Det var intet Under, at der kom et Øieblik i Tydsklands Historie, da man med Liv og Sjæl begyndte at omfatte og tilegne sig det gamle Indiens Aand og Cultur. Thi dette store, dunkle, drømmerige og tankerige Tydskland er i Virkeligheden det moderne Indien, ligesom Frankrig med den store Begrændsning, jeg viste Dem, det moderne Hellas. Intetsteds har i Verdenshistorien den skuende Contemplation, den egentlige, fra al empirisk Forskning løsrevne Metaphysik naaet en saa høi og saa omfattende Udvikling som i det |254| gamle Indien og i det moderne Tydskland. Derfor var det for den nye Tids Franskmænd, da de opdagede det vage og rige tydske Aandsliv, som om de vare blevne forflyttede til Hindustans[a] formløse og mægtige Natur, besynderlige Aandeverden og paa eengang rene og feeagtige Poesi. Indien drager de tydske Digtere til sig; som det hedder hos Heine[I]:
Analogierne mellem Indien og Tydskland frembyde sig talrige og som af sig selv.
Det dybest liggende fælles Træk er vistnok Hanget til den abstracte Speculation. Schellings[II] intellectuelle Anskuelse, hans Skuen af alle Ting i Gud, Hegels[III] Grundidee, at det Høieste i Livet er gjennem Selvets Fordybelse i Abstractionen at føle sig som Et med Guddommen, svare til gammelindiske Anskuelser og Systemer. Den intuitive Erkjendelse hos Schelling[IV] var allerede Indernes Ideal, og naar Hegel[V] siger, at Menneskets Erkjendelse af Gud er Guds Erkjendelse af sig selv, saa er denne Tro paa Guddommeliggjørelsen af hvert enkelt Individ igjennem den abstracte Tanke som grebet ud af en gammel Inders Hjerte. Hvad Datidens tredie store Philosoph Arthur Schopenhauer[VI] angaaer, da er han med fuld Bevidsthed |255| rent indisk, ligesom en forsinket og landsforvist Beboer af det gamle Hindustan[b], hvor de Philosopher, der betegnedes som Nastika (Atheister), 2000 Aar forud havde foregrebet hans Nihilisme.
Med Hanget til Speculation forener sig Hanget til Poesi. Som Tydskland, saaledes har Indien aldrig kunnet udvikle nogen klassisk Prosa. Selv de philosophiske Systemer ere i Indien forfattede paa Vers, og iøvrigt: samme Mangel paa dramatisk Anlæg som i Tydskland, samme formløse Yppighed, samme lyriske Rigdom, der umuliggjør en plastisk Form og en activ, kraftigt bevæget Handling.
Med den omfattende Speculation er fremdeles hos begge disse store Folkeslag en Egenskab forbunden, om hvilken de ligeledes have været ene, den mærkværdige Universalitet, den forbausende Evne til at forstaae og til at tilegne sig alt Fremmed: Inderne faae deres Bogstavskrift og deres Astronomi fra omboende Folkeslag, Phoenicier og Babyloner, de modtage efter al Sandsynlighed fra Grækenland baade stærke dramatiske og stærke philosophiske Impulser, og hvad Tydskerne angaaer, da ere de som bekjendt Jordens største Oversætterfolk og Tydskland den store Kjedel, i hvilken Alverdens Tanker og Opdagelser, Moralsystemer og Poesier blive sammenkogte.
Et fælles Træk er fremdeles Opfattelsen af det Sædelige eller, for at tage et bestemt Exem|256|pel, Opfattelsen af Kvinden, fremfor alt Hustrubegrebet, der i Indien er aldeles germanisk. Mme de Staël[VII] beskriver i sin Bog »Om Tydskland[0001]« Landets Kvinder paa følgende Maade: »De tydske Kvinder have en ganske særegen Tiltrækning, en rørende Klang i Stemmen, blonde Haar, en blændende Hudfarve; de ere beskedne, men mindre frygtsomme end Englænderinderne; man seer, at de mindre hyppigt have truffet Mænd, der vare dem overlegne. De søge at behage ved deres Følelse, at interessere ved deres Indbildningskraft, de ere fortrolige med Poesiens og de skjønne Kunsters Sprog. De coquettere med deres Begeistring, som de franske Kvinder med deres Vid og deres Aand. Den fuldkomne Redelighed, der udmærker Tydskernes Charakter, gjør Kjærligheden mindre farlig for Kvindernes Lykke, og maaskee nærme de sig denne Følelse med mere Tillid, fordi man har beklædt den med romantiske Farver for dem og fordi Ringeagt og Utroskab der ere mindre at befrygte end andensteds. Kjærligheden er en Religion i Tydskland, men en poetisk Religion, der kun altfor gjerne tillader Alt hvad Hjertet kan undskylde.
Man kan med Grund opholde sig over nogle tydske Kvinders Latterligheder, idet de uophørligt ophidse og exaltere sig indtil det Affecterte, saa at deres sødladne Udtalelser udslette Alt, hvad en Charakter kan have af Udpræget og af Skarpt |257| (de piquant et de prononcé). De ere ikke frimodige som de franske Kvinder, men de ere derfor ikke falske, kun formaae de hverken at see eller at bedømme Noget med Sandhed, de mangle al Virkelighedssands og de virkelige Begivenheder passere forbi deres Øine som et Phantasmagori. Naar det hænder dem at være letsindige, saa bevare de endnu et Skjær af den Sentimentalitet, som holdes i Ære i deres Land. En tydsk Dame sagde til mig med et melancholsk Udtryk: »Jeg veed ikke hvori det ligger, men de Fraværende svinde ligesom bort af min Erindring.« En fransk Pige vilde have udtrykt den samme Tanke mere muntert, men Meningen vilde have været den samme.
Deres omhyggelige Opdragelse og deres naturlige Sjælerenhed gjør det Herredømme, de udøve, let og blidt. Ikke desmindre træffer man sjeldent hos tydske Kvinder den aandelige Hurtighed, der besjæler en Samtale og sætter Ideer i Bevægelse.«
Læs nogle indiske Dramaer som »Sakuntala[0002]« eller »Lervognen[0003]« og De vil i Opfattelsen af det Kvindelige, i Blidheden og i det Begreb om Kvindens Afhængighed af Manden, der i Indien endog førte til en saadan Yderlighed som Hustruens Opbrænden sammen med Mandens Lig, finde Analogier af slaaende Art med Værker som Tieck’s[VIII] »Genoveva[0004]« og Kleist’s[IX] »Käthchen von Heilbronn[0005]«.
|258| Dog Hovedanalogien opstaaer ved begge de to Landes ensartede og saa eiendommelige Form af Philosophi og Religieusitet. I begge den samme begeistrede Pantheisme. De veed, at da Grækenland var gaaet tilgrunde, hørte hin Skipper, der en Nat seilede langs de græske Kyster, det Raab lyde ud fra Strandbreddens Skove: »Den gamle Pan er død!« Men nei, den gamle Pan var ikke død, han slumrede kun. Og han vaagnede op i Italien under Renaissancetiden, han blev anerkjendt og hyldet som den levende Gud i Schelling’s[X], i Goethe’s[XI], i Hegel’s[XII] Tydskland.
Saa dybt ligger Pantheismen i den tydske Natur, at den romantiske Skole i Virkeligheden, trods alle sine katholske Tendentser, er ligesaa pantheistisk som Hölderlin[XIII] og Goethe[XIV], ja Pantheismen bliver Baandet som forener denne Skole med Frihedens og Fremskridtets Aand før den og efter den i Tydskland. Saaledes seer De atter her som i den foregaaende Gruppe, hvorledes den nye Tids Aand er saa mægtig, at den bryder sig sin ustandselige Bane midt imellem alle de reactionaire Diger, alt det Mudder og alle de Sten, som ophobes paa dens Vei. Ja, den nye Skole er fra en vis Side seet endnu mere pantheistisk end den antikiserende. Thi den indiske Aand havde en ganske anderledes pantheistisk Charakter end den græske. Naar den antike Græker stod ved et pragtfuldt Vandfald, som f. Ex. det ved Tibur[c] i Nærheden af Rom[d], |259| da personliggjorde han hvad han saa. Hans Øie drog Conturer af skjønne, nøgne Kvinder, Stedets Nympher, i Cascadens faldende Strømme, Skumstøvet var deres flagrende Haar, han hørte deres overgivne Pladsken og Latter i Vandets Rislen og i den hvirvlende Lyd af Skummet, der sprøitede imod Klippen.
Med andre Ord: den antike Betragter personliggjorde den upersonlige Natur. Den antike Digter forstod ikke Naturen, hans egen Personlighed var ham altfor stærkt iveien, den afspeilede sig overalt for hans Øie. Han saa ikke andet for sig end Personer. Lige omvendt en stor moderne Digter som Goethe[XV] eller Tieck[XVI], hos hvem det hele Følelsesliv er pantheistisk. Han upersonliggjør sit eget Jeg for at forstaae Naturen. Overfor Vandfaldet sprænger han sit snevre Selv. Han føler sig glide, falde, omhvirvles med disse skummende Vande. Hans Væsen strømmer ud af Jegets snevre Skranker eller Ring og flyder bort med disse Strømme. Hans elastiske Bevidsthed udvider sig, han optager den ubevidste Natur i sit Væsen, han glemmer sig selv over hvad han seer, ligesom den, der hører en Symphoni gaaer op og forsvinder i det han hører. Og saaledes overalt. Som hans Væsen strømmer med Bølgerne, saaledes flyver og klager det med Vinden, seiler med Maanen over Himlen, føler sig som Et med det formløse Alliv.
»Jo mere han betragter Naturen, des mere |260| guddommelig finder han den, guddommelig indtil i dens Klipper og Planter.
I den Skov, der synes livløs, aander hvert Blad og Safterne stige umærkeligt op gjennem de massive Stammer og Grene indtil ud i de fineste Kviste. De fylde Luften med Dampe og Vellugt, og denne lysende Luft, disse grønne Kupler, denne lange Colonnade af Stammer, denne tause Jordbund arbeide og omdanne sig, udføre et Værk, og Digterens Hjerte behøver kun at lytte for at høre deres dunkle Instincters Røst. De tale til hans Hjerte, ja endnu mere: de synge, og de andre Væsener gjøre som de, ethvert med sin egen korte eller lange, sammensatte eller simple Melodi, som aabenbarer den indre Structur af det Legeme, som frembringer denne Klang. Denne Melodi respecterer Digteren. Han tager sig i Agt for at forvanske den ved i den at indblande sine Ideer eller sin Betoning. Al hans Omhu gaaer ud paa at bevare den urørt og ren. Saaledes formes hans Værk som et Eccho af den universelle Natur, et gigantisk Chor i hvilket Guder, Mennesker, Fortiden, Fremtiden, alle Historiens Epocher, alle Livets Trin, alle Tonetrinene i Livets Scala uden Forvirring danne en Accord, en Symphoni, i hvilken Musikerens bøielige Geni ikke aabenbarer sig personligt paa anden Maade end derved, at han bag denne |261| umaadelige Harmoni lader skimte den Gruppe af ideale Love, som frembringer den og den indre Alfornuft, som holder hele Harmonien sammen.«Det er denne Pantheisme, som Goethe[XVIII] hævdede i det bidende Epigram:
Det er denne Pantheisme, han udfoldede i »Faust[0007]«, det er denne som Romantikerne fortsatte, de, om hvem jeg sagde, at de vilde høre Græsset groe, at de vilde forstaae hvad Fuglene sagde og at de vilde bade sig i Maaneskinnet.
Men Romantikernes Doctrin fik dog egentlig først sin rette philosophiske Grundvold ved Schelling[XIX]. Medens Fichte[XX] i Spidsen for Fremskridtspartiet i Aaret 1808 med sine glødende »Taler til den tydske Nation[0008]« vender sig udad mod Virkeligheden for at løsrive Folket fra det franske Aag, betegner Schelling’s[XXI] Philosophi den yderligste Tilbagegaaen indefter. Han kalder selv sit hele System for Reaction mod Forstandtidsalderens Oplysning og Afklaring.
Som Goethe[XXIII] flygtede til det fjerne Orient, saaledes Schelling[XXIV] fra den forstyrrende Yderverden til den fjerneste Fortid og fandt der Sandhedens |262| og Livets Kilder. I Modsætning til Oplysningsperiodens Mening, at Menneskeheden langsomt havde arbeidet sig fremad og opad fra Barbari til Cultur, fra Instinct til Fornuft, erklærede han Menneskeheden for sunket, det vil sige sunket fra en Tilstand af høiere Dannelse, i hvilken den nød en Opdragelse, som foretoges af høiere Væsener, af en Aandeslægt. Saa skete der et Fald, og i den faldne Periode viste der sig kun faa saadanne Lærere, høiere Væsener, Propheter, Genier som Schelling[XXV] selv, der arbeidede paa hint fuldkomne Livs Gjenoprettelse. De, mine Tilhørere, vide, at Videnskaben har givet Revolutionsmændene Ret og Schelling[XXVI] Uret, og at vi, som leve i Charles Darwin’s[XXVII] Tidsalder, ikke mere antage Muligheden af en oprindelig paradisisk Tilstand og et Fald. Darwin’s[XXVIII] Lære vil slaae den orthodoxe Moral til Jorden, ganske som Copernicus’s[XXIX] Lære slog den orthodoxe Dogmatik til Jorden. Copernicus’s[XXX] System berøvede det orthodoxe Himmerig sit physiske Sted, og saaledes vil engang Darwins’s[XXXI] Lære berøve det orthodoxe Paradis sit.
Men dette var som sagt dengang ikke erkjendt, og Schelling[XXXII] viste tilbage til Urverdenen, hvor Sagnene om Guder og Halvguder syntes ham historiske Kjendsgjerninger, og saaledes kom han da til at prise Mythologien som det største af alle Kunstværker, der var modtageligt for en uendelig Udlægning, og en uendelig Udlægning vil |263| sige en vilkaarlig. De seer her i Spiren den hele Grundtvigske Mythefortolkning med dens uvidenskabelige og upaalidelige Behandling af Mytherne. Den udgaaer fra en Schellingsk Idee, som med saamange andre Ideer blev importeret hertillands af Steffens[XXXIII], hvis Foredrag jo som bekjendt gjorde et saa ualmindeligt Indtryk paa Grundtvig[XXXIV].
Men Bortvendelsen fra Samfundsinteresserne finder et endnu bestemtere Udtryk i Schellings[XXXV] Fordybelse i Naturen, en Bevægelse, som allerede Goethe[XXXVI] havde gjort, men som rigtignok havde bragt ham til at gjøre en Række storartede Opdagelser, hvortil Schelling[XXXVII] aldrig gjorde Mage. Ligesom det efter Mystikernes Forestilling var Guds Imagination, som tænkende skabte Verden, saaledes var det for Schelling[XXXVIII] alene den tilsvarende Kraft i Mennesket, som formaaede at give Menneskets aandelige Frembringelser ideal Virkelighed.
Det er da denne væsentlig æsthetiske Kraft, den saakaldte intellectuelle Anskuelse, det vil nærmest sige den efter Fornuftlove virkende fuldstændige Phantasi, om hvilken Schelling[XXXIX], der her øiensynligt er under Indflydelse af Tidens æsthetiske Kritik, paastaaer og hævder, at den alene baner Vei til Philosophi, Vei til Indsigt i Identiteten af det Ideelle og det Reelle. Ja, selve denne intellectuelle Anskuelse var ikke blot Veien, den var Maalet. Og denne Sammenblanding af Redskabet og Værket betegner Indtrædelsen af en |264| total, en almindelig Forvirring i den romantiske Poesi og Videnskab, idet Videnskaben snart drives med Kunstens Midler, saa man phantaserer i Hypotheser istedenfor at forske, snart omvendt Poesien og Kunsten drives med Philosophiens og Religionens Midler, saa Digterværkerne blive rimet Speculation, hvis Helte ere bestøvlede Ideer, og Kunstværkerne forgjæves søge at dække Mangelen paa legemlig Form med den katholske Andagts og Kjærligheds Kaabe. Man indbildte sig, at denne nye Naturphilosophi for evigt skulde gjøre alt Erfaringsstudium af Naturen overflødigt, men vi, som leve i en Tidsalder, hvor den empiriske Naturforskning har forvandlet Jordens Udseende og beriget Menneskelivet gjennem Opdagelser og Opfindelser uden Mage, vi, som have seet Naturphilosophiens uendelige Afmagt, vi vide, at de reactionære Tendentser ogsaa her førte til Nederlag, og at Livet selv paatog sig at gjendrive Vildfarelsen. Men hvad der i denne Theori for os især har Betydning og Interesse, det er den kraftige Hævden af den guddommelige Phantasi som Skabningens Kilde og af den menneskelige Phantasi som Kilden til al kunstnerisk Frembringen; thi her staae vi ved Modertanken til »Aladdin[0010]«, her føle vi med Haanden det Hjerteslag, som driver Blodet helt ud i den Extremitet af det store germaniske Legeme, som i Aaret 1803 betegnedes ved Navnet Kjøbenhavn[e].
|265| Og atter her staae vi endelig ved en Analogi med indiske Forestillinger. Thi den Anskuelse, at der til Grund for Alt ligger en uafbrudt frembringende, ligesom gjøglende Phantasi, at den sande Verden er en Skinnets Verden, i hvilken en guddommelig Ironi, den samme Ironi med hvilken Romantikerne Tieck[XL], Schlegel[XLI] og Solger[XLII] have saa travlt, bestandig tilintetgjør sine egne Frembringelser, ligesom Havet opsluger enhver af sine egne Bølger, denne Anskuelse er i sin Kjerne beslægtet med den bekjendte indiske Lære om, at Alt er Skuffelse og Skin.
Først med Hegel[XLIII] indtræder paany den antike Anskuelse. Hegel[XLIV] vender i sin »Phänomenologi[0011]« og sin »Logik[0012]«, som en moderne Aristoteles[XLV], tilbage til Reflexionen og Forstandspleien, til den methodiske Tænkning. Hans græske Aandsretning lægger sig skarpt og afgjørende for Dagen, først i »Æsthetiken[0013]«, hvor den klassiske Kunst egentlig bliver den eneste skjønne, medens den symbolske endnu ikke er skjøn og den romantiske ikke mere er skjøn, dernæst i »Retsphilosophien[0014]«, maaskee Hegels[XLVI] fortrinligst udarbeidede Værk, i hvilket den harmoniske Samstemmen af Indre og Ydre, den græske Idee om Staten som Sædelighedens Bærer, ophæver og optager hvad Hegel[XLVII] betegner som »Moraliteten«, ↄ: Kants[XLVIII] kategoriske Imperativ og Samvittigheden.
Dog, hos Hegel[XLIX] forsvinder som bekjendt der|266|for ikke Pantheismen; det er kun paany en græsk Pantheisme, som hos Goethe[L], der afløser den østerlandske, Tankens Pantheisme, som afløser Forestillingens. Det er som sagt da ogsaa Pantheismen, vi gjenfinde under den romantiske Skoles Katholicisme. Men ikke nok hermed: ogsaa alle de andre gamle hedenske Strømninger fortsætte under den deres Løb. Fremtrædende er Sandseligheden, dog ikke mere stolt og fri som hos Goethe[LI], men ægget og hidset, som i Fr. Schlegels[LII] »Lucinde[0015]«, spækket med philosophiske Floskler og med en forloren Dybsindighed. Den optræder som Forherligelse af Kjødet, dens Frivolitet er en saadan, til hvilken man har raisonneret sig med pedantisk Grundighed, og den opstaaer nødvendigt som Modsætning til alle de fromme Lader, man ellers gjerne bar til Skue. De veed, hvorledes selve den fromme Schleiermacher[LIII] kom til at røbe sin Sympathi for den frie Sandselighed i sine »Vertraute Briefe über die Lucinde[0016]«.
Og overhovedet fik man først sent Græciteten fra Halsen. Brødrene[LIV] Schlegel[LV] skreve hver sit Drama, der skulde være antikt, og selv de mest fjantede Skjæbnetragoedier, som f. Ex. Werners[LVI] »24de Februar[0017]«, ere blot uægte Børn af Sophokles’s[LVII] »Ødipus[0018]«; kun at den græske Skjæbnetanke her er dreven ud i det rent Parodiske. I Stykket fremstilles, hvorledes Alt minder Heltinden om Forbandelse og om tidligere Brøde, naar det blot |267| skeer paa den ulykkelige 24de Februar. Det gaaer saa vidt, at da paa den Dag en Høne bliver slagtet, udraaber hun: »Den skreg mig imøde, Hønen, som en Forbandelse, den mindede mig om min Fader, da han laa rallende i Døden.« Lignende Taabeligheder findes i Müllners[LVIII] »Den 29de Februar[0019]« og i Grillparzers[LIX] »Die Ahnfrau[0020]«. Spor af denne Skjæbnetro, der iøvrigt udgaaer fra Tieck[LX], kan De finde hos et saa extravagant Medlem af Skolen som den danske Ingemann[LXI]. De husker hans Kullemand[lxii] med Skjæbnebogen i »Valdemar Seir[0021]«. Men iøvrigt er, som De kan tænke, Ingemann[LXIII] meget fjendsk mod Skolens Pantheisme, og hele hans lange, ulæselige Digt »De sorte Riddere[0022]« er rettet imod den.
En sund, god Side af Skolens Bestræbelser var den, som gik ud paa at udvide den snevre Kreds af Æmner, som de antike Stoffer afgav og at udvide Blikket saavel for det Eiendommelige hos de fremmede moderne Nationer, som for det Charakteristiske hos den egne Nation. Saaledes blev Skolen patriotisk, og patriotisk i alle Lande. Men iøvrigt opstod allerede nu i Tydskland den samme Tilbøielighed til Excurser ind i fremmede Lande, som senere greb den franske Romantik under Victor Hugo[LXIV]. Forgjængeren var Herder[LXV] med sin beundringsværdige Sands for de forskjelligste Folkeaanders Productioner. For ham var Verdenspoesien en stor Harpe, paa hvilken |268| hvert Folk havde sin Streng. A.W. Schlegels[LXVI] kritiske og oversættende Virksomhed fulgte. Hans berømte »Forelæsninger over den dramatiske Litteratur[0023]«, der fremkomme umiddelbart før de Allieredes Indmarche i Paris[f], forklare efter Lessings[LXVII] Mønster den antike Poesi og Shakspeares[LXVIII] Skuespil, men indeholde ligeledes efter Lessings[LXIX] Exempel de bitreste og voldsomste Angreb paa den franske Smag og det franske Theater. Det er interessant at sammenligne denne Bog med dens samtidige Modstykke, Mme de Staëls[LXX] »De l’Allemagne[0024]«. Schlegel[LXXI] er ligesaa misforstaaende og hadefuld overfor Frankrig som Mme de Staël[LXXII] forstaaende og sympathetisk overfor Tydskland. Han har ikke Haansord nok for Corneille[LXXIII] og Racine[LXXIV], og han behandler »Tartuffes[0025]« udødelige Digter[LXXV] med en Ringeagt, der er altfor taabelig til ikke at falde tilbage paa den, som udslynger den. Imidlertid forklarede han med fin Sympathi saavel Shakspeares[LXXVI] som navnlig Calderons[LXXVII] helt ukjendte Poesi for sine Landsmænd. Hans Opfattelse af disse Digtere har imidlertid een stor Mangel ved Siden af eet stort Fortrin.
Fortrinet er det, at Alt† kommer til sin Ret, hver mindste Eiendommelighed. Da han senere udfører sine fuldendt mesterlige, aldrig nok beundrede Oversættelser af Shakspeare[LXXVIII] og af nogle af Calderons[LXXIX] Stykker, føler man hvilket Fremskridt Forstaaelsen af moderne Poesi har gjort, siden |269| Schiller[LXXX] i sin Oversættelse af »Macbeth[0026]« tilskar Stykket efter antikiserende Fordomme og tog alt det Realistiske og Djærve bort. Men Mangelen er hos Schlegel[LXXXI] den samme som hos hele Skolen, den samme der hos os i Danmark fra Skolen af strækker sig udover den følgende Tid, den, at Opfattelsen af Poesien her bestandig er stemplet af den germaniske Eensidighed, det vil sige er til den Grad æsthetisk-metaphysisk, at den empirisk-historiske Opfattelse fortrænges og ikke kan komme til sin Ret.
Man har det ene absolute Mønster efter det andet. Som Grækerne og Aristoteles[LXXXII] havde været ansete for de absolute Mønstre i Frankrig under Ludvig den 14de[LXXXIII], saaledes blev nu f. Ex. Shakspeare[LXXXIV] det absolute Mønster i Poesi, eller (som hos os i Kierkegaards[LXXXV] »Enten-Eller[0027]«) Mozart[LXXXVI] det absolute Mønster i Musik. Den historisk-paalidelige Opfattelse, der i sin empiriske Ædruelighed ingen absolute Mønstre kjender, skydes aldeles tilside. Ethvert Værk bliver Type, Type paa en Digtart, en incarneret Kategori. Saaledes er f. Ex. hos os for Heiberg[LXXXVII] »St. Hansaftensspil[0028]« »den fuldkomneste Realisation af det umiddelbare Drama i lyrisk Form«. Man troer at Digtarterne og Digterværkerne skyde ud af hinanden som Grenene paa et Træ, istedenfor at studere dem i deres Sammenhæng med Culturen, med det hele Liv. Man troer f. Ex. at Tragoedien har en sammen|270|hængende Historie paa langs, ↄ: at den græske Tragoedie staaer i en Art directe Slægtskabsforbindelse med den engelske, istedenfor at forstaae, at Tragoedien ikke avles af andre Folkeslags Tragoedier, men fremgaaer af de Omgivelser, af den Cultur, den hele psychologiske Sphære, midt i hvilken den bliver til.
Imidlertid: man fik alle Bomme slaaede ned, hele Verden laa aaben for Digterens Øine, han havde Lov til at vælge sine Æmner, hvor han havde Lyst. Vi have denne begeistrede Troesbekjendelse i vor egen Litteratur i Oehlenschlägers[LXXXVIII] smukke Digt »Digterens Hjem[0029]«. De husker Ordene:
I hvilken Grad alle de nye Anskuelser maatte slaa ned i denne vort eget Lands største Digter er let at forstaae:
Romantikerne anpriste Phantasien over Alt i Verden, den var den høieste, den egentlig guddommelige Gave. Hvem kunde dette gribe som ham, hvis Evne netop var den rige, sprudlende Phantasi, der afløste Baggesens[LXXXIX] og det 18de Aarhundredes Evne til Conversationen. Romantikerne priste Mytheverdenen som den høieste, den ægte. Der sad nu netop han med en hel ny Mytheverden, som med en Skat, der blot behøvede at hæves. |271| Romantikerne raabte: »Vi maa finde en ny Mythologi, der for os kan være det samme som den antike for Grækere og Romere.« Det er Ord af Fr. Schlegel[XC] og Novalis[XCI], jeg citerer. Men de søgte forgjæves eller fandt kun Katholicismens gamle Myther. Han alene behøvede ikke at søge, han alene sad inde med Skatten, ham faldt Appelsinen ned i hans Turban, han fandt den klare Lampe uden Møie, medens de Andre brød deres Hoveder med at tilveiebringe et stadigt Lys ved at rive den ene Svovlstik af efter den anden. Romantikerne troede paa en høiere Fortidstilstand, hvorfra Slægten var sunken, og overfor ham stod netop et Folk, hvis Fortid langt overstraalede dets Nutid, som ønskede at glemme denne mørke Nutid, og hvis Trang det var at see sig selv forherliget gjennem Forherligelsen af sine Barndomsdrømme og sin Ungdoms Bedrifter.
Saaledes skete det da, at Skolens Doctriner i ham, den ikke Tydske, vakte en friskere, en rigere og mere betydningsfuld Poesi end hos nogen poetisk anlagt Aand i Landet selv, og saaledes forklares det, hvorledes der kun udfordredes et Ord af Steffens[XCII] for til Overraskelse for denne og alle Andre at løse Fortryllelsen, der bandt hans Tunge.
Hermed slutter jeg hvad jeg vilde betegne som en Introduction til den tydske Romantiks Historie.
højresiderne i kapitel 2 har i førsteudgaven klummetitlerne »Tydskland og Hindustan.«, »Pantheisme.«, »Schellings intellectuelle Anskuelse.«, »Forestillingens og Tankens Pantheisme.«, »Skjæbnetro.«, »Metaphysisk Æsthetik.« og »Oehlenschläger.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
citat fra det 7. digt »Wir sassen am Fischerhause« i Heinrich Heines digtkreds Die Heimkehr 1823-1824; trykt i hans digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:215-216.
(sanskrit) et begreb, der betegner en anskuelse eller en person, som ikke anerkender vedareligionens religiøse skrifter.
citat med udeladelser af Madame de Staëls De l'Allemagne, 1810 Staël: De l'Allemagne, 1820:39-41.
dvs. blændværk, fantasibillede, gøglebillede.
den græske forfatter Plutarch har i 1.årh. e.Kr. nedskrevet et ældre sagn med en beretning om, at den store Pan er død. Sagnet fortælles i hans værk med den latinske titel De defectu oraculorum (Om oraklernes forsvinden). Pan er en græsk hyrdegud med gedebukkelignende træk.
citat fra Hippolyte Taine: Histoire de la littérature anglaise, bd. 4, 1866 Taine 1866, 4:384-385.
af Goethes epigram »Der Pantheist«; det indgår i hans satiriske digte Zahme Xenien, 7. del, som først blev trykt i 1833 Goethe 1988, 2:716.
i vinteren 1802-1803 holdt naturvidenskabsmanden Henrich Steffens en række offentlige filosofiske forelæsninger i København. De fik afgørende betydning for flere af de unge tilhørere, heriblandt Grundtvig, Oehlenschläger og brødrene Ørsted.
af Zacharias Werners tragedie Der vierundzwanzigste Februar, 1815 Werner 1819:98.
GB må tage fejl, idet A.W. Schlegels forelæsninger over den dramatiske litteratur blev udgivet 1809-1811, mens de allierede troppers indmarch i Paris først fandt sted i foråret 1814.
fire verslinjer fra Oehlenschlägers digt »Digterens Hiem«, 1811 Oehlenschläger 1860, 20:39.
allusion til Adam Oehlenschlägers Forslag til Besvarelse af det ved Kiøbenhavns Universitet fremsatte Priisspørgsmaal: »Var det gavnligt for Nordens skiønne Litteratur, om den gamle nordiske Mythologie blev indført og almindelig antaget, istedet for den græske?« Besvarelsen, der blev belønnet med universitetets sølvmedalje, tryktes i Minerva, Marts 1801.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik