Det var fulde ti Aar siden jeg havde været i Paris, og dengang endda kun for et Par Uger. Aldrig havde jeg set en Verdensudstilling, og blot den var en Tillokkelse. Men især attraaede jeg – efter mine mange Udflugter i slaviske |261| og skandinaviske Egne, efter min lange Fordybelse i tyske Forhold – paany at faa et fyldigt Indtryk af fransk Væsen og Aandsliv.
Skønt Pariserne selv bandede Udstillingen og forsikrede, at den jog dem bort fra Byen, var den for en Fremmed umaadeligt lærerig. Man kunde en Maaned igennem ikke blive træt af at vandre omkring i den. Det mig aandeligt tilgængelige Omraade indskrænkede sig jo næsten til den udstillede Kunst; men den fandtes til Sammenligning fra alle Lande, og den retrospektive Afdeling førte En Frankrigs Historie for Øje fra Aar 1789, til hvis Amindelse det hele store Foretagende jo var sat i Værk. Man levede og aandede fra Morgen til Aften omkring Babelstaarnets Efterfølger, Eiffel-Taarnet, vænnede sig til det, kom næsten til at holde deraf, skønt det ødelagde Virkningen af gamle fornemme Monumenter som Triumfbuen. Der var en smuk Udsigt deroppe fra, og man nød den dobbelt i godt Selskab. Det fattedes ikke. Der var mange elskværdige Skandinaver i Paris, og man traf hinanden dagligt paa Udstillingen.
Man følte sig paa Udstillingsterrænet hensat i andre Verdensdele. Vel var hvad der vistes af Algier og Tunis ligesom den meget omtalte Rue du Caire kun interessant for hvem der ikke havde været i Afrika og for dem, hvem det tilfredsstillede at se la danse du ventre. Men det var morsomt at besøge den javanesiske By med de smaa frysende javanesiske Danserinder, der drejede Haandfladerne saa yndefuldt rytmisk, og det var pudsigt at overvære en anamitisk Teaterforestilling.
Det var kun fire Aar siden jeg havde været daglig Gæst hos Madame Fanny Ephrussi[I] i Meggen. Hendes Hjem og hendes Venner blev under dette Pariserophold min nærmeste Kres. Jules Ephrussi’s[II] smukke Hus paa Place des Etats-Unis aabnede mig gæstfrit sine Døre. Vær|262|tens godmodige Lune, hans Brødres lyse Forstand, særligt Charles Ephrussi’s[III] kunstneriske Indsigt, gjorde Samtalen lærerig, selv naar kun Slægtninge var tilstede. Af Fru Ephrussi’s[IV] Veninder genfandt jeg Madame Bizet[V] som Madame Straus[VI], gift med Rothschildernes bekendte Advokat[VII], og Madame de Girardin som Madame Ganderax[VIII], gift med Forfatteren Louis Ganderax[IX], da nær knyttet til Meilhac[X], hvis Medarbejder han var og hvis Arving han blev. Hos Straus’s[XI] lærte jeg Meilhac[XII] at kende, en lille gammel, hvidhaaret Mand, som i Samtalen ikke lagde den Lystighed for Dagen, der sprudler i hans Arbejder. Dog var hans Helbred vist da allerede nedbrudt. Ofte kom hos Madam Straus[XIII] dengang Prinsen af Arenberg[XIV], der spillede en Rolle i det parlamentariske Liv, men paa mig ikke gjorde synderligt Indtryk udover Korrekthed og Velopdragenhed. I det samme Hus traf jeg en Formiddag for første Gang Prinsesse Mathilde[XV], den blandt højfornemme Damer, jeg har kendt, som havde mest af den sande Fornemheds utvungne Væsen og Holdning. Man saa, at hun havde været meget smuk, og i Trækkene sporedes den store Kejsers[XVI]. Hun indbød mig til sig, og Ganderax[XVII] kørte mig til hende; hans Hustru[XVIII] var jo Prinsessens[XIX] Plejebarn og gjorde stadigt Honnørs i hendes Palæ. Hendes Tone overfor en Fremmed var lystig men tillige hjertelig. Hun lovede mig at hvis jeg vilde holde Foredrag i Paris, vilde hun sidde paa første Række og applaudere. Det smigrede mig, og jeg havde gerne høstet hendes Bifald. Da jeg tretten Aar senere begyndte en Foredrags-Virksomhed i Paris ved den russiske Højskole dèr, var hun ikke mere i de Levendes Tal. Medens andensteds i Reglen en Dame, der vil være fornem, først og fremmest er snerpet i sit Valg af Samtaleæmner og helst højtidelig i sin Tone, var denne kejserlige Højhed dristig i sin Udtryksmaade, talte frit og let uden et Glimt af Snerperi.
|263| Hun havde været inderligt knyttet til den berømte Emailleur Claudius Popelin[XX]. Det gik hende saare nær, da hun en Dag, da hun besøgte ham under en alvorlig Sygdom, fandt en ung Grisette siddende ved hans Seng. Da han døde, nøjedes hun ikke med at deltage i Sørgefestligheden i hans Hjem, hun ledsagede hans Kiste til Kirkegaarden, og da den sænkedes i Jorden, blev hun liggende grædende foran Graven, indtil det hele Følge var borte; saa vaklede hun derfra, støttet paa en Venindes Arm*
.Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
