I den skarpeste Modsætning til den selv under Fortvivlelsen og Livsleden saa stolte og bydende René[i], staaer den næste mindeværdige Variation af Tidsalderens Type, Obermann[ii]. »Obermann[0001]«, et Værk der blev skrevet selvsamme Aar som »René[0002]«, er ligesom denne Bog forfattet under Landflygtighed, næsten under et Eremitliv, af en lidenskabelig Atheist, en dybtfølende Stoiker, Etienne de Sénancour[III]. Man kunde kalde »Obermann[0003]« den franske »Werther[0004]«, den har hvad Selvmords-Epidemien angaaer i Frankrig spilt en lignende Rolle som »Werther[0005]« i Tydskland, men Udtrykket er vildledende, thi »Obermann[0006]« indeholder ingen Kjærlighedshistorie. Var René[iv] den Udkaarne, saa er Obermann[v] den Forbigaaede. Hans Aand er ligesaa omfattende, hans Følelse ligesaa dyb som Renés[vi], men Englen som mærker denne gaaer ham forbi. I »René[0007]« gjenkjende Aarhundredets Herskernaturer sig selv, men »Obermann[0008]« er Majoritetens Historie ↄ: ikke den vulgaire, men den dybtbevægede og begavede Mængdes, der danner ligesom de udkaarne Aanders Chor. Bogen begynder: »Man vil i disse Breve finde Udtalelser af en Aand, som føler, ikke af en Aand, som arbeider.« Alt ligger heri. Hvorfor arbeider han |78| ikke? Det er vanskeligt at forklare. Kortest er Svaret: Fordi han er ulykkelig.
Denne Bog er skrevet for Ulykkelige. Hvo der har oplevet og erfaret Noget, vil have kjendt et stort Antal af disse Mennesker, som synes skabte for Livets Skyggeside og som aldrig komme til at boe i dets Sol. Lykken gaaer dem forbi, og den glemsomme Fama, hvis Hukommelse er saa overfyldt med Navne, har altid saa vanskeligt ved at udtale deres Navn, at de synes døde, medens de endnu leve. Hyppigst naae de end ikke frem paa Offentlighedens Skueplads. Der er som Hamlet[vii] siger foruden de mange fortrinlige Egenskaber, en egen »Last« i deres Natur, der standser Delenes Sammenspil. I det saa fint complicerede Uhr brister nu en lille Fjeder, nu et lille Hjul og Maskinen staaer for lange Tider stille. Hvo der har bragt et nok saa lille Værk for Lyset og som husker tilbage, veed, hvilken næsten utrolig Mængde af gunstige Omstændigheder der har maattet indtræde, hvilket utroligt Antal af smaa og store Hindringer, han har maattet overvinde, hvor nøie han har maattet passe paa Tiden, hvor ivrigt han har maattet benytte Leiligheden og Øjeblikket, hvor mange Gange han har staaet i Begreb med at opgive det Hele, hvor mange Anfald af Haabløshed og Modløshed han har beseiret, blot for at naae dette ringe Maal; det ringeste levende fødte Værk indbefatter |79| titusinde Triumpher. Og hvilken Combination af Omstændigheder udfordres ikke, for at det saa ikke døer lige efter Fødselen! Ligesaa mange som for en levende Organisme. Værket maa finde ligesom et aabent Sted, i hvilket det passer ind, Interessen derfor maa ikke krydses af andre stærkere Interesser, Strømmen maa ikke gaae i modsat Retning, Talentet maa ikke overstraales af et større Talent. Det maa ikke minde om noget Tidligere, det maa ikke ved et Tilfælde ligne noget Andet, og det maa dog paa en eller anden Maade knytte sig til noget allerede Bekjendt og følge en Vei, der allerede er banet. Det maa endelig komme i den rette Belysning. Der er Værker, som uden at være blødagtige blive blødagtige i Belysning af en samtidig Begivenhed eller samtidig Frembringelse. Der er Værker som blive gammeldags, Værker der blive fattige og ligesom blege.
Man kan sige, at Hemmeligheden ved at trænge igjennem er som en Art Trolddom for visse Naturer.
Man seer f. Ex. to lige rigt anlagte Naturer, sande Sølvnaturer kunde man kalde dem og hver af dem har desuden som Tilgift sit lille Guldkorn. Men den ene gjemmer sit Guldkorn skjult som et Punkt i Sølvbarren, den anden overtrækker hele Sølvkuglen dermed; thi eet Guldkorn er tilstrækkeligt; det at vide at benytte det er Talentet, og Talentet er et andet Ord for Lykken.
|80| Eller der er to Naturer af næsten lige ædelt Metal. Den ene hører, synes det, til de i Verdens Øine Udkaarne, den anden til Mængden og seer man nøiere til, opdager man endog med Forbauselse, at den reneste, den ædleste af disse to Naturer er den, som maa staae i Skygge og som trænges tilside. Men ved et nøiere Studium forstaaer man, at en Smule uædelt Metal, en Smule Kobber eller Erts, langt fra at skade den rene Sølvmynt eller svække dens Glands, giver den Subsistents og Fasthed, og muliggjør dens Cours. Det rene Sølv bliver netop paa Grund af sin Renhed og Blødhed ubrugbart.
Man vil da let forstaae, at de antydede Variationer af Menneskenaturen, snart en altfor fin og sammensat Charakter, snart en altfor ensartet, snart en, der sønderbryder sig selv, snart en, der sønderbrydes af Omverdenen, danne en Gruppe for sig selv. Snart er det deres Mangler, snart er det deres Fortrin, som vende sig imod dem. Kan noget tænkes ulykkeligere? Og dog kan man med Sandhed sige, at selv disse Forurettede have deres Lykke.
De vedblive at være ene, at være sig selv og bevare i denne Ensomhed deres hele Interesse. Ingen Virak stiger dem bedøvende til Hovedet, ingen Ros enerverer dem; mangler deres Blomstringstid de kraftige, de blussende Farver, som kun Sollysets Kjærtegn fremkalde, saa bevarer |81| Stammen længere sin Friskhed og sine Safter. Livets Strenghed styrker deres Natur. De nyde den Lykke at leve ukjendte. De nyde den Beroligelse aldrig at blive overvurderede, dumt forgudede og saa strax efter, som det altid gaaer, forladte, ja forhaanede. Thi saaledes hævner Menneskeslægten sig paa den, der et Øieblik har aftvunget de Andre Beundring. De behøve aldrig at smile til en Dosmers Compliment, aldrig at bestænkes af en Slyngels Hadskhed som de, der altid staae som Skiver for Anerkjendelsen og for Hadet. De beholde endog Retten til at føle sig de Foretrukne overlegne, til at nyde Misforholdet mellem deres Værd og den Anerkjendelse, de høste. En smuk Lod er dem forundt, naar de forstaae at drage Nytte af deres Stilling og Forhold, og forvandle det, som skulde nedslaae, til det, som maa styrke og opretholde. Miskjendelse er en bitter men kraftig Drik. De seer paa den anden Side ogsaa let her i Spiren alle hine Miskjendthedens Karrikaturformer, som vi Alle kjende, den hele Cohorte af Klynkere, af Misundere, de af utilfredsstillet Forfængelighed Vanvittiges store Bande, der er ligesaa utaalelig som deres, der svømme i mættet Forfængelighed.
Men hvo kan trods alle hine Karrikaturer uden Rørelse betragte denne Skare af ædle Aander, som have levet ved Siden af Livet og som aldrig have glimret, af elskende Hjerter, som aldrig bleve |82| elskede tilbage, hin Elite, hvem Leiligheden, Lykken og Berømmelsen aldrig besøgte!
»Obermann[0009]«, en tung, bred, alvorlig, slet skreven Bog udviser selv i sin Forfatter en Natur af samme Art som Helten er. Men den er ligefuldt interessant som godt og gyldigt Document. Vil De høre nogle Ord af Bogens Helt: »Ak hvor Mennesket er stort saalænge det er uerfarent, hvor det vilde være rigt og frugtbart, hvis ikke Næstens kolde Blik og Uretfærdighedens tørre Vindpust udtørrede vort Hjerte. Jeg trængte til Lykke. Jeg var født til at lide. Hvo kjender ikke hine mørke Dage henimod den koldeste Aarstid, paa hvilke selve Morgenen bringer en Fortætning af Taagerne og kun begynder at sprede Lys ved nogle mørke Linier af en brændende Farve paa de sammenhobede Skyer. Tænk paa hint Taageslør, hine orkanagtige Vindstød, hint blege Skjær, denne Piben gjennem Træerne, der give efter og skjælve, hin lange Tuden, hvis sønderrivende Lyd ligner rædsomme Klager; det var mit Livs Morgen. Ved Middagstid koldere og stadigere Storme, henimod Aften tættere Mørke, og Menneskets Dag er tilende.«
For en Natur med denne Melancholi er hele det ordnede Liv utaaleligt. Hint Tidspunkt i Livet, et af de vanskeligste og pinligste af alle, det, i hvilket den unge Mand skal vælge sin Livsstilling, vil være et, hvorover han aldrig kan |83| komme. Thi Valget af en Livsstilling vil sige Afkald paa den uendelige Frihed, paa den egentlige Menneskelighed og Indsnevring i en Baas som Dyrets. Standspræget er en Bornerthed, en Endelighed, en Latterlighed. Det er Friheden for alt Standspræg, som Kvinderne skylde en Deel af deres Skjønhed og af deres Kjøns Poesi. Hvor skulde da en Natur som Obermanns[viii] kunne vælge en Stand! Paa een Gang for dyb og for svag for Virkeligheden hader han Intet mere end Afhængigheden. Indbegrebet af al jordisk Pine er ham repræsenteret i Uhret. At skulle skjære sine Stemninger i Stykker efter Klokkeslet, som Arbeideren, som Forretningsmanden, som Embedsmanden maa, det er at berøve sig selv det eneste Gode som Livet med al dets Gjenvordighed byder: Uafhængigheden, Friheden.
Obermann[ix] kan derfor ikke leve ensomt nok. Han boer ene, skyer baade Byer og Landsbyer. Ret sig selv er han kun naar han fra den Schweitzerdal, i hvilken han boer, stiger op paa de høieste Bjerge i den ødeste Udørk, »paa Vidderne«, ene og uden Fører, glemmende Menneskene og Tiden.
Vil De see ham i disse Omgivelser. »Dagen var hed, Horizonten taaget, Dalene fulde af Damp. Gletschernes Skjær fyldte den lavere Atmosphære med deres lysende Gjenskin; men en ukjendt Renhed syntes eiendommelig for den Luft jeg indaandede. I denne Høide ingen Uddunstning fra |84| de lave Steder, intet jordisk Lyspunkt som forstyrrede eller delte Himlens uendelige og mørke Dybde. Dens tilsyneladende Farve var ikke mere det blege og klare Blaa, Sletternes blide Hvælving, nei Ætheren tillod Synet at tabe sig i en Uendelighed uden Grændse og midt under Solens og Gletschernes Glands at søge andre Verdener og andre Sole som om Natten. Umærkeligt hævede Gletschernes Dampe sig og dannede Skyer under mine Fødder. Sneens Glands trættede ikke mere mine Øine og Himlen blev mere mørk og mere dyb. Mont-Blancs[a] Sne-Kuppel hævede sin urokkelige Masse over dette graa og ubevægelige Hav, over disse sammendyngede Taager, i hvilke Vinden borede sig ind og som den løftede i umaadelige Bølger. Et sort Punkt viste sig i disse Afgrunde; det hævede sig hurtigt, og kom lige imod mig. Det var Alpernes[b] mægtige Ørn. Dens Vinger vare fugtige og dens Øie vildt; den søgte et Bytte, men ved Synet af et Menneske gav den sig til at flygte med et uhyggeligt Skrig, og styrtede sig ind i Skyerne. Dette Skrig blev tyve Gange gjentaget, men med tørre Lyd uden nogen Efterdønnen; de lignede ligesaa mange isolerede Skrig i den almindelige Taushed. Saa sank Alt tilbage i den absolute Stilhed, som om Lyden selv havde ophørt at existere, og som om den Eiendommelighed ved Legemerne at de lyde og klinge havde været udslettet af Universet. Al|85|drig kjendes Tausheden i de larmende Dale; det er kun paa de kolde Høider, at Ubevægeligheden hersker, denne stadige Høitidelighed, som ingen Tunge kan udtrykke, og som Indbildningskraften ikke naaer. Uden de Erindringer, Mennesket medbringer fra Sletterne, vilde han heroppe ikke kunne troe, at der udenfor ham gaves nogen Bevægelse i Naturen; selve Skyernes Bevægelse synes ham uforklarlig; ja lige indtil Dampenes Forandringer synes de ham blivende selv under Forandringen. Da ethvert nærværende Øieblik forekommer ham fast, har han kun Visheden, men ingenlunde Følelsen af, at alle Ting følge efter hinanden; Alt synes ham evigt stivnet. Jeg vilde ønske jeg havde bevaret sikrere Spor af mine Sandsninger i hine stumme Egne; Indbildningskraften kan i det daglige Liv neppe gjenkalde sig en Orden af Tanker, som alle Omgivelser synes at fornegte og bortstøde. Men i saadanne energiske Øieblikke er man ikke istand til at beskjæftige sig med den Tid, som kommer, eller med andre Mennesker og nedskrive Notitser for den og for dem. Man tænker da ikke med Henblik paa en kunstig Convenients, paa den Ære, man vil høste for sine Tanker, ja ei engang med Henblik paa det almene Vel. Man er mere naturlig, man tænker ikke engang for at benytte det nærværende Øieblik, man commanderer ikke sine Ideer, man kræver ikke af sin Aand, at den skal fordybe sig i et |86| Stof, opdage skjulte Ting, sige Noget, som hidtil ikke har været sagt. Tanken er ikke mere activ og regelbunden, men passiv og fri. Man drømmer, man hengiver sig, man er dyb uden Vid, stor uden Begeistring, energisk uden Villie.«
De seer ham, denne Lærling af Jean-Jacques[X], den Energiske uden Villie, thi Ordet passer paa Obermann[xi], siddende ensom i Jean-Jacques[XII] Natur. »René[0010]« havde udvidet Kredsen af Naturindtrykkene. Istedenfor en Sø i Schweitzeralperne[c], nogle Bosquetter og Skovbouquetter, hvormed vi begyndte i »La nouvelle Héloïse[0011]«, gav »René[0012]« og »Atala[0013]« os de colossale Urskove, Kjæmpefloden Missisipi[d] og dens Bifloder, den tropiske Natur i dens hele lysende og skrigende Farvepragt, dens hele blændende og duftende Overdaadighed. Denne Natur svarer til en Figur som René[xiii]. I denne Natur havde Chateaubriand[XIV] landflygtig flakket om, og dens Præg tog han med sig. I Bjergnaturens øde Taushed og Stumhed er Obermann[xv] paa sin Plads.
Udenfor Livet, der hvor Livet glipper, føler han sig hjemme. Kan han da holde Livet ud? Eller vil det gaae ham som Werther[xvi], at han en Dag kaster det fra sig?
Han gjør det ikke, han søger sin Styrke i en stor Beslutning, een Gang for alle resignerer han paa Nydelse og Lykke. »Lad os«, siger han, »betragte alt det som betydningsløst, der forsvinder og forgaaer, lad os i Verdens store Spil søge |87| en bedre Lod. Af vore kraftige Beslutninger alene vil maaskee en eller anden Virkning vedvare.« Han vil da leve, men naar han beslutter sig til ikke trodsigt at lægge Haand paa sig selv, saa er det ikke af Ydmyghed, men i Kraft af en endnu høiere Trods. »Mennesket er forgjængeligt,« siger han, »det kan være, men lad os gaae tilgrunde under Modstand, og hvis det store Intet er os forbeholdt, lad os da ikke handle saaledes, at dette kan synes en Retfærdighed.«
Men hvorlænge varer det ikke, inden Obermann[xvii] kommer til denne Ro! Hvormange lidenskabelige Indlæg leverer han ikke til Fordel for Berettigelsen af Selvmord, og De maa ikke undre Dem over dette, thi Selvmords-Epidemien i Litteraturen er endnu et af de Symptomer, jeg har omtalt paa Individets Emancipation. Det er en af Formerne, den negative og den mest radicale for Individets Frigjørelse og Løsrivelse fra hele den Samfundsorden i hvilken det fødes ind. Betænk ogsaa, hvad Agtelse for Menneskelivet hine Tider, i hvilke Napoleon[XVIII] aarligt ofrede sin Ærgjerrighed Blodofre i tusindvis, kunde fremkalde. »Det er en Forbrydelse,« siger Obermann, »det hører jeg overalt, at forlade Livet; men de samme Sophister, der forbyde mig Døden, udsætte mig for den, eller sende mig i den. Det er en Hæder at give Afkald paa Livet, naar Livet er godt, det er en Retfærdighed at dræbe den, som vil leve, og den |88| samme Død, som det er Pligt at søge, naar man frygter den, den skulde det være en Forbrydelse at tilføie sig selv, naar man ønsker den. Under tusinde Paaskud, snart spidsfindige, snart latterlige, lege I med min Existents, og jeg alene skulde ingen Rettigheder have over mig selv! Naar jeg elsker Livet, skal jeg foragte det, naar jeg er lykkelig, sende I mig Døden, og naar jeg vil døe, forbyde I mig det og paabyrde mig et Liv, som jeg afskyer.
Ifald jeg ikke kan berøve mig Livet, tør jeg heller ikke udsætte mig for en sandsynlig Død og alle Eders Helte ere da kun Forbrydere. Den Befaling, I give dem, retfærdiggjør dem ikke. I have ikke Ret til at sende dem i Døden, hvis de ikke have havt Ret til at give deres Samtykke dertil. Ifald jeg ikke over mig selv har denne Ret til Døden, hvem har da givet den til Samfundet? Har jeg afstaaet, hvad jeg ikke besad? Hvilket vanvittigt Samfundsprincip have I opfundet, som forklarer, at jeg til min Undertrykkelse har afstaaet en Ret, som jeg ikke besad til at undslippe fra Undertrykkelsen?«
Jeg har engang for mange Aar siden i en Afhandling om den tragiske Skjæbne lagt lignende Ord i Selvmorderens Mund: »Den, der sukker under Existentsens Lidelser, kan anklagende vende sig imod sin Skjæbne og sige: hvorfor blev jeg født, med hvad Ret, hvorfor spørges vi ikke? |89| Var jeg bleven spurgt, og havde jeg vidst hvad det var at leve, jeg vilde aldrig have givet mit Samtykke dertil. Vi ere Alle som Mænd, der mod deres Villie presses til Matroser, men den Matros, der er bleven presset og uden sit Samtykke ført til Skibet, han anseer sig ikke for forpligtet til at blive derpaa; naar han seer sit Snit vil han desertere. Indvender man, at jeg har nydt det Gode i Livet, og derfor nu maa taale det Onde, da svarer jeg: De Livets Goder, den Barndommens Lykke f. Ex., som jeg nød, og ved hvis Modtagelse jeg siges at skulle have givet mit Minde til at leve, disse Goder modtog jeg lidet anende, at det var Haandpengene, derfor binde disse Haandpenge mig ikke. Jeg vil ikke bryde Skibets Mandstugt, ikke myrde mine Kammerater eller lignende, jeg vil kun det Ene, jeg har Ret til, Friheden, da jeg aldrig har forpligtet mig til at blive.«
De begriber, at jeg ikke agter at indlade mig paa Spørgsmaalets Realitet. Hvorvel jeg ikke troer at man kan anføre Andet mod Berettigelsen af Selvmord end Pligterne mod andre Mennesker, saa betvivler jeg for min Part ingenlunde, at dette Argument er fuldkomment tilstrækkeligt og fyldestgjørende. Iøvrigt overlader jeg ganske Moralisterne dette Spørgsmaals Besvarelse. Jeg skildrer Dem kun rent historisk og naturvidenskabeligt en Sjælstilstand som histo|90|risk har vist sig og documenteret sig i Litteraturen. Thi »Obermann[0014]« og »Werther[0015]« ere ikke de eneste Bøger fra hin Tid, i hvilke Selvmordet retfærdiggjøres. Ogsaa René[xix] skriver til sin Hustru: »Celuta[xx], der gives Fristelser saa haarde, at de synes at anklage Forsynet og at maatte helbrede for den Mani at ville existere.« Sainte-Beuve[XXI] udbryder: »Man mærke dette utrolige Udtryk »den Mani at ville leve« brugt som for at insultere Kjærligheden til Livet. Den saa instinctmæssige og saa universelle Følelse, der gjør, at for enhver Dødelig, selv om han er ulykkelig, Livet kan siges at være sødt og kjært, som bringer ethvert Væsen, der eengang er født, til at elske og længes efter »Dagens søde Lys«, den kalder han en Mani.« — Paa samme Maade sætter lidt senere Arthur Schopenhauer[XXII] det som den høieste Dyd at overvinde hvad han kalder »Villien til Livet«.
For at slutte: Forfatteren af »Obermann[0016]« formede sin Type efter sig selv og sit Talent, hans Helt ender med den Beslutning at ville være Forfatter. »Hvad Udsigt til Held vil jeg have?« siger han. »Hvis det ikke er nok at sige noget Sandt og stræbe at udvikle det paa en overbevisende Maade, vil jeg intet Held have, det er vist. Gaaer kun først«, udbryder han, »I som forlange Øieblikkets Hæder, Selskabssalens Hæder, gaaer først, alle I som ere rige paa Ideer, der |91| vare en Dag, paa Bøger, som tjene et Parti, paa Fif og Midler, som gjøre Effect. Gaaer først I forføreriske og forførte Mennesker; thi det gjør mig Intet, I passere hurtigt og det er godt, at I have Eders Tid. Jeg for min Del troer ikke at det er nødvendigt at blive paaskjønnet i sin Levetid.«
Disse sidste Ord male hele denne Race af Aander, der ude af Stand til at glimre, hader Glimmer, med dens Ensomhedsfølelse, med Bitterheden mod de Foretrukne og Samtiden, og med Troen paa engang at blive paaskjønnet af en retfærdig og ubestukken Eftertid.
højresiderne i kapitel 6 har i førsteudgaven klummetitlen »Obermann.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
af Etienne de Sénancours Oberman, 1804. GB har anvendt andenudgaven fra 1833 med stavemåden Obermann Sénancour 1833, 1:3.
berømmelsens personifikation i skikkelse af en ung kvinde.
hentydning til Shakespeares Hamlet, 1600-1601, I,4 Shakespeare 2005:688.
af Etienne de Sénancours Oberman, 1804 Sénancour 1833, 1:109-110.
af Etienne de Sénancours Oberman, 1804 Sénancour 1833, 1:87-90.
af Etienne de Sénancours Oberman, 1804 Sénancour 1833, 2:360.
af Etienne Sénancours Oberman, 1804 Sénancour 1833, 2:360-361.
af Etienne de Sénancours Oberman, 1804 Sénancour 1833, 1:296-299.
GB citerer fra sin besvarelse i to dele af Københavns Universitets prisopgave fra 1862-1863 med titlen: »At oplyse, hvorledes den antike Idee om Skjæbnen træder frem i den græske Tragedie« (manuskriptet findes i Brandes Arkivet 204/50, trykt i GBs Samlede Skrifter bd. 12, s. 60-97). GB indleverede 15.6.1863 sin besvarelse til Universitetet og modtog tre måneder senere Universitetets guldmedalje Brandes 1902, 12:82.
af Chateaubriands roman Les Natchez, 1826 Chateaubriand 1827, 20:234.
af C.A. Sainte-Beuves Causeries du lundi, 27 mai 1850 Sainte-Beuve 1868, 2:153.
overskriften til 4. bog af Schopenhauers Die Welt als Wille und Vorstellung, 1819, lyder: »Bei erreichter Selbsterkenntniss, Bejahung und Verneinung des Willens zum Leben« (Bekræftelse eller fornægtelse af viljen til livet som følge af opnået selverkendelse).
af Etienne de Sénancours Oberman, 1804 Sénancour 1833, 2:366-367.
dvs. gå kun først.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik