I Kjøbenhavn ventede en stor Masse Arbejd paa mig, Omarbejdelsen af flere Bind Hovedstrømninger paa Tysk, Forberedelse af Forelæsninger, og en Mængde forskelligartede Korrekturer. Jeg havde i det Øjeblik Arbejder under Trykken i Boston, Varshav, St. Petersborg, Leipzig, Frankfurt og Berlin.
Jeg fordybede mig i fransk Literatur, idet jeg agtede at holde Foredrag om den. I Zola’s[I] L’Oeuvre slog mig mest de oftere forekommende Ord les longs découragements de l’artiste, den Modløshed, jeg kendte saa godt. Imidlertid savnede jeg ikke Paaskønnelse udefra. Pol de Mont[II] sendte mig en Digtning, der var tilegnet Georg Brandes[III]. Carl Ewald[IV] tilegnede mig sin ny Roman Lindegrenen og Schandorph[V] sin nye Digtsamling.
Kristiania Studenter havde anmodet mig om at tale for dem i Slutningen af April, og da jeg tog imod Tilbudet, fik jeg fra Norsk Arbejdersamfund en Opfordring af samme Art.
Paa Skibet, som skulde føre mig til Norge, sagde Kaptajnen kort efter Afgangen: Generalstorm! og alle Bølger gik i nogle Timer over det høje Dæk. Det sneede desuden voldsomt. Saa blev Vejret stille.
|165| Vi havde den hele franske Circus Léonard-Houcke[VI] ombord, og jeg talte i længere Tid med de unge Beridersker af Truppen, vakre, velopdragne Piger, hvem jeg hjalp med at gøre sig forstaaelige for Mandskabet.
De to Frøkener Houcke[VII] var meget forskelligartede.
Den ældre var mørk, fyrig, helt igennem Artist; hun vidste neppe, i hvad By hun var kommet til Verden, bekymrede sig ikke derom: »Jeg er født i Circus, trives kun i Circus; Circus er mit Hjem og mit Liv.« Hun var vel tilfreds med at drage fra Land til Land og By til By i evig Uro. Landene var kun skiftende Kulisser omkring det faste Kastel, Circus, der var ens allevegne. Arenaens Dunstkres, Staldenes gode Lugt, Forestillingerne om Aftenen med Piskeknald og Musik, med stærk Belysning og bragende Applaus, det gav hende den eneste Livsfornemmelse, der forekom hende væsenlig og nødvendig.
Den yngre var helt modsat. Spædere af Bygning og noget finere af Udtryk kendte hun intet bedre end at fordybe sig i en Bog. Hun var saa læselysten, at hun kunde overhøre Klokkesignalet, som ringede hende ind i Circus. Og virkelig var hun meget belæst. Det interesserede mig, at hun bl. A. kendte Edmond de Goncourts[VIII] Artist-Roman: Brødrene Zemganno. For hende var heller ikke Arenaens Sand og Muld nogen Hjemstavn; for hende var Lykken at bo paa Landet, eje et Hus og et Stykke Jord, leve ganske idyllisk og stille. Hvorledes det senere er gaaet den ældre, véd jeg ikke; men det er blevet mig sagt, at den yngre opnaaede sit Ønskes Maal, idet hun blev gift med en dansk Landmand paa Lolland eller Falster.
Da vi havde snakket sammen i nogen Tid, sagde den ældre: »Ikke sandt, ogsaa De er Artist? Men hvad Slags? jeg tror: Recitator.« – Vi nærmede os Land, og der var sort af Mennesker paa Bryggen. De unge Piger var op|166|fyldte deraf. Har man indfundet sig i saa stort Antal for at se Circus Léonards Ankomst?
Det var Studenterne med deres Faner under Anførsel af Samfundets Formand, Frits Thaulow[IX], som ventede mig paa Bryggen og som, da Skibet lagde til Land, hilste mig med gentagne Hurraraab. De unge Piger sagde med stille Velopdragenhed, da jeg blottede mit Hoved: »Det er nok Dem og ikke os, hvem man modtager«. – Jeg havde undt dem, at det var dem.
Johan Sverdrup[X] var den første, hvem jeg besøgte. Han førte en lang politisk Samtale med mig, hvis Udgangspunkt var hans Tro paa en nær forestaaende Krig mellem Rusland og Tyskland, en Tro som – vel mest paa Grund af de russiske Blades ophidsende Artikler – dengang deltes af de Fleste. Men atter overraskedes jeg af det fantastiske Element i hans Sind. Han vilde vide, man i Berlin tænkte paa at fjerne det danske Dynasti som russisk sindet og at give Kongeriget Polen til Østerrig. Hvorledes det tyske Rige med Posen som prøjsisk Provins kunde attraa et Østerrig, der som slavisk Stat styredes af Polakker, var et Spørgsmaal, der ikke rejste sig for ham.
Straks efter Ankomsten maatte jeg love Formanden for Arbejdersamfundet at tale om Lassalle[XI]. For Studenterne skulde jeg tale om Polen, som jeg saa nylig havde besøgt. Begge Foredrag lønnedes med det stærkeste Bifald.
Da jeg havde talt om Polen, gik en bredskuldret polsk Flygtning ved Navn Szazinski[XII], der havde kæmpet med i 1863 og siden var bosat i Kristiania, hen imod mig, satte mig paa sin Arm og bar mig rundt under Jubel.
Det viste sig imidlertid, at Æmnet ikke havde været |167| alle tilpas. Ved et Gilde i Studentersamfundet angreb Hans Jæger[XIII] mig for at jeg ikke havde talt om ham istedenfor om Polen. Det kunde jo være ganske underholdende at høre om »disse undergaaede Folk«, men hvad man havde ventet af mig, var, at jeg skulde tage Stilling til ham og hans Sag, som den var udviklet i hans Bog Kristiania-Bohêmen. Jeg svarte skemtende: »Jeg vidste ikke af, at De er Verdens Midtpunkt«. Enkelte Andre talte imidlertid i samme Aand. En stor Del af Ungdommen med Mænd som Advokat Ludvig Meyer[XIV] og Maleren Christian Krohg[XV] i Spidsen var helt optagne af Hans Jægers[XVI] Lærdomme, som formelt gik ud paa, at Literaturen skulde indskrænke sig til sandhedskærlig Optegnelse af det virkelig Hændte, særlig det, der ellers ikke betragtedes som omtaleligt, reelt gik ud paa Godkendelsen af en ubetinget erotisk og sensuel Utvungethed som ene lyksaliggørende Menneskeslægten.
Skøndt Hans Jægers[XVII] Bog bl. A. ved Maaden, hvorpaa den drog enkelte Privatmænd som Skavlan[XVIII] og Bjørnson[XIX] ind i Fortællingen, stødte an mod god Kunst og god Smag, var Regeringens Holdning overfor den uforsvarlig. Det var helt trist at se Norges første Venstreregering, at se Johan Sverdrup[XX], hvem Jæger[XXI] havde forgudet, kræve Forfatteren anklaget for utugtig Skrivemaade og besørge ham sat bag Bolt og Slaa for lange Tider. Det havde været mig umuligt at godkende Jægers[XXII] Lærdomme; men det var mig umuligere at godkende Myndighedernes Holdning overfor ham. Jeg fik da begge Parter imod mig. De unge Hedsporer i hans Følge harmedes over min Kulde, og i de Jæger[XXIII] fjendtligt sindede Organer som Kristiania Dagblad blev jeg, paa Grund af min Synsmaades Ulighed med Bjørnsons[XXIV], under Overskriften Fritænkersk Reaktion angrebet sammen med Jæger[XXV] som reaktionær: Hvad den fritænkerske Reaktion vilde, var »Opløsning af Familielivet«. Pudsigt nok havde denne Ar|168|tikels Forfatter selv opløst en Familie – og gjorde saaledes ikke Brud paa den almindelige Regel, at Brandstifteren raaber Brand!
Da jeg paa hin Tid udgav min gamle Oversættelse af Stuart Mills[XXVI] Kvindernes Underkuelse og forsynede den med en ny mod den gængse Opfattelse af Ægteskabet rettet Indledning, polemiserede tidligere Tilhængere imod mig med Alvor og Overlegenhed. Min Trøst var, at hvor i Europa jeg end var kommen hen, tænkte de mest fremragende og oplyste Mænd som jeg om disse Spørgsmaal. Ligefuldt var det naturligvis en Pine at være flere hundrede Aar forud for Mængden, om saa blot paa et eller to Punkter. Anatole France[XXVII] har i vore Dage med Rette i sin Bog Sur la pierre blanche henlagt disse Spørgsmaals Løsning til Fremtiden. Den unge Franskmand, der vaagner efter 367 Aars Søvn, spørger en ung Pige: Kendes Ægteskabet hos Jer? og faar Svaret: »Ja, det skal endnu findes hos enkelte Hottentot-Stammer. Vi andre giver og tager ingen Løfter.«
Der blev foranstaltet en stemningsfuld Fest for mig i Sandviken. Den forherligedes af gode Talere og meget smukke Damer. Særligt hjertelig var en Tale af Advokat Ludvig Meyer[XXVIII], der uanset sin Stilling som Hans Jægers[XXIX] nære Ven fremhævede, hvad det gamle Tidsskrift Det nittende Aarhundrede havde betydet for ham i hans første Ungdom.
Efter Sædvane gav dette mit korte Besøg i en udenlandsk By den danske Presse Anledning til saa mange Usandheder at der, ifald jeg var bleven hjemme, normalt udkrævedes en Maaned til deres Tilvejebringelse.
Det meste af hvad Dagbladet og Nationaltidende svælgede i, stammede fra det norske Aftenposten og drejede sig om Ordskiftet ved et Studentersold i Anledning af Hans Jægers[XXX] Bog, der dog fra ingen af Siderne havde nogen |169| fjendtlig Karakter og i ethvert Tilfælde maatte opfattes som ganske privat.
Man havde i Kristiania sagt mig, at Aftenpostens Referent, som ikke selv havde Adgang til Salen, havde anmodet en af de Opvartere, der forsynede Deltagerne i Gildet med Drikkevarer, om af og til at have et vaagent Øje med hvad der foregik og af og til at laane Diskussionen et aabent Øre og saa i sine ledige Øjeblikke meddele Referenten, der ventede i en Restaurant i Nærheden, Resultatet af sine Iagttagelser.
Dette forklarede og undskyldte jo meget, som ellers maatte tilskrives ganske gemen Løgnagtighed.
Skønt Opvarteren rimeligvis anspændte sin Opmærksomhed, havde han undertiden hørt fejl, undertiden misforstaaet; han maatte jo have et aabent Øre for mangt et Vink, der laa udenfor Ordskiftet.
Hertil kom, at Aftenpostens Referent paa Grund af manglende Evne maaske ikke har kunnet hæve sig til Opvarterens Niveau og mere upartiske Standpunkt.
Intet Under altsaa, at Resultatet blev bedrøveligt.
Ikke en Sætning, der var lagt mig i Munden, havde jeg sagt, og neppe en Sætning af dem, der anførtes, var bleven sagt imod mig.
Saaledes lod Aftenposten (og efter den Dagbladet og Nationaltidende) Advokat Ludvig Meyer[XXXI] kalde mig lumpen. Hr. Meyer[XXXII] brugte vistnok Ordet lumpen, dog ikke om mig, men om visse Skribenter, der først bekendte sig til radikale Anskuelser, senere faldt fra – hvad dog altid gjorde nogen Forskel. Han nævnede to Navne, som Opvarteren havde overhørt og som jeg ikke skal gentage.
Dernæst lod disse Blade mig sige, at det var ikke altid de bedste Tanker, som ikke kunde forstaas af Idioter. Jeg sagde Millioner. Opvarteren havde hørt fejl.
|170| Den næste Dag ved det sluttede Middagsselskab i Sandviken havde Referenten atter havt en Opvarter til Hjemmelsmand og Resultatet blev ikke smukkere.
Nationaltidende bragte følgende Notits:
Dr. Georg Brandes[XXXIII] i Norge. Under vor Landsmands Ophold i Kristiania var der foranstaltet en »Æres-Middag« for ham, og ved denne var det »med megen Takt« – skriver Kristiania Aftenposten – overdraget Sagfører L. Meyer[XXXIV] at holde Festtalen for Gæsten. (Hr. Meyer[XXXV] havde et Par Aftener forud temmelig utilsløret sigtet Dr. G. Brandes[XXXVI] for at være »lumpen«). I bemeldte Tale fik Dr. G. Brandes[XXXVII] bl. a. at høre, »at hans Standpunkt nu forlængst var tilbagelagt«. Dr. Brandes[XXXVIII] »takkede bevæget for Skaalen, idet han fremholdt, at han af denne havde faaet det Indtryk, at hans Tid snart var forbi.«
Nogen Bevægethed lagde jeg ikke for Dagen. Men hverken havde Hr. Meyer[XXXIX] sagt noget, der nok saa fjernt lignede det, der var lagt ham i Munden, eller jeg en Stavelse, der havde den ringeste Lighed med det, der her endog som Citat med udhævet Skrift blev tillagt mig.
Indenfor mere humoristiske Grænser bevægede Spasen sig, naar den ubekendte Opvarter eller den anonyme Stymper af en Referent fandt, at hvad jeg i et Foredrag om Polen havde sagt, ikke var andet end »hvad ethvert almindelig dannet Menneske vidste om dette Land«. Hvorfor ikke straks sige enhver almindelig dannet Opvarter? Der var ganske sikkert ikke én Enkelthed i mit Foredrag, som Aviserne nogensinde havde anet det Ringeste om; der blev ikke nævnet et eneste Navn, de før havde hørt. Men de troede, det hørte til almindelig Dannelse at vide alt dette og vilde ingen Blottelse give sig.
I Kraft af en Korrespondance til et andet Blad, der med nogle Udeladelser aftryktes – meddelte det danske |171| Dagblad sine Læsere, at jeg »kun havde gjort tynd Lykke i Kristiania«.
Blandt de udeladte Steder angaaende mit »eneste Foredrag« – som det kaldtes, skønt jeg holdt to – var imidlertid ved et Tilfælde ogsaa denne Sætning: »Forøvrigt modtoges Brandes naturligvis med Entusiasme baade ved sin Indtræden og efter sit blændende Foredrag.«
Som man ser, blev en Del af den dansk-norske Presse sig stadigt lig i sin Holdning overfor mig.
I den senere Tid havde Trængslen paa Universitetet været saa stærk, at Publikum led derunder, selv naar jeg den ene Gang, jeg holdt mit Foredrag, tog Entrée og den anden Gang talte for Alle og Enhver. Jeg mente derfor at handle i Publikums Interesse, naar jeg, der havde Universitetssalene frit, nu ligesom paa Prøve lejede et større Lokale i Byen til de Par første Foredrag, jeg agtede at holde. Medens hine Sale var snevre, var Wittmacks Lokale rummeligt nok, og jeg lod forsøgsvis 600 Adgangskort trykke. Men jeg fik neppe 60 afsatte og end ikke mine Udgifter erstattede. Jeg kom fra Varshav, hvor jeg havde solgt 3,600 Adgangskort i to Timer, og fra Kristiania, hvor der havde været fuldt indtil Trængsel, da jeg talte. Jeg mærkede, jeg var kommen hjem, og til en By, hvor man ikke yndede noget Usædvanligt, og jeg talte fra da af ikke mere paa egen Haand udenfor Universitetet.
Naar jeg efter en kortere eller længere Tids Fraværelse vendte tilbage til Kjøbenhavn, var det for alle, som ventede og lurede paa at bruge mig, Signalet til at kaste sig over mig med deres Anmodninger, Plagerier, Manuskripter osv. I denne spiritistiske Tidsalder er Plageaander de eneste Aander, jeg nogensinde har set.
|172| Allerede da var Manuskriptbombardementet blevet saa stærkt, at det var min daglige Plage. I Almindelighed blev Tilsenderne grove, saasnart jeg enten ikke havde faaet Haandskriftet læst eller havde forlagt det eller ikke fandt det godt. En Dag fik jeg Besøg af en Teolog, der paa indtrængende Spørgsmaal tilstod, at han af Hjertet hadede mig og min Retning, men efter i fire Aar at have skrevet Dramaer, var kommen til det Resultat, at jeg dog var den eneste, hvis Dom han stolede paa.
Skærsommer bragte den sædvanlige Tilstrømning af Fremmede til Kjøbenhavn, som ikke undlod at søge mig. Fra Sverig alene kom det Aar som sædvanligt Fru Edgren[XL], der nu for første Gang var hjertelig i sin Tale, ja havde Ømhed i Stemmen. Man sagde, hun for første Gang i sit Liv var bleven grundigt forelsket, og dette maa da have smeltet hendes Hjerte. Hun fortalte f. Eks., at hun i Schweiz havde truffet en ung Russer, der af Begejstring for mine Skrifter havde lært sig Dansk, men af Undseelse og Respekt aldrig havde skrevet mig til. Saadanne Behageligheder plejede hun ikke at sige. Det var nu otte Aar siden jeg første Gang havde gennemlæst et Manuskript for hende, og jeg var bleven ved dermed; men det forekom mig ikke desmindre, som om hun aldrig havde lært det ringeste af mig.
En Dag kom hun med Fru Sonja Kovalevski[XLI], hvis Bekendtskab jeg paa den Tid gjorde. Den berømte Frue var livlig, kvidrede som en Fugl, snakkede afvekslende i tre Sprog, saa man var tilmode, som bladede man i en Ollendorf. Hun gjorde et Indtryk af ualmindelig Opvakthed, men gav mig ikke Indtrykket af den Genialitet, hun efter deres Vidnesbyrd, der stod hende nær, utvivlsomt sad inde med.
En Uges Tid derefter kom for første Gang en ung Frøken Mathilda Kruse[XLII] (den senere Fru Malling), der som Forfatterinde af en lille Fortælling Bertha Funcke formelig |173| var bleven boycottet i Sverig, og gjorde mig et Besøg. Hun var fra Skaane, Landbarn og dog tidligt Dame, hos hvem jeg endnu ikke kunde spore den historiske Sans og Interesse, der gjorde hendes senere Bøger værdifulde.
Omtrent samtidigt indfandt sig i Kjøbenharn Fru Victoria Benedictsson[XLIII], en høj Dame, der langsomt bevægede sig paa Krykker, da hun havde været sengeliggende i Aarevis. Hun var en aarvaagen Aand, der efterhaanden udviklede et alvorligt Fortællertalent. Som Digterinde skortede det hende paa Selvtillid, og hendes Talent var bestandig som bristefærdigt overfor Kritiken, ifald denne tog lidt haardt paa hende. Ret ulig hende var Fru Alfhild Agrell[XLIV], da ikke mindre omtalt end Fru Edgren[XLV], en af de mange svenske Damer, Ibsens[XLVI] Dukkehjem og Kvindebevægelsen havde vakt. Hun havde da endnu ikke fundet sit Felt, ikke udfoldet de Evner, hun senere i komisk Retning lagde for Dagen. Paa den Tid gensaa jeg ogsaa den Frøken Ribbing, jeg netop tyve Aar forinden hos Digteren Frederik Paludan-Müller[XLVII] havde beundret som fuldendt Dejlighed. Nu var hun ældet og hendes Skønhed svundet med de halvhundrede Aar. Hun stod i min Fantasi som Venus fra Milo lyslevende, og Indtrykket af det Skønnestes Forgængelighed var afskyeligt.
Senere indfandt en Dag sig to nye svenske Skribenter Axel Lundegård[XLVIII] og Ola Hansson[XLIX], hvem jeg straks indbød til Frokost og senere stadigt modtog, hvad jeg fik Anledning til grundigt at fortryde.
Den forfærdelige Tidsspilde, som Plagerierne fra Omverdenen, en Post, der allerede da naaede til en Snes Breve om Dagen, og de talrige Besøg af Kjøbenhavnere og Fremmede foranledigede, bevirkede, at jeg i det Halvaar jævnlig |174| arbejdede paa mine Universitetsforelæsninger til 2 Nat, stod op igen Kl. 4 1/2 og arbejdede til Kl. 7 Morgen, sov to Timer og atter arbejdede hele Dagen paa den Forelæsning, jeg skulde holde om Aftenen Kl. 7. Jeg, hvis Tid andre Mennesker tankeløst har ranet i Timevis og Dagvis, kan med Sandhed sige, at jeg aldrig havde naaet blot det lidet, jeg har opnaaet, uden den dybeste Angest for at spilde et Minut.
Arbejdet med anden Del af den tyske Udgave af Hovedstrømninger tog en umaadelig Tid i Beslag. Min Afhandling om Schack Staffeldt[L] havde jeg betroet til en Oversætterinde; men da jeg fik den tyske Tekst forelagt, viste det sig, at neppe én Sætning stilistisk holdt Stik. Derefter arbejdede jeg paa den ny forøgede Udgave af Moderne Geister til Frankfurt, sendte Tilskueren min Afhandling om Aladdin og skrev en Skildring af Brøchner[LI]. Flere Gange i tidligere Aar og i dette havde jeg maattet opgive denne lille Skildring paa Grund af den frygtelige Sindsbevægelse hvori Æmnet satte mig. Jeg kunde ikke taale at læse Brøchners[LII] Breve til mig. Først nu fik jeg med Opbydelse af alle mine Kræfter Sindsro til Udarbejdelsen.
Hvad de slaviske Lande angik, fik jeg det Bud fra Varshav, at min lille Bog om den polske Literatur var bleven ubetinget forbudt af Censuren, den samme Censur, der havde ladet den passere to Gange i Forelæsningsform og som Føljeton i Gazeta Polska. Politimesteren havde denne Gang tilføjet, at det kun havde været retfærdigt, om man havde kastet mig nogle Maaneder i Fængsel for den, mens man havde mig. Intet Blad i Varshav turde endog blot meddele dette Forbud. Sagen trak i Langdrag. Saa skiftede Censuren med sædvanlig Planløshed Standpunkt, og Bogen udkom, rigtignok med saadanne Strygninger, at Teksten flere Steder omtrent er meningsløs.
En i Rusland bosat Dansker havde, som ovenfor an|175|tydet, begyndt at oversætte min Bog om Berlin stykkevis. Han opsøgte mig nu i Kjøbenhavn og meddelte mig, at mange Danske havde foreholdt ham, hvor dumt det var at oversætte mig, jeg var umoralsk og mine Bøger sammenstjaalne. Han brød sig dog ikke derom; thi ingen fremmed Forfatter var mere anerkendt i Rusland end jeg; man ventede med Spænding paa Udtalelser af mig om Landets egne Børn. En otte Aar holdt denne min Oversætter sig paa den samme Højde af Hengivenhed. Saa skrev han imod mig i russiske Aviser, og jeg tabte ham af Syne. Men i Sommerens Løb kom forskellige russiske Herrer til Kjøbenhavn, der levende opfordrede mig til at tage til Rusland næste Aar og tale der; den første var den bekendte poetiske Oversætter og Journalist P. Weinberg, den anden den fremragende Advokat Passauvert[LIII], min senere Vært i St. Petersborg, vistnok den første, der af Selvsyn gav mig en rigtig og udtømmende Forestilling om det dannede Selskabs Forestillingskres i Rusland, særlig om det, man dengang kaldte Nihilisme, den fuldstændige Mangel paa Respekt for ydre Stats- og Samfundsbaand.
Med Repræsentanter for et tredie slavisk Sprog gjorde jeg i de Dage Bekendtskab, idet Hr. Karel Kucera[LIV] fra Králove Hradeć i Bøhmen, en czechisk Digter, besøgte mig og meddelte, at han som tre af hans Venner havde lært sig Dansk for min Skyld. Han bragte mig den første Hilsen fra Digteren Vrchlicky[LV], der tilbød at sende mig alle Skrifter af ham, som var oversatte, og som senere blev min Ven. Disse Czecher var venskabeligt forbundne med polske Skribenter, der var mig kære, Adam Asnyk[LVI] og Digterinden Marja Konopnicka[LVII].
Først en seks, syv Aar derefter blev jeg i større Stil oversat paa Czechisk af den nu afdøde Agnes Schulz[LVIII], der |176| havde lært sig Dansk, og med Iver arbejdede paa at overføre større og mindre Arbejder af mig.
Fra Franskmanden Charles Simond[LIX], der uden at finde Forlægger havde oversat Hovedstrømningernes femte Bind paa Fransk og senere havde udgivet flere mindre Essays af mig, kom hjertelige Breve. Med Paul Bourget[LX] stod jeg da i Brevveksling; Edouard Rod[LXI] interesserede sig for mig og sendte mig alle sine Skrifter. Ellers var jeg paa det Tidspunkt i ringe Berøring med Frankrig.
I Tyskland mistede jeg da mine Venner og Beskyttere. Dr. Wilhelm Loewe[LXII] døde, John Simson[LXIII] døde.
Wilhelm Scherer[LXIV] døde tilsyneladende i sin fulde Kraft, kun nogle og fyrretyve Aar gammel. Han sad i sin Stue og skrev, da en paatrængende Student forstyrrede ham, fordi han vilde have en Attest. Scherer[LXV] bad ham først høfligt om at komme igen, saa, da den anden trængte paa, sprang han op, sagde, han øjeblikkelig skulde gaa sin Vej, og faldt død om.
Paa min Horizont dukkede samtidigt en ny tysk Foreteelse frem. I August 1886 noterede jeg: Filosofen Nietzsche[LXVI], en betydelig Mand, har sendt mig en ikke umærkelig Bog [vistnok Menschliches, Allzumenschliches].
En sand Glæde var det mig at se en Familie, der havde vundet mit Venskab i Wien, hos mig i Kjøbenhavn; det bødede paa Ærgrelsen over de mange Fremmede, Interviewere fra New York Herald, eller tyske Journalister fra Konstantinopel, som da dagligt tog min Tid, og paa Kuriositeter som Dr. Chaillu[LXVII], der havde bragt den første Gorilla til Europa og havde bevaret et Genskin af Menneskeaben over sin Person.
Tre Aar forinden havde Hørup[LXVIII] en Dag, da han gik med mig ned ad Holmens Kanal og i Anledning af Morgenbladets Overgang paa andre Hænder drømte om Stiftelsen af et nyt Blad, hævdet Tanken derom mod min mistrøstige Afvisning og udraabt: »Der ligger nu den By og venter paa sine Herrer, hvorfor skulde vi ikke tage den?« Nu havde Bladet Politiken naaet 7000 Abonnenter; der tabtes kun 1000 Kroner paa det om Maaneden, og 5. Juni 1886 udkom det for første Gang i 8000 Eksemplarer. Det var for den lille, radikale Gruppe i Danmark en utvetydig Fremgang. Men dette var ogsaa næsten det eneste Varsel om en Bedring af Tilstandene. Ved selve Grundlovsfesten i Kjøbenhavn mønstrede Højre en Styrke af 40,000, de Liberale af 5000, og naar Højesteret – som det trods visse Liberales naive Skriverier var at forudse – dømte, at provisoriske Finanslove var lige saa gyldige som lovligt vedtagne, var det danske Venstres sidste Spil tabt og Alt foreløbigt ude.
Hørups[LXIX] Tale ved Grundlovsfesten underkastede jeg en ikke beundrende Kritik. Han sagde: »Skal dette Land kunne være andet end et Demokrati? Ser det ud som et Junkerland?« Herregud! det var jo indtil videre netop et Junkerland. Hørdums[LXX] Tale begejstrede mig ikke stærkere. Socialdemokraternes Fører udbrød: »Hvis Arbejderne vilde, saa kunde de vende Bøtten naarsomhelst.« Himlen vidste da, hvad de ventede paa. Dèr gik 50,000 Arbejdere i Procession og lod Hænderne dingle.
Under den stærke politiske Spænding havde jyske Bønder indbudt Studentersamfundet til et politisk Besøg. Jeg blev anmodet om at være blandt dem, der førte Studenterne til Jylland.
Vi gik med Skib til Horsens, og under Rejsens sidste Timer holdt Folketingsmand Frederik Bajer[LXXI], Fredskongressernes senere Formand, støttet til en Mast, et langt Foredrag for os om hans Valgkreds, hvortil vi rejste, om Forholdene der, om de urimelige Angreb, hvorfor han havde været Genstand, og den Oprejsning, han havde faaet. Lang og ivrig stod han der og talte vidtløftigt uden ret at betænke, hvor upaalidelig Interessen for hans Tilbageblik var hos unge Studenter, der levede i Nuet og Fremtiden.
Vi ankom til Horsens ved Middagstid. Jeg for min Del blev ført til en flink og dygtig Mand, Bogtrykkeren Arnold Jørgensen[LXXII], hos hvem jeg spiste og hvor adskillige af Egnens Mænd kom at gøre mit Bekendtskab. Jeg har mange Aar efter af den senere Conseilpræsident, Hr. J. C. Christensen[LXXIII], erfaret, at han som ung Skolelærer var blandt dem, der saaledes kom at hilse paa mig. Ud paa Eftermiddagen var der et stort Møde i Horsens, hvor jeg ikke var udset til Taler, men hvor der fra alle Sider raabtes, jeg skulde bestige Talerstolen. Jeg sagde da bl. A.: »Der er flere Maader at føre en politisk Kamp paa. En, jeg ikke vilde anbefale, er denne kendte og i Danmark hyppigt anvendte, som bestaar i med truende Miner og knyttede Hænder at rette disse Ord til Modstanderen: Tag dig i Agt! tag dig i Agt! Pak sammen med din Uforskammethed! For viger du ikke nu – saa ... saa ... saa gør jeg det!«
Jeg kan ikke sige, at denne korte Tale vakte Henrykkelse. Man var altfor sikker paa Venstres Udholdenhed. Talen gav i uskyldig Profeti et tro Billede af Fremtiden.
Ud paa Aftenen blev jeg hentet af min brave Gaardmands-Vært Jens Kjær[LXXIV] fra Vrønding, der havde faaet Erik Skram[LXXV] og mig til Gæster. Det var en af de bedste og klarest tænkende Mænd, jeg har kendt, en Pryd for danske Bønder.
|179| Han kørte os næste Dag til Hansted Skov, hvor der i en dyb Slugt mellem høje Bakker, paa hvis Grønsvær titusind Mennesker havde lejret sig, var rejst en landlig Talerstol. Jeg var den sidste, som fik Ordet, og holdt under levende Bifald den Tale, som findes i mine Skrifter*
.Da jeg gik ned paa Pladsen, kom Viggo Stuckenberg[LXXVI], som deltog i Turen, mig i Møde, og jeg havde min første lange Samtale med denne fine og dybe unge Digter, der her paa Pladsen mellem de støjende og muntre Mennesker, der snart hengav sig til Festligheder og Dans, fortalte mig sit Ungdomsliv og indviede mig i sine Forhaabninger og Længsler.
Min Tale i Hansted Skov gav ved dens radikale Tilsnit Anledning til Udbrud af Forbitrelse og Spot saavel i Venstre- som i Højreblade. Morgenbladet havde to lange Artikler imod mig, Dagsavisen anfaldt mig, Dagens Nyheder haanede mig under Overskrift Løveridderen. Men den jyske Avis Horsens Folkeblad gjorde sig lystig over alle disse Blade og erklærede, at jeg derovre kunde glæde mig ved almindelig Yndest. Imidlertid vedblev jeg at afgive stadig Næring for den kjøbenhavnske saakaldte Vittighedspresse. Snart figurerede jeg i de Dage i den som Pjerrot, der æder Blaar, snart som Præst ved Dagsavisens Begravelse.
Det havde nu i vel tre Aar i Danmark været Skik, at saasnart jeg satte Pen til Papiret, fremtraadte der En med Beskyldning for, at mit Arbejde var stjaalet. Da jeg udgav min Afhandling Aladdin, fik denne Beskyldning et humoristisk Anstrøg, idet Hr. P. A. Rosenberg[LXXVII] anklagede mig for at have plagieret noget, min Avindsmand, Hr. Rudolf Schmidt[LXXVIII], skulde have skrevet om samme Genstand. Den ulovlige Til|180|egnelse var saa meget utvivlsommere, som der baade i min Afhandling og hans Produkt fandtes (som det med en kostelig Vending kaldtes) »ordret« samme Ord: døgnlang. – Desuden skulde Grundtanken i det mig Ubekendte, som Hr. Schmidt[LXXIX] 1873 havde produceret, være den samme som i min Afhandling. Jeg maatte da offenligt eftervise, at denne Grundtanke fandtes udtrykt dels i mit Essay om H. C. Andersen[LXXX] fra 1869, dels i Indledningsforelæsningen til Hovedstrømninger fra 1871, som Hr. Schmidt[LXXXI] havde kendt, siden han allerede 1872 havde skrevet nogle smaa Taabeligheder og Ondskaber imod den.
I denne Tid som til enhver anden indfandt der sig hos mig det sædvanlige Kontingent af Gale, hvis Magnet jeg nu en Gang er, Opfindere, Opdagere og deslige, med forrykte Ideer og Projekter, miskendte Digtere og Tænkere, der traadte over min Tærskel varierende den ufravigelige Formel: Jeg kommer ikke for min Skyld, men for Deres. Det er ikke heldigt for en Astronom, naar det efter hans Død med Rette maa siges om ham: »Paa hans Tid fremtraadte paa Himlen en Stjerne af første Rang, men han opdagede den ikke.«
Dog fik jeg ogsaa rørende Besøg: En Dag kom til mig en Arbejder fra Tuborg Fabriker, hvis Ben var bleven beskadiget, idet en Tønde var styrtet ned derover, og som derfor nu vilde forsøge at tjene sit Brød ved Journalistik. Manden var et godt og skarpt Hoved, kun endnu yderst barnlig i sin Kritik af sociale og kirkelige Forhold. I Samtalens Løb havde jeg meddelt ham, at Bibelen selv gav En Midler i Hænde til Gendrivelse af Sagnet om David som Goliaths Drabsmand, idet jeg gjorde ham opmærksom paa Stedet (Anden Sam. 21,19), hvor det hedder: »Elchanan, Søn af Jagare-Orgim fra Bethlehem, slog Goliath fra Gath, hvis Spydstang var som en Væverbom.« Slagen af denne nye |181| Visdom ilede han fra mig lige ud til sin Sognepræst og beskyldte denne sagesløse Mand for at fare med bevidst Usandhed, da han var delagtig i Forherligelsen af Kong David for en Bedrift, som kun Smigreri havde tillagt ham.
I de Dage blev jeg af min tyske Forlægger Veit & Comp. foranlediget til at offenliggøre en lang tysk Erklæring mod Piratforlæggeren Barsdorf[LXXXII], der ødelagde mig ved Udgivelsen af mine Bøger uden mit Samtykke. Dette medførte en Mod-Anklage fra hans Side for at jeg til anden Udgave af Den romantiske Skole i Tyskland havde benyttet store Stykker af den ældste tyske Oversættelse, som han havde tilkøbt sig. Rigsretten i Leipzig, for hvilken Sagen appelleredes, gav ham Medhold, den danske Presse tiljublede ham, og jeg saa alt Haab om nogensinde at komme paa grøn Gren ved Hjælp af det Publikum, jeg havde vundet mig i Tyskland, forsvinde.
En sagde til Pusjkin[LXXXIII]: Beklag Dem† ikke, Ulykken er en god Skole. – Uden Tvivl, svarte Pusjkin[LXXXIV]; men Lykken er et bedre Universitet.
Det eneste virkelige Hvilepunkt, jeg havde den Sommer, var en Aften tilbragt ene med Julius Lange[LXXXV] i Langelinjes Pavillon. Det var en smuk og stille Aften, da hele Kjøbenhavn var taget i Skoven, og vi havde Stedet næsten for os selv. Det var ni Aar siden, vi saaledes havde tilbragt en Aften ene sammen. Det var en af de lyse Nætter, hvor det røde Skær paa Himlen binder Øjet, mens Stjernerne blinker blegt og Havet slumrer. Vi sad et Par Timer i dæmpet Samliv, næsten uden at samtale, af og til vekslende nogle Ord om Ting, der havde Betydning for os begge.
Begge var vi i vore Tanker langt fra Kjøbenhavn, højt over Kjøbenhavn, skønt vi nu begge var bosatte der.
Jeg sagde til Julius Lange[LXXXVI]: Forleden Nat havde jeg en Drøm. Kong Valdemar den Første[LXXXVII] og hans Mænd stod |182| sammen paa Slotsholmen, som da var øde og tom. Noget borte fra dem stod en Flok Mennesker og stak Hovederne sammen. Hvad foregaar der? spurgte Kongen[LXXXVIII]. Der sladres, Deres Naade! lød Svaret. Da rettede Absalon sig, pegede derhen med sin udstrakte Haand og sagde: »Dèr skal Havn bygges.«
Medens jeg ofte søgtes af hjemlige Forfattere som Viggo Stuckenberg[LXXXIX] eller Laurids Bruun[XC], hvis første Skridt jeg stræbte at jævne for dem og som senere skulde holde de Løfter, de dengang gav, og af enkelte Forfatterinder som Alvilde Prydz[XCI] og Massi Bruhn[XCII], fik jeg dels Besøg af mange fremmede Literatorer som Julius Grosser[XCIII], dels mange Breve fra udenlandske Skribenter, der havde vundet et Navn eller skulde vinde sig et. Blandt dem var den amerikaniserede Nordmand Hjalmar Hjort Boyesen[XCIV], Professor ved et amerikansk Universitet og særligt inde i tysk Literatur og Aandsliv, der sendte mig en lang Kærlighedserklæring og skrev en Afhandling om mig i en amerikansk Revue. Han kom ogsaa snart derefter fra Amerika og gjorde mit Bekendtskab. Hæderlig af Karakter, en Pryd for sine Landsmænd i de Forenede Stater, elskværdig og dannet, men hæmmet i sin Aands Rørighed ved Frygten for at give nogetsomhelst Anstød (særligt ved Frygten for at saare sin engelsk-amerikanske Familie ved en Udtalelse eller Mening, der ikke syntes selskabelig korrekt) var Hjalmar Hjort Boyesen[XCV] ude af Stand til at udvikle Originalitet. Han var tidligst blevet paavirket af Bjørnson[XCVI], havde senere været underkastet amerikansk og tysk Indflydelse, havde vundet Spielhagens[XCVII] Venskab, og var en helt igennem frisindet, men ogsaa helt igennem uoprindelig og forsigtig Mand.
|183| Forsigtighed var den Egenskab, som mindst kunde tillægges en anden stræbende Aand, som paa dette Tidspunkt fra Udlandet henvendte sig til mig og sendte mig sine første Arbejder, Østerrigeren Hermann Bahr[XCVIII]. Han var da ivrig Socialist og havde i et vittigt Flyveskrift hævdet den rene Marxisme mod den aldrende Schäffle[XCIX] (S.: Die Aussichtslosigkeit† des Socialismus, B.: Die Einsichtslosigkeit des Herrn Schäffle). Han havde da skrevet et Skuespil, hvis dramatiske Mangler han betonede stærkere end jeg, men som røbede en livfuld og tankerig Aand, anlagt til Oprør mod Vedtægt. Hans Smag var ikke sikker; hans Roman Die gute Schule stødte mig ved Uskønhed; men han var øjensynligt en af Fremtidens Mænd.
Medens Hermann Bahr[C] i den sydtyske Literatur dristigt og uden at vække Anstød behandlede kønslige Problemer, var man i Norden paa dette Punkt som paa andre langt tilbage. Christian Krohgs[CI] humane og uskyldige Bog Albertine, der behandlede den tvungne Prostitutions Afskyelighed, affødte et saadant Skandal-Skraal, at jeg i den Anledning ansaa mig forpligtet til at rette et aabent Brev til Romanens Forfatter.
Imidlertid optoges mine Tanker ikke blot af Arbejdet med de tyske Romantikere til Leipziger-Udgaven af Hovedstrømningers anden Del og af den anstrengende Korrektur paa Teksten til Eminent Authors, der helt maatte omkalfatres, men af dansk Politik og af den i dens Tjeneste staaende danske Journalistik.
Den nøgterne borgerlige Konservatisme i Taine’s[CII] da udkommende Revolutionshistorie havde nedslaaet mig uden at rokke mig. Jeg bidrog mit til at bekæmpe den af den |184| danske Regering repræsenterede Reaktion, der snart ved en Højesteretsdom fik sin Sejr bekræftet og beseglet. Efter min Opfattelse burde Venstre nu have kastet sig paa aandelig Revolutionering af Folket, have taget Grunden bort under Gejstlighedens Stilling osv. Men jeg vidste, at intet Saadant vilde ske. Jeg skrev en Mængde politiske Artikler, Aabenbaring og andre.
Til Bladet Politiken havde der i et Aars Tid været knyttet en ung Mand, der var Journalist med Liv og Sjæl og som ofte søgte mig. Han havde ved en Artikel om Prinsesse Maries[CIII] Indtog i Kjøbenhavn gjort sig bemærket af mig, der da opholdt mig i Varshav. Henrik Cavling[CIV] var dengang bl. A. ivrig for at samle Politikens Medarbejdere til en venskabelig Sammenkomst, hvortil han redigerede et Nummer af Bladet, der ikke kom Offenligheden for Øje og hvortil jeg bidrog. Da han i Begyndelsen af 1887 vilde tage længere Ophold i Paris, samledes Medarbejdere af Politiken en Aften til Afsked med ham i et Gilde, der havde en meget hjertelig Karakter. Blandt de gode Talere var Thomas Graae[CV], der endnu er journalistisk virksom, og J. K. Lauridsen[CVI], den fortræffelige jyske Agitator, hvis Dialekt var saa energisk og hvis Vid saa uimodstaaelig djærvt.
Ved et Vælgermøde i samme Maaned talte Kaptajn Fischer[CVII], Grev Holstein[CVIII] og jeg under endeløst Bifald; jeg var ogsaa Stiller for Kaptajn Fischer[CIX] paa Valgdagen, der bragte Venstre et kraftigt Nederlag.
Aldrig havde jeg taget saa ivrig Del i noget Valg. Paa det Møde, hvor jeg talte, havde jeg i hidsende Ord opfordret Vælgerne til at vise sig som Mænd, og jeg skrev i de sidste Dage før Valget mere end en Snes smaa agitatoriske Artikler, dels personlige, dels af almindeligt Indhold.
Jeg anfører et Par saavel af de personlige som af de almene:
|185| Estrup[CX].
Det saa først ud, som om Han kopierte Bismarck[CXI].
Men nu er det tydeligt, at det er Bismarck[CXII], som kopierer Ham.
Det var Ham, som havde Ideen til Opløsningen; saa fulgte som et Ekko Efterretningen om Rigsdagens Opløsning i Tyskland.
Tyskerne finder sig i adskilligt af Bismarck[CXIII]. Han har opfyldt de gamle Tyskeres Ungdomsdrømme, som Dagbladet med meget Judicium fremhæver. Han har slaaet Danmark, Østerrig og Frankrig; han har erobret Hertugdømmerne, Elsass og Lothringen, han har annekteret Hannover, Nassau, Frankfurt med mere, skabt det tyske Rige og gjort det til det mægtigste paa Jorden, saalænge det varer. For at danne os en Forestilling om, hvorledes det gaar til, at Tyskerne finder sig i et og andet fra hans Side, maa vi altsaa forestille os den Overbærenhed, som hos os en dansk Statsmand vilde møde, der havde forenet de tre skandinaviske Kongeriger under Kongen af Danmark som Kejser, havde ikke blot generobret alt, hvad Skandinavien nogensinde har behersket, Finland, Estland, Pommern, Hertugdømmerne, England med Orkneyøerne osv., men havde gjort Danmark til Jordens centrale Magt. Den Mand, man skyldte Sligt, vilde man rimeligvis tilgive en eller anden mindre parlamentarisk Unode.
Men Hjærtet svulmer, naar vi betænker, at vi hos os besidder Bismarcks[CXIV] Overmand. Først var Estrup[CXV] vel kun hans Jævnbyrdige, men saa overstraalede han ham ved hensynsløs Fasthed, og nu er det Estrup[CXVI], hvem Bismarck[CXVII] efterligner.
Parallelen er tydelig nok: Ogsaa Estrup[CXVIII] har opfyldt sine Gamles Ungdomsdrømme. Han har ført Frederik den Sjettes[CXIX] store Tidsalder tilbage igen. Han har faaet den Skoledreng, der sang Ned med Estrup[CXX]! riset, som Bismarck[CXXI] tugtede det Frankrig, der havde sunget: A Berlin! Han har oprettet Gendarmkorpset, som Bismark[CXXII] det tyske Rige; han har sat Noes og Nielsen i Varetægtsfængsel, som Bismarck[CXXIII] anbragte Napoleon III[CXXIV] paa Wilhelmshöhe.
Til at efterligne Bismarck[CXXV] har Estrup[CXXVI] været for original og for stor. Han har derfor intet villet generobre. Han har ladet baade England og Estland ligge. Han vragede sligt. Han fulgte den Vises Regel: Den, som behersker sig selv, er større end den, der erobrer en Stad. Han valgte at beherske sig selv og sin Lyst til at erobre Stæder. Dette er ogsaa den sande Forklaring til, at Højre under ham end ikke har erobret en Købstad eller en Valgkres.
Han ligner da Bismarck[CXXVII], og han ligner ham ikke. Han har et Overskæg som han, men han har en Livssag, som Bismarck[CXXVIII] mangler.
Han er endelig Ridder af Elefantordenen, hvad Bismarck[CXXIX] ikke er og aldrig kan gøre sig Haab om at blive.
|186| Estrup[CXXX] er Bismarcks[CXXXI] Overmand; det staar fast.
Vi har hørt en Modstander sige om ham: Estrup![CXXXII] Hvad er Estrup[CXXXIII]! En Pind med en Snurbart!
Han er det, som den store Napoleon[CXXXIV] var en trekantet Hat og en graa Frakke.
Det blev efter Napoleons[CXXXV] Fald sagt om ham, at den trekantede Hat og den lille graa Marengo-Frakke paa Enden af en Stok, opstillet paa Kysten ved Brest, var nok til at kalde hele Europa til Vaaben.
Der staar en saadan Autoritet af Estrup[CXXXVI], at om man nu i Spidsen for Styrelsen havde en Pind med en mandig Snurbart eller ham, det var lige meget, blot Pinden holdt.
Han er Fugleskræmslet for Anarkiets vilde Fugle.
Ja, skulde han – gid sent! – gaa Kødets Gang, og rejste man midt paa Amagertorv en Pind med en Snurbart som Emblemet paa Hans Stramhed og Fasthed, saa vilde Ingen mærke, der var færre Ideer i Højre, og enhver Højremand vilde med god Samvittighed kunne vise denne snurbartede Pind sin loyale og ærbødige Hyldest.
Der var heller intet Hoved under Gesslers Hat.
Scharling[CXXXVII].
Scharling[CXXXVIII] siger, at han »vil bevare den hele herlige danske Literatur, som lærte ham at elske alt Stort og Ophøjet«.
Hvad elsker en Scharling[CXXXIX]? Hvem véd ikke det! Stipendier og flere Stipendier, Embeder, Professorposter, lønnende Bestillinger af enhver Art, alt det Gode og Skønne, alt det Store og Ophøjede.
Det at elske dette, er hvad en Scharling[CXL] lærer af »den hele herlige danske Literatur«. Den vil han derfor bevare; han tror nemlig,, en Literatur trænger til Bevaring. Forøge den har ingen Scharling[CXLI] nogensinde kunnet, skønt de fødes med en Pen mellem Fingrene og en mellem Tæerne. En Scharling[CXLII] frembringer ikke, han gentager.
»Nu,« siger Scharling[CXLIII], »kastes alt dette Store og Ophøjede tilside for at sætte Problemer under Debat.«
Hvor afskyeligt! Lad da ingen komme her og sætte Problemet Scharling[CXLIV] under Debat!
Det vilde være som at bringe selve Professorstandens dyrebareste Hemmeligheder og Klenodier, den ældste, mest støvede Dannelses gamle Klæder, den vamleste Salvelses Konserver under Hammeren.
»Ja,« siger Scharling[CXLV], »vi er Konservative, som Ploug[CXLVI] har sagt, fordi vi vil bevare det Gode fra vore Fædre.«
Faderen var Professor, Onkelen var Professor, den ældre Broder er Professor, den yngre blev Professor – det Gode fra vore Fædre.
|187| Det er forbudt.
Det er forbudt at gøre dem forhadte og foragtelige.
Men det behøves saamænd heller ikke.
Det er tilladt at gøre dem elskede og ærede.
Men det er svært, meget svært.
Det er ikke forbudt at kaste dem ved Valgene.
Gør det!
Uhørt Dødsmaade.
I levende Live havde han forbudt Enhversomhelst at gøre ham latterlig. Nu var det paa den yderste Dag. Den almindelige Opstandelse fandt Sted. Menneskene blev ordnede i Grupper efter Fædreland, Tidsalder og Dødsmaade: de, der var døde i deres Seng, for sig; de, der havde hængt sig, for sig; og saa fremdeles.
Ganske alene staar saa en lille smilende Minister fra et lille bitte Land. Der er ikke En, det er gaaet som ham. Han er et Kuriosum, der tiltrækker sig den almindelige Opmærksomhed, og han føler sig derved.
Aldrig er Nogen endt som han, der saa længe var gaaet ustraffet tilvands. Det gik fra Mund til Mund som en Hvisken. Han smilte.
Hvordan endte da han, hvem Ingen i levende Live turde understaa sig i at gøre latterligere, end han var?
Han var druknet i sin egen Latterlighed.
Er vi Mænd?
Er vi Mænd eller er vi en Flok Faar? En Flok Faar, som kan styres af en Røgter og en Hund, af en Røgter som Estrup[CXLVII] og en – Professor som Matzen[CXLVIII].
Er vi Mænd, saa ophører vi endelig engang at give Europa et Eksempel paa Langmodighed, som vækker alle Tænkendes Forbavselse og alle Behjærtedes Foragt.
Er vi Mænd? Saadan spurgtes der i gamle Dage, naar det gjaldt at storme Skanser, at udsætte sig for hundrede Ildsvælgs Kanonade. Og her drejer det sig om at afgive en Stemmeseddel. – Er vi Mænd?
Er vi Mænd? Sætter vi vor Ære i Selvstændighed, Selvstyre, fuld personlig og politisk Frihed? Eller er vi blevne Kællinger og sætter vor Ære i at styres af Gendarmer og Politi, i at skrive og tale under For|188|mynderskab og i at ubegavede og hovmodige Excellencer huserer med vore Penge og vor Fremtid, som de lyster.
Er vi Mænd eller er vi blevne Kællinger tilhobe?
Det kunde synes, som skulde hvad jeg havde af Virkelyst nu gaa med til indvendigt Brug i Danmark for der helt at udviskes af den lille stedlige Reaktion, der ved Valgene sejrede stort.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
