Lad os tage et enkelt af de reactionære Hovedværker til Exempel. Hvad det 18de Aarhundrede havde villet tillivs var med eet Ord Middelalderen. For det var Middelalderen kun et andet Ord for Barbari og Fanatisme; dets Exempel paa det Rædselsfulde var en Autodafee, paa det Latterlige et Korstog. Deraf kom det, at man nu med Reactionens hele Renegat-Begeistring vilde gjenindføre det Middelalderlige overalt, i |37| Stat, i Kunst, i Poesi og Religion. Samme Aar som Napoleon[I] afsluttede Concordatet med Paven og gjenindførte den christelige Cultus i Frankrig, udgav Chateaubriand[II] sit store Skrift »Le génie du christianisme[0001]«, et af Reactionens første og reneste Producter, der i Strid med den af Forfatteren tidligere, i hans Bog om Revolutionerne, udtalte Overbevisning søger at gjøre Christendommens Sandhed indlysende ved at paavise dens Skjønhed og derigjennem dens Brugbarhed for Poesi og Kunst. Chateaubriand[III] anstiller en vidtløftig Sammenligning mellem de hedenske og de christelige Forfattere, foretrækker Tasso[IV] for Homer[V] og Saint-Pierre[VI] for Theokrit[VII], og godtgjør, som man spottende har sagt, paa en overbevisende Maade de religiøse Ideers Anvendelighed i Balletter og Pantomimer. Han er ligesaa orthodox og bibelfast i Naturlæren som i Æsthetiken. Men ligefuldt er det i dette Værk, i Bogens berømte og glimrende Episoder, Atala[viii] og René[ix], at det Nye brød frem.
Ved René[x] vil jeg dvæle og forsøge en Paavisning af, at denne Hovedtype, som paa saa mange Maader for os nutildags gjenkalder de fremmede Litteraturer, er fransk i sin Afstamning og revolutionær ved sin Herkomst og sin hele Charakter.
Det betydeligste Værk, Rousseau[XI] som Digter har frembragt, er »La nouvelle Héloïse[0002]«. Det er denne Bog, som iøvrigt har en fjern Forgjænger |38| i Abbed Prévôts[XII] fortræffelige Fortælling »Manon Lescaut[0003]« og nærmere Forudsætninger i Richardsons[XIII] engelske Romaner, hvis Ideer som Frøkorn, der bæres af Vinden, forplante sig til Tydskland og fremkalde »Werther[0004]«. Wertherskikkelsen[xiv] voxer, omdannes og bliver til Faust[xv], og paany strømme hine Tanker og Følelser tilbage over Frankrigs Grændse, og paa fransk Grund kaldes Floden René[xvi].
Hvad var vel det Nye i Rousseaus[XVII] »Héloïse[0005]«? Hans Stikord vare Natur og Lidenskab, Natur og Dyd. Heri er der for os ikke noget Nyt. Bogens Sujet er en Kjærlighedshistorie, og man havde i Frankrig skrevet mange saadanne før. Det Nye bestaaer for det Første deri, at det er Rousseaus[XVIII] »Héloïse[0006]«, som tager Livet af Galanteriet og dermed af den hele classisk-oratoriske Periodes Opfattelse af Følelserne. Denne Opfattelse er den, at alle ædle og fine Følelser ere Civilisations-Producter og Elskov fremfor alle. Det er klart nok, at en vis Cultur er fornøden, før en Følelse som Kjærlighed kan opstaae. Før den kvindelige Kjole var til, var der ikke Kvinder, men kun Hunner, og før der var Kvinder, var der ingen Kjærlighed. Ud fra denne i sig selv rigtige Tanke var hin Tid, som man kalder Ludvig den Fjortendes[XIX], nu kommen til det Resultat, at Alt, hvad der tilhyllede den nøgne Passion, ret egentlig adlede den og gav den sit Værd. Jo mere tilsløret og omskrevet, jo mere forberedt og antydet |39| den var, des mindre brutal. Hin Tids Sæder og hin Tids Litteratur var jo et Product af selskabelig Dannelse, og denne Dannelse var kun de høieste Kredses.
Mændene fra Ludvig den 13des[XX] Tid havde travet i Regn og Slud, pantserklædte paa jernklædte Heste ad opblødte Veie mellem Bjerge og Floder. Derfor foretrak de og deres Sønner, da de forlod deres gamle, afsides beliggende Ridder- og Røverborge for at begive sig til Versailles[a], en regelmæssig Have for den vilde Skov, en udsøgt Etiquette for Soldaterlivets Sprog, og i Tragoedien, i Dramaet og den lyriske Poesi en sleben Form og civiliserede Følelser for Natur og Lidenskab. Man naaede under denne Bestræbelse til en i Aandens Historie ukjendt Høide. Vil man have et Exempel, da læse man en Roman som »Prindsessen af Clèves[0007]«. Det er umuligt at finde større Finfølelse og en renere Sands for Menneskenaturens Adel og de Former, hvortil denne Adel forpligter. Eller man gribe, for at tage en fuldkommen Contrast til »La nouvelle Héloïse[0008]« Marivaux’s[XXI] Theater. Medens man hos Crébillon fils[XXII] finder hint Samfunds geniale og dumdristige Frivolitet afbildet uden Sky, giver Marivaux[XXIII] dets allerfineste Blomst, dets maniererte Ynde à la Parmeggianino[XXIV], dets hele Dannelse og Aand saa fuldstændigt og saa typisk, at man kan gjenkjende Charakteren, da Alfred de Musset[XXV] saa mange Aar |40| efter i sine smaa Comoedier gjenoptager Skildringen. De Elskende hos Marivaux[XXVI] ere to Væsener af samme Opdragelse og vel at mærke af samme Stand. Vi finde ikke her som i vort Aarhundredes Comoedier og Romaner hine Patricierinder, der elske en Plebeier, eller Skikkelser som Lakaien Ruy Blas[xxvii], der nyder en Dronnings Gunst. Forklæder hos Marivaux[XXVIII] en Gang imellem Herren sig som Tjener, og Frøkenen sig som Soubrette, opdage de strax hinanden igjennem Forklædningen. Disse to Væsener ere fremdeles halvt naturlige, halvt kunstige; de ligne, som Paul de Saint-Victor[XXIX] har sagt, hine Blomster, hvis Safter opstige fra Naturens Skjød, men hvis Kronblade Gartnerens Kunst ved Krydsning har tegnet med vilkaarlige Mynstre. De bære ikke Paryk, men deres Haar ere pudrede. De bære Paradekaarder, men de forstaae at bruge dem. Deres Samtale er en stadig Forsøgen og Undflyen, Avanceren og Retireren, lutter Hentydninger og Halvheder, tusinde Omveie, maskerede Tilstaaelser og undertrykte Suk: en Stil af Sølv og Silke. Tilstaaelsen svæver paa disse unge Pigers og Enkers Læber, men den holdes tilbage i det Øieblik den vil undflye. Elskerens Attraa taber sig i saa dyb en Følelse af Respekt, at han hvert Øjeblik stammer, forplumrer sig og tier. Den fine Dame hos Marivaux[XXX] behøver heller ikke en udtalt Erklæring. Ligesom hun selv er behersket og vogter sig for |41| som en Skuespillerinde at give sin Lidenskab til Pris, saaledes forstaaer hun et halvt Ord, en Skjælven i Stemmen og vender sig bort fra Lidenskabens Superlativer, dens Skrig og Selvforglemmelse som fra et stygt og blodigt Skuespil. Stykket staaer da halve og hele Timer stille paa samme Punkt. Disse Naturer ere altfor zarte og følsomme for os. De forekomme os besynderlige og absurde, vi see paa dem med Curiositet, som man seer paa Mimoser blandt Planterne, men Mimoser ere ikke unaturlige, kun besynderlige, og hine Personer ere skjøndt maniererte ikke affecterte, thi deres Væsen er dem naturligt, og de vilde være affecterte, ifald de busede paa. Det franske Ord Marivaudage viser at Marivaux’s[XXXI] Maneer har en stor Originalitet. Det er ikke enhver maniereret Kunstner, hvem det lykkes at berige Sproget med et Ord ved at testamentere det sit Navn.
Man har rettet mange forskjellige Beskyldninger imod hin Tidsalders Kunst og Poesi. Man har sagt: den er ufolkelig, følgelig er den umoralsk; thi i vore Dage er man tilbøielig til at sammensmelte disse to Begreber. Men man bør ikke glemme, at indtil vore Dage har al udmærket Kunst i Verden havt en aristokratisk Oprindelse, den, der opstod i Athen[b] ikke mindre end den, der opstod i Florents[c], medens de store demokratiske Samfund som Nord-Amerikas endnu ikke |42| have frembragt nogen Art af Kunst. Man bør ikke forfalde til det Pedanteri at nedsætte al den Poesi, hvis Modsætning naturnødvendigt maa behage Menneskene i vor Tid og vore Samfund. En anden Indvending mod Kunsten paa Ludvig den 15des[XXXII] Tid er den, at den er conventionel. Men den er ikke derfor at ringeagte. Al Kunst i Verden er conventionel; naar Conventionen ikke støder os, ligger det kun i, at vi have den altfor nær paa Livet til at stødes af den. Det Conventionelle hos Marivaux[XXXIII] strækker sig over hele hans Tidsalder.
Hin Tidsaand stempler et helt Aarhundrede. De gjenfinder den hos Mozart[XXXIV] i en Figur som Zerlinas[xxxv], der ingenlunde er en Bondepige i Træsko, eller af den Art som vore norske Bondenovellers, men coquet og allerkjæreste med høihælede Sko og røde Hæle, med Schæferhat over Armen og en let Sky af Pudder omkring sit Hoved. De gjenfinder den fremdeles i Watteau’s[XXXVI] fortræffelige Malerier. De landlige Festers Maler, som han kaldtes, har med fuldendt Geni forherliget og foreviget hin Tids lette Erotik. Men vend, efter at have hørt Zerlina’s[xxxvii] Duet, efter at have betragtet et Maleri af Watteau[XXXVIII] eller seet et Stykke af Marivaux[XXXIX], tilbage til Deres Værelse og opslaa »La nouvelle Hélöise[0009]«, saa vil De føle en Sphære-Forandring.
For Rousseau[XL] er Galanteriet latterligt. Som |43| han i Alt foretrækker Naturtilstanden, saaledes ogsaa i det Erotiske og Elskov i Naturtilstanden er for ham en Lidenskab, uimodstaaelig og voldsom. Hvor langt ere vi ikke her fra hine Marivaux’s[XLI] delicate Sjælsstemninger og zirlige Gestus, fra hine Scener, i hvilke den Knælende selv under Knæfaldet ikke glemte en ulastelig Holdning, mens han trykte Spidsen af en Handske til sine Læber! Saint-Preux[xlii], saa ridderlig og saa sædelig som han er, er en Elektrisermaskine, ladet med Lidenskab, et Bytte for Passionen, declamerende, voldsom, selvforglemmende, og hint første Kys i Clarences Bosquet fremkalder et sandt Delirium, en Skjælven, en Tilstand i Ild, som var Lynet slaaet ned, og idet Julie[xliii] bøier sig mod Saint-Preux[xliv] og kysser ham, daaner hun paa Stedet og falder i en Afmagt, der ikke som Paryktidens er et Coquetteri, men en Følge af Lidenskabens altovervældende Magt hos det unge sunde Naturbarn.
Det andet nye Træk hos Rousseau[XLV] er dette, at Saint-Preux[xlvi] og Julie[xlvii] ikke ere Jævnlige. Hun er en fornem Mands Datter, han en fattig Huslærer, en Plebeier. Som i »Werthers Leiden[0010]« er her med Elskovspassionen forbunden den demokratiske Plebeiers Villie til at kjæmpe sig iveiret. Man seer hvor megen Ret og Uret Napoleon[XLVIII] havde, da han hin Dag under sit Møde med Goethe[XLIX] bebreidede ham, at han i »Werther[0011]« havde combineret Kjærlighedshistorien med Harmen over at |44| være udstødt af det aristokratiske Selskab. Man føler Taktikerens sikre Blik i denne Anke, men man vil af det Anførte see, i hvor nær Forbindelse strax fra først af Passionens Optræden i Litteraturen har staaet med det demokratiske Elements. Med eet Ord Passionen selv er demokratisk, den aristokratiske Erotik udvikler sig strax til Galanteri.
Det tredie betydningsfulde Træk i denne Bog er dette, at som Lidenskaben træder istedenfor Galanteriet og Standsforskjelligheden istedenfor den aristokratiske Kaste-Lighed, saaledes træder den moralske Følelse, en af sædelig Overbevisning udsprungen Hævden af Ægteskabet istedenfor den Ærbarhed, hvis eneste Aarsag var en aristokratisk Stolthed, en Respect for sig selv, der i den aristokratiske Litteratur tjente som Dyd, naar der ellers fandtes nogen Dyd. Dette Ord havde hidtil ikke havt Cours. Det blev et Løsen for Rousseau[L] og hans Skole, et Løsen som ikke staaer i nogen Strid med det andet Feltraab: Natur, siden Dyden netop for Rousseau[LI] er en Naturtilstand. Man har sagt, at i Frankrig havde Ægteskabsbruddet under Ludvig den 13de[LII] været en Morskab, under Ludvig den 14de[LIII] en Regel, og at det under Regentskabet var blevet en Pligt. Rousseau[LIV] bød da Tidsaanden Spidsen ved at skrive en Bog til Ægteskabets Forherligelse. Alligevel er han saa meget smittet af sin Tidsaand, at Bogens Heltinde falder; men |45| iøvrigt har Bogen den Lighed med »Werther[0012]«, at ogsaa her den egentlige Elsker gaaer glip af Pigen, idet Heltinden forenes med en »Albert[lv]«, der er ligesaa ulastelig som uinteressant. Det er lærerigt at see en Type som Wolmar[lvi] omdannes fra den ene Litteratur til den anden uden at miste sit Præg; efter at have spillet Alberts[lvii] Rolle i »Werther[0013]«, dukker han op i vor egen Litteratur som Eduard[lviii] i »Forførerens Dagbog[0014]«.
Og saa endnu et Træk, det sidste. Løsenet »Natur« maa opfattes aldeles bogstaveligt. For første Gang fremtræder paa Fastlandet den egentlige Naturfølelse i Romanen og afløser Kjærligheden til Saloner og Haver. Hvilken Afstand fra Sceneriet hos Marivaux[LIX] og Watteau[LX]!
I hvilke Omgivelser stiller paa Ludvig den 15des[LXI] Tid Poesi og Malerkunst sine Personer?*)
Hvad man under Ludvig den 14de[LXII] havde tilstræbt i Bygningskunsten var det Imponerende. Man ofrede endog ethvert Hensyn til Velvære og Comfort for den kolde Pragtsyge og den stive Etiquette. Hvo der har seet Ludvig den 14des[LXIII] Soveværelse i Versailles[d] vil indrømme, sjeldent at have seet et mere utaaleligt beliggende Sovekammer. Nu afløses de ubeboelige og majestætiske Sale af »les petites maisons«, som enhver Verdensmand |46| da besad dem, i hvilke den lette Conversation og den yppige Letfærdighed fandt sig lige vel tilpas. Derfor forsvinde i Architekturen de store, simple Forhold, de rene og klare Massevirkninger. Stenens Haardhed og Tyngde fornegtes, Liniens Strenghed brydes, Alt bliver rundt og bølgende, alle Linier blive udsvævende og skeie ud. Barokstilen naaer baade i Bygnings- og i Billedhuggerkunsten sit Høidepunkt. Overalt forekomme uendeligt gjentagne Amorer og Gratier, ganske som paa Prent i Voltaires[LXIV] »poésies fugitives«. I Haverne omfavner den bukkefodede Pan slanke, hvide Nympher ved det kunstige Vandspring. I Malerkunsten opstaae hine landlige Billeder, hvis fjerne Forbillede er Rubens’s[LXV] Kjærlighedshave, men som istedenfor dennes brede Livsglæde og svære Figurer have ligesom henaandede og fine Skikkelser i coquette Dragter og istedenfor Rubens’s[LXVI] djærve Sandselighed erotisk Leg, Leflen og Hvisken, en Baggrund af skyggefulde Gange med stille Skjul, med yppige Statuer og friske Grønsværtæpper.Under Ludvig den 14de[LXVII] havde hele Dragten været stiv; man bar store Opslag og Kraver, selv Kjole- og Vesteskjøderne vare afstivede, Halskraven og Manchetterne stive, saa at ingen Fold kunde forandres; den ubekvemme Allongeparyk nødvendiggjorde en gravitetisk Holdning. Under Regentskabet gik Alting ud paa Tvangløshed og Lethed. Skjødernes stive Foer for|47|svandt, istedenfor den store Allongeparyk traadte det pudrede Haar, stivt friseret, saa at ingen nok saa hastig Bevægelse kunde bringe det i Uorden; overalt i Dragt og Væsen paatog man sig en vis Skjødesløshed. Man opholdt sig i Boudoirs. Som Thee og Caffe indførtes fra Østerland, saaledes ogsaa den østerlandske Sopha, der giver Crébillon fils[LXVIII] Titlen til hans mest bekjendte og mest berygtede Fortælling. Den bløde Lænestol fortrænger den høie, ubekvemme, i Ryggen aldeles lige Armstol. Bohavet bestaaer af svære Silkegardiner, som vellystigt dæmpe Lyset, af store Speile i Guldrammer, af rigtforzirede Stueuhre, af yppige Malerier og snørklede Meubler. Hele Værelset dufter af vellystig Parfume.
Lad os herfra kaste et Blik paa Sceneriet i »La nouvelle Héloïse[0016]«.
De veed hvor Rousseaus[LXIX] Statue nutildags staaer. Det er paa en lille Ø, der ligger i Genfersøen[e], hvor dens Sydspids borer sig ind i Génève[f]. Denne Egn er en af de deiligste i Verden. Gaaer De lidt forbi Øen over endnu en Bro seer De tydeligt Rhonen[g] styrte sig brusende og skumhvid som et Trollhättafald[h] ud af Søen. Nogle Skridt endnu, og De seer dens hvide Strøm løbe sammen med Arves[i] graalige Snevand. Floderne løbe ved Siden af hinanden, bevarende hver sin Farve. Langt borte seer De Montblancs[j] hvide Snespids mellem to mægtige Alperygge. Henad Aften blive disse |48| Bjergrygge mørke og over dem sees Sneen paa Montblanc[k] glødende som blege Roser. Det er som om Naturen havde samlet alle sine Modsætninger her. Selv i den mildeste Aarstid mærker man, naar man nærmer sig de brusende hvidgraa Bjergstrømme, en isnende Kulde. Paa en eneste Spadseretour føler man i Læ hed Sommer, faa Skridt videre barskt Efteraar med bidende Vind. Man gjør sig intet Begreb om Luftens kolde Friskhed og Styrke her. Kun Solen minder om Syden og Stjernernes stærke Tindren ved Nat. Det seer ud som hang de løse i Luften. Og Luften selv er, som var det et stærkt massivt Legeme, man indaandede.
Seil da op ad Søen til Vevey[l]! Bag Vevey[m] Alpeskrænterne med de sydlandske friske Træer og Vinhaver. Hinsides Søen de mørkeblaa uhyre Klippemure, der lukke Udsigten ogsaa til Søens Sider, alvorlige, truende, mens Solen leger med Lys og Skygge ned ad Bjergsiderne. Ingen Sø er blaa som Genfersøen[n]. Seiler man paa en smuk Sommerdag ned ad den, ligner den blaat Atlask, der changerer i Guld. Dette Land er et Feeland, et Drømmeland, hvori mægtige Bjerge kaste deres sorteblaa Skygger ned i et himmelblaat Vand under en tindrende, straalende Sol, der mætter Luften med sine Farver. Seil saa lidt længere op ad Søen til Montreux[o]! Klippefæstningen Chillon[p], hint Fængsel, i hvilket Middelalderens barbariske Grusomhed |49| har samlet alle sine Pinselsredskaber, ligger ude i Vandet. Dette Vidnesbyrd om vilde, voldsomme, frygtelige Lidenskaber ligger her i en Natur, som kan kaldes fortryllet. Her er Søen aaben, Skuet mindre aparte, Climaet mere sydlandsk end ved Vevey[q]. Man seer som et hemmelighedsfuldt Blaalys, i hvilket Himlen, Alperne og Lemansøen smelte sammen. Gaa saa nogle Skridt videre til Clarens[r] og stands i hin Kastanielund, som den Dag idag kaldes »Bosquet de Julie«[s]. Den ligger høit oppe paa en Udpynt; fra den seer De Montreux[t] ligge inde i Bugten lunt og gjemt; kast et Blik omkring Dem og De vil forstaae, at det var fra dette Sted, at Naturfølelsen udbredte sig over Europa[u]. Thi De staaer her i Rousseaus[LXX] Fødeegn og paa Skuepladsen for hans »Nouvelle Héloïse[0017]«. Det var dette Sceneri, som fortrængte Regentskabstidens.
højresiderne i kapitel 1 har i førsteudgaven klummetitlerne »Le génie du christianisme.«, »La nouvelle Héloïse.«, »Marivaux's Theater.« og »La nouvelle Héloïse.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
dvs. fuldbyrdelse af inkvisitionens domme over kættere, der ofte blev brændt på bålet.
kristne felttog fra 1090'erne og et par århundreder frem i Mellemøsten og Europa; det oprindelige formål var at befri byen Jerusalem fra muslimsk herredømme, sidenhen tillige at tvangskristne andre folkeslag.
i 1801 indgik Frankrig og den katolske kirke en aftale (et konkordat) om forholdet mellem religion og stat.
under Den Franske Revolution havde man i Frankrig afskaffet religion, dvs. kristendom, og forbudt kirkelig praksis. Den blev atter tilladt i 1801.
en teaterrolle som en snu og beslutsom ung pige, ofte en kammerpige. Hun er en fast figur i en del komedier fra 1700-tallet, jf. Pernille i Ludvig Holbergs komedier.
delvis parafrase over Paul de Saint-Victors forord til Théâtre de Marivaux, 1863 Marivaux 1863:ii.
(fr.) koket flirten.
GB sigter til Bjørnstjerne Bjørnsons tidlige romantiserede fortællinger, fx Synnøve Solbakken, 1857, Arne, 1859, og En glad gut, 1860.
(fr.) buskads.
dvs. jævnbyrdige i social henseende.
den 2.10.1808 var Goethe i privataudiens hos kejser Napoleon 1. i Erfurt. Senere i samtiden har flere personer hver for sig skriftligt refereret, hvad de i tiden derefter havde erfaret om denne samtales indhold. I nogle selvbiografiske optegnelser nævner Goethe selv samtalen, herunder Napoleons velbegrundede kritik af et ikke nærmere udpeget sted i Die Leiden des jungen Werther, 1774. GBs referat af Napoleons Wertherkritik er bygget på andre kildeudsagn end Goethes Goethe: Werke 2000, 10:544-547 og 784-787.
»la Régence«, i fransk historie perioden mellem den 5-årige kong Ludvig 15.s tronbestigelse i 1715 og hans myndighedsalder i 1723.
dvs. Julie ou la Nouvelle Héloïse, 1761.
der henvises til spredte steder (lat. »passim«) i den tyske litteraturforsker Hermann Hettner: Geschichte der französischen Literatur im achtzehnten Jahrhundert, 1860. Bogen er et bind i Hettners store værk Literaturgeschichte des achtzehnten Jahrhunderts, 1856-1870.
(fr.) de små huse.
(fr.) flygtig, let digtning. Prosa og lyrik i kort pointeret form, fx epigrammer, kan henregnes til denne kategori.
i græsk mytologi har hyrdeguden Pan gedebukkelignende træk og skildres undertiden i selskab med unge afklædte nymfer. Nyfremstillede have- og parkfigurer med dette motiv var på mode blandt 1700-tallets aristokrati.
der sigtes til Claude Prosper Crébillon: Le Sopha. Conte moral, 1740.
dvs. rigt udsmykkede stueure.
GB hentyder til øen l'Île Rousseau, hvor den franske billedhugger James Pradiers statue af den siddende Rousseau var blevet opstillet i 1835.
la Régence, i fransk historie perioden mellem den 5-årige kong Ludvig 15.s tronbestigelse i 1715 og hans myndighedsalder i 1723. GB synes i sammenhængen at lade betegnelsen dække en større del af 1700-tallet.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.