Jeg har skildret Dem, hvorledes Romantiken fra sin negative Side: Virkelighedsskyen og Vilkaarligheden var forberedt ved den ældre Litteratur, ved Göthe[I] og Schiller[II] og vist Dem, i hvilke Livsforhold dette havde sin Grund. De vil nu see, hvorledes Romantiken ogsaa omvendt fra sin positive Side i allerhøieste Grad var forberedt ved hvad der gik forud.
Lad os endnu et Øieblik blive ved Roquairol[iii]. Lad os see bort fra den særegne Nuance af dæmonisk Phantasteri, som Charakteren her har modtaget. Hvad udgjør saa dens Fond? Dens Fond er Lidenskab, det vil sige, hvad Tydskerne kalde Lidenskabens »Freigeisterei«, dens Frihedsfølelse og Omvæltningstrang. Men det er netop denne Følelse, som var Udgangspunktet for den moderne tydske Litteratur i Goethes[IV] og Schillers[V] Ungdomsdigtninge. De bæres af en og samme Grundstemning: Trods. De ere Udtryk for en og |59| samme Opposition. De ere revolutionære Udbrud og revolutionære Experimenter. Goethes[VI] »Die Geschwister[0001]« experimenterer med Elskov mellem Sødskende. Hans »Stella[0002]« ender i sin oprindelige Form som Forsvar for Dobbelt-Ægteskab, og paa samme Vis skildrer Jean Paul[VII] i »Siebenkäs[0003]« Bigami som en Sag, Geniet har Lov til at begaae, naar det føler sig trykket af den først indgaaede Forpligtelse. »Götz[0004]« er det geniale Individs tragiske Undergang i Kamp mod en slap og fordærvet Tidsalder. Schillers[VIII] »Die Räuber[0005]« med sin Vignet »In tyrannos« og sit Motto af Hippokrates[IX] »Hvad Lægemidler ei helbrede, det helbreder Jernet, hvad Jernet ei helbreder, det helbreder Ilden« er en Krigserklæring mod Samfundet. Karl Moor[x] er den høihjertede Idealist, der i »Castrataarhundredet« nødvendigvis maa gaae tilgrunde som Forbryder. Schillers[XI] Røvere ere ikke Banditer, men Revolutionære. De ville ikke plyndre, men straffe, de ville ikke Postsækken, men Privilegierne tillivs, de udsondre sig fra Samfundet for at hævne sig paa det for begaaet Uret. I Schillers[XII] »Røvere[0006]« (1781) leger Revolutionen »Røvere«, 8 Aar før den bryder løs for Alvor. Endnu mere personligt udtalt er Schillers[XIII] Trods i de Digte fra hans første Periode, som han skrev under Inspiration af sin Forbindelse med Fru von Kalb[XIV]. De ere omarbeidede og aldeles forvanskede i den gjængse Udgave. De maa søge dem i den store |60| fortræffelige historisk-kritiske Udgave, der endnu ikke er sluttet. I det Digt, som senere fik Titelen »Der Kampf[0007]«, men som oprindeligt bar Titelen »Freigeisterei der Leidenschaft[0008]« hedder det:
Saa pudsigt, som dette naive Sophisteri kan lyde, saa tvivlsomt det maa synes, om Himmelen ikke skulde tillade sig at lege en lille Smule med Menneskets Glæder, saa utvetydig er her Tendentsen, og som Hettner[XV] (3, I, 375) slaaende har bemærket, siger Don Carlos[xvi] næsten enslydende »Min Elskovs Rettigheder ere ældre end Alterets Formler«. Thi »Don Carlos[0009]«, som tre Gange blev omarbeidet, efter hvad der hvergang var Schillers[XVII] herskende Passion, har i sit andet Udkast Angrebet paa Ægteskabet til Hovedtanke.
Til den unge Dronning Elisabeth var Charlotte von Kalb[XVIII] Forbilledet. Denne Dame, som beherskede Schillers[XIX] første Ungdom, var bleven |61| tvungen til Ægteskab af sine Forældre. I Aaret 1784 lærte Schiller[XX] hende at kjende, og i 1788 drøftede de endnu den Plan for bestandigt at forene deres Skjæbne. Det er i hendes Hus, at Schiller[XXI] anbringer den ulykkelige Hølderlin[XXII], da denne har maattet forlade sin Huslærerplads paa Grund af sin Forstaaelse med Husets Dame Susette Gontard[XXIII]. Kort efter at Schiller[XXIV] havde forladt hende, blev hun Jean Pauls[XXV] Elskerinde. (Caroline Schlegel[XXVI] kalder hende i Spøg Jeanette Pauline.) Han beskriver hende saaledes: »Hun har to store Egenskaber, store Øine, som jeg endnu aldrig saa dem, og en stor Sjæl.« Det er efter hans egen Tilstaaelse hende, hvem han har stillet overfor Roquairol[xxvii] som Titaniden Linda[xxviii]. Om Linda[xxix] hedder det i »Titan[0010]« (118 Zykel), at hun maa skaanes ikke blot af Hensyn til sit zarte Væsen, men i sin Sky for Ægteskabet, der gaaer meget vidt. Hun kan ikke engang ledsage en Veninde til Alteret; hun kalder dette Retterstedet for den kvindelige Frihed, det Baal, hvorpaa den skjønneste og frieste Elskov bliver brændt, og siger, at Kjærlighedens Heltedigt der i det Høieste kan blive til Ægteskabets Hyrdepoesi. Og det er forgjæves, at hendes forstandige Veninde foreholder hende (125 Zykel), at hendes Uvillie mod Ægteskabet umuligt kan have anden Grund end hendes Afsky for Præsterne – at det ægteskabelige Baand jo kun betyder evig Kjærlighed, og at |62| enhver sand Kjærlighed maa ansee sig for evig – at man tæller ligesaa mange, om ikke flere ulykkelige Kjærlighedsforbindelser som ulykkelige Ægteskaber o. s. v. Fru v. Kalb[XXX] selv skriver til Jean Paul[XXXI]: »Hvorfor angle med det Ord forføre? Jeg beder Dem, skaan de stakkels Tingester og ængst ikke mere Deres Hjerte og Deres Samvittighed. Naturen er saamæn stenet nok. Jeg forandrer aldrig min Tænkemaade om denne Gjenstand. Jeg forstaaer ikke denne Dyd og kan ikke erklære Nogen for salig for dens Skyld. Religionen her paa Jorden er ikke Andet end Udviklingen og Vedligeholdelsen af de Kræfter og Anlæg, som vort Væsen besidder. Ingen Tvang skal Skabningen taale, men heller ingen uretfærdig Resignation. Lad kun altid den kjække, kraftige, modne, sig sin Kraft bevidste Menneskehed have sin Villie; men Menneskeheden i vor Generation er ussel og jammerlig. Alle vore Love ere Følger af den elendigste Ynkelighed og de usleste Behov og sjeldent engang af Klogskab. Kjærlighed behøver ingen Lov.«
Der taler en stor og energisk Aand ud af dette Brev. Springet herfra og til »Lucindes[0011]« Idee er ikke stort, men Faldet herfra og til »Lucindes[0012]« platte Udførelse er dybt. Dog ret forstaaes disse Udbrud først, naar man seer de selskabelige Forhold, fra hvilke de udsprang, og naar man veed, at de ei ere enkelte, løsrevne og tilfældige Udfald, men |63| betingede ved de poetiske Naturers gjennemgaaende Forhold til Samfundet da. De tydske Klassikeres Hovedkvarteer og Samlingspunkt var dengang Weimar[a]. Aarsagen til, at saa lille en By i et lille Hertugdømme blev det, lader sig uden Vanskelighed paavise. Af Tydsklands to store Fyrster var Joseph den 2den[XXXII] altfor optagen af sine rationalistiske Reformbestræbelser, altfor ivrig for Forstandsoplysningen til at have nogen Interesse tilovers for den tydske Poesi, og den voltairianske Friedrich af Preussen[b][XXXIII] var som bekjendt altfor fransk i Smag og Aandsretning til at have nogen Interesse for Tydsklands Poeter. Det blev da Smaahofferne, der toge sig af dem; Schiller[XXXIV] havde sit Tilhold i Mannheim[c], Jean Paul sit i Gotha[d], Goethe[XXXV] var bosat i Weimar[e]. I mange Tider havde den poetiske Production i Tydskland ikke været centraliseret. Nu blev Weimar[f] et Midtpunkt. Goethe[XXXVI] kaldte Herder[XXXVII] og Wieland[XXXVIII] dertil og fik Schiller[XXXIX] anbragt i sin Nærhed i Jena[g]. Weimar[h] var da det Sted, hvor praktisk og theoretisk Lidenskaben mest hensynsløst og fordomsfrit blev forgudet som poetisk overfor Samfundets Convenients. »Ak! her er Kvinder!« udbryder Jean Paul[XL], da han kommer til Weimar[i], »her er Alt revolutionært dristigt, og det at være Hustru betyder Intet.« Wieland[XLI] tager sin tidligere Elskede, La Roche[XLII], i Huset »for at leve op igjen«. Schiller[XLIII] foreslaaer Fru v. Kalb[XLIV] en fælles Reise til Paris[j].
|64| Goethe[XLV] er den, som ved sin Ankomst til Weimar[k] bringer hele Sturm- und Drang-Perioden med sig. Man kan ikke tænke sig et eiendommeligere og friskere Selskab end dette: Hertugen og Hertuginden 18 Aar gamle, Goethe[XLVI] 26 Aar, Hertuginde Amalia[XLVII], Karl August's[XLVIII] Moder, kun 36 Aar gammel og fuld af ubunden Livslyst. I dette Hof bliver Goethe[XLIX] Sjælen, og med Ungdommens Overmod hvirvler han denne Kreds med sig i Fornøielser, Fester, Landpartier, Væddeløb og Maskerader, i en ofte »rasende« Lystighed, en vild Naturglæde, der snart forklares snart »formørkes« ved mere eller mindre letfærdige Kjærlighedshistorier. Jean Paul skriver til sin Ven, at han kun mundtligt kan skildre ham Weimars[l] Sæder. Naar man betænker, at allerede det, at man løb paa Skøiter, var Weimars[m] ærbare Philistre en Skandale, vil man ikke undre sig over den gamle Wielands[L] arrige Udbrud, at det kun syntes at gjælde om »at brutalisere den bestialske Natur.« Saa var det, at den blide og fine Coquette, Fru v. Stein[LI], 10 Aar i Træk blev Goethes[LII] Muse, Originalen til Leonore[liii] og Iphigenia[liv]. Og stor blev Forargelsen, da Goethe[LV] optog Christiane Vulpius[LVI] »den lille Blomst, lysende som Stjerner, skjøn som et Øie« i sit Hus og levede 18 Aar med hende, inden han legitimerede sin Forbindelse. Schiller[LVII] var gift med Charlotte v. Lengenfeldt[LVIII], men hendes Søster, Karoline[LIX], Schillers[LX] |65| »Ideal«, med hvem han følte sig inderligere beslægtet, skilte sig fra sin Mand og flyttede ind i Huset. Saaledes begriber man, at Jean Paul under Indtrykket af Fru v. Kalbs[LXI] Personlighed her i Weimar[n] kan udraabe: »Saameget er vist, en aandigere og større Revolution end den politiske og ligesaa morderisk som denne banker i Verdens Hjerte.«
Hvilken Revolution? Følelsens Emancipation fra Samfundets Vedtægter, Hjertets respectstridige Pukken paa sin Ret til at betragte sin Lovbog som Sædernes nye Codex og til at omstøbe Sæderne efter Sædeligheden, undertiden efter Tilbøieligheden. Ud over dette vilde man Intet, tænkte man ikke paa Noget. Praktiske eller sociale Reformer havde man ikke for Øie. Det ægte Tydske viser sig her i, at man bestandig udvortes gjorde dybe Buk for enhver Regel, fra hvilken man skulkede eller kneb ud. Ikke blot hævder den ældre Goethe[LXII] f. Ex. bestandig i direkte Udtalelser i Samtaler de bestaaende Former af Kjønnenes Samliv som absolut nødvendige for Culturen. Men gjennemgaaende gjælder det, at man i Bøgerne udtalte revolutionære Ideer, som man selv mere eller mindre bifaldt, og saa ved Slutningen tilbagekaldte dem, idet Helten enten tilstaaer sin Uret, eller dræber sig selv, eller straffes for sin Trods eller ender med at resignere (som Karl Moor[lxiii], Werther[lxiv], Tasso[lxv], Linda[lxvi]), ganske som de kjætterske |66| Forfattere i Middelalderen til Slutning tilføiede en Notits om, at Alt, hvad der stod i Bogen, selvfølgelig burde forstaaes i Overensstemmelse med den hellige almindelige Moderkirkes Fordringer.
I denne Kreds af Weimars[o] begavede Kvinder er det, at Madame de Staël[LXVII] »Stormen klædt i Skjørter«, som man kaldte hende, under sit Besøg i Tydskland træder ind. Hun staaer iblandt dem som en vild og fremmed Fugl. Hvilken Forskjel paa hendes Tendentser og deres Sympathier! Hos dem er Alt personligt, hos hende er Alt allerede socialt. Hun er optraadt offentligt, hun slaaer drabelige Slag for store sociale Reformer. Disse tydske Kvinder fra Humanitetsperioden ere, selv naar de gaae videst, altfor idyllisk anlagte dertil. For hende gjælder det om at omforme Livet politisk; for dem gjælder det om at gjøre Livet poetisk. Den Tanke at kaste Handsken til en Napoleon[LXVIII] havde aldrig kunnet falde nogen af dem ind. Hvilken Brug af en Kvindehandske, af et Kjærlighedspant! Ikke Menneskerettighederne, men Hjertets Rettigheder er det, de forstaae, og de bekjæmpe ikke Livets Uret, men dets Prosa. Forholdet mellem Samfundet og det geniale Individ antager ikke her som i Frankrig Form af en Kamp mellem individuel, revolutionær Frihed og social, traditionel Nødvendighed, men Formen af en Kamp imellem den Enkeltes Ønsker som Poesi, og Politik og Samfundsregel som |67| Prosa. Deraf den romantiske Litteraturs uafladelige Lovprisning af Evnen og Kraften til at ønske, et Thema, hvortil især Fr. Schlegel[LXIX] ofte vender tilbage. Det er i Virkeligheden den eneste udadgaaende Kraft man har, Afmagten selv opfattet som Kraft. De finder den samme Beundring for Ønsket i »Enten–Eller[0013]«. »Det er derfor, at »Aladdin[0014]« er saa styrkende, fordi dette Stykke har den geniale, Dristighed i de mest forfløine Ønsker. Hvormange er der vel, der i vor Tid i Sandhed tør ønske! o. s .v .« Barnlighed og atter Barnlighed! Men hvo kan undre sig over, at Ønsket, Religionernes Moder og Daadløshedens Udtryk blev Romantikernes Stikord. Ønsket er da Poesi, Samfundet Prosa. Først ud fra dette Synspunkt forstaaes ogsaa Tydsklands store Digteres klareste og mest lutrede Værker. Goethes[LXX] »Tasso[0015]« med sin Kamp mellem Statsmand og Digter, ↄ: mellem Virkelighed og Poesi, sin Skildring af Modsætningen mellem de to, der supplere hinanden og kun ere ulige, »fordi Naturen ikke formede een Mand af dem begge«, er trods sin krystalklare Form og sin haardt tilkjæmpede Resignation et Product af den selvsamme lange Gjæring, der afgiver den romantiske Skole alle dens Fermenter. »Wilhelm Meister[0016]« har intet andet Sujet. Ogsaa dette Værk fremstiller den langsomme, gradvise Forsoning og Sammensmelten af det poetiske Ideal og den reale Virkelighed. |68| Men kun de største Aander formaaede at naae til denne Høide, den store Skare af fremragende, men uklart stræbende Aander bleve staaende i Disharmonien. Og jo mere Poesien nu blev sig bevidst som Magt, jo mere Digteren følte sig i sin Værdighed, og Litteraturen blev til en lille Verden for sig med sine særegne Fag-Interesser, des mere antog Kampen mod Virkeligheden den underordnede Form af Kamp mod Philisteriet (see f. Ex. Eichendorffs[LXXI] Drama »Krieg den Philistern[0017]«). Det bliver da ikke Poesiens Sag at hævde det evigt Berettigede i Friheden overfor de ydre Forholds Tyranni, den hævder sig selv som Poesi overfor Livets »Prosa«. Dette er den germaniske, den tydsk-nordiske, det vil sige den litterært reflecterede Forstaaelse af Poesiens Frihedsgjerning.
»Man maa erindre,« siger Kierkegaard[LXXII], (»Begrebet Ironi[0018]« S. 322), »at Tieck[LXXIII] og den hele romantiske Skole traadte eller troede at træde i Forhold til en Tid, i hvilken Menneskene vare aldeles ligesom forstenede i de endelige sociale Forhold. Alt var fuldkommet og fuldendt i en guddommelig chinesisk Optimisme, der ingen fornuftig Længsel lod utilfredsstillet og intet fornuftigt Ønske uopfyldt. Skik og Brugs herlige Grundsætninger og Maximer vare Gjenstand for en from Gudsdyrkelse; Alt var absolut, selv det Absolute; man afholdt sig fra Polygami, man gik med spidspullede Hatte, Alt havde sin Betydning. Enhver |69| følte i Forhold til sin Stilling med nuanceret Værdighed, hvormeget han udrettede, hvor stor Betydning hans utrættelige Stræben havde for ham selv og det Hele. Man levede ikke qvækeragtigt letsindigt uden Agtelse for Timer og Klokkeslet, slig Ugudelighed søgte forgjæves at indsnige sig. Alt gik sin rolige, sin afmaalte Gang, selv den, der gik paa Frieri; thi han vidste jo, at han gik i lovligt Ærinde og gjorde et høist alvorligt Skridt. Alt skete paa Klokkeslet. Man sværmede i Naturen St. Hansdag, man var synderknust store Bededag, man forliebede sig, naar man fyldte sit 20de Aar, man gik i Seng Kl. 10. Man giftede sig, man levede for Huslighed og for sin Stilling i Staten; man fik Børn, fik Familiesorger; man stod i sin fulde Manddomskraft, blev paa høiere Steder bemærket i sin velsignelsesrige Virksomhed, var en Omgangsven af den Præst, under hvis Øine man episk fuldbyrdede de mange skjønne Træk til et hæderligt Eftermæle, som man vidste, han engang med et rørt Hjerte forgjæves vilde søge at fremstamme; man var Ven i Ordets sande og oprigtige Betydning, en virkelig Ven, som man var virkelig Cancelliraad.«
Jeg seer ikke, at der i denne Skildring er nogetsomhelst Historisk. Naar jeg undtager, at man nu ikke gaaer med spidspullede, men med rundpullede Hatte, seer jeg ikke, hvorfor den mindre godt skulde passe paa 1873 end paa enhver |70| anden Tid. Den slutter sig ikke bestemtere om een Tidsalder end om en anden. Nei det Særegne ligger her kun i de begavede Aanders, i Romantikernes Opfattelse af Spidsborgerligheden. »De opfattede den philosophisk som Endeligheden, intellectuelt som Indskrænketheden, ikke som vi moralsk, naar vi see den som det Usle. Op imod den holdt de deres egen uendelige Længsel […] Imod dens Prosa satte de deres ungdommelige Poesi, som vi mod dens Usselhed vor Mandsvillie«.*)
Som almindelig Regel gjælder det da, at de flygtede fra Samfundet og Virkeligheden med deres Længsler og Tanker. Undtagelsesvis forsøgte de, som allerede antydet, dog nu og da, om end ikke at virkeliggjøre deres Ideer i Livet, saa dog at skizzere, hvorledes de tænkte sig Gaaden løst, hvorledes Virkeligheden skulde kunne omformes saaledes, at den gik op i Poesien uden Rest.Ikke at her er Glimt af Indignation eller Initiativ som hos franske Forfattere paa dette Omraade f. Ex. hos George Sand[LXXIV], men man morer sig med at udkaste revolutionære eller dog skandaløse Phantasier.
højresiderne i kapitel 3 har i førsteudgaven klummetitlerne »Freigeisterei der Leidenschaft.«, »Linda.« og »En ideel Contrast.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Romantikens positive Forberedelse.«.
der hentydes til Schillers digt »Freigeisterei der Leidenschaft«, 1786.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 216): »Mod Tyrannerne«; i andet oplag af Schillers drama Die Räuber fra 1782 (1. oplag 1781) findes en vignet med teksten »IN TYRANNOS«.
Hippokrates' (latiniserede) aforisme lyder hos Schiller: »Quæ medicamenta non sanant, ferrum / sanat, quæ ferrum non sanat, ignis sanat« Schiller 1988, 2:12.
af Schillers Die Räuber, 1781, I,2 Schiller 1988, 2:31.
Den Franske Revolution brød ud i 1789, 8 år efter udgivelsen af Die Räuber.
Schillers sämmtliche Schriften. Historisch-kritische Ausgabe, 1-15, Stuttgart, 1867-1876.
af Schillers digt »Freigeisterei der Leidenschaft«, 1786 Schiller 1868, 4:25.
der henvises til tredje del af Hermann Hettners omfattende Literaturgeschichte des achtzehnten Jahrhunderts, 1856-1870 Hettner 1869, 3.1:375.
af et fragment af Schillers Dom Karlos. Infant von Spanien, 1787. Fragmentet blev trykt i 1785 Schiller 1989, 3:52.
Schillers Dom Karlos. Infant von Spanien, 1787, blev i udgivelsesåret udsendt i tre forskellige tryk Schiller 1989, 3:997.
af et brev fra Jean Paul, dateret 12.6.1796, til vennen Christian Otto Jean Paul 1829, 1:335.
GB følger her Rudolph Gottschalls Die deutsche Nationalliteratur des neunzehnten Jahrhunderts (1872, 1:64). Det citerede stammer oprindelig fra et brev fra Charlotte von Kalb, dateret 16.10.1796, til Jean Paul Jean Paul 1863, 2:32-33.
af et brev fra Jean Paul, dateret 12.6.1796, til vennen Christian Otto Jean Paul 1829, 1:336.
af et brev fra Jean Paul, dateret 27.1.1799, til vennen Christian Otto Jean Paul 1829, 3:26.
betegnelse for en ungdomsoprørsk strømning i 1770'ernes tyske litteratur. Karakteristisk er store udadrettede følelser, dramatiske handlingsforløb og landskaber som opposition til rationalismens og oplysningstidens franskinspirerede litteratur.
af et brev fra Wieland, dateret 21.10.1777, til Johann Heinrich Merck Wagner 1835:121.
af Goethes digt »Gefunden«, 1815 (skrevet 1813), som han 26.8.1813 sendte til sin kone Christiane Vulpius Goethe 1988, 2:20.
af et brev fra Jean Paul, dateret 27.1.1799, til vennen Christian Otto Jean Paul 1829, 3:27.
betegnelsen kendes fra Heinrich Heines fransksprogede værk om Tyskland: De L'Allemagne, 1835 Heine 1982, 17:151.
der sigtes til Déclaration des Droits de l’Homme et du Citoyen de 1789, der blev vedtaget af den franske nationalforsamling 26.8.1789. Erklæringen består af en fortale og 17 artikler.
af Søren Kierkegaards Enten – Eller. Et Livs-Fragment, 1843; fra afsnittet »Diapsalmata« Kierkegaard 1997, 2:30.
af Goethes drama Torquato Tasso, 1790, III,2 Goethe 1988, 5:782.
af Søren Kierkegaards Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates, 1841 Kierkegaard 1997, 1:336.
henvisningen gælder førsteudgaven af Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates, 1841.
af Georg Brandes' kritik af en opførelse af J.L. Heibergs marionetkomedie Pottemager Walter, 1814 (Illustreret Tidende, 7.3.1869). Brandes citerer efter sin egen Kritiker og Portraiter, 1870 Brandes 1870:234.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik