Kjære Hr. Professor!
Det er en Selvfølge, at dette Bind lige saa fuldt som det foregaaende er tilegnet Dem. Det indeholder med mine Universitetsforelæsninger som Grundlag Adskilligt, som ikke kunde finde Plads eller ikke vilde være paa sin Plads i det mundtlige Foredrag. Det har været mit Haab under Udarbeidelsen, at Mænd, som De, vilde finde Behag i denne Bog. En Bog er for mig en Handling. De vil bedømme den som saadan.
De kjender Heines[II] Ord, Hr. Professor!: »Sonderbar! und immer ist es die Religion, und immer die Moral, und immer der Patriotismus, womit alle schlechten Subjecte ihre Angriffe beschönigen! sie greifen uns an, nicht aus schäbigen Privatinteressen, nicht aus Schriftstellerneid, nicht aus angeborenem Knechtsinn, sondern um den lieben Gott, um die guten Sitten und das Vaterland zu retten.« – Lykkeligvis opveies for mig en hel Pakke af anonyme Artikler og Brochurer af et Ord fra Dem.
Kjøbenhavn, April 1873.
Deres
G. B.
højresiderne i kapitel 1 har i førsteudgaven klummetitlerne »Psychologisk Litteraturbetragtning.«, »Tydsk og dansk Romantik.«, »Dansk og fremmed Romantik.« og »Hvorledes Romantiken ender.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
(fr.) ingen fyrste har dræbt sin efterfølger.
henviser til en litterær strid mellem Oehlenschläger og J.L. Heiberg i slutningen af 1820'erne. Carsten Hauch kom i 1827 hjem fra en større udenlandsrejse og trådte ind i kampen på Oehlenschlägers side. Heiberg og Hauch offentliggjorde derefter flere polemiske skrifter imod hinanden.
henviser til en langvarig og bitter strid op igennem 1810'erne mellem Jens Baggesen og Oehlenschläger (særlig udtrykt gennem dennes tilhængere), hvor førstnævnte ved adskillige lejligheder fremførte en ganske hårdhændet kritik af Oehlenschlägers værker.
der sigtes til to slag, der i begyndelsen af 1800-tallet fandt sted ved hhv. den bøhmiske landsby Austerlitz (2.12.1805) og den italienske landsby Marengo (14.6.1800). Begge slag havde Napoleon 1. som sejrherre. Victor Hugo-citatet stammer fra forordet til andenudgaven (udkom som førsteudgaven i 1829) af hans digtsamling Les Orientales Hugo 1912, 1:622.
henviser til den påvirkning af dansk åndsliv, der skete gennem Henrich Steffens' forelæsninger på Elers Kollegium i København i 1802. De omhandlede den (tyske) romantiske naturfilosofi, som den bl.a. kommer til udtryk hos Schelling.
af et brev fra Henrich Steffens, dateret 1.9.1800, til Schelling Schelling 1869, 1:309-310.
af GB's kritik af en opførelse af J.L. Heibergs marionetkomedie »Pottemager Walter«, 1814 (Illustreret Tidende, 7.3.1869). GB citerer efter sin egen Kritiker og Portraiter, 1870.
der sigtes til to digte, traditionelt kaldet for bjergmandssange (Bergmannslieder), fra Novalis' ufuldendte roman Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1978, 1:294-297.
sigter til den nordiske sagnfigur Vølund (Smed), nærmere bestemt Oehlenschlägers sagapastiche Vaulundurs Saga, 1805, hvor Vaulundur ved flere lejligheder henter store rigdomme ud af revnede bjerge.
ifølge folketraditionen skulle de tyske hekse på valborgsaften (natten til 1. maj) mødes på Bloksbjerg i Harzen for at holde gæstebud med Djævelen.
der sigtes til Oehlenschlägers versdrama »Sanct Hansaften-Spil,« der afslutter gennembrudsværket Digte, 1803. Teksten udspilles en sankthansaften ved Dyrehavsbakken i Dyrehaven nord for København.
dannet af, udledt fra.
af Søren Kierkegaards Til Selvprøvelse. Samtiden anbefalet, 1851. Ifølge Kierkegaards tekst gives der to former for kristelig uorden: »Tumulten, Udvorteshedens Spektakel« og »Dødsstilheden, Uddøetheden« Kierkegaard 2009, 13:49.
af Joseph de Maistres Les soirées de Saint-Pétersbourg, 1821, hvor en tænkt ånd, der ser Jorden udefra, i kraftige vendinger roser bøddelen og hans funktion. Det citerede findes i værkets 7. samtale (fr. entretien) Maistre 1821, 2:6-7.
dvs. Den Franske Revolution (1789-1799), hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
jf. Joseph de Maistres bog om paven: Du Pape, 1819.
der sigtes til Joseph de Maistres forsvarsskrift for den spanske inkvisition: Lettres a un gentilhomme russe, sur l’inquisition espagnole, 1822.
pavelig domstol oprettet i 1231 med det formål at forfølge og bekæmpe kættere. Inkvisitionen (særlig den spanske) har haft (uberettiget) ry for at være en særdeles voldsom og blodig institution.
der sigtes til den blå blomst som bærende længselssymbol i Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802, og siden i romantikken i bredere forstand.
den romantiske tanke om skovensomhed (Waldeinsamkeit) er i høj grad knyttet til Ludwig Tiecks »Der blonde Eckbert«, 1797, hvori der flere gange forekommer en sang med førstelinjen »Waldeinsamkeit« Tieck 1828, 4:152.
sammenfatter en række hændelser og forhold, hvortil den indflydelsesrige tyske politiker og skribent Friedrich von Gentz var knyttet. Ved Wienerkongressen - navnet på de forhandlinger, der fra september 1814 til juni 1815 i Wien foregik mellem stormagterne om en nyordning efter Revolutions- og Napoleonskrigene (1792-1815) - var han den østrigske statsmand og politiker Clemens von Metternichs betroede sekretær. Senere blev Gentz knyttet til og i allerhøjeste grad betaget af den østrigske balletdanserinde Fanny Elssler.
der sigtes til den påvirkning af dansk åndsliv, som Henrich Steffens øvede, primært gennem sine forelæsninger i København i slutningen af 1802 (delvist udgivet året efter). Steffens promoverede den tyske romantiske naturfilosofi med afsæt i bl.a. Schellings lære. Med »Ild« alluderer GB muligvis til Grundtvigs mindedigt over Steffens fra 1845, hvor denne omtales som »Lynildsmand« (trykt i Berlingske Tidende, 14.3.1845).
omtrentlig gengivelse af Rudolph Gottschalls karakteristik af Henrich Steffens i Die deutsche Nationalliteratur in der ersten Hälfte des neunzehnten Jahrhunderts, 1855 Gottschall 1855, 1:347.
fransk revolution i dagene 27.7.1830-29.7.1830, der medførte indførelsen af et nyt kongedømme.
der sigtes til Schellings Bruno oder über das göttliche und natürliche Prinzip der Dinge, 1802. Det anførte ses dog ikke at forekomme i værket.
der sigtes særlig til H.L. Martensen, som i 1830'erne holdt en række teologiske forelæsninger ved Københavns Universitet om spekulativ dogmatik. Begrebet 'naturen i Gud' diskuteres flere steder i Martensens værker.
der sigtes til den række af forelæsninger, som Schelling i begyndelsen af 1840'erne holdt i Berlin under titlen »Philosophie der Offenbarung«.
der sigtes til David Friedrich Strauss' artikel »Kritik der verschiedenen Ansichten über die Geistererscheinungen der Seherin von Prevorst«, 1830.
henviser til Heinrich Heines beskrivelse af politikeren og skribenten Joseph von Görres i Die romantische Schule, 1836 Heine 1979, 8.1:189.
henviser til Kierkegaards beskrivelse i Begrebet Angest, 1844, af sit forhold til Joseph von Görres' Die christliche Mystik, 1836-1842, som han aldrig har haft mod til at læse ordentlig igennem Kierkegaard 1998, 4:443.
en i 1815 indgået alliance mellem Rusland, Preussen og Østrig (kaldet: Den Hellige Alliance) med det formål at bidrage til at regulere de europæiske staters indbyrdes magtforhold i kølvandet på Napoleon 1.s endelige fald.
der sigtes til Rudolph Gottschalls karakteristik af Adam Müller og dennes værk i Die deutsche Nationalliteratur in der ersten Hälfte des neunzehnten Jahrhunderts, 1855 Gottschall 1855, 1:359.
henviser til en kontrovers i slutningen af 1830'erne mellem Arnold Ruge og Heinrich Leo. I en politisk ramme angreb Ruge bl.a. Leo for at være reaktionær og romantisk, mens Leo på sin side beskyldte Ruge for at være revolutionær og ateistisk.
højresiderne i kapitel 2 har i førsteudgaven klummetitlerne »Romantikens negative Forberedelse, Subjectivisme.«, »William Lovell.« og »Roquairol.«. Kapitlets venstresider har klummetitlerne »Tydsklands romantiske Skole« og »Romantikens positive Forberedelse.«.
der sigtes til samlingen af den tyske nation i en prøjsisk domineret nationalstat i 1871 (Det Tyske Kejserrige) - med en parallel til den italienske region Piemonte, der i midten og anden halvdel af 1800-tallet spillede en central rolle i genrejsningen og samlingen af Italien.
krig i 1813, hvor en koalition af Frankrigs fjender i fællesskab drev de franske besættelsestropper ud af Tyskland.
der sigtes til slag under Den Fransk-tyske Krig (1870-1871), bl.a. slagene ved Metz (14.8.1870) og Sedan (1.9.1870), hvor Napoleon 3. blev taget til fange.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 212): »I Række og Geled«. Titel på en roman af Friedrich Spielhagen fra 1866.
et i Ludvig Holbergs komedier ofte brugt navn for husfaderen, som i sin person repræsenterer den ældre generation i dens modsætningsforhold til ungdommen og dens synspunkter.
af Schillers digt »Rousseau«, 1782 Schiller 1992, 1:385.
af et brev fra Friedrich Hölderlin, dateret 1.1.1799, til broderen Karl Hölderlin 1970, 2:800-801.
af et brev fra Hyperion til Bellarmin i Friedrich Hölderlins brevroman Hyperion oder der Eremit in Griechenland, 1797-1799 Hölderlin 1970, 1:737.
af et brev fra Friedrich Hölderlin, dateret 6.8.1796, til broderen Karl Hölderlin 1970, 2:703.
af et brev fra Friedrich Hölderlin, dateret 10.7.1796, til broderen Karl Hölderlin 1970, 2:699.
af et brev fra Friedrich Hölderlin, dateret 1.1.1799, til broderen Karl Hölderlin 1970, 2:796.
af et brev fra Hyperion til Bellarmin i Friedrich Hölderlins brevroman Hyperion oder der Eremit in Griechenland, 1797-1799 Hölderlin 1970, 1:738.
Goethe ledsagede i 1792-1793 hertugen af Sachsen-Weimar-Eisenach i krig mod det revolutionære Frankrig. I sit selvbiografiske værk Aus meinem Leben. Von Goethe. Zweyter Abtheilung fünfter Theil. Auch ich in der Champagne! (fra 1826 kaldet Campagne in Frankreich 1792), 1822, beskriver Goethe bl.a., hvordan han under felttoget var stærkt optaget af sin farvelære.
det omtalte slag fandt sted 14.10.1806 ved den tyske by Jena, hvor Napoleon 1.s tropper besejrede en preussisk hær. Det citerede er af et brev fra Karl Ludwig van Knebel, dateret 8.1.1807, til Jean Paul Jean Paul 1863, 3:136.
ved den franske Julirevolution, der foregik i dagene 27.7.1830-29.7.1830, blev det eksisterende kongedømme afskaffet og erstattet af et nyt. Den omtalte videnskabelige debat (om hvirveldyrs evolution), der foregik i foråret 1830 og stod mellem de to franske naturforskere Georges Cuvier og Étienne Geoffroy Saint-Hilaire, ligger således kronologisk før Julirevolutionen. Det af Goethe citerede stammer fra Johann Peter Eckermanns Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens, 1836-1848 Goethe 1999, 39:726.
af Johann Peter Eckermanns Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens, 1836-1848 Goethe 1999, 39:710.
af et brev fra Goethe, dateret 7.7.1793, til Friedrich Heinrich Jacobi Goethe 1991, 3:684.
GB henviser til et brev fra Schiller, dateret 14.9.1797, til Goethe Siegfried Seidel (red) 1984, 1:410.
forudsætninger, en persons fortid.
polemik, der opstod efter at Goethe og Schiller i Musen-Almanach für das Jahr 1797, 1796, offentliggjorde en lang række satiriske epigrammer, de såkaldte xenien. Satiren ramte både samtiden og en række enkeltpersoner, der var lette at kende, og en række (mod)angreb fulgte.
af Rudolph Gottschalls Die deutsche Nationalliteratur des neunzehnten Jahrhunderts, 1872 Gottschall 1872, 1:45.
der sigtes til det anonymt udgivne skrift Gegengeschenke an die Sudelköche in Jena und Weimar von einigen dankbaren Gästen, 1797.
Goethe mødtes 2.10.1808 med Napoleon 1. i Erfurt. Han har i en kort selvbiografisk optegnelse beskrevet mødet og anfører bl.a., at Napoleon - efter opmærksomt at have kigget på Goethe - sagde: »Vous êtes un homme« Goethe 1994, 10:544.
af Johann Peter Eckermanns Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens, 1836-1848. Goethes udsagn findes under datoen 27.3.1825 Goethe 1999, 39:553.
af et brev fra Goethe, dateret 2.5.1802, til Schiller Goethe 1999, 32:250.
Schillers stykker og person var under Den Franske Revolution særdeles populære i Paris, hvorfor Nationalforsamlingen 26.8.1792 besluttede at gøre ham til æresborger i den franske republik under navnet Monsieur Gille.
af Rudolph Gottschalls Die deutsche Nationalliteratur des neunzehnten Jahrhunderts, 1872 Gottschall 1872, 1:52.
ifølge den franske revolutionskalender datoen 9.11.1799. På denne og den følgende dag gennemførte Napoleon 1. det såkaldte Brumairekup, der afskaffede republikken og indførte Konsulatet.
tilhængere af Gironden, en politisk gruppering under Den Franske Revolution. Gironden havde en tid lang stor indflydelse, men bl.a. en række upopulære politiske beslutninger gjorde, at magten gled dem af hænde.
samlebetegnelse for en række slag på det europæiske kontinent 1813-1815. Fælles for slagene er, at de krigsførende parter var Frankrig, der havde underlagt sig en række lande, på den ene side og en koalition af Frankrigs fjender på den anden side. Frankrig blev under Frihedskrigene langsomt, men sikkert trængt tilbage.
af andenudgaven af Den romantiske Skole i Tydskland, 1890, fremgår det, at der er tale om Henrik Ibsen Brandes 1890:56.
der henvises bredt til det store afsnit om Schiller i tredje del af Hermann Hettners omfattende Literaturgeschichte des achtzehnten Jahrhunderts, 1856-1870 Hettner 1869, 3.1:353-387.
af Goethes Tag- und Jahres-Hefte for 1804 Goethe 1994, 17:136.
betegnelse for en ungdomsoprørsk strømning i 1770'ernes tyske litteratur. Karakteristisk er store udadrettede følelser, dramatiske handlingsforløb og landskaber som opposition til rationalismens og oplysningstidens franskinspirerede litteratur.
sammensat citat fra Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796.
dvs. tiden under Den Franske Revolution (1789-1799).
det franske nationalteater, der blev oprettet i 1680 i Paris af Ludvig 14. den Store. Teatret har gennem tiden haft til huse forskellige steder og haft vekslende navne.
af Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796 Tieck 1828, 6:52.
af Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796 Tieck 1828, 6:51.
efter den britiske forfatter Samuel Richardson.
sammensat citat fra Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796 Tieck 1828, 6:178.
af Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796 Tieck 1828, 6:179.
af Friedrich Schlegels notits om »Geist der Fichte'schen Wissenschaftslehre«, skrevet 1797/1798 Schlegel 1837, 2:421.
sammensat citat fra Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796 Tieck 1828, 6:212-214.
af Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796 Tieck 1828, 7:26.
af Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796.
af Ludwig Tiecks William Lovell, 1795-1796 Tieck 1828, 7:137-138.
der sigtes formentlig til Schillers Über die ästhetische Erziehung des Menschen in einer Reihe von Briefen, 1795, hvor betydningen af den 'æstetiske leg' for mennesket behandles.
af Berthold Auerbachs artikel om Jean Paul, skrevet i anledning af 100-året for digterens fødsel. Artiklen blev først trykt i Deutsche Blätter, 21.3.1863, og siden optaget i Deutsche Abende, 1867 Auerbach 1867:177.
Jean Pauls roman er inddelt i 146 kapitler, kaldet zykler.
sammensat citat fra Jean Pauls Titan, 1800-1803 Titan 1802, 3:278-281.
af Jean Pauls Titan, 1800-1803.
højresiderne i kapitel 3 har i førsteudgaven klummetitlerne »Freigeisterei der Leidenschaft.«, »Linda.« og »En ideel Contrast.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Romantikens positive Forberedelse.«.
der hentydes til Schillers digt »Freigeisterei der Leidenschaft«, 1786.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 216): »Mod Tyrannerne«; i andet oplag af Schillers drama Die Räuber fra 1782 (1. oplag 1781) findes en vignet med teksten »IN TYRANNOS«.
Hippokrates' (latiniserede) aforisme lyder hos Schiller: »Quæ medicamenta non sanant, ferrum / sanat, quæ ferrum non sanat, ignis sanat« Schiller 1988, 2:12.
af Schillers Die Räuber, 1781, I,2 Schiller 1988, 2:31.
Den Franske Revolution brød ud i 1789, 8 år efter udgivelsen af Die Räuber.
Schillers sämmtliche Schriften. Historisch-kritische Ausgabe, 1-15, Stuttgart, 1867-1876.
af Schillers digt »Freigeisterei der Leidenschaft«, 1786 Schiller 1868, 4:25.
der henvises til tredje del af Hermann Hettners omfattende Literaturgeschichte des achtzehnten Jahrhunderts, 1856-1870 Hettner 1869, 3.1:375.
af et fragment af Schillers Dom Karlos. Infant von Spanien, 1787. Fragmentet blev trykt i 1785 Schiller 1989, 3:52.
Schillers Dom Karlos. Infant von Spanien, 1787, blev i udgivelsesåret udsendt i tre forskellige tryk Schiller 1989, 3:997.
af et brev fra Jean Paul, dateret 12.6.1796, til vennen Christian Otto Jean Paul 1829, 1:335.
GB følger her Rudolph Gottschalls Die deutsche Nationalliteratur des neunzehnten Jahrhunderts (1872, 1:64). Det citerede stammer oprindelig fra et brev fra Charlotte von Kalb, dateret 16.10.1796, til Jean Paul Jean Paul 1863, 2:32-33.
af et brev fra Jean Paul, dateret 12.6.1796, til vennen Christian Otto Jean Paul 1829, 1:336.
af et brev fra Jean Paul, dateret 27.1.1799, til vennen Christian Otto Jean Paul 1829, 3:26.
betegnelse for en ungdomsoprørsk strømning i 1770'ernes tyske litteratur. Karakteristisk er store udadrettede følelser, dramatiske handlingsforløb og landskaber som opposition til rationalismens og oplysningstidens franskinspirerede litteratur.
af et brev fra Wieland, dateret 21.10.1777, til Johann Heinrich Merck Wagner 1835:121.
af Goethes digt »Gefunden«, 1815 (skrevet 1813), som han 26.8.1813 sendte til sin kone Christiane Vulpius Goethe 1988, 2:20.
af et brev fra Jean Paul, dateret 27.1.1799, til vennen Christian Otto Jean Paul 1829, 3:27.
betegnelsen kendes fra Heinrich Heines fransksprogede værk om Tyskland: De L'Allemagne, 1835 Heine 1982, 17:151.
der sigtes til Déclaration des Droits de l’Homme et du Citoyen de 1789, der blev vedtaget af den franske nationalforsamling 26.8.1789. Erklæringen består af en fortale og 17 artikler.
af Søren Kierkegaards Enten – Eller. Et Livs-Fragment, 1843; fra afsnittet »Diapsalmata« Kierkegaard 1997, 2:30.
af Goethes drama Torquato Tasso, 1790, III,2 Goethe 1988, 5:782.
af Søren Kierkegaards Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates, 1841 Kierkegaard 1997, 1:336.
henvisningen gælder førsteudgaven af Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates, 1841.
af Georg Brandes' kritik af en opførelse af J.L. Heibergs marionetkomedie Pottemager Walter, 1814 (Illustreret Tidende, 7.3.1869). Brandes citerer efter sin egen Kritiker og Portraiter, 1870 Brandes 1870:234.
højresiderne i kapitel 4 har i førsteudgaven klummetitlen »Lucinde.«. Kapitlets venstresider har klummetitlerne »Romantikernes sociale Forsøg.« og »Tydsklands romantiske Skole.«.
af et brev fra Caroline Schlegel, dateret 22.6.1801, til August Wilhelm Schlegel Schlegel 1871, 2:117.
det kurfyrstelige reskript findes aftrykt i Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., 1871, som var en af GB's primære kilder Schlegel 1871, 2:3.
af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1962, 5:80.
af Søren Kierkegaards Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates, 1841; fra afsnittet »Friedrich Schlegel« Kierkegaard 1997, 1:325.
der sigtes til Friedrich Schleiermachers anonymt udgivne Vertraute Briefe über Friedrich Schlegels Lucinde, 1800. Bogen blev i 1835, året efter Schleiermachers død, genudgivet med et forord af Karl Gutzkow under titlen Schleiermachers Vertraute Briefe über die Lucinde.
det citerede epigram, der er forfattet af den tyske professor Friedrich Bouterwek, stod oprindelig at læse i Musen-Almanach for 1801 (Göttingen). Caroline Schlegel gengiver det i et brev, dateret februar 1810, til Schelling Schlegel 1871, 2:29.
der sigtes formentlig til et af Friedrich Schlegels kritiske fragmenter omhandlende den sokratiske ironi, som GB i det følgende flere gange citerer fra. I fragmentet hedder det indledningsvist: »Die Sokratische Ironie ist die einzige durchaus unwillkührliche, und doch durchaus besonnene Verstellung. Es ist gleich unmöglich sie zu erkünsteln, und sie zu verrathen. Wer sie nicht hat, dem bleibt sie auch nach dem offensten Geständniß ein Räthsel« Schlegel 1797, 1.2:161.
af et af Friedrich Schlegels kritiske fragmenter omhandlende den sokratiske ironi Schlegel 1797, 1.2:161.
af et af Friedrich Schlegels kritiske fragmenter omhandlende den sokratiske ironi Schlegel 1797, 1.2:161.
det citerede er ikke at finde hos Kierkegaard, der dog anvender en lignende formulering i Begrebet Angest, 1844, hvor det om en af Kierkegaards pseudonymer hedder, at han »skriver for at blive misforstaaet« (Skrifter, 4, 1998, s. 324). Den eksakte formulering, som GB anfører, skyldes muligvis GB selv, da han få år efter anvender den til en karakteristik af Kierkegaards måde at nærme sig samtiden på Brandes 1877:75.
den citerede betegnelse for den romantiske ironi har sit ophav i Georg Wilhelm Friedrich Hegel Gottschall 1872, 1:297.
af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:59.
der sigtes til Jean-Jacques Rousseaus overvejelser om muligheden for at undgå eller vende sig fra den ødelæggende effekt, civilisationen har på det fra fødslen naturlige barn (menneske) - en tilbagevenden til naturen. Overvejelserne kom bl.a. til udtryk i det i samtiden voldsomt omstridte værk Émile, ou De l'éducation, 1762.
af visen »Die schwarzbraune Hexe« fra Ludwig Achim von Arnim og Clemens Brentanos Des Knaben Wunderhorn, 1806-1808 Arnim 1806, 1:21.
af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:78.
af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:87.
af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:79.
(it.) den søde lediggang.
af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:85.
af Henrik Ibsens digt »Til min ven revolutions-taleren« fra Digte, 1871 Ibsen 1871:138.
højresiderne i kapitel 5 har i førsteudgaven klummetitlerne »Romantikernes sociale Forsøg.« og »Den til Lucinde svarende Virkelighed.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
sammensat citat fra Søren Kierkegaards Enten-Eller. Et Livs-Fragment, 1843. I værkets forord forklarer udgiveren, Victor Eremita, at en del af værket består af efterladte papirer fra en forfatter, han navngiver A eller Æsthetikeren. Det af GB citerede stammer fra den af Æsthetikeren forfattede tekst »Vexel-Driften. Forsøg til en social Klogskabslære« Kierkegaard 1997, 2:287-288.
sammensat citat fra Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:293-294, 115.
sammensat citat fra Søren Kierkegaards Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates, 1841; fra afsnittet »Friedrich Schlegel« Kierkegaard 1997, 1:321-322.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 261-262): »Huslig Bekymring optog hendes Sind for stærkt, / Rengøring, Porcellænet, smudsigt Tøj til Vask. / Naar jeg om evig Elskovs Ild til hende kvad, / Børstens haarfagre Bræt hun tog udi sin Haand / for Fnug at børste af mit Frakkeskød i Mag. (…) / Dog havde gerne Alt jeg taalt undtagen Et, / at ude, hjemme, hvor hun stod og hvor hun gik, / selv i Concert, naar Tonevrimlen bruste sødt, (…) / bestandig rastløs, raslende, daskende, aldrig træt / med flyvende Albuer, klirrende Pinde, evig Larm / hun Strikkestrømpen tumled med ihærdig Kraft«; sammensat citat fra Ludwig Tiecks »Leben und Thaten des kleinen Thomas, genannt Däumchen«, 1812, II,2 Tieck 1812:467.
GB sigter til en af Goethes såkaldte romerske elegier, der for en stor dels vedkommende under samletitlen »Elegien« første gang blev trykt i Schillers tidsskrift Die Horen, 1795. Specifikt sigtes der til »Fünfte Elegie«, hvor det hedder: »Oftmals hab' ich auch schon in ihren Armen gedichtet / Und des Hexameters Maß, leise, mit fingernder Hand, / Ihr auf den Rücken gezählt« Goethe 1987, 1:407.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 262): »Engang, da Ægtelejet helligt favned os / - paa Himlen skinned Lunas kyske Lys - / attraaende den gyldne Afrodites Gunst / omflettet jeg af sølverhvide Arme laa, / og drømte om, hvad Underbarn af slig en Nat, / hvad for en Helt, kraftpansret, stor, af dette Skød / der vel i Tidens Fylde vilde Lyset se - / Da føler jeg paa Ryggen over mig lette Slag, / indbilder mig, at Kærtegn kildrer Skuldren mig, / og smiler fromt og sindrigt til min søde Brud. / Men Skuffelsen mig ramte med sin Helvedskval; / thi Strikketøjet dansed lystigt paa min Ryg, / ja just i Hælens Bøjning stod Arbejdet, hvor / den Kyndigste endog, af Tællen træt, taer fejl«; af Ludwig Tiecks »Leben und Thaten des kleinen Thomas, genannt Däumchen«, 1812, II,2 Tieck 1812:468.
af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:86.