Der var et Hus i Paris, som det Efteraar aabnede mig et formeligt Hjem. Det var Jonas Lie’s[I] i Avenue de la Grande Armée. Med Rørelse og Taknemmelighed maa jeg mindes den Elskværdighed, som Jonas[II] og Thomassine Lie[III] da viste mig. Jonas Lie[IV] og jeg havde jo vekslet Breve, saa de gamle, nærmest pudsige Misforstaaelser længst var sporløst glemte. Men vi havde endnu aldrig set hinanden. Jeg traadte ind: - Nej, saa dèr er han. Endelig er han der. Hvad er det, han ligner? En arabisk Hest. Nej, nej, ikke Hesten, Manden som sidder paa den med en lang Lanse i sin Haand. Ligemeget! velkommen, velkommen! – Og i rivende Fart fulgte Spørgsmaal og Meddelelser i næsten kaotisk Blanding.
Det var et Tidspunkt, hvor der fra Jonas Lies[V] Side var nogen Misstemning mod hans gamle Ven Bjørnson[VI], fordi denne med venskabeligt Despoti vilde regulere Lies[VII] Omgangskres og havde forbudt ham f. Eks. at se Christian† Krohg[VIII] hos sig, da denne i Sædelighedsfejden var optraadt som Bjørnsons[IX] Modstander. Men saa højt Lie[X] iøvrigt skattede sin store norske Ven, saa haardnakket satte han sig til Modværge mod Overgreb, der vilde indskrænke hans personlige Frihed.
Det var indtagende Aftener, disse hos Jonas Lie[XI]. Da han levede i Paris vel i en Snes Aar uden ringeste Berøring med Franskmænd, traf man aldrig nogen fransk Mand |269| eller Kvinde hos ham. Den hele Kres bestod af Skandinaver, mest Kunstnere og Skribenter. Men det var fra Vært og Værtinde alene, at i hine Aftener Lyset udstraalede. Et mildt Lys. Ens Hjerte var vundet, Ens Kunstsans tiltalt, Ens Krav til fin og fredelig Selskabelighed stillet, og den rent personlige, inderlige Hengivenhed, man sporede i hver Ytring, som kom fra Lie[XII] og hans Hustru[XIII], var en Lise for Sindet, svalede og husvalede som en velgørende, duftende Brise. Skønne Aftener var det.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
