Byron[I] siger om »Adolphe[0001]« i sine Memoirer: »Jeg sender Dem hermed »Adolphe[0002]«, den indeholder mørke Sandheder, men efter min Mening er den et altfor sørgeligt Værk til at den nogensinde kan blive populair. Jeg læste den første Gang i Schweitz paa Opfordring af Mme de Staël[II].« Hun selv siger et Sted om denne Bog: »Jeg |133| troer ikke paa, at alle Mænd skulde være Adolphe[iii], men kun de forfængelige Mænd.« Byrons[IV] Ord ere mærkelige nok, thi er der Noget, hvortil Byron[V] i sine Udtalelser lidenskabeligt vender tilbage, saa er det til Umuligheden af at finde Lykken i Ægteskabet, og er der Noget, som »Adolphe[0003]«, der jo indeholder »mørke Sandheder«, vil bevise, saa er det Umuligheden af at finde Lykken udenfor Ægteskabet. Hvor er da Lykken i det moderne Samfund? Det var til dette Spørgsmaal, at alle hine store Aander i Aarhundredets Begyndelse bestandig kom tilbage, og det er dette Spørgsmaal, som uafbrudt sætter Mme de Stäel’s[VI] Sjæl i Bevægelse, og som udgjør Grundtrækket i alle hendes Skrifter. Allerede i sit Skrift om Lidenskabernes Indflydelse stiller hun Lidenskaberne i Forhold ikke til Begrebet Pligt, men til Begrebet Lykke, og undersøger den høiere eller ringere Grad i hvilken de gjøre Indgreb i vor Lykke, og det Ideal, som eftertragtes baade i »Delphine[0004]« og i »Corinna[0005]«, er Lykken i Kjærligheden. Usandsynligheden af at finde den i Ægteskabet, som det moderne Samfund har ordnet dette, Umuligheden af at finde den udenfor det ere faste Grundtanker, og den Kamp, som hos Forfatterinden stadig forekommer mellem den huslige Lykke og den ædle Ærgjerrighed eller den frie Lidenskab, er egentlig kun Udtryk for en lang Elegi; hverken Geniet eller Lidenskaben lade sig forene med den |134| huslige Lykke, og hvad Geniet og dets Ledsager, Hæderen, angaaer, da er dets Bane kun et Nødanker, som gribes af Kvinden, naar hun er bleven ramt til Døden i alle sine Forhaabninger og alle sine Drømme. For Mme de Staël[VII] er Hjertet Alt, selv Hæderen er hende kun et Middel til at erobre Hjerter, hun siger selv: »Idet jeg søgte Hæderen, har jeg altid haabet, at den vilde bringe Folk til at elske mig.« Et andet Sted siger hun: »Lad os ikke unde vore uretfærdige Fjender og vore utaknemmelige Venner den Triumph at have nedslaaet vore aandelige Evner. De reducere Den til at søge Hæderen, der saa gjerne havde nøiedes med Følelserne.« Det var ogsaa først da hendes Ungdom blegnede at hendes Hæder begyndte. Men hvorledes kan Hæderen være et Nødanker? Er vel dette en Udvei, som staaer til Enhvers Raadighed? Man maa vide, at Mme de Staël[VIII] kun troede paa en yderst ringe Forskjel mellem Geniet og det almindelige Menneske. Denne sværmeriske Tilhængerinde af Ligheden ansaa ogsaa i Henseende til Evner Menneskene for væsentlig lige, og det er denne dybe Følelse af Lighed, som giver Aarhundredets Melancholi hos hende et særegent Præg. Denne Melancholi er nemlig ikke blot den almeen menneskelige, den, som beroer paa, at to Mennesker, der elske hinanden, altid med fuld Vished kunne sige til hinanden: Enten vil jeg opleve den Dag, da Du ligger som et Lig, |135| eller Du den Dag, da jeg ligger som et Lig. Det er ikke heller den samme egoistiske Melancholi, som er et af Tidens Charaktermærker; det er en sympathetisk, som har sin Grund i Revolutionstidens Lighedsideer, det er Sorgen over Uligheden i Menneskenes Vilkaar, som faaer en rent individuel Nuance ved dette Genies eiendommelige Moderlighed og Hjertelighed. Datter[IX] af den ædle Necker[X], med en reformatorisk Begeistring som Fædrenearv, deltager hun først med den reneste Enthousiasme i Bevægelsen af 89 det vil sige Borgerrevolutionen, da med Aaret 93 fjerde Stands Revolution begynder og Rædselsherredømmet indtræder, er det at hun flyer til Coppet[a] ved Genfersøen[b], og det er i denne fredeligt smilende Egn, at hun lever i en Stilhed, som kun afbrydes ved Guillotinens dumpe Slag i det Fjerne. Da senere Terrorismen er vegen for Despotiet, kalder dette alle hendes Evner i Vaaben. Samme Aar som Napoleon[XI] afslutter Concordatet med Paven og gjengiver Geistligheden dens gamle Indflydelse† , udgiver hun, den protestantiske Forfatterinde, »Delphine[0006]«, der blev opfattet som det mest umoralske og skjændige Indlæg for Berettigelsen af Skilsmisse. I »Corinna[0007]« endelig, som udkom paa en Tid, da det var Forfatterinden umuligt at faae endog blot en Bladartikel trykt paa fransk Grund, see vi det kvindelige Geni i fuld Kamp med Samfundet.
Mere end een Gang har jeg brugt dette Ud|136|tryk »Kamp mod Samfundet«, og vi have bestandig seet den skildret som frugtesløs. Hvad er da dette Samfund, og hvad betyder denne Individets Kamp? Er Samfundet da Andet end et Udtryk for Individernes forenede Villie, og er der da ikke mere Fornuft i den end i det enkelte tilfældige Individs? Det er vanskeligt at definere hint Ubestemmelige, som man betegner som Samfundet. Det er en Combination af Love, af Vedtægter, af Anskuelser og Antagelser af den mest forskjellige Herkomst, nogle naturlige eller dog forklarlige, andre absurde, nogle af ny Dato, andre fuldstændig forældede, der næsten alle uden Undtagelse, dels paa Grund af Menneskenaturens Ufuldkommenhed, dels paa Grund af Majoritetens Bornerthed, beroe paa en falsk eller dog mangelfuld Indsigt i Menneskevæsenet.
Samfundsregelen har for det første den Mangel, at den er almindelig, det vil sige, eens for Alle, men alt Almindeligt fordrer utallige Ofre. Regelen er som en Prokrustes-Seng, paa hvilken det enkelte Individ rækkes og strækkes, tilhugges og kappes, saalænge til det passer. Saaledes er f. Ex. Sproget noget Alment. Vi bruge Alle det samme. Deraf følger, at Enhver, der vil udtrykke sig i Sproget og som besidder nogen Originalitet, er tvungen til uophørlige Ofre. Da han ikke selv kan skabe sit Udtryk, men forefinder det, nødes han til snart at slaae af, snart at overdrive, snart |137| at gribe ved Siden af. Ikke i eet blandt tusinde Tilfælde besidder Sproget et Udtryk for den Nuance af Følelse, den ganske eiendommelige Sandsning, den særegne Drift, som han vil udtale. Al vor Tale er en Tilnærmelse til det, vi mene, unøiagtig, mat og flau. Heraf saamange store Skribenters Tilbøielighed til ved Ordlaveri, ved bizarre Vendinger eller Lignelser at give deres Sprog en mindre almindelig Charakter.
I Samfundet bliver dette det Almenes Herredømme til Tyranni. Hvor særegent end Individet er beskaffent, det behandles ligesom alle de Andre. Det geniale Individ er stillet som en Skoledux i en ussel Klasse. Han maa atter og atter høre den gamle Lectie om, atter og atter høre den gjentage; det er nødvendigt for Fuxens Skyld, som endnu ikke kan den, og endnu mindre kan undvære den.
De samme religiøse Fordomme, de samme moralske Regler, de samme selskabelige Tvangsbestemmelser som for Fuxenes Skyld ere blevne repeterede nogle hundrede Aar, maa Duxen underkaste sig som de Andre. Hvilken Kilde til Kjedsomhed, til Fortvivlelse og til frugtesløst Oprør!
Om Samfundet gjælder hvad Schiller[XII] siger i sit Epigram, »at hver enkelt af dets Medlemmer taget for sig, kan synes nogenlunde klog og forstandig, men at det hele Samfund, naar det optræder in corpore, bliver til et uhyre Dummer|138|hoved.« Enhver Magt er tyrannisk i samme Grad, som den er dum, og Individet fødes som dens Undersaat. Medens det Naturlige vilde være, at Individet formede sig selv sine Anskuelser og sine Principer om de høieste Ting, gav sig selv Love for sin Opførsel og efter Evne søgte Sandheden med sin egen Hjerne, forefinder Individet ved sin Fødsel først en færdig Religion, i ethvert Land en forskjellig, dets Forældres, som længe før det selv føler eller tænker religiøst, bliver det indpodet; saaledes kvæles i Spiren al religiøs Productivitet, eller kvæles den ikke, saa ve Individet! det er en Handske kastet til Samfundet. Saaledes forefinder Individet en færdig offentlig Moral, og denne Moral understøttes af en færdig offentlig Mening. Da een Part af Menneskeheden maa betragtes som vilde Dyr, en anden Part som sande Aber og den aldeles overveiende Majoritet som Dosmere og Ignoranter, er det let at see, i hvad Forhold til Sandheden den offentlige Moral og den offentlige Mening i Almindelighed vil staae.
Mme de Staëls[XIII] »Delphine[0008]« bærer det modløse og resignerte Motto: »En Mand bør forstaae at trodse den offentlige Mening, en Kvinde at underordne sig den«, et Motto, til hvilket Bogens Indhold svarer, men som dens Aand og selve dens Udgivelse ligefuldt modsiger. Jeg har allerede sagt, at den udkom i Concordatets Aar; den angriber det uopløselige Ægteskab og de kirkelige |139| Løfter netop i det Øieblik, da Lovene om Ægteskabet skjærpedes og da Kirken gjenvandt sin gamle Magt.
Bogen svarer til sit Motto, forsaavidt som den igjennem sin Heltindes Skjæbne lærer, at den Kvinde, der selv efter nok saa ædelmodig og nok saa langvarig en Opofren af sit eget Vel, og om det saa blot var for at forhindre sin Elskedes Undergang, træder i Opposition mod Samfundet, redningsløst maa gaae tilgrunde. Den modsiger dette Motto, forsaavidt som den skrigende Uretfærdighed i denne Skjæbne taler stærkere end nogen Declamation mod det Bestaaende om Samfundets Usselhed og om Urimeligheden af den Magt til at kue og ulykkeliggjøre, som Menneskenes Kortsynethed og Umandighed have tildelt forældede Institutioner, under hvis Tryk Delphine[xiv] knuses. Hun skildres strax fra Begyndelsen af som et høiere Væsen, ren, hjertensgod, livfuld og ved selve sin Renhed hævet over Samfundets pharisæiske Moral. Ingen Scene maler skjønnere Delphines[xv] Charakter end den, hvor hun, da den ulykkelige, ilde omtalte Mme de R.[xvi] træder ind i Tuileries-Salen, og da alle Damerne øieblikkeligt reise sig fra deres Stole og gaae over paa den anden Side, saa et stort aabent Rum danner sig om den udpegede Stakkel, ene skrider hen over Gulvet og sætter sig ved Siden af den, paa hvem |140| alle de andre Kvinder kappedes om at kaste den første Sten.
Ved en Række af næsten djævelske Opspind og Intriguer lykkes det en af Bogens Hovedpersoner, en kvindelig Talleyrand[XVII], at fjerne Delphine[xviii] fra hendes Elskede og at forene ham med et Delphine[xix] antipodisk Væsen, den kolde og devote Mathilde[xx], der af den Forraadte ovenikjøbet, uden at Nogen aner det, modtager den uhyre Medgift, ved Hjælp af hvilken Ægteskabet bringes istand. Da Bedraget opdages og alle Intriguerne ligge aabne for Synet, ere Mathilde[xxi] og Léonce[xxii] forenede og forenede til det unaturligste Par, som nogen Virkelighed og nogen Roman kan opvise. Omkring dette Par ere i Bogen nogle andre ligesaa afskyelige Ægteskaber og ligesaa ulykkelige Kjærlighedshistorier grupperede for at sætte Hovedtanken i det rette Relief; Henri de Lebensei[xxiii], hvis Skikkelse er et idealiseret Portrait af Constant[XXIV], kan ikke forenes med sin Elskede før efter hendes Skilsmisse fra en Mand, med hvem hun efter sine egne Ord ikke kunde leve uden at give Afkald paa Alt, hvad der maatte findes i hendes Sjæl af Godt og Ædelt, og M. de Serbellane[xxv] staaer i et ligesaa haabløst Forhold til Thérèse d’Ervins[xxvi] som Delphine[xxvii] til Mathildes[xxviii] Ægtemand.
Som et saa rent og opofrende Væsen er Delphine[xxix] fremstillet, at Tanken om Muligheden af en Forening med Léonce[xxx], der nødvendigvis vilde |141| gjøre Indgreb i hans Hustrus Lykke, af hende vises tilbage med en Energi, der bevirker, at hun aldrig tillader ham endog blot at dvæle ved denne Tanke. Tvertimod hun beroliger ham, hun henviser ham til en dybere Moral og Religion end den, hvori han som et Barn af det nylig bortgangne 18de Aarhundrede lever: »Léonce, jeg troede ikke hos Dem at finde en saadan Ligegyldighed for de religiøse Ideer; jeg vover at gjøre Dem Bebreidelser derfor. Deres Moral er kun grundet paa Æren; De vilde have været meget lykkeligere, om De havde antaget de simple og sande Principer, som underkaste vore Handlinger under vor Samvittighed og befrie os fra ethvert andet Aag. De veed det: den Opdragelse, jeg har modtaget, har, langt fra at trælbinde min Aand, snarere gjort den altfor uafhængig. Det er muligt, at endog overtroiske Forestillinger passe bedre for Kvindernes Bestemmelse end Aandsfrihed; disse svage og vaklende Væsener trænge i alle Retninger til Støtte, og Kjærligheden er en Slags Lettroenhed, der maaskee er tilbøielig til at forene sig med alle andre Arter af Lettroenhed og Overtro; men den ædle Beskytter af min Ungdom havde Agtelse nok for min Charakter til at ville udvikle min Fornuft, og aldrig har han forlangt af mig, at jeg skulde antage nogen Mening uden at have gjennemtrængt den eller tilegnet mig den med min egen Fornuft. Jeg kan |142| da tale med Dem om den Religion, jeg elsker, som om enhver anden Gjenstand, hvilken mit Hjerte og min Forstand frit have prøvet, og De kan ikke tilskrive det, jeg vil sige Dem, paabudne Vaner eller Barndommens ureflecterede Indtryk […] Sæt Dem da ikke, Léonce, imod den Trøst, som den naturlige Religion skjænker os.« Hører De Efterklangen af Rousseau[XXXI], Reactionen mod Voltaire[XXXII] i disse Ord, som Neckers[XXXIII] Datter[XXXIV] lægger sit andet Jeg i Munden?
Men Handlingen udvikler sig og snart lader den unaturlige Forbindelse sig ikke mere opretholde, den unaturlige Ulykke sig ikke mere udholde. Henri de Lebensei[xxxv] skriver det Brev for at tilraade Skilsmisse, der blev Romanens Ulykke og der faldt som en Brandfakkel midt ind i den clericale Leir. Han siger til Delphine[xxxvi]: »Den, som De elsker, er Dem bestandig værdig, Frue; men hverken hans eller Deres Følelse formaaer Noget mod den Situation, hvori en ulykkelig Skjæbne har stillet dem begge. Der staaer kun eet Middel tilbage til at gjenoprette Deres Rygte og til at gjenvinde Lykken. Saml for at høre mig alle Deres Kræfter. Léonce[xxxvii] er ikke uigjenkaldeligt knyttet til Mathilde[xxxviii]. Léonce[xxxix] kan endnu blive Deres Ægtefælle; Skilsmisse vil om en Maaned blive vedtaget af den constituerende Forsamling.« De erindrer, at Bogen fremkom paa en Tid, da det katholske Ægteskab blev gjenindført |143| i Frankrig. Jeg uddrager endnu nogle Steder af hans Brev: »De, der fordømme Skilsmisse, hævde, at deres Anskuelse er mest moralsk; var det saa, burde de sande Philosopher antage den; thi Tankens første Formaal er at lære vore Pligter at kjende i deres hele Udstrækning; men jeg vil i Forening med Dem undersøge, om de Principer, der bringe mig til at bifalde Skilsmisse, ikke stemme overeens med Menneskets Natur og med de menneskekjærlige Hensigter, vi bør tillægge Guddommen. Uopløseligheden af uharmoniske Ægteskaber gjør Livet til en Række af haabløse Ulykker. Man siger vel, at det her kun gjælder om at trænge ungdommelige Tilbøieligheder tilbage, men man glemmer, at Ungdommens tilbagetrængte Tilbøieligheder blive Alderdommens evige Sorger. Jeg negter ikke alle de Ulemper, der ere forbundne med Skilsmisse, eller rettere alle de Ufuldkommenheder i den menneskelige Natur, der gjøre Skilsmisse nødvendig; men midt i et civiliseret Samfund, der Intet har imod Convenients-Ægteskaber eller mod Ægteskaber, som stiftes i en Alder, i hvilken det er umuligt at forudsee Fremtiden, et Samfund, hvis Love hverken kunne straffe de Forældre, der misbruge deres Autoritet, eller de Ægtefæller, som opføre sig slet imod den anden Part, i et saadant Samfund er Loven, idet den forbyder Skilsmisse, kun streng imod Ofrene, hvis Baand den paatager sig at snøre fastere til, uden |144| dog at kunne indvirke paa de Omstændigheder, der gjøre dem lette eller frygtelige at bære. Den synes at sige: Jeg kan ikke sikre Eders Lykke, men jeg skal idetmindste garantere Varigheden af Eders Ulykke.«
I saa veltalende Udtryk er i denne Roman formuleret hvad man da og senere har kaldt Mme de Staëls[XL] Angreb paa Ægteskabet. I Virkeligheden er det, som De vil see, kun et Angreb paa den bindende og kuende Magt, som Samfundet, der jo fra først af blev civiliseret af Geistligheden paa en Tid, da al aandelig Magt var Kirkemagt, har givet Ungdommens første Følelsesindtryk i de katholske Lande ved Lovgivningen, i de protestantiske Lande ved Opinionen, hvis strenge Justits der spiller samme Rolle som Ægteskabslovene hist. Protesten gaaer ud fra, at Ægteskabet kun da er, hvad det kaldes, et sædeligt Ideal, naar de to Mennesker, der i et givet Øieblik af deres Liv love hinanden Troskab og uafbrudt Samliv for Resten af deres Dage, virkeligt kjende og elske hinanden, og den gjør Rede for den uhyre Vanskelighed, som det er for Mennesket at lære sig selv og et andet Menneske tilbunds at kjende. Naar et Ægteskab maa have den gjensidige Forstaaelse til sin Grundvold, saa existerer det jo i Virkeligheden ikke, naar denne mangler. Skal ikke ethvert Forhold være et Sindbillede paa noget Levende, ikke et Gravmæle over noget Dødt? |145| Kan et helt Liv bygges snart paa en Rus, snart paa en Løgn, snart paa et af Frygten fremtvunget Ja? I alle de Tilfælde, hvor Ægteskabet ikke hviler paa en bedre Grundvold, er dets Hellighed chimærisk og beroer derpaa, at et Ideal er givet ud for en Virkelighed.
Delphine[xli] lader sig imidlertid ikke overtale; Bogens Løsen tro, at en Kvinde maa underkaste sig Opinionen, beslutter hun endog at lægge en, uanseet Léonces[xlii] Ægteskab, afgjørende Hindring mellem sig og ham. Da hans Hustru døer, har hun taget Sløret. Den samme Kamp mod et som helligt betragtet Løfte vender da nu paany tilbage, kun i en anden Form. Atter denne Gang er det Henri[xliii], som taler Oppositionens Sag, men nu til Léonce[xliv]: »Er De istand til at høre et modigt, gavnligt, energisk Raad, et Raad, som frelser Dem af Ulykkens Afgrund? Skulde De formaae at tage et Parti, der ganske vist saarer Alt, hvad De hidtil i Deres Liv har skaanet, Opinionen og Vedtægten, men der stemmer med Moral, Fornuft og Menneskelighed? Jeg er født Protestant, jeg er — det indrømmer jeg — ikke bleven opdraget i Ærefrygt for de vanvittige og barbariske Institutioner, der af saa mange uskyldige Skabninger fordre Opofrelse af alle naturlige Tilbøieligheder; men bør man have ringere Tillid til min Dom, fordi ingen Forudindtagenhed paavirker den? Den stolte, den ædle Mand bør kun adlyde den |146| universelle Moral. Hvad betyde disse Pligter, som have deres Udspring i tilfældige Omstændigheder, som afhænge af Lovenes Luner eller af Præsternes Villie, og som underkaste et Menneskes Samvittighed andre Menneskers Dom, Mennesker, der allerede længe have trællet under fælles Fordommes og navnlig fælles Interessers Aag? Frankrigs Love løse Delphine[xlv] fra det Løfte, som ulykkelige Omstændigheder have fravristet hende; kom og lev med hende paa den fædrene Jordbund! Hvad skiller Eder? Et Løfte, hun har aflagt til Gud? Tro mig, det høieste Væsen kjender for godt vor Natur til nogensinde at ville modtage uigjenkaldelige Forpligtelser. Maaskee er der Noget i Deres Hjerte, som vægrer sig ved at benytte de franske Love, Love, som have fulgt paa en Revolution, De ikke elsker? Min Ven, denne Revolution, som mangen Voldsdaad ulykkeligvis har besudlet, vil af Eftertiden blive skattet for den Frihed, den har skjænket Frankrig; hvis der paa den kun skulde følge forskjellige Former af Trældom, da vilde disse Formers Regimente danne den skammeligste Periode i Verdenshistorien; men hvis Frihed udgaaer fra den, da er Lykke, Ære, Dyd, Alt, hvad der er ædelt i Menneskeslægten, saa inderligt knyttet til Friheden, at Aarhundrederne, som komme, altid uden Strenghed ville bedømme de Begivenheder, som hidførte Frihedens nye Tidsalder.«
Saavidt kjæmper Bogen imod bestemte Insti|147|tutioner, paa hver Side kjæmper den desuden imod det hele vidtforgrenede Væv af gjængse og faste Meninger, af Fordomme, hvormed de fleste Mennesker ere pandsrede Lag over Lag, af Anskuelser, som ikke maa røres, fordi de indenfor saa og saa mange Kvadratmiles Omfang ansees for hellige. I sin tidligste Ungdom forefinder i det moderne Samfund Individet ligesom et uhyre compliceret Costume af Fordomme, som han skal trække paa. »Hvorledes«, spørger han, »er det nødvendigt, at jeg ifører mig denne hullede Kappe? kan jeg ikke slippe for denne gamle Pjalt? er det uundgaaeligt, at jeg skal sværte mig i Ansigtet eller bære denne fromme Faaremaske? — Skal jeg forpligte mig til at mene, at Polichinel ikke har nogen Pukkel, skal jeg troe, at Pjerrot er høiærværdig og ansee Harlekin for en Alvorsmand? Maa jeg slet ikke kigge nogen af dem op i Ansigtet og ikke skrive i nogen Haand: »Jeg kjender Dig, smukke Maske!«? Er der slet ingen Naade? Der er ingen Naade, ifald Du ikke vil prygles af Polichinel og sparkes af Pjerrot og smage Harlekins Brix.«
Lad os tage en enkelt Fordom, den, som i alle Lande uden Undtagelse gjør det til en Forbrydelse for Individet at fraskrive sin Nation det Indbegreb af Dyder, som saa og saa mange canoniserede Polichineller hver Dag fortælle den, at den besidder, hvad de staae sig meget vel ved at |148| gjøre. Det er saadanne Fordomme, som det er vanskeligt for et enkelt Individ at trænge igjennem. Det var saadanne Fordomme, mod hvilke Mme de Staël[XLVI] optog Kampen.
Der gives en eneste stor Idee, som er den farligste af alle for den despotiske Magt, som hvert enkelt Samfunds fastslaaede Anskuelser og Vedtægter udøve. Det er ikke Ideen om det Logiske. Thi hvorvel man skulde troe, at Logiken, ifald man slap den ind i det hele Magazin af Fordomme, som til en bestemt Tid regjere et bestemt Land, vilde foretage samme Ravage iblandt dem som en Tyr i en Glasboutik, virker den absolute Logik dog aldeles ikke paa Menneskenes Flertal. Nei! mere end noget Andet vækker og forbauser det Mængden, ifald man er istand til at gjøre det relativt for den, som forekom den absolut, det vil sige, til at vise den, at det Ideal, som den antager anerkjendt af Alle, kun betragtes som Ideal af saa og saa mange sammenarbeidede Gemytter, medens andre Folkeslag eller andre Stammer have et helt forskjelligt Begreb om det Tilbørlige og Skjønne, at fremdeles den Kunst og Poesi, som mishager den, ansees for den første af hele Racer, medens dens egen, som den anseer for den første i Verden, af alle andre Folkeslag sættes meget lavt, og at det endelig ikke nytter at mene, at alle de andre Folkeslag feile i deres Dom, eftersom netop alle de andre Folkeslag, hvert for |149| sig mene, at alle de andre Folkeslag feile i deres Dom. Skulde jeg derfor med et eneste Ord charakterisere Mme de Staël’s[XLVII] Fortjeneste af det franske Samfund, dets Cultur og dets Litteratur og dermed af Europas, da vilde jeg udtrykke mig saaledes: Hun gjorde, især i sine to Hovedværker, »Corinne[0009]« og »Om Tydskland[0010]«, Frankrigs, Englands, Tydsklands og Italiens humane og litterære Anskuelser og Synsmaader relative for Beboerne af de forskjellige Lande.
Lad mig igjennem et Exempel forklare Dem hvad hermed menes. Man finder f. Ex. hos en Nation en Gruppe af forskjellige Idealer, Pligter og Dyder, der alle af denne Nation ansees for absolut gyldige. Seer man imidlertid nøiere til, bliver man istand til at føre alt dette tilbage til en enkelt Grundanskuelse og eftervise dens rent locale Oprindelse. Forblive vi saaledes ved vor egen Nation, forefinde vi et Ideal af Velvære, som er knyttet til Begrebet »et Hjem«, et ægte nordisk-germanisk Begreb, hvis engelske Benævnelse »home« er gaaet over som Ord i de romanske Sprog, der selv intet tilsvarende Ord besidde. Til Hjemmet svarer Begrebet »Hyggelighed«, et uoversætteligt Ord, som har sit Udspring i Glæden over at kunne sidde lunt og veltilpas inden fire Vægge. Oprindelsen til dette Ideal er let nok at finde; en Nation, som lever under raae climatiske Forhold, i en kold og barsk Natur, finder den |150| samme Glæde ved Tanken om at kunne sidde varmt ved Arnestedet, mens Sne og Regn forgjæves pidske mod den veltillukkede Rude, som en sydeuropæisk eller østerlandsk Race finder ved Tanken om at kunne sove under aaben Himmel, det vil sige under den varme og pragtfulde Stjernehimmel, og kunne tilbringe den svale Nat med Dands, Spil og Sang i det Frie. For Den, som lever i den kolde Natur, knytter Ideen om Huset sig snegleagtigt til Ideen om Mennesket. Det svenske Ord »Varelse«, som betyder »et Væsen«, er det samme Ord som det danske »Værelse«, der betegner Stedet, hvor man opholder sig. Man kan ikke tænke sig Væsenet uden Opholdsstedet. Saaledes betyder det tydske Ord »Frauenzimmer« ordret ikke en Kvinde, men et Kvindeværelse, hvilket svarer til, om vi Danske kaldte en Mand for et Karlekammer.
Men nu indtræder det Interessante, at en Nation ikke nøies med saaledes at danne sit Ideal af Menneskevæsen, af Velvære og Lykke som rent localt, men heraf udleder et helt stort Indbegreb af Pligter og Dyder, som den betragter som almeengyldige; den anseer sig selv som den første Nation, fordi den overholder disse Pligter og besidder disse Dyder — hvad der er naturligt nok, siden de ere afledede af dens egne Eiendommeligheder — og den laster desuden alle de Nationer, hos hvilke de fattes. Hjemmet holder |151| f. Ex. Familien sammen, følgelig priser den Nation, som har »Hjem«, Familielivet fremfor Alt, og laster Sydboerne, fordi Familielivet hos dem ikke spiller samme Rolle. Et Ord som »Arnen« faaer en Ærværdighed, som det aldrig kunde faae under Troperne, Ordet »huslig« kommer til at betegne Kvindens høieste Dyd og strengeste Pligt, og denne Race vil mindst af Alt lade sig sige, at alle disse dens store Idealer, Hjemmet, Hyggeligheden, Husligheden, Familielivet, lade sig udlede af en eneste, grumme simpel, grumme lav climatisk Nødvendighed, Nødvendigheden af kunstig Varme. Uden kunstig Varme, i Sollysets fulde Pragt vise alle hine skjønne Idealer, Pligter og Dyder sig — ikke usande men relative.
De forstaaer nu hvad jeg mener med at Mme de Staël[XLVIII] gjorde de forskjellige Nationers Fordomme relative for dem.
højresiderne i kapitel 11 har i førsteudgaven klummetitlerne »Mme de Staël.« og »Delphine.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
af et brev fra Lord Byron, dateret 6.5.1823, til Lady Blessington.
af et brev fra Madame de Staël, dateret 30.6.[1816], til la duchesse de Duras. Brevet er gengivet i C.A. Sainte-Beuves Portraits de femmes, 1844 Sainte-Beuve 1844:125, note 1.
citat fra Madame de Staël: Corinne ou l'Italie, 1807, Livre IV, Chapitre III Staël 2000:69.
citat fra Madame de Staël: De la littérature considérée dans ses rapports avec les institutions sociales, 1800 Staël 1800:vi.
dvs. udbruddet af Den Franske Revolution i 1789.
dvs. 1793.
Madame de Staëls brevroman Delphine udkom sidst i 1802 og bærer på titelbladet udgivelsesåret 1803.
den 15.7.1801 indgik Frankrig og den katolske kirke en aftale (et konkordat) om forholdet mellem religion og stat.
ifølge et antikt græsk sagn lagde røveren Prokrustes sine fanger på en seng; de, der var for høje i forhold til sengens længde, huggede han kortere, og de, der var for lave, sørgede han for blev strakt.
af Friedrich Schillers epigram »Gelehrte Gesellschaften«, 1796 Schiller 1992, 1:278.
(lat.) samlet, som helhed.
formodentlig et skjult citat. I sit essay om Ernest Renan, 1872 og senere, beretter GB om sit besøg i 1870 hos Renan og citerer ham for udsagnet: »De fleste Mennesker er slet ikke Mennesker, men Aber« Brandes 1899, 7:4-5.
et citat fra bogen Mélanges extraits des manuscrits de Madame Necker, anonymt udgivet i Paris 1798 af Suzanne Curchod Necker, der var mor til Madame de Staël. Citatet anvendte Madame de Staël som motto for sin brevroman Delphine, 1803 Staël 2004:1.
den 15.7.1801 indgik Frankrig og den katolske kirke en aftale (et konkordat) om forholdet mellem religion og stat. Madame de Staëls brevroman Delphine udkom sidst i 1802 og bærer på titelbladet udgivelsesåret 1803.
en sal i det kongelige slot Tuilerierne (les Tuileries) i Paris.
allusion til Det Nye Testamente, hvor Jesus i beretningen om kvinden, der er grebet i ægteskabsbrud, siger: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende« (Johannesevangeliet 8,7).
citat fra Madame de Staëls brevroman Delphine, 1803, Troisième Partie, Lettre XIV Staël 2004:319-320 og 321.
citat fra Madame de Staëls brevroman Delphine, 1803, Quatrième Partie, Lettre XVII Staël 2004:444.
citat fra Madame de Staëls brevroman Delphine, 1803, Quatrième Partie, Lettre XVII Staël 2004:445-446.
kimærisk, dvs. et fantasifoster, en indbildning.
dvs. blevet optaget i en nonneorden, har aflagt klosterløfte.
citat fra Madame de Staëls brevroman Delphine , 1803, Sixième Partie, Lettre XII Staël 2004:638-640.
sandsynligvis GBs egen dramatiserede videreudvikling af den tankegang, som ifølge hans udlægning er et hovedsigte i Madame de Staëls roman Delphine: individets kamp mod samfundets konventioner og fordomme.
tre figurer fra maskekomedien, også kaldet la commedia dell'arte, en folkelig italiensk teatergenre, opstået i 1500-tallet. Improvisation, stereotype figurer og satire rettet mod patriarkalsk magtfuldkommenhed karakteriserer genren, der videreudvikledes i Frankrig og andre steder. Den psykologisk nuancerede figur Polichinelo kaldes også Pulcinella.
GB giver i Levned - i forbindelse med sin beretning om hans første Italiensrejse - et kort resumé af denne tankegang, som antagelig er hans egen og originale iagttagelse Brandes 1907, 2:8.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik