|[31]| Det var Franskmændene, som ved det 18de Aarhundredes Slutning revolutionerede de politiske Tilstande og Sæderne. Det var Tydskerne, som reformerede de litterære Ideer. Frankrig har fra Arilds Tid af frembudt Modsætningen af at være et Land, der paa samme Tid, som det i alle ydre Forhold holder af Forandring og, naar det giver denne sin Tilbøielighed Luft, sjeldent forstaaer at holde Maal eller Grændse, i litterær Henseende er i høi Grad stabilt, anerkjender Autoriteter, underholder et Akademi, sætter Maal og Grændse over Alt. Man havde i Frankrig styrtet Regjeringen, hængt og forvist de ilde sete Aristokrater, indført Republiken, ført Krig med Europa, afskaffet Christendommen, indført Dyrkelsen af et høieste Væsen, afsat og indsat en halv Snes Fyrster, før man faldt paa at ville Alexandrinerverset tillivs, før man vovede at røre ved Corneille’s[I] og Boileau’s[II] Autoritet eller tvivle paa, at Overholdelsen af de tre Enheder i Dramet var absolut nødvendig for at redde Smagen. Voltaire[III], der ikke har Respect for Meget mellem Himmel |32| og Jord, respecterer Alexandrinerne. Han vender op og ned paa hele Traditionen, han bruger Tragoedien som et Angrebsvaaben imod de Magter, hvis bedste Støtte den før ham havde været: Kongemagten og Kirken, han udelukker i flere af sine Sørgespil Kjærligheden, som hidtil var anseet for Hovedsagen i en ret Tragoedie, han efterligner den af hans Landsmænd ringeagtede Shakspeare[IV], men han vover ikke at berøve Verset en Fod, at forandre det Ringeste i den overleverede Rimstilling eller at lade Handlingen vare mere end fire og tyve Timer eller lade Begivenheden foregaae paa to forskjelligt benævnte Steder i et og samme Stykke. Det koster ham mindre Overvindelse at slaae Kongerne Scepteret af Haanden og Præsterne Masken fra Ansigtet end at respectere den traditionelle Dolk i Melpomenes Haand og den traditionelle Maske for hendes Ansigt.
Det blev et andet Folk end det franske, det Folk, hvilket Voltaire[V] haanligt havde ønsket mere Aand og færre Consonanter, som reformerede Litteratur og Poesi. Det var Datidens Tydskere, de skikkelige Folk, om hvilke man i Frankrig neppe vidste mere, end at de drak deres Øl, røg deres Pibe og spiste deres Surkaal i Kakkelovnskrogen, at de fredelig lode sig plage af en Snes stupide Smaatyranner, at de uden nogensomhelst urimelig Lighedsiver i dybeste Ærbødighed gave deres Foresatte Titler som »Rath« og »Graf« etc., at de |33| kun førte Krig for at faae Bank, at de ellers levede patriarchalsk med deres Ægtehalvdele, der som sande Rugemaskiner stedse frembragte Børn i stadig Tilbedelse af Frembringeren, dem var det, som i Ideernes Verden gjorde større Erobringer end Franskmændene foretoge paa Jorden, idet de skjænkede Verden en ny Metaphysik, saa dyb og saa rig, som den ikke var seet siden Aristoteles’s[VI] og Nyplatonikernes Tider, en ny Poesi, den skjønneste, siden Shakespeares[VII] Tid, og dem var det, som grundlagde en ny Behandling af Historien, Mythologien og Poesien; thi hos dem havde intet Andet været frit end Tanken alene.
Af Tydskland er derfor den Litteratur stærkt paavirket, som ved Aarhundredeskiftet udviklede sig i Frankrig, ligesom overhovedet Folkene først nu ret begynde at træde i uafbrudt aandelig Forbindelse med hverandre. De store Omvæltninger, Republikens og Keiserdømmets Krige, der tumlede alle Europas Folkeslag mellem hverandre, lærte dem paa samme Tid at kjende hverandre. Men grundigst paavirket af de fremmede Omgivelser blev dog den Klasse af Mennesker, der ved alle hine store Begivenheder saa sig tvunget til et fast og langvarigt Ophold udenfor Fædrelandet. Den Indflydelse af en fremmed Aand, som var flygtig og forbigaaende paa Soldaten, blev varig og betydningsfuld paa Emigranten. Den franske Emigrant nødtes til at lære det fremmede Sprog |34| paa en mere end overfladisk Maade, om ei af anden Aarsag saa for i det fremmede Land at kunne give Undervisning i sit eget Sprog. Fra intelligente franske Emigranter udbredte da en ny Aand sig over Frankrig, og heri ligger det, at det nye Aarhundredes Litteratur i dette Land begynder som Emigrantlitteratur.
Emigranten er efter sit Væsen oppositionel. Men hans Opposition har en forskjellig Charakter, eftersom det er Rædselsherredømmet eller det absolute Keiserdømme, mod hvilket han opponerer, og hvis Magt han har undflyet. Meget ofte har han undflyet dem begge, og hans Bevæggrunde til Opposition ere da af blandet Natur; han har f. Ex. Sympathier for Revolutionen i dens første Skikkelse og en heftigere Uvillie mod Keiserdømmet end mod Terrorismen; men af hvad Natur end Blandingen er, vil man allerede paa dette Punkt kunne ane den dobbelte Strømning i Emigrantlitteraturens Productioner. Umiddelbart reagerer den mod det 18de Aarhundredes Litteratur, dens Overdrivelser og dens Udskeielser, men ligefuldt er der i Frembringelserne en Understrøm, som fortsætter Hovedstrømningen fra det 18de Aarhundrede; saaledes overalt: hos Chateaubriand[VIII], hos Sénancour[IX], hos Constant[X], hos Mme de Staël[XI], og det er paa dette fine Vexelforhold mellem Reaction og Fremskridt jeg fra Begyndelsen af vil bede Dem om at være opmærksom.
|35| Naar man taler om det 18de Aarhundredes Aand er det almindelig Voltaires[XII] Navn, der kommer En paa Læben; det er ham, der samler, resumerer og repræsenterer den hele Tidsalder: forsaavidt Emigranterne reagere imod ham, kunne de siges at betegne Reaction mod det foregaaende Aarhundrede. Men der er jo blandt det 18de Aarhundredes Forfattere en, der i Storhed næsten er Voltaire[XIII] lig og hvis Virksomhed strækker sig langt ud over hans egen Levealder; ham er det, som inspirerer Emigrantlitteraturen og til hvem den trods al udenlandsk Paavirkning paa ethvert Punkt lader sig føre tilbage, og forsaavidt den nedstammer fra Rousseau[XIV] og fortsætter Rousseau[XV], kan den siges at fortsætte det foregaaende Aarhundrede og Revolutionen. Til Rousseau[XVI] vise i Virkeligheden næsten alle det 19de Aarhundredes store litterære Bevægelser tilbage. Fra ham udgaae i Tydskland Herder[XVII], Kant[XVIII], Fichte[XIX], Jacobi[XX], Goethe[XXI], Jean Paul[XXII], Schiller[XXIII] og Tieck[XXIV], i Frankrig Saint-Pierre[XXV], Robespierre[XXVI], Chateaubriand[XXVII], Mme de Staël[XXVIII], Diderot[XXIX] og George Sand[XXX]; fra ham udgaaer i England En, hvis Navn tæller som Hundredes: Byron[XXXI]. Medens Voltaire[XXXII] især virker paa Aanderne i Almindelighed, er Rousseaus[XXXIII] Indflydelse aldeles overveiende paa de fremragende Talenter, paa Forfatterne. Skiftevis have efter deres Død hine to store Mænd behersket Eftertiden. Voltaire[XXXIV] afgav ved Aarhundredets Begyndelse Scepteret til Rous|36|seau, saa indtraf efter 1848 en Periode, i hvilken Voltaire[XXXV] paany har fravristet Rousseau[XXXVI] Herredømmet over Sjælene, i Frankrig idetmindste, og i dette Lands mest fremragende moderne Skribenter, som Ernest Renan[XXXVII] f. Ex., finder man den dobbelte Aandsretning endelig sammensmeltet, Rousseau’s[XXXVIII] Aand multipliceret med Voltaires[XXXIX]. Men i Rousseau’s[XL] Skrifter alene er det, at næsten enhver af de store fra Udlandet kommende Strømninger, som ved Aarhundredets Begyndelse fra Tydskland og England bryde ind over Frankrig, have deres Kildespring, og Rousseau[XLI] er det, hvem det skyldes, at den Litteratur, som af Franske frembragtes i Udlandet, under al sin Opposition imod den Aand, af hvilken det absolute Keiserdømme fremgik, bevarede et Forhold til det 18de Aarhundrede og havde oprindeligt franske Forudsætninger at støtte sig til.
det dominerende versemål i fransk klassicistisk litteratur. Aleksandrinere består af 12-13 vekselvis tryksvage og trykstærke stavelser.
dvs. handlingens, tidens og stedets enhed inden for et døgn som klassicismens normative krav til et drama. Idealet har sine rødder i Aristoteles' skrift Om digtekunsten, 300-tallet f.Kr.
en af de ni muser i græsk mytologi; hun symboliserer kunstarterne tragedie og klagesange.
GB hentyder til et brev fra Voltaire, dateret 11.6.[1761], til den russiske greve Andrej Petrovitsj Schouvaloff, trykt i Voltaire 1815, 12:206.
før Tysklands samling i 1871 var landet opdelt i mange større eller mindre fyrstendømmer.
(ty.) råd (fx etatsråd) og greve.
nyplatonismen var en filosofisk strømning, der dominerede de senantikke århundreder, ca. 250-500 e.Kr.
Rædselsregimet, La Terreur, er en gængs betegnelse for en fase af Den Franske Revolution, der gik fra 1793 til 1794. Det absolutte kejserdømme begyndte med Napoleon 1.s kroning i 1804 og sluttede i 1814/1815.
dvs. revolutionsåret 1848 med antiautoritære opstande flere steder i Europa.
højresiderne i kapitel 1 har i førsteudgaven klummetitlerne »Le génie du christianisme.«, »La nouvelle Héloïse.«, »Marivaux's Theater.« og »La nouvelle Héloïse.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
dvs. fuldbyrdelse af inkvisitionens domme over kættere, der ofte blev brændt på bålet.
kristne felttog fra 1090'erne og et par århundreder frem i Mellemøsten og Europa; det oprindelige formål var at befri byen Jerusalem fra muslimsk herredømme, sidenhen tillige at tvangskristne andre folkeslag.
i 1801 indgik Frankrig og den katolske kirke en aftale (et konkordat) om forholdet mellem religion og stat.
under Den Franske Revolution havde man i Frankrig afskaffet religion, dvs. kristendom, og forbudt kirkelig praksis. Den blev atter tilladt i 1801.
en teaterrolle som en snu og beslutsom ung pige, ofte en kammerpige. Hun er en fast figur i en del komedier fra 1700-tallet, jf. Pernille i Ludvig Holbergs komedier.
delvis parafrase over Paul de Saint-Victors forord til Théâtre de Marivaux, 1863 Marivaux 1863:ii.
(fr.) koket flirten.
GB sigter til Bjørnstjerne Bjørnsons tidlige romantiserede fortællinger, fx Synnøve Solbakken, 1857, Arne, 1859, og En glad gut, 1860.
(fr.) buskads.
dvs. jævnbyrdige i social henseende.
den 2.10.1808 var Goethe i privataudiens hos kejser Napoleon 1. i Erfurt. Senere i samtiden har flere personer hver for sig skriftligt refereret, hvad de i tiden derefter havde erfaret om denne samtales indhold. I nogle selvbiografiske optegnelser nævner Goethe selv samtalen, herunder Napoleons velbegrundede kritik af et ikke nærmere udpeget sted i Die Leiden des jungen Werther, 1774. GBs referat af Napoleons Wertherkritik er bygget på andre kildeudsagn end Goethes Goethe: Werke 2000, 10:544-547 og 784-787.
»la Régence«, i fransk historie perioden mellem den 5-årige kong Ludvig 15.s tronbestigelse i 1715 og hans myndighedsalder i 1723.
dvs. Julie ou la Nouvelle Héloïse, 1761.
der henvises til spredte steder (lat. »passim«) i den tyske litteraturforsker Hermann Hettner: Geschichte der französischen Literatur im achtzehnten Jahrhundert, 1860. Bogen er et bind i Hettners store værk Literaturgeschichte des achtzehnten Jahrhunderts, 1856-1870.
(fr.) de små huse.
(fr.) flygtig, let digtning. Prosa og lyrik i kort pointeret form, fx epigrammer, kan henregnes til denne kategori.
i græsk mytologi har hyrdeguden Pan gedebukkelignende træk og skildres undertiden i selskab med unge afklædte nymfer. Nyfremstillede have- og parkfigurer med dette motiv var på mode blandt 1700-tallets aristokrati.
der sigtes til Claude Prosper Crébillon: Le Sopha. Conte moral, 1740.
dvs. rigt udsmykkede stueure.
GB hentyder til øen l'Île Rousseau, hvor den franske billedhugger James Pradiers statue af den siddende Rousseau var blevet opstillet i 1835.
la Régence, i fransk historie perioden mellem den 5-årige kong Ludvig 15.s tronbestigelse i 1715 og hans myndighedsalder i 1723. GB synes i sammenhængen at lade betegnelsen dække en større del af 1700-tallet.
højresiderne i kapitel 2 har i førsteudgaven klummetitlen »Werther.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
en påtænkt dansk oversættelse af Die Leiden des jungen Werther, 1774, blev i 1776 forbudt i Danmark.
(fr.) skønne sjæl.
(ty.) den skønne sjæl.
der sigtes til Goethe und Werther, udgivet 1855 af August Kestner. Det omtalte manuskript benævnes i bogen: Kestners Nachrichten über den Tod Jerusalems vom 2. Nov. 1772. An Goethe abgesandt in demselben Monat Goethe und Werther 1855:87-100.
af August Kestners Goethe und Werther, 1855. GBs gengivelse afviger lidt fra forlægget Goethe und Werther 1855:100.
henviser til slutningsordene i Goethes roman Die Leiden des jungen Werther, 1774 Goethe: Werke 2000, 6:124.
farisæisk, dvs. selvretfærdigt, skinhelligt.
GB hentyder til teksten »22. Mai 1771« i Goethes roman Die Leiden des jungen Werther, 1774 Goethe: Werke 2000, 6:13-14.
deisme, dvs. tro på en gud, der ikke griber aktivt ind i verdens gang; fornuftsreligion.
bøger i oktavformat, dvs. mindre end 25 cm høje. Formatet fremkommer, når det trykte ark foldes tre gange til 16 tryksider.
citat fra J.J. Rousseau: Julie ou la Nouvelle Héloïse, 1761, Sixième Partie, Lettre VIII [sidetal skal findes /GP] Rousseau 1964, 2:.
kimærer, dvs. fabelvæsener; i sammenhængen menes snarere: indbildte forestillinger, fantasifostre.
hos Goethe siger Lotte navnet »Klopstock«, hun skriver det ikke på ruden; GB refererer til Goethe: Die Leiden des jungen Werther, 1774 Goethe: Werke 2000, 6:27.
dvs. sagndigteren Ossian og James Macpherson, der i 1760 udgav digte i hans navn og stil.
preux betyder på fransk: en ædel ridder.
frit gengivet udråb, som hovedpersonen fremkommer med i enrum i Goethes roman Wilhelms Meisters Lehrjahre, 1795-1796, Drittes Buch, Zweites Kapitel Goethe: Werke 2000, 7:154.
Marseillaisens ord og melodi blev skrevet i april 1792 af den franske officer Claude-Joseph Rouget de Lisle. Fra 1795 har den været Frankrigs nationalsang.
højresiderne i kapitel 3 har i førsteudgaven klummetitlerne »Alceste.« og »Jacques«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
citatet har ikke ladet sig eftervise.
citatet er hentet fra Shakespeares As You Like It, 1599-1600, II,1 Shakespeare 2005:662.
ifølge Descartes beror forskellen mellem mennesker og dyr på, at der til den menneskelige maskine er knyttet en fornuft, hvilket ikke er tilfældet for dyrs vedkommende. GB sigter til René Descartes' Discours de la méthode, 1637, 5. partie Descartes 1996, 6:40-60.
højresiderne i kapitel 4 har i førsteudgaven klummetitlen »René.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
dvs. profeterne i jødedommen; flere af deres tekster indgår i Det Gamle Testamente.
fri gengivelse af Moses' ord i GTs beretning om Moses ved den brændende tornebusk, 2. Mos, 4,10ff.
dvs. Sankt Christoforus; ifølge en oldkirkelig legende var han en kæmpe, der på sine skuldre bar det lille Jesusbarn over en flod og derved fik sit navn, (lat.) Kristusbæreren.
af et brev fra Chateaubriand, dateret august 1832, til Hortense Allard. GB citerer muligvis efter C.A. Sainte-Beuves Causeries du lundi, 27 mai 1850 Sainte-Beuve 1868, 2:159.
et begreb præget af Kierkegaard, som i Frygt og Bæven, 1843, anvender det om Abraham, der tilsidesætter etiske krav i religiøsitetens højere tjeneste.
den græske gud Apollons præstinde i hans tempel i Delfi. I en ekstatisk trancetilstand kunne hun give flertydige orakelsvar på menneskers forespørgsler om fremtiden.
GB henviser til Sainte-Beuves Causeries du lundi, 27 mai 1850 Sainte-Beuve 1868, 2:155.
dvs. spår eller øver trolddom.
af Chateaubriands roman Les Natchez, 1826 Chateaubriand 1827, 20:239-240.
af Chateaubriands roman Les Natchez, 1826 Chateaubriand 1827, 20:236.
et navn for djævelen. Navnet gengives som 'lysbringer' i Esajas' Bog 14,12; i middelalderlig bibeltolkning blev stedet opfattet som en beskrivelse af djævelens nedstyrtning fra himlen.
dvs. Johannes Forføreren, titelfiguren i Søren Kierkegaards »Forførerens Dagbog«, Enten-Eller, 1, 1843.
måske tænker GB her på en digtertype som N.F.S. Grundtvig.
måske tænker GB her på en digtertype som Søren Kierkegaard.
under Den Franske Revolution var klostrene blevet tvangslukket og afskaffet.
anlægger slør, dvs. bliver optaget i en nonneorden.
Robert Southeys negativt ladede benævnelse af Byrons litterære retning, første gang anvendt i Southeys bog A Vision of Judgement, 1821.
hentydning til Harriet Beecher Stowes bog Lady Byron Vindicated. A History of the Byron Controversy from its Beginning in 1816 to the Present Time, 1870.
den ene, dvs. den eneste. Den Anglikanske Kirke har siden midten af 1500-tallet været den officielle kirke i England (Church of England).
Lord Byron var født med en klumpfod. Traditionelt er djævelen ofte blevet afbildet med hestehove som fødder.
citat fra Chateaubriands roman Les Natchez, 1826 Chateaubriand 1827,20:239.
Chateaubriand: Atala, 1801 [skal identificeres /GP] .
højresiderne i kapitel 5 har i førsteudgaven klummetitlen »Den nye Sjælstilstand.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
en replik af Spark i Alfred de Mussets komedie Fantasio, 1833, I,2 Musset Epub:23.
højresiderne i kapitel 6 har i førsteudgaven klummetitlen »Obermann.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
af Etienne de Sénancours Oberman, 1804. GB har anvendt andenudgaven fra 1833 med stavemåden Obermann Sénancour 1833, 1:3.
berømmelsens personifikation i skikkelse af en ung kvinde.
hentydning til Shakespeares Hamlet, 1600-1601, I,4 Shakespeare 2005:688.
af Etienne de Sénancours Oberman, 1804 Sénancour 1833, 1:109-110.
af Etienne de Sénancours Oberman, 1804 Sénancour 1833, 1:87-90.
af Etienne de Sénancours Oberman, 1804 Sénancour 1833, 2:360.
af Etienne Sénancours Oberman, 1804 Sénancour 1833, 2:360-361.
af Etienne de Sénancours Oberman, 1804 Sénancour 1833, 1:296-299.
GB citerer fra sin besvarelse i to dele af Københavns Universitets prisopgave fra 1862-1863 med titlen: »At oplyse, hvorledes den antike Idee om Skjæbnen træder frem i den græske Tragedie« (manuskriptet findes i Brandes Arkivet 204/50, trykt i GBs Samlede Skrifter bd. 12, s. 60-97). GB indleverede 15.6.1863 sin besvarelse til Universitetet og modtog tre måneder senere Universitetets guldmedalje Brandes 1902, 12:82.
af Chateaubriands roman Les Natchez, 1826 Chateaubriand 1827, 20:234.
af C.A. Sainte-Beuves Causeries du lundi, 27 mai 1850 Sainte-Beuve 1868, 2:153.
overskriften til 4. bog af Schopenhauers Die Welt als Wille und Vorstellung, 1819, lyder: »Bei erreichter Selbsterkenntniss, Bejahung und Verneinung des Willens zum Leben« (Bekræftelse eller fornægtelse af viljen til livet som følge af opnået selverkendelse).
af Etienne de Sénancours Oberman, 1804 Sénancour 1833, 2:366-367.
dvs. gå kun først.
højresiderne i kapitel 7 har i førsteudgaven klummetitlen »Adolphe.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
Benjamin Constant: Adolphe, 1816 Constant 1824:221-222.
kærlighedsgud i romersk mytologi, svarende til den græske Eros.
(fr.) latter, leg og nydelse.
GB sigter til en passage i Arthur Schopenhauers Die Welt als Wille und Vorstellung, 2, 1844, 4. bog Schopenhauer 1960, 2:702-703.
dvs. Cupido eller Amor i selskab med de tre gratier: et antikt motiv, som Bertel Thorvaldsen flere gange har afbildet i marmor.
(lat.) en sammensat blanding.
GB sigter til en passage i Søren Kierkegaards Stadier paa Livets Vei, 1845 Kierkegaard 1999, 6:436.
som påvist af Hesselager 1993:119 parafraserer GB her den Adolphe-parafrase, der gives i Gustave Planche: »Notice sur Adolphe«, 1834 Planche 1836, 1:264.
dvs. har foregrebet det hele i sin fantasi.
der sigtes til Honoré de Balzacs roman La femme de trente ans, 1831-1834.
socialistisk, utopisk doktrin, opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon, hvis økonomiske filosofi ville løse det voksende byproletariats fattigdomsproblem ved industrialisering uden kapitalistisk udbytning.
folkelig opstand i Frankrig, juli 1830.
Den Franske Revolution, der brød ud i 1789.
GB hentyder til Déclaration des Droits de l'Homme et du Citoyen de 1789, også blot kaldet Menneskerettighedserklæringen, som blev vedtaget 26.8.1789 af den franske Nationalforsamling. I artikel 1 hedder det: »Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder«.
sammensat citat fra Jules Janin: Histoire de la littérature dramatique, 1858 Janin 1858, 6:72-73.
Junie er titelfigurens elskerinde i Jean Racines tragedie Britannicus, 1669; Desdemona er titelfigurens hustru i Shakespeares tragedie Othello, 1604; Agnes er den unge pige i Molières komedie L'École des femmes, 1662; Zaïre er titelfiguren i Voltaires tragedie Zaïre, 1732; Manon Lescaut er titelfiguren i Abbé Prévosts roman Manon Lescaut, 1731; Virginie er den kvindelige titelfigur i Saint-Pierres roman Paul et Virginie, 1788.
citat fra Delphine de Girardin: Lettres parisiennes, 1843 (Lettre VI, dateret 30. nov. 1836) Girardin 1857:36.
højresiderne i kapitel 8 har i førsteudgaven klummetitlen »Constant.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
sammensat citat fra et brev fra Benjamin Constant, dateret 17.11.1779, til hans bedstemor. - Brevets ordlyd findes i Galerie des contemporains illustres, par un homme de rien. Tome VIII, Paris [uden år, dvs. ca. 1850], s. 24-26 (i en usigneret biografisk artikel om Benjamin Constant).
fra den lille ø Elba vendte den internerede og abdicerede kejser Napoleon 1. tilbage i marts 1815 og greb magten i Frankrig i 100 dage frem til sit endegyldige militære nederlag ved Waterloo i juni.
(fr.) den skiftende, den upålidelige.
af C.A. Sainte-Beuve: Nouveaux lundis, 1863 Sainte-Beuve 1863, 1:322.
af C.A. Sainte-Beuve: Derniers portraits littéraires, 1858 Sainte-Beuve 1858:205.
af et brev fra Benjamin Constant, dateret 4.6.1790, til Madame de Charrière. Brevet er gengivet i C.A. Sainte-Beuves bog Derniers portraits littéraires, 1858 Sainte-Beuve 1858:207-208.
et posthumt arbejde, dvs. et arbejde der først efter ophavsmandens død er blevet offentliggjort.
af et brev fra Benjamin Constant, dateret 3.3.1788, til Madame de Charrière. Brevet er gengivet i C.A. Sainte-Beuves bog Derniers portraits littéraires, 1858 Sainte-Beuve 1858:222.
der hentydes til begivenheder i 2.Mos., kap.12 og 13. En fransk salme herom er ikke identificeret.
af et brev fra Benjamin Constant, dateret 10.12.1790, til Madame de Charrière. Brevet er gengivet i C.A. Sainte-Beuves bog Derniers portraits littéraires, 1858 Sainte-Beuve 1858:255.
af et brev fra Benjamin Constant, dateret 24.12.1790, til Madame de Charrière. Brevet er gengivet i C.A. Sainte-Beuves bog Derniers portraits littéraires, 1858 Sainte-Beuve 1858:257-258.
(lat.) for hvem er det godt?, til hvis gavn?; udtryk anvendt i flere af Ciceros taler og siden da et juridisk princip, fastlagt i romerretten. En anden gammel juridisk formulering lyder: »Is fecit, cui prodest«, (lat.) den, hvem det gavner, har gjort det.
(lat.) magisk lygte/lampe; ca. 1800 navnet på en tidlig form for lysbilledapparat, der blev brugt til fremvisning af billeder malet på glasplader.
af et brev fra Benjamin Constant, dateret 7.6.[1792], til Madame de Charrière. Brevet er gengivet i en note i C.A. Sainte-Beuves bog Derniers portraits littéraires, 1858 Sainte-Beuve 1858:262.
af Francois-Adolphe Loève-Veimars' anonymt offentliggjorte »Lettres sur les hommes d'État de la France«, Lettre deuxième, trykt i: Revue des Deux Mondes, 1833 Loève-Veimars 1833:260.
kontradiktoriske, dvs. selvmodsigende.
dvs. »Diapsalmata«, der indleder Søren Kierkegaards Enten-Eller, 1843.
højresiderne i kapitel 9 har i førsteudgaven klummetitlerne »Goethes Kvindefigurer.« og »Eleonore.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
dvs. en kreds af digtere; som sådan betegner udtrykket oprindeligt en fransk digterskole i 1500-tallet, bestående af syv digtere. I græsk mytologi er plejaderne Atlas' syv døtre; i astronomien bruges navnet som betegnelse for Syvstjernen i stjernebilledet Tyren.
GB hentyder til GT, 1. Mos., 6, 1-4.
der sigtes til Shakespeares Othello, 1603-1604, IV,3 Shakespeare 2005:901.
at bære blomster i håret er et gammelt udtryk for sindssygdom. Hentydning til Shakespeares Hamlet, 1600-1601, IV,5 Shakespeare 2005:706.
som påvist af Hesselager 1993:120 parafraserer GB her den Adolphe-parafrase, der gives i Gustave Planche: »Notice sur Adolphe«, 1834 Planche 1836, 1:266.
som påvist af Hesselager 1993:120 parafraserer GB her den Adolphe-parafrase, der gives i Gustave Planche: »Notice sur Adolphe«, 1834 Planche 1836, 1:267.
replik af Sir Andrew Aguecheek i Shakespeares komedie Twelfth Night, 1601, II,3 Shakespeare 2005:728.
GB henviser til Benjamin Constants forord i tredjeudgaven fra 1824 af hans roman Adolphe, der oprindelig udkom i 1816 Constant 1824:xi.
Capitolhøjen i Roms centrum. GB hentyder til Corinnes digterkroning på Capitol, som den beskrives i Mme de Staëls roman Corinne ou l'Italie, 1807, Livre II Staël 2000:22-45.
højresiderne i kapitel 10 har i førsteudgaven klummetitlen »Adolphe.« Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
af Francois-Adolphe Loève-Veimars' anonymt offentliggjorte »Lettres sur les hommes d'État de la France«, Lettre deuxième, trykt i: Revue des Deux Mondes, 1833 Loève-Veimars 1833:240.
Benjamin Constant: Adolphe, 1816 Constant 1824:232-234.
højresiderne i kapitel 11 har i førsteudgaven klummetitlerne »Mme de Staël.« og »Delphine.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
af et brev fra Lord Byron, dateret 6.5.1823, til Lady Blessington.
af et brev fra Madame de Staël, dateret 30.6.[1816], til la duchesse de Duras. Brevet er gengivet i C.A. Sainte-Beuves Portraits de femmes, 1844 Sainte-Beuve 1844:125, note 1.
citat fra Madame de Staël: Corinne ou l'Italie, 1807, Livre IV, Chapitre III Staël 2000:69.
citat fra Madame de Staël: De la littérature considérée dans ses rapports avec les institutions sociales, 1800 Staël 1800:vi.
dvs. udbruddet af Den Franske Revolution i 1789.
dvs. 1793.
Madame de Staëls brevroman Delphine udkom sidst i 1802 og bærer på titelbladet udgivelsesåret 1803.
den 15.7.1801 indgik Frankrig og den katolske kirke en aftale (et konkordat) om forholdet mellem religion og stat.
ifølge et antikt græsk sagn lagde røveren Prokrustes sine fanger på en seng; de, der var for høje i forhold til sengens længde, huggede han kortere, og de, der var for lave, sørgede han for blev strakt.
af Friedrich Schillers epigram »Gelehrte Gesellschaften«, 1796 Schiller 1992, 1:278.
(lat.) samlet, som helhed.
formodentlig et skjult citat. I sit essay om Ernest Renan, 1872 og senere, beretter GB om sit besøg i 1870 hos Renan og citerer ham for udsagnet: »De fleste Mennesker er slet ikke Mennesker, men Aber« Brandes 1899, 7:4-5.
et citat fra bogen Mélanges extraits des manuscrits de Madame Necker, anonymt udgivet i Paris 1798 af Suzanne Curchod Necker, der var mor til Madame de Staël. Citatet anvendte Madame de Staël som motto for sin brevroman Delphine, 1803 Staël 2004:1.
den 15.7.1801 indgik Frankrig og den katolske kirke en aftale (et konkordat) om forholdet mellem religion og stat. Madame de Staëls brevroman Delphine udkom sidst i 1802 og bærer på titelbladet udgivelsesåret 1803.
en sal i det kongelige slot Tuilerierne (les Tuileries) i Paris.
allusion til Det Nye Testamente, hvor Jesus i beretningen om kvinden, der er grebet i ægteskabsbrud, siger: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende« (Johannesevangeliet 8,7).
citat fra Madame de Staëls brevroman Delphine, 1803, Troisième Partie, Lettre XIV Staël 2004:319-320 og 321.
citat fra Madame de Staëls brevroman Delphine, 1803, Quatrième Partie, Lettre XVII Staël 2004:444.
citat fra Madame de Staëls brevroman Delphine, 1803, Quatrième Partie, Lettre XVII Staël 2004:445-446.
kimærisk, dvs. et fantasifoster, en indbildning.
dvs. blevet optaget i en nonneorden, har aflagt klosterløfte.
citat fra Madame de Staëls brevroman Delphine , 1803, Sixième Partie, Lettre XII Staël 2004:638-640.
sandsynligvis GBs egen dramatiserede videreudvikling af den tankegang, som ifølge hans udlægning er et hovedsigte i Madame de Staëls roman Delphine: individets kamp mod samfundets konventioner og fordomme.
tre figurer fra maskekomedien, også kaldet la commedia dell'arte, en folkelig italiensk teatergenre, opstået i 1500-tallet. Improvisation, stereotype figurer og satire rettet mod patriarkalsk magtfuldkommenhed karakteriserer genren, der videreudvikledes i Frankrig og andre steder. Den psykologisk nuancerede figur Polichinelo kaldes også Pulcinella.
GB giver i Levned - i forbindelse med sin beretning om hans første Italiensrejse - et kort resumé af denne tankegang, som antagelig er hans egen og originale iagttagelse Brandes 1907, 2:8.
højresiderne i kapitel 12 har i førsteudgaven klummetitlerne »Coppet og Ferney.« og »Mme de Staël.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
citatet har ikke kunnet identificeres.
citeret efter C.A. Sainte-Beuve: Portraits de femmes, 1844 Sainte-Beuve 1844:119.
(fr.) den førende ånd i verden; citeret efter C.A. Sainte-Beuve: Portraits de femmes, 1844 Sainte-Beuve 1844:121.
massakre i Paris på protestantiske huguenotter, begået natten mellem 24.8 og 25.8.1572. GB tager tilsyneladende fejl mht. 200-årsdagen, der ikke var i 1762.
(fr.) lad os knuse den afskyelige; i Voltaires breve et hyppigt forekommende udtryk, der sigter til kirken (eller overtroen).
citatet er hentet hos Nicolas de Condorcet: Vie de Voltaire, 1789 Condorcet 1827:112-113.
(lat.) opført for Gud [af] Voltaire; indskrift på kirken i Ferney.
citatet har ikke kunnet identificeres.
citatet har ikke kunnet identificeres.
af et brev fra Madame de Staël, dateret 3.4.1808, til den franske statsmand Charles Maurice de Talleyrand.
citat fra Madame de Staëls roman Corinne ou l'Italie, 1807, Livre IV, Chapitre VI Staël 2000:105-106.
Madame de Staëls ord var rettet til Chateaubriand; citeret efter C.A. Sainte-Beuve: Portraits de femmes, 1844 Sainte-Beuve 1844:101.
citat fra Madame de Staël: De la littérature considérée dans ses rapports avec les institutions sociales, 1800, Chapitre VIII Staël 1800:200.
et begreb præget af Kierkegaard, som i Frygt og Bæven, 1843, anvender det om Abraham, der tilsidesætter etiske krav i religiøsitetens højere tjeneste.
dvs. havde hånet, havde gjort nar af.
af Chateaubriands Le génie du christianisme; Lettre à M. de Fontanes sur la 2. édition de l'ouvrage de Mme de Staël Chateaubriand 1844, 2:307.
citatet har ikke kunnet identificeres.
af anmeldelsen i Journal des Débats, december 1802, signeret med mærket A., dvs. kritikeren Charles Marie de Feletz; citeret efter C.A. Sainte-Beuve: Nouveaux portraits et critiques littéraires, 1836 Sainte-Beuve 1836, 3:98.
i det antikke Rom var bakkanter - såvel mænd som kvinder - dyrkere af vinguden Bacchus, for hvem de holdt løsslupne drikkefester, såkaldte bakkanaler.
kvækere er et kristent trossamfund, der lægger vægt på, at hvert menneske tavst kan erfare Gud gennem sit »indre lys«.
en soldat, der er særligt trænet i at kaste granater.
i det antikke Grækenland underviste sofisterne i argumentation og logik. Ordet sofist har siden fået en nedsættende og nu dominerende betydning i retning af en spidsfindig ordkløver.
Madame de Staël boede 1786-1792 og igen i 1796-1798 i Hôtel de Ségur i Rue du Bac, Paris. Anekdokten om hendes udbrud er refereret af Albertine Necker de Saussure i »Notice sur la caractère et les écrits de Madame de Staël«, der er trykt som indledning i bind 1 af Les Oeuvres complètes de Madame la Baronne de Staël, 1820 Staël 1820,1:ccxcviii.
(lat.) må trykkes; ordet blev brugt om en myndigheds tilladelse til at trykke og udgive en bog eller et skrift.
(fr.) gens d'armes, mænd med våben; gendarmer, dvs. medlemmer af et militært korps med politiopgaver.
franske guldmønter; typen blev præget og udstedt under kongerne Ludvig 13.-Ludvig 16. fra 1640 til 1790'ernes begyndelse. En louis d'or vejer ca. 7 gram.
ordlyden i den officielle skrivelse fra politigeneral Savary, duc de Rovigo, til Madame de Staël, dateret oktober 1810, citerer hun i forordet til sin bog De l'Allemagne, 1813 Staël 1845:3.
hentyder til Corinnes digterkroning på Capitol i Rom, som beskrives i begyndelsen af Mme de Staëls roman Corinne ou l'Italie, 1807, Livre II Staël 2000:22-45.
»Albion perfide« blev i 1790'erne et fransk skældsord for Storbritannien, der blev kaldt troløst, fordi landet tilsluttede sig franskfjendtlige magter. Albion er et ældre poetisk navn for England, afledt af albus, der på latin betyder: hvid, muligvis efter Dovers hvide klinter.
dvs. Trikoloren, anvendt som kokarde, dvs. et lille mærke (badge) anbragt på hat eller overtøj.
citerer med mindre udeladelser Adam Oehlenschlägers Levnet, fortalt af ham selv, bd. 2, 1831, s. 173-176, eller gentagelsen i Oehlenschlägers Erindringer Oehlenschlägers Erindringer 1850, 2:166-168.
GB citerer muligvis anekdoten fra det 4. bind af Étienne Léon, baron de Lamothe-Langons anonymt udgivne Mémoires d'une femme de qualité, sur Louis XVIII, sa cour et son règne, 1829 Lamothe-Langon 1829, 4:229.
ifølge den græske myte hævnede den mykenske kongesøn Orestes sin far Agamemnon ved at dræbe sin mor Klytaimnestra og hendes elsker; i årevis var han på flugt fra hævngudinderne (erinyerne), som straffer drab på blodsbeslægtede, og stresset søgte han eksil i Delfi, indtil gudinden Athene omsider kendte ham fri for skyld.
højresiderne i kapitel 13 har i førsteudgaven klummetitlerne »Italiens Poesi.« og »Corinna.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
GB anvender her ordet race i betydningen: nationalkulturelt tilhørsforhold.
GB anvender her ordet race i betydningen: nationalkulturelt tilhørsforhold.
hentydning til Homer: Odysseen, 12. sang, 165-200 Homers Odyssé 2002:227-228.
dvs. planeten Venus.
raderingen er dateret 1643 og viser i billedets højre forgrund tre fritstående træer med udsigt i det flade landskab til byen Amsterdams skyline i horisonten. I Adam Bartschs grundlæggende katalog over Rembrandts raderinger identificeres den som nr. B 212.
Casa Guidi, beliggende på adressen Piazza San Felice 8 i Firenze.
højresiderne i kapitel 14 har i førsteudgaven klummetitlen »Ny Betragtning af Antiken.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
Charlotte Cordays sidste brev til sin far, dateret 16.7.1793, som GB havde set udstillet i Archives Nationales i Paris. I sit selvbiografiske værk Levned, bd. 1,1905, omtaler han på s. 304-305 sit indtryk i 1870 af den daværende permanente arkivudstilling af særlige historiske dokumenter og breve. - Citatet lyder på dansk: »Forbrydelsen vanærer, ikke skafottet« og stammer fra Thomas Corneilles drama Le Comte d'Essex, 1678, IV 5.
arvelig titel siden 1500-tallet i en fransk fyrsteslægt, der var en sidelinje til den franske kongeslægt Bourbon. Sidelinjen uddøde i 1830.
hentydning til Jean Racines tragedie Iphigénie, 1674, der udspiller sig i Aulis og låner motiv fra den græske sagnkreds om Agamemnon, far til Iphigenia.
G.E. Lessings polemik imod Voltaire havde ifølge D.F. Strauss rødder i nogle personlige oplevelser, Lessing kom ud for, da han som ung i Berlin havde kontakt med Voltaires sekretær Richier. Blandt disse beretter Strauss i sin bog om et par trykark fra en upubliceret bog af Voltaire, som uden Voltaires vidende kom i Lessings besiddelse og sidenhen blev opdaget af en dame, der underrettede Voltaire herom. Den skriftlige reaktion tolker Strauss som en personlig krænkelse af Lessing Strauss 1870:153-154.
tre berømte marmorskulpturer fra antikken; originalerne findes i Vatikanmuseet i Rom og - for Venus de Medicis vedkommende - i Uffizierne i Firenze.
berømt antik marmorskulptur, fundet i 1820 på den græske ø Milos i Det Ægæiske Hav og i 1821 bragt til Paris som gave til den franske konge; i dag i Louvremuseet, Paris.
af Goethes Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit, 1812, 8.Buch Goethe: Werke 2000, 9:316.
af Goethes Götter, Helden und Wieland, 1774 Goethe: Werke 2000, 4: 212-214.
Schillers epigram »Meine Antipathie«, 1796 Schiller 1992, 1:178, 564.