Levned, 3 (1908)

|116| Dansk Politik og Aandsliv

1.

Jeg ankom paa et politisk bevæget Tidspunkt. Den 1. April 1885 sprængtes den danske Forfatning for anden Gang og med Tilsidesættelse af det den første Gang iagttagne Hensyn. Sindsbevægelsen var stærk i forfatningstro Krese. Jeg havde længe forudset det Skete og havde bl. a. en Aften om Vinteren forgjæves opfordret Førere som Frede Bojesen[I] og Octavius Hansen[II] til at angive, hvad de i Tilfælde af en provisorisk Finanslovs Udstedelse agtede at gøre, men havde kun faaet det Svar: »Ifald Dr. B.[III] vil løbe ned paa Gaden med et Gevær, saa staar det ham jo frit for.« Jeg havde dertil svaret: Alene vil jeg selvfølgelig ikke løbe ud paa Gaden med en Riffel, men ifald Førerne kræver af Befolkningen, at den griber til væbnet Modstand, da skal jeg visselig ikke blive hjemme.

Der skete imidlertid intet andet end larmende og afmægtige Demonstrationer. Man sang evindeligt nogle usle Verslinjer:

Ned med Estrup, Scavenius og Ravn,
Vi vil ingen revnet Grundlov ha’ i Folkets Kjøbenhavn.

Man stiftede Riffelforeninger, som Regeringen forbød, hvorpaa man lod dem falde. Man haanede Regeringen, |117| fordi den havde truffet Forberedelser til med Vaabenmagt at slaa et Oprør ned, hvorpaa Ingen havde tænkt osv.

Jeg skrev nu adskillige Artikler, hvoriblandt en, Løver og Løveskind, blev trykt umiddelbart efter Statskupet. Mange andre Artikler, tilsyneladende spøgende, under forskellige Pseudonymer som F. J. Christiansen, exam. polyt. eller Valdemardine Brun, fulgte derefter.

God Mening var der i en Artikel, jeg skrev, Allerunderdanigst Bøn om Imprimatur, der krævede forudgaaende Censur genoprettet som en Art Kontor for Advarsler og Vink. Denne Censur skulde i Skribenternes egen Interesse med sit Rødkridt gøre smaa Antegnelser i Korrekturspalternes Margen Tre Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Et Aars Forbedringshus osv. Saa kunde Journalisten rette sig derefter, hvis han vilde, og lade være, hvis han foretrak den sorte Gryde.

En større Artikel, Østrumelien og Danmark, i hvilken Hørup[VII] fandt det nødvendigt at stryge en 80 Linjer, følger her, som den oprindeligt var skrevet; den gengiver mit Indtryk af Maaden, hvorpaa Statskupet i Danmark blev taget af den oppositionelle Befolkning og dens Førere.

Øst-Rumelien og Danmark.

Det er umuligt for en Dansk at læse de sidste Dages Meddelelser fra Øst-Rumelien uden at føle sit Hjerte banke stærkere ved Følelsen af, at hvilke Mangler det danske Folk end kan have, saa er dog dets moralske og politiske Overlegenhed utvivlsom overfor den øjensynligt halvvilde slaviske Nation, der bebor hine fjerne Egne. Lad det længe nok kunne siges med Rette, at den tyrkiske Regering, særligt i 1876, har behandlet det bulgariske Folk med ikke ringe Strenghed – de i den engelske liberale Presse saakaldte bulgariske Rædsler var et Udtryk for Strengheden – lad det længe nok kunne hævdes, at den nuværende tyrkiske Guvernør med hans Omgivelser ikke var den Regering, Befolkningen ønskede – saa meget staar dog fast, at intet Folk har Lov til at tage sig selv til Rette.

Og hvorledes har man baaret sig ad? Uden ringeste Ærbødighed for den af alle Stormagter underskrevne og garanterede Berliner-Overens|118|komst af 1878, der fastslog, at for evig Tid skulde Sultanen af Tyrkiet være Øst-Rumeliens Suveræn, har Befolkningen fulgt sin egen Vilje, har i Egenraadighed troet at kunne og turde raade sig selv. Den har ikke forstaaet, at dens sande Styrke laa i at blive staaende paa Lovens Grund, selv om denne Grund ikke altid blev respekteret af dens Regering. Et saadant Overgreb vil straffe sig selv, om ikke i Øjeblikket (thi Revolutionen synes lykket) saa i Fremtiden; det skal nok vise sig, at der ingen Velsignelse er i Fremgangsmaader af den Art.

Dette er et Folk, som øjensynligt ikke har vidst, hvad Styrke en hel Nation kan suge af sejg Taalmodighed. Det er et Folk, som øjensynligt ikke har begrebet, hvad Kraft der kan udfoldes under passiv Modstand. Det har manglet Tro paa, at en højere Styrelse nok leder alt til det Gode ad Lovens Vej; det har manglet den ædle Resignation i Ulykken, som i alle Kampe mellem Folk og Regering er og bliver Folkenes skønneste Smykke.

Den Uvidenhed, i hvilken Sydeuropas Folk svæver om vort Fædreland og dets Forhold, er bekendt. Spurgte man en Rumelier om Kjøbenhavn, vilde han maaske tro, man talte om en russisk Provinsby. I Almindelighed kan dette Forhold jo være yderst ligegyldigt; men i Tilfælde som dette kan man ikke andet end beklage Danmarks afsides Beliggenhed og den Isolerthed, hvortil Sprogets ringe Udbredelse fordømmer det. Havde Rumelierne kendt blot noget til Danmark og danske Forhold, saa havde de havt et Eksempel for Øje paa, hvorledes et virkelig kristent og virkelig civiliseret Folk bærer sig ad under Forhold, hvori det ikke faar sin Vilje, og – hvem véd, om de da selv havde handlet saa lovløst og saa raat?

Thi hvad har de gjort? Paa én og samme Dag har de i Kraft af en Aftale, der overrumplede Regeringen fuldstændigt, rejst sig i deres Hovedstad Filippopel og rundtom i hele Landet, saa Alt den 18de September om Aftenen stod i en eneste Oprørsflamme. Saa omhyggeligt var i Stilfærdighed Forberedelserne trufne, at medens man samtidigt paa ethvert Punkt i Landet styrtede den lovlige Myndighed, havde man overalt Mænd beredte til Overtagelse af Forvaltningen. Og saa klogt var Øjeblikket valgt, at Signalet blev givet, netop som den østrumeliske Milits, der hemmeligt var vunden, fandtes samlet og ved sin Overgang til Oprøret beseglede den bestaaende Regerings Undergang. Fyrst Alexander af Bulgarien[VIII] tvang man brutalt til at sætte sig i Spidsen for Bevægelsen ved ellers ikke at give ham andet Valg end det at takke af, og hvad den tyrkiske Guvernør angaar, Landets virkelige Regent, slog man ikke mindre lovstridigt en Klo i ham og kastede ham foreløbig i Hullet. Paa intet Punkt synes man da at have overvejet, om en saadan Fremgangsmaade var berettiget, om den ikke var overilet, allermindst om der i Længden kunde komme noget godt ud deraf. Det eneste, man synes at have |119| skænket en Tanke, var at faa gjort en hensynsløs Ende paa det bestaaende Styre.

Havde man nu blot kunnet lidt mere Geografi og havde man kun havt saa megen politisk Interesse, at man f. Eks. havde læst de tyske Avisers Meddelelser om Danmark, vilde man sikkert have følt og forstaaet, at saadan bærer et virkelig religiøst og virkelig oplyst Folk sig ikke ad.

Man havde da forstaaet, at Opgaven var at trætte Regeringen, ikke at jage den bort med Vold. Man havde i saa Fald lært et Folk at kende, som i fulde ti Aar med mandig Ro har baaret Trykket af en højst upopulær Regering, medens der kun er hengaaet syv Aar, siden Berlinerkongressen indsatte Rumeliens nye Styre. Den rumeliske Guvernør holdt sig strengt til Loven; ikke desmindre jog man ham bort og indsatte samme Dag en provisorisk Regering. Her vilde man have lært et Folk at kende, i hvilket der trods de Styrendes mindre nænsomme Forhold til det Lovbestemte, ikke findes nogetsomhelst andet Provisorisk end Finansloven.

Det rumeliske Folk har ikke forstaaet den store Kunst at vente. Istedenfor at vente, til Brugen af Rifler blev forbudt og Skytteforeningerne opløste og da at danne hvad en Taler med Rette har kaldt de ikke stort mindre imponerende Riffelforeninger uden Rifler, har man brudt løs paa et Tidspunkt, da Regeringen endnu ikke havde sagt sit sidste Ord eller gjort sit yderligste Skridt. Istedenfor paa Lovens Grund at vise sin Manddom ved ikke at ansøge Regeringen om Tilladelse til at skyde (men naturligvis da heller ikke skyde) har man erklæret at ville skyde Autoriteterne ned som Hunde, hvis de vovede at kny. Istedenfor at true med Riflerne, lade sig stævne for Retten og for Dommerne snildelig fragaa nogensinde at have tænkt paa Rifler, har man uden videre ladet dem og brugt dem. Istedenfor at mødes atter og atter som frie Mænd, tale djærve Ord, raabe mangt et rungende nifoldigt Hurra for den gode Sag og endelig til Slutning synge et Omkvæd af dette Indhold:

Ned med Gavril, den Tyrk fra Konstantinopel!
Vi vil ingen Gavril Pascha ha’ her i Filippopel!

har man uden videre bemægtiget sig Hans Excellence den tyrkiske Guvernør, Gavril Paschas[XI] Person og kastet ham i et Fængsel, der ikke synes stort bedre end en dansk Varetægtsarrest.

Pinligst virker det ved Læsningen af de fremmede Blades Beretninger, at de herskende Tyrker aldeles ikke synes at være optraadt paa nogen særlig udæskende eller uforskammet Muade. Des ubegribeligere bliver det, at Opstandens Fører, en Doktor Stransky[XII], har kunnet tro sig berettiget til at handle, som han har gjort. Heller ikke han har kendt til den sindige og sejge Hævden af Folkerettighederne, som er vor Stolthed |120| her i Norden. Det siges, at han personlig skal have lidt nogen Overlast en Gang. Men det sømmer sig ikke for en kristen Politiker at være hævngerrig. Han har ikke følt, at han i Længden stod sig bedre ved at modtage Slag end ved at give Slag. Han har ikke været gennemtrængt af den Sætnings Sandhed, at naar En slaar Dig paa den ene Kind, saa bør Du om ikke vende den anden til, saa dog vente, til han slaar Dig paa den anden, og saa gaa. I Stedet har han hengivet sig til den stygge Yderlighed, der heldigvis slet ikke ligger for os danske, den at organisere Sammensværgelser. Er der her hos os nogen, der sørger for i Stilhed at bringe Krudtet til Kuglerne eller Kuglerne til Krudtet og Underofficererne til begge paa en afgørende Dag, saa er det heldigvis ikke Folket; dets Hænder er rene for sligt. Det overlader saadant til en lovbrydersk Regering og ler den ud bagefter, naar den forventede Opstand udebliver. Stransky derimod, har, før han stillede sig i Spidsen for den provisoriske Regering, med smaalig Omhyggelighed, med provisoristisk Forsigtighed taget alle de Forholdsregler, som Oppositionen hos os altid har holdt sig for god til og forhaabenlig vil holde sig for god til.

Dersom man i Rumelien ubetinget vilde vise sin Misfornøjelse med den bestaaende Regering paa en iøjnefaldende Maade, saa var der en lovlig Vej, som laa nær, Demonstrationens. Man kunde raabt Hurra og atter Hurra for Alexander af Bulgarien[XIII]. Og vilde man absolut gøre det klart, hvor dyb og stærk Uviljen var, saa havde man vel kunnet gribe til andre værdigere Midler. Istedenfor paa en eneste Dag med brutal Voldsomhed at slaa alle Politimestre i Øst-Rumelien ned, kunde man have udsøgt sig en enkelt Politimester, have lettet lidt paa ham og stilfærdigt betydet ham sit alvorlige Ønske om at se ham fordufte – selv om han saa den næste Dag var kommen tilbage og havde stræbt at genvinde den tabte Blændkraft ved Arrestationer. Man havde visselig heller ikke behøvet at begaa et saa uhørt Skridt som det, at erklære Landets lovlige Hersker, Sultanen af Tyrkiet, for afsat. Man havde paa en tilstrækkeligt fattelig Maade kunnet antyde ham en vis Utilfredshed i Folket, ifald en eller anden ung bulgarisk Mand eller Kvinde f. Eks. havde givet en eller anden Gibsbyste af Suverænen en dygtig og meget sigende Næsestyver. Saa dum er Sultanen[XIV] sandelig ikke, at han ikke nok havde forstaaet, hvad Meningen var, og man havde undgaaet de nuværende Tilstande – selv om den Yngling eller Pige, der ofrede sig til en saadan Gerning, havde maattet finde sig i nogen Tids Arrest derfor. De havde da havt den styrkende Bevidsthed, at have givet Sultanen[XV] en Advarsel, som dog maaske i Tiden vilde sætte Frugt.

To Punkter er der imidlertid især, som maa frastøde enhver Dansk ved den iøvrigt med saa megen Energi og Behændighed iværksatte rumeliske Revolution.

|121| Det første er dens Mangel paa Alvor. Man har ikke ventet, til Situationen blev alvorlig, allermindst til den var præget af, hvad en Taler nylig med Rette kaldte »den dybeste Alvor«. Ogsaa vi Danske gør vor Pligt, naar det bliver »den dybeste Alvor«. Heldigvis ved vi, at der endnu er temmelig langt igen. I Rumelien derimod har man gjort mere end sin Pligt, andet end sin Pligt – og det som i Leg, før den dybeste Alvors Stund var slaaet.

Det andet Punkt, der maa være enhver Dansk imod ved den rumeliske Omvæltning, er den snigende Lydløshed, hvormed den er kommen over Regeringen. Det var altid god dansk Skik at røre Tromme, før man faldt over en Gert. Men hist! Hverken Trommer eller Trompeter! Hverken Taler eller "Hør ham!" Hverken Sange eller Jubel! Ikke engang et eneste nifoldigt, hjerteligt Hurraraab – før bagefter!

Canova[XVI] lavede engang en Løve af Smør. Siden da er det vist aldrig lykkedes Nogen. Der er vel faa Danske, der ikke betragter det som en Nødvendighed i Kraft af Folketemperamentet og desuden som en Lykke, at Forfatningskampen fik det snigende Forløb, den fik. Den tog jo fulde seksten Aar endnu. Havde Folket imidlertid sat mere ind paa at hævde sin Værdighed, saa havde Sejren, da den blev vundet, betydet en Stigen i Kultur, medens den nu blev kulturelt aldeles betydningsløs.

2.

Foraaret bragte to store Digteres Død, Victor Hugos[XVII] og J. P. Jacobsens[XVIII]. Den førstes rørte mig. Den sidstes gik mig naturligvis mest til Hjerte, skønt den forløste ham fra Kvaler.

Min Bog om Berlin, hvori mange Afsnit var nye, alle omhyggeligt gennemarbejdede, tog mig Aaret igennem megen Tid. Den udgaves i Hefter og skulde udkomme til Jul. Medens den i Originalsproget fra først af kun fik to hundrede Subskribenter, vakte dens enkelte Afsnit stor Opmærksomhed i den russiske Oversættelse. Kapitler deraf blev, efter at et Stykke havde været trykt i Vestnik Jevropi, telegrafisk forudbestilte til de store Revuer, der efter Oversæt|122|terens Udtryk »tog Alt ubeset med Kyshaand.« Noget Honorar fik Forfatteren[XIX] naturligvis ikke.

Des mere rørt blev jeg, da det polske Tidsskrift Kraj i Petersborg, af hvilket jeg havde udbedt mig en lille Sum for en Artikel om Victor Hugo[XX], sendte mig den dobbelte med den Motivering, at mindre kunde man ikke byde mig.

Jeg holdt Foredrag paa Universitetet om Polens romantiske Literatur i det 19. Aarhundrede og samtidigt enkelte Foredrag om Varshav for Studenter og Arbejdere, skrev desuden en større Artikel om Arne Garborg[XXI], hvori et Par uskyldige Linjer om Kønssædelighed vakte heftigt Anstød. En Mand, der Livet igennem forfulgte mig med smaaligt og giftigt Had, fik en Mand, der hidtil havde været min Ven, til at imødegaa Stedet i en vidtløftig Afhandling og videre til at fortsætte Debatten med fuldstændigt Brud paa den mellem os hidtil fastholdte venskabelige Tone, da jeg, vel vidende at Spørgsmaalet endnu ikke lod sig behandle, svarte indirekte med en større Artikel om Luther[XXII]. Min Hensigt med den var dels at berøve Ægteskabet dets løjede Glans, dels at dække mig ved Hjælp af Luther[XXIII], selve Stifteren af den danske Kirke, efter hvem den har Navn, dels at male denne Mand i hans friske, naive og grove Storhed, dels at stemple Hykleriet. Det forekom mig i de Dage uvist, om det 19. Aarhundrede i Fremtiden vilde kaldes Industriens eller Hykleriets Aarhundrede; thi det forekom mig vanskeligt at afgøre, hvilken Magt af de to det havde drevet til størst Fuldkommenhed.

Artiklen om Luther[XXIV] blev heftigt misbilliget af Mænd og Kvinder, der hidtil havde vist mig Sympati.

En ny Udgave af Kritiker og Portræter var bleven nødvendig. I Tidsrummet 1870-1885 var Bogen bleven udsolgt i 750 Eksemplarer, og der skulde trykkes 750 paany, som endnu 23 Aar derefter ikke er udsolgte. Mit Held i Dan|123|mark var bestandig meget ringe, selv i Sammenligning med andre danske Forfatteres.

Drachmann[XXV], som paa dette Tidspunkt var gaaet over til det heftigste Fædrelanderi, solgte paa én Dag 2000 Eksemplarer af Bogen Danmark leve!, mens jeg af Kritiker og Portræter i 15 1/2 Aar havde solgt de 750. Svarede Salget til Forholdet mellem vore Evner, saa havde han 14000 Gange mere Talent end jeg.

Under disse Forhold var det mig en Glæde, da en Mand med saa udmærket Hoved som Christopher Hage[XXVI] en Dag sagde til mig: »Det er Dem, som har skabt det moderne Dansk.« Pressen vedblev at juble, hver Gang nogen hvorsomhelst angreb mig for hvadsomhelst. Saaledes var der stærk Henrykkelse over et Angreb, den svenske Professor Schück[XXVII] rettede paa mig for et ubetydeligt Referat af en engelsk Bog, som jeg Aaret forud havde givet i Politikens Julenummer uden selv at staa inde derfor. Schück[XXVIII] havde rimeligvis Ret i hvad han skrev mod de af Feis fremstillede Formodninger; men Indlæget gav Paaskud til en fjendtlig Tone og overlegen Holdning overfor mig, som ikke kunde andet end fryde i Danmark. Mit Rygte i Landet selv var i den danske Presses Magt. Jeg mindedes at jeg i min Ungdom havde skrevet: »Det er mig, som havde jeg en Brønd, fuld af Foragt, i min venstre Side«, og jeg følte, at mit Hjerte ikke siden da havde skiftet Beskaffenhed.

Stillet som jeg var, maatte jeg nødvendigvis være lidenskabeligt interesseret i det nyligt stiftede Bladforetagende Politiken. Jeg havde og fik ganske vist aldrig nogen Aktie deri; men dengang var Muligheden af min Forbliven i Danmark knyttet til at et Blad, der optog mine Artikler, naaede frem til at bære sig. Det gjorde derfor Indtryk paa mig, da Politiken, jævnt stigende, i Maj Maaneds Slutning naaede 4000 Abonnenter. Snart nærmede det sig det næste Tusind. |124| Da den 1. Juli Bladet for første Gang gik en Smule tilbage, var det mig som hørte jeg Dødsklokkerne kime for de Personligheder og de Formaal, som laa mig paa Hjerte.

3.

Af hele mit Sind deltog jeg i det danske Venstres Kamp mod den Estrupske[XXIX] Regering, der kun holdt sig ved Forfatningsbrud. Alligevel var min Stilling yderst vanskelig, fordi jeg slet ikke delte Venstres Grundideer. Bestandig mindre Vægt lagde jeg paa Flertals-Afgørelser; neppe nogensinde før havde jeg været saa langt fra at føle mig som Demokrat. Jeg satte kun Pris paa Demokratiet, fordi det under de givne Forhold var det bedste Middel til, at de, som duede dertil, kom til Magten. Kunde dette opnaaes ad en sikrere Vej, saa var denne anden Vej at foretrække.

4.

Adskillige Fremmede besøgte mig. Henrik Ibsen[XXX] ankom en Dag, træt, tung, bitter overfor al Politik og alle Politikere. Mine unge islandske Venner kom hyppigt, undertiden indfandt ogsaa ældre, berømte Islændinger som Matthias Jochumsson[XXXI] sig hos mig.

Blandt de i Kjøbenhavn sig opholdende fremmede Gesandter søgte mig den tyske, Hr. v. Sturm.[XXXII] Han vidste noget om mig og havde især gennem yngre Medlemmer af Gesandtskabet, der havde læst mig grundigt, faaet Lyst til at lære mig at kende. Han var en velvillig og sindig Mand, overmaade rig, saa han førte et stort Hus, og efter tyske Diplomaters Vane ivrig efter af Selvsyn at lære Forholdene i Landet alsidigt at kende. Da netop i de Dage Spørgsmaalet om Kjøbenhavns Landbefæstning var aktuelt, spurgte jeg |125| ham, om han vilde sige mig, hvorledes hans Regering stillede sig til det, men tilføjede, at dersom Spørgsmaalet var af dem, om hvilke han ikke kunde udtale sig frit, bad jeg ham blot tie, ikke affærdige mig med Talemaader. Han svarte, at Intet hindrede ham i aabent at udtale sig derom: »Vi betragter«, sagde han, »ikke Danmark som krigsførende Magt, og undrer os noget over, at det Land, der kunde sidde trygt som Svalen under Tagskægget, gør sig saa mange militære Sorger.« – Jeg mener selvfølgelig ikke, at Hr. v. Sturms Ord indeholder eller indeholdt nogen Betryggelse for Danmark; men det har sin Interesse, at de faldt saadan.

En anden Gesandt, der meget hyppigt søgte mig, var den amerikanske, Nordmanden R. B. Anderson[XXXIII]. Han havde adskillige Aar forud skrevet mig til fra Amerika som Meningsfælle og var den første, der udgav en Del Essays af mig i New York under Titlen Eminent Authors of the nineteenth century. Skønt han paa Titelbladet betegnede sig som Oversætter, var Oversættelsen dog ikke udført af ham, men, som han senere tilstod mig, af en tysk Guvernante i hans Hus og heller ikke foretaget fra Dansk, men fra Tysk. Den indeholdt enkelte grove Misforstaaelser. Saaledes troede Damen øjensynligt, at Voltaire[XXXIV] tilhørte den romantiske Skole. At rette Korrekturen fuldstændigt gik over mine Kræfter.

Anderson[XXXV] var et særdeles godt Hoved med Evne til at bore sig frem og gøre sig gældende. Han havde været Universitetslærer og skrevet nogle populære Bøger om nordisk Mytologi og om Nordmændenes Opdagelse af Amerika, var som Ven af Unionens daværende Præsident Cleveland[XXXVI] bleven forfremmet til Gesandt i Kjøbenhavn, Med den Lethed, hvormed man i Nordamerika gaar over fra en Livsstilling til en anden, overtog han, da hans Tid var udløben i Kjøbenhavn, Stillingen som Agent for en Levertran-Fabrik, og det var pudsigt, paa de Reklamer, han i denne Egenskab ud|126|sendte, at se, med hvilken Snildhed hans tidligere Studier her var dragne til Nytte. Overskriften lød f. Eks. Det gamle Nordens Mytologi, og nu fulgte en kort Fremstilling af de vigtigste Guders Væsen og Hverv, indtil det Hele umærkeligt gled over i Lovprisninger af den fortræffelige, enestaaende Levertran, som var tilvirket af en Mand, der nedstammede fra hine gamle Nordboer, hvis Guder var saa interessante.

I Kjøbenhavn var Professor Anderson[XXXVII] velvilligt optaget af den nyere Literatur. I Amerika skiftede han Synsmaade. Da der nogle Aar efter hans Tilbagevenden blev Tale om at tilbyde mig en Stilling som Universitetslærer i Chicago, advarede Professoren[XXXVIII] imod mig som Beskytter af en saakaldt »Griseliteratur«. Advarslen var overflødig, da intet Tilbud kom, og da det, ifald det var kommet, ikke vilde være blevet modtaget.

Paa den Tid kom jeg i nær brevlig Forbindelse med den elskværdige Jonas Lie[XXXIX]. Da jeg i sin Tid havde stiftet Det nittende Aarhundrede og Forlæggeren anmodede ham om Bidrag, havde han afslaaende skrevet: »Jeg svarer til Norges Enfold, B.[XL] til den europæiske Kritiks Mangfold; vi to kan ikke arbejde sammen.« Det er ogsaa ovenfor berørt, hvor ængsteligt han udtalte sig ved mit første Forsøg paa at holde Foredrag i Kristiania. Nu kom han mig imøde med overstrømmende Venskab. Han havde begyndt at nærme sig mig i 1884. Da jeg svarte, skrev han, at mit Brev gjorde Epoke i hans og hans Hustrus[XLI] Liv. En saadan Ytring var naturligvis kun foraarsaget af hans varme Hjertes Glæde ved at gamle Misforstaaelser var svundne, som havde de aldrig eksisteret. Men fra da af og for bestandig blev den udmærkede Mand[XLII] og hans lige saa sjældne Frue[XLIII] forbundne med mig i et entusiastisk Venskab, som jeg har forstaaet at paaskønne og gengælde.

Samtidigt kom jeg i nær Berøring med den flamske |127| Digtergruppe. Pol de Mont[XLIV] nærmede sig mig brevligt og bad mig skrive om Gruppen, i uskyldig Tro til at »dens Lykke da vilde være gjort.« Den behøvede en Kritiker med europæisk Ry, da dens Sprog var saa lidet kendt. Jeg følte mig tiltrukket af de Poesier, der blev mig sendte, lærte mig at læse og forstaa det flamske Sprog saa nogenlunde, og skrev en lille Afhandling om Pol de Mont[XLV].

Fra Riga kom gentagne Breve fra en Frøken Mohr[XLVI], der sendte et begejstret Essay om mig. Hun »skyldte mig sin Dannelse«, havde tilbragt Aar fordybet i mine Skrifter; naar hun læste mig, var det som grebes hun af en Rus; hver Gang hun havde læst nogle Sider, fulgte halvt Salighed, halvt Kval i Bevidstheden om en uendelig Fylde, som det aldrig vilde lykkes hende at udmaale. – Hvad værre var, hun skrev, at hun maatte lære mundtligt af mig, vilde komme til Kjøbenhavn for at høre mig tale. Skrækslagen for at faa endnu en fremmed paa Halsen, der i hele Byen kun kendte mig, fraraadede jeg hende saa stærkt som muligt at komme, foreholdt hende det urimelige og unyttige deri; men forgæves. Ikke længe derefter ankom hun, insinuerede sig, blev en Tid lang min Oversætterinde, slog saa om og forfulgte mig under Navnet Laura Marholm[XLVII] i Aarevis i tyske Tidsskrifter og Blade med sit Had.

  • Forrige afsnit: 15): 15.
  • Næste afsnit: 1.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.