V.

Som der i Legemverdenen til visse Tider opstaaer hidtil ukjendte Sygdomme, saaledes ogsaa i det aandelige Liv. Hvad jeg søger at skildre Dem er den Aandstilstand, paa een Gang kraftig og usund, det eiendommelige Opsving og den eiendommelige Sjælesygdom, som betegner Begyndelsen af vort Aarhundrede. Grundtrækket i denne Sjælstilstand var givet med Menneskeaandens store Revolution. Alle de Sjælesygdomme som udbryde under den kunne opfattes som Symptomer paa to store Begivenheder: Individets Emancipation og Tankens Frigjørelse.

Individet emanciperes. Ikke længer tilfreds med at forblive paa det Sted, der er ham anvist |75| eller hvor han er født, ikke nøiet med at drage sin Fure paa sin Faders Mark, føler Manden for første Gang ved Demokratiets Begyndelse i Ordets bogstavelige Forstand den hele Verden ligge aaben for sig. Hvilket Fremskridt i Sammenligning med alle foregaaende Tider! Det synes paa een Gang som om Alt var blevet muligt og Ordet Umulighed havde tabt sin Mening, som om f. Ex. Trommestikken i Soldatens Haand ved en Række hurtige Metamorphoser kunde forvandles til en Marechalsstav eller til et Scepter. Men paa samme Tid som Muligheden saaledes er taget til, er Kraften ingenlunde voxet i samme Grad, allermindst Selvbeherskelsens Kraft. Heraf den ubændige Attraa og den ubændige Melancholi. Og paa samme Tid som Alt er blevet muligt, synes det som om Alt var blevet tilladt. Al den Magt, som Individet tidligere havde afhændet, som det frivillig havde overdraget sine Guder og sine Konger, tager det nu tilbage. Ligesom det ikke mere tager Hatten af for den forgyldte Vogn, hvis Forgyldning det selv har betalt, saaledes bøier det sig ikke mere for noget Forbud, hvis rent menneskelige Oprindelse det kan gjennemskue. Paa ethvert Forbud har det et Svar beredt, et Svar, som er et Spørgsmaal, et frygteligt Spørgsmaal, Begyndelsen til al menneskelig Kundskab og al menneskelig Frihed, Spørgsmaalet »Hvorfor«. Og saaledes seer De, at selv hine Forvildelser af Phantasien, jeg nævner, |76| den megen Syslen med Forbrydelsen endog hvor den er unaturlig, kun er et Træk, kun er en Forvildelse af hin Individets saa mægtige og saa betydningsfulde Hævden af sig selv.

Og Tanken frigjøres. For første Gang føler det enkelte emanciperede Individ sig ikke som Led eller Deel af et større Hele, men som Mikrokosme, det vil sige som et Væsen, hvilket, skjøndt enkelt indbefatter en lille Verden, der i formindsket Maalestok afspeiler hele den store. Ligesaa mange Individer, ligesaa mange Speile i hvilke Verdensaltet opfanges. Men paa samme Tid som Tanken saaledes har faaet Mod til at erkjende ikke stykkevis, men paa en Alt omfattende Maade, er Evnen ikke voxet med Modet og nu som før raver Menneskeheden i det uendelige Mørke og begriber Intet af sin Tilværelses Hemmelighed. Hvortil fødes vi, hvorfor leve vi, hvad fører det Hele til? Man er ikke rykket Svaret paa disse Spørgsmaal nærmere. Kun Følelsen af Savnet, kun Utaalmodigheden over Uvidenheden er voxet. Saaledes føler man Sandheden af et Billede Alfred de Musset^[I]Alfred de Musset (1810-1857): fransk forfatter. har anvendt: ⁕»Evigheden .. at slynge sig.«] en replik af Spark i Alfred de Mussets komedie Fantasio, 1833, I,2 (Musset Epub:23).»Evigheden ligner en Ørnerede, ud fra hvilken alle Aarhundrederne flyve som Ørneunger for hvert efter sin Tour at gjennemfare Universet. Nu er det vort som er kommet til Redens Rand; det stirrer ud, men man har klippet dets Vinger og det venter Døden skuende ud |77| i det uendelige Rum, ud i hvilket det ikke formaaer at slynge sig.«