Tilbage staaer kun at gjøre Rede for Finheden af den psychologiske Analyse i »Adolphe[0001]« og at vise til hvilket Resultat den fører. »Adolphe[0002]« begynder, hvad der ikke kan undre, naar man kjender Constant’s[I] egen Charakter, med det Indtryk: dette er en Erobring, som er mig værdig, og han indbilder sig som kold Iagttager at kunne gjøre Studiet af Eleonores[ii] Charakter for i Ro og Mag at lægge sin Slagplan, men snart kommer han, hvis Sensibilitet netop er ligesaa stor som hans Egoisme, under en Magi, der helt betager ham og som i den Grad forøger hans naturlige Frygtsomhed, at det er ham umuligt at faae Mod til den Erklæring, som han har lovet sin Forfængelighed at gjøre hurtigt og raskt. |127| Han skriver, men Eleonore[iii] afviser og flyer ham. Denne hendes Modstand og Kulde fremkalder hos ham en Underkastelse og en Ømhed, der snart gaaer over til en Art af Cultus. Saaledes var Eleonore[iv] aldrig bleven elsket, thi hvormegen sand Hengivenhed hendes Beskytter end havde vist hende, var der dog en svag Nuance af Overlegenhed i hans Væsen overfor hende. Han kunde have stiftet en hæderligere Forbindelse end denne. Han sagde det vel ikke; men det, der ikke siges, existerer ligefuldt. Derfor er det Ærefrygten hos Adolphe[v], som fra først af fortryller Eleonore[vi]. Hun hengiver sig og han bliver som svimmel af Henrykkelse og Lykke. Det første Skaar i Henrykkelsen gjøres derved, at Eleonore[vii], da Greven[viii] har forladt Byen paa nogen Tid, ikke mere kan afsee Adolphe[ix], end ikke nogle Timer. Vil han forlade hende, søger hun at holde ham tilbage; gaaer han, spørger hun, naar han kommer igjen. Først føler han sig smigret og lykkelig ved en saa grændseløs Hengivenhed, men snart er hans Tid saaledes optagen, at han ikke har en Time, hvorover han er Herre. Han maa afslaae ethvert selskabeligt Forslag, der gjøres ham, afbryde alle sine Bekjendtskaber. Han føler vel ikke dette som et Tab, men han vilde have foretrukket ikke at skulle indfinde sig paa Klokkeslet, og at kunne komme efter Tid og Lyst. Hun, som før var et Maal, er nu bleven et Baand.
|128| Hvor ere I henne, alle I skjønne Romaner, i hvilke Elskeren aldrig havde Andet at bestille end at elske, i hvilke han elskede fra Morgen til Aften, stod op om Morgenen for at elske, elskede hele Dagen og tilbragte en søvnløs Nat af Kjærlighed! Det er et kraftigt og realistisk Træk i »Adolphe[0003]«, at Elskeren føler Tabet af sin Tid som et Tab.
Og det nytter ei, at han tilerobrer sig sin Tid, naar han dog taber sin Sindsro igjennem Sympathien; thi udebliver han engang imellem, berøver Tanken om hendes Sorg derover ham al den Tid, han vinder, paa samme Tid som han dunkelt føler sig irriteret ved i den Grad at være undergiven et andet Menneskes Herredømme. Kommer han saa til hende, ilde tilmode over at være kommen meget hurtigere igjen, end det var klogt af Hensyn til hendes Rygte og hans Beskæftigelser, finder han hende ulykkelig over at han er udebleven altfor længe. Han har lidt to Timer under Forestillingen om hendes Venten, han maa nu lide to andre Timer, før han kan stille hende tilfreds. Alligevel føler han sig lykkelig, siger sig selv, at det er sødt at blive elsket saaledes, men trøster sig dog egentlig ubevidst med, at Uensartetheden i deres Vilkaar tidligt eller sent maa gjøre Ende paa Forholdet.
Først lider han nu den Smerte ikke at kunne være ærlig; thi Greven[x] kommer tilbage og han |129| er nødt til at bedrage ham. Saa lider han den Smerte, at see Eleonore[xi] opofre Alting for hans Skyld, og paa een Gang opgive sit Hjem og sin Formue. Og denne Smerte er dobbelt, dels egoistisk, thi han fortvivler ved at see sin Frihed lammet ved det Offer, hun er lykkelig ved at bringe ham, dels sympathetisk, thi han seer Samfundet kaste sig over hendes Rygte med et hyæneagtigt Raseri. Alt hvad hun ved Aars ulastelige Opførsel har vundet, taber hun paa een Dag. Hendes Stolthed vaander sig, og hans Hengivenhed bliver til Pligt. Der er fra nu af imellem dem en hemmelig Lidelse, som de ikke betroe hinanden.
Adolphes[xii] Charakter begynder at fordærves. Paa samme Tid som han kjæmper i Duel med En, der har omtalt Eleonore[xiii] ilde, skader han selv ufrivillig hendes Rygte; thi han søger en Art Trøst for den Afhængighed, i hvilken han lever, ved overalt at raillere over Kvinderne og over dem, som underkaste sig deres Despoti, og disse Ytringer fortolkes. Han, som ikke kan modstaae en Taare, sætter en Ære i overalt at tale med Haardhed og Foragt om Kvinden.
Andre have lidt den Ulykke at elske, uden at elskes igjen; han lider den modsatte, at elskes, uden længere at elske. Saameget han bestræber sig for at vise ret megen Glæde hvergang han seer Eleonore[xiv], gjennemskuer hun ham, og det kommer til en af disse frygtelige Scener, af hvilke |130| Mme de Staël[XV] beredte Constant[XVI] saamange, i hvilken Eleonores[xvii] stormfulde Sjæl giver sig Luft med en Bitterhed, som ligner Hadets. Men Omgivelserne stræbe at fjerne Eleonore[xviii]. Adolphes[xix] Fader vil ikke, at hans Søn skal spilde sin Ungdom paa dette Forhold, og en simpel Ridderlighedsfølelse bringer da Adolphe[xx] til at flygte med hende. De tilbringe nogen Tid i en blid Sindstilstand, som ligner Kjærlighed. Eleonore[xxi] bringer nye Ofre, som det er Adolphe[xxii] en Pine at modtage. Snart lider hun under det, ikke at blive elsket, som Adolphe[xxiii] under det, ikke at elske, snart beruser hun sig saaledes i sin Kjærlighed, at hun seer den dobbelt og antager den for begges. De leve begge som i en Slags Erindring om deres fordums Lykke, der er stærk nok til, at Adskillelsen kan synes dem smertelig, ja utænkelig, men for svag til at Samlivet kan være dem til nogen Glæde. De ømme, men dog matte Ord, med hvilke Adolphe[xxiv] nu bevidner Eleonore[xxv] sin Kjærlighed, ligne de tørre, farveløse Blade, som endnu ud paa Vinteren kunne være blevne hængende paa en eller anden forlængst afbladet Gren.
Saaledes gjør han ikke engang Den lykkelig, der gjør ham saa ulykkelig. Hvergang hun troer at have vundet nye Rettigheder, føler han sig lagt i nye Lænker. Hendes Lidenskabelighed gjør deres Samliv til et stadigt Uveir. Jeg husker disse Ord i en Biographi af Constant[XXVI]: »Det Aar |131| havde Constant[XXVII] det godt, Mme de Staël[XXVIII] var i Rusland.«
Eleonore[xxix] arver sin Fader og trænger ikke mere til Adolphes[xxx] Beskyttelse. Verden mistænker ham nu endog for at drage Fordel af deres Venskab, og man hader ham, fordi han forspilder hendes Rygte ved altid at sees i hendes Nærhed, medens han selvfølgelig ikke kan forklare, at det er hende, som ei kan leve uden ham.
Hans Liv løber bort mellem hans Fingre, han holder ingen af de Løfter, hans Ungdom har givet; thi som det allevegnefra siges til ham, mellem ham og en Fremtid i hvilkensomhelst Retning er der en uoverstigelig Skranke, og denne Skranke er Eleonore[xxxi]. Han beslutter da at bryde; men selv denne Beslutning vender sig imod ham, thi fra det Øieblik af, da han har fældet den Dødsdom over hende, hvis Udførelse han er for svag til ikke at opsætte, fra dette Øieblik af taber al Bitterhed sig i hans Sjæl og han nærer Følelser saa blide overfor hende, at hun misforstaaer og troer sig frelst.
I en sidste Kraftanstrengelse søger hun at vinde ham ved at vække hans Jalousi, men Alt er nu forgjæves, fra alle Sider trænge Omgivelserne paa og forestille Adolphe[xxxii] Bruddet som den naturligste Sag af Verden, som en Pligt mod hans Fader, mod hans Fremtid, ja mod den ulykkelige Skabning, til hvem han er kjædet, og hvem han |132| opriver. Man spiller Eleonore[xxxiii] et Brev ihænde, gjennem hvilket hun erfarer Adolphes[xxxiv] Hensigter. Hun faaer en dræbende Feber og døer, men bevarer sin Kjærlighed til Adolphe[xxxv] lige indtil sit sidste Aandedræt.
Fra det Øjeblik af, da han har sin Frihed, føler han den som lutter Tomhed, han veed ikke mere, hvad han skal gjøre med den, han længes tilbage efter alle sine Baand.
Constant[XXXVI] har udtrykt Bogens Moral som saa: »Den mest lidenskabelige Følelse kan ikke kjæmpe mod Tingenes Orden, Samfundet er altfor stærkt. Det gjør den Kjærlighed, som det ei har bekræftet og sanctioneret, altfor bitter. Ve da den Kvinde, som søger sin Støtte i en Følelse, som Alt forener sig om at forgifte og mod hvilken Samfundet, naar det ei er nødt til at respectere den som legitim, væbner sig med Alt hvad der er slettest i Menneskets Hjerte for at nedslaae alt det, som er godt.«
højresiderne i kapitel 10 har i førsteudgaven klummetitlen »Adolphe.« Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
af Francois-Adolphe Loève-Veimars' anonymt offentliggjorte »Lettres sur les hommes d'État de la France«, Lettre deuxième, trykt i: Revue des Deux Mondes, 1833 Loève-Veimars 1833:240.
Benjamin Constant: Adolphe, 1816 Constant 1824:232-234.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.