af »Faust[0030]«. Han begynder at behandle den græske Mythologi omtrent som den benyttedes i den klassiske franske Litteratur, nemlig som et almenforstaaeligt Billedsprog. Han behandler ikke mere som i første Del af sin »Faust[0031]« Individet som Type, men opstiller Typer, der skulle gjælde for Individer. Hans egen »Iphigenia[0032]« er ham nu for moderne. Den Retning mod Allegorien, som fjerner Thorvaldsens[LXXIX] Kunst fra Livet, griber stedse mere om sig hos ham. Paa samme Maade hævder han i sine kunsthistoriske Skrifter bestandig, at det ikke er Natursandheden, men Kunstsandheden, hvorom det gjælder, og foretrækker som Kunstdommer idealistisk Maniererthed som den, der findes i hans egne Tegninger (i hans Hus i Frankfurt[o]) for keitet men frisk Naturlighed. Som Theaterdirecteur gaaer han frem efter de samme Prin|40|ciper: det Høitidelige og Værdige er ham Alt. Han allierer sig med den conventionelle Stil hos Calderon[LXXX] og Alfieri[LXXXI], Racine[LXXXII] og Voltaire[LXXXIII]. Hans Skuespillere skulle som de antike præsentere sig som levende Statuer; at vende Siden eller Ryggen til, at tale mod Baggrunden er dem forbudt. Han lader paa Trods mod den moderne levende Mimik Skuespil opføre med Masker. Han iværksætter trods den almindelige Opinion Opførelsen af Wilhelm Schlegels[LXXXIV] »Ion[0033]«, en unaturlig Bearbeidelse af Euripides'[LXXXV] Drama, som skulde udgives for en Quasi-Original, og som »Iphigenias[0034]« Exempel havde fremkaldt. Ja han gjennemfører, at Fr. Schlegels[LXXXVI] »Alarcos[0035]« dette elendige Makværk, der synes skrevet af en talentløs Skoledreng, gaaer over Scenen i Weimar[p], blot for at han kan øve Skuespillerne i Vers-Recitation.*)
I den Grad ofrer han efterhaanden Alt for den ydre Kunstform.Men er det nu saaledes end let at see, hvorledes Goethe[LXXXVIII] har forberedt Romantikens Ensidighed ved sin, synes det vanskeligere at efterspore det Samme hos Schiller[LXXXIX]. Hans Dramer see jo |41| ud som Prophetier om virkelige Begivenheder. I »Røverne[0037]« gjærer allerede den franske Revolution (Stykket skaffede som bekjendt senere »M. Gille« Titel som Æresborger af den franske Republik), og som Gotschall[XC] har sagt »i »Fiesko[0038]« afspeiles den 18de Brumaire, i Posa[xci] Girondinernes Veltalenhed, i »Wallenstein[0039]« den cæsariske Soldateraand og i »Jomfruen[0040]« og »Tell[0041]« Frihedskrigenes Opsving«. Men i Virkeligheden er det kun Schillers[XCII] første Dramer, i hvilke han uden Bitanke og Bihensigt lader sig inspirere af sit Stof. Ved alle de senere føler enhver Kjender, i hvilken Grad Sujetterne ere grebne og valgte ud fra rent formelle Synspunkter. En af vore første nulevende Digtere gjorde mig engang i en Samtale opmærksom derpaa for »Jomfruen af Orleans'[0042]« Vedkommende, hævdede, at den ikke er »oplevet«, ikke forfattet ud fra stærke, selvoplevede Indtryk, men construeret. Og Hettner[XCIII] har eftervist dette Forhold for dem alle. Fra Aaret 1798 af fører Schillers[XCIV] Beundring for den antike Tragoedie ham til overalt at søge Surrogater for den antike Skjæbnetro. Nemesisforestillingen behersker »Polykrates's Ring[0043]«, »Dykkeren[0044]«, »Wallenstein[0045]«. »Maria Stuart[0046]« er skrevet efter Forbilledet af Sophokles's[XCV] »Oedipus rex[0047]« og Stoffet valgt med det Hensyn for Øie at finde et Sujet, i hvilket den tragiske Skjæbne som en Dom er fastslaaet forud, saa at Stykket kun analytisk udvikler det, der fra først af er givet. |42| »Jomfruen af Orleans[0048]«, der synes saa romantisk, er valgt som Stof, fordi Schiller[XCVI] vilde have et Æmne, i hvilket paa antik Maneer et umiddelbart Bud fra Guden greb ind i den menneskelige Sjæl, saa man fik en umiddelbart sandselig Indgriben af Guddommen, og det Menneske, der blev Guddommens Organ, paa ægte Græsk samtidigt kunde bukke under for sin menneskelige Svaghed. Længe havde Schiller[XCVII], saa lidet musikalsk han var, i Overeensstemmelse med denne sin abstracte Retning prist Operaen paa Skuespillets Bekostning, og de Gamles Chor som langt mere imposante end den moderne tragiske Dialog. I »Bruden fra Messina[0049]« giver han saa en Skjæbnetragoedie, der i Et og Alt er en sophokleisk Studie. Ja ikke engang i »Wilhelm Tell[0050]« er Synspunktet moderne, tvertimod paa ethvert Punkt rent hellenisk. Stoffet er ikke dramatisk, men episk opfattet. Den Enkelte staaer ikke med nogen udpræget Eiendommelighed. Det er kun et Tilfælde, der hæver Tell[xcviii] ud af Massen og stiller ham i Spidsen for Bevægelsen. Han er, som Goethe[XCIX] siger, »en Art Demos«. Det er derfor heller ikke store historiske Modsætninger, som i Stykket bryde sig, der findes ingen Frihedspathos i Rütli[q]-Mændene, og det er ikke Frihedens eller Statens Idee, som fremkalder Oprøret. Det er Privat-Ideer og Privat-Interesser, Indgreb i Eiendom og Familie, som i de øvrige Dramer personlig Ærgjerrighed |43| og dynastiske Formaal, der afgive Handlingens eller rettere Begivenhedens Drivhjul. Det gjælder for Bønderne udtrykkeligt ikke om Erobring af nye Friheder, men, som det siges, om Opretholdelsen af gamle nedarvede Sæder. Jeg kan med Hensyn til dette Punkt henvise til En, der overalt, hvor han seer hen, seer med Geniets Blik, til Lassalle[C], der i sin interessante Fortale til sit Drama »Franz v. Sickingen[0051]« udvikler denne Anskuelse.
Saaledes see vi da, at selv naar Schiller[CI], den politiske og historiske blandt Tydsklands Digtere, mest synes at indlade sig med Historie og Politik, gaaer han ligefuldt forholdsvis abstract og idealistisk tilværks, og saaledes kan det vel betragtes som bevist, at hvad man kalder Subjectivisme og Idealisme, Sky for Historien og den ydre Virkelighed er hele Litteraturens Charaktermærke paa denne Tid.
Sit philosophisk-videnskabelige Udtryk fik denne Aandsretning i Fichtes[CII] Videnskabslære. Det absolute Jeg fordrer, da det indeholder al Realitet, at det Ikke-Jeg, som det sætter, skal staae i Overensstemmelse med det selv og er kun den uendelige Stræben efter at overvinde sine Skranker. Dette Resultat af Videnskabslæren er det, som slaaer ned i den unge Slægt. Ved det absolute Jeg forstod man, som Fichte[CIII] selv i Grunden, men paa meget forskjellig Vis, ikke Guddommens Idee men det |44| menneskelige, det tænkende Væsen, og den nye Frihedstrang, Jeg'ets Eneraadighed og Selvglæde, der med en enevældig Monarchs Vilkaarlighed lader den hele ydre Verden forsvinde i et Intet overfor Selvet, denne Frihedsrus kommer til Udbrud i en løierligt vilkaarlig, ironisk og phantastisk Skare af unge Genier. Sturm- und Drangperioden, i hvilken den Frihed, man frydede sig over, var det 18de Aarhundredes Oplysning, gjentager sig i finere og mere abstracte Former, og den Frihed, man glæder sig ved, er det 19de Aarhundredes Vilkaarlighed.
Fælles for alle Romantikernes saa vidt fra hinanden faldende Bestræbelser og Productioner, for Wackenroders[CIV] »Klosterbroder[0052]« med hans sværmerisk-aandige Begeistring for Kunsten og den ideale Skjønhed og for den sandselige »Lucinde[0053]« med sin Apotheose af Kjødet, for Tiecks[CV] tungsindige Romaner og Eventyr, i hvilke et uberegneligt Fatum leger med Mennesket, og for de Dramer af Tieck[CVI] og de Fortællinger af Hoffmann[CVII], der opløse alle faste Former i Lunets Capricer og Arabesker – fælles for det Alt er den vilkaarlige Selvhævdelse eller Hævdelsen af en Grundvilkaarlighed, der har sit Udgangspunkt i Kampen imod en indsnevrende Prosa, i Nødraabet efter Poesi og Frihed.
Den første betydeligere Production, der møder os, er Tiecks[CVIII] »William Lovell[0054]«. Denne Romans |45| første Del, forfattet i Tiecks[CIX] 21de Aar, udkom 1795. Nu og da anslaaes allerede her med Hensyn til Kunstsmagen de Strenge, som den romantiske Skole senere spillede paa.
William Lovell[cx] kommer til Paris[r] (som Tieck[CXI] da aldrig havde seet) og er naturligvis opfyldt af stor Modbydelighed for Alt, hvad han oplever: (I. 49–52). »Byen er en grim, uregelmæssig Stenhob. I hele Paris[s] har man Følelsen af at være i et Fængsel. – Man taler og snakker hele Dage uden en eneste Gang at sige, hvad man tænker. – Jeg er af Kjedsomhed gaaet nogle Gange i Theatret. Tragoedierne bestaae af Epigrammer uden Handling og Følelse, og Tirader, der tage sig ud, som naar paa gamle Malerier Ordene hænge ud af Munden paa Personerne. Jo mere Skuespilleren fjerner sig fra Naturen, for des større bliver han anseet. – I den store verdensberømte Pariser-Opera faldt jeg i Søvn.« Det er de Indtryk, som Lovell,Lovell.[cxii] der i Bogen er Englænder, har modtaget af Paris[t] omkring Revolutionstiden – den hele traditionelle tydske Foragt for fransk Væsen og fransk Kunst, dobbelt komisk her, fordi den er lært udenad efter Bøger. I Modsætning hertil udbryder Lovell[cxiii] i Theâtre français: »O Sophokles[CXIV], o guddommelige Shakspeare[CXV]!«, og meget betegnende siger han: »Jeg hader Menneskene, som med deres eftergjorte lille Sol [skal være Fornuften] lyse op i enhver hyg|46|gelig Dæmring og forjage de elskværdige Skyggebilleder, der boede saa trygt under det hvælvede Løvtag. I vor Tidsalder er det blevet en Slags Dag, men den romantiske Nat- og Morgenbelysning var skjønnere end dette graa Lys fra en skyet Himmel«.
Undtager man disse enkelte Stænk, synes Bogen ellers ved første Øiekast ikke at have nogen af de Egenskaber, som man pleier at betegne som de romantiske Frembringelsers; men i Virkeligheden viser intet Værk bedre og sikrere end dette, hvori de romantiske Tendentser grunde. »William Lovell[0055]« har laant sin Grundtanke og Brevformen fra en i høi Grad usædelig fransk Roman af den materialistiske Skribent Rétif de la Brétonne[CXVI]: »Le paysan perverti[0056]«. Det er ikke uden Betydning, at vi strax her kunne føre en romantisk Production tilbage til den franske Materialisme; det er i Virkeligheden fra den, at den mørke romantiske Skjæbnetro stammer. »Lovell[0057]« er en Bog, hvis Læsning i vore Dage er i høi Grad besværlig. Formen er trættende bred, alle Charaktererne staae som i Taager. Bipersoner som den ædle gamle Tjener ere trivielle Richardsonske Reminiscentser, og der findes hverken et drastisk Træk eller en plastisk Situation. Bogens Fortrin, som er ligesaa tydsk som dens Mangler, bestaaer i en udholdende og haardnakket psychologisk Reflexion. Dens Helt er en Yngling, |47| der lidt efter lidt langsomt og sikkert føres til at opløse alle faste og substantielle Livsmagter, alle overleverede og godkjendte Regler for Livet, paa en saadan Maade, at han ender i en ren Forbryderexistents med den mest forhærdede Egoisme til Grundvold. Man har Uret, synes jeg, i at undre sig over, at Tieck[CXVII] i saa ung en Alder kunde skildre Sligt. Er det ikke netop i de tidligste Ungdomsaar, at Ynglingen, hvis Blik endnu slet ikke formaaer at vende sig udad, bestandig sysselsat med alt det Forunderlige, der viser sig for hans Blik, naar han seer ind i sit eget Hjerte, uafladeligt maa optrævle sig selv, undersøge sine egne Tilstande, see sig selv i det Speil, som hans egen Bevidsthed rækker ham? Der gives for mange Gemytter ingen mere selvkritisk Alder end Perioden omkring det 20de Aar. Man har endnu saa god Tid i Livet, saa god Tid til at gjøre sig Rede for sig selv; man tilbringer sine Dage med at lære det Instrument at kjende, hvorpaa man hele Livet igjennem skal spille; man stemmer det, man agter paa, hvorledes det er stemt. Den Tid er endnu fjern, hvor man rask væk bemægtiger sig sig selv og benytter sig som Instrument, hvad enten det nu er som Violin eller som Brækjern, eller som hvad det nu kan falde. Og byder Omverdenen nu ved Omstændighedernes Beskaffenhed hverken Opgaver eller Næring, og vedbliver Individet at leve af sit eget Blod, da maa uund|48|gaaeligt Reflexionssygen føre til, at Individualiteten opplukkes eller udhules.
Det for Digteren, for Retningen, for Tidspunktet Eiendommelige er her det Følelsens Phantasteri, hvori den selvkritiske Reflexion slaaer over. Individet vover for Alvor at gjøre det tilfældigt bestemte, umiddelbare Jeg, som har opløst Alt, hvad Vedtægt respecterer, til alle Tings Norm og alle Reglers Ophav. Forvridningen af Fichtes[CXVIII] Totaltanke og den psychologiske Sammenhæng med den kan her ikke miskjendes. Man læse følgende Vers af »Lovell[0058]« og den efterfølgende Reflexion: (»Lovell[0059]« I. 178.)
»Saaledes behersker min ydre Sands den physiske, min indre Sands den moralske Verden. Alt underkaster sig min Vilkaarlighed; ethvert Phænomen, enhver Handling kan jeg kalde hvad det behager mig; den levende og livløse Verden hænger i Kjæder, som min Aand styrer; mit hele Liv er kun en Drøm, hvis mangfoldige Skikkelser forene sig efter min Villie. Jeg selv er den eneste Lov i den hele Natur og denne Lov lyder Alt«. Man seer, at naar Friedrich Schlegel[CXIX] senere i sin Polemik mod Fichte[CXX] udraaber: »Fichte[CXXI] er ikke nok absolut Idealist, fordi han ikke er nok Kritiker og Universalist; jeg og Hardenberg[CXXII] (Novalis) ere det dog mere«, saa har allerede 10 Aar i Forveien, og længe før der var Tale om Romantik og romantisk Skole, Tieck[CXXIII] øinet den Vei, som den nye Skole vilde slaae ind paa: Individualitetens Opgaaen i personlig Vilkaarlighed og denne Vilkaarligheds Ophøielse til Livets og Kunstens Kilde under Navnet Phantasi. Lovell[0060] fører denne Bane ud over alle afstukne Grændser. Medens Johannes Forføreren[cxxiv], der i vor Litteratur fuldender og afslutter denne Type, bestandig holder sig indenfor et vist Schema, i Afstand fra det Ethiske, hvilket han betragter som en kjedelig og fortrædelig Magt, og som han derfor heller |50| aldrig angriber i Fronten, lader Lovell[cxxv] som den alsidigere, dristigere anlagte, om end slettere udførte Charakter, sig hverken skræmme tilbage af Forræderi, Drab eller Giftmord. Han er den i den hele Periode varierede Don-Juan-Faust-Type med en Tilsætning af Schillers[CXXVI] Frants Moor[cxxvii]. Selvbeskuelsens Blaserthed har her ført til grændseløs Menneskeforagt og hensynsløs Bortfeien af alle Illusioner, og der øines ingen anden Trøst end den, at Hykleriet afsløres, og den hæslige Sandhed sees. I hvor dyb en Sammenhæng med Meget af hvad Romantikerne siden frembragte staaer ikke en Udtalelse som denne (I, 212): »Visselig er Vellyst vort Væsens store Hemmelighed; selv den reneste og inderligste Elskov vil dukke sig i denne Brønd. – Kun Letsind, kun Indsigt i Illusionen kan frelse os, og derfor er Amalie[cxxviii] Intet for mig mere, siden jeg indseer, at Poesie, Kunst og selv Andagt kun er forklædt og tilhyllet Vellyst – – Intet uden Sandselighed er det første bevægende Hjul i vort Maskineri – – Sandselighed og Vellyst er Musikens, Maleriets og alle Kunsters Aand; alle Menneskets Ønsker flyve om denne Pol som Myggene om det brændende Lys; – – derfor ere Boccacio[CXXIX] og Ariost[CXXX] de største Digtere, og Tizian† [CXXXI] og den kaade Correggio[CXXXII] staae høit over Dominichino[CXXXIII] og den fromme Raphael[CXXXIV]. Jeg antager endog Andagten for at være en afledet Kanal for den raa Sandsedrift, der bryder sig i tusind |51| mangfoldige Farver.« Man kunde troe, at denne Lovell[cxxxv], i hvis Reflexioner Sandseligheden spiller saa stor en Rolle, var skildret som en Natur, hvis Instincter ledede den paa Afveie. Lige omvendt! Han er kold som Is, kold som Kierkegaards[CXXXVI] Skygge af en Forfører, der endog i dette Træk er anticiperet her. Han begaaer ei sine Udskeielser med Kjød og Blod, men med en phantastisk exalteret Hjerne. Han er et purt Cerebralmenneske, en Nordtydsker af det reneste Vand. Og i et bestemt Punkt er han tilmed allerede ved Anticipation romantisk i en uventet Grad. Da han helt er udbrændt, da hver Gnist af Overbevisning er udslukt hos ham, og alle hans Følelser ligge »døde og slagtede« omkring ham, tyer han til Troen paa det Vidunderlige og sætter sin Lid til mystiske Meddelelser, som en gammel Bedrager har foregjøglet ham Udsigten til. Dette Træk, som charakteristisk nok ei findes i det franske Forbillede, udfordredes for at supplere Figuren.
Saa udhulet er her Individualiteten, saa lidet veier den i sin egen Haand, at den forekommer sig lige sand og usand i ethvert Moment; den er bleven sig fremmed og har ligesaa liden Tillid til sig selv som til nogen objectiv Magt. Den staaer udenfor, hvad den selv oplever. Det forekommer den, at den spiller en Rolle, naar den handler. Lovell[cxxxvii] fortæller, hvorledes han har forført en ung |52| Pige, Emilie Burton[cxxxviii]: »Jeg kastede mig pludselig ned for hendes Fødder og tilstod hende, at alene en heftig Kjærlighed havde bevæget mig til mit Ophold i Slottet; jeg sagde, at dette skulde være mit sidste Forsøg paa, om der gaves noget menneskeligt Hjerte, der endnu vilde tage sig af mig, for igjen at forsone mig med Livet og Skjæbnen. Hun var skjøn, og som i et Skuespil spillede jeg min Rolle videre med en forunderlig Begeistring; Alt, hvad jeg sagde, lykkedes mig, jeg talte med Ild og dog uden Affektation« (»Lovell[0061]« II, 110); og senere hedder det: »At hun selv paa nogen Tid har forspildt sin huslige Lykke, er hendes egen Skyld; at hun efter den gjængse Synsmaade nu maa skamme sig for mange Mennesker, kan ikke bebreides mig. Jeg gav en Rolle overfor hende, hun kom mig imøde med en anden, og vi spillede saaledes med megen Alvor et Stykke af en daarlig Digter, og nu gjør det os atter ondt, at vi saaledes have spildt Tiden.« Altsaa et Spil, en Rolle var det Hele. Man har her allerede udfoldet i en litterær Figur, hvad senere blev til et Livs Virkelighed i Charakterer som Fr. Schlegels[CXXXIX] og Gentz's[CXL], og man har her psychologisk charakteriseret, hvad kunstnerisk bestemt blev til Romantikernes meget omtalte Ironi. Her i Charakteren den nøgne Egoisme, der tager Livet som en Rolle, i Kunsten Misforstaaelse og Overdrivelse af Schillers[CXLI] Grundtanke, at den æsthetiske Virk|53|somhed er »en Leg«, et Spil ↄ: en Virken uden ydre Formaal, saa at den sande Kunstform bliver den, der hvert Øjeblik itubryder Formen, umuliggjør Illusionen og ender i Selvparodien, saaledes som det skeer i Tiecks[CXLII] Lystspil. Der er her den allernøieste Sammenhæng mellem Maaden, paa hvilken Helten handler og Maaden, paa hvilken Comoedien skrives. Ironien er en og den samme. Alt kan føres tilbage til den samme Selviskhed og Uvirkelighed.
For ret at forstaae den Sjælstilstand, som er skildret i »Lovell[0062]«, er det ikke nok, at vi see dens fremtidige Conseqventser, vi maa her som tidligere ved René[cxliii] see, hvori dette psychologiske Moment er begrundet, og hvoraf det er betinget. Betinget er det ved den hele Selvraadighed, i hvilken Tiden gjærer. Derfor mødes de forskjelligste Digteraander i Typens Udformning. Som en Blaserthedens Titan hører Lovell[cxliv] hjemme i en Slægt af Titaner.
Jean Paul[CXLV], der er 10 Aar ældre end Tieck[CXLVI], 4 Aar yngre end Schiller[CXLVII], begyndte, 2 Aar før »Lovell[0063]« blev anlagt, en Skildring af Racen i sin »Faustiade« Romanen »Titan[0064]«. Jean Paul[CXLVIII] er i mange Maader Romantikens Forløber; indenfor den romantiske Skole bliver han reproduceret af Hoffmann[CXLIX], ligesom Goethe[CL] af Tieck[CLI]. Han er Romantiker først og sidst ved den grændseløse Vilkaarlighed, hvormed han som Kunstner gaaer |54| tilværks. Han har, som Auerbach[CLII] har sagt det om ham, »Studiehoveder, Stemninger, Charaktertræk, psychologiske Forviklinger, Billeder i Almindelighed liggende færdige, som han vilkaarligt overfører paa givne Charakterer og Situationer«, han skyder alle mulige nok saa uvedkommende Indfald ind i sine Fortællingers elastiske Ramme. Dernæst er han Romantiker ved sin grændseløse Selvraadighed; thi man hører ham og atter ham gjennem alle hans Personer, hvad de saa hedde, fremdeles ved sin Alt beherskende og ingen fast Kunstform respecterende Humor, endelig ved sin hele Stilling som den antike Dannelses Antipode. Men hvad han saa end i Kunsten var, saa var han i Livet ikke Virkelighedens, men Frihedens Mand, dens lidenskabelige Forkjæmper, Fichtes[CLIII] Ligemand i begeistret Pathos; han bekjæmper hverken Oplysningen eller Fornuften eller Reformationen eller Revolutionen, han er overbevist om den historiske Værdi og den fulde Gyldighed af de Ideer, som det er det 18de Aarhundredes Hæder at have bragt frem og forfægtet. Derfor vender han sig advarende mod Romantikernes tomme og demoraliserende Phantasteri.
I »Titan[0065]« forekommer den kraftigst udprægede af Jean Pauls[CLIV] Idealfigurer, Roquairol[clv], Idealfigurer siger jeg, fordi han som fortrinlig realistisk Idyldigter frembragte en hel anden Art Charakterer. |55| Roquairol[clvi] er en Prototyp for den Form, hvori Tiden støber sin Lidenskab og sin Fortvivlelse.
Han er den rasende og dybt reflecterede Attraa, der bliver til Phantasteri, fordi den er en Kraft, som Forholdene ikke tage i Brug, og som ikke har de Evner i sig, hvormed man tilegner sig eller gjennembryder og behersker Virkeligheden. Attraaen bliver saaledes en Sygdom, der slaaer ind og som fører til Selvbeskuelse og Selvmord. Vil De høre Roquairol[clvii] skildre sig selv i et Brev (»Titan[0066]«, 3die B. 88 Zykel):
»See kun paa mig, jeg tager min Maske af, convulsiviske Bevægelser gaae over mit Ansigt som paa Folk, der have taget Gift. Jeg har drukket mig fuld i Gift, jeg har slugt Giftkuglen, Jordkuglen. – Jeg er som et udhulet Træ, forkullet af en phantastisk Ild. Naar Jegets Indvoldsorme, Vrede, Henrykkelse, Elskov og andre lignende igjen give sig til at krybe om og fortære hinanden, da seer jeg fra mit Jeg ned paa dem, og jeg skjærer dem i Stykker som Polyper og stikker dem ind i hinanden. Da skuer jeg atter paa denne min Skuen, og da dette gaaer for sig i det Uendelige, hvad har man saa af det Alt? Naar Andre have en Troes-Idealisme, saa har jeg en Hjertets Idealisme, og Enhver, der ofte har gjennemgaaet alle Følelser, paa Theatret, paa Papiret eller paa Jorden, har den som jeg. Hvad nytter det til? – Ofte seer jeg paa Bjergene og |56| Floderne og Landet rundt om mig, og det er mig, som kunde de i et Øieblik flagre fra hverandre og jeg med. – Der gives en kold, kjæk Aand i Mennesket, hvem Intet angaaer, ikke engang Dyden, thi han vælger den først, og han er dens Skaber ei dens Skabning. Jeg oplevede engang paa Havet en Storm, hvor alt Vandet rasende og takket og skummende splittedes og kastedes i Bølger, medens den stille Sol saa til foroven – bliv saadan! Hjertet er Stormen, Himlen, det er Jeget! – Troer Du, at Roman- og Tragoedieforfatterne, Genierne iblandt dem, der tusinde Gange tilbunds have efterabet Alt, det Guddommelige og det Jordiske, ere anderledes end jeg? hvad der i Virkeligheden holder dem og de Øvrige oppe, det er Hungeren efter Penge og Ros. – Aberne ere Genierne blandt Dyrene; og Genierne ere Aber i æsthetisk Eftergjøren, i Hjerteløshed, Ondskab, Skadefryd, Vellyst og – Lystighed.«
Han fortæller, hvorledes han uden selv at føle Andet end en af Kjedsomhed udspringende Drift har besnæret sin Vens Søster:
»Jeg mistede Intet – i mig er ingen Uskyld – jeg vandt Intet – jeg hader Sandsernes Lyst – den sorte Skygge, som Nogle kalde Anger, foer bred afsted efter Tryllelanternens flygtende, brogede Lystbilleder. Men er det Sorte mindre optisk end det Brogede?«
Den, der omhyggeligt vil læse blot dette korte |57| Citat af Jean Pauls [CLVIII]enorme fire Binds Roman, vil see, hvorledes atter her en Forbindelseslinie imellem Livet og Kunsten er draget. Uvilkaarligt men høist betydningsfuldt bruger Roquairol[clix] den frembringende Kunstners Natur som Symbol paa sin, og Udtrykkene »udhulet af en phantastisk Ild« og »Hjertets Idealisme« (det Samme, som jeg har kaldt Subjectivisme) ere saa skarpt betegnende, som vare de valgte kategorisk. Ja saa bevidst har Digteren været sig, hvad det var, han vilde skildre, at han (efterat Roquairol[clx] har begaaet sin sidste og afskyeligste Forbrydelse, forvexlet med Albano[clxi], Helten, at besøge dennes Elskede, Linda[clxii], om Natten) lader ham døe paa et Theater, lader ham skyde sig selv under Udførelsen af en Rolle, der ender med Selvmord, endnu til det yderste Øieblik levende i Skinnets og Spillets Verden, forvexlende eller sammenblandende Virkelighed og Phantasi. Blev ikke det at gjøre Virkeligheden phantastisk eller poetisk et Løsen for den følgende Slægt? Det var den Opgave, den satte sig, og som den stræbte at løse i al sin Production; det er en Stræben henimod dens Løsning, som forklarer og undskylder dens Forvildelser, hvor den skizzerer en Omformning af Virkeligheden som f. Ex. i Schlegels[CLXIII] »Lucinde[0067]«.
Det store Problem om Forholdet mellem Poesien og Livet, Fortvivlelsen over deres dybe, bitre Disharmoni, den rastløse Famlen efter en |58| Forsoning, den er det, som ligger bagved den uhyre store Gruppe af tydsk Litteratur lige fra Sturm- und Drang-Periodens Tid til Romantikens Ophør. For at forstaae saavel »Lucinde[0068]« som »Lovell[0069]« maa man derfor gaae tilbage. Begge forstaaes de bedre gjennem Jean Pauls[CLXIV] »Titan[0070]«, Lovell[clxv] gjennem Titaniden Roquairol[clxvi], Lucinde[clxvii] gjennem Titaniden Linda[clxviii].
højresiderne i kapitel 2 har i førsteudgaven klummetitlerne »Romantikens negative Forberedelse, Subjectivisme.«, »William Lovell.« og »Roquairol.«. Kapitlets venstresider har klummetitlerne »Tydsklands romantiske Skole« og »Romantikens positive Forberedelse.«.
der sigtes til samlingen af den tyske nation i en prøjsisk domineret nationalstat i 1871 (Det Tyske Kejserrige) - med en parallel til den italienske region Piemonte, der i midten og anden halvdel af 1800-tallet spillede en central rolle i genrejsningen og samlingen af Italien.
krig i 1813, hvor en koalition af Frankrigs fjender i fællesskab drev de franske besættelsestropper ud af Tyskland.
der sigtes til slag under Den Fransk-tyske Krig (1870-1871), bl.a. slagene ved Metz (14.8.1870) og Sedan (1.9.1870), hvor Napoleon 3. blev taget til fange.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 212): »I Række og Geled«. Titel på en roman af Friedrich Spielhagen fra 1866.
et i Ludvig Holbergs komedier ofte brugt navn for husfaderen, som i sin person repræsenterer den ældre generation i dens modsætningsforhold til ungdommen og dens synspunkter.
af Schillers digt »Rousseau«, 1782 Schiller 1992, 1:385.
af et brev fra Friedrich Hölderlin, dateret 1.1.1799, til broderen Karl Hölderlin 1970, 2:800-801.
af et brev fra Hyperion til Bellarmin i Friedrich Hölderlins brevroman Hyperion oder der Eremit in Griechenland, 1797-1799 Hölderlin 1970, 1:737.
af et brev fra Friedrich Hölderlin, dateret 6.8.1796, til broderen Karl Hölderlin 1970, 2:703.
af et brev fra Friedrich Hölderlin, dateret 10.7.1796, til broderen Karl Hölderlin 1970, 2:699.
af et brev fra Friedrich Hölderlin, dateret 1.1.1799, til broderen Karl Hölderlin 1970, 2:796.
af et brev fra Hyperion til Bellarmin i Friedrich Hölderlins brevroman Hyperion oder der Eremit in Griechenland, 1797-1799 Hölderlin 1970, 1:738.
Goethe ledsagede i 1792-1793 hertugen af Sachsen-Weimar-Eisenach i krig mod det revolutionære Frankrig. I sit selvbiografiske værk Aus meinem Leben. Von Goethe. Zweyter Abtheilung fünfter Theil. Auch ich in der Champagne! (fra 1826 kaldet Campagne in Frankreich 1792), 1822, beskriver Goethe bl.a., hvordan han under felttoget var stærkt optaget af sin farvelære.
det omtalte slag fandt sted 14.10.1806 ved den tyske by Jena, hvor Napoleon 1.s tropper besejrede en preussisk hær. Det citerede er af et brev fra Karl Ludwig van Knebel, dateret 8.1.1807, til Jean Paul Jean Paul 1863, 3:136.
ved den franske Julirevolution, der foregik i dagene 27.7.1830-29.7.1830, blev det eksisterende kongedømme afskaffet og erstattet af et nyt. Den omtalte videnskabelige debat (om hvirveldyrs evolution), der foregik i foråret 1830 og stod mellem de to franske naturforskere Georges Cuvier og Étienne Geoffroy Saint-Hilaire, ligger således kronologisk før Julirevolutionen. Det af Goethe citerede stammer fra Johann Peter Eckermanns Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens, 1836-1848 Goethe 1999, 39:726.
af Johann Peter Eckermanns Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens, 1836-1848 Goethe 1999, 39:710.
af et brev fra Goethe, dateret 7.7.1793, til Friedrich Heinrich Jacobi Goethe 1991, 3:684.
GB henviser til et brev fra Schiller, dateret 14.9.1797, til Goethe Siegfried Seidel (red) 1984, 1:410.
forudsætninger, en persons fortid.
polemik, der opstod efter at Goethe og Schiller i Musen-Almanach für das Jahr 1797, 1796, offentliggjorde en lang række satiriske epigrammer, de såkaldte xenien. Satiren ramte både samtiden og en række enkeltpersoner, der var lette at kende, og en række (mod)angreb fulgte.
af Rudolph Gottschalls Die deutsche Nationalliteratur des neunzehnten Jahrhunderts, 1872 Gottschall 1872, 1:45.
der sigtes til det anonymt udgivne skrift Gegengeschenke an die Sudelköche in Jena und Weimar von einigen dankbaren Gästen, 1797.
Goethe mødtes 2.10.1808 med Napoleon 1. i Erfurt. Han har i en kort selvbiografisk optegnelse beskrevet mødet og anfører bl.a., at Napoleon - efter opmærksomt at have kigget på Goethe - sagde: »Vous êtes un homme« Goethe 1994, 10:544.
af Johann Peter Eckermanns Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens, 1836-1848. Goethes udsagn findes under datoen 27.3.1825 Goethe 1999, 39:553.
af et brev fra Goethe, dateret 2.5.1802, til Schiller Goethe 1999, 32:250.
Schillers stykker og person var under Den Franske Revolution særdeles populære i Paris, hvorfor Nationalforsamlingen 26.8.1792 besluttede at gøre ham til æresborger i den franske republik under navnet Monsieur Gille.
af Rudolph Gottschalls Die deutsche Nationalliteratur des neunzehnten Jahrhunderts, 1872 Gottschall 1872, 1:52.
ifølge den franske revolutionskalender datoen 9.11.1799. På denne og den følgende dag gennemførte Napoleon 1. det såkaldte Brumairekup, der afskaffede republikken og indførte Konsulatet.
tilhængere af Gironden, en politisk gruppering under Den Franske Revolution. Gironden havde en tid lang stor indflydelse, men bl.a. en række upopulære politiske beslutninger gjorde, at magten gled dem af hænde.
samlebetegnelse for en række slag på det europæiske kontinent 1813-1815. Fælles for slagene er, at de krigsførende parter var Frankrig, der havde underlagt sig en række lande, på den ene side og en koalition af Frankrigs fjender på den anden side. Frankrig blev under Frihedskrigene langsomt, men sikkert trængt tilbage.
af andenudgaven af Den romantiske Skole i Tydskland, 1890, fremgår det, at der er tale om Henrik Ibsen Brandes 1890:56.
der henvises bredt til det store afsnit om Schiller i tredje del af Hermann Hettners omfattende Literaturgeschichte des achtzehnten Jahrhunderts, 1856-1870 Hettner 1869, 3.1:353-387.
af Goethes Tag- und Jahres-Hefte for 1804 Goethe 1994, 17:136.
betegnelse for en ungdomsoprørsk strømning i 1770'ernes tyske litteratur. Karakteristisk er store udadrettede følelser, dramatiske handlingsforløb og landskaber som opposition til rationalismens og oplysningstidens franskinspirerede litteratur.
sammensat citat fra Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796.
dvs. tiden under Den Franske Revolution (1789-1799).
det franske nationalteater, der blev oprettet i 1680 i Paris af Ludvig 14. den Store. Teatret har gennem tiden haft til huse forskellige steder og haft vekslende navne.
af Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796 Tieck 1828, 6:52.
af Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796 Tieck 1828, 6:51.
efter den britiske forfatter Samuel Richardson.
sammensat citat fra Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796 Tieck 1828, 6:178.
af Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796 Tieck 1828, 6:179.
af Friedrich Schlegels notits om »Geist der Fichte'schen Wissenschaftslehre«, skrevet 1797/1798 Schlegel 1837, 2:421.
sammensat citat fra Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796 Tieck 1828, 6:212-214.
af Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796 Tieck 1828, 7:26.
af Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796.
af Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796 Tieck 1828, 7:137-138.
der sigtes formentlig til Schillers Über die ästhetische Erziehung des Menschen in einer Reihe von Briefen, 1795, hvor betydningen af den 'æstetiske leg' for mennesket behandles.
af Berthold Auerbachs artikel om Jean Paul, skrevet i anledning af 100-året for digterens fødsel. Artiklen blev først trykt i Deutsche Blätter, 21.3.1863, og siden optaget i Deutsche Abende, 1867 Auerbach 1867:177.
Jean Pauls roman er inddelt i 146 kapitler, kaldet zykler.
sammensat citat fra Jean Pauls Titan, 1800-1803 Titan 1802, 3:278-281.
af Jean Pauls Titan, 1800-1803.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik