5.

De Gange jeg i Slutningen af Marts 1886 talte i Raadhussalen i Varshav, staar endnu for mig som nogle af mit Livs store Øjeblikke, i hvor mangfoldige Sale rundt om i Europa jeg end siden da har talt. Det at Æmnet var polsk, gjorde Udslaget.

Straks jeg talte første Gang, var Salen overfuld af langt flere end de 1200, der sad. Alt var der: Literatur, Teater, Kunst, Aristokratiet, Ungdommen. I de første Rækker, hvor de fornemste Mænd og Kvinder havde faaet Plads, havde Øjet saare meget smukt at hvile paa. Paa min højre Side havde jeg Teatrets dygtige Kunstnere og smukke Skuespillerinder, paa min venstre Side de Mænd og Kvinder, jeg personligt havde indbudt.

Man hilste mig med stærk Applaus. Da jeg havde talt fem Minutter, afbrødes jeg af en saadan Bifaldsstorm, at jeg maatte standse. Det var efter Sammenligningen af Polens Literatur med det bekendte Billede af Gabriel Max^[I]Gabriel Ritter von Max (1840-1915): tysk maler. , Veronikadugen med de tilsyneladende først lukkede, saa aabne Øjne. Man kaldte mig efter min Bortgang stadigt ind i Salen paany. De fornemme Damer stod med deres Stole i Haanden og slog dem i deres Iver mod Gulvet for at demonstrere. Jeg hørte Raab som: »Il faudrait lui élever des statues« og andre lignende Tilraab. Det katolske Partis Chefer, Fyrst Lubomirski^[II] Lubomirski (ukendt fødsels- og dødsår): polsk fyrste. og Grev Przedczecki^[III]przerdczecki, kom at lykønske og indbyde mig.

|161|Da jeg Dagen efter gik ind i en privat Malerisamling og havde været der noget, kom Damen, som ejede Lokalet, ilende imod mig, gav mig Pengene tilbage og sagde: »Jeg erfarer i dette Øjeblik, at De er i Galleriet. Det er en saa stor Glæde for mig, at jeg umuligt kan tage Penge derfor.« – Og hun bad mig medtage nogle Fotografier af Kunstværkerne som Erindring.

Da jeg sluttede, var Byens Velvilje paa Kogepunktet. Jeg kunde flere Gange neppe komme til Orde for Bifaldets Vedvaren, og hvert Øjeblik brød det løs, dog ingenlunde spontant, men altid paa Steder, hvor det ikke stillede mig blot. Det var mig, som havde jeg Salen i min Haand.

Fremkaldelser og Kranse opnaar enhver Skuespiller og Sanger, der har Held med sig. Saa uforstandig var jeg ikke, at jeg lagde Vægt derpaa. Men det, som rørte mig, var, at man betragtede mine Foredrag som en politisk Begivenhed, som Europas Protest mod det, der skete i Polen da. Jeg var »Polens Ven, som havde bragt det Trøst i Modgang«, den Mand, hvem Landet var taknemmeligt. Man tænkte sig endog i sin Naivetet, at naar Russerne havde tilladt mig at tale, mens de ellers – tidt i sidste Øjeblik, efter at Censuren havde godkendt og tilladt – forbød andre Foredrag (som lige da Jarochowskis^[IV]Kasimir von Jarochowski (1829-1888): polsk historiker. ), saa beroede det paa, at Russerne var imponerede af mit Navn. Det var de selvfølgelig saare langt fra at være; men de vilde overfor en Fremmed vise sig som en civiliseret Regering; de yndede ikke, det skulde demonstreres for Europa, hvor haardhændede og despotiske de var. Hvad jeg i hine Timer i Varshavs Raadhussal ydede, blev tifold givet mig tilbage i den elektriske Strøm, som først fra Salen, senere fra den polske Presse slog mig imøde og betog mig.