»La nouvelle Héloïse[0001]« udkom 1761. 13 Aar efter forfattede i et andet Land, i meget forskjellige Omgivelser, et ungt Geni, som Intet havde tilfælles med Rousseau[I], paavirket af hans Roman og hans Ideer, en lille Bog, som besad alle »La nouvelle Héloïses[0002]« Fortrin og mange flere og ingen af dens Mangler, en Bog, som satte ikke Tusinder men Millioner Gemytter i Bevægelse, meddelte hele Generationer en levende Begeistring |50| og en lidenskabelig Længsel efter Døden, drev et ikke ringe Antal Mennesker til Sentimentalitet, til Fortvivlelse, til Ørkesløshed og til Selvmord, og som havde den Ære at blive forbudt som irreligiøs af den landsfaderlige danske Regjering. Denne Bog er »Werther[0003]«. Saint-Preux[ii] skiftede Costume og iklædte sig den berømte Wertherdragt, den blaa Kjole og den gule Vest, og Rousseau’s[III] »belle âme« gik over i den tydske Litteratur som »Die schöne Seele«. 1774 udkom da denne Bog, hvis Slutningspaginer ikke ere opfundne af nogen Digter. De ere med den Ret, enhver frembringende Aand har til at tage sin Eiendom, hvor han finder den, ordlydende afskrevne efter et Manuscript, der fremstiller den unge Jerusalems[IV] Endeligt. De kan finde Manuscriptet i Kestners[V] Bog om Goethe[VI] og Lotte[vii]. Kun eet eneste Ord har Goethe forandret som vulgært eller skurrende i Tonen. I Manuscriptet staaer »Barbiergesellen trugen ihn«. Bogen ender saaledes: »Handwerker trugen ihn, kein Geistlicher hat ihn begleitet.« I sin skjærende Korthed udtrykker denne Sætning, at et Liv er endt, der i Strid med sig selv og med Samfundet, dødeligt saaret i sine Sympathier og sine Bestræbelser, er bukket under. Haandværkere bar ham; thi det borgerlige Samfund holdt sig pharisæisk tilbage; ingen Geistlig ledsagede ham; thi han var Selvmorder og havde brudt al kirkelig og religiøs Forpligtelse. Men han elskede Menig|51|mand og omgikkes de Udannede, derfor fulgte disse ham til Graven.
Hvad er »Werther[0004]«? Definitioner udtømme ikke et digterisk Mesterværks uendelige Rigdom, men man kan sige med et Par Ord, at denne en lidenskabelig og ulykkelig Elskovs Historie har sin Betydning derved, at den ikke blot udtaler et enkelt Individs tilfældige Lidenskab og tilfældige Ulykker, men er behandlet saaledes, at en hel Epoches Lidenskaber, Længsler og Kvaler have fundet deres Udtryk deri. Denne Bog fremstiller det fulde Hjertes Ret og Uret overfor det forstandigt ordnede Hverdagslivs trivielle og stivnede Regler, dets Uendelighedstrang, dets Frihedstrang, der føler Livet som et Fængsel og alle Samfundets Skillemure som Fængselsvægge. Alt hvad Samfundet byder er, som Werther[viii] siger, at male Fængselsvæggene for Individet, at male dem perspectivisk med frie Udsigter til vide Horizonter. Men Væggene selv brydes ikke ned. Derfor denne Renden Panden imod Væggen, denne lange Hulken, denne dybe Fortvivlelse, som først lindres ved et Pistolskud i Hjertet. Hvad her er fremstillet er ei som i »La nouvelle Héloïse[0005]« Dydens og den deistiske Religiøsitets Overvinden af Naturdrift og Passion, men Lidenskabens Fatalisme; med fatalistisk Nødvendighed gaaer i denne Hjertets Tragoedie den regelløse og tøilesløse Lidenskab tilgrunde.
|52|De veed, hvilken Strøm af sentimentale Productioner denne Bog affødte, hvormange taaredrivende Romaner i Octav der nedstamme fra den, hvorledes dens Følelse snart blev fortættet til det massiveste Føleri, som hos Clauren[IX], hos Lafontaine[X], hos vor Rahbek[XI], snart fortyndet til det subtileste platoniske Sværmeri, som i Ingemanns[XII] tidligere Dramaer og Romaner, se især den ligefremme Efterligning af »Werther[0006]« i »Warners Vandringer[0007]«. Men »Werther[0008]« selv er uden Skyld heri; thi Fortabtheden i Følelsen er kun Bogens ene Side. Ud fra denne, midt i al denne, fremsprudler en saa sund Naturfølelse og Livsfølelse, saa kraftig og revolutionær en Vrede over Samfundets Convenients, de aristokratiske Fordomme og Forretningslivets Pedanteri, at Hovedindtrykket af Bogen er og bliver den Trang til Oprindelighed og Poesi, som den fremstiller, vækker og tilfredsstiller. Hvilket Fremskridt er her ikke gjort siden »La nouvelle Héloïse[0009]«! Kun usikkert er i Rousseau’s[XIII] Roman den kvindelige Hovedfigur tegnet. Her, som næsten overalt, mangler i den franske Poesi Kvindeligheden Naivetet. Julie[xiv] er en klassisk Forgjængerinde for Heltinderne i Balzac’s[XV] Romaner. Hvor uendeligt staaer hun ikke tilbage for sin Navne, den virkelige Héloïse[XVI], i Lidenskabens Sandhed og Ægthed, hvor følt er ikke hvert Ord hos denne, Udbruddene af Kjærlighed saavelsom Udbruddene af Religiøsitet, og hvor kolde ere |53|ikke Julies[xvii] Perioder! Hvert Øieblik forfalder hun til Declamationer om Dyden og om det høieste Væsen, som hun philosophisk benævner Livets Kilde. Hun har Sætninger som denne: »I den Grad ere alle menneskelige Anliggender et Intet, at naar det Væsen undtages, der existerer ved sig selv, gives der intet Skjønt uden det, som ikke er«, hun mener vore Chimærer. Julie[xviii] raisonnerer og declamerer. Hvor naiv og naturlig tager ikke den kraftige Charlotte[xix] sig ud i Modsætning til hende, for Exempel i hin første Situation, da hun skjærer Brødet til sine smaa Sødskende. Naar der hos hende er noget, som gaaer ud over det Naturliges Linie, da synder hun ikke ved Declamation, men ved et Stænk af sentimentalt Sværmeri, som i den Scene hvor Werther’s[xx] og hendes Tanker mødes, idet hun taus med sin Finger skriver Ordet »Klopstock[XXI]« paa den fugtige Rude. Iøvrigt er der i denne Bog en endnu renere, dybere, genialere Følelse for Naturomgivelsen og Landskabet end hos Rousseau[XXII]; Forskjellen i Naturopfattelsen er betinget deraf, at en stor litterær Begivenhed forefalder i Mellemtiden, Udgivelsen af »Ossian[0010]«, der gjorde et saa uhyre Indtryk. De veed, hvorledes den skotske Barde smeltede selv Bonapartes[XXIII] haarde Hjerte, saa at denne langt foretrak ham for Homer[XXIV]. Dengang troede man endnu paa »Ossians[0011]« Ægthed, og den Tid var endnu ikke indtraadt, da man vendte sig bort fra disse |54| Digte med samme Ærgrelse og Væmmelse, som et Selskab føler, naar det i en Have har ladet sig henrive til Sværmeri af en Nattergals Toner og saa opdager en i Buskene skjult forvorpen Krabat, som var Nattergalen. Den stakkels Macpherson[XXV] var denne Bedrager. Det var ham, som fortrængte Homer[XXVI]. Saaledes fortrænges ogsaa her i »Werther[0012]« den sunde homeriske Naturanskuelse, som raader i Bogens første Halvdel efterhaanden af de urolige ossianske Taagebilleder, som svare til den stigende Sygelighed, til Lidenskabens Uro og Phantasteri.
De føler maaskee allerede, hvilke nye Charaktertræk Hovedfiguren har indvundet ved at passere Rhinen[a]. Saint-Preux[xxvii] var endnu, som Navnet allerede antyder, det ridderlige Ideal. Det er Goethe[XXVIII], den moderne Tids Digter, som gjør det af med det ridderlige Ideal. Jeg vil blot gjøre Dem opmærksom paa, hvorledes i hans Helte alle Riddertidens Egenskaber, først og fremmest det physiske Mod, hvis Fremstilling aldrig forfeiler sin Virkning paa naive Læsere, er fuldstændig skudt tilside. Saaledes i »Werther[0013]«, i »Wilhelm Meister[0014]«, i »Faust[0015]«. Werther[xxix] er ikke en Ridder, men en Grubler, en Poet, en Phantast. Lad os dvæle endnu nogle Øieblikke ved denne Skikkelse. Werther[xxx] er en Syg; hvad er det, som han inderst inde feiler? Han er urolig og feberagtig, men lad os vel forstaae det, hans Uro er Anelsens, Uvis|55|hedens, de slet begrændsede og uindskrænkede Længslers, men ikke Fortvivlelsens eller Haabløshedens. Han tilhører en Tid, som aner og bebuder, ikke en Tid, som opgiver og fortvivler. Vi ville faae at see et Modstykke til ham i Chateaubriand’s[XXXI] René[xxxii]. Grundkilden til Werthers[xxxiii] Ulykke er Misforholdet mellem Hjertets Uendelighed og Samfundets Skranker. Tidligst vare Litteraturens Helte Fyrster og Konger, deres Kaar stod i Overensstemmelse med deres sjælelige Høihed. Contrasten mellem et Indre og Ydre, mellem Attraa og Magt var ukjendt. Og selv da Litteraturen udvidede Kredsen af sine Foretrukne, holdt den sig til dem, som aristokratisk Fødsel og Rigdom havde stillet høit over Livets lave Møie og Besvær. Goethe[XXXIV] har i »Wilhelm Meister[0016]« angivet Aarsagen: »O trefold Lykkelige«, siger han, »ere de, som deres Fødsel strax stiller paa Menneskehedens Høider, som aldrig have beboet, aldrig engang gjennemreist den ydmyge Dal, hvori saamange retskafne Sjæle tilbringe et ynkværdigt Liv. Neppe ere de til, før de stige ombord paa Skibet for at foretage den fælles store Reise, de benytte sig af hver gunstig Vind, medens de Andre, som ere nødte til at bære sig selv, svømme møisommeligt bagefter, drage liden Fordel af Vindens Gunst og tidtnok, naar deres Kræfter ere udtømte, finde en rædselsfuld Død i Bølgerne.« I veltalende Ord er her en enkelt af Livets Fordele, Rigdommen, prist; |56| Goethe[XXXV], der mange Gange i sine Skrifter, saaledes navnlig i »Wilhelm Meister[0017]«, udelukkende af Kjærlighed til det Skjønne tyede til Samfundets høieste Kredse, har med Smerte følt, at en Plebeiers Liv er en Krig, og det den sørgeligste Krig af alle, den for Udkommet, at han er nødsaget til at tænke paa Penge, til bestandig at tage Økonomien med paa Raad og at hans Kone er tvungen til at være en Husholderske, selv om hun iøvrigt er en Muse. Derfor taler Goethe[XXXVI] saa utvungent om Rigdommens Fortrin. Og hvad der gjælder om denne, om det mest vulgaire af Livets udvortes Goder, det gjælder med endnu mere Styrke om alle de andre ydre Former af Lykke og Magt.
Det er nu ved Aarhundredeskiftet at vi første Gang støde paa denne Modsigelse: et Individ, der i Aandens Verden staaer som en Gud og en Konge, som føler for Alt og gjennem Følelsen optager det hele Alliv i sig, som attraaer Sandheden, men ikke kunde naae den, uden med det Samme at naae Alvidenheden, i hvis Hjertes Fordringer der ligger Kravet paa en Almagt; thi en Almagt maatte han have for at kunne omdanne den kolde haarde Verden til en Verden efter sit Hjerte, og som paa samme Tid er — hvad? er f. Ex. som Werther[xxxvii] Legations-Secretair med nogle hundrede Rigsdaler om Aaret, indespærret Halvdelen af sin Dag i sit Comptoir, det vil sige i sin lille Samfundsrubrik, udespærret endog af det høiere Sel|57|skab, og sættende Livets hele Salighed og Fylde i Besiddelsen af et enkelt Pigebarn, hvem saa den første den bedste Philister tager bort for hans Næse, og saaledes, at han selv i Rettens, i Moralens, i det Fornuftiges Navn maa indrømme denne Philisters Berettigelse, ja maaskee endog tilstaae at den Anden vil blive en bedre Ægtemand og gjøre Lotte[xxxviii] lykkeligere end han. Hvad er dog dette? passer Kjærligheden da ikke for Ægteskabet, Individet ikke for Samfundet, Hjertet ikke med Hovedet? Er der en gruelig Disproportion i Tilværelsens store Maskineri og er den ved at gaae ud af sine Fuger? Snart hørte man den knage og briste, da hin Tid kom, da alle Mure nedbrødes og alle Former sprængtes, da alt Bestaaende styrtedes overende, da alle Standsforskjelle med eet Slag forsvandt, da Luften fyldtes med Krudtrøg og Marseillaisens første Toner, da Rigers hundredaarige Grændser flyttedes og omflyttedes, Konger halshuggedes og afsattes, en tusindaarig Religion afskaffedes, Troner og Altre splintredes mellem hverandre, en korsikansk Artilleri-Lieutenant[XXXIX] proclamerede sig selv som Revolutionens Arving, erklærede alle Baner aabne for Talentet, og da man saa en fransk Værtshusholders Søn[XL] bestige Neapels[b] Trone og en forhenværende Grenadeer[XLI] gribe Sverrigs Scepter og bemægtige sig Norges.
Som sagt, der er Anelsens og den uklare Uros Higen i Werther[xlii]. Uhyre Omvæltninger ligge |58| imellem ham og den næste moderne Type, René[xliii]. I »René[0018]« er Anelsens Poesi afløst af Skuffelsens. Istedenfor Utilfredsheden før de store Katastropher træder Utilfredsstillelsen efter. Efter Opsvinget Nedslaaetheden. Alle hine gigantiske Omvæltninger havde ikke formaaet at bringe Menneskeaandens Krav og de ydre Forhold i Harmoni med hinanden. Alle hine skjønne Drømme om Frihed og Lighed vare skyllede bort i en Syndflod af Blod og Rædsler. Kampen for Individets Menneskeret havde ført til det brutaleste Verdens-Despoti. Saa møde vi da igjen Aarhundredets unge Mand, hvor er han forandret! Han er bleg, hans Pande er rynket, hans Liv er ørkesløst, hans Haand er knyttet. Udstødt af et Samfund, som han forbander, fordi han ikke i det kan finde sin Plads, see vi ham flakke om alene i den nye Verden, i Urskovene blandt vilde Stammer. Et nyt Element er indtraadt i hans Sjæl, som ikke fandtes i Werthers[xliv]: Melancholien. Werther[xlv] var syg, men ikke melancholsk, René[xlvi] er fortabt i en ørkesløs Kval, hvorover han ikke kan blive Herre, han hader Menneskene og sig selv.
højresiderne i kapitel 2 har i førsteudgaven klummetitlen »Werther.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
en påtænkt dansk oversættelse af Die Leiden des jungen Werther, 1774, blev i 1776 forbudt i Danmark.
(fr.) skønne sjæl.
(ty.) den skønne sjæl.
der sigtes til Goethe und Werther, udgivet 1855 af August Kestner. Det omtalte manuskript benævnes i bogen: Kestners Nachrichten über den Tod Jerusalems vom 2. Nov. 1772. An Goethe abgesandt in demselben Monat Goethe und Werther 1855:87-100.
af August Kestners Goethe und Werther, 1855. GBs gengivelse afviger lidt fra forlægget Goethe und Werther 1855:100.
henviser til slutningsordene i Goethes roman Die Leiden des jungen Werther, 1774 Goethe: Werke 2000, 6:124.
farisæisk, dvs. selvretfærdigt, skinhelligt.
GB hentyder til teksten »22. Mai 1771« i Goethes roman Die Leiden des jungen Werther, 1774 Goethe: Werke 2000, 6:13-14.
deisme, dvs. tro på en gud, der ikke griber aktivt ind i verdens gang; fornuftsreligion.
bøger i oktavformat, dvs. mindre end 25 cm høje. Formatet fremkommer, når det trykte ark foldes tre gange til 16 tryksider.
citat fra J.J. Rousseau: Julie ou la Nouvelle Héloïse, 1761, Sixième Partie, Lettre VIII [sidetal skal findes /GP] Rousseau 1964, 2:.
kimærer, dvs. fabelvæsener; i sammenhængen menes snarere: indbildte forestillinger, fantasifostre.
hos Goethe siger Lotte navnet »Klopstock«, hun skriver det ikke på ruden; GB refererer til Goethe: Die Leiden des jungen Werther, 1774 Goethe: Werke 2000, 6:27.
dvs. sagndigteren Ossian og James Macpherson, der i 1760 udgav digte i hans navn og stil.
preux betyder på fransk: en ædel ridder.
frit gengivet udråb, som hovedpersonen fremkommer med i enrum i Goethes roman Wilhelms Meisters Lehrjahre, 1795-1796, Drittes Buch, Zweites Kapitel Goethe: Werke 2000, 7:154.
Marseillaisens ord og melodi blev skrevet i april 1792 af den franske officer Claude-Joseph Rouget de Lisle. Fra 1795 har den været Frankrigs nationalsang.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik