Ingen, der er vant til at sysle med store Menneskers varige Værker og til at følge vældige historiske Skæbner i deres Udfoldelse, deres drønende Gang eller susende Flugt, kan undlade at fornemme Mishag og Ydmygelse, naar han fra slige Personligheder, Værker og Skæbne vender Blikket til sit eget beskedne Livsværk og sin egen dagligdags Lod. Øjet møder ingen Opdagelse eller Opfindelse af blivende og almen Betydning; Pennen kan ikke berette om noget ualmindeligt Eventyr, saa lidet om Rejser i ukendte Egne som om spændende Begivenheder og dramatiske Omslag.
Alligevel kæmpes der ikke blot for Tilværelsen, men for Ideer i ethvert energisk ført Menneskeliv, der har højere Formaal, og den Dumhed eller den Ondskab, hvorimod der kæmpes, er i forskellig Form til alle Tider den samme.
Ogsaa i det Liv, der ikke føres paa Samfundets Højder, gennemføles Medgang og Modgang, og former dette Liv sig som et Kampliv, saa beriger det med umaadelig, mest smertelig, undertiden dog ogsaa glædelig Menneskekundskab; det sporer Viljen og hærder den, former og udhamrer en Karakter, skærper og forfiner en Intelligens, saaledes at dette Liv efterhaanden med dets Stigen, Synken og fornyede Stigen |2| arter sig som en Lilleverden, hvor man i det mindre møder de samme fremmende og hæmmende Magter, der griber ind i de største Menneskers Livsførelse. Her findes under Arbejdet for Selvhævdelsen et Arbejd for Sandhed, Retfærdighed, Frihed, findes overhovedet saa vel Evner og Kræfter som Anstrengelser og Tildragelser, der trods et saadant Livs mindre Forhold er beslægtede med de indflydelsesrigeste Menneskelivs.
Dersom Læseren vil opholde sig ved den ringe Betydning, mine Oplevelser har havt for Menneskeheden, vil han hurtigt faa nok af mit Levned. Vil han derimod se det Almenmenneskelige saavel i hvad jeg virker som hvad jeg lider, saavel i Arbejdet som i Hændelserne, vil han med andre Ord opfatte det Fortalte sindbilleligt, saa vil han kunne følge de skildrede Forhold uden at stødes ved Forholdsleddenes jævnlige Lidenhed.
I Vinter- og Foraarsmaanederne 1881 var jeg optaget af Arbejdet med at oversætte Hovedstrømningers første Del paa Tysk og omarbejde dens Indledning for det fremmede Publikum, dernæst med at nedskrive enkelte Stykker af den planlagte Bog om den franske Romantik paa Dansk og Tysk, fremdeles med paa Tysk at udarbejde eller gennemrette de mange store Essays, jeg udgav i Frankfurt under Navn af Moderne Geister. Forlæggeren Löning[I], i hvem der spirede en Sindssyge, som snart brød ud, var utaalelig i sine Krav, saa Arbejdet, der forud var mig meget vanskeligt, yderligere vanskeliggjordes ved de Ændringer, han forlangte, og som affødte en besværlig, irriterende Brevveksling.
Juli og August Maaned, under hvilke jeg boede paa Landet i Tyskland, anvendtes til Omarbejdelse og Udvidelse |3| af de gamle Studier over Lassalle[II] fra 1874-75, da Forlæggeren Hegel[III] endelig gik ind paa Udgivelsen af en Bog om ham.
Forgæves afbrød jeg Arbejdet nogen Tid i Haab om nye Oplysninger fra Dr. Oldenberg[IV]; denne lod mig fra Marienbad vide, at de Notitser, jeg havde udbedt mig fra ham, vilde fylde Ark og tage ham mange Dage. Først senere fik jeg mundligt meddelt hvad han vidste, men hvad kun delvis egnede sig til at offenliggøres.
Til Nytte under Udarbejdelsen var mig den tidligere nævnte Sagfører Martini fra Danzig, en gammel Revolutionær fra 1848, der rørte mig ved den Taknemmelighed, han nærede imod mig for mit ældste tyske Skrift om Lassalle[V]. Han havde allerede været prøjsisk Dommer i 48, da han tog Del i Opstanden i Baden og derfor blev dømt til nitten Maaneders Fængsel. Det forfriskede mit Sind at staa i Forbindelse med en saadan Mand. Han følte, jeg delte hans lidenskabelige Frihedsbegejstring, og han delte min, om den end var anderledes artet.
Jeg havde snart samtidigt at rette Korrekturer paa Hovedstrømninger I paa Tysk, Lassalle paa Dansk, Moderne Geister paa Tysk. Desuden skrev jeg Correspondancer til det danske Morgenbladet, der fra 1. Januar 1881 aabnede sig for mig, men rigtignok var saa daarligt stillet, at det blot kunde betale mellem 3 og 4 Øre pr. Linje, og til Kristiania-Dagbladet, hvor jeg i en Artikel Norske Anmeldere om dansk Literatur, der affødte en hel Fejde, tog Niels Lyhne i Forsvar mod en Del norske Bedømmere af danske Bøger og Forhold, bl. a. Damerne Fru Vullum[VI] og Fru Mathilde Schiøtt[VII]. Man stod vildfarende overfor hvad man kaldte Jacobsens[VIII] Pessimisme. Det foresvævede den norske Almenhed, at et tragisk Livssyn maaske kunde egne sig for et nedslaaet og formentlig forfinet Land som Danmark eller for et politisk undertrykt og sædelig opløst Land som Frankrig under Kejser|4|dømmet, men ikke havde nogen Retsgrund i et sundt og ungdomsfrisk Land som Norge, hvor baade Politiken og Moralen var i Orden. Den naive norske Selvtilfredshed, som i Henrik Ibsen[IX] havde en haardnakket Bekæmper, saa Kendetegnet paa et Grundsyns Sundhed deri, at det var lyst.
Som sædvanligt i dette Tidsrum var jeg i stor Pengeforlegenhed – 8. Februar havde jeg fem Mark i Huset, 24. Februar tre Mark (da heldigvis et Par hundrede Mark netop kom med Posten); 29. Maj havde jeg igen kun fire Mark – jeg tog derfor mod adskillige Indbydelser til at holde Foredrag.
I Begyndelsen af Marts rejste jeg til Byen Posen, indbudt af de Tyske der, for at holde to Forelæsninger. Jeg blev modtaget med største Elskværdighed af unge Købmænd, der formelig kunde mine tyske Skrifter udenad og som kun tænkte paa, efter Evne at gøre Opholdet tilfredsstillende for mig. Hotellet var simpelt og gammelt, men var lutter Soliditet og Ærlighed. Jeg saa Byen og dens Mindesmærker. I Domkirken tiltalte Rauchs[X] to Statuer af Polens ældste kristne Konger i Ringskjorte mig som fortræffelige. Raadhuset var ejendommeligt, men dets Omgivelser forfaldne.
Ved sine Købmænds livlige og frisindede Holdning mindede Posen mig noget om Bergen, som jeg Aaret forud havde besøgt.*
Da den Sal, hvori jeg egentlig skulde have foredraget, den Sternske, var taget i Brug til Karneval, gav man mig med mine 500 Tilhørere den uhyre Lambertske Sal, der havde Plads til 1600. Jeg havde ikke før talt i saa stort et |5| Rum og anstrengte min Stemme for at høres, hvoraf Følgen var den dobbelte, at et rungende Ekko overdøvede min Tale og at jeg selv blev hæs. Næste Gang, da jeg nødtvungen maatte hviske, forstodes jeg bedre.
Som indbudt af de Tyske saa jeg i Posen intet til Polakkerne, til hvem jeg senere i mit Liv skulde komme i saa nært et Forhold. Jeg havde ondt af dem: Her hvor hele den store Befolkning talte Polsk, stod de polske Navne stadigt under de tyske paa Gadehjørnerne. Det var ogsaa ret vemodigt, at medens det tyske Teater bredte sig paa en smuk stor Plads, naaede man til det polske over en Baggaard. Jeg overværede en Forestilling dèr og kunde kun glæde mig ved en smuk, slank Skuespillerindes polske Ynde, da jeg ikke forstod noget af Sproget.
Der fulgte nogle Ugers selskabeligt Liv i Berlin; en morsom Aften med den franske Legationssekretær Hr. Ansidio[XI], der fortalte underholdende om Ægypten og Sydhavsøerne; en anden med den tyske Maler Dietrich[XII], der kom direkte fra Sofia og dèr havde malt Fyrst Alexander af Bulgarien[XIII], der paa det Tidspunkt gjorde Statskup, snart derefter trodsede det russiske Formynderskab og siden lagde store Egenskaber for Dagen som Feltherre. – Der gaves et Festmaaltid i den literære Klub, hvor jeg sad mellem Spielhagen[XIV] og den berømte Sindssygelæge Professor Westphal[XV] og gjorde en Mængde Politikeres og Journalisters Bekendtskab.
Det var min Agt at tage til Kjøbenhavn og der holde et Par Foredrag om Flaubert[XVI], som jeg i de Dage ivrigt |6| studerede. Men Kulden var det Aar saa stærk, at Rejsen var vanskelig. Gjedser-Ruten eksisterede jo ikke dengang, man maatte gaa med Isbaad, naar Kiel-Korsør-Ruten var lukket. Først 2. April kom Meddelelse om, at den var aabnet, og 3. April rejste jeg da.
I de to Uger, jeg opholdt mig i Kjøbenhavn, fik jeg dybest Indtryk af Kiellands[XVII] nysudkomne Arbejdsfolk. Til mine Foredrag, som jeg udarbejdede paa Stedet, havde jeg fuldt Hus.
Jeg kom med til et lille Gilde i en da oprettet Forening ved Navn Bogstaveligheden, som Skribenter og Kunstnere havde stiftet. Der var blandt Kunstnerne Tuxen[XVIII], Zacho[XIX], Erik Henningsen[XX], Jerndorf[XXI], Zahrtmann[XXII], F. Hendriksen[XXIII] tilstede, blandt Forfatterne Schandorph[XXIV], Skram[XXV], Edvard Brandes[XXVI], Galschiøt[XXVII]. Schandorph[XXVIII] førte os til Bestle’s Vinstue, hvor vi fik en udmærket sort Portvin, der desværre var saa stærk, at den gik os til Hovedet, og vi holdt lidenskabelige Taler.
Lutter gode Hoveder var samlede i den mørke, halvtbelyste Vinstue om den stærke Vin, og en virkelig Kameratskabsfølelse besjælede disse Kunstnere og Skribenter, saa grundforskellige de var. En vis Oppositionstrang havde vel oprindelig forenet begge Grupper; stærkt føltes Parallelen mellem Literaturens og Kunstens Frigørelse fra akademiske Regler med kun faa Aars Mellemrum. Baade Skribenter og Kunstnere var alvorligt nationale, ikke desto mindre var begge Parter paavirkede af romanske Lande og romansk Kunst. Nogen indbyrdes Paavirkning øvede de ogsaa paa hverandre. At de skulde have havt et bestemt kunstnerisk Løsen (som Naturalisme) tilfælles, hvad senere blev paastaaet, er en Taabelighed. Derom var der intet Øjeblik Tale. De lærte halvt ubevidst adskilligt af hverandre, især at forstaa hverandres Sprog.
|7| En af de ædleste Skikkelser iblandt dem, en oprigtig Kristen, var Jerndorf[XXIX], stilfuld som Menneske og Kunstner, stilfærdig, en Karakter. F. Hendriksen[XXX], der baade kunde føre Blyanten og Pennen var med sin Paavirkning fra England og Japan, ikke mindre end fra Frankrig og Østerrig, med sin gode og sikre Smag, der har fornyet dansk Boghaandværk, og med sit heftige politiske Frisind vel egnet til Mellemmand mellem det skrivende og det malende Folk.
Da jeg ikke uden stærk Deltagelse i det selskabelige Liv kunde faa noget Udbytte af mit Ophold i Tyskland, maatte jeg nødvendigvis ogsaa se mange Mennesker i mit Hus. Men det var langt fra alene Berlinere, som besøgte mig.
Ikke blot mine danske Bekendte, men næsten enhver Dansk, der kendte mit Navn og kom gennem Berlin, opsøgte mig, mange Svenske og Norske, mange Tyske, Folk fra München eller Hamborg, adskillige Franskmænd og nogle Englændere.
Blandt Danske, der besøgte mig, vil jeg nævne Kunstnerne Zahrtmann[XXXI], Pietro Krohn[XXXII], Viggo Johansen[XXXIII], Carl Thomsen[XXXIV], Jerndorf[XXXV], Bindesbøll[XXXVI]; de senere Universitetslærere Bohr[XXXVII], Tscherning[XXXVIII], Salomonsen[XXXIX], Leopold Meyer[XL], Asbjørn Drachmann[XLI] og Kristian Erslev[XLII], Direktøren for Kvægtorvet William Schou[XLIII], Arkitekten Erik Schiødte[XLIV], den senere Finansminister Neergaard[XLV], senere Generaldirektør Marcus Rubin[XLVI], Skolebestyrer Sloman[XLVII], Marine-Ingeniør Hannibal Jespersen[XLVIII], Fysikeren Kaptajn Fischer[XLIX], min Bogtrykker Hr. Græbe[L], Skuespiller Schwanenflügel[LI], Hr. Hennings[LII] og† hans Frue Skuespillerinden Fru Hennings[LIII].
Fra Norge indfandt sig Fritz Thaulow[LIV], Chr. Krohg[LV], H. J. Berner[LVI], O. Thommessen[LVII], Henrik Jæger[LVIII]; fra Sverig |8| Karl Warburg[LIX] og Ludvig Josephson[LX], fra Tyskland blandt mange andre Fru Lewinsky[LXI], der gav Gæsteroller i Berlin, og min kære Ven Paul Heyse[LXII] med hans Frue[LXIII].
Fra Italien kom min Kamerat og Rejsefælle Georges Noufflard[LXIV] med Frue og lille Datter, tog Ophold et Par Huse fra mig og tilbragte en Maanedstid i Sommeren 1881 i Berlin dels for at se Wagners[LXV] Operaer, dels for at leve nogle Uger i min Nærhed.
Georges Noufflard[LXVI] var mig stadigt lige kær; men jeg havde efter ti Aars Forløb ikke mere samme Glæde af hans Selskab. Vi havde truffet hinanden under den første Ungdoms overstrømmende Meddelelsestrang og paa et Tidspunkt, hvor hver Sætning, den ene sagde, berigede den anden. Nu havde vi ingen Trang til at vise Fortrolighed og hvad vi kunde lære hinanden, det havde vi hver for sig allerede ydet. Georges Noufflard[LXVII] var desuden bleven gennemgribende paavirket ved Ægteskabet. Hans menneskelige og aandelige Eventyrlyst var borte. Det var ham nok at leve for Hustru og Børn og at dyrke Musiken, som efterhaanden havde fortrængt de andre Kunster af hans Sind. Han var ikke blot bleven en stille, ung Familiefader, men hans Tænkemaade havde ændret sig i Overensstemmelse med hans Stilling. Han hyldede Udslag af den borgerlige Moral, som han i sin tidlige Ungdom havde spottet; han havde ladet sine Vinger amputere for at træde fastere paa Jorden.
Vi kunde nu som før daarligt undvære hinandens Selskab; men vi havde ikke længere stort at sige hinanden. Efter hans Bortrejse saas vi aldrig mere.
I September Maaned ankom den norske Stortingspræsident Johan Sverdrup[LXVIII] syg og nedbrudt fra Badet Kreuz|9|nach til Berlin og opholdt sig der nødtvungent flere Uger. Hans Søn Jacob Sverdrup[LXIX], der altid havde vist mig Hengivenhed, hentede mig til Faderen[LXX]. Denne kendte ikke et Menneske i Berlin. Jeg besøgte ham hver Dag en Times Tid for at gøre mit til at opmuntre den Syge.
Det, som først slog mig, var hvor upraktisk Johan Sverdrup[LXXI] var som rejsende; man skulde tro, han aldrig havde foretaget en Rejse før. Vanskeligt stillet som han var, havde han i Kaiserhof paa anden Sal taget en Række af de dyreste Værelser, en Hjørnestue til Salon, et Værelse til hvert af Familiens tre Medlemmer og endelig et Værelse alene til Kufferterne, der havde kunnet stilles paa Gangen.
I Kreuznach havde han søgt Lindring for Ischias; ved Ankomsten til Berlin led han af Lungekatarrh. Jeg sendte ham min dygtige Læge, Dr. Löhlein[LXXII], der behandlede ham og helbredte ham. Sverdrup[LXXIII] lønnede ham fyrsteligt.
Men hans Almenbefindende var elendigt. Löhlein[LXXIV] sagde til mig: »Den gamle Herres Sygdom er Alderdomssvækkelse (han var 65 Aar gammel). Hjertet slaar yderst svagt. Der er intet derved at gøre«. Ikke desmindre besluttede Sverdrup[LXXV] paa min indstændige Anmodning at standse i Hamborg for at raadspørge den berømte Dr. Eduard Cohen[LXXVI], der saa ofte blev kaldet til Friedrichsruh og hvem det lykkedes at helbrede Bismarck[LXXVII] for hans Gigt. Jeg skrev et indtrængende Brev til Lægen, med hvem jeg oftere havde talt, oplyste ham om den Mands Værd, der kom for at raadspørge ham, sagde ham, hvor mange der vilde være ham taknemmelige for hvad han kunde gøre for Sverdrup[LXXVIII], der dengang var det frisindede Norges Haab. Om det var Lægernes Kunst eller Sverdrups[LXXIX] Natur alene, der gjorde det, er vel uvist; men han levede mer end ti Aar endnu.
Dagene var dengang tunge for ham; de fulgte paa urolige Nætter. Næsten hver Aften blev Afrejsen bestemt til næste |10| Dag, og dog fandt jeg Uger igennem ufravigeligt næste Aften Sverdrup[LXXX] og hans Familie i Hotellet. Han var i Begyndelsen saa nedbrudt, undertiden indtil Aandsforvirring, at jeg fik den Tro, han snart vilde dø. Hans udmærkede Hustru, en dansk Dame, elskværdig, simpel, forstandig, der da ingen Ting fejlede, døde dog længe før han.
Ud paa Aftenen blev han livlig, selv om han Dagen igennem havde følt sig syg. Med sit Væsens Elasticitet var han i Regelen fra det Øjeblik af, da jeg som daglig Gæst traadte over Tærskelen, munter, fortællende, undertiden sprudlende; ungdommeligt skarp i sine Ytringer og tillige i Ligevægt som kun den erfarne, paa Livets Vande helbefarne, er. Han yndede ikke Samtaler, der gik ned i Gruberne, men en let Underholdning; talte om Norge, Tyskland og Danmark, Ideer og Personer, Fortid og Nutid, Politik og Moral, Religion og Historie. Han fortalte om sine Forfædre, om hele sin Slægt, Mænd og Kvinder, mange smukke, dumdristige Mænd og mange kloge, ejendommelige Kvinder, om sin bekendte Onkel[LXXXI] og dennes Forhold til Kristian Frederik[LXXXII], og talløse Anekdoter fra sit lange, politiske Liv. Han var i Grunden en verdensfremmed Mand, havde tilbragt sine Dage i en Udkant af Europa uden personligt at kende sin Tidsalders første Skikkelser, vel endog uden jævnbyrdig Omgang. Men han havde ved udstrakt Læsning stræbt at bøde paa denne Mangel. Han havde grundigt Kendskab til engelske Statsmænd og Historikere – den ældre Pitt[LXXXIII] syntes at være hans Yndling blandt Statsmændene, Grote[LXXXIV] blandt Historikerne – og han skattede, forekom det mig, med rigtigt Blik de politiske Talere i Forhold til deres Evne til at udtrykke sig jævnt, fortroligt, uden Kateder- og Prædikestol-Veltalenhedens Tilbehør, Historikerne i Forhold til det Indtryk, man gennem deres Fremstilling modtog af, om de selv havde havt Statsanliggender i Hænde. Han kendte indtil |11| Enkeltheder de store tyske Juristers og Historikeres Værker, han havde læst Gneist[LXXXV], Ernst Curtius[LXXXVI], Mommsen[LXXXVII], og hans Dom over dem var en politisk og praktisk forfaren Mands.
Undertiden, naar han saaledes sad og samtalte, forlod han uvilkaarligt Meddelelsens almindelige Form, og man hørte gennem Konversationstonen Parlamentstalerens Sprog i en eller anden med særlig Fynd fremsat skarp Bemærkning, i et eller andet med vægtig Stemme opgjort Resultat. Tidt formaaede han da ikke at blive siddende rolig, men greb sin Stok og fortsatte Samtalen med Liv, mens han vandrede op og ned ad Gulvet. Han saa godt ud. Det svære sorte Haar var endnu mørkt som en Ynglings og end ikke ved Tindingerne begyndt at vige fra Panden; de mørkebrune Øjne var paa Grund af Sygdommen lidt glansløse, men Blikket fast; til den skarpe Profil svarede den udtryksfulde, sikkert tegnede Karaktermund.
Med Undtagelse af ganske faa Dage, da Sverdrup[LXXXVIII] foretog en lille Køretur og besøgte et Museum, saa han ikke andet af Berlin end Wilhelmsplatz, som han fra sit Hjørneværelse havde for Øje, naar han paa sine Stuevandringer, støttet til Stokken, standsede ved Vinduet og saa ned paa Pladsens legende Børn og paa Statuen af General Ziethen[LXXXIX], under hvem en af hans Forfædre havde tjent. Han ventede maaske mindre paa Kræfter nok til Afrejsen end paa at norske Tilhængere skulde sende ham den hurtigt voksende Sum, han til den havde nødigt.
Han var noget kuldskær og behøvede megen Varme i sin Dagligstue. Om Aftenen tændtes fem store Gasflammer i Loftet, saa man langt borte fra kunde forvisse sig om at Johan Sverdrup[XC] trods Gaarsdagens bestemte Beslutning endnu var i Berlin. Da mit Arbejde ikke tillod mig mer end ét Besøg om Dagen, saa jeg i den Tid, hvor Sverdrup opholdt |12| sig i Berlin, næsten ingen uden ham og hans. Da han rejste, sendte han mig et elskværdigt Kort med Tak for »den Trøst, som mine Besøg havde været ham.«
I Slutningen af Oktober tog jeg til Kjøbenhavn for der at holde to Foredrag, et om Bjørnson[XCI], et om Ibsen[XCII]. Der var en saa stærk Tilstrømning ved Billetsalget, at jeg maatte gentage begge Foredrag og altsaa talte fire Gange paa Universitetet for overfyldt Hus.
Studenterforeningen anmodede mig om at holde et Foredrag dèr, hvad jeg gik ind paa. Senioratet har øjensynligt været presset af Medlemmerne til denne Opfordring; thi Dagen før jeg skulde imødekomme den, rygtedes det i Kjøbenhavn, at Senioratet ikke vilde tillade mig at blive i Salen, efter at jeg havde talt, men vilde kræve min Bortgang. Det lød utroligt; dog jeg var jo vant til enhver Medfart fra smaa og store Autoriteters Side i Danmark, saa selv denne Adfærd af saa ringe Myndigheder ikke forekom mig utroværdig. Man bad mig om en Tjeneste, og tilføjede mig i samme Aandedræt en Haan. Det var ganske i Stilen.
Da jeg ankom, udtalte den ledende Senior det Haab, at jeg vilde spise til Aften med Senioratet i et mindre Værelse, og tilføjede: Der bliver ikke noget Sold paa Salen efter Foredraget. – Hvorfor ikke? – Vi kan ikke tilstede, at De bliver sammen med Studenterne, ogsaa for Deres egen Sikkerheds Skyld. Der hersker i visse Krese stor Forbitrelse imod Dem; vi vil ikke risikere, at De bliver overfaldet. – Jeg nærer ingensomhelst Frygt eller Bekymring. – Ligemeget; vi tillader det ikke. – Og hvis jeg bliver ligefuldt? – Saa slukker vi Lamperne.
Da jeg ved Slutningen af mit Foredrag meddelte – hvad |13| alle vidste – at jeg gerne havde tilbragt Resten af Aftenen med de Tilstedeværende, men at dette formentes mig af Senioratet, blev der en stærk Bevægelse blandt Studenterne. De, der havde fremtvunget, at jeg blev indbudt, havde allerede lejet en Sal andensteds. Fire hundrede Studenter fulgte mig til Larsens Lokale. Fem trykte Sange, som havdes parat, blev omdelte, nogle iblandt dem vittige. Her et Par Strofer af en af dem:
Jeg tog Plads mellem J. P. Jacobsen[XCIV] og Drachmann[XCV], talte først til Svar paa Skaaltalen for mig, holdt dernæst en stor, efter Sigende virksom Tale og sagde endelig tilsidst nogle humoristiske og forsonende Ord, ved hvilke jeg udglattede en |14| Misstemning, der et Øjeblik havde indsneget sig. Min Forsonlighed indbragte mig endnu mere Bifald end min Ubøjelighed; det er altid den, som slaar an i Danmark.
Den Aften blev vistnok det danske Studentersamfund stiftet. Det var de unge Mænd, som den 5. November 1881 udvandrede fra Studenterforeningen, der i det følgende Aar oprettede dette Forbund, der i Aarenes Løb har stiftet megen Gavn.
Fra Olaf Skavlan[XCVI] modtog jeg en Anmodning om ogsaa i Kristiania at tale om de to store norske Digtere, og da jeg betænkte mig, fulgte gentagne Telegrammer. Jeg rejste da derop.
Selve Rejsen var en Kæde af Uheld og Kedsommeligheder; saa langsomt gik den. Der gaves dengang ikke Hurtigtog. Den første Nat tilbragtes i Falköping, den anden Nat i Charlottenberg. Jeg ankom nogle Timer før jeg skulde tale.
I faa Dage saa jeg hele min norske Bekendtskabskres igen og glædede mig paany ved Kristianias† Gæstfrihed. Olaf Skavlan[XCVII] og hans Frue, Alexander Kiellands[XCVIII] Søster, indbød mig straks den første Dag. Der var i den ældre Mands og den unge Kvindes Væsen en sammenstemt Finhed, som bevægede og tiltalte. Olaf Skavlan[XCIX] var en fremragende begavet og kundskabsrig Mand, som ikke overkom at udføre alle de Planer, han lagde*
. Hans altfor aarvaagne Selvkritik forhindrede den Selvfølelse, han ingenlunde manglede, i at gøre sig kraftigt gældende udadtil. Men det Dæmpede, der var over ham som over Den, der manglede Modet til at |15| udsætte sig for ikke ret at gøre Fyldest, gav hans Væsen dets særegne Tiltrækning. Hos ham, som tidligere hos Alexander Kielland[C] i Stavanger, traf jeg den fortræffelige, unge Kvinde, der senere skulde blive Maleren Eilif Peterssens[CI] Hustru, Frk. Magda Kielland[CII].Skuespillerparret Gundersen[CIII] og Fru Gundersen[CIV], hvem jeg havde lært at kende under mit første Ophold i Norge, havde jeg Fornøjelse af paany at tale med. Begge tog det alvorligt med deres Kunst; han var en dygtig Karakterskuespiller; hun havde mer end nogen anden skabt den moderne norske Tragedie paa Scenen. Hos dem var Skuespillerinden, den elskværdige Frk. Reimers[CV], jeg første Gang havde set i Bergen.
Jeg købte Dragter af Renkalveskind til mine Smaapiger og var efter tre Dages Ophold borte igen.
Paa Hjemrejsen saa jeg nogle Dage i Kjøbenhavn stadigt J. P. Jacobsen[CVI], Hørup[CVII], Kielland[CVIII], og var indbudt til et vellykket Aftenselskab hos Xylograf F. Hendriksen[CIX], hvor Julius Lange[CX], J. P. Jacobsen[CXI] og Malerne af vor Kres var tilstede og hvor Krøyer[CXII] udførte en Tegning af mig til Ude og Hjemme, som ikke lykkedes særdeles. Saa godt Krøyer[CXIII] og jeg altid har kunnet sammen, vi var for uensartede til at han nogensinde ret kunde træffe mig; han har dog ikke ladet det skorte paa Umag; thi han har udført tre Malerier og adskilligt flere Tegninger af mig.
Snart var jeg igen i min Berlinske Kres. Den var i Oprør over min Bismarckartikel*
. Det samme Omkvæd gentoges i det Uendelige. Hvor jeg gik og stod, taltes kun om |16| Artiklen, om hvad der havde staaet imod mig i den Avis og hvad i den, om hvad A. og B. og C. og D. havde sagt om den, hvor forbitret E. og hvor rasende F. havde været – indtil det Hele gik af Kog som en Pot Mælk.Treu[CXIV] tog mig med til det arkæologiske Selskabs aarlige Winckelmannsfest, der fejredes i Anledning af den store Kunstelskers Fødselsdag den 9. December. Jeg havde saa megen Kærlighed til Winckelmann[CXV] fra mit første Studenteraar, at jeg gerne deltog i Festen. Der blev holdt Taler af Curtius[CXVI], Treu[CXVII], Conze[CXVIII] og flere. Arveprinsen af Meiningen[CXIX], den russiske Gesandt, Samleren Hr. Saburof[CXX] og Ministeren Gossler[CXXI] var tilstede. Treu’s[CXXII] Foredrag om det olympiske Zeustempels Metoper var særligt godt.
Jeg havde i denne Tid to Arbejder for: en Studie over Brødrene Goncourt[CXXIII] og en større Afhandling om Schack Staffeldt[CXXIV], hvilken F. L. Liebenberg[CXXV], hvem jeg ugerne negtede noget, havde bedet mig om til en ny Udgave af Staffeldts[CXXVI] Digte.
I Midten af December modtog jeg fra Henrik Ibsen[CXXVII] Gengangere, som satte mig i stærk Sindsbevægelse; Stykket syntes mig dramatisk svagt, men indgød mig Beundring for Digterens[CXXVIII] Mod og Genialitet.
Det behandlede Arvelighedstanken i digterisk Form, fremstillede paa Grundlag af den Determinisme, der foreløbig er den moderne Videnskabs sidste Ord i Sagen, Barnets gennemgaaende Bestemthed ved Forfædrene, og gav denne Opfattelse en Baggrund af stemnings- og tankevækkende Art ved at henpege paa Bevarelsen af nedarvede Følelser (og derigennem af Dogmer), hvis oprindelige Livsbetingelser er uddøde og vegne for andre, med hvilke disse |17| Følelser staar i Strid. Herved foraarsagedes da, især i Samfund og Enkeltpersonligheder, der kunstigt var holdte tilbage fra Deltagelse i den fremrykkende Kultur, en mer eller mindre haardnakket Strid mellem en ny Erkendelse og et gammelt Følelsesliv.
Allerede i Juni 1875 havde Henrik Ibsen[CXXIX] sendt Det nittende Aarhundrede et Digt, i hvilket det hed:
Det var disse Genfærd af afdøde Tider, som Ibsen[CXXX] denne Gang havde eftersporet indenfor Familielivets Tærskel; det var Spøgelsets Optræden paa Privatlivets Grund, han havde rettet sit Blik paa, sikker nok paa, at der var et Spøgelse i hvert Hus.
Den Modtagelse, som Stykket fik i Norge og Danmark, røbede, hvor langt Ibsen[CXXXI] var forud for sin Tid. For første Gang vovede Smørerne at skrive imod ham som de plejede at skrive imod mig. Næsten hele det til Norge sendte Oplag vendte usolgt tilbage til Hegel[CXXXII]. Og i Danmark naaede Forargelsen et Højdepunkt. Falkman[CXXXIII] i Nationaltidende, Molbech[CXXXIV] i Dagbladet gjorde det af med Gengangere. For at komme Ibsen[CXXXV] til Hjælp i denne Situation, skrev jeg en Artikel, hvis sidste Del lød saaledes:
Ibsen[CXXXVI] udvikler med rolig, men ubøjelig Strenghed alle Konsekvenserne af et Liv som Alvings: Moderens forspildte, Sønnens skrækkelige Tilværelse, Sønnens Forelskelse i sin egen Halvsøster, dennes fra først af fordærvede Natur, der vil bringe hende til stedse dybere Synken, endelig Moderens fortvivlede Stilling overfor det Tvangsvalg: at fremme Sønnens Død eller lade ham leve som et levende Lig, og han synes saa at spørge, om et Levned som hint var alle de tusinde Ofre værd, der under Trykket af Samfundsopinionen er bragt det. Naar, synes Ibsen[CXXXVII] at sige, saa oprørende, saa græsselige Ting forekommer indenfor det af Lov og Samfund omhegnede Familieliv, uden at noget velsindet og dannet Menneske deraf |18| drager nogen Slutning om Beskaffenheden af de stiltiende Overenskomster, paa hvilke »det gode Selskabs« Façade hviler, mon det saa ikke er sundere, værdigere, mandigere, ja kvindeligere, at prøve Bygningen bag Façaden indtil Grunden end at nøjes med Pastor Manders’s Forsikring om, at Bygningen er opført paa Klippegrund og, lige som Asylet i Gengangere, selv uden at være assureret, sikker nok mod Brandskade, da den »jo dog ligesom helliges en højere Livsopgave«.
Dette er, tykkes mig, kortelig udtrykt, Digterens[CXXXVIII] Mening med sit Stykke.
Han har udtalt den i digterisk, dramatisk Form. Der forekommer ikke en Replik, ikke et Ord, som er sagt af ham, og for hvilket han bærer Ansvaret. At paadutte ham enten Osvalds eller Fru Alvings Synsmaader er utilladeligt, saa meget utilladeligere, som begge disse Skikkelser hænger fortræffeligt sammen og er fuldt forstaaelige uden Inddragning af Digterens[CXXXIX] Personlighed. Og dog er dette foretaget offenligt paa den plumpeste Maade. Om Osvald er det i denne Henseende næsten overflødigt at tale: hvad han siger har Ungdommens, Kunstnernaturens, Zigøjnernaturens Præg. At Ibsen[CXL] skulde skjule sig bag ham for at faa sagt, hvad han vil sige, er det lidt enfoldigt at antage. Men Fru Alving, der giver ham Ret, der endog overbyder ham! Hun maa da være den forklædte Henrik Ibsen[CXLI]! Som om Fru Alving ikke var en Skikkelse af det nordiske Samfundsliv. Som om vi ikke havde truffet hende, talt med hende, beklaget hende, forstaaet hende, længe før Henrik Ibsen[CXLII] malte os hende. Ikke engang det har man indset, at saaledes bliver en Kvinde, der har lidt og udstaaet dette. Og naar hun siger: »Ja det med Lov og Orden! Jeg tror mangengang, det er det, som volder alle Ulykkerne her i Verden«, saa lader man, som havde man nu grebet Henrik Ibsen[CXLIII] i at erklære Lov og Orden Krig. Denne Kvinde har set, hvad der trives bag Loven og Ordenen som Skærmbrædter, hvad Under, at hun griber fejl og tror Skærmbrædtet skyldigt; hun har set, hvad Selskabet tilsteder, lukker Øjnene for, bortlyver og borthykler; hvad Under, om hun tænker, at det, Selskabet forbyder (selv om det var Ægteskab mellem Halvsøskende), umuligt kan være slemmere eller endog blot saa slemt som hvad det tilsteder, naar det bare ikke officielt behøver at vide deraf. Hvad Under! Nihilismen er Aandstyranniets sikreste Produkt. Vil man ikke høre Fru Alvings Synsmaade om Forbindelsen mellem Søskende, saa maa man ophøre at fortælle os, at vi alle nedstammer fra slige Forbindelser. Vil man hindre Fru Alvings Anskuelser fra at brede sig, saa lad Ortodoksien indtage en beskednere Holdning, lad den opgive at undertrykke og at angribe. Der gives intet Sted i Europa, hvor den hviler paa Sindene med et saadant Tryk som i Danmark-Norge. Lad den tilskrive sig selv den stedse alvorligere Modstand, der rejses imod den, og lad den, hvis |19| den ikke vil fremkalde en Literatur, i hvilken de Anskuelser, som nu kun fremstilles dramatisk, forfægtes for fuldt Alvor, tage Reb i Sejlene i Tide. At den bander og fordømmer, nytter intet. At dens frivole Talsmænd i Pressen til Bedste for den udkrammer en Kvasi-Æstetik, der for halvhundrede Aar siden endnu fandt Tiltro, men som aldrig var sand, det nytter endnu mindre.
Ibsens[CXLIV] Drama skal efter Sigende have vakt megen Misstemning. Det norske Dagbladet slutter en yderst lunken Anmeldelse med et Længselssuk efter – jeg ved ikke ret, om det er Rahbek[CXLV] eller A. Munch[CXLVI]. »Naar man har læst Bogen«, hedder det, »priser man uvilkaarlig den gode gamle Poesi, fordi man i al Fald kunde læse den uden Fare for sine Nerver.« Den norske Liberalisme ligner den danske Konservatisme deri, at de begge er nervøse som Mimoser.
Nervøsiteten gyser tilbage for denne Bog; Blødsødenheden finder den »oprørende«; den smægtende Fejghed finder den »dumdristig« og Affældigheden finder Ibsen[CXLVII] »upoetisk«. Jeg har for Morskabs Skyld ladet mig sende nogle Anmeldelser og har derved udvidet min Menneskekundskab. En Artikel i Nationaltidende har særlig fortryllet mig. Den Petersen, der har skrevet den – jeg kender ikke hans borgerlige Navn, han er anonym – bemærker, at »kun fordi Ibsen[CXLVIII] staar saa højt i Navnkundighed og literær Betydning, kan hans nye Arbejde ikke uden videre kastes hen i den Kalkkule, hvor sligt i Grunden ene hører hjemme.« Godt brølt, Petersen! Artiklen gør ganske Indtryk af at være skrevet af en gammel journalistisk Daglejer, graanet i Haandværket. Naar man nu betænker Sandsynligheden af, at dette Udbrud stammer fra en Fyr, der har skrevet en Snes Aar i Aviser uden at det i dette Tidsrum er lykkedes ham at frembringe fire Linier, noget Menneske kan huske, mens det altsammen, Artikel for Artikel, Nummer efter Nummer er vandret – »i den Kalkkule, hvor sligt« i Reglen havner, naar man videre betænker, at Fyren taler om en Mand, af hvem man maaske endnu om 200 Aar vil læse et og andet, saa er denne Veltalenhed ikke uden psykologisk Interesse. Og Interessen stiger, naar man i det følgende støder paa disse Ord om Henrik Ibsen[CXLIX], at han maa ikke blot nære en sær Forkærlighed for det Modbydelige, men »være betagen af en til Vanvid grænsende Forfængelighed og Indbildskhed, naar han mener at have Kald til at fremsætte disse Problemer til æstetisk Nydelse og med mindste Fremgang mod hint høje Maal, Bevidsthedernes Revolutionering.« Dette er maaske en Smule uhøfligt, men naar en anonym Petersen siger det, saa maa det være sandt, og det vilde være Pedanteri at opholde sig ved Formen.
Saa har dernæst Dagbladet havt en herlig Anmeldelse. Blot man aabner den, »er det ligesom man saa Gengangere smyge imellem Linierne«. |20| Ved første Gennemlæsning tager den sig ud som lutter Perfidi, og der er ganske vist en god Del Perfidi deri. I Anledning af Fru Alvings uforglemmelige Replik om Maskinsømmene, udbryder Anmelderen f. Eks.: »Saaledes bliver Ibsen[CL] færdig med Religionen«; han undser sig ikke ved at lade ham »havne i den fri Kærlighed« eller ved at plapre om, at Ibsen[CLI], den strengeste Moralist i europæisk Poesi, »ikke kender eller ikke anerkender Pligtbegrebet som en Hovedfaktor i Livet«. Men jeg skal ikke dvæle ved Perfidien heri, fordi det er umuligt at skønne, hvor meget der her er virkelig Perfidi, og hvor meget der er pur Enfoldighed. Den dybe etiske Alvor i Faraos Ring har Ibsen[CLII] nu vel ikke naaet. Men et almindeligt stilfærdigt Menneske vil formodenlig begribe, at Ibsen[CLIII] ikke mangler Pligtfølelse eller Pligtbegreb, fordi han som Goethe[CLIV] og Heiberg[CLV], Schiller[CLVI] og Hugo[CLVII], Hegel[CLVIII] og Herbert Spencer[CLIX] ingen absolute Pligter anerkender. Han er netop saa langt fra at underkende Pligten, som Schiller[CLX] var fra at hade Dyden, da han skrev:
Det er næsten Synd at forstyrre Anmelderne, naar de moraliserer for Henrik Ibsen[CLXI], thi det klæder dem saa uforligneligt. Men ilde vilde det heller ikke klæde at have saa meget Begreb om videnskabelig Psykologi og Etik, at man vidste, Forpligtelsen hører hjemme i en Mellemsfære, er et Overgangsbegreb, for hvilket der i et harmonisk, sædeligt Forhold ikke mere er Brug. Da vilde man vel ogsaa begribe, at hvor Fru Alving (fra hvem der endda er langt til Ibsen[CLXII]), i det Øjemed overfor Sønnen at undskylde Faderen, anklager sig for at have gjort Hjemmet uudholdeligt for denne med evindelig Tale om sine Pligter og hans Pligter – der angriber hun ikke – som man plat har indsneget – Sædeligheden i »Livsglædens« Navn, men den golde nordiske Hersen i Pligtbegreberne, der er saa uforenelig med et Liv i rolig Harmoni og saa sørgelig let at forene med et Liv i den mest forbenede Egoisme.
Dog pikantere endnu end Dagbladets Etik er dets Æstetik. Det er lutter gammel afdød Æstetik fra Aarhundredets Begyndelse, der en Snes Aar senere kom til Danmark og, som det viser sig, har holdt sig der. Saaledes indvendes, at »Stykket i det hele er vendt tilbage til det antike Dramas Fatum og lader Katastrofen fremtræde som en Nødvendighed, medens det moderne Drama beror paa Frihed«. At nu det moderne Drama beror paa Frihed (skal sige Viljens Frihed), er en af disse Spøgelsemeninger, som man ikke ventede at møde mere. Den stammer fra |21| den gamle rationalistiske Tidsalder, der ikke kendte Arvelighedsideen og ikke forstod og ikke vilde vide af Omgivelsernes Indflydelse; det er en Lære, til hvilken ikke et eneste godt moderne Drama nogen Sinde har svaret. Og latterligt vilde det være, om Æstetiken, der dog helst burde vide lidt Besked om, hvad den moderne Videnskab lærer om »den frie Vilje«, vilde kræve, at Dramet skulde bero paa et Fantom, paa hvilket intet andet beror. At Katastrofen fremtræder som en Nødvendighed, er saa langt fra at være en Fejl i Ibsens[CLXIII] Stykke, at det er netop det, som maatte være. Og ganske lige saa lidt er det en Fejl, eller som det i Dagbladet hedder »uretfærdigt og udramatisk«, at Straffen fortrinsvis rammer Moderen og Sønnen, ikke den, som bærer Hovedskylden. »Uretfærdigheden« her er Verdensordenens, som det ikke er Digterens Sag at omarrangere eller omlyve, men at fremstille, og hvad der i Ibsens[CLXIV] Stykke er mindre dramatisk end ønskeligt var, det beror ikke i mindste Maade paa dette Forhold. Som Drama har Gengangere trods Digterens ogsaa her udviste Mesterskab sin Svaghed; det staar teknisk tilbage for Et Dukkehjem, fordi Ekspositionen er for lang, og der er for lidt virkelig Handling imellem den og Sammenbruddet, men med det gamle Problem om Frihed eller Nødvendighed har denne Svaghed intet at skaffe. Hvis man vil finde Overensstemmelse mellem Ibsens[CLXV] Skæbnetro og den antike, saa kan man; men den, der virkelig findes, beror kun paa, at vi alle, Tidsalderen, i hvilken vi lever, er vendt tilbage til Antikens naturalistiske Opfattelse af Menneskelivet. Det nittende Aarhundrede er deterministisk, som den klassiske Oldtid var det. Tænker man derimod paa de Gamles Tro paa et hemmelighedsfuldt Fatum, hin Skæbne, der i det antike Drama tvinger Oedipus til i Kraft af en Forudbestemmelse at dræbe sin Fader og ægte sin Moder, hin Skæbne, der endnu spøgede i Ibsens[CLXVI] Kejser og Galilæer, saa er Skæbneudviklingen i Gengangere saa langt derfra som Indsigt fra Mytologi.
Dagbladet betragter det som »en Slags Trods« eller »en Naivetet« af Ibsen[CLXVII], at han har indleveret sit Stykke til det kongelige Teater i Kjøbenhavn ; thi, hedder det, »at noget Teater, i al Fald noget Teater af Rang og Betydning skulde ville opføre dette Drama, anser vi for en Umulighed.« Hvad fremmede, det vil vel nærmest sige tyske, Teatre vil gøre, er ikke let at beregne og temmelig ligegyldigt. De skylder Ibsen[CLXVIII] intet; hans Stykker og den tyske Smag ligger langt fra hinanden, de har intet Hensyn at tage til ham. Men naar jeg ser de Anstrengelser, som Dagbladet og andre ligesindede Blade gør, anser jeg det selv for rimeligt, at en Umuliggørelse af Gengangeres Opførelse i Kjøbenhavn vil lykkes til Trods for Teaterchefens[CLXIX] intelligente og uhildede Blik og til Trods for alt, hvad Teatret skylder Ibsen[CLXX]. De Par Tusind Mennesker, der udgør Selskabet, kalder sig Samfundet og forsøger at bilde Millionerne ind, at de er |22| Staten, og som har en Hovedinteresse i, at der aldrig fra noget officielt sanktioneret Sted forkyndes noget dybt Alvorligt, noget gribende Stærkt, noget skærende Sandt, vil rimeligvis med Lethed kunne hindre Opførelsen eller dog forvandle den til et Nederlag for Digteren[CLXXI] og Teatret. De vilde for 50 Aar siden have umuliggjort Stykkets Trykning, nu kan de vanskeliggøre dets Opførelse og vil vedblive at kunne det, saa længe Nationalteatrene i Europa ikke betragter sig selv som Statsteatre, hvad der var Meningen med dem, men som en Samfundets eller Selskabets Luksus.
Selskabets Argument er dette, at et Stykke som dette er ikke Poesi. Men Sandheden er, at Begrebet om Poesi forandrer sig igennem Tiderne. I Frankrig var 1670 Shakespeare[CLXXII] ikke Poesi, i Danmark var 1770 Goethe[CLXXIII] ikke Poesi, for Heiberg[CLXXIV] var Victor Hugo[CLXXV] og Frankrigs hele romantiske Literatur ikke Poesi, ja for ham var end ikke Bjørnsons[CLXXVI] og Ibsens[CLXXVII] Ungdomsværker det, som nu, netop i Modsætning til Leonarda og Gengangere, er blevne Poesi. Man kan være rolig, Gengangere bliver saavist nok Poesi. »Men«, siger Dagbladet, »der er en Skønhedslinje, der sætter Grænsen for hvad der kan opføres og hvad ikke, og naar noget er ikke blot uskønt, men rentud modbydeligt, har det intet paa Teatret at bestille.« Det er sandt, og jeg underskriver hvert Ord. Der er noget der er uskønt, ja rentud modbydeligt, og som intet har paa Teatret at bestille. Og hvad er det? Det er f. Eks. Efterligningen, der puster sig op som var den Originalitet; det er Udtømtheden, der blærer sig som var den Frembringelseskraft; det er Rutinen og Marvløsheden, som raaber sit Excelsior!; det er Gengangerskikkelserne, som sminker sig tommetykt for at synes rødkindede bag Lamperækken. »Det Uskønne, ja Modbydelige« ligger ikke i Stoffet, men i Behandlingsmaaden. Hvad angaar alt dette Ibsen[CLXXVIII], som staar i sin fulde digteriske Kraft?
Henrik Ibsen[CLXXIX] har ved at skrive den moderne Tragedie, som kaldes Gengangere, sat sin hele møjsomt og langsomt indvundne Autoritet, sin Yndest hos Publikum, næsten sin borgerlige Anseelse paa Spil. Denne Bog er trods sin eminente Betydning ikke det fuldkomneste Drama, han har skrevet; men den er den nobleste Handling i hans literære Liv.
I Anledning af Gengangere blev der i den kjøbenhavnske Højrepresse kastet forskellige Sideblik til Ibsens[CLXXX] Stilling til tyske Teatre. Dagbladets Etiker glædede sig ved Tanken om, at intet tysk Teater vilde spille Stykket. Nationaltidendes Smagsraad skrev med Hentydning til den dengang udbredte danske Fabel om Ibsens[CLXXXI] Indtægter af hans Stykker paa Tysk, i sit udsøgte Dansk følgende: »Filosofisk lader Pessimismen sig deducere, i æstetisk Behandling bliver den |23| til Lefleri med Livets Alvor, Sorg og Smerte, hvormed Forfatteren[CLXXXII] gør sig interessant, indtil en Teaterdirektion maaske kommer og byder ham Penge for at gøre det om og lade Sort blive til Hvidt i Slutningsscenen, hvilken Handel ingen Indignation hindrer Digteren[CLXXXIII] i at tillade, selv om han ikke direkte selv besørger Transaktionen.« Det havde været Synd ikke at spidde denne Sommerfugl paa en Knappenaal. Først dette Dybsind, at Pessimismen æstetisk behandlet blev til Lefleri, saa denne Insinuation, at Ibsen[CLXXXIV] for Penge gjorde Sort til Hvidt i sine Slutningsscener!
Da Ibsens[CLXXXV] Et Dukkehjem skulde opføres i Wien, og da man af Hensyn til Publikums slette og blødagtige Smag ikke vilde lade Nora forlade Helmer, skrev man til Ibsen[CLXXXVI] og opfordrede ham til at forandre Slutningen. Paa hans afslaaende Svar bemærkede Teaterdirektionen, at han lige saa godt kunde føje sig, da Forandringen ellers alligevel vilde ske og da maaske end mere i Strid med hans Hensigter – saa nødedes han for at forhindre større Vandalisme til i Stedet for de Par sidste Repliker at lade Nora synke sammen ved Barnekamrets Dør. Der var ikke tilføjet en eneste Replik. Jeg saa Stykket spillet i Berlin i denne Form, uden Gnist af Forstaaelse, og svækket ved den matte og meningsløse Slutning. Men hvad Skyld havde Ibsen[CLXXXVII] deri? Han var jo ved vore Regeringers vise Foranstaltning retløs i Tyskland, et Bytte for enhver Teaterdirektør som for enhver Oversætter.
Den første Opførelse af Et Dukkehjem i Berlin blev en Skandal. Fra anden Akt af spiltes Stykket under stigende Uro og Misbilligelse. I tredie Akt lo og spottede man. Det var flere Gange vanskeligt at opfatte Replikerne for Latter og spottende Udbrud.
Ibsen[CLXXXVIII] var da endnu ikke mere anset, end at Publikum ikke gad være over at høre paa ham med Opmærksomhed.
|24| Og hvad Indtægten af hans Stykker angik, var den da endnu Nul.
Bjørnson[CLXXXIX] havde dengang, for at opnaa nogen Indtægt, af sin Oversætter Lobedanz ladet sig indmelde i de tyske dramatiske Forfatteres Forening, havde betegnet de tyske Oversættelser af sine Skuespil som Originaler, den originale Udgave som en Oversættelse og støttet sig til den tyske Regerings Beskyttelse mod Tilbage-Oversættelser.
At Ibsen[CXC] ikke havde indladt sig herpaa, saas bedst, da Samfundets Støtter i Berlin opførtes paa én Gang paa seks Teatre uden at Digteren[CXCI] fik en Øres Honorar, medens Hr. Jonas[CXCII] og Konsorter, der havde tilskaaret og tilklippet det efter Behag, naturligvis tjente godt derved. Ja den Udgave af Stykket, som Ibsen[CXCIII] selv (med Frøken Klingenfelds[CXCIV] Hjælp) udgav i München, bragte hans Forlægger kun Tab og Ærgrelse, thi den kostede, om jeg husker rigtigt, 2 Mark, da den var trykt med ordenlige Bogstaver paa ordenligt Papir, og blev naturligvis til Makulatur, da Reclam samtidigt udgav Bogen for 20 Pfennig. Ikke desmindre var der ikke faa, som fandt et Tegn paa lav Havesyge i, at Ibsen[CXCV] den Sommer offenlig beklagede den høje Skat, den norske Regering havde lagt paa ham, idet den for at sikre uhindret Oversættelse fra Tysk til Norsk vægrede sig ved at indlade sig paa en Overenskomst med Tyskland.
Nationalzeitungs og Deutsche Rundschau’s Teaterkritiker Karl Frenzel[CXCVI] lod dengang aldrig Lejligheden gaa hen, naar et norsk Stykke opførtes, uden at ivre mod Opførelsen af nordiske Stykker overhovedet. Han gjorde gældende, at Stoffet i disse Stykker var altfor fremmedartet, at de bestandig sigtede til eller hvilede paa eller gik ud fra politiske, sociale og literære Forhold, der var aldeles ubekendte i Tyskland, og at de som Følge deraf hverken kunde spilles eller nydes eller forstaas. At man skulde give sig til at |25| studere disse Forhold først, som man f. Eks. studerede de franske, ikke mindre fremmede, var da utænkeligt.
Henrik Ibsens[CXCVII] Geni forandrede efterhaanden for nogle Aartier denne Ligegyldighed til Begejstring, om det end altid forblev skralt med Studiet af de Forhold, som laa bag Digtningen. Dog Ibsen[CXCVIII] trængte efterhaanden igennem i Tyskland som ingen moderne fremmed Digter før ham, og Gengangere, som hans øvrige Stykker, hører nu til det faste Repertoire.
Fra Kjøbenhavn blev jeg stadigt fra forskellige Sider underrettet om Øjeblikkets politiske Situation i Danmark. Det var paa dette Tidspunkt den, at Venstres Fører, Chresten Berg[CXCIX], begyndte at blive betænkelig ved Alliancen mellem Venstre og Fritænkerne. En Maaned senere meddelte mine Korrespondenter endog, at Berg var »ustyrligt angst for Fritænkeri«. Man forberedte mig paa, at Venstre vilde spalte sig i en moderatere og en radikalere Gruppe, og det skortede ikke paa Anmodninger til mig om at støtte den første.
I Januar, hvor Deutsche Rundschau havde bragt en forstandig Artikel om mig af Otto Brahm[CC], holdt jeg i Berlin i Architektenhaus’s smukke Lokale et Foredrag om Brødrene Goncourt[CCI] for en 300 Tilhørere, deriblandt Max Klinger[CCII] og Kumanin[CCIII], som gav mig en skønsom Kritik derover. Samme Dag, jeg skulde tale, modtog jeg fra Edmond de Goncourt[CCIV] hans La Faustin med en venskabelig Tilegnelse. Sammentræffet rørte mig.
Jeg blev for første Gang indbudt til at tale i Hamborg og gentog da i Februars Begyndelse mit Foredrag der. Det kom til at faa en virkelig Betydning, som sjældent et Foredrag, thi Direktør Brinckmann[CCV], som hørte det og derigennem |26| erfor om Brødrene Goncourts[CCVI] Sværmeri for japansk Kunst og Kunstindustri, besluttede at studere Japan, og det var saaledes, efter hvad han selv har sagt, gennem mig som Mellemmand, han fik Stødet til Grundlæggelsen af den mønsterværdige japanske Samling, som Museet i Hamborg nu rummer.
Jeg blev i Hamborg vel modtaget af Formanden for den Forening, der havde indbudt mig, Professor Eyssenhardt[CCVII], og af en Familie, der en lang Række Aar igennem til Husherrens Død har vist mig Gæstevenskab der, Parret Emil[CCVIII] og Wilhelmine Oppenheim, han sart og svagelig, men human og klog, hun varmt interesseret for Poesi og i Stand til en forstandig og fin Værdsættelse af hvad hun læste; Paul Heyse[CCIX] havde i hende en oprigtig og kritisk Veninde. – Hamburger Nachrichten bragte en Artikel om mig, hvori det hed, at ingen Foredragsholder der i Byen havde behaget som jeg.
I Bremen, hvor jeg nogle Dage derefter talte, gjorde jeg mange dygtige Folks Bekendtskab, der næsten alle hed Müller eller Meier. Mellem dem var en rig Kunstelsker, Dr. Meier[CCX], som besad en af de største eksisterende Samlinger af Raderinger; han viste mig bl. a. Jules de Goncourts[CCXI]. Han indbød mig til det aarlige Bremenske Schaffermahlzeit, en Kuriositet, som jeg deltog i og har beskrevet.*
Bremen udøvede en stærk Tiltrækning paa mig. Det dejlige gamle Raadhus opfyldte mig. I dets berømte Kælder, som Heine[CCXII] har besunget og Hauff[CCXIII] fantaseret over, gav gode Bremens Borgere mig et lille Aftenselskab, hvor Barth[CCXIV], Sattler[CCXV], Lammers[CCXVI], Dr. Marcus[CCXVII], en Senator og Borgerskabets Formand var tilstede og hvor Lammers[CCXVIII] holdt Talen til mig, efter at en Rhinskvin fra 1745 var sat paa Bordet. Den |27| gode Stemning brødes en Stund ved Efterretningen om Berthold Auerbachs[CCXIX] Død.
I disse Februardage 1882 gjorde jeg Bekendtskab med Maleren og Digteren Arthur Fitger[CCXX], med hvem jeg efterhaanden skulde blive forenet i et inderligt, af Tid og Adskillelse uanfægtet, Venskab. Jeg har andetsteds skildret ham for udførligt til at gøre det her.*
Han indtog mig straks ved sin Tilbageholdenhed, der røbede saa megen værdifuld Finhed, og ved sin Ægthed som Menneske, ægte Beskedenhed, ægte Stolthed, ægte Lune. Hans Kunst var mig noget for abstrakt, men hans lyriske Digte og enkelte af hans Skuespil fortryllede mig. Digtene var dybt følte og teknisk fuldkomne.Under nogle Maaneders roligt Liv i Berlin, som fulgte, havde jeg den Tilfredsstillelse at se mig gunstigt omtalt i Tidsskriftet Athenée belge og at modtage Arne Garborgs[CCXXI] Bog Ein Fritenkjar, hvormed Forfatteren betegnede et nyt Stadium paa sin Bane. Da jeg erfor Kristian Elsters[CCXXII] Død og i en Artikel i det norske Dagbladet opfordrede Stortinget til overfor Elsters[CCXXIII] Efterladte at bøde paa den Uret, der var sket Digteren ved Regeringens Negtelse af det Stipendium, hvortil Sagkyndige havde indstillet ham, hændte det til min Glæde, at Stortinget udenfor alle Regler bevilligede Fru Elster[CCXXIV] en aarlig Sum for en længere Aarrække.
I Kjøbenhavn holdt jeg den 22. og 28. Marts et Par Foredrag. Jeg havde Glæde af at se J. P. Jacobsen[CCXXV] igen. Den 29. Marts læste han for mig det sidste, han havde skrevet, den klassiske Novelle Pesten i Bergamo, Dagen |28| efter læste min Broder Edvard[CCXXVI] for mig sit til da betydeligste Arbejde Et Besøg.
Den 1. April havde en Mængde Studenter indbudt mig til at tale for dem om Schack Staffeldt[CCXXVII] i Casinos lille Sal, som de havde lejet. Det blev en af de indtryksrigeste Aftener, jeg endnu havde tilbragt i Kjøbenhavn. Der var stuvende fuldt og en begejstret Stemning. Efter mit Foredrag holdt en hel Række unge Mænd Taler til mig, Student Bjerring[CCXXVIII], Student Ørsted[CCXXIX] (»Teolog og Højremand«), den nu afdøde Johan Ottosen[CCXXX], da en ung Student, og den for lang Tid siden afdøde Dr. Hoffory[CCXXXI], der som sagkyndig vidnede om, hvor vel anskreven jeg var i Tyskland. Man vilde uafbrudt høre mig paany, og jeg maatte foruden mit Foredrag holde ikke mindre end otte Taler.
Foraar og Forsommer tilbragte jeg i Berlin med Nedskrivning af Korrespondancer, med nøjere Udarbejdelse af mine Afhandlinger om Bjørnson[CCXXXII] og Ibsen[CCXXXIII], med Forarbejderne til femte Del af Hovedstrømninger, særlig Studiet