|[231]|Efter at have skildret Dem den reformatoriske og oppositionelle Side af Mme de Staëls[I] ædle og betydningsfulde Forfattervirksomhed, har jeg i stedse tydeligere og tydeligere Træk, deriblandt især Sympathien for Katholicismen hos Neckers[II] protestantiske Datter[III], vist Dem en Indflydelse paa hende af den egentlige reactionære Art, stammende fra de bekjendte Førere for den romantiske Skole i Tydskland, der udgjorde Mme de Staëls[IV] nærmeste Omgangskreds.
Det er da til Fremstillingen af den nye Gruppe, at jeg nu gaaer over. Dog Ordet Skole passer endnu bedre end Ordet Gruppe. Thi en Gruppe opstaaer ved den naturlige ufrivillige Association af Skribenter, der have Formaal og Aandsretning tilfælles, men en Skole dannes, naar saadanne Skribenter med Bevidsthed forene sig under Ledelsen af en eller anden bestemt formuleret Doctrin. Man havde denne Gang en saadan Doctrin, og det er for en stor Del denne Læres reactionære Charakter, som slaaer denne Skole med Ufrugtbarhed og gjør Studiet af den mindre tiltrækkende |232| end Sysselsættelsen med saamange andre Grupper af Litteratur. Thi der er kun een Ting paa Jorden, som meddeler en Gruppe af litterære Værker og Bestræbelser, saa vel som de enkelte Digtere eller Skribenter den Egenskab, man betegner ved Ordet Liv og denne anden Egenskab, som følger deraf, Egenskaben Frugtbarhed, det er, at disse Værker ere Kanaler og disse Aander Organer, gjennem hvilke den eneste levendegjørende Tanke, Menneskeslægtens store Friheds- og Fremskridtstanke strømmer. Alle de med Talent udarbeidede Værker, gjennem hvilke denne Strøm ikke gaaer, visne hurtigt, ligesom Planter man har underbundet saaledes, at Livssafterne ikke kunne stige iveiret, og alle de hæderlige, begavede, ærværdige og velærværdige Aander, som frembringe den Art Værker, spilde deres Kræfter paa den taabelige Gjerning at faae hin Strøm til at strømme tilbage og opad mod sin Kilde.
Det var Bestræbelsen i Tydskland paa hin Tid. Og deri ligger det, at jeg for min Part ikke kan tillægge denne tydske Skole det samme store aandelige og poetiske Værd, som i Almindelighed er bleven tillagt den her i Danmark, hvor alle vore store Digtere, Oehlenschläger[V], Grundtvig[VI], Ingemann[VII] og Heiberg[VIII], tilhøre en Sidegren af den, og hvor den udmærkede Mand, der i saa lang en Aarrække har foredraget Æsthetiken fra dette Katheder, har været saa dybt greben af denne Skoles Poesi, |233| som han er, og saa nøie forbunden med dens første Mænd. Dog har han rigtignok langt mindre været det gjennem en Forkjærlighed for Skolens tilbageskridende Tendentser, end gjennem en Sympathi for alt det Nye og Følelsesfulde, som Skolen bragte frem, og for den ungdommelige og poetiske Begeistring, hvormed den blev forplantet hertillands, hvormed den henrev Ungdommen paa en Tid, da der endnu fandtes en Ungdom i Danmark.
dvs. forfatteren Carsten Hauch, der fra 1851 til sin død i 1872 var professor i æstetik ved Københavns Universitet.
højresiderne i kapitel 1 har i førsteudgaven klummetitlen »Antik Renaissance og romantisk Reaction.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
G.E. Lessing offentliggjorde i 1770'erne dele af H.S. Reimarus' efterladte bibelkritik, hvad der havde fremkaldte pastor Goetzes vrede. Lessing polemiserede efterfølgende imod pastor Goetze i 11 teologiske stridsskrifter, udgivet i Hamburg april-juli 1778 og samlet benævnt Anti-Goetze.
højresiderne i kapitel 2 har i førsteudgaven klummetitlerne »Antik Renaissance og romantisk Reaction.«, »Gothiske Sympathier og Tendentser.«, »Ørkesløsheden, et Ideal.«, »Hang til Mythe og Eventyr.« og »Overgang til Katholicismen.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
indledningsstrofen af Ludwig Tiecks digt »Wunder der Liebe«, som oprindelig indgik i hans drama Kaiser Octavianus, 1804 Tieck 1828, 1:419.
af digtet »Waldeinsamkeit«, der indgår i Ludwig Tiecks eventyrfortælling »Der blonde Eckbert«, 1796 Tieck 1828, 4:152.
Novalis' digt lod udgiveren Ludwig Tieck indgå i hans posthumt udgivne og ufuldendte roman Heinrich von Ofterdingen, 1800 Novalis 1978,1:395 og 406.
GB hentyder til Matt. 5,3. De udsagn af Jesus, der samlet refereres i Matt. kap. 5-7 med par., kaldes for Bjergprædikenen.
Den Franske Revolution 1789-1799.
Heinrich Heine: Die romantische Schule, 1836 Heine 1979, 8:138-139.
i vinteren 1802-1803 holdt naturvidenskabsmanden Henrich Steffens en række offentlige filosofiske forelæsninger i København. De fik afgørende betydning for flere af de unge tilhørere, heriblandt Grundtvig, Oehlenschläger og brødrene Ørsted.
»excelsior«, (lat.) højere, dvs. i imperativ: opad, højere op (2. grad af excelsus: høj, ragende op). - Henry W. Longfellows digt »Excelsior«, der består af ni strofer, hver afsluttet med ordet: »Excelsior!«, står som det afsluttende digt i Longfellows digtsamling Ballads and Other Poems, 1842.
Friedrich Schlegels tidsskrift Europa udkom 1803-1805. Madame de Staëls notehenvisning i Corinne ou l'Italie, 1807 (Livre VIII, Chapitre III), lyder: »Dans un journal, intitulé l'Europe, on peut trouver des observations pleines de profondeur et de sagacité sur les sujets qui conviennent à la peinture; j'y ai puisé plusieurs des réflexions qu'on vient de lire; M. Frédéric Schlegel en est l'auteur: c'est une mine inépuisable que cet écrivain, et que les penseurs allemands en général.« Staël 2000:534-535.
af Madame de Staëls roman Corinne ou l'Italie, 1807, Livre VIII, Chapitre III Staël 2000:208.
den symbolik, GB her bruger, har rod i den røde frihedshue og i stokkebundtet fasces med øksen, der begge fra 1789 blev officielle revolutionssymboler i Frankrig.
i antik mytologi er Saturn romernes navn for den græske titan Kronos. En spådom havde forudsagt, at han ville blive styrtet af sin søn; derfor slugte han hvert af de børn, som Rheia fødte ham.
af Heinrich Heines Die romantische Schule, 1836 Heine 1979, 8:132.
Tizians maleri af Venus fra Urbino er fra 1538 (det findes i Galleria degli Uffizi i Firenze); Luther siges i 1517 at have opslået sine 95 teser imod Romerkirken på kirkedøren i Wittenberg. GB henviser til Heinrich Heine: Die romantische Schule, 1836 Heine 1979, 8:134.
i græsk mytologi er Adonis en smuk ung mand, kærlighedsgudinden Afrodites elsker. Den romerske gudinde Juno er hustru til hovedguden Jupiter.
førrafaeliske, dvs. italienske malere og digtere, der levede generationer eller århundreder før Rafael.
dvs. Den Franske Revolution, der brød ud i 1789.
allusion til den kategori af kirkelige altertavler og helgenbilleder, hvor det malede sceneri fremstår på en forgyldt baggrund.
GB sammenfatter en lidt udførligere tankegang i kapitel 1, afsnit VI, af Alphonse de Lamartines roman Graziella, 1852 Lamartine 1875:13-14.
GB har hentet tankegangen i Heinrich Heines bog Die romantische Schule, 1836 Heine 1979, 8:133.
rosevindue; et stort, rundt glasvindue med sprosser arrangeret i et mønster, der minder om bladene i en rose, som regel udfyldt med glasmalerier og placeret i vestfacaden af gotiske katedraler.
et meget stort antal kirker er gennem århundrederne blevet opført med en korsformet grundplan. Kirkens skib og kor fremstår på den tegnede grundplan som korsets lodrette del, to symmetriske kapeller, et på hver side af kirkens korbue, som dets tværgående arme.
det ironisk fede ansigt tilhørte Friedrich Schlegel. Citatet har GB hentet i Oehlenschlägers Levnet, 1831; ordlyden gentages i Oehlenschlägers Erindringer 1850, 2:124 Oehlenschläger 1831, 2:132.
ikke identificeret. I personregistret til Breve til og fra Adam Oehlenschläger, 1.-3. række, 1945-1996, er ingen relevant henvisning fundet under »Dürer, Albrecht«.
æstetikeren A, det angivelige forfatternavn til bd. 1 af Søren Kierkegaard: Enten-Eller, 1843.
af Søren Kierkegaards Enten-Eller, 1843; fra afsnittet »Diapsalmata« Kierkegaard 1997, 2:37.
Johannes, det angivelige forfatternavn til »Forførerens Dagbog«, trykt i Søren Kierkegaards Enten-Eller, 1, 1843.
Johan Ludvig Heiberg debuterede som forfatter med bogen Marionettheater, 1814, der rummer to dramatiske værker.
mest sandsynligt har GB læst dette sagn hos Schopenhauer. Skønt historiens pointe hér er en bods- og omvendelseshistorie, og manden ikke er ridder og kvinden ikke nonne, er det formentlig denne kerne, som GB søger at referere. Sagnet har den catalanske middelalderfilosof Ramon Llull (lat. Raimundus Lullus) som hovedperson. I en note anfører Schopenhauer sin kilde som Johann Jakob Bruckers værk Historia critica philosophiae, 1742-1746. Stedet hos Schopenhauer findes i Die Welt als Wille und Vorstellung, 1819, 4. bog, § 68 Schopenhauer 1960, 1:536.
højresiderne i kapitel 2 har i førsteudgaven klummetitlerne »Tydskland og Hindustan.«, »Pantheisme.«, »Schellings intellectuelle Anskuelse.«, »Forestillingens og Tankens Pantheisme.«, »Skjæbnetro.«, »Metaphysisk Æsthetik.« og »Oehlenschläger.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
citat fra det 7. digt »Wir sassen am Fischerhause« i Heinrich Heines digtkreds Die Heimkehr 1823-1824; trykt i hans digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:215-216.
(sanskrit) et begreb, der betegner en anskuelse eller en person, som ikke anerkender vedareligionens religiøse skrifter.
citat med udeladelser af Madame de Staëls De l'Allemagne, 1810 Staël: De l'Allemagne, 1820:39-41.
dvs. blændværk, fantasibillede, gøglebillede.
den græske forfatter Plutarch har i 1.årh. e.Kr. nedskrevet et ældre sagn med en beretning om, at den store Pan er død. Sagnet fortælles i hans værk med den latinske titel De defectu oraculorum (Om oraklernes forsvinden). Pan er en græsk hyrdegud med gedebukkelignende træk.
citat fra Hippolyte Taine: Histoire de la littérature anglaise, bd. 4, 1866 Taine 1866, 4:384-385.
af Goethes epigram »Der Pantheist«; det indgår i hans satiriske digte Zahme Xenien, 7. del, som først blev trykt i 1833 Goethe 1988, 2:716.
i vinteren 1802-1803 holdt naturvidenskabsmanden Henrich Steffens en række offentlige filosofiske forelæsninger i København. De fik afgørende betydning for flere af de unge tilhørere, heriblandt Grundtvig, Oehlenschläger og brødrene Ørsted.
af Zacharias Werners tragedie Der vierundzwanzigste Februar, 1815 Werner 1819:98.
GB må tage fejl, idet A.W. Schlegels forelæsninger over den dramatiske litteratur blev udgivet 1809-1811, mens de allierede troppers indmarch i Paris først fandt sted i foråret 1814.
fire verslinjer fra Oehlenschlägers digt »Digterens Hiem«, 1811 Oehlenschläger 1860, 20:39.
allusion til Adam Oehlenschlägers Forslag til Besvarelse af det ved Kiøbenhavns Universitet fremsatte Priisspørgsmaal: »Var det gavnligt for Nordens skiønne Litteratur, om den gamle nordiske Mythologie blev indført og almindelig antaget, istedet for den græske?« Besvarelsen, der blev belønnet med universitetets sølvmedalje, tryktes i Minerva, Marts 1801.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik