Foraaret bragte to store Digteres Død, Victor Hugos[I] og J. P. Jacobsens[II]. Den førstes rørte mig. Den sidstes gik mig naturligvis mest til Hjerte, skønt den forløste ham fra Kvaler.
Min Bog om Berlin, hvori mange Afsnit var nye, alle omhyggeligt gennemarbejdede, tog mig Aaret igennem megen Tid. Den udgaves i Hefter og skulde udkomme til Jul. Medens den i Originalsproget fra først af kun fik to hundrede Subskribenter, vakte dens enkelte Afsnit stor Opmærksomhed i den russiske Oversættelse. Kapitler deraf blev, efter at et Stykke havde været trykt i Vestnik Jevropi, telegrafisk forudbestilte til de store Revuer, der efter Oversæt|122|terens Udtryk »tog Alt ubeset med Kyshaand.« Noget Honorar fik Forfatteren[III] naturligvis ikke.
Des mere rørt blev jeg, da det polske Tidsskrift Kraj i Petersborg, af hvilket jeg havde udbedt mig en lille Sum for en Artikel om Victor Hugo[IV], sendte mig den dobbelte med den Motivering, at mindre kunde man ikke byde mig.
Jeg holdt Foredrag paa Universitetet om Polens romantiske Literatur i det 19. Aarhundrede og samtidigt enkelte Foredrag om Varshav for Studenter og Arbejdere, skrev desuden en større Artikel om Arne Garborg[V], hvori et Par uskyldige Linjer om Kønssædelighed vakte heftigt Anstød. En Mand, der Livet igennem forfulgte mig med smaaligt og giftigt Had, fik en Mand, der hidtil havde været min Ven, til at imødegaa Stedet i en vidtløftig Afhandling og videre til at fortsætte Debatten med fuldstændigt Brud paa den mellem os hidtil fastholdte venskabelige Tone, da jeg, vel vidende at Spørgsmaalet endnu ikke lod sig behandle, svarte indirekte med en større Artikel om Luther[VI]. Min Hensigt med den var dels at berøve Ægteskabet dets løjede Glans, dels at dække mig ved Hjælp af Luther[VII], selve Stifteren af den danske Kirke, efter hvem den har Navn, dels at male denne Mand i hans friske, naive og grove Storhed, dels at stemple Hykleriet. Det forekom mig i de Dage uvist, om det 19. Aarhundrede i Fremtiden vilde kaldes Industriens eller Hykleriets Aarhundrede; thi det forekom mig vanskeligt at afgøre, hvilken Magt af de to det havde drevet til størst Fuldkommenhed.
Artiklen om Luther[VIII] blev heftigt misbilliget af Mænd og Kvinder, der hidtil havde vist mig Sympati.
En ny Udgave af Kritiker og Portræter var bleven nødvendig. I Tidsrummet 1870-1885 var Bogen bleven udsolgt i 750 Eksemplarer, og der skulde trykkes 750 paany, som endnu 23 Aar derefter ikke er udsolgte. Mit Held i Dan|123|mark var bestandig meget ringe, selv i Sammenligning med andre danske Forfatteres.
Drachmann[IX], som paa dette Tidspunkt var gaaet over til det heftigste Fædrelanderi, solgte paa én Dag 2000 Eksemplarer af Bogen Danmark leve!, mens jeg af Kritiker og Portræter i 15 1/2 Aar havde solgt de 750. Svarede Salget til Forholdet mellem vore Evner, saa havde han 14000 Gange mere Talent end jeg.
Under disse Forhold var det mig en Glæde, da en Mand med saa udmærket Hoved som Christopher Hage[X] en Dag sagde til mig: »Det er Dem, som har skabt det moderne Dansk.« Pressen vedblev at juble, hver Gang nogen hvorsomhelst angreb mig for hvadsomhelst. Saaledes var der stærk Henrykkelse over et Angreb, den svenske Professor Schück[XI] rettede paa mig for et ubetydeligt Referat af en engelsk Bog, som jeg Aaret forud havde givet i Politikens Julenummer uden selv at staa inde derfor. Schück[XII] havde rimeligvis Ret i hvad han skrev mod de af Feis fremstillede Formodninger; men Indlæget gav Paaskud til en fjendtlig Tone og overlegen Holdning overfor mig, som ikke kunde andet end fryde i Danmark. Mit Rygte i Landet selv var i den danske Presses Magt. Jeg mindedes at jeg i min Ungdom havde skrevet: »Det er mig, som havde jeg en Brønd, fuld af Foragt, i min venstre Side«, og jeg følte, at mit Hjerte ikke siden da havde skiftet Beskaffenhed.
Stillet som jeg var, maatte jeg nødvendigvis være lidenskabeligt interesseret i det nyligt stiftede Bladforetagende Politiken. Jeg havde og fik ganske vist aldrig nogen Aktie deri; men dengang var Muligheden af min Forbliven i Danmark knyttet til at et Blad, der optog mine Artikler, naaede frem til at bære sig. Det gjorde derfor Indtryk paa mig, da Politiken, jævnt stigende, i Maj Maaneds Slutning naaede 4000 Abonnenter. Snart nærmede det sig det næste Tusind. |124| Da den 1. Juli Bladet for første Gang gik en Smule tilbage, var det mig som hørte jeg Dødsklokkerne kime for de Personligheder og de Formaal, som laa mig paa Hjerte.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
