Benjamin Constant[I] har ikke i Frankrig undgaaet Beskyldningen for Germanisme. Født i Schweitz tilbragte han sin Ungdom først i England, senere i Weimar[a], hvor dengang en Pleiade af alle Tydsklands største Aander straalede. Han kjendte Goethe[II] og levede i hans Kreds. Han oversatte Schillers[III] »Wallenstein[0001]« paa Fransk og forsynede den som Indledning med Studier over det tydske Theater, der vise, i hvilken Grad den tydske Aandsretning havde paavirket ham. Des interessantere er det at see, i hvilken Modsætning hans egen poetiske Production staaer til den tydske. Lad os tage Goethe[IV] til Exempel, i hvis Kvindeskikkelser den tydske Poesi har naaet sin høieste Fuldendelse rimeligvis for Aarhundreder, paa samme Tid som det eiendommelig germaniske Sjæleliv i dem er bleven præget renest. Vil De et Øieblik tænke paa Gretchen[v] og Clärchen[vi]. Det er to Modsætninger, den ene en blidere og frommere Natur, den anden en dristigere og mere enthousiastisk. Men Grundpræget i deres Sjæl er det selvsamme. Det er to Børn. De gaae begge op i en eneste Følelse, deres Væsen er uden al Sammensætning, fuldstændigt enkelt, simpelt, enfoldigt. De elske begge første Gang og denne eneste Gang. De hengive sig begge og udenfor Ægteskabet med fuldstændig Tillid, uden al Modstandskraft, ja uden den ringeste Villie til Modstand, den Ene |118| af dyb kvindelig Hengivenhed, den Anden af høi kvindelig Begeistring. De fatte ikke, at de gjøre noget Urigtigt, de tænke ikke. Deres hele Væsen, deres Villie og deres Tanker strømmer dem afhænde, de vide ikke selv hvorledes. Deres Hjerte er blødt som Vox til at modtage et Indtryk, men engang modtaget slettes det ikke ud og bliver staaende som præget i Guld. Intet kan sammenlignes med deres Sjæles Uskyldighed, Renhed og Retskaffenhed. De ere trofaste af Instinkt, de begribe ikke, at man kunde være Andet. De have ingen Moralitet, men de have alle Dyder; thi man er moralsk med Bevidsthed, men god af Natur. De betragte sig ikke som den Elskedes Lige. De see op til ham; for dem er det, som om det gamle Sagn var bleven virkeligt, at Gudernes Sønner nedstege til Menneskenes Døtre. De husker Gretchen[vii] forbauset og overvældet af al Faust’s[viii] Viden, De erindrer Clärchen[ix], knælende som et Barn for Egmont[x], da han kommer i sin fulde Pragt. De tabe sig helt i den Elskede, gaae op og forsvinde i ham. Det er ikke to jevnbyrdige Personligheder, som række hinanden Haand og forpligte sig til hinanden, det er et fortumlet og beundrende Barn, som klynger sig til en Mand. Han er hendes Liv, men i hans Liv er hun en Episode. Hans Blik omspænder og overskuer hele hendes Væsen; men hun kan i ingen Retning overskue ham, derfor endnu mindre gjennemskue eller |119| bedømme. Hun kan hverken see hans Grændser eller hans Mangler. Hvorhen hun seer, seer hun ham som noget Kolossalt og Gigantisk, der rykker hende imøde fra alle Sider. Derfor i denne Kjærlighed ingen Kritik, ingen Frigjørelse for Aanden, ingen Brug af Forstanden. Han er den Store, den Herlige i Almindelighed, som Faust[xi], der veed at tale om Alt og har Svar paa alle Spørgsmaal, som Egmont[xii], hvis Navn, Heltens og Befrierens, er paa Alles Læber og hvem hele Staden kjender. Her er, siger jeg, ingen Frigjørelse for Aanden; thi denne unge Pige har ikke Aand i Betydning af Forstand, hun er lutter Sjæl. Naar hun udfører Handlinger, der synes at kræve Villie eller en vis mandig Besluttethed, naar f. Ex. Clärchen[xiii] — forbauset og indigneret over, at Bruxelles’[b] Borgere saa koldt og saa feigt see deres egen Helt, Egmont[xiv], blive ført i Fængsel og maaskee til Døden — naar hun træder ud paa Torvet og forgjæves søger at opildne disse sløve Sjæle ved flammende Ord, da dannes Baggrunden for denne Handling af den unge Piges naive Tro paa, at hendes Elskers Liv maa være ligesaa vigtigt for de Andre, som for hende selv; da hun kun seer ham i Verden, begriber hun neppe, at de Andre kunne tænke paa Andet. Disse unge Piger træde som ægte Producter af deres Race ind i den samme store Familie, hvortil Ophelia[xv] og Desdemona[xvi] høre.
I afgjort Modsætning til dem staaer nu det |120| nye Kuld af Kvinder. Her var Væsenets Kjærne Inderlighed, Gemyt, Natur. Man seer dem som Desdemona[xvii] og Ophelia[xviii] i de Naturomgivelser, der svare til deres Væsen, saaledes som Desdemona[xix] viser sig for Phantasien under det Piletræ, om hvilket hun synger, og Ophelia[xx] med Blomsterne i sit Haar. I den anden Kvindetype er Alt Bevidsthed, Aand, Lidenskab og Villie, activ Charakter.
Eleonore[xxi] er i det Øieblik, da Adolphe[xxii] lærer hende at kjende, ikke nogen ung og uerfaren Pige, hvem en første Elskov griber. Det er en Kvinde, hos hvem enhver opstaaende Følelse tegner sig paa en Baggrund af Erfaring, af alvorlig og smertelig Erfaring, der i alle Retninger har oppløiet Sjælen. Dette Fond af Erfaring er det første nye Træk: thi Erfaring forudsætter Aandsudvikling og Forstand. Der skal mere til at have erfaret Noget end det simpelt hen at have gjennemgaaet Noget. Eleonore[xxiii] har givet Afkald paa alle det fredede og betryggede Livs Goder og Glæder. Af fornem Herkomst og født i Rigdom har hun forladt Familie og Hjem for at følge Den, hun har foretrukket, som hans Elskerinde. Hun har valgt mellem hele Verden og ham. Hun har isoleret sig fuldstændig, for ubetinget at kunne ofre sig for ham og hun har begyndt med at vise ham de største Tjenester, med at redde hele hans Formue. Hun har snart seet sig udpeget som en Gjenstand for Haan og Foragt, ved hvert Skridt |121| hun har gaaet, har hun seet sig ramt af fornærmende, af uforskammede Øiekast, den ene Kvinde har vist hende til den anden med Fingren.
Enhver, selv den Usleste, har vidst sig i sin Ret til med et Blik eller et Ord at fæste Skammens Brændemærke paa hendes Pande. Det ene Hus efter det andet har lukket sig for hende paa det fremmede Sted hvor hun boer; snart har hun seet sig næsten udelukkende indskrænket til Omgang med Mænd, Venner af hendes Elskede, og deres Tone overfor hende har, skjøndt ærbødig, undertiden været tvivlsom. Men hun, som een Gang for alle har sat sit Liv paa et eneste Kort, har fra den første Dag samlet al sin Sjæls Styrke til Modstand, hun har sagt til sig selv: »Har jeg feilet ved saaledes at binde mig til denne Mand, saa vil jeg hæve mig og bøde paa Feilen ved den strengeste Troskab. Skulde en brændende Begeistring, en Hengivenhed, hvis Opofrelse ingen Grændse kjender, ikke have nok i sig selv, og kunne opretholde Den, der skulde synes at maatte synke sammen under Verdens Misbilligelse og Foragt? Lad dem haane og udpege mig saa Rødmen stiger op i mit Ansigt, jeg vil ikke bøie min Nakke eller slaae mine Øine ned. Lad mig undvære Alt, deres Gjæstfrihed og deres Fester, deres Agtelse og den indbyrdes Smiger, ved Hjælp af |122| hvilken Selskabet kitter sig sammen, mit Liv har i en eneste Følelse en større Fylde end deres i al dets løiede Glands.« Dette Element af Villie er det andet nye Træk.Paa dette Punkt har hun holdt sig i Aaringer, indtil den Grad har hun troet paa Elskoven og troet paa ham. Da er det at den første Tvivl om hans Bestandighed griber hende, og hendes hele Bygning styrter sammen. Vedbliver han at paaskjønne saamegen Hengivenhed, forstaaer han hvad hun lider og vil han holde hende skadesløs for det, elsker han eller handler han kun som en Mand af Ære, er han trofast, eller er han kun for stolt og velopdragen til at vise sig utaknemmelig og ligegyldig?
Det er ikke uden Taarer, at hun stiller sig disse Spørgsmaal, det er ikke uden den dybeste Jamren, at hun selv giver Svaret. Fra nu af er hun forbi, tilintetgjort og knust; thi den Tro paa Elskoven, der var hendes eneste Støtte, er splittet for alle Vinde, og den Troskab, hvori hun satte sin Ære, er bleven et meningsløst Ord. Hvis hun ikke, endnu ung, skal synke ældet og rynket i Graven, maa hun† gjenvinde Livet ved at gjenvinde sin Tro paa Kjærlighedens Almagt, paa at den verdslige Kløgt og den smudsige Egoisme, der sminker sig op som Dyd og Religion, ikke ere de stærkeste og ikke beholde Ret. I dette Øieblik er det, at hun møder Adolphe[xxiv]. Han nær|123|mer sig med en Attraa, i hvilken hele Tørsten efter Livet og dets Indhold er samlet, han drages til hende som til den, i hvem han paa hemmelighedsfuld Maade føler, at Skatte af Lidenskab, af Ømhed og Begeistring, af Aand og Erfaring ere sammenhobede og ligesom nedgravne.
De seer, hvorledes Partiet strax fra først af er stillet; hans Længsler og hendes Savn, hans Forfængelighed og hendes Fortvivlelse, hans Ungdom og hendes Skuffelser, gribe ind i hinanden som to Hjul i samme Uhrværk.
De forudseer let den Enthousiasme, med hvilken Lidenskaben i det første Øieblik vil flamme iveiret, den fulde og mægtige Akkord som vil klinge, den jublende Symphoni der vil høres, som var Seir og Frelse for alle Tider vundet for dem Begge. Ifald De vil analysere hendes Følelse, finder De† i den en ny og ganske eiendommelig Blanding, en Begeistring som næsten er fanatisk, thi den skal i hvert Øieblik kunne dræbe den altid paany frembrydende, tilbageskuende Jalousi, en Tro, der næsten er krampagtig, fordi den ikke er grundet paa den sunde naturlige Tillid, men paa Villien til at troe trods Alt, trods det, allerede een Gang at være sveget, en Troskab, der vaander sig under bestandig at maatte bevise sin Tilværelse, fordi den er fremgaaet af Utroskab mod en Fortid, og endelig i Elskoven selv en Indtræden i den af et Element i Kvindenaturen, som |124| vi ikke tidligere have seet optaget i denne Følelse, noget af en ældre Søsters eller en Moders Kjærlighed. Dette Element fandtes ikke hos Gretchen[xxv] og Clärchen[xxvi]. Hele denne potentserede Lidenskabelighed er det tredie nye Træk.
De indseer sluttelig let, at Harmonien her ikke kan være endelig, om den endog kan være langvarig, at et Tidspunkt vil komme, hvor disse to Naturer, saa uensartede og saa lidet forstaaende hinanden, med Rædsel ville opdage Unaturligheden af deres Forening og hvor Omgivelsernes frygtelige Magt vil føles. De ville til det Yderste skjule Opdagelsen for hinanden, de ville af Ømhed for hinanden, af Stolthed overfor Verden, gjøre Alt for at mane Sandheden bort, men de ville kun opnaae til Pinsel for sig selv at fortsætte en Usandhed, paa hvilken Ingen af dem af sit hele Hjerte mere troer.
Denne Kjærlighedens Opløsningsperiode er Romanens egentlige Gjenstand.
»Adolphe[0003]« har vundet en uhyre Anerkjendelse, og dens typiske Charakter blev saameget mere paaskjønnet, som enhver ung Mand fandt en Tilfredsstillelse i at erklære Adolphes[xxvii] Historie for et tro Portrait af sin egen; thi selv Andreas Blegnæb[xxviii] siger jo hos Shakspeare[XXIX]: »Der var ogsaa engang En, som tilbad mig.« Mangen En har læst denne Bog under Samvittighedskvaler, om hvem man, som Constant[XXX] med sædvanlig Fin|125|hed siger i Fortalen, har Grund til at antage, at hvis hans Forfængelighed havde været mindre urolig, vilde hans Samvittighed have ladet ham i Ro. Ligefuldt lader det sig ikke negte, at Adolphe[xxxi] er en Type. Men langt mere betydningsfuld end han er dog den kvindelige Hovedfigur Eleonore[xxxii], især som hun fremtræder i sit andet Stadium. Thi i hende har den nye Tids paa een Gang kraftige og sygelige Litteratur fundet sin Dronning, som den fandt sin Konge i René[xxxiii].
Længe før Balzac[XXXIV], længe før George Sand[XXXV], optræder da her Kvindens Kamp i Litteraturen, hendes Kamp med det Bestaaende og med Samfundet, og Eleonore[xxxvi] kommer til at repræsentere denne Kamp, fordi hun er støbt over Aarhundredets mægtigste Kvindeskikkelse, over den Kvinde, der kjæmpede den største Kamp, som nogensinde i Verdenshistorien en Kvinde har kjæmpet med rent aandelige Vaaben, med eet Ord over Mme de Staël[XXXVII]. Thi den Kjærlighedshistorie, som fortælles i »Adolphe[0004]«, er den som virkelig fandt Sted imellem Benjamin Constant[XXXVIII] og Germaine de Staël[XXXIX]. Ganske vist var dennes ydre Forhold andre end Eleonores[xl]; men det er denne store og sjeldne Kvinde, hvis personlige Livskamp var en Kamp med selve Datidens Verdensbehersker, og hvem Napoleon[XLI] med smaaligt Had og uædel Frygt forfulgte, forviste, censorerede og underkastede alle de Plager, for hvilke et brutalt Despoti kan |126| udsætte det geniale Individ, denne Kvinde er det, som giver Constant[XLII] den nye Kvindetype.
Thi Kvindens Optræden i Litteraturen som Aand, som Bevidsthed, er kun det første Skridt til hendes Optræden som Geni. Alt sees Mme de Staëls[XLIII] Turban at glimre i Horizonten. Den samme Kvinde, som først bliver delagtig i Mandens Lidenskaber og Kampe, bliver snart delagtig i hans Geni og i hans Hæder. En kort Stund endnu, og Kampen følges af Triumphen, og hin samme Kvinde, der bukker under som Eleonore[xliv], krones som Corinna[xlv] paa Capitol.
højresiderne i kapitel 9 har i førsteudgaven klummetitlerne »Goethes Kvindefigurer.« og »Eleonore.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
dvs. en kreds af digtere; som sådan betegner udtrykket oprindeligt en fransk digterskole i 1500-tallet, bestående af syv digtere. I græsk mytologi er plejaderne Atlas' syv døtre; i astronomien bruges navnet som betegnelse for Syvstjernen i stjernebilledet Tyren.
GB hentyder til GT, 1. Mos., 6, 1-4.
der sigtes til Shakespeares Othello, 1603-1604, IV,3 Shakespeare 2005:901.
at bære blomster i håret er et gammelt udtryk for sindssygdom. Hentydning til Shakespeares Hamlet, 1600-1601, IV,5 Shakespeare 2005:706.
som påvist af Hesselager 1993:120 parafraserer GB her den Adolphe-parafrase, der gives i Gustave Planche: »Notice sur Adolphe«, 1834 Planche 1836, 1:266.
som påvist af Hesselager 1993:120 parafraserer GB her den Adolphe-parafrase, der gives i Gustave Planche: »Notice sur Adolphe«, 1834 Planche 1836, 1:267.
replik af Sir Andrew Aguecheek i Shakespeares komedie Twelfth Night, 1601, II,3 Shakespeare 2005:728.
GB henviser til Benjamin Constants forord i tredjeudgaven fra 1824 af hans roman Adolphe, der oprindelig udkom i 1816 Constant 1824:xi.
Capitolhøjen i Roms centrum. GB hentyder til Corinnes digterkroning på Capitol, som den beskrives i Mme de Staëls roman Corinne ou l'Italie, 1807, Livre II Staël 2000:22-45.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik