Drachmann[I] boede dengang i Baden ved Wien, men havde fuldstændig brudt med mig, saa jeg saa’ intet til ham. Den 31. Januar spiste jeg til Middag hos Karl Emil Franzos[II]. Tilstede var kun han selv, hans Hustru, den gamle Digter Bauernfeld[III] og jeg. Da Franzos[IV] engang havde været i Danmark og kendte lidt til vore Forhold, spurgte han mig under Samtalen ved Bordet: »Har De set Drachmann[V] her?« Jeg svarte »Nej!« og tilføjede forklarende: »Han er nu min Modstander, forøvrigt Antisemit.« Disse Ytringer veksledes mellem Hr. Franzos[VI] og mig, medens hans Frue og Bauernfeld[VII], hvem de ikke kunde interessere, talte sammen, og nogle Øjeblikke efter var Samtalen igen almindelig.
De følgende dengang offenliggjorte Breve fra Karl Emil Franzos[VIII] vil vise, hvorledes en blot Formodning om en saadan Ytring fra min Side afstedkom en gennemført Bladpolemik imod mig fra en Hr. Poestion[IX] og Andre i Anledning af Danmark, som jeg skulde have smædet, og den af mig aldrig nævnte Drachmann[X], som jeg i en offenlig Tale skulde have angrebet og haanet.
Wien, 2den Marts.
Mellem mig og Drachmann[XI] har ene og alene det følgende fundet Sted:
Da Drachmann[XII] kom hertil, kom han med Poestion[XIII] til mig. Jeg sagde ham: »Jeg har desværre endnu ikke læst noget af Dem; men Brandes[XIV] har overfor mig karakteriseret Dem som et stærkt Talent, og det er mig nok. Jeg beder Dem altsaa at blive min Medarbejder«. D.[XV] har jeg kun talt den ene Gang med. Kort derefter kom Poestion[XVI] til mig, forsikrede mig, at D.[XVII] var meget glad ved min Imødekommen og bad mig at indføre D.[XVIII], der endnu var ubekendt hos os. Jeg lovede dette, bragte i mit Julenumer en Skitse af D.[XIX] med en Notits af Redaktionen, der indførte ham paa den mest rosende Maade. Snart derefter bragte Poestion[XX] mig |104| et andet Manuskript af Drachmann[XXI]. Jeg lovede at læse det og at bringe det, hvis det kunde bruges.
De kom hertil; jeg bragte ganske uden Bagtanke Talen paa D.[XXII]; om hans Konflikt med Dem vidste jeg intet. Den Dag, De rejste fra Wien (3dje Februar), fik jeg fra en flygtig Bekendt i Kjøbenhavn, som ikke er Skribent og som i Parentes bemærket er en politisk Modstander af Dem, det Spørgsmaal: »Er det sandt, at Brandes[XXIII] i Wien har haanet Danmark og er falden igennem?« Samtidig skrev den samme Mand mig følgende: »Nu er jo ogsaa Drachmann[XXIV] i Østerrig. Det er den ivrigste Antisemit, som vi har i Danmark«. Jeg svarte Manden paa Spørgsmaalet angaaende Dem: »Nej, begge Dele er Løgn!« om Drachmann[XXV] tav jeg.
Otte Dage efter kom Poestion[XXVI] til mig og spurgte om D.s[XXVII] Arbejde var antaget. Jeg svarte »Nej! jeg har læst det, men det passer ikke for mit Blad«, hvad der ogsaa var den rene Sandhed. Derpaa bemærkede han, at det vilde krænke D.[XXVIII]; den Nye Illustrerede Tidende var et anset Blad; D.[XXIX] havde knyttet Forhaabninger til denne Forbindelse etc. Jeg sagde »Som D.s[XXX] Retning er, undrer det mig i Grunden, at han overhovedet søger Medarbejderskab ved et Blad, som ledes af Moschko’s Forfatter[XXXI]«. – – Hertil bemærkede Poestion[XXXII]: »De tror at D.[XXXIII] er Antisemit? Det er ikke sandt; det kan kun Brandes[XXXIV] have fortalt«. – Jeg svarte: »Han er Antisemit; jeg har erfaret det af et Brev fra Kjøbenhavn« og citerede ham hint Brevsted Ord for Ord. Poestion[XXXV] sagde meget naivt dertil: »Nu, en Antisemit er D.[XXXVI] ikke; han siger kun, at Jøderne er en Ulykke for Folket«. – Jeg svarte: »Netop i Danmark har Jøderne i højeste Grad stræbt at assimilere sig. Desuden ved jeg af egen Erfaring, hvor begejstret Jøder er traadt i Skranken for D.[XXXVII] Det er altsaa ovenikøbet en personlig Utaknemmelighed af ham.« Hvortil Poestion[XXXVIII] sagde: »Ja en Karakter er D.[XXXIX] ganske vist ikke. Om hans egen Kone[XL] ved jeg, at hun misbilliger hans nuværende Retning og hans Frafald fra Brandes[XLI]«. Derefter faldt Talen paa andre Ting, og først til Slutning sagde Poestion[XLII] til mig: »Jeg vil ikke sige D.[XLIII] noget om, at De ved, han er Antisemit«, hvortil jeg nikkede ...
Som De ser, har jeg ikke sagt Poestion[XLIV] en Stavelse om vor Privatsamtale. Og hvad nu Hovedsagen angaar: Naar Fru Drachmann[XLV] beskylder Dem for, at De skal have ytret, at hun i et og alt gav sin Mand Uret, saa er dette absolut usandt; jeg husker ingen Udtalelse af Dem derom. Det var Poestion[XLVI], som talte til mig derom og det paa den eftertrykkeligste Maade.
Wien, 4de Marts.
Igaar var Hr. Poestion[XLVII] hos mig og fortalte mig, hvor ulykkelig han var over, at ved Fruentimmersladder alt i den mest forvrængede Form |105| var bleven Drachmann[XLVIII] meddelt. Han havde nemlig (...) Da han nu kom hjem og hørte dette Kæmpesludder (Riesentratsch) var han bleven meget opbragt derover og havde sagt Drachmann[XLIX] den hele rigtige Sammenhæng. Ligefuldt havde Drachmann[L] bestandig kun sagt dette ene: »Du har altsaa fra Franzos[LI], at Brandes[LII] har sagt til ham, at jeg er Antisemit. Det maa Du give mig skriftligt« osv.
Det bør ikke forties, at saavel Holger Drachmann[LIII] som Fru Emmy Drachmann[LIV] en Del Aar derefter fuldstændigt fortrød denne urimelige og meningsløse Agitation.
Professor Gompertz[LV] og hans Frue fulgte mig til Stationen, da jeg rejste. Det var uden Tvivl det værdifuldeste Menneskepar, jeg i Wien havde lært at kende. Da Professor Gompertz[LVI] paa Spørgsmaalet, hvor længe jeg agtede at opholde mig i Varshav fik Svaret: »Helst en fjorten Dages Tid«, undrede han sig over, at jeg gav denne By et saadant Fortrin for Wien. Og han maatte det ogsaa: Neppe nogensteds var jeg bleven fejret som i Wien; Byens ypperligste Mænd havde jeg lært at kende. Stadigt hørte jeg der disse smigrende Ord: »De er den første nulevende Kritiker«, og det fra sagkyndige Folks Læber. Det maatte da undre, at jeg i mine Tanker gav en anden By, jeg end ikke kendte, Fortrinet.
Men det beroede paa, at der i de blotte Navne: Polen og Varshav for mig var en Art Trolddom. Hele mit Væsen strømmede det Folk i Møde, hvori jeg efter gammel Overlevering saa det uretfærdigt undertrykte Martyrfolk og Frihedens Riddervagt i Europa. Og det havde glædet mig at erfare, hvor kendt og yndet jeg i dette Folk var.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
