Levned, 3 (1908)

14.

Jeg havde faaet Tilladelse til at holde tre Foredrag paa Fransk om fransk Literatur. Af Æmnerne husker jeg kun det ene, Alfred de Musset^[I] og George Sand^[II]. Raadhussalen var aldeles fuld, fuldere, sagde man, end til nogen Forelæsning før. Mest smigrende var den dybe Stilhed; ingen Lyd, ingen Hosten under Foredrag, der varede henved to Timer. Derefter Entusiasme og Fremkaldelse.

»Literaturen og Pressen« gav mig en meget stemningsfuld Fest, hvorved man lukkede Dørene og indespærrede det tjenende Personale, da Talerne begyndte. Josef Koscielski^[III] holdt Hovedtalen paa Latin, Polakkernes gamle Højtidssprog, derefter talte flere andre, mellem dem min Ven Karol Benni^[IV]Karol Benni (1843-1916): polsk læge. om sine Indtryk fra Danmark og Kjøbenhavn under Lægemødet Aaret forud. Han beskrev saa poetisk Maaltidet i et Telt paa Langelinje, mens Dampskib efter Dampskib gled forbi, at det smukke Sted, han skildrede, blev nyt for mig. Jeg svarte med en længere Tale, hvorunder mangt et Øje blev vaadt. Den var improviseret, og jeg husker den ikke |113| mere, véd kun, jeg udtalte, at det var mig kært, naar de store Literaturer optog mine Skrifter, men at intet bevægede mig som hvis Polakkerne undte mig en Plads blandt deres egne.

Mange Aar efter, i 1903, gav Koscielski^[V] mig en Dag i Karlsbad Udkastet til hans »Tale ved det store Festmaaltid i 1885«, som han havde fundet blandt sine Papirer; dens Slutning var desværre kommet ham af Hænde^*

^*)Begyndelsen lød: Des mihi veniam, vir ornatissime, rem breviter agendi, ut tibi vota nostra faustissima paucis verbis devoveam.

Fuerunt tempora, in quibus latino præcipue sermone utebantur omnes cives magnæ reipublicæ litterariæ, et hodie etiam, quamvis inclyta lingva Ciceronis semper parciores habet discipulos, non dubito quin sit optima in occasionibus, in quibus de solemniis viri classico tamquam ingenio adornati agitur.

Nuper ad nos venisti, advena rerum nostrarum inscius, tamen non ignotus, nam gloria nominis tui jam diu in hoc terrarum angulo viget atque splendet, et elegantissima ingenii tui suavitas jam diu omnes nos maxima implevit adoratione. Per totum orbem terrarum, quocunque venisti, januæ et corda aperiebantur, sed nunquam et nusquam, crede mihi, ornatissime vir, tam vehementer, tam sincere amplexus es communi consensu quam apud nos, miserrimam gentem omnium terrarum et temporum.

Mortem nostram decreverunt tyrannni, perversos nos esse et vitæ indignos statuunt clientes eorum atque sycophantæ; delendam esse etiam memoriam nominis nostri clamant hostes veræ libertatis, sæpe, ut nuper, togis doctorum et professorum induti – tamen, ut saxum in pelago turbido, incolumes sumus et integri, quia inest nobis vis illa, quæ omnia frangit: vis animi semper prorsus spectantis, semper superius ascendentis. Salutamus te, unum ex proceribus ingenii, nos corpore servi, indole liberi, non plebs, sed populus, non helotæ, sed cives, non morituri, sed veræ vitæ atque veræ libertatis propugnatores impavidi.

Non dubito quin tibi nota sit elegantissima illa Horatii, poetarum longe principis, sententia:

– – – nunc adbibe puro

pectore verba puer, nunc te melioribus offer!

Non meliori, sed omnino optimo heroum animi offerimus nos hodie, et quamquam impie trucidato, tamen semper puro pectore adbibimus verba illius viri, quem non piguit miseriæ nostræ, qui duobus insignibus donis deorum adornatus: ingenio vastissimo, nec non corde amplissimo, ambo libenter nobis aperuit, ut videant hostes et tyranni, nos vivere, agere, pati – et sacra idola nostra fortiter prosequi.

|114| Det havde ikke siden mit første Ophold i Venedig været mig saa svært at skille mig fra noget Sted og noget Land som da fra Varshav og Polen. En Lidenskab for denne By og dette Folk var vakt i mit Sind, som aldrig er blevet slukt, og en Mængde nye Tanker, nationalt politiske og nationalt sociale, var satte i Bevægelse hos mig.

Forrige afsnit: 13.
Næste afsnit: 15.