Paa dette Tidspunkt er det, at Melancholien og Misanthropien begynder at blive et poetisk Element, men for at forklare hvad jeg hermed mener, maa jeg gaae noget tilbage i Poesiens Hi|59|storie. Litteraturen har ganske vist skildret Misanthroper før. Jeg vil til Sammenligning fremdrage nogle Skikkelser hos Molière[I] og Shakspeare[II]. Forskjellen mellem disse og den moderne Tids vil da blive Dem klar.
En af Molières[III] interessanteste Figurer og jeg tilstaaer den af alle hans Charakterer, som er mig personlig kjærest, er Alceste[iv], Misanthropen. Gjenstanden for Alcestes[v] Indignation og Forbitrelse er hele det System af Hensyn, af Indrømmelser, af smaa og store Løgne, hvorpaa den saakaldte selskabelige Omgang beroer. Han har ganske vist Uret heri. Uden den Fiction, som den conventionelle Høflighed frembringer, vilde Livet være endnu meget hæsligere end det er. En fin og elskværdig Philosoph har sagt: »Da Skjønheden ikke existerer har man opfundet Kunsten, og da Godheden og Hjerteligheden ikke existerer har man opfundet Høfligheden.« Og er der alvorlig talt ikke Aarsag nok til at bære en Smule Maske? hvor Mangen er der, som ikke hellere vilde være helt ukjendt end helt kjendt, og er der ikke et Flertal, som det, om ikke af andre, saa dog af æsthetiske Grunde, vilde være baade Synd og Skam at demaskere, da deres Maske er saa meget smukkere end deres Ansigt? Men jeg taler selv som Philinte[vi] i Stykket, og jeg maa ikke glemme de glimrende og veltalende Svar som Alceste[vii] giver. Alceste[viii] hader Menneskene, fordi han deler dem i |60| to Klasser, den ene udgjøre de Lave og Ondskabsfulde, den anden bestaaer af dem, der ere artige og opmærksomme mod hine Ondskabsfulde og Lave, og som derved muliggjøre deres Færd. Han sætter den feige Hensyntagen, den af Frygten udsprungne Falskhed i lige Linie med de værste og mest berygtede Laster. Han er saa forbitret paa Feigheden, der ikke vil see det Foragtelige hvor det findes, at han rent glemmer den anden store Verdensmagt, Dumheden, der virkelig ikke seer den, hvor den findes. Han skummer over at see den Nidding, med hvem han har Proces, og hvis Kjeltringeagtighed al Verden kjender, vel seet, vel optaget, ja beskyttet overalt. Han siger Oronte[ix] op i Ansigtet, at hans Vers ere slette. For at stille Charakteren i det rette Relief har Digteren nu ladet Alceste[x] være dødelig forelsket i en ung Coquette af den fineste og ved sin Elskværdighed farligste Art. Hun tumler med ham som med et Barn, driller og trodser ham paa alle Maader, tiltrækker og tirrer ham til det Yderste; hvert Ord hun siger er en Braad som stikker ham, og enhver af hendes Handlinger skjærer ham i Hjertet. Det er hans Forbandelse at han paa een Gang maa elske hende og fortvivle over hende. Kan man tænke sig en værre Skjæbne for en Misanthrop, end den at tilbede en saadan Kvinde og være Boldt for alle hendes Luner! Det skulde synes saa, men mon |61| man ikke ogsaa skulde kunne vende den hele Betragtning om?
En Mand der bedre end nogen Anden forstaaer sig paa Skuespil og Theater, Hr. Edmond Thierry[XI], Directeur for Théâtre français, sagde til mig Dagen efter en Opførelse af »Le Misanthrope[0001]« i Anledning af en Bemærkning jeg gjorde om en Skuespiller, der efter min Opfattelse spillede Rollen for slebent: »Finder De oprigtigt talt at Alceste[xii] er misanthropisk og at Navnet passer? jeg for min Part troer, at hvis Celimène[xiii] ikke var coquet, saa vilde Alceste[xiv] ikke være mere misanthropisk end jeg er.« Dette var en Spøg, men den skjuler en Sandhed. Det er Omstændigheder og Forhold, en Stilling midt i et fordærvet Hofliv, et pirreligt og ærekjært Sind, en sandhedskjærlig Charakter, som i Forening med tilfældige personlige Ulykker frembringe Alceste’s[xv] Misanthropi som Resultat. Han er Misanthrop af Raisonnement, ikke af Temperament. Netop herved er han saa ægte fransk en Frembringelse. I en tydsk Melancholiker vilde Grundlaget være »Gemyt«, i en engelsk Melancholiker er Grundlaget Humor, i en fransk Melancholiker er Grundlaget Raisonnement, det vil sige analyserende Forstand. Alceste[xvi] er et Product af hin classisk-oratoriske Tid i Frankrig, over hvilken man først ved det attende Aarhundredes Slutning kom ud. Han er meget nærmere ved Boileau[XVII] end det skulde synes. |62| De seer her et Exempel paa en Tidsaands og en Folkeaands overvældende Magt over Individet. Naar man taler om Boileau’s[XVIII] og Forstandstragoediens Tidsalder i Frankrig, kunde det ved første Øiekast synes en Modsigelse, at Molière[XIX], Modpolen til Boileau[XX], Racines[XXI] Antipode, tilhører samme Tid. Man kunde i det Mindste mene, at hans dybeste og mest fortræffelige Figurer, den naive Agnes[xxii] i »Fruentimmerskolen[0002]« og den melancholske Alceste[xxiii] i »Misanthropen[0003]« dannede en Undtagelse. Men der gives Aandslove, der ere ligesaa ubrødelige som Naturlovene. Jeg har et andet Sted paavist i hvilken Grad Agnes’s[xxiv] Naivetet er fremraisonneret af Digteren, jeg skal nu paavise Dem det Samme om Alceste’s[xxv] Melancholi. Tag som Modsætning en af Shakspeare’s[XXVI] Misanthroper, Jacques[xxvii] f. Ex. i »Som Jer behager[0004]«. Der har De Misanthropen af Temperament. Jacques[xxviii] er en Digternatur, vemodig og blød. Vil De høre, hvorledes han beskrives:
De seer ham rørt til Taarer over det saarede Dyrs Lidelser. Det er ikke gjennem Raisonnement, ikke gjennem Forstanden, at han indigneres over Menneskenes Slethed og grusomme Raahed, han føler umiddelbart, at hans Sjæl er af samme Natur som Dyrets. Dyret er ham et Barn af samme Moder som han selv. Han er i sin Følelse Pantheist. Hvilken Afstand fra hin classiske Tids Anskuelse i Frankrig, da selv Cartesius[XXXII] ansaa Dyret for en Maskine og betragtede dets Skrig som rent mekanisk frembragte ved Slaget, ganske som Skrigedukkens ved Trykket.
|64| I Modsætning hertil foregriber Jacques[xxxiii] de mest fintfølende moderne Poeters Naturbetragtning, f. Ex. Shelley’s[XXXIV]. De veed, at Shelley[XXXV] som Yngling stiftede en Forening af unge Mænd, der ud fra den Anskuelse, at det var et utilladeligt og forbryderisk Barbari af Menneskene at spise Dyrene, forpligtede sig til udelukkende at leve af Planteføde.
Ikke desmindre er Jacques[xxxvi] saa lidt som Alceste[xxxvii] en Type paa den moderne Melancholi. Hver af dem udtrykker kun et almenmenneskeligt Mismod i den Form, som er dem naturlig efter deres forskjellige Nationalitet. Den ved det 19de Aarhundredes Begyndelse opstaaende Art af Melancholi har ikke Charakteren af en rent personlig Sygdom, den er ikke heller blot national, det er en kosmopolitisk Epidemi, i sit Væsen beslægtet med de religiøse Sygelighedsformer, som i Middelalderen saa ofte udbredte sig over Europa.
højresiderne i kapitel 3 har i førsteudgaven klummetitlerne »Alceste.« og »Jacques«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
citatet har ikke ladet sig eftervise.
citatet er hentet fra Shakespeares As You Like It, 1599-1600, II,1 Shakespeare 2005:662.
ifølge Descartes beror forskellen mellem mennesker og dyr på, at der til den menneskelige maskine er knyttet en fornuft, hvilket ikke er tilfældet for dyrs vedkommende. GB sigter til René Descartes' Discours de la méthode, 1637, 5. partie Descartes 1996, 6:40-60.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.