Levned, 3 (1908)

20.

I Efteraaret 1882 begyndte Holger Drachmanns^[I] letbevægelige Sind at trættes ved den mangeaarige Kampstilling overfor Modstandere, hvis Magt trods alle Angreb syntes ganske usvækket. Han antog konservative og nationalistiske Synsmaader. Et ganske privat Misforhold til en tidligere Kamerat bragte ham, som det sker med lyriske Naturer, til at se den hele Gruppe, hvortil den Paagældende hørte, i et ugunstigt Lys. Blandt mange andre Kendetegn paa en Forandring i hans Sympatier var et Digt med den besynderlige Titel Til Noget i Norge; et uklart Tankedigt, hvori det om Partierne i Norge hed, at »begge Parter har maaske for liden – udviklingsmodnet Ret den Dag idag« og hvor der i Modsætning til dem forherligedes et Noget, der skildredes som en Strøm, en Lyd, en Musik

|44|

et noget, der vil hjælpe med at bryde

et noget andet Vej mod Liv fra Død.

Dette sagdes at klinge ud fra Videnskabens Esser, fra Dybets Schakter,

fra Viddernes Platform, men ej fra Urens

sumpsyge Kær, hvor Eventyret gror –

et Noget, der er nogetnær Naturens

Barn af en evigt frugtbar Oldemoer.

I en Artikel om det norske Nyt Tidsskrift spøgte jeg med dette Digt. Jeg skrev: »Men hvad er det dog for Noget? Det har den løjerligste Stamtavle af Verden. Det er, som vi hører, Oldebarn af Naturens Bedstemoder. Den sidste Personlighed er temmelig ubekendt, med mindre den – hvad man af Alderen maaske tør slutte – skulde være den samme som man i det vulgære Talesprog reverenter talt plejer at kalde for Fandens Oldemoer.«

Jeg skemtede med Drachmanns^[II] Papa-Holdning overfor Partierne, med hans Ord i et Digt til Bjørnson^[III]:

Det Blod, som i min Ungdomsaare randt

var rødt, som dit nu, men slap op før Tiden.

Jeg skrev: »Det som er det forunderlige ved disse Udtalelser, er ikke at en ung Mand bliver en ældre Mand med Aarene (Drachmann^[IV] har selv i sin gamle Fortælling Fra Sandets Regioner stillet sit Horoskop i Ordene: »Tiden og den medfølgende Modenhed vil nok gøre ham spag, og jeg tror at kunne forsikre Selskabet om, at hans øvrige, ellers meget brugelige Talenter vil en skøn Dag gøre ham til et meget brugbart Medlem i vor Midte«). Men det forunderlige er den Hast, med hvilken Forandringerne foregaar hos Drachmann^[V]. De har lige lært ham at kende som den evig Unge, en Mellemting mellem en Cherubino og en Søkadet, De tror, De har ham der! Skudt forbi! Kom igen |45| i Morgen! Han har Gigt, han er skaldet, han er Bedstefader, De skiltes fra ham ifjor, og han sagde Dem Farvel som »den vrede Achilles«, som »Indignationens Mand, bestandig i Panser og Plade«. De træffer ham igen iaar, og De møder den vise Nestor i Slobrok. De troede, han var Begejstringen. Langtifra, han er Snusfornuften. Da han sidst kastede sit Visitkort ind af Døren til Dem, bar det Navnet: Gotfred Springforbi, og som Betegnelse af Livsstilling og Familieforhold var tilføjet Ordene »Vildtet er mine Frænder«. De møder ham en Maaned efter paa Gaden: hvor er den vilde Letfodethed henne! Han vandrer sin tunge Gang med en frygtelig Oppakning paa sin Skulder, og ser De rigtigt til, finder De, at han nu er bleven Atlas med et Bjerg, en Verdenskugle af bitter og overlegen Erfaring paa Nakken.«

For imidlertid hverken af Drachmann^[VI] selv eller Læseverdenen at blive betragtet som en fremtidig Modstander af ham, sluttede jeg med disse Linjer:

»Maaske nærer Ingen varmere Følelser end den, der skriver disse Linjer, for Drachmann^[VII] som Lyriker. Ingen glæder sig mere, naar det lykkes ham at frembringe noget godt, Ingen har saa tidlig stræbt at skaffe hans sjældne Talent den Anerkendelse, som tilkommer det; men der burde holdes bedre Hus med saa ualmindelig en Evne. Saa længe Drachmann^[VIII] maatte kæmpe for at vinde sig et Navn, var anden Kritik end den understøttende ikke paa sin Plads; thi der var Lyseslukkere nok i Pressen. Nu da den Retning, Drachmann^[IX] tilhører, har sejret, nu da han selv er anerkendt som Danmarks første Lyriker og en af Nordens første Digtere overhovedet, vilde en Kritik, der stak sine Indsigelser under Stolen, hverken være til nogen Nytte for Læseverdenen eller for ham.«

Da Fru Emmy Drachmann^[X], Digterens anden Hustru, |46| med Sorg læste denne Imødegaaelse af hans Digt og denne Skemt med hans Personlighed, skrev hun mig et elskværdigt Brev til og spurgte mig, om der laa en dybere Uvilje bag Angrebet, hvad hun højligt vilde beklage; ellers bad hun mig give mit Minde til en Forsoning. Jeg svarte øjeblikkeligt, bad hende sige Drachmann^[XI] fra mig, at han nu burde skrive saa hvast et Svar, han lystede, paa Angrebet i min Artikel, jeg forpligtede mig paa Ære og Samvittighed til, hvad han end skrev, ikke at svare en Linje. Saa havde jeg fyret og han fyret, hans Selvfølelse var skaanet og vi skulde for Fremtiden være de bedste Venner og aldrig mindes den lille Skærmydsel.

Det viste sig imidlertid, at baade hun og jeg havde taget fejl af Drachmanns^[XII] Sindelag da. Det var ikke en flygtig Stemning, som havde givet sig Udtryk i hin forandrede Holdning, men et Omslag i Følelses- og Viljes-Livet. Han afslog enhver Forsoning og nærmede sig bestandig mere Modpartiet. Han deltog i Højrepartiets Fester og skrev en Sang til Estrup^[XIII].

Forrige afsnit: 19.
Næste afsnit: 21.