Vil man forstaae denne Aarhundredets Sygdom, maa man først lægge Mærke til, at dette i den store Mand, der kan betegnes som Aarhundredets Storhed, og i hvem det fra først af incarnerer sig, Bonaparte[I] nemlig, ligesom udslynger hele sin Handlekraft og efter denne uhyre Kraftanstrengelse falder tilbage som lammet paa Villien. Saa er det, at hin store Skare af urolige og ørkesløse |65| Aander træde frem paa Skuepladsen, og en og samme Grundform varieres i det Uendelige. Den første, den mest fremragende af disse Skikkelser er René[ii]. Usynligt for ham selv er Herskerseglet blevet sat paa hans Pande.
I ham spirer al den Egoisme, som er Melancholiens først fremtrædende nye Element, al hin stolte Overlegenheds-Følelse, den Selvforgudelse, alle de Luner og Uvornheder, ja selve hint Høiheds-Vanvid, hvormed saamange af Aarhundredets store Mænd have forbauset og forarget deres Samtid. Hvorledes, vil man sige, kommer dette fra »René[0001]«? Paa den Snes Blade, af hvilke Skriftet bestaaer, forekommer jo næsten ikke andet end de tungsindigste Selvanklager. Men »René[0002]« skildrer kun Sygdommens første Stadium og Bogen er bleven fortsat og udviklet, først i det Brev som findes fra René[iii] i »Les Natchez[0003]«, dernæst saa at sige i hele Læseverdenens Phantasi. René[iv] er hint første Stadium, Uroens og Udvælgelsens, René[v] er Øieblikket i hvilket den udkaarne Natur paa samme Maade som den hebraiske Oldtids Propheter første Gang hører Stemmen som kalder ham og angst trækker sig tilbage, fortvivlet krymper sig sammen og seer sig om efter en Udvei til Flugt, svarende ligesom Propheten: »Herre, tag ikke mig, men en Anden, min Broder, jeg er for ringe, jeg er en Mand, som ei forstaaer at belægge mine Ord.« Den Udkaarne venter, at see en Anden |66| følge Kaldet, han seer omkring sig, men Ingen opstaaer, og Stemmen vedbliver at tale til ham. Overalt seer han det seire, som han afskyer og foragter, og det ligge under, for hvilket han vilde ofre Alt, ifald blot en Anden vilde føre ham til Ofret, men med Undren og Rædsel seer han, at ingen Anden føler som han, han flakker rundt for at finde sin Overmand, thi som St. Christopher vil han kun tjene den Stærkeste, men han finder ham ikke, og da griber den Tanke ham, at naar ingen Anden opstaaer, naar han ingen Støtte og Fører finder, da ligger det i, at det er ham, som er Manden, og dannet til Fører og Støtte for andre svagere Aander. Saa følger han Kaldet, han seer at Tiden til at drømme og til at tvivle er forbi og Tiden til at handle kommen. Bag ham ligge Tvivlens og Selvmistillidens lange Tider, med et Slag er han forvandlet. Den Solstraale har ramt ham, som for bestandig broncefarver hans Physiognomi, i hvilket ingen Rødme mere sees stige eller forsvinde. Han gaaer ud af Krisen, ikke som Werther[vi] ved et Selvmord, men ved en Beslutning og med en forhøiet Følelse af sig selv. Han venter og vakler ikke mere, han byder og han vil. Her er et Øieblik, i hvilket hans Sjælstilstand er skjøn og sand, men Misforholdet mellem hvad han attraaer og hvad han evner forstyrrer strax hans Sjæls kortvarige Harmoni. Han veed at Guden er med ham og i ham, og |67| han kan neppe mere skjelne imellem sig selv og Guden. Han tilbeder sig selv, idet han tilbeder Guden. Han veed jo, at hans Tanker og hans Tale er inspireret og hvor er Grændsen imellem det, som er af ham, og det, som ikke er af ham, han holder endog mere af de Vildfarelser end af de Sandheder han frembringer; thi hine tilhøre mere egentligt ham selv og han føler sig i høiere Grad som Ophav til dem. Mængdens Virak gjør ham ør i Hovedet. Hans Fjender ere ikke hans, men Sagens, det Godes Fjender, og alle Midler ere gode imod dem. For sig selv fordrer han Alt, Folkets Gunst, Kvindernes Kjærlighed, alle Livets Laurbær og Roser, og det falder ham ikke ind, at han skulde være forpligtet til at vise Gjengjæld. Han lader sig elske uden at elske igjen. Er han ikke en priviligeret Natur, en Apostel, der farer som en Flygtning gjennem Livet, en flyvende Ild, som oplyser, fortærer og forsvinder. Han siger som Chateaubriand[VII] i et Brev til en af sine Elskerinder: »Mit Liv er kun en Hændelse, tag af denne Hændelse Lidenskaben, Hvirvelen og Ulykken, jeg skal give Dem mere deraf paa een Dag, end Andre i lange Aar.« Saaledes talte den første René endnu, da han var 64 Aar gammel. Og mærk det vel, den Mand, der taler saaledes, er i al Oprigtighed og uden Hyklen den samme, der optræder som Troens Ridder og Christendommens begeistrede Forsvarer, thi ham er |68| Alt tilladt; han er den Udkaarne og som den pythiske Præstinde halvt vanvittig i Følelsen af sit Kald.
Der er paa engang noget Guddommeligt og noget Satanisk ved ham, en egen Tilintetgjørelseslyst.
Den Form hvorunder han elsker, er den at forstyrre, at fortære. Han forfører ligesom ved overnaturlige, ved giftige Midler, kaster Runer, giver Trylledrikke. Det unge aabne Hjertes, den unge og friske Elskovs fortryllende Magt er ikke den, hvormed han bedaarer. René[x] skriver Ord som disse til sin indianske Hustru: »Ja, Celuta, hvis Du mister mig, vil Du leve som Enke, thi hvo kunde omgive Dig med den Flamme, jeg bringer med mig, selv naar jeg ikke elsker,« og et andet Sted: »Der udgaaer fra dette Hjerte Flammer, som mangle Næring, som kunde fortære Skabningen uden at blive mætte, og som kunde fortære Dig selv.« Jeg gjør ikke Chateaubriand[XI] ansvarlig for de Ord, han lægger René[xii] i Munden, men, se tilbage, og De vil finde hin det forrige Aarhundredes Lucifer Voltaire[XIII] uskyldig som et Barn i Sammenligning. De veed hvilken rørende Ømhed han udfoldede mod sine Elskerinder, en Ømhed, der i ingen Henseende tabte sig selv i de Tilfælde, hvor han blev plumpt forraadt. Se frem, og De vil i Kierkegaards[XIV] Forfører kun finde en |69| bredere Udførelse af hvad der i Omrids er givet her. Føi nu til Egoismens Tilintetgjørelseslyst Ligegyldigheden for Alt hvad der foregaaer udenfor Helten, den dybe Livslede og den uundgaaelige Lede ved sig selv, som end ikke den oprigtigste Selvbeundring kan holde borte, saa har De Typens Grundtræk. Kjender De Billedet, ligner det Originalen? Eller er der nogen af Dem, som ikke skulde have truffet en af de utallige Copier? Hos En er eet Træk, hos en Anden et andet fremtrædende. En reiser sig i overmenneskelig Stolthed som hin engelske Lord[XV], der gav Verden sit Speilbillede i »Cain[0005]« og »Manfred[0006]«, en Anden faaer af sine philosophiske Studier kun saa Meget ud, at han er en Gud, saaledes som den tydske Digter[XVI], der skrev »Buch der Lieder[0007]«, saa tidt har tilstaaet. En kaster sig paa den Rolle at være Guddommens Prophet, lader sig dyrke som en Pave og lader endnu som Olding unge Kvinder komme til sig for at kysse hans rystende Hænder. For en Fjerde bliver Tungsindet det absolut bestemmende, Pantet paa hans Kald, Kilden til hans Livsførelse og til hele hans Forfattervirksomhed. Og dette Tungsind berøver ham alt praktisk Blik til at bedømme Virkeligheden. Den ringeste Begivenhed, der hænder ham, svulmer op til noget Betydningsfuldt, noget Afgjørende og ligesom Forudbestemt, hvortil han atter og atter vil vende tilbage, medens det Samme for en mindre tungsindig Betragt|70|ning vilde svinde ind til en ren Bagatel. De kjender alle disse nære og fjerne, ægte og vanslægtede Brødre og Sønner af René[xvii]. Typen omfatter et Spand af Aar, og jeg beder Dem fremfor Alt ikke at forvexle den med en anden Type, som følger den og som vi Alle kjende. René[xviii] personificerer en Slægt, som sagde til sig selv: før mit 25de Aar vil jeg være i Besiddelse af denne Pige, være en stor Digter, en stor Kunstner eller døe. Den næste Slægt er den i hvilken Sætningen lyder: før mit 25de Aar vil jeg have et Embede, før mit 30te Aar vil jeg være Minister. Længselen efter et sikret Udkomme og en sikret Indflydelse er traadt istedenfor alle de uvisse og ideale Længsler hos en Slægt, i hvilken Individet uden Sværmen og uden Tvivl sætter sig sit bornerte Formaal og naaer det. Naar hine Andre syntes haarde og tørre, da var det paa det andet Stadium, efterat de havde dræbt Tvivleren og Drømmeren i deres Hjerte, disse vare det fra Fødselen af og have ingen Krise gjennemgaaet.Efter alt det jeg nu har sagt vil det lyde underligt naar jeg fortæller Dem, at René[xix] er sat paa sin Plads i »Génie du Christianisme[0008]« i ren reactionair og catholsk Interesse for at godtgjøre, hvad troer De? Hvor nødvendig den christelige Religions Trøst er for visse Lidelser og hvor nødvendigt det er at gjenoprette Nonneklostrene, da kun i Klosteret findes Frelse for visse For|71|vildelser. De maa nemlig vide, at René’s[xx] Grundulykke er den, at være lidenskabeligt elsket af sin egen Søster, der for at overvinde sin Passion tager Sløret og døer i Kloster. Hvor smukt lyder det ikke! Men føler De ikke Raffinementet? Saa forførerisk, saa uimodstaaelig er hin René[xxi], at han endog ikke raster, eller hvad jeg vilde sige, at Digteren ikke raster, før han har indgydt Renés[xxii] egen Søster en unaturlig Elskov til sin Broder. Atter her seer De, hvorledes den reactionaire Tendents er hvirvlet ind i den revolutionaire Bevægelses Malstrøm. Thi er der Noget som den saakaldte sataniske Skole senere syntes at have Hævd paa, saa var det det, efter at have forherliget Passionen som Natur, med Sympathi at skildre den, selv hvor den gaaer imod Naturen. Lad mig nævne Dem et Par analoge Træk. Et af den unge revolutionaire Skoles Yndlingsthemaer var det, at Afskyen for Blodskam kun beroede paa Fordom. Det var en af Mérimées[XXIII] Yndlingssætninger i hans Ungdom. Man beraabte sig desuden paa Bibelens Autoritet, eftersom Menneskeslægten jo efter den bibelske Tradition fra først af havde udbredt sig gjennem Blodskam. Byron’s[XXIV] Cain[xxv] er gift med sin Søster. Det var jo desuden høieste Mode at fremstille sig som en Smule Djævel. Chateaubriand[XXVI], der har skildret sig selv i René[xxvii] og hvis Forhold til sin Søster i ydre Henseende svarer til René’s[xxviii], blev i Virkeligheden ingenlunde |72| elsket af denne anderledes end som en Broder, og det turde være høist sandsynligt, at der her ligger Nøglen til Forstaaelsen af en af den sidste Tids uhyggeligste og pinligste litteraire Begivenheder. De husker sikkert Alle den oprørende Anklage, som Mrs. Beecher-Stowe[XXIX] for to Aar siden udslyngede imod Byron’s[XXX] Minde. Et forbryderisk Forhold imellem ham og hans Søster[XXXI] skulde have givet Anledning til Skilsmissen fra hans Hustru[XXXII]. At efterspore Sandheden i denne Sag er umuligt; Thomas Moore[XXXIII] brændte jo Byron’s[XXXIV] Papirer. Men selv om man med fuldkommen Ro hører paa Fru Stowe og, hvad der allerede er en stor Indrømmelse, antager, at baade hun og Fru Byron[XXXV] tale den rene Sandhed, hvad foreligger da? Der foreligger en Ytring fra Byron[XXXVI] til hans Kone om at et saadant Forhold bestod. Nu var Fru Byron[XXXVII], som De veed, en i høi Grad dydig og enfoldig Puritanerinde, der havde seet sin Mand begaae alt det, som efter hendes Mening maatte være det mest Oprørende paa Jorden. Hun vidste, at han drak og svirede, at han tilbragte hele Nætter udenfor Huset, at han intet Hensyn tog hverken til sit Navn eller til sin Rang, at han havde maattet gaae alene ind i Parlamentet, fordi han ikke kunde faae en eneste af sine Standsfæller til at indføre sig, at han i sine Skrifter gjennemhaanede den ene hellige anglicanske Kirke og satte de sorteste Forbrydelser i |73| den skjønneste Belysning, ja saavidt var hendes Mand gaaet, at der tre Gange var skeet Udpantning hos det unge Par, og endog hendes egen Ægteseng var bleven beslaglagt. Hvad Under da at hun tog sin Mand paa Ordet, da han en Dag formodentlig mere end almindelig irriteret over hendes Enfoldighed og hendes Prædikener sagde til hende: ja, jeg er Djævelen — buh! — min Klumpfod er i Virkeligheden en Hestefod, og jeg lever i det skjændigste Forhold til min egen Søster.
De seer, at Chateaubriand[XXXVIII] har givet Byron[XXXIX] Exemplet i »René[0009]«. De seer, hvorledes dette Revolutionspoesiens Product skyder frem af det reactionaire Værk, hvori det findes, og hvorledes i dette begge de store Strømninger ere blandede sammen. Men som De vil bemærke: Understrømmen er en alt Andet end christelig, ja alt Andet end religiøs. Grundfølelsen er overalt en egen vild Egoisme, en Art Nydelsessyge af den uhyggeligste Art, som bestaaer i at blande Ideen om Død og Ødelæggelse, et vist satanisk Raseri ind i den ellers saa blide og saa naturlige Følelse af Lyst og Lykke. René[xl] skriver til Celuta[xli]: »Jeg har trykket Dig til mit Bryst midt i Ørkenen, jeg havde ønsket at kunne dræbe Dig med en Dolk i hint Øieblik for at fæstne Lykken i din Barm og for at straffe mig selv for at have skjænket Dig denne Lykke.«
Og Atala[xlii], den blide, fromme Atala[xliii], denne |74| yndefulde unge christne Indianerpige, som under saa store Fristelser holder sin stormende, sin hedenske Elskers Attraa i Tømme og som sit hellige Løfte tro døer som Jomfru i uplettet Renhed, hun udbryder i sin Dødsstund: »Der var Øieblikke, hvor jeg ønskede tilligemed Dig at være den eneste levende Skabning paa Jorden, andre, hvori jeg, naar jeg følte en Guddom standse mig i min skrækkelige Attraa, havde ønsket Tilintetgjørelse over denne Guddom, naar da blot jeg, knuget til dit Bryst, havde kunnet rulle med Dig fra Afgrund til Afgrund mellem Ruinerne af Gud og Verden.«
højresiderne i kapitel 4 har i førsteudgaven klummetitlen »René.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
dvs. profeterne i jødedommen; flere af deres tekster indgår i Det Gamle Testamente.
fri gengivelse af Moses' ord i GTs beretning om Moses ved den brændende tornebusk, 2. Mos, 4,10ff.
dvs. Sankt Christoforus; ifølge en oldkirkelig legende var han en kæmpe, der på sine skuldre bar det lille Jesusbarn over en flod og derved fik sit navn, (lat.) Kristusbæreren.
af et brev fra Chateaubriand, dateret august 1832, til Hortense Allard. GB citerer muligvis efter C.A. Sainte-Beuves Causeries du lundi, 27 mai 1850 Sainte-Beuve 1868, 2:159.
et begreb præget af Kierkegaard, som i Frygt og Bæven, 1843, anvender det om Abraham, der tilsidesætter etiske krav i religiøsitetens højere tjeneste.
den græske gud Apollons præstinde i hans tempel i Delfi. I en ekstatisk trancetilstand kunne hun give flertydige orakelsvar på menneskers forespørgsler om fremtiden.
GB henviser til Sainte-Beuves Causeries du lundi, 27 mai 1850 Sainte-Beuve 1868, 2:155.
dvs. spår eller øver trolddom.
af Chateaubriands roman Les Natchez, 1826 Chateaubriand 1827, 20:239-240.
af Chateaubriands roman Les Natchez, 1826 Chateaubriand 1827, 20:236.
et navn for djævelen. Navnet gengives som 'lysbringer' i Esajas' Bog 14,12; i middelalderlig bibeltolkning blev stedet opfattet som en beskrivelse af djævelens nedstyrtning fra himlen.
dvs. Johannes Forføreren, titelfiguren i Søren Kierkegaards »Forførerens Dagbog«, Enten-Eller, 1, 1843.
måske tænker GB her på en digtertype som N.F.S. Grundtvig.
måske tænker GB her på en digtertype som Søren Kierkegaard.
under Den Franske Revolution var klostrene blevet tvangslukket og afskaffet.
anlægger slør, dvs. bliver optaget i en nonneorden.
Robert Southeys negativt ladede benævnelse af Byrons litterære retning, første gang anvendt i Southeys bog A Vision of Judgement, 1821.
hentydning til Harriet Beecher Stowes bog Lady Byron Vindicated. A History of the Byron Controversy from its Beginning in 1816 to the Present Time, 1870.
den ene, dvs. den eneste. Den Anglikanske Kirke har siden midten af 1500-tallet været den officielle kirke i England (Church of England).
Lord Byron var født med en klumpfod. Traditionelt er djævelen ofte blevet afbildet med hestehove som fødder.
citat fra Chateaubriands roman Les Natchez, 1826 Chateaubriand 1827,20:239.
Chateaubriand: Atala, 1801 [skal identificeres /GP] .
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik