Mme de Staël[I] var som skabt til sin historiske Mission. Hun besad den mest overordentlige Grad af Livfuldhed. Man kan i Almindelighed dele de reformatoriske Aander i 2 Klasser; til den første hører den Art Opdagere eller Opfindere, der bringe et enkelt betydningsfuldt Værk til Verden og saa roligt lade det staae hen, indtil det forstaaes og anerkjendes, maaskee først efter deres Død. Til den anden Klasse høre de |152| Aander, hvis Evne er den at elektrisere, hvis Begavelse er endnu mere mundlig end skriftlig, hvis Ord som Lysstrømme skyde sig hen over det, hvorom de tale, og som ei blot gjøre Indtryk paa Andre, men gjøre Andre productive. Mænd som Steffens[II] eller som Orla Lehmann[III] høre til denne Klasse. De Mennesker, som have kjendt Mme de Staël[IV], have altid erklæret Beundrerne af hendes Skrifter: »Skrifterne ere Intet, De skulde have hørt hende tale«. Hendes Styrke var Conversationen; i det Punkt i det Mindste var hun ægte fransk. En af hendes Kritikere ender saaledes: »Naar man hører hende, er det umuligt ikke at bifalde hende; hvis hun havde sagt dette og ikke skrevet det, havde jeg aldrig kunnet kritisere hende,« og en stor Dame Mme de Tessé[V] sagde om hende: »Hvis jeg var Dronning, vilde jeg befale Mme de Staël[VI] altid at tale til mig.«
Og til Evnen til at elektrisere knytter sig hendes anden store Evne, Evnen til at herske. Hun var en Herskernatur. Det var ikke for Intet at hun blev Bonapartes[VIII] Rival. Ligesom han udvidede hun uophørligt sit Rige gjennem en stedse stigende Mangfoldighed af ophøiede Ideer, af sunde og dybe Følelser og af misundelsesværdige Venskabsforbindelser. Paa Coppet[a] holdt hun et formeligt Hof. Fra alle Lande samledes udsøgte Aan|153|der i Skarer omkring hende. Der kunde man, hvis man var heldig, paa samme Tid have truffet Constant[IX], som hun kalder »le premier esprit du monde«, A.W. Schlegel[X], den berømte Stifter af den romantiske Skole i Tydskland, den bekjendte Historiker Sismondi[XI], hvis litteraire Virksomhed er baaren af de samme Ideer, som den romantiske Skole i Frankrig senere kjæmpede for, den tydske Digter Zacharias Werner[XII], Skjæbnetragoediernes Opfinder, den danske Digter Adam Oehlenschläger[XIII], kort sagt Samtidens første Mænd. Enhver søgte til Coppet[b], som man et halvt Aarhundrede før var tyet til det lige i Nærheden liggende Ferney[c]. Thi her var det jo, at Voltaire[XIV] ligesom Mme de Staël[XV] landflygtig, bosat udenfor Frankrigs Grændse, men saa nær denne Grændse som muligt, i sit Livs sidste Periode samlede hele Europa omkring sig. Det har noget Tiltrækkende for Phantasien, at sammenligne den Virksomhed som udstraalede fra Patriarchen i Ferney[d] med den, der udbredte sig over Frankrig og Omverdenen fra Coppet’s[e] unge og aandfulde Herskerinde. Tiden i Ferney[f] er i enhver Henseende den straalende Periode i Voltaires[XVI] Liv, fra Ferney[g] af var det, at han som Frihedens, Retfærdighedens og Tolerancens Apostel og Talsmand udførte Bedrifter saa store, som de endnu aldrig vare blevne udøvede af nogen Privatmand, hvis eneste Vaaben var en Pen. Her var det at han tilbragte tre Aar af sit Liv med Pro|154|cessen for Jean Calas[XVII]. Jean Calas[XVIII], 68 Aar gammel, protestantisk Kjøbmand i Toulouse[h], hvis yngste Søn var gaaet over til Katholicismen og derved bleven fremmed for sin Familie, havde den Sorg, at hans ældste Søn, et letsindigt og udsvævende ungt Menneske, selv tog Livet af sig. Øieblikkelig udspredte den katholske Geistlighed blandt Pøbelen, at Faderen selv havde kvalt sin Søn af Had mod den katholske Religion, som Sønnen sagdes den næste Dag at have villet antage. Hele Familien blev lagt i Lænker, den Hængtes Lig blev udstillet og gjorde det ene Mirakel efter det andet. Samtidig indtraf Tohundredeaarsdagen for Bartholomæusnatten i Toulouse[i]. I fanatisk Ophidselse dømte 13 Dommere, trods alle Beviserne mod Anklagens Sandhed og uden Skygge af Bevis for Brøden, Oldingen til at blive levende radbrækket. Det skete, men endnu paa Hjulet forsikrede han om sin Uskyld. Alle Børnene bleve under Skin af Benaadning indespærrede i et Kloster og tvungne til at antage den katholske Tro. Da skrev Voltaire[XIX] i Ferney[j] sit berømte Skrift om Tolerancen og satte Himmel og Jord i Bevægelse for at faae Processen revideret. Han henvendte sig til den offentlige Mening i hele Europa, han tvang Statsraadet i Paris[k] til at fordre Actstykkerne indsendte fra Parlamentet i Toulouse[l]. Man negtede det, man trak Sagen i Langdrag. Endelig efter tre Aars utrættelige Kampe tvang Voltaire[XX] |155| Sagen igjennem. Dommen i Toulouse[m] blev erklæret for falsk, den Henrettedes Ære reddet og en Skadeserstatning tilstaaet Familien. Naar man vil vise Retfærdighed mod Voltaire[XXI], bør man vel erindre, at det er i denne Periode at Ordet »écrasons l’infâme« bliver Formelen under alle hans Breve. D’Alembert† skriver til ham og bebreider ham hans Misanthropi og den glødende Harme, der berøver ham hans Sindsro og gaaer igjennem alle hans Skrifter, han forsikkrer ham, at han, d’Alembert† , bevarer sit Humeur ved Hjælp af en vis Philosophi. Voltaire[XXII] svarer: »I 3 Aar, saalænge jeg førte Processen om Calas, er intet Smil kommet over mine Læber og jeg vilde have skammet mig derover, ifald det var skeet.«
I Ferney[n] var det fremdeles at Voltaire[XXIII] optog hele Familien Sirven[XXIV]. Faderen var Calvinist, Datteren var med Vold bleven kastet i et Kloster. Da hun blev afsindig, løslod man hende, hvorpaa hun druknede sig i en Brønd i nogen Afstand fra Faderens Hus. Sag lægges derpaa an mod Faderen, Moderen og Døtrene for Mord paa den afdøde Nonne. De blive Alle dømte til Døden. Hele denne ulykkelige Familie veed intet andet Asyl i Europa end Voltaires[XXV] Huus. De flygte til ham; Moderen døer paa Veien af Sorg. Atter her tvinger Voltaire[XXVI] ved den Magt, der laa i hans Veltalenhed og hans Begeistring, skjøndt land|156|flygtig, de franske Domstole til at tage Sagen op paany og hele Familien blev frikjendt.
3 Aar efter modtog Voltaire[XXVII] paa Ferney[o] Etalonde[XXVIII]. To unge Mennesker, de la Barre[XXIX] og Etalonde[XXX], bleve i 1765 anklagede for at have gaaet forbi en Procession uden at tage Hatten af, og denne Del af Anklagen var sand, samt for at have kastet et Crucifix i Vandet, og denne Beskyldning var falsk. De la Barre[XXXI] og Etalonde[XXXII] bleve begge først underkastede Tortur, derpaa blev de la Barre[XXXIII] levende radbrækket. Han besteg modig Skafottet og sagde blot: »Jeg havde ikke troet man vilde dræbe et ungt Menneske for saa ringe en Ting.« Etalonde[XXXIV], som blev dømt til at faae sin høire Haand og sin Tunge afskaaret, flygtede til Ferney[p], og hos Voltaire[XXXV] vovede Ingen at røre ham.
Endnu engang lykkedes det fra Ferney[q] Voltaire[XXXVI] at frelse et Menneskeliv. Paa en falsk Anklage for Mord var et ungt Ægtepar, Montbailli[XXXVII], blevet dømt til Baalet. Manden blev først radbrækket, saa brændt, men Konens Opbrændelse blev udsat, fordi hun var frugtsommelig. I Mellemtiden erfarer Voltaire[XXXVIII] om Sagen, seer med sit Lynblik dens Skjændighed, forfatter en Appel til det franske Ministerium, beviser at Manden er bleven henrettet uskyldig, og frelser Konen fra Baalet.
Og som han tog sig af de Anklagedes Liv, saaledes tog han sig af de Dødes Ære. En af |157| de sidste Efterretninger, som Voltaire[XXXIX] modtog paa sin Dødsseng var den, at den Proces, han havde anlagt i Anledning af Justitsmordet paa General Lally[XL], var vunden og den Dræbte frikjendt. Og i samme Periode var det, at Voltaire[XLI] fik Tid til fra Ferney[r] af at virke lidenskabeligt for Livegenskabets Ophævelse i Frankrig, Tid til at opdrage og udstyre Corneilles[XLII] forældreløse Niece, som han tog i Huset, Tid til at forvandle Ferney[s] fra en ussel Flække til en virksom og velhavende By, som de fremmede Monarchers Velvillie paa hans Anbefaling ophjalp, og Tid til at skrive sin Bog om Nationernes Aand og Sæder[0002], Commentaren over Bibelen[0003], sin historiske Fremstilling af Christendommens Oprindelse[0004], sin philosophiske Dictionær[0005] og alle de andre Hovedværker, i hvilke han forfulgte det ene Maal at undergrave den christelige Dogmatik, der forekom ham Roden til al Overtro, til Geistlighedens Magt og alle de Nederdrægtigheder, denne foranledigede. I Ferney[t] var det ogsaa, at han byggede Kirken med den berømte Indskrift: »Deo erexit Voltaire«. Imidlertid forsømte han ei Selskabslivet. Han lod i Ferney[u] opføre et Hustheater og lod de første Skuespillere komme til sig. Alt hvad Europa besad af Aand og Dygtighed søgte til ham.
De seer, med hvilken Hæder Navnet Ferney[v] straaler i Historien. Det Ry, som udgaaer fra Coppet[w], kan vel ikke maale sig dermed, men har |158| dog sin Storhed og sin Skjønhed. Ogsaa denne Gang var det Retfærdighed, Sandhed og en Frihedskjærlighed af den ædleste Art, som gik ud fra Exilet. Hele dette Aarhundrede igjennem har jo hvert af de tre store Hovedlande sendt sin største Forfatter i Landflygtighed; flakkede Lord Byron[XLIII] ikke hjemløs Europa rundt? Døde Heinrich Heine[XLIV] ikke i Paris[x]? Tilbragte Victor Hugo[XLV] ikke 20 Aar paa Jersey[y]? Geniets Magt voxer under Forfølgelsen.
Mme de Staël[XLVI] bar sin Del af den. Hun lærte ogsaa den Art Forladthed at kjende, som følger med at være i Oppositionen. Hun har selv fortalt, hvorledes allerede i Paris[z], en Dag da hun ventede Middagsselskab hos sig om Eftermiddagen, efter at En af hendes Parti havde angrebet Regjeringen om Formiddagen, det ene Afbud indfandt sig efter det andet, indtil hun sad alene med al sin Mad. Og senere i Landflygtigheden, hvorledes blev hun da ikke forladt, hvilken politisk Storhed vovede at besøge hende? Enhver var forhindret, saa ved en Forretning, saa ved en Sygdom. »Ak«, siger hun et Sted, »hvor er jeg træt af al denne Feighed, der forklæder sig som Brystsyge!« Talleyrand[XLVII], hvis Navn hun i sine Velmagts Dage havde faaet udslettet af de Emigreredes Liste, var altfor utaknemmelig, til at han skulde have villet røre en Finger for paa en Tid, da hun var aldeles fortvivlet af Hjemve, at udvirke en Tilladelse for |159| hende til at vende tilbage til Paris[aa]. Hun hadede ham ikke derfor, hun hadede Ingen, hun tilgav Alle, men hun har givet et sandt og træffende Billede af ham, idet hun har skildret hans Charakteer som Mme de Vernon’s[xlviii] i »Delphine[0006]«. Hendes dybe Melancholi giver sig Luft i Slutningen af et af hendes Breve til ham: »Farvel, er De lykkelig? trænger De med en saa overlegen Aand ikke undertiden ned til Grunden af Alt, det vil sige til Ulykken?« Det var under Ulykken, at hendes Stoicisme faldt sammen; en Jamren undslipper hende over at være bagvadsket og forfulgt, hun ønsker at døe.
»Af alle de Evner, jeg har modtaget af Naturen«, lader hun Corinna sige, »er Evnen til at lide den eneste, jeg har udøvet helt.« Og det er Exilets Sørgmodighed, med hvilken hendes Livlighed bestandig kjæmper. Paa sin Dødsseng sagde hun: »Jeg har altid været den Samme, livfuld og sørgmodig, jeg har elsket Gud, min Fader og Friheden.«
Thi med en anden Tidsalders Frihedskjærlighed er hun frihedskjærlig som Voltaire[XLIX]. Idet hun reagerer mod ham, fortsætter hun hans Værk. Hendes første Skrift: »Litteraturen betragtet i sit Forhold til Samfundet[0007]«, som udkom Aar 1800, har den Grundtanke, at den sociale Frihed nødvendigvis maatte føre til en litterair Reform, og at det vilde være en Absurditet om det Samfund, i hvil|160|ket den politiske Frihed var erobret, skulde besidde en af Regler lænkebunden Litteratur. »Gid vi kunde finde«, udraaber hun i sin Ungdoms Hede, »et philosophisk System, en Begeistring for det Gode, en kraftig og retfærdig Lovgivning, der for os kunde være, hvad den christelige Religion har været for Fortiden!« Skinsyg over hendes begyndende Berømmelse, agtpaagivende som Troens Ridder, var Chateaubriand[L] strax paa Spil og anmeldte hendes Bog. De andre Kritikere havde spottet hendes Melancholi og blandt andet forsøgt at slaae hende med Grækerne, som jo ikke vare melancholske. Chateaubriand[LI] benyttede Leiligheden til at slaae et Slag for positiv Religion. »Mme de Staël[LII]«, siger han, »tilskriver Philosophien hvad jeg tilskriver Religionen.« Og henvendende sig til hende fortsætter han: »Deres Talent er kun halvt udviklet, Philosophien kvæler det. De synes ikke at være lykkelig, men hvorledes skulde Philosophien kunde raade Bod paa Sørgmodigheden i Deres† Sjæl? kan man frugtbargjøre en Ørken med en anden Ørken?« Og han udtømmer sig i lignende dumme Floskler, som tidlig røbe den Frygt for at blive overstraalet af Mme de Staël[LIII], der med god Grund aldrig forlod ham.
»Delphine[0008]« udkom, Oppositionen blev stærkere. Tidens mest bekjendte Kritiker skrev: »Intet er farligere og mere umoralsk end de Principer, som udbredes i dette Værk. Glemmende de Anskuelser, |161| i hvilke hun er opdraget, og sin Families protestantiske Lærdomme, foragter Necker’s[LIV] Datter[LV] Aabenbaringen, og har i dette meget slette Værk, som er forfattet med megen Aand og Talent, skrevet et langt Forsvar for Skilsmisse. Delphine[lvi] taler om Kjærligheden som en Bacchantinde, om Gud som en Kvæker, om Døden som en Grenader og om Moralen som en Sophist.« — Store Ord, men de samme store Ord som Fremtiden bestandig maa høre af den tandløse Fortid, hvis svære Skyts altid er ladet til Mundingen med Orthodoxiens vaade Krudt og Bornerthedens Papirkugler. De dræbe ikke Værket, men kunne let gjøre det af med Forfatteren. 1803 blev Mme de Staël[LVII] tvungen til at forlade Paris[ab]. Hun gik først til Tydskland, saa til Italien. Derefter bosatte hun sig i Schweitz, hun, Pariserbarnet, som første Gang hun saa Genfersøen[ac] udbrød: »O, hvor meget smukkere var ikke Rendestenen i rue du Bac!«
Først udkom nu et Decret angaaende Pressefriheden, som bestemte, at intet Værk kunde trykkes uden at have været undersøgt af Censorer, men derefter fulgte af særligt Hensyn til Mme de Staël[LVIII] et andet Decret, som afgjorde, at naar Censorerne havde tilladt Udgivelsen af et Værk, kunde Politiministeren undertrykke det helt og holdent, ifald han fandt det rigtigt, en Lov, der, som De seer, ophæver al Lov. Da Bogen |162| »Om Tydskland[0009]« skulde trykkes, fik Mme de Staël[LIX] Lov til at nærme sig Paris[ad] i en Omkreds af 40 franske Mile for at paasee Udgivelsen. Hun flagrede rundt om sit elskede Paris[ae] i den foreskrevne Afstand, som et Møl flagrer om Lyset. Eengang vovede hun sig med Livsfare endog derind. Hun vilde maaskee gjensee den kjære Rendesten. Imidlertid gjennemsaae Censorerne Værket, rettede og slettede og gav det lemlæstede Værk deres imprimatur. 10,000 Exemplarer bleve trykte. Men i det Øieblik, da Værket skulde udkomme, sendte Politiministeren sine Gensd’armer ind i Boghandelen, efter at have sat Skildvagter ved alle Udgange, og udførte nu paa Napoleon’s[LX] Befaling den Heltedaad, at sønderhakke de 10,000 Exemplarer, hvorpaa man æltede Massen til en Deig og gav Boghandleren 20 Louisd’orer i Erstatning. Samtidig erholdt Mme de Staël[LXI] Ordre til at udlevere sit Manuscript, det vil sige 6 Aars Studier og Forhaabninger, og forlade Frankrig inden 24 Timers Forløb. I det Brev, Politiministeren i denne Anledning sendte hende, hedder det: »De skal ikke søge Aarsagen til den Befaling, jeg har tilkjendegivet Dem, i den Taushed, De har iagttaget med Hensyn til Keiseren[LXII] i Deres sidste Værk, det vilde være en Vildfarelse; han kunde ikke finde nogen Plads deri, som var ham værdig. Men Deres Exil er en naturlig Følge af den Bane, De stadig har fulgt i de senere Aar. Det har |163| forekommet mig, som om Luften i dette Land ikke var Dem tilpas, og vi ere lykkeligvis endnu ikke reducerede til at maatte søge Forbilleder i de Folkeslag, som De beundrer. Deres sidste Værk er ikke fransk.«
Der har De Ordet, som fælder hende, »ikke fransk«. Det er dette Værk, Bogen »Om Tydskland[0010]«, fra hvilket hele den nye Epoche i Frankrigs Litteratur kan dateres, det Værk, som for første Gang principielt og ikke blot leilighedsvis bryder med al den forældede Tradition i fransk Litteratur, og som paa ethvert Punkt aabner nye Livskilder, dette Værk er det som Landets aandelige Politibetjent understaaer sig i at kalde ikke fransk. Og føler De Ironien? »Dette Lands Luft synes ikke at smage Dem,« altsaa skal De bort. Det vil sige: Fordi Du har vovet at elske Friheden høiere end Despotiet, selv naar Despoten er en Verdensbehersker, fordi Du har fordristet Dig til paa en Tid, da Alt var Undertrykkelse, i »Corinna[0011]« at skildre Geniets souveraine Uafhængighed og forviist fra Paris[af] har ladet Dit Ideal blive kronet paa Capitol[ag], fordi Du endelig, Du, et svagt Væsen, en Kvinde, har havt det dumdristige Mod paa en Tid, da Frankrigs Navn fylder Universet, da dets Ørne glimte i Glorien af tusinde Seire og Nationerne ligge lænkebundne for dets Fødder, paa en Tid, da den franske Nationalforfængelighed er beruset til Afsindighed, at erklære |164| dette Folk op i dets Øine, at dets aandelige Liv er udtørret, at dets Poesi er ussel og at dets Philosophi er vissen, fordi Du af brændende Kjærlighed til Dit Land, af glødende Iver for at løfte det op af dets aandelige Fornedrelse viser det det dybt foragtede Tydskland som et Land, hvis Poesi langt overstraaler dets eget, det forhadte England, Napoleons[LXIII] »troløse Albion«, som et Land, der har en anderledes sund og ægte Kjærlighed til Frihed end det, og det døende Italien, den underkuede franske Provinds, som et Land, hvis Naturlighed i Sæder og hvis uhyre Overlegenhed i Kunst ere Mønstre, som stille Udviklingen nyere og ædlere Formaal end dem, der indeholdes i den dumme Selvforgudelse og den aandelige Dovenskab, derfor skal Du stemples som unational, Dit Lands Cocarde rives fra Din Pande, Dine Bøger tilintetgjøres, endog Dine Haandskrifter sønderrives og Du selv med et Kobbel af Angivere og Spioner i Dine Hæle jages som et Dyr over Grændsen og være borte inden 24 Timer.
Hun flygtede. Hun kom til sit Gods ved Génève[ah], men man troe blot ikke, at hun her var fri. Præfecten i Génève[ai] betydede hende, at det var hende forbudt at fjerne sig længere fra Génève[aj] end i en Omkreds af 4 franske Mile. Og saa godt blev der passet paa hende, at, da hun engang forglemte Ordren, blev hun øieblikkelig indhentet og ført tilbage af Gensd’armer. Men var hun |165| ellers en Fange, paa Coppet[ak] var hun en Dronning. Vi have i vor egen danske Litteratur Oehlenschlägers[LXIV] Beskrivelse af sit Besøg hos Mme de Stäel[LXV] i Aaret 1808. Hvorvel Oehlenschläger[LXVI] ikke synes at have havt nogen ret Forestilling om den egentlige Sjælestorhed hos den Kvinde, hvis Gjæst han var, beskriver han dog meget smukt sit Ophold og sin Værtindes Person. »Hvor aandfuld, vittig og elskværdig Fru Staël[LXVII] var,« siger han, »det veed hele Verden; jeg har intet Fruentimmer kjendt med saameget Geni som hun, men derfor havde hun ogsaa noget Mandigt i sit Væsen, var temmelig firskaaren og havde et markeret Ansigt. Smuk var hun ikke, men hendes brillante brune Øine havde dog noget meget Tiltrækkende, og det kvindelige Talent: at vinde og med Finhed beherske og selskabeligt forene Mænd af de forskjelligste Charakterer, besad hun i høi Grad. Ogsaa hendes Hjertes Tilbøielighed var i høi Grad kvindelig, det har hun bevist i »Delphine[0012]« og »Corinna[0013]«. Rousseau[LXVIII] har ikke skildret Forelskelsen med mere Ild. Hvor hun kom, drog hun (de skjønne, unge Damers Tilstedeværelse uagtet) alle Mænd af Hoved og Kundskaber i sin Nærhed. Betænker man endnu, at hun var overordentlig rig, gjæstfri og næsten hver Dag gjorde prægtige Selskaber, saa undrer vist Ingen sig over, at hun som en Dronning eller Fee drog Mændene til sig i sit Trylleslot. Man skulde |166| næsten troe, at det var for at betegne dette Herredømme, at hun altid sad og legede med en lille Løvkvist i Haanden under Maaltidet. En saadan maatte Tjeneren hver Dag lægge hen ved hendes Tallerken, thi den var hende ligesaa uundværlig som Skee, Kniv og Gaffel.«
De seer hvorledes denne lille Haand følte sig skabt til Scepteret. Og hun var stolt som en Dronning. Da efter saa mange Aars Forfølgelser, Fangenskab og Forvisning tjenstvillige Aander nærmede sig hende og underhaanden lod hende vide, at et nok saa svagt Omslag i Anskuelse eller Overbevisning vilde skaffe hende Tilladelse til at vende tilbage til Frankrig, og da man i bestemtere Form sagde: »Skriv blot, sig blot et lille Ord om Kongen af Rom[LXIX], og alle Hovedstæder ville blive aabnede for Dem,« svarede hun: »Jeg ønsker ham en god Amme.«
Og dog var hun dengang nærved at bukke under. Ikke nok med, at hun havde Sorgen over selv at være forviist eller over at være forraadt af saamange fordums Venner, hun havde den Kval at see enhver af hendes virkelige Venner, der vovede at besøge hende, straffet derfor med Landsforvisning og saaledes den, at see sig selv, en Exilets Orest, som hun kalder sig, udbrede Ulykke som en Smitte. Visselig maa da Borgfruen[LXX] paa Coppet[al] kaldes ligesaa ædel i sine Bestræbelser som Philosophen[LXXI] i Ferney[am]; hun var mindre lykkelig og |167| mægtig i sine Bestræbelser, men ved sit Kjøn og sine Lidelser næsten endnu mere interessant. Han formaaede at udrette Meget for Andre, hun havde sin Nød med at værge for sig selv.
højresiderne i kapitel 12 har i førsteudgaven klummetitlerne »Coppet og Ferney.« og »Mme de Staël.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
citatet har ikke kunnet identificeres.
citeret efter C.A. Sainte-Beuve: Portraits de femmes, 1844 Sainte-Beuve 1844:119.
(fr.) den førende ånd i verden; citeret efter C.A. Sainte-Beuve: Portraits de femmes, 1844 Sainte-Beuve 1844:121.
massakre i Paris på protestantiske huguenotter, begået natten mellem 24.8 og 25.8.1572. GB tager tilsyneladende fejl mht. 200-årsdagen, der ikke var i 1762.
(fr.) lad os knuse den afskyelige; i Voltaires breve et hyppigt forekommende udtryk, der sigter til kirken (eller overtroen).
citatet er hentet hos Nicolas de Condorcet: Vie de Voltaire, 1789 Condorcet 1827:112-113.
(lat.) opført for Gud [af] Voltaire; indskrift på kirken i Ferney.
citatet har ikke kunnet identificeres.
citatet har ikke kunnet identificeres.
af et brev fra Madame de Staël, dateret 3.4.1808, til den franske statsmand Charles Maurice de Talleyrand.
citat fra Madame de Staëls roman Corinne ou l'Italie, 1807, Livre IV, Chapitre VI Staël 2000:105-106.
Madame de Staëls ord var rettet til Chateaubriand; citeret efter C.A. Sainte-Beuve: Portraits de femmes, 1844 Sainte-Beuve 1844:101.
citat fra Madame de Staël: De la littérature considérée dans ses rapports avec les institutions sociales, 1800, Chapitre VIII Staël 1800:200.
et begreb præget af Kierkegaard, som i Frygt og Bæven, 1843, anvender det om Abraham, der tilsidesætter etiske krav i religiøsitetens højere tjeneste.
dvs. havde hånet, havde gjort nar af.
af Chateaubriands Le génie du christianisme; Lettre à M. de Fontanes sur la 2. édition de l'ouvrage de Mme de Staël Chateaubriand 1844, 2:307.
citatet har ikke kunnet identificeres.
af anmeldelsen i Journal des Débats, december 1802, signeret med mærket A., dvs. kritikeren Charles Marie de Feletz; citeret efter C.A. Sainte-Beuve: Nouveaux portraits et critiques littéraires, 1836 Sainte-Beuve 1836, 3:98.
i det antikke Rom var bakkanter - såvel mænd som kvinder - dyrkere af vinguden Bacchus, for hvem de holdt løsslupne drikkefester, såkaldte bakkanaler.
kvækere er et kristent trossamfund, der lægger vægt på, at hvert menneske tavst kan erfare Gud gennem sit »indre lys«.
en soldat, der er særligt trænet i at kaste granater.
i det antikke Grækenland underviste sofisterne i argumentation og logik. Ordet sofist har siden fået en nedsættende og nu dominerende betydning i retning af en spidsfindig ordkløver.
Madame de Staël boede 1786-1792 og igen i 1796-1798 i Hôtel de Ségur i Rue du Bac, Paris. Anekdokten om hendes udbrud er refereret af Albertine Necker de Saussure i »Notice sur la caractère et les écrits de Madame de Staël«, der er trykt som indledning i bind 1 af Les Oeuvres complètes de Madame la Baronne de Staël, 1820 Staël 1820,1:ccxcviii.
(lat.) må trykkes; ordet blev brugt om en myndigheds tilladelse til at trykke og udgive en bog eller et skrift.
(fr.) gens d'armes, mænd med våben; gendarmer, dvs. medlemmer af et militært korps med politiopgaver.
franske guldmønter; typen blev præget og udstedt under kongerne Ludvig 13.-Ludvig 16. fra 1640 til 1790'ernes begyndelse. En louis d'or vejer ca. 7 gram.
ordlyden i den officielle skrivelse fra politigeneral Savary, duc de Rovigo, til Madame de Staël, dateret oktober 1810, citerer hun i forordet til sin bog De l'Allemagne, 1813 Staël 1845:3.
hentyder til Corinnes digterkroning på Capitol i Rom, som beskrives i begyndelsen af Mme de Staëls roman Corinne ou l'Italie, 1807, Livre II Staël 2000:22-45.
»Albion perfide« blev i 1790'erne et fransk skældsord for Storbritannien, der blev kaldt troløst, fordi landet tilsluttede sig franskfjendtlige magter. Albion er et ældre poetisk navn for England, afledt af albus, der på latin betyder: hvid, muligvis efter Dovers hvide klinter.
dvs. Trikoloren, anvendt som kokarde, dvs. et lille mærke (badge) anbragt på hat eller overtøj.
citerer med mindre udeladelser Adam Oehlenschlägers Levnet, fortalt af ham selv, bd. 2, 1831, s. 173-176, eller gentagelsen i Oehlenschlägers Erindringer Oehlenschlägers Erindringer 1850, 2:166-168.
GB citerer muligvis anekdoten fra det 4. bind af Étienne Léon, baron de Lamothe-Langons anonymt udgivne Mémoires d'une femme de qualité, sur Louis XVIII, sa cour et son règne, 1829 Lamothe-Langon 1829, 4:229.
ifølge den græske myte hævnede den mykenske kongesøn Orestes sin far Agamemnon ved at dræbe sin mor Klytaimnestra og hendes elsker; i årevis var han på flugt fra hævngudinderne (erinyerne), som straffer drab på blodsbeslægtede, og stresset søgte han eksil i Delfi, indtil gudinden Athene omsider kendte ham fri for skyld.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik