Jeg havde i min Artikel om Luther[I] ikke blot skaanet min anonyme Angriber i Tilskueren, men behandlet ham med særlig Agtelse; det Venskab, han hidtil personligt havde vist mig, gjorde mig det umuligt at føre Vaaben imod ham. Des pinligere blev jeg berørt af hans fornyede Angreb, hvori der vel var megen saaret Forfængelighed, men som dog slet ikke stammede fra hans eget Væsen. Det var Resultatet af en Bearbejdelse, for hvilken han var Genstand fra Slægtninges Side, der stod under ham. Hans Venskab for mig var til Ende; jeg havde aldrig søgt det; han havde næsten paatvunget mig det. Alligevel vilde jeg respektere det nu, da han havde glemt det. I første Øjeblik udkastede jeg et Svar; men jeg lod det ikke trykke, fandt det sømmeligere, værdigere at tie, og lod den indre Henrettelse foregaa i Stilhed.
Medens et Par Aartier derefter Drøftelsen af Forholdet mellem de to Køn i Norden, særligt i Sverig, er foregaaet med sømmelig Frihed og medens de værste Fordomme, især ved kvindelige Forfatteres Bestræbelser, omtrent ved Aarhundredskiftet sprængtes, var endnu i Firserne i Norden Ortodoksien fra det teologiske Omraade overført paa det seksuelle. Jeg for min Del mente dengang, at der vilde gaa Hundreder af Aar før den teoretisk led synderligt Afbræk. Jeg havde da nylig næsten samtidigt læst den hellige Augustins[II] Bekendelser og Abélards[III] Breve til Héloïse[IV], og det havde slaaet mig, saa lidet Menneskeheden var gaaet frem mellem Augustin[V] og Abélard[VI], mellem Aarene 390 og 1100. |145| Augustin[VII] syntes mig i alt Væsenligt lige saa udviklet som Abélard[VIII]; mellem dem laa syv Aarhundreder af næsten ensartet skolastisk Teologi. Saaledes tænkte jeg mig, at Menneskeheden i henved et Aartusind meget godt kunde blive holdende ved den samme skolastiske Opfattelse af Kønsspørgsmaal, og helt overbevist om det modsatte er jeg ikke endnu.
Spøgende plejede jeg i de Dage at sige, den eneste Forbedring jeg øjnede af Tilstanden var den, at det tillodes mig ved Hjælp af en Opfindelse, jeg vilde kalde les brevets de veuve, at hjælpe de unge Piger, der nærmede sig Trediveaarsalderen, ud over deres pinlige Stilling. Jeg agtede at oprette et Bureau i Kjøbenhavn med Filialer i alle større Byer, hvor enhver ung Pige, som nærmede sig Gammel-Jomfru Grænsen, mod en moderat Betaling kunde blive Ihændehaverinde af et Bevis for, at hun var Enke. Derved opnaaede hun Overspringen† af Ulejligheden med at finde en Mand og af Sorgen over at miste ham, stor Frihed i al sin Gøren og Laden, en væsenlig social Forfremmelse. Jeg forsikrede, at jeg allerede havde ladet mig gøre Visitkort, paa hvilke under Navnet stod:
Inventeur des brevets de veuve.
Tilbage stod nu kun den Vanskelighed at faa disse Papirer anerkendte.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
