Paul Bourget[I] havde dengang vekslet ikke faa Breve med mig. Han søgte mig en Dag i mit Hotel. Vi havde ikke blot en kvindelig Bekendt tilfælles, men det ærbødige Venskabsforhold til Taine[II], hvem vi skyldte lige meget. Bourget[III] var da endnu ugift og endnu uomvendt, om hans Omvendelse end var nær forestaaende. Den indvarsledes tydeligt nok for alle Tænkende ved hans Roman Le Disciple, hvor Filosofen Adrien Sixte, hvis Lære har saa skæbnesvangre Virkninger, i sin stille Livsførelse genkalder Taine[IV]. Det var derfor ikke uden gyldig Grund at Taine[V], som hans Breve bevidner, personligt følte sig overmaade pinligt berørt af denne Bog, paa samme Tid som han fandt dens Lærdomme falske og vildledende. Medens Bourget[VI] i Fortalen til denne sin Roman forsikrer, at den aldeles intet Forhold har til Hovedpersonen i en dengang meget omtalt Mordsag i Oran, en vis Chambige[VII], tilstod han mig dengang, at han havde faaet Sagens Akter stillede til sin Raadighed og havde benyttet Træk af den unge Morders afskyelige aandelige Fysiognomi til sin forfængelige og cyniske Helt.
|264| Paa dette Overgangsstadium havde Bourget[VIII] imidlertid endnu ikke brudt med sin Ungdoms Venner, var endnu ikke Nationalist. Han stod paa sit Rys Højde, beundret af den finere, kvindelige Læseverden i næsten alle Lande og nød sin Berømmelse ikke blot som Digter men som Dandy. Polske Comtesser som tyske unge Fruer sværmede for ham. Og han fortjente den Beundring, som næredes. Han var en subtil Kender af det kvindelige Hjerte; han havde dernæst i Mensonges givet en Skildring af en halvhundredaarig Baron, hvis Psykologi ikke kunde være skarpere og bedre, og hans Essais røbede en højt og fint udviklet kritisk-digterisk Evne. Alligevel var de betydelige literære Egenskaber begyndte at ormstikkes af Fromleri. Dette gik dog ikke dybere end at Bourget[IX] endnu, naar han befandt sig mellem gamle Venner, med uskrømtet Fornøjelse mindedes komiskuhøviske Smaatræk, han havde hørt. Ved en Middag, hvor bl. Andre Hertuginden af Richelieu[X] var tilstede, der faa Uger efter blev Fyrstinde af Monaco, fortalte han uden moralske Bemærkninger, hvortil der dog havde været Anledning, en Historie, han havde fundet om to franske Officerer, der under Felttoget i Rusland under Ridt ad en Landevej var komne i Tanker om nogle Kvinder, de havde glemt at voldtage i en By, de var komne igennem, hvorpaa de vendte deres Heste og red tilbage for at indhente det Forsømte.
Dengang var Bourget[XI] endnu saa fortrolig Ven af sin Forlægger Alphonse Lemerre[XII], at han foretog en Rejse til Sydfrankrig for at være tilstede ved hans Datters Bryllup. Den Voldsomhed maatte derfor undre, hvormed han syv Aar senere, under en Proces, han havde anlagt mod denne Mand, hvem han havde anmodet om Dusbroderskab, allevegne nedsatte ham. Det drejede sig om nogle tusind Eksemplarer af Cosmopolis, som Forlaget havde ladet trykke |265| til Afsætning i Amerika uden først at spørge Bourget[XIII]; men man var i Bogladen saa vant til, at Bourget[XIV] uden foregaaende Aftale hævede enhver Sum, han havde Brug for, at Lemerre[XV] kunde anse de sædvanlige Formaliteter mellem Forlægger og Forfatter for overflødige. Alphonse Daudet[XVI], der ligeledes havde Lemerre til Forlægger, og til hvem denne klagede sin Nød over dette Brud paa mange Aars Venskab og Broderskab, betragtede Lemerre[XVII] som fuldt uskyldig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
