Man kan fra den ene Side betegne den tydsk-romantiske Skole som en Art katholsk Renaissance, fra en anden Side er den forholdsvis frisindet. Men som katholsk Renaissance staaer den i den skarpeste Modsætning til Renaissancen af det Antike. Den antike Renaissance foregaaer ligesom i to Tempoer, den falder i to Afsnit, Renaissancen hos de romanske Nationer og det engelske Folk, og Renaissancen hos de germaniske Nationer.
Den første Gjenfødelse af den frie menneskelige Aand er den, som i Italien betegnes ved Navne som Leonardo[I], Michel Angelo[II], Tizian[III], Correggio[IV] og Giordano Bruno[V], og i England[a] ved Navnene Shakspeare[VI] og Bacon[VII]. Den italienske Begeistring for den classiske Tidsalder forplanter sig til Frankrig og fremkalder der Litteraturen under Ludvig den 14de[VIII]; Racine[IX] støtter sig til |234| det græske Theater, og Molière[X] bearbeider Plautus[XI] og Terents[XII].
Som alle store aandelige Bevægelser kommer ogsaa denne hedenske Renaissance senere til de germaniske og gothiske Nationer. Den betegnes, som jeg har vist Dem, ved Navnene Winkelmann[XIII], Lessing[XIV], Goethe[XV], Schiller[XVI] og Thorvaldsen[XVII]. Igjennem sine tre betydeligste Digteraander, Lessing[XVIII], Goethe[XIX] og Schiller[XX], river den tydske Poesi sig fuldstændigt løs fra ethvert Forhold til positiv Religion. Haand i Haand med Lessings[XXI] Kamp for den nye germaniske Opfattelse af Antiken gaaer hans hele glimrende Feide imod Orthodoxien, repræsenteret af den høiærværdige og høist komiske Hauptpastor Götze[XXII]. Han udgiver Reimarus’s[XXIII] Fragmenter over Bibelen, der i Tydskland fuldstændigt udføre samme Gjerning som Voltaires[XXIV] Commentar til Bibelen i Frankrig, han ender sin antitheologiske Virksomhed med det lille Mesterværk »Die Erziehung des Menschengeschlechts[0001]«, i hvilket han skildrer de forskjellige Aabenbaringer som Stadier i Menneskeslægtens Opdragelse til Fornuftreligion, og da han døer, og da der af Striden mellem Mendelssohn[XXV] og Jacobi[XXVI] fremgaaer det Forfærdelige, at Lessing[XXVII] har levet og er død som Spinozist, forestaaer der Læseverdenen i Tydskland samtidigt den Overraskelse, at selv Jacobi[XXVIII] er af den Mening, at al gjennemført Philosophi nødvendigvis maa føre til Spinozisme og Pantheisme. |235| Han søger at redde sig selv derfra ved at anvise Erkjendelsen en anden Vei end Demonstrationen, nemlig den umiddelbare Vished gjennem Følelsen. Men Pantheismen laa fra nu af i Luften, og fra det Øieblik af, da Goethe[XXIX] efter sin første Læsning af Spinoza[XXX], betaget og henrevet, betegner sig som Spinozist, og det for ingensinde mere sit lange Liv igjennem at blive Spinoza[XXXI] utro, fra dette Øieblik af er den nye Tids Aand sat paa Tronen i den tydske Litteratur og under et Chor af de skjønneste Poesier, under en Illumination af philosophiske Tanker, der i den nyere Tid aldrig før var seet saa glimrende og saa rig, feirer nu denne den nye Tids Aand i Tydskland sin Formæling med Antikens paany tillivekaldte Skjønhed, ligesom Faust[xxxii] i Tidsalderens berømteste Digterværk[0002] høitideligholder sit Bryllup med Helena[xxxiii], der i Digtet staaer som den græske Oldtids Symbol.
Hos Schiller[XXXIV] gaaer paa en lignende Maade den revolutionære moderne Aand, der allerede giver sig Luft i »Die Räuber[0003]«, og som incarnerer sig i den nye Tids Apostel Marquis Posa[xxxv], Haand i Haand med den ved Hadet til Middelalderen styrkede Begeistring for den græsk-hedenske Oldtid. Hvad ere vel alle hine antikiserende lyriske Digte, som jeg har nævnt, »Die Götter Griechenlands[0004]« og de andre, eller de rent antikt componerede Ballader, som »Die Kraniche des Ibykus«, |236| Andet end Producter af den samme Uvillie mod Middelalderen, der havde inspireret Goethe[XXXVI] sine stolteste og deiligste Digte, hint »Prometheus[0005]«, i Anledning af hvilket netop Lessing[XXXVII] havde erklæret sig for Spinozist, eller »Die Diana der Epheser[0006]« eller »Die Braut von Corinth[0007]«! Ja saa vidt gaae baade Goethe[XXXVIII] og Schiller[XXXIX] i deres bestandig stærkere og strengere Fastholden ved det antike Kunstideal, at begge ende med gjennem Kjærligheden til den strenge, regelmæssige Kunstform at gjøre et Skridt henimod den Skole, mod hvilken de allerførst reiste Opposition, nemlig mod den klassiske Litteratur i det romanske Frankrig. Goethe[XL] oversætter Voltaires[XLI] »Mahomet[0008]«, Schiller[XLII] oversætter Racines[XLIII] »Phædra[0009]«, og saaledes mødes gjennem disse to største tydske Digteres Bestræbelser Opfattelserne af det Klassiske i Frankrig og i Tydskland med hinanden.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
højresiderne i kapitel 1 har i førsteudgaven klummetitlen »Antik Renaissance og romantisk Reaction.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
G.E. Lessing offentliggjorde i 1770'erne dele af H.S. Reimarus' efterladte bibelkritik, hvad der havde fremkaldte pastor Goetzes vrede. Lessing polemiserede efterfølgende imod pastor Goetze i 11 teologiske stridsskrifter, udgivet i Hamburg april-juli 1778 og samlet benævnt Anti-Goetze.