Den romantiske Skole i Tydskland (1873)

|[3]|I.

Det vil være mine Tilhørere bekjendt, hvorledes den første Række af disse Forelæsninger er bleven modtaget. Den Reaction, som det er min Agt at skildre og afsløre, har forsøgt at tilintetgjøre den Bevægelse, der gik ud paa at byde den Stangen. Det er imidlertid langt fra, at der er Udsigt til, at dette vil lykkes. Franskmændene have et Ordsprog, som siger: Nul prince n’a tué son successeur.

De kjender Planen for det Arbeide, jeg har foresat mig. De veed, at jeg vil skildre Aarhundredets Litteraturbevægelse, den spirende og stigende Reaction først i dens Principer, saa i dens Gang til dens Culmination. Jeg vil saa vise Dem, hvorledes den mødes af det fra forrige Aarhundrede kommende frisindede Pust, der svulmer til en Storm og kaster Modstanden overende. Her er mange Værker at charakterisere, mange Personligheder at tegne. Min Opgave vil være at skildre Dem disse Personligheder og Værker i |4| Profil, i saa skarp og sikker en Profil, som det er mig muligt. Ingen kan medtage Alt. Kraftigt at belyse det Hele, men fra een Side, saaledes at Hovedtrækkene springe frem og falde i Øinene, det er mit Princip. Jeg vil paa den ene Side stræbe at tage Litteraturhistorien saa psychologisk som muligt, gaae saa dybt ned, som jeg kan, gribe de Sjælerørelser, der længst tilbage, inderst inde forberede og frembringe den hvergang foreliggende Litteratur. Dertil maa jeg bede Dem om at see saa uhildet som muligt ind i Dem selv. Og jeg vil paa den anden Side forsøge at fremstille Resultatet i saa udvortes og haandgribeligt plastisk Form som muligt. Kunde det lykkes mig at give den dulgte Følelse og den abstracte Idee, der overalt ligger til Grund, i en præcis og anskuelig Form ligesom i Silhouet og Profil, da var min Opgave løst. Helst drev jeg altid Principet helt ud i Anekdoten.

Først og fremmest fører jeg da overalt Litteraturen tilbage til Livet. De vil allerede kunne see det deraf, at medens ældre Polemiker i vor Litteratur f. Ex. den mellem Heiberg[I] og Hauch[II], ja selv den berømte Polemik mellem Baggesen[III] og Oehlenschläger[IV] have holdt sig paa et udelukkende litterært Gebet og ere blevne til Disputer om litterære Principer alene, er Polemiken om mine Forelæsninger ei alene ved Oppositionens Uforstand, men lige saa meget ved Skriftets Natur |5| kommen til at berøre en Vrimmel af religiøse, sociale, moralske Spørgsmaal. De maa ikke troe, at jeg paa Grund af Alt, hvad der i Anledning af min Bog er bleven discuteret, tillægger mine Forelæsninger en særlig Betydning. Tvertimod, mit Skrift var en lille og i og for sig ikke meget betydende Production. Men det kastede et nyt Princip ud paa Markedet, og der stod et Slag omkring det. Det mest vulgaire Terrain, siger Victor Hugo[V], vinder en vis Glands ved at blive Valplads: Austerlitz[a] og Marengo[b] ere store Navne og smaa Landsbyer. Efter at have reduceret Forholdene tør jeg vel anvende dette paa min Bog.

I denne min Opfattelse af Litteraturens Forhold til Livet ligger det, at den Litteraturhistorie, jeg lærer, ikke er Salonlitteraturhistorie. Jeg griber med saa kraftig Haand, jeg formaaer, ned i det virkelige Liv og viser, hvorledes de Følelser, der faae deres Udtryk i Litteraturen, opdukke i Menneskehjertet. Men Menneskehjertet er ingen stille Pyt og ingen idyllisk Skovsø. Det er et Ocean med en undersøisk Vegetation og frygtelige Beboere. Salonlitteraturhistorien som Salonpoesien seer i Menneskelivet en Salon, en pudset Balsal, Møbler og Mennesker lige polerede; Belysningen udelukker alle mørke Kroge. Lad den, som har Lyst, tage Tingene fra denne Side, det er ikke min Sag. Som den, der vil botanisere, maa gribe |6| om Brændenælder saavel som om Roser, saaledes maa den, der vil studere Litteraturen, vænne sig til med Naturforskerens og Lægens uforfærdede Øie at see alle Former af Menneskevæsenet i deres Forskjellighed og deres indre Sammenhæng. Om Planten stikker eller dufter, gjør den ikke mere eller mindre interessant. – Jeg vil da komme til at berøre Et og Andet, som Convenientsen ellers udelukker af Samtale og Foredrag. Jeg beder Dem aldrig at stødes herover, men agte vel og nøie paa, i hvad Aand dette skeer, agte paa den Alvor og den fuldstændige Kulde, hvormed jeg omtaler de saakaldte brændende Sujetter.

Det er tydsk Litteratur, jeg nærmest vil komme til at behandle. Den Opgave at skildre den tydske romantiske Skole i Sammenhæng er for en Dansk en meget vanskelig og nedslaaende. Dette Stof er for det Første overvældende stort, dernæst mangfoldigt behandlet af tydske Forfattere og tilsidst ved Arbeidets Deling med en saadan Detaillærdom, at det er umuligt for en Fremmed, hvem tilmed Kilderne langtfra altid ere tilgjængelige, i udtømmende Kundskab at kunne hamle op med Landets egne Børn, der fra Barndommen af alt ere hjemme i den Litteratur, han i en Alder, hvor Massetilegnelsen er langt vanskeligere, skal lære at kjende. Han maa da søge sin Styrke dels i den Bestemthed, hvormed han |7| anlægger og bevarer sit individuelle Synspunkt, dels i om muligt at udvikle Egenskaber, der ere mindre fremtrædende hos Landets egne Forfattere. En saadan Egenskab er her den kunstneriske, jeg mener Evnen til at udvortesgjøre. Den tydske Natur er saa inderlig og dyb, at denne Evne ikke er hyppigt forekommende. Dels er der endelig et Element, som den Fremmede lettere opdager end den Indfødte, det er Racemærket, det i den tydske Forfatter, der betegner ham som Tydsker. For den indfødte Betragter bliver det at være tydsk og det at være Menneske altfor let Et og det Samme, da han er vant til overalt, hvor han behandler et Menneske, at have med en Tydsker at gjøre. Den Fremmede forekommer Meget paafaldende, hvis Eiendommelighed den Indfødte overseer, fordi han er vant til at see det, og især fordi han selv har det eller er det.

Jeg vil i det Hele sparsomt og kun momentvis komme ind paa den danske Litteratur. I det Tæppe, jeg opruller for Dem, borer jeg kun nu og da et Hul, hvorigjennem De seer de danske Forhold. Ikke at jeg glemmer den danske Litteratur eller taber den af Sigte . Tvertimod jeg har den uafbrudt for Øie. Idet jeg forsøger at levere de fremmede Litteraturers indre Historie, giver jeg paa ethvert Punkt indirecte Bidrag til den danske Litteraturhistorie. Jeg maler den Baggrund, som er nødvendig, for at vor Litteratur |8| engang paa den kan springe frem med sin Eiendommelighed. Jeg udarbeider den Underbygning, hvorpaa efter min Overbevisning den moderne danske Litteraturs Historie maa reises. Er Fremgangsmaaden den indirecte, saa er den derved saa meget mere grundig. Dog vil jeg gjerne med faa Ord angive Dem, hvilket det Resultat omtrentlig er, hvortil en Sammenligning mellem dansk og fremmed Litteratur i denne samme Periode har ført mig. Jeg kan sammenfatte det som i en Formel. Forholdet mellem Tydskland og Danmark her er det: Den tydske Litteratur er i dette Tidsrum forholdsvis oprindelig ved sine Tendentser og sit Indhold. Den danske fortsætter dels en særligt nordisk Aare, dels bygger den paa Grundlag af den tydske. De danske Forfattere have gjennemgaaende læst og tilegnet sig de tydske, hvorimod disse aldrig have læst de danske Skribenter eller modtaget nogen Paavirkning af dem. Steffens[VI], som bibringer os Stødet fra Tydskland, er Schellings[VII] absolute Lærling. Her har De som Bevissted et Stykke af et Brev fra Steffens[VIII] til Schelling[IX]: »Jeg er Deres Elev, helt igjennem Deres Elev. Alt, hvad jeg kan yde, tilhører oprindeligt Dem. – Det er ikke en forbigaaende Følelse, det er en fast Overbevisning, jeg har om, at det forholder sig saaledes, og jeg skatter mig derfor ikke ringere. – Naar jeg da engang har frembragt et i Sandhed stort Product, som jeg gad |9| kalde mit, og naar det er blevet anerkjendt, da vil jeg offentlig fremtræde, med Begeistringens Varme nævne min Lærer og række Dem den vundne Laurbærkrands«.*)

*) G. L. Plitt: »Aus Schellings Leben[0001]«. I. 309.

I dette Forhold til Tydskland ligge flere Conseqventser: I Tydsklands Poesi mere Liv, i Danmarks tilsvarende Poesi mere Kunst. Det er Tydskland, som graver Æmnerne op. Den Litteratur, som med Romantiken begynder, lever og væver i de inderligste Stemninger, svælger i Følelser, tumler med Problemer, skaber Former, som den selv uophørligt slaaer itu. Den danske Litteratur modtager de af Liv sprudlende Stoffer og Ideer, og det lykkes den ofte at give dem en mere sikker Form og et meget klarere Udtryk, end de fik i deres Hjemstavn. (Man tænke f. Ex. paa Heibergs[X] Forhold til Tieck[XI].) Dels anvender og bearbeider den dem, dels fremstiller den beslægtede Tanker i gunstigere og mere plastiske Stoffer som f. Ex. i det Materiale, den nordiske Oldtid afgav.

Saaledes skeer det, som jeg engang har skrevet: »Paa dansk Grund fik Romantiken mere Klarhed og mere Form. Den blev mindre natlig, den vovede sig tilsløret ud i Solen. Den følte, at den var kommen til et ædrueligt og besindigt Folk, der endnu ikke var blevet ganske enigt med sig |10| selv, om ikke Maanens Skin var unaturligt og sentimentalt. Den steg op af Bjergenes Schachter, hvorfra Novalis[XII] i sine Bjergmandssange første Gang havde manet den frem, og slog med Vaulundur paa Bjergets Side, saa det revnede og lagde alle sine Skatte for Dagen i Dagens eget Lys. Den følte, at den var kommet til en anden Natur, mere smilende, mild og idyllisk, den rystede det Uhyggelige af sig, dens tykke, uformelige Taager fortættede sig til slanke Elverpiger, den glemte Harzen[c] og Blocksbjerg[d], og en smuk St. Hans Aften opslog den sin Residents paa Dyrehavsbakken[e]«.*)

*) »Kritiker og Portraiter[0002]« p. 230.

»Aladdin[0003]« er et bedre og mere anskueligt Digterværk end Tiecks[XIII] »Kaiser Octavianus[0004]«. Men til Gjengjæld kunde Oehlenschläger[XIV] ikke negte Tieck[XV], at »Aladdin[0005]« aldrig var bleven skrevet, ifald »Octavianus[0006]« ei havde existeret. Heibergs[XVI] »Julespøg og Nytaarsløier[0007]« er nok saa vittigt et Stykke, som Tiecks[XVII] aristophanisk-polemiske Satirer, men den hele Form, Theatret i Theatret, Litteratursatiren, Blandingen af Sentimentalt og Ironisk er laant fra Tieck[XVIII], og hvad værre er, kun forstaaelig ud fra Tiecks[XIX] Principer. Der er med eet Ord mere Form i Oehlenschläger[XX], Hauch[XXI], Heiberg[XXII] end i Novalis[XXIII], Tieck[XXIV], Fr. Schlegel[XXV], men der er mindre Indhold, det vil sige |11| mindre Liv, mindre directe Forhold til Livsrørelserne. Den tydske Litteratur har altfor tidt været Medium. Man har hos os for ofte ladet de store Livsproblemer ligge, sat dem tildørs udenfor Litteraturen, naar man ikke formaaede at bringe dem i regulær-poetisk Form.

Psychologisk kan dette udtrykkes saaledes: Vore Forfattere have i Regelen som Kunstnere været mere end de tydske, som Mennesker, som Aander langt mindre. Dette Sidste gjælder ei blot om denne Periode, men for hele dette Aarhundrede overhovedet og absolut. Sammenlign Tieck[XXVI] og Oehlenschläger[XXVII] eller sammenlign et Øieblik i Deres Tanker de Moderne: Lenau[XXVIII], Auerbach[XXIX], Spielhagen[XXX], Paul Heyse[XXXI] med Blicher[XXXII], Hostrup[XXXIII], Andersen[XXXIV], Bjørnson[XXXV], og De vil lægge Mærke til følgende: hos den tydske Forfatter som Tieck[XXXVI] eller Auerbach[XXXVII], (jeg tænker her nærmest paa Tiecks[XXXVIII] ikke-romantiske Periode), er der i hver nok saa lille Frembringelse, den være uplastisk, den være svag eller endog forfeilet, udtalt en hel Livsbetragtning, og en, som ikke er grebet ud af Luften, men en gjennem et Livs Erfaring og Reflexion modnet og udviklet, præget af den hele forbausende mangesidige Dannelse, som udmærker den tydske Aand. En Novelle af Tieck[XXXIX], en Roman af Auerbach[XL] indeholder et poetisk-philosophisk Totalsyn paa Livet, og dette Totalsyn er en Mands, selv naar det ikke altid er en Digters. |12| En Tragoedie af Oehlenschläger[XLI], et Eventyr af Andersen[XLII], en Vaudeville af Hostrup[XLIII] derimod vil næsten altid udmærke sig ved udpræget digteriske Egenskaber, som Phantasi, Lune, Lystighed, ungdommeligt slaaende og friske Træk, men Grundanskuelsen er, naar den er poetisk, et Barns. Om en gjennem et Forhold til Videnskaben indvunden og under Livets Gang bestandig mere udviklet Livsbetragtning er saa at sige aldrig Tale. Til en egentlig Udvikling findes der ofte ikke Spor. Digtere som Winther[XLIV] eller Andersen[XLV] ere ligesaa fuldkomne i deres første Arbeider som i deres sidste. Hos Andre ophører den poetiske Production i en Alder, hvor man maatte vente, den først ret skulde til at udfolde sig, som hos Hostrup[XLVI] og Richardt[XLVII]. Talentet faaer undertiden med Aarene en vis Embonpoint som hos Oehlenschläger[XLVIII]. Undertiden bliver Idealet stedse mere magert som hos Paludan-Müller[XLIX]. Hvor en Metamorphose finder Sted, bestaaer den ikke i, at man efterhaanden skaber sig selv en Livsanskuelse; man slaaer, efter i nogen Tid at have holdt sig paa Poesiens snævre Sti, ind paa en af de to store Alfarveie, enten paa Spidsborgerveien eller Kirkeveien. Slobrokken eller det sorte Ornat! det er næsten altid det Costume, man bærer, naar man aflægger den poetiske Ungdoms Slængkappe. Selv de yngste Forfattere hertillands gaae af Veien for Tidens Ideer. Sammenligner De f. Ex. |13| en af vore Yngre som Bergsøe[L] med en af Tydsklands Yngre som Spielhagen[LI], da ligger Forskjellen ikke saa meget i den tydske Forfatters unegteligt betydeligere Evner, nei Spielhagen[LII] er en Bergsøe[LIII] med Ideer – med vor Tids Ideer. Han er bevæget af alle Tidsalderens Problemer, forløfter sig undertiden paa dem, men bringer dem altid sin Tids Bevidsthed nærmere. Læg derimod Mærke til, hvad Bergsøe[LIV] polemiserer imod. Mod Adelsaristokratiet, som han spotter i sine Digte, mod den katholske Religion, som han spotter i sine Romaner. Denne Kamp har sin store Betydning i Livet, hvor disse Magter endnu spille en kraftig Rolle; men det er hundrede Aar siden, at den i Litteraturen var interessant. Disse Magter høre til Litteraturens Døde, og det er ikke Umagen værd at slaae de Døde ihjel. Altsaa gjennemgaaende: de tydske Forfattere have næsten overalt, hvor de i dette Aarhundrede kunne sammenlignes med de Danske, en modnere og originalere Livsbetragtning og ere som Personligheder større, hvad de end som Digtere er.

En tredie Side af samme Sag er denne: De danske Forfattere have som Regel det Fortrin at undgaae de Udskeielser af Smag og Phantasi, hvortil de fremmede hyppigt forfalde. De standse itide, de undgaae Paradoxet eller de forfølge det ikke ud i den yderste Conseqvents; de have den Sikkerhed, som medfødt Ligevægt og medfødt |14| Phlegma give, de ere næsten aldrig cyniske, forvovne, blasphemiske, oprørske, vildt phantastiske, helt sentimentale, rent abstracte eller rent sandselige; de løbe sjeldent løbsk, de storme aldrig Himlen, de falde aldrig i en Brønd. Dette er det, som gjør dem saa populære i deres Nation. En sikker Smag og Elegance, som den, der udmærker Heibergs[LV] Poesi og Gades[LVI] Musik, en sund og kraftig Natureiendommelighed, som den, der stempler Oehlenschlägers[LVII] og Hartmanns[LVIII] bedste nordiske Productioner, vil altid af de Danske skattes som Udtryk af en ædel og behersket Kunst. Hvad indeholder i Modsætning hertil Tydsklands romantiske Hospital ikke for excentriske Personligheder? En brystsvag Herrnhuter med hektisk Sandselighed og hektisk overjordiske Længsler – Novalis[LIX]. En ironisk Melancholiker med sygelige Hallucinationer og sygelige katholske Tendentser. Jeg mener Tieck[LX]. Et poetisk-impotent Geni med Geniets Trang til at revoltere og Afmagtens Trang til at underkaste sig et udvortes Magtsprog – Friedrich Schlegel[LXI]. En forvaaget Phantast med halvt vanvittige Opiumsphantasier som Hoffmann[LXII]. En fjantet Mystiker som Werner[LXIII] og en genial Selvmorder som Kleist[LXIV]. Husk paa Hoffmann[LXV], fra hvem Andersen[LXVI] udgik, og see, hvor sund, men ogsaa hvor nøgtern og rolig Andersen[LXVII] seer ud ved Siden af sin første Mester!

|15| Altsaa at der er mere Harmoni i de Danske, det er vist. Og at Den, der sætter Harmonien, selv en fattigere, som det Høieste i Kunsten, maa sætte den danske Litteratur i vort Aarhundredes første Aar meget høiere end den tydske, er let at fatte. Enhver dømmer i slige Sager efter sit Naturel og sin Smag. Jeg for min Part vil ikke lægge Dølgsmaal paa, at min Synsmaade her er temmelig afvigende fra den gjængse. Det forekommer mig, at vi for en stor Del have vundet hin Harmoni ved Forsigtighed, ved Mangel paa kunstnerisk Mod. Vi ere ikke faldne ned, fordi vi ikke ere stegne derop, hvorfra der var Fare for at falde. Vi have overladt det til Andre at bestige Montblanc[f]. Vi have undgaaet at brække Halsen, men vi have ogsaa ladet de Alpeblomster staae, som kun blomstre paa de høieste Bjergtinder og ved Afgrundens Rand. Jeg paatvinger Ingen min Smag. Ethvert Forsøg derpaa vilde være et unyttigt Pedanteri. Men hvad det synes mig, at vi ikke have skattet nok i Litteraturen, det er Dristigheden, den Dristighed, der er det Samme som Forfatterens Evne til hensynsløst at udtrykke sit bestemte kunstneriske Ideal. Denne Dristighed, hvormed Forfatteren forfølger det for hans Retning Typiske, er ofte det, som i Værket bliver Skjønhed. Lad mig forklare mig: Naar en Retning som Romantiken f. Ex. anslaaer den phantastiske Streng, synes den |16| Forfatter mig interessant fremfor Alle, som driver Phantasteriet op til den kjækkeste Høide – som Hoffmann[LXVIII]. Jo mere vildt phantastisk han er, des skjønnere er han, ligesom Poplen jo høiere den er og Bøgen, jo bredere og mægtigere. Skjønheden ligger i den Dristighed og Kraft, hvormed det Typiske er udtrykt. Den, der opdager et nyt Land, kan under Opdagelsen strande paa et Skjær. Det er let at undgaae Skjæret og lade være at opdage Landet. Vore Romantikere ere aldrig vanvittige som Hoffmann[LXIX], men heller aldrig dæmoniske som han. De tabe i betagende og overvældende Liv og Energi, hvad de vinde i Læselighed og Klarhed. De opnaae forholdsvis flere Læsere og flere Arter af Læsere, men de opnaae ikke at vinde dem saa helt. Den kraftigere Originalitet afskrækker Flere og fængsler stærkere. Vi have i vor romantiske Retning ikke Fr. Schlegels[LXX] dumdristige Usædelighed, men heller ikke hans geniale Oppositionsaand, og man tager hos os som givet og fast, hvad hans Lidenskab bringer til at smelte, og hvad hans Kjækhed støber i nye og barokke Former. Vi faae hos os heller ikke den katholske Tendents. Det vil sige, vi faae Orthodoxi i den mest forhærdede Form, vi faae Overjordiskhed og Pietisme, vi faae i Grundtvigianismen en Retning, der glider ned ad det Skraaplan, som fører til Katholicisme; men her som altid gjøre vi ikke Skridtet fuldt ud, springe |17| tilbage fra de yderste Conseqventser. Heraf følger, at Reactionen hos os er langt mere snigende og skjult. Tilhyllet som Lasten er det, klamrer den sig til Kirkens Altre, der altid afgave et Tilflugtssted for Forbrydere af enhver Art. Man kan aldrig ret komme den paa Klingen, aldrig uden videre overbevise den om, hvortil conseqvent dens Principer føre, nemlig til Samvittighedstvang, Inqvisition og Despoti. Kierkegaard[LXXI] er f. Ex. orthodox, i Politiken Absolutist, i Slutningen af sit Liv fanatisk. Han undgaaer imidlertid hele sit Liv igjennem – og dette Træk er ægte romantisk – at drage nogensomhelst ydre eller social Conseqvents af sin Lære, ja man skimter knap Læren for Omsvøb. Tag i Modsætning hertil en anden absolutistisk Orthodox, Joseph de Maistre[LXXII], en ligesaa ædel og oprigtigt troende Mand som Kierkegaard[LXXIII] og med et ligesaa menneskekjærligt Sind. Han driver alle sine Anskuelser ud i deres klare Conseqventser, skyer intet Træk, der i lige Linie deriverer sig fra hans Overbevisning. Som Kierkegaard[LXXIV] er han en glimrende begavet, gjennemdannet Aand. Men medens Kierkegaard[LXXV], naar Talen er om Virkeligheden, som en gammel Jomfru viger tilbage for »Udvorteshedens Spektakel«, drager han kjækt alle praktiske Conseqventser. Det berømte Afsnit om Bøddelen i sjette Samtale i »Soirées de Saint-Petersbourg[0008]« lader i Tydelighed Intet til|18|bage at ønske. Bøddelen er »det sublime Væsen«, »Samfundets Hjørnesten«; med ham »forsvinder al Samfundsorden«. To Magter udkræves efter de Maistres[LXXVI] Anskuelse i den moderne Stat for at styrte de revolutionære aandelige Kræfter, som den franske Omvæltning har sluppet løs, dem som ikke ville troe, og som ikke ville lyde: den ene er Paven, den anden er Bøddelen. Paven paa den ene Side, Bøddelen paa den anden, det er Samfundets tvende Grundpiller: hin rammer den oprørske Tanke med sin Bulle, denne det oprørske Hoved med sin Øxe. Det er en Nydelse at læse en saadan Udvikling. Her er Kraft og Conseqvents, et fuldt Udtryk for en klar Tanke, en energisk og uhyklet Reaction. Og de Maistre[LXXVII] er sig lig paa alle Omraader, han er ikke som vore danske Reactionære eller hvad jeg vilde sige Liberale politisk frisindet og socialt reactionær, religiøst reactionær og politisk liberal eller halvliberal: han hader den politiske Frihed, han spotter (i sine Breve) Kvindens Emancipation, han forsvarer (i et eget Skrift) med Varme og Fasthed den spanske Inqvisition og ønsker i sit Hjertes Renhed og med al sin mandige Sjæls Alvor Kjætterbaalene gjenindførte, og skammer sig ikke ved at sige det, da han tænker det. Se en saadan genial og fremragende Mand, stor som Minister, stor som Forfatter, der opofrer hele sin Formue hellere end at gjøre den ringeste Indrøm|19|melse til Revolutionen, som han hader, eller til Napoleon[LXXVIII], som han afskyer, en saadan Mand, der uden Sky forguder Skarpretteren som Ordenens uundværlige Hævder, planter Galgen midt i sin Lovbog og rækker Kirken Øxe og Baal – det er et Physiognomi, en stolt og kjæk Profil, som udtrykker en Aandsretning, og som man ikke glemmer; det er en Type, som man glæder sig over, som Naturforskeren fryder sig ved et udmærket Exemplar af en Race, hvoraf han hidtil kun har truffet paa forjadskede og uklare Exemplarer, og det, at den Art Individualiteter ikke forekomme i vor Litteratur er en Omstændighed, som man praktisk kan regne os til Lykke, men som i ethvert Tilfælde giver Litteraturens Historie en mindre plastisk Charakter.

Joseph de Maistre[LXXIX] er den franske Reactions mest udprægede Romantiker. Jeg vender tilbage til den tydske Retning. Overfor den Methode, jeg følger, frembyder denne Periode af tydsk Litteratur tilsyneladende en overordentlig Vanskelighed. Methoden bestaaer, som De veed, i psychologisk at følge de dybere Bevægelser i Litteraturen fra Land til Land og vise, hvorledes fra Tid til anden det flydende Materiale sammenpresses, krystalliseres i en eller anden tydelig og fattelig Type. Dette Typiske er det her mindre let at paapege, fordi det netop er denne Poesies Eiendommelighed at være uden faste typiske Former. |20| Den er ikke plastisk, men musikalsk. Den franske Romantik frembringer faste Skikkelser, den tydskes Ideal er ikke en Skikkelse men en Melodi, ingen enkelt Form men en uendelig Higen, og skal den benævne sin Længsels Gjenstand, vælger den Udtryk som »et hemmeligt Ord«, »en blaa Blomst«, »Skoveensomhedens Trylleri«. – Men disse Betegnelser ere Stemningsudtryk, og til enhver Stemning svarer en bestemt psychologisk Tilstand. Opgaven er at føre enhver Stemning, Følelse eller Længsel tilbage til den Gruppe af Stemninger, hvortil den hører. Tilsammen danner denne Gruppe en Sjæl. Og med en kraftigt udpræget Eiendommelighed staaer en saadan Sjæl i Litteraturen som Repræsentant for mange, der levede uden selv at kunne skildre deres Væsen, men som gjenfandt deres Væsen i Skildringen. Saaledes vil det maaskee lykkes mig at vise Dem, at Charaktertypen ikke undslipper os, fordi Digteren giver sig til at male Landskab paa Landskab istedenfor at fremstille kraftige Personligheder, eller fordi han opløser sine Digte i den Grad i Musik, at han tilsidst kun bruger Allegro eller Rondo som Overskrifter, men at disse Landskabers ganske særegne Charakter og Naturen af denne Ordmusik er et aldeles præcist Symptom paa en Sjælstilstand, der med tilnærmelsesvis stor Nøiagtighed lader sig bestemme.

For ret at forstaae denne tydske Romantik |21| maa man opfatte den under fire Synspunkter: poetisk, socialt, religiøst og politisk. Paa det poetiske Gebet løber den ud i hysterisk Andagt og blaa Dunst; paa det sociale Omraade har den kun behandlet et eneste Forhold, et Forhold af Privatlivet, det imellem Kjønnene og hyppigst med uordentlig og usund Lidenskabelighed uddelt Slag i Luften. Den har her ikke Menneskeheden, men kun nogle aristokratisk begunstigede Kunstnernaturer for Øie. Hvad det religiøse Forhold angaaer, række alle de i Poesien saa revolutionære Romantikere Halsen frem, saasnart de øine Aaget. Og i Politiken er det dem, der dirigere Wienercongressen og forfærdige dens Manifester, afskaffende Folkenes Tænkefrihed mellem en Kirkefest i Stephanskirken og en Østersdiner hos Fanny Elsler[LXXX].

Man sige længe nok, at det kun er de gode og sunde Elementer af Romantiken, som vi have tilegnet os. Tro ikke dem, der sige saaledes! Romantiken var forgiftet i sine Kilder. Troer man en Flod, der har saadanne Bestanddele i sig ved sin Munding, førte Guld med sig ved sit Udspring? Se, hvorledes disse Mænd ende, og begrib af den Bue, de beskrive, hvad det var for Impulser, de gav. Hvad var han, den Steffens[LXXXI], der kom herind og bragte os den Ild, han havde hentet fra den tydske Himmel? En ærlig og blødagtig Natur med et Hoved fuldt af Begeistring |22| og Forvirring, lutter Følelse og efterfølende Phantasi, uden Spor af Skarphed i Tanken eller Sammentrængthed og Prægnants i Stilen. Det er bogstaveligt umuligt at læse hans saakaldte videnskabelige Skrifter fra hans senere Tid, man drukner i tyndt Føleri og kvæles af Kjedsommelighed. »Naar han«, siger en tydsk Skribent, »foredrog Naturphilosophien fra preussiske Kathedre i sit feilfulde Tydsk, slog hans mathematiske Beregninger ikke til og hans physiske Experimenter uvægerlig feil, men han henrev sine Tilhørere ved den naivt barnlige Andagt, der lyste ud af hans præstelige Foredrag.« Naivetet og atter Naivetet! Han fornegter ikke sin Oprindelse. I sin gode Tid havde han en uskyldig Morskab af paa naturphilosophisk Vis at gjenfinde Menneskesjælens Kræfter i Stenene og menneskeliggjøre Geologi og Botanik, saa Planterne toge sig ud omtrent som i Grandvilles »Fleurs animées[0009]«. Men Julirevolutionen bragte ham rent fra Concepterne. Pietismen, i hvis Arme han i de sidste tretten Aar havde befundet sig vel, og for hvilken gamle tørre Dame han allerede havde brudt adskillige Landser, opflammede ham til at slutte sin litterære Virksomhed med en Række matte Angreb paa det unge efterrevolutionære Tydsklands Mænd og deres Skrifter.

Han fulgte her kun den Vei, som hans Lærer Schelling[LXXXII] var gaaet. Schelling[LXXXIII], der i Modsætning |23| til Fichte[LXXXIV] og hans rene Jeg-Lære havde krænget Aandens dunkle Naturside ud, og grundet Philosophien ligesom Kunsten og Religionen paa den geniale Vision, den saakaldte intellectuelle Anskuelse, havde den frie Vilkaarlighed i sit Princip, i sin Læres Organ, den Vilkaarlighed, der er Romantikens Kjærne. Allerede i sin »Bruno« (1802) havde han indflettet det senere saa betydningsfulde Stikord »christelig Philosophi«, hvorvel han endnu hævdede, at Biblen ikke paa langt nær i ægte religiøst Gehalt kunde sammenlignes med Indernes hellige Bøger, et Standpunkt, som endog Gørres[LXXXV] i Begyndelsen af sin Forfatterbane forfægter. Da han som Novalis[LXXXVI] paa Tiecks[LXXXVII] Foranledning fordybede sig i Jacob Bøhme[LXXXVIII] og de øvrige Mystikere, begyndte han mystisk at philosophere over »Naturen i Gud«, et Udtryk, som den speculative Dogmatik som bekjendt senere har taget til Indtægt; men da han kort derefter som Professor i München[g] blev optaget i Adelsstanden, udnævnt til virkelig Geheimeraad og Præsident for Videnskabernes Akademi i det inderligt katholske og clericale Baiern[h], da begyndte den senere saa meget omtalte »Aabenbaringsphilosophi« at spire i hans Sjæl. Snart var Forvandlingen foregaaet. Ildmanden var bleven til en Hofmand og Propheten til en Charlatan, der ved Hemmelighedskræmmeri, ved vidunderlige Programmer om en Videnskab, »man hidtil havde anseet for |24| umulig«, ved aldrig at ville trykke, men blot meddele og aldrig meddele helt, gjorde sig værdig til nogen Tid efter Hegels[LXXXIX] Død at blive kaldt fra Baiern[i] til Berlin[j] for at række Statsreligionen i den bestaaende christelig-germaniske Politistat en hjælpende Haand og lære en Statsphilosophi, der efter hans eget Sigende ei vilde være Andet end Christologi. Her var det saa, at den unge Generation, Hegels[XC] Disciple af Venstre, faldt over ham og rev hans mystiske Spindelvæv i tusinde Stykker.

Dog Schelling[XCI] er endnu den mest rationelle; han selv bliver ivrigt forkjættret af den af Kierkegaard[XCII] beundrede Franz Baader[XCIII]. Denne bebreider ham, at han stiller Treenigheden paa en logisk Balancerstang, men især at han har gjort sig skyldig i det Fritænkeri at negte den onde Aand som personlig Djævel. De øvrige romantiske Philosopher udtale sig i Harmoni hermed. Schubert[XCIV] skriver »Drømmens Symbolik[0010]«, beskjæftiger sig i fuldt Alvor med Drømmetydning – Romantikernes hele Poesi havde jo Drømmen til Ideal – og svælger i Somnambulisme og Aandeseeri som i de høieste Kilder til Kundskab. Seerinden fra Prevorst[XCV], som Strauss[XCVI] charakteristisk nok begynder sin Virksomhed med at afsløre, spiller i hin Tid en vigtig Rolle. Gørres[XCVII] endelig, han, hvem Heine[XCVIII] kalder den kronragede Hyæne, Forfatteren af »Den christelige Mystik[0011]«, |25| den Bog, som Kierkegaard[XCIX] læste med hellig Gysen, ruller sig i Martyrernes Blod, nyder Helgenindernes Pinsler og Ekstase, skildrer i hvad Orden Glorieudstraaling, Naglegab og Saaret i Siden vise sig paa de Helgener og Helgeninder, som dermed benaades, og kaster sig, han, den fordums Jacobiner, næsegrus ned for den ene saliggjørende katholske Kirke, lovsyngende Fyrsternes hellige Alliance. Føi saa hertil Politikerne: Adam Müller[C], der, som man træffende har sagt, repræsenterer Novalis’[CI] blaa Blomst i Politiken og vil sammensmelte Stat, Videnskab, Kirke og Theater til en vidunderlig Enhed. Haller[CII], der skjuler sin Overgang til Katholicismen for at beholde sine Embeder, og som i sin »Restauration af Statsvidenskaberne[0012]« grunder disse Videnskaber paa Theokratiet, Leo[CIII], mod hvem Ruge[CIV] førte sin glimrende Polemik, som i samme Aand ivrer mod Tidsalderens Humanitet og Sky for at udgyde de Radicales Blod, Stahl[CV], der i sin Retsphilosophi sammenligner Ægteskabet med Forholdet mellem Christus og Menigheden, Familien med Treenigheden og den jordiske Arveret med Retten til den himmelske Arv – læg Alt dette sammen, og De vil føle, hvorledes Romantiken ender som med en sand Hexesabbath, i hvilken Philosopherne spille de gamle Kjærlingers Rolle, under Obscuranternes Tordnen, under Mystikernes vanvittige Hyl og under Politikernes Raaben paa Politistat, Kleresi |26| og Theokrati, medens Theologien og Theosophien kaste sig over Videnskaberne og kvæle dem under deres Kjærtegn.

Se saaledes er det, at Romantiken ender, og det er dens Kilder, som ved Aarhundredets Begyndelse afgave Ungdomskilden for vor Litteratur.

  • I.
    højresiderne i kapitel 1 har i førsteudgaven klummetitlerne »Psychologisk Litteraturbetragtning.«, »Tydsk og dansk Romantik.«, »Dansk og fremmed Romantik.« og »Hvorledes Romantiken ender.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
  • Nul prince n’a tué son successeur
    (fr.) ingen fyrste har dræbt sin efterfølger.
  • Polemiker i vor Litteratur … Heiberg og Hauch
    henviser til en litterær strid mellem Oehlenschläger og J.L. Heiberg i slutningen af 1820'erne. Carsten Hauch kom i 1827 hjem fra en større udenlandsrejse og trådte ind i kampen på Oehlenschlägers side. Heiberg og Hauch offentliggjorde derefter flere polemiske skrifter imod hinanden.
  • den berømte Polemik … Baggesen og Oehlenschläger
    henviser til en langvarig og bitter strid op igennem 1810'erne mellem Jens Baggesen og Oehlenschläger (særlig udtrykt gennem dennes tilhængere), hvor førstnævnte ved adskillige lejligheder fremførte en ganske hårdhændet kritik af Oehlenschlägers værker.
  • Det mest vulgaire Terrain … smaa Landsbyer
    der sigtes til to slag, der i begyndelsen af 1800-tallet fandt sted ved hhv. den bøhmiske landsby Austerlitz (2.12.1805) og den italienske landsby Marengo (14.6.1800). Begge slag havde Napoleon 1. som sejrherre. Victor Hugo-citatet stammer fra forordet til andenudgaven (udkom som førsteudgaven i 1829) af hans digtsamling Les Orientales Hugo 1912, 1:622.
    Victor Hugo: Oeuvres complètes, vol. 1-45, Paul Meurice et al. (red.), 1904-1952.
    .
  • Steffens … Stødet fra Tydskland
    henviser til den påvirkning af dansk åndsliv, der skete gennem Henrich Steffens' forelæsninger på Elers Kollegium i København i 1802. De omhandlede den (tyske) romantiske naturfilosofi, som den bl.a. kommer til udtryk hos Schelling.
  • »Jeg er Deres Elev … den vundne Laurbærkrands«
    af et brev fra Henrich Steffens, dateret 1.9.1800, til Schelling Schelling 1869, 1:309-310.
    F.W.J. Schelling: Aus Schellings Leben. In Briefen, vol. 1-3, Gustav Leopold Plitt (red.), 1869-1870.
    .
  • som jeg engang har skrevet … paa Dyrehavsbakken«
    af GB's kritik af en opførelse af J.L. Heibergs marionetkomedie »Pottemager Walter«, 1814 (Illustreret Tidende, 7.3.1869). GB citerer efter sin egen Kritiker og Portraiter, 1870.
  • Novalis i sine Bjergmandssange
    der sigtes til to digte, traditionelt kaldet for bjergmandssange (Bergmannslieder), fra Novalis' ufuldendte roman Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1978, 1:294-297.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Werke, Tagebücher und Briefe, Hans-Joachim Mähl og Richard Samuel (red.), 1978.
    .
  • slog med Vaulundur … revnede
    sigter til den nordiske sagnfigur Vølund (Smed), nærmere bestemt Oehlenschlägers sagapastiche Vaulundurs Saga, 1805, hvor Vaulundur ved flere lejligheder henter store rigdomme ud af revnede bjerge.
  • Harzen og Blocksbjerg
    ifølge folketraditionen skulle de tyske hekse på valborgsaften (natten til 1. maj) mødes på Bloksbjerg i Harzen for at holde gæstebud med Djævelen.
  • St. Hans Aften … Dyrehavsbakken
    der sigtes til Oehlenschlägers versdrama »Sanct Hansaften-Spil,« der afslutter gennembrudsværket Digte, 1803. Teksten udspilles en sankthansaften ved Dyrehavsbakken i Dyrehaven nord for København.
  • deriverer
    dannet af, udledt fra.
  • »Udvorteshedens Spektakel«
    af Søren Kierkegaards Til Selvprøvelse. Samtiden anbefalet, 1851. Ifølge Kierkegaards tekst gives der to former for kristelig uorden: »Tumulten, Udvorteshedens Spektakel« og »Dødsstilheden, Uddøetheden« Kierkegaard 2009, 13:49.
    Søren Kierkegaard: Søren Kierkegaards Skrifter, vol. 1-55, Niels Jørgen Cappelørn m.fl. (red.), 1997-2012.
    .
  • »det sublime … al Samfundsorden«
    af Joseph de Maistres Les soirées de Saint-Pétersbourg, 1821, hvor en tænkt ånd, der ser Jorden udefra, i kraftige vendinger roser bøddelen og hans funktion. Det citerede findes i værkets 7. samtale (fr. entretien) Maistre 1821, 2:6-7.
    Joseph de Maistre: Les soirées de Saint-Pétersbourg, vol. 1-2, 1821.
    .
  • den franske Omvæltning
    dvs. Den Franske Revolution (1789-1799), hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
  • Paven
    jf. Joseph de Maistres bog om paven: Du Pape, 1819.
  • han forsvarer … Kjætterbaalene gjenindførte
    der sigtes til Joseph de Maistres forsvarsskrift for den spanske inkvisition: Lettres a un gentilhomme russe, sur l’inquisition espagnole, 1822.
  • Inqvisition
    pavelig domstol oprettet i 1231 med det formål at forfølge og bekæmpe kættere. Inkvisitionen (særlig den spanske) har haft (uberettiget) ry for at være en særdeles voldsom og blodig institution.
  • »en blaa Blomst«
    der sigtes til den blå blomst som bærende længselssymbol i Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802, og siden i romantikken i bredere forstand.
  • »Skoveensomhedens Trylleri«
    den romantiske tanke om skovensomhed (Waldeinsamkeit) er i høj grad knyttet til Ludwig Tiecks »Der blonde Eckbert«, 1797, hvori der flere gange forekommer en sang med førstelinjen »Waldeinsamkeit« Tieck 1828, 4:152.
    Ludwig Tieck: Schriften, 1828-1854.
    .
  • Wienercongressen … Fanny Elsler
    sammenfatter en række hændelser og forhold, hvortil den indflydelsesrige tyske politiker og skribent Friedrich von Gentz var knyttet. Ved Wienerkongressen - navnet på de forhandlinger, der fra september 1814 til juni 1815 i Wien foregik mellem stormagterne om en nyordning efter Revolutions- og Napoleonskrigene (1792-1815) - var han den østrigske statsmand og politiker Clemens von Metternichs betroede sekretær. Senere blev Gentz knyttet til og i allerhøjeste grad betaget af den østrigske balletdanserinde Fanny Elssler.
  • Steffens … den tydske Himmel
    der sigtes til den påvirkning af dansk åndsliv, som Henrich Steffens øvede, primært gennem sine forelæsninger i København i slutningen af 1802 (delvist udgivet året efter). Steffens promoverede den tyske romantiske naturfilosofi med afsæt i bl.a. Schellings lære. Med »Ild« alluderer GB muligvis til Grundtvigs mindedigt over Steffens fra 1845, hvor denne omtales som »Lynildsmand« (trykt i Berlingske Tidende, 14.3.1845).
  • »Naar han … præstelige Foredrag.«
    omtrentlig gengivelse af Rudolph Gottschalls karakteristik af Henrich Steffens i Die deutsche Nationalliteratur in der ersten Hälfte des neunzehnten Jahrhunderts, 1855 Gottschall 1855, 1:347.
    Rudolph Gottschall: Die deutsche Nationalliteratur in der ersten Hälfte des neunzehnten Jahrhunderts, vol. 1-2, 1855.
    .
  • Julirevolutionen
    fransk revolution i dagene 27.7.1830-29.7.1830, der medførte indførelsen af et nyt kongedømme.
  • i sin »Bruno« … »christelig Philosophi«
    der sigtes til Schellings Bruno oder über das göttliche und natürliche Prinzip der Dinge, 1802. Det anførte ses dog ikke at forekomme i værket.
  • »Naturen i Gud« … taget til Indtægt
    der sigtes særlig til H.L. Martensen, som i 1830'erne holdt en række teologiske forelæsninger ved Københavns Universitet om spekulativ dogmatik. Begrebet 'naturen i Gud' diskuteres flere steder i Martensens værker.
  • »Aabenbaringsphilosophi«
    der sigtes til den række af forelæsninger, som Schelling i begyndelsen af 1840'erne holdt i Berlin under titlen »Philosophie der Offenbarung«.
  • Seerinden fra Prevorst … at afsløre
    der sigtes til David Friedrich Strauss' artikel »Kritik der verschiedenen Ansichten über die Geistererscheinungen der Seherin von Prevorst«, 1830.
  • Gørres … den kronragede Hyæne
    henviser til Heinrich Heines beskrivelse af politikeren og skribenten Joseph von Görres i Die romantische Schule, 1836 Heine 1979, 8.1:189.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »Den christelige Mystik« … hellig Gysen
    henviser til Kierkegaards beskrivelse i Begrebet Angest, 1844, af sit forhold til Joseph von Görres' Die christliche Mystik, 1836-1842, som han aldrig har haft mod til at læse ordentlig igennem Kierkegaard 1998, 4:443.
    Søren Kierkegaard: Søren Kierkegaards Skrifter, vol. 1-55, Niels Jørgen Cappelørn m.fl. (red.), 1997-2012.
    .
  • Fyrsternes hellige Alliance
    en i 1815 indgået alliance mellem Rusland, Preussen og Østrig (kaldet: Den Hellige Alliance) med det formål at bidrage til at regulere de europæiske staters indbyrdes magtforhold i kølvandet på Napoleon 1.s endelige fald.
  • Adam Müller … blaa Blomst i Politiken
    der sigtes til Rudolph Gottschalls karakteristik af Adam Müller og dennes værk i Die deutsche Nationalliteratur in der ersten Hälfte des neunzehnten Jahrhunderts, 1855 Gottschall 1855, 1:359.
    Rudolph Gottschall: Die deutsche Nationalliteratur in der ersten Hälfte des neunzehnten Jahrhunderts, vol. 1-2, 1855.
    .
  • Leo, mod hvem Ruge førte sin glimrende Polemik
    henviser til en kontrovers i slutningen af 1830'erne mellem Arnold Ruge og Heinrich Leo. I en politisk ramme angreb Ruge bl.a. Leo for at være reaktionær og romantisk, mens Leo på sin side beskyldte Ruge for at være revolutionær og ateistisk.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.