Men som det var at vente: den saa yderlig gaaende og i Virkeligheden for en moderne Germaner saa lidet naturlige Tilbøielighed til at være antik og klassisk, der gik saa vidt, at man endog indkaldte Racine[I] og Voltaire[II] for at holde Styr paa Kotzebue[III] og Iffland[IV], fremkaldte en heftig Reaction. Antiken var saa streng, man længtes efter noget Farvet og Broget; Antiken var saa plastisk, man længtes efter noget Inderligt og |237| Musikalsk; Antiken var saa græsk, saa kold, saa fremmed, hvem kunde udholde at læse Goethes[V] »Achillëis[0001]« eller Schillers[VI] »Die Braut von Messina[0002]« med sine høitidelige, antike Chor! Havde man da ikke selv en Fortid? Man længtes efter noget Hjemligt, efter noget Tydsk. Antiken var saa aristokratisk, og man havde drevet sit Sværmeri for det Klassiske saa vidt, at man paany havde bragt den gamle Hofpoesi fra Ludvig den 14des[VII] Tid til Ære, men burde Kunsten ikke være for alle Klasser, burde den ikke sammensmelte Høie og Ringe? Man vilde noget Enfoldigt, noget Folkeligt. — Den klassiske Bestræbelse var endelig saa ædru: Lessings[VIII] lyse Fornuftreligion var i Boghandler Nicolais[IX] Hænder bleven til den samme flade Forstandsrationalisme som i Slutningen af forrige Aarhundrede slog saa godt an her i Danmark, Goethes[X] Pantheisme kunde ikke varme Massernes Hjerte, Schillers[XI] »Die Sendung Moses[0003]« maatte jo være enhver Troende en Forargelse, og »poetisk« var jo endelig, naar Alt kom til Alt, ikke det Samme som »ædru«; man vilde sværme, man vilde beruses og begeistres, man vilde paany troe som et Barn, føle en Ridders Sværmeri og en Munks Ekstase, man vilde rase poetisk, man vilde drømme melodisk, man vilde bade sig i Maaneskin og mystisk fornemme Aandernes Svæven i Mælkeveien. Man vilde høre Græsset groe og forstaae, hvad Fuglene sagde. Dybt ind i |238| Maaneskinsnatten føres vi af Tieck[XII], i Maaneskinnet hvorom det hedder:
dybt ind i Skovensomheden, hvorom det hedder:
ind i Skoven, hvor den lille blaa Blomst voxede, den mystiske Blomst, som Skolens poetiske Høvding Novalis[XIII] besang i sine Romaner og Digte.
Man vilde, sagde jeg, noget Enfoldigt. De kjender Novalis[XIV] skjønne Digt »Poesie[0004]«:
Det vil sige: naar man ikke mere troer i abstracte Videnskaber om Tal og Figurer at have Løs|239|ningen af Livets Gaade, naar de, som elske og som synge, vide mere end de Høilærde, naar man i Eventyr og Digte finder Forklaringen af den evige Verdenshistorie, da svinder alt det forkerte Væsen bort for et eneste hemmeligt Ord.
De seer let Overgangen til Bjergprædikenens sublime Udbrud. Hvad er dette Andet end en Tilbagevenden til hint: »Salige ere de Fattige i Aanden!«. »Alt det forkerte Væsen«, det vil sige: alt det, som Revolutionen i Frankrig med sine dumdristige Tanker havde villet afskaffe gjennem gigantiske og blodige Omvæltninger og Krige, alt dette vil svinde bort som i Drømmen, som i Eventyret, saasnart et hemmeligt Ord bliver nævnt, saasnart vi blive til Børn igjen, saasnart vor Visdom paany bliver enfoldig og uskyldig istedenfor kold og haard. — Er det nu ogsaa blot ganske vist? Nytter det Noget at række os de Klæder, vi bar dengang vi vare 6 Aar gamle? Kunne vi faae dem paa? ville de ikke revne i Ryggen, i Ærmegabene, overalt? Ville vi være hjulpne, naar vi istedenfor alle hine Ideer, der lugte af Blod og Krudt, have faaet Ideer, der lugte af Ammestuen? Eller har Heine[XV] Ret, naar han i sin Bog om den romantiske Skole[0005] siger, at den ligner den gamle Kammerjomfru, om hvem Eventyret fortæller, at hun en Dag i sin Herskerindes Fraværelse bemægtigede sig den Elixir, som hun havde bemærket at denne benyttede som en Foryngelses|240|drik, og at hun, da hun, istedenfor som denne kun at tage nogle Draaber, drak en stor, lang Slurk, ikke blot paany blev ung, men blev til et ganske lille Barn.
Man vilde, sagde jeg dernæst, noget Folkeligt. Og De seer let her i Spiren Oprindelsen til hele den folkelige Bestræbelse i dette Aarhundrede, der hos os f. Ex. gaaer ud fra Grundtvig[XVI], paa hvem Skolens Doctriner havde gjort saa stærkt et Indtryk, da de heroppe forkyndtes gjennem dens nordiske Apostel, Steffens[XVII]. Hvad er sørgeligt som den dybe Kløft, Avantgardens altfor raske Fremadskriden, og de mindst begunstigede Klassers Udespærring fra al høiere Dannelse har afstedkommet mellem de Dannede og de Udannede i alle Folkeslag, og hvad er naturligere og bedre end at Videnskabsmanden og Kunstneren af al Magt bestræber sig for at afføre sig al fagmæssig Fornemhed og vænner sig til om muligt at iklæde sine Følelser og Tanker den simpleste, den lettest fattelige Form? Men bør man derfor glemme, at Veien gaaer opad, bestandig opad, at »excelsior« er Løsenet, som det hedder i Longfellow’s[XVIII] deilige Digt, og er der Fornuft i den Bestræbelse at ville kalde Avantgarden tilbage for ikke at overanstrenge Efternølerne eller endog at ville hugge den ned for at hele Hæren kan forblive samlet?
Man vilde, sagde jeg endelig, have Ende paa Efterligningen af det Antike. Man begyndte at |241| føle, at man netop gjennem Efterligningen lignede dem mindst. Allerede i »Corinna[0006]« var med udtrykkelig Henvisning til en Afhandling af Friederich Schlegel[XIX] i Tidsskriftet »Europa[0007]« den Anskuelse udtalt, at da Grækernes og Romernes religieuse Følelser, da deres hele aandelige Disposition ikke kan være vor, er det os umuligt at frembringe Noget i deres Aand, at opfinde saa at sige paa deres Terrain. »Man kan efterligne dem i Kraft af Studium, men hvorledes skulde Geniet kunne bevare sin hele Svingkraft under et Arbeide, hvor det trykkes af Hukommelsesværk og Lærdom? Saaledes er det ikke ved de Sujetter, der tilhøre vor egen Religion. Kunstnerne have overfor disse Emner en personlig Inspiration, de føle hvad de male og de male, hvad de have seet. Livet selv tjener dem da til Model, naar de ville fremstille Livet, medens de, naar de forsøge paa at hensætte sig i Oldtiden, maae frembringe deres Værker, ikke efter det Liv, de see omkring sig, men efter Bøger og Statuer.«
Atter dette lyder jo meget smukt og er til en vis Grad slaaende rigtigt, men Sophismen skjuler sig i Ordene: »vor egen Religion«; thi hvilken er vor egen Religion? Skolens Førere vare fødte Protestanter og de vidste, de maatte vide, eller de burde have vidst, at den lutherske Reformation havde faaet en Arving: Revolutionen, dens ægte Søn, som havde kastet den fædrene |242| Kalot og sat en rød Hue paa sit Hoved, og hvis Øxe havde fældet alle de Dogmer, ved Roden af hvilke Øxen kun var bleven lagt af Reformationen. Man frygtede Sønnen saa stærkt, at man endog gik af Veien for Faderen, om man end vel vidste, at han nu var bleven gammel og at han efter Saturn’s Exempel gjerne havde ædt sin egen Søn, hvis hans orthodoxe Tænder ikke havde været for svage og Sønnen for stærk; man betragtede da Protestantismen og Revolutionen som et Par og vendte sig til det eneste ret paalidelige Medlem af Familien, til Bedstefaderen, den gamle Katholicisme, hos hvem man følte sig saa sikker med Hensyn til revolutionaire Anfægtelser, som havde Religion i Overflod, hele Boutiken fuld af Dogmer, der vare saa deiligt ekstatiske, saa herligt frie for det ringeste Gran af Forstand og Fornuft og der, som Heine[XX] siger, havde den allerskjønneste og mest ideale Dame, Madonna siddende ved Kassen, der med sit overjordiske Smil lokkede Kunderne ind.
