Jeg ankom paa et politisk bevæget Tidspunkt. Den 1. April 1885 sprængtes den danske Forfatning for anden Gang og med Tilsidesættelse af det den første Gang iagttagne Hensyn. Sindsbevægelsen var stærk i forfatningstro Krese. Jeg havde længe forudset det Skete og havde bl. a. en Aften om Vinteren forgjæves opfordret Førere som Frede Bojesen[I] og Octavius Hansen[II] til at angive, hvad de i Tilfælde af en provisorisk Finanslovs Udstedelse agtede at gøre, men havde kun faaet det Svar: »Ifald Dr. B.[III] vil løbe ned paa Gaden med et Gevær, saa staar det ham jo frit for.« Jeg havde dertil svaret: Alene vil jeg selvfølgelig ikke løbe ud paa Gaden med en Riffel, men ifald Førerne kræver af Befolkningen, at den griber til væbnet Modstand, da skal jeg visselig ikke blive hjemme.
Der skete imidlertid intet andet end larmende og afmægtige Demonstrationer. Man sang evindeligt nogle usle Verslinjer:
Man stiftede Riffelforeninger, som Regeringen forbød, hvorpaa man lod dem falde. Man haanede Regeringen, |117| fordi den havde truffet Forberedelser til med Vaabenmagt at slaa et Oprør ned, hvorpaa Ingen havde tænkt osv.
Jeg skrev nu adskillige Artikler, hvoriblandt en, Løver og Løveskind, blev trykt umiddelbart efter Statskupet. Mange andre Artikler, tilsyneladende spøgende, under forskellige Pseudonymer som F. J. Christiansen, exam. polyt. eller Valdemardine Brun, fulgte derefter.
God Mening var der i en Artikel, jeg skrev, Allerunderdanigst Bøn om Imprimatur, der krævede forudgaaende Censur genoprettet som en Art Kontor for Advarsler og Vink. Denne Censur skulde i Skribenternes egen Interesse med sit Rødkridt gøre smaa Antegnelser i Korrekturspalternes Margen Tre Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Et Aars Forbedringshus osv. Saa kunde Journalisten rette sig derefter, hvis han vilde, og lade være, hvis han foretrak den sorte Gryde.
En større Artikel, Østrumelien og Danmark, i hvilken Hørup[VII] fandt det nødvendigt at stryge en 80 Linjer, følger her, som den oprindeligt var skrevet; den gengiver mit Indtryk af Maaden, hvorpaa Statskupet i Danmark blev taget af den oppositionelle Befolkning og dens Førere.
Øst-Rumelien og Danmark.
Det er umuligt for en Dansk at læse de sidste Dages Meddelelser fra Øst-Rumelien uden at føle sit Hjerte banke stærkere ved Følelsen af, at hvilke Mangler det danske Folk end kan have, saa er dog dets moralske og politiske Overlegenhed utvivlsom overfor den øjensynligt halvvilde slaviske Nation, der bebor hine fjerne Egne. Lad det længe nok kunne siges med Rette, at den tyrkiske Regering, særligt i 1876, har behandlet det bulgariske Folk med ikke ringe Strenghed – de i den engelske liberale Presse saakaldte bulgariske Rædsler var et Udtryk for Strengheden – lad det længe nok kunne hævdes, at den nuværende tyrkiske Guvernør med hans Omgivelser ikke var den Regering, Befolkningen ønskede – saa meget staar dog fast, at intet Folk har Lov til at tage sig selv til Rette.
Og hvorledes har man baaret sig ad? Uden ringeste Ærbødighed for den af alle Stormagter underskrevne og garanterede Berliner-Overens|118|komst af 1878, der fastslog, at for evig Tid skulde Sultanen af Tyrkiet være Øst-Rumeliens Suveræn, har Befolkningen fulgt sin egen Vilje, har i Egenraadighed troet at kunne og turde raade sig selv. Den har ikke forstaaet, at dens sande Styrke laa i at blive staaende paa Lovens Grund, selv om denne Grund ikke altid blev respekteret af dens Regering. Et saadant Overgreb vil straffe sig selv, om ikke i Øjeblikket (thi Revolutionen synes lykket) saa i Fremtiden; det skal nok vise sig, at der ingen Velsignelse er i Fremgangsmaader af den Art.
Dette er et Folk, som øjensynligt ikke har vidst, hvad Styrke en hel Nation kan suge af sejg Taalmodighed. Det er et Folk, som øjensynligt ikke har begrebet, hvad Kraft der kan udfoldes under passiv Modstand. Det har manglet Tro paa, at en højere Styrelse nok leder alt til det Gode ad Lovens Vej; det har manglet den ædle Resignation i Ulykken, som i alle Kampe mellem Folk og Regering er og bliver Folkenes skønneste Smykke.
Den Uvidenhed, i hvilken Sydeuropas Folk svæver om vort Fædreland og dets Forhold, er bekendt. Spurgte man en Rumelier om Kjøbenhavn, vilde han maaske tro, man talte om en russisk Provinsby. I Almindelighed kan dette Forhold jo være yderst ligegyldigt; men i Tilfælde som dette kan man ikke andet end beklage Danmarks afsides Beliggenhed og den Isolerthed, hvortil Sprogets ringe Udbredelse fordømmer det. Havde Rumelierne kendt blot noget til Danmark og danske Forhold, saa havde de havt et Eksempel for Øje paa, hvorledes et virkelig kristent og virkelig civiliseret Folk bærer sig ad under Forhold, hvori det ikke faar sin Vilje, og – hvem véd, om de da selv havde handlet saa lovløst og saa raat?
Thi hvad har de gjort? Paa én og samme Dag har de i Kraft af en Aftale, der overrumplede Regeringen fuldstændigt, rejst sig i deres Hovedstad Filippopel og rundtom i hele Landet, saa Alt den 18de September om Aftenen stod i en eneste Oprørsflamme. Saa omhyggeligt var i Stilfærdighed Forberedelserne trufne, at medens man samtidigt paa ethvert Punkt i Landet styrtede den lovlige Myndighed, havde man overalt Mænd beredte til Overtagelse af Forvaltningen. Og saa klogt var Øjeblikket valgt, at Signalet blev givet, netop som den østrumeliske Milits, der hemmeligt var vunden, fandtes samlet og ved sin Overgang til Oprøret beseglede den bestaaende Regerings Undergang. Fyrst Alexander af Bulgarien[VIII] tvang man brutalt til at sætte sig i Spidsen for Bevægelsen ved ellers ikke at give ham andet Valg end det at takke af, og hvad den tyrkiske Guvernør angaar, Landets virkelige Regent, slog man ikke mindre lovstridigt en Klo i ham og kastede ham foreløbig i Hullet. Paa intet Punkt synes man da at have overvejet, om en saadan Fremgangsmaade var berettiget, om den ikke var overilet, allermindst om der i Længden kunde komme noget godt ud deraf. Det eneste, man synes at have |119| skænket en Tanke, var at faa gjort en hensynsløs Ende paa det bestaaende Styre.
Havde man nu blot kunnet lidt mere Geografi og havde man kun havt saa megen politisk Interesse, at man f. Eks. havde læst de tyske Avisers Meddelelser om Danmark, vilde man sikkert have følt og forstaaet, at saadan bærer et virkelig religiøst og virkelig oplyst Folk sig ikke ad.
Man havde da forstaaet, at Opgaven var at trætte Regeringen, ikke at jage den bort med Vold. Man havde i saa Fald lært et Folk at kende, som i fulde ti Aar med mandig Ro har baaret Trykket af en højst upopulær Regering, medens der kun er hengaaet syv Aar, siden Berlinerkongressen indsatte Rumeliens nye Styre. Den rumeliske Guvernør holdt sig strengt til Loven; ikke desmindre jog man ham bort og indsatte samme Dag en provisorisk Regering. Her vilde man have lært et Folk at kende, i hvilket der trods de Styrendes mindre nænsomme Forhold til det Lovbestemte, ikke findes nogetsomhelst andet Provisorisk end Finansloven.
Det rumeliske Folk har ikke forstaaet den store Kunst at vente. Istedenfor at vente, til Brugen af Rifler blev forbudt og Skytteforeningerne opløste og da at danne hvad en Taler med Rette har kaldt de ikke stort mindre imponerende Riffelforeninger uden Rifler, har man brudt løs paa et Tidspunkt, da Regeringen endnu ikke havde sagt sit sidste Ord eller gjort sit yderligste Skridt. Istedenfor paa Lovens Grund at vise sin Manddom ved ikke at ansøge Regeringen om Tilladelse til at skyde (men naturligvis da heller ikke skyde) har man erklæret at ville skyde Autoriteterne ned som Hunde, hvis de vovede at kny. Istedenfor at true med Riflerne, lade sig stævne for Retten og for Dommerne snildelig fragaa nogensinde at have tænkt paa Rifler, har man uden videre ladet dem og brugt dem. Istedenfor at mødes atter og atter som frie Mænd, tale djærve Ord, raabe mangt et rungende nifoldigt Hurra for den gode Sag og endelig til Slutning synge et Omkvæd af dette Indhold:
har man uden videre bemægtiget sig Hans Excellence den tyrkiske Guvernør, Gavril Paschas[XI] Person og kastet ham i et Fængsel, der ikke synes stort bedre end en dansk Varetægtsarrest.
Pinligst virker det ved Læsningen af de fremmede Blades Beretninger, at de herskende Tyrker aldeles ikke synes at være optraadt paa nogen særlig udæskende eller uforskammet Muade. Des ubegribeligere bliver det, at Opstandens Fører, en Doktor Stransky[XII], har kunnet tro sig berettiget til at handle, som han har gjort. Heller ikke han har kendt til den sindige og sejge Hævden af Folkerettighederne, som er vor Stolthed |120| her i Norden. Det siges, at han personlig skal have lidt nogen Overlast en Gang. Men det sømmer sig ikke for en kristen Politiker at være hævngerrig. Han har ikke følt, at han i Længden stod sig bedre ved at modtage Slag end ved at give Slag. Han har ikke været gennemtrængt af den Sætnings Sandhed, at naar En slaar Dig paa den ene Kind, saa bør Du om ikke vende den anden til, saa dog vente, til han slaar Dig paa den anden, og saa gaa. I Stedet har han hengivet sig til den stygge Yderlighed, der heldigvis slet ikke ligger for os danske, den at organisere Sammensværgelser. Er der her hos os nogen, der sørger for i Stilhed at bringe Krudtet til Kuglerne eller Kuglerne til Krudtet og Underofficererne til begge paa en afgørende Dag, saa er det heldigvis ikke Folket; dets Hænder er rene for sligt. Det overlader saadant til en lovbrydersk Regering og ler den ud bagefter, naar den forventede Opstand udebliver. Stransky derimod, har, før han stillede sig i Spidsen for den provisoriske Regering, med smaalig Omhyggelighed, med provisoristisk Forsigtighed taget alle de Forholdsregler, som Oppositionen hos os altid har holdt sig for god til og forhaabenlig vil holde sig for god til.
Dersom man i Rumelien ubetinget vilde vise sin Misfornøjelse med den bestaaende Regering paa en iøjnefaldende Maade, saa var der en lovlig Vej, som laa nær, Demonstrationens. Man kunde raabt Hurra og atter Hurra for Alexander af Bulgarien[XIII]. Og vilde man absolut gøre det klart, hvor dyb og stærk Uviljen var, saa havde man vel kunnet gribe til andre værdigere Midler. Istedenfor paa en eneste Dag med brutal Voldsomhed at slaa alle Politimestre i Øst-Rumelien ned, kunde man have udsøgt sig en enkelt Politimester, have lettet lidt paa ham og stilfærdigt betydet ham sit alvorlige Ønske om at se ham fordufte – selv om han saa den næste Dag var kommen tilbage og havde stræbt at genvinde den tabte Blændkraft ved Arrestationer. Man havde visselig heller ikke behøvet at begaa et saa uhørt Skridt som det, at erklære Landets lovlige Hersker, Sultanen af Tyrkiet, for afsat. Man havde paa en tilstrækkeligt fattelig Maade kunnet antyde ham en vis Utilfredshed i Folket, ifald en eller anden ung bulgarisk Mand eller Kvinde f. Eks. havde givet en eller anden Gibsbyste af Suverænen en dygtig og meget sigende Næsestyver. Saa dum er Sultanen[XIV] sandelig ikke, at han ikke nok havde forstaaet, hvad Meningen var, og man havde undgaaet de nuværende Tilstande – selv om den Yngling eller Pige, der ofrede sig til en saadan Gerning, havde maattet finde sig i nogen Tids Arrest derfor. De havde da havt den styrkende Bevidsthed, at have givet Sultanen[XV] en Advarsel, som dog maaske i Tiden vilde sætte Frugt.
To Punkter er der imidlertid især, som maa frastøde enhver Dansk ved den iøvrigt med saa megen Energi og Behændighed iværksatte rumeliske Revolution.
|121| Det første er dens Mangel paa Alvor. Man har ikke ventet, til Situationen blev alvorlig, allermindst til den var præget af, hvad en Taler nylig med Rette kaldte »den dybeste Alvor«. Ogsaa vi Danske gør vor Pligt, naar det bliver »den dybeste Alvor«. Heldigvis ved vi, at der endnu er temmelig langt igen. I Rumelien derimod har man gjort mere end sin Pligt, andet end sin Pligt – og det som i Leg, før den dybeste Alvors Stund var slaaet.
Det andet Punkt, der maa være enhver Dansk imod ved den rumeliske Omvæltning, er den snigende Lydløshed, hvormed den er kommen over Regeringen. Det var altid god dansk Skik at røre Tromme, før man faldt over en Gert. Men hist! Hverken Trommer eller Trompeter! Hverken Taler eller "Hør ham!" Hverken Sange eller Jubel! Ikke engang et eneste nifoldigt, hjerteligt Hurraraab – før bagefter!
Canova[XVI] lavede engang en Løve af Smør. Siden da er det vist aldrig lykkedes Nogen. Der er vel faa Danske, der ikke betragter det som en Nødvendighed i Kraft af Folketemperamentet og desuden som en Lykke, at Forfatningskampen fik det snigende Forløb, den fik. Den tog jo fulde seksten Aar endnu. Havde Folket imidlertid sat mere ind paa at hævde sin Værdighed, saa havde Sejren, da den blev vundet, betydet en Stigen i Kultur, medens den nu blev kulturelt aldeles betydningsløs.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