Vi have allerede seet, hvilket Indtryk den katholske Kunst under Renaissancen gjorde paa Mme de Staël[XXI]; den gjorde et ikke ringere paa Romantikerne. De husker, hvorledes Tieck[XXII] sværmede for Correggio[XXIII]. Men snart kom man efter, at hin Renaissancekunst dog var altfor hedensk; man anede, som Heine[XXIV] siger, at de stolte Lænder paa Tizian’s[XXV] Venus protesterede fuldt saa grundigt |243| som de bekjendte Theses paa Kirkedørene i Wittenberg. Man bemærkede med Forargelse at Correggio[XXVI] havde fyldt Nonneklosteret San Paolo’s Vægge i Parma[a] med de mest fortryllende nøgne, unge Legemer, som forestillede en Adonis, en Juno, man saa med Beklagelse, at Raphael[XXVII] aldrig en eneste Gang havde indladt sig paa at fremstille Spægelsen eller Martyriet og at der ikke fandtes en eneste Pidskning eller Korsfæstelse fra hans Haand. Man gik da tilbage til de førraphaeliske Malere, man gik Leonardo[XXVIII] og alle det 15de Aarhundredes Kunstnere forbi og man standsede først dybt nede i det 14de Aarhundrede og gjenfandt Udtrykket for hvad man følte i hin Tids spiritualistiske Helgenskikkelser, disse Riddere af den bedrøvelige Skikkelse, hvis fromme Hoveder sidde skjævt paa Kroppen og hvis magre Arme og lange tynde Been synes at indbefatte ligesaamange Protester mod Legemlighed og Sandselighed, hvis Helgeninder endelig kun bestaae af en Glorie, et forklaret Ansigt og en vid Kaabe, der, rummelig som en Sæk, ikke lader nogen Legemsform ane under den. For de bedste af Romantikerne blev nu imidlertid en virkelig stor Kunstner: Fra Angelico[XXIX] da Fiesole[b] Idealet. Hvo kunde ville nedsætte denne over al Beskrivelse beundringsværdige Maler, hvis kunstneriske Geni er ligesaa stort og overordentligt, som hans Sjæl var ren, dyb og ædel! Han, den stille Munk i San Marco-Klosteret, levede og |244| aandede virkeligt i den katholske Troes høieste Ekstase. Med en Engels Renhed forener han en brændende Aands ildfulde Inderlighed og en dybtskuende Aands Evne til at charakterisere. For ham var Katholicismen Natur, for ham var den Alvor. Men Natur var den ikke for den hele Skare af langhaarede og barhalsede præraphaelitiske Malere og Digtere, der fandt Tilværelsens Gaade løst i hans Billeder.
Efter Revolutionen af 89 gaaer det ikke mere an at ville male paa Guldgrund. Horizonten er aaben.
Men man blev heller ikke staaende her. Italiens Kunst var endnu altfor klassisk, altfor antikt besjælet. En stor, lys Kirke som St. Peter[c] var altfor lidt mystisk, altfor meget egnet til, som Lamartine[XXX] siger i Indledningen til »Graziella[0008]«, naar engang al positiv Religion er forsvunden fra Jorden, vedblivende at være Menneskehedens Tempel. Man vendte sig da til sine hjemlige Minder, til den Stil, som de nordiske Barbarer med deres dybe Inderlighed i Følelse og med deres større Hang til Overtro og Rædsel havde frembragt, og hele den nye Bestræbelse bliver gothisk. Den gothiske Stil opstod paa en Tid da Livet syntes et anticiperet Helvede. I det 11te Aarhundrede havde man af 70 Aar Hungersnød i de 40. Efter at den ene barbariske og vilde Folkestamme efter den anden havde hærjet, plyndret, udsuget og |245| skjændet Europa’s ulykkelige Stater, efterat man ved Aar 1000 i den skuffede Forventning om Christi Gjenkomst havde ophørt med alt Arbeide, alt Kjøb og Salg, efter at de sidste Levninger af Oldtidens ædle Kunst vare blevne slaaede sønder og sammen, de sidste Rester af Oldtidens ædle Videnskab glemte, efter at de barbariske Høvdinge, som nu vare forvandlede til Lehnsherrer og Borggrever, ved Tyveri, ved Røveri, ved Mishandling havde opnaaet at gjøre Jorden til en virkelig Jammerdal for Folkene, der yderligere hærjedes af Pest, af Spedalskhed, af Epidemier, som Uvidenheden om de simpleste Sundhedsregler fremmede, da man var naaet til et Standpunkt som Kannibalernes og maatte træffe Forholdsregler imod at man spiste Menneskekjød, da med eet Ord Menneskeheden var sunken saa dybt som det var muligt i Middelalderens rædselsfulde Kloak, da hævede den gothiske Kunst sig.
Midt i al Rædselen og Modløsheden aabenbarede der sig hos Menneskene ligesom hos Syge, der længe have været naglede til Leiet, ligesom hos Fanger, der længe have siddet indespærrede i et mørkt og fugtigt Hul, en nerveus Exaltation, som aldrig før var fremtraadt i Verdenshistorien. Den mandige Charakter, som Phantasien havde havt i den græske Oldtid, forsvandt, man drømte, |246| græd, knælede, følte Trang til en uendelig Ømhed, til en Henrevethed bort fra alt Jordisk, Indbildningskraften fik Luner og Sværmerier som aldrig før.
Paa dette Grundlag reiser den nye Bygning sig. Det Menneske, der træder ind i den nye Kirke, har Hjertet fuldt af Kvaler, han veed af Erfaring, at Jordelivet er idel Prøvelse og Jammer, at den eneste Trøst vilde være dets Korthed, hvis ikke Helvedes evige uendelige Pinsler ventede alle Andre end de Udkaarne. Det gjælder da kun om at blive en Udkaaret, det gjælder da om at fylde sin Sjæl med Billedet af Frelsen, af den lidende Christus, der vrider sig paa sit Kors, af alle de flaaede, sønderrevne og ristede Martyrer. Disse Billeder møde ham i Kirken. De passe ikke til Solens fulde og glade Lys, derfor er hele Kirkens Indre barricaderet mod Solstraalerne og som Livet selv fuldt af Mørke og af Skygger. Lyset falder kun ind gjennem de smaa røde og grønne Ruder, som Draaber af Blod og som Pletter af Edder (det minder om Lidelsen), men tillige gjennem Rosen med en Farve som Purpur, med en Pragt som Glandsen af Amathyster og Topaser i en overjordisk Illumination, og dette minder om Paradiset.
Kirkens Korsform er allerede symbolsk, man vanker om i det hule Marterredskab. Oldtidens sunde, simple Søile er vegen for den monstreuse |247| Pille, der stræber opad saa høit, at den glemmer sit jordiske Fodfæste. Alle Formers Rigdom, Besynderlighed og Extravagance svarer til den sygelige Phantasies Unatur og Uro. Formaalet er overalt at forbause og blænde. Men det Paradoxe i Følelsen røber sig overalt i Bygningen, dens Udtryk. Det Hele staaer for Fald. Uden de Støttepiller, der anbringes mod Væggene, vilde Bygningen falde sammen. Den smuldrer uophørligt bort, og der udfordres hele Corps af Murere til at bøde paa dens uafbrudte Synkensammen til Ruin. Det gjennembrudte Stenbroderi, hvormed adskillige af de skjønneste Kirker ere decorerte og som symbolsk paa en spøgelseagtig Maade udtrykker den tunge Materies Besjæling af Aand og Forvandling til Aand, kan ikke holde sig oppe ved sin egen Magt, men er en architektonisk Løgn; thi det vilde falde, hvis det ikke var naglet op til en Jernbeklædning, hvis Rusten ligefuldt gjør uophørlig Reparation nødvendig.
Er ikke i denne symbolske Kunst alle hine kunstneriske Absurditeter, Løgnen og Faldefærdigheden af denne fra alle Sider kunstigt støttede og opstivede Architektur, selv et stort, et lærerigt Symbol? Ikke desmindre var det til denne af en helt anden Tidsaand udsprungne Kunst at Romantikerne viste tilbage, og var det ikke betegnende nok, at den naive Oehlenschläger[XXXII], da han første Gang traf sammen med Skolens Førere, i hvem |248| han ventede at finde en Gruppe magre og enthousiastiske Asketer, med Beundring, Ansigt til Ansigt med Hovedmanden, saa (efter sine egne Ord) »et ironisk fedt Ansigt glindse sig sangvinisk imøde?«
Ikke desmindre var han, som De vil see, især i egen Indbildning, meget indviet i Skolens artistiske Sympathier. Af et Brev fra den Tid, om jeg husker ret til Mynster[XXXIII], seer man at Oehlenschläger[XXXIV] og hans Søster paastode at finde meget Mere i Albrecht Dürer[XXXV] end andre Mennesker kunde finde. Det forstaaer sig af sig selv, at Dürer[XXXVI] med sin folkelige og naive Trohjertethed, men især formedelst sin Mystik, sine Hjorte med Kors mellem Takkerne og alt sit symbolske Krimkrams tilgavns blev kanoniseret af de tydske Romantikere. Men Oehlenschläger[XXXVII] og Dürer[XXXVIII]! Gulnares[xxxix], Alis[xl] og Gulhyndis[xli] Digter og Dürer[XLII]! Det er endnu en Elskværdighed af Oehlenschläger[XLIII], at han indbildte sig, han sympathiserede med Dürer[XLIV].
Jeg har sagt Dem, at Aanderne i Tydskland paa hin Tid skilte sig i to Skoler. Een var fremadskridende og sluttede sig til Fichte[XLV] og til Schiller[XLVI]. Det var denne Skole, som egentlig begeistrede Mme de Staël’s[XLVII] store rige Hjerte. Det var paa den, hun tænkte, da hun i sin Beundring for Tydsklands Idealisme og Enthousiasme skrev sin Bog »De L’Allemagne[0010]«, som Tacitus[XLVIII] i sin Tid skrev sin Bog »De Germania[0011]«, for at vise |249| sine Landsmænd et stort Exempel paa sædelig Renhed og aandelig Friskhed. Det var denne Skole, som afgav Frihedskrigens Ynglinge og som Tydskland skylder Kleist’s[XLIX], Körner’s[L] og Uhland’s[LI] Digte. Den anden Skole, den romantiske, begynder derimod, som sagt, med at slutte sig til Goethe[LII].
Ikke desmindre udgaaer der fra dens Mænd trods denne Tilslutning en betydelig Opposition mod Goethe[LIII]. Han var dem for det Første for kold. Novalis[LIV] betegner »Wilhelm Meister[0012]« som et statsoekonomisk Evangelium og vil i »Heinrich von Ofterdingen[0013]« levere dens Modstykke. Goethe[LV] var dem endelig for antik: naar Mignon[lvi] og nogle andre romantiske Skikkelser undtoges, betød hos Goethe[LVII] Handlingen for det Meste simpelt hen hvad den var, og som Heine[LVIII] har sagt: Hvad der betegner »Odysseen[0014]« som et ikke-romantisk Digt, det er, at denne Historie om en Mand, som reiser, i Virkeligheden ikke betyder Andet, end en Historie om en Mand, som reiser, og f. Ex. aldeles ikke er et Sindbillede paa Sjælens Fart gjennem Vildfarelsens Labyrinther eller Lignende. Fra nu af skulde Anelsen altid pege ud over Ordet, Ideen altid gribe ud over Formen, som hos Jacob Böhme[LIX], hos Dante[LX] og de gothiske Bygmestere.
Da man flyede Virkeligheden og Livet, blev Ørkesløsheden et Ideal. Det traf sig saa heldigt, at Friederich Schlegel[LXI] under den lidenskabelige |250| Stræben bort fra den græsk-romerske Oldtid kom til at udføre sin eneste sande, men denne Gang ogsaa store, videnskabelige Bedrift; han grundede Sanskritstudiet† og aabnede dermed den europæiske Cultur en hel ny Bane. Han lagde Grundvolden først til een hel ny Philologi, der udviklede sig parallelt med den klassiske som indisk-østerlandsk, dernæst til en anden hel ny Philologi, der medomfattede den klassiske: den sammenlignende Sprogvidenskab, Philologien som Naturvidenskab.
Men foreløbigt var det nu kun Hinduens Ørkesløshed, som blev Idealet: det comtemplative, det rent vegetative Liv. Det er i Virkeligheden dette, som forherliges i Schlegel’s[LXII] »Lucinde[0015]«. Det er dette samme Ideal, som senere tilegnes af den romantiske Skole i Frankrig og som Théophile Gautier[LXIII] forherliger i Romaner som »Fortunio[0016]«. Det er dette Ideal, som bestandig foresvæver Æsthetikeren i »Enten-Eller[0017]«, dette ægte Product af den romantiske Skole, der, som Kierkegaard[LXIV] selv, er opfødt med Læsning af Tydsklands romantiske Digtere, og der siger som saa: »Min Tid deler jeg saaledes, den halve Tid sover jeg, den anden halve drømmer jeg. Naar jeg sover, drømmer jeg aldrig, thi at sove er den høieste Genialitet.« Dog, jeg behøver ikke at gaae saa langt frem i Litteraturhistorien. For den, der studerer Litteraturens Historie i Sammenhæng, er der ikke saa stort et Spring, som det |251| skulde synes, tilbage fra Forfatteren af »Forførerens Dagbog[0018]«, denne Halvbroder til Tieck’s[LXV] »William Lowell[0019]« og til den gamle store Driver, den geniale østerlandske Lediggjænger Aladdin[lxvi].
Endnu et Træk: Hadet til Fremskridtet og til den virkelige Verden førte til, at Sjælen i denne Poesi og Æsthetik blev Hanget til det Phantastiske og det Vidunderlige og at Mythe og Eventyr fra nu af bleve de kanoniske Arter.
Alle de gamle Folkeeventyr og Legender samles, friskes op paany og efterdigtes ofte saa fortræffeligt som af Skolens første Digter Tieck[LXIX] i »Der blonde Ekbert[0021]« eller i »Historien om den skjønne Magelone og Grev Peter af Provence[0022]«.Da Handlingens Drivfjeder, Troen paa Fremskridtet, er tagen ud af Menneskets Hjerte, opstaaer i Dramaet Skjæbnetragoedierne med deres symbolske Skygger, fatalistiske Taabeligheder og fjantede Overtro og de dramatiske Satirer antage gjennemgaaende Marionetspillenes Tone (endogsaa hos os betegner Heiberg[LXX] sine første Stykker som Marionetspil). Man bliver mere og mere barnlig: af Frygt for Salonen og Selskabssalen, der regjerede det 18de Aarhundrede, tyer man til Børne- og Ammestuen. Her fødes den rette romantiske Poesi.
Man bliver endelig mere og mere katholsk. Man havde begyndt med i sin Frygt for den he|252|denske Aand at udbasune Shakspeare[LXXI] som den største Digter, men snart fandt man en meget større i Calderon[LXXII], med hvis mystiske Andagt Shakspeare’s[LXXIII] Frisind og Realisme ikke kunde sammenlignes. Selv Heiberg[LXXIV] sætter Calderon[LXXV] over Shakspeare[LXXVI]. Og her vare katholske Underligheder og Bornertheder i hundredetusinde Tal. Tilsidst drog et Flertal af Skolens Førere den eneste logiske Consequents af Retningen. I Berlin[d] var under Friederich Wilhelm den 2den[LXXVII] en Hofreaction af Hoffromhed fulgt paa Frederik den Stores[LXXVIII] franske Dannelse, og her indlogerede en Del af Romantikerne sig. Andre, som Stolberg[LXXIX], Daumer[LXXX] og F. Schlegel[LXXXI], gik over til den katholske Religion og tog Tjeneste i Metternich’s[LXXXII], i Pavens og Jesuiternes Sold. Og i Wien[e] træffe vi da »Lucinde[0023]«’s Forfatter[LXXXIII], det vil sige Tydsklands største Libertiner i Litteraturen, sammen med sin omfangsrige Ledsagerinde, Dorothea Veit[LXXXIV], beskjæftiget med i Indernes Religion og Kastevæsen at finde Forbilledet for de katholske Dogmer og det katholske Hierarchi, og med at hævde det absolute Monarchi som den eneste religieuse Statsform, bedende, prædikende, syngende Psalmer, indtil han en Dag overraskes af en Død, som var ham værdig, idet han aad sig ihjel i en Gaaseleverpostei.
Ved Masseovergangen til Katholicismen endte Skolen med at demaskere sine Tendentser. Det Skjønhedsideal, man havde forfulgt, var ikke den |253| friske, evigtunge Skjønhed, som Renaissancetiden erobrede. Det var en Skjønhed, der mindede om Skjønheden hos Middelalderens indespærrede Nonne, hvorom Sagnet fortæller, aandig som hendes Indvielse og dog saa sandselig, at den fristede Ridderen til i erotisk Vanvid at forfølge hende. Nonnen flyede for Ridderen helt ind i Kirken, men han fulgte hende, og hun vidste ikke mere nogen Udvei til at undflye hans Favntag. Da aabnede hun endelig tilsidst sin lange Kjole og viste ham sit Bryst, halvt fortæret af et rædselsfuldt Kræftsaar. Romantikerne saae ikke Saaret hos den Skjønhed, de forfulgte; de bemægtigede sig den ligefuldt. Men vi, som ikke mere betragte denne Skjønhed med hines betagne og forelskede Blikke, vi see Kræftskaden i dette Skjønhedsideal.
højresiderne i kapitel 2 har i førsteudgaven klummetitlerne »Antik Renaissance og romantisk Reaction.«, »Gothiske Sympathier og Tendentser.«, »Ørkesløsheden, et Ideal.«, »Hang til Mythe og Eventyr.« og »Overgang til Katholicismen.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
indledningsstrofen af Ludwig Tiecks digt »Wunder der Liebe«, som oprindelig indgik i hans drama Kaiser Octavianus, 1804 Tieck 1828, 1:419.
af digtet »Waldeinsamkeit«, der indgår i Ludwig Tiecks eventyrfortælling »Der blonde Eckbert«, 1796 Tieck 1828, 4:152.
Novalis' digt lod udgiveren Ludwig Tieck indgå i hans posthumt udgivne og ufuldendte roman Heinrich von Ofterdingen, 1800 Novalis 1978,1:395 og 406.
GB hentyder til Matt. 5,3. De udsagn af Jesus, der samlet refereres i Matt. kap. 5-7 med par., kaldes for Bjergprædikenen.
Den Franske Revolution 1789-1799.
Heinrich Heine: Die romantische Schule, 1836 Heine 1979, 8:138-139.
i vinteren 1802-1803 holdt naturvidenskabsmanden Henrich Steffens en række offentlige filosofiske forelæsninger i København. De fik afgørende betydning for flere af de unge tilhørere, heriblandt Grundtvig, Oehlenschläger og brødrene Ørsted.
»excelsior«, (lat.) højere, dvs. i imperativ: opad, højere op (2. grad af excelsus: høj, ragende op). - Henry W. Longfellows digt »Excelsior«, der består af ni strofer, hver afsluttet med ordet: »Excelsior!«, står som det afsluttende digt i Longfellows digtsamling Ballads and Other Poems, 1842.
Friedrich Schlegels tidsskrift Europa udkom 1803-1805. Madame de Staëls notehenvisning i Corinne ou l'Italie, 1807 (Livre VIII, Chapitre III), lyder: »Dans un journal, intitulé l'Europe, on peut trouver des observations pleines de profondeur et de sagacité sur les sujets qui conviennent à la peinture; j'y ai puisé plusieurs des réflexions qu'on vient de lire; M. Frédéric Schlegel en est l'auteur: c'est une mine inépuisable que cet écrivain, et que les penseurs allemands en général.« Staël 2000:534-535.
af Madame de Staëls roman Corinne ou l'Italie, 1807, Livre VIII, Chapitre III Staël 2000:208.
den symbolik, GB her bruger, har rod i den røde frihedshue og i stokkebundtet fasces med øksen, der begge fra 1789 blev officielle revolutionssymboler i Frankrig.
i antik mytologi er Saturn romernes navn for den græske titan Kronos. En spådom havde forudsagt, at han ville blive styrtet af sin søn; derfor slugte han hvert af de børn, som Rheia fødte ham.
af Heinrich Heines Die romantische Schule, 1836 Heine 1979, 8:132.
Tizians maleri af Venus fra Urbino er fra 1538 (det findes i Galleria degli Uffizi i Firenze); Luther siges i 1517 at have opslået sine 95 teser imod Romerkirken på kirkedøren i Wittenberg. GB henviser til Heinrich Heine: Die romantische Schule, 1836 Heine 1979, 8:134.
i græsk mytologi er Adonis en smuk ung mand, kærlighedsgudinden Afrodites elsker. Den romerske gudinde Juno er hustru til hovedguden Jupiter.
førrafaeliske, dvs. italienske malere og digtere, der levede generationer eller århundreder før Rafael.
dvs. Den Franske Revolution, der brød ud i 1789.
allusion til den kategori af kirkelige altertavler og helgenbilleder, hvor det malede sceneri fremstår på en forgyldt baggrund.
GB sammenfatter en lidt udførligere tankegang i kapitel 1, afsnit VI, af Alphonse de Lamartines roman Graziella, 1852 Lamartine 1875:13-14.
GB har hentet tankegangen i Heinrich Heines bog Die romantische Schule, 1836 Heine 1979, 8:133.
rosevindue; et stort, rundt glasvindue med sprosser arrangeret i et mønster, der minder om bladene i en rose, som regel udfyldt med glasmalerier og placeret i vestfacaden af gotiske katedraler.
et meget stort antal kirker er gennem århundrederne blevet opført med en korsformet grundplan. Kirkens skib og kor fremstår på den tegnede grundplan som korsets lodrette del, to symmetriske kapeller, et på hver side af kirkens korbue, som dets tværgående arme.
det ironisk fede ansigt tilhørte Friedrich Schlegel. Citatet har GB hentet i Oehlenschlägers Levnet, 1831; ordlyden gentages i Oehlenschlägers Erindringer 1850, 2:124 Oehlenschläger 1831, 2:132.
ikke identificeret. I personregistret til Breve til og fra Adam Oehlenschläger, 1.-3. række, 1945-1996, er ingen relevant henvisning fundet under »Dürer, Albrecht«.
æstetikeren A, det angivelige forfatternavn til bd. 1 af Søren Kierkegaard: Enten-Eller, 1843.
af Søren Kierkegaards Enten-Eller, 1843; fra afsnittet »Diapsalmata« Kierkegaard 1997, 2:37.
Johannes, det angivelige forfatternavn til »Forførerens Dagbog«, trykt i Søren Kierkegaards Enten-Eller, 1, 1843.
Johan Ludvig Heiberg debuterede som forfatter med bogen Marionettheater, 1814, der rummer to dramatiske værker.
mest sandsynligt har GB læst dette sagn hos Schopenhauer. Skønt historiens pointe hér er en bods- og omvendelseshistorie, og manden ikke er ridder og kvinden ikke nonne, er det formentlig denne kerne, som GB søger at referere. Sagnet har den catalanske middelalderfilosof Ramon Llull (lat. Raimundus Lullus) som hovedperson. I en note anfører Schopenhauer sin kilde som Johann Jakob Bruckers værk Historia critica philosophiae, 1742-1746. Stedet hos Schopenhauer findes i Die Welt als Wille und Vorstellung, 1819, 4. bog, § 68 Schopenhauer 1960, 1:536.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik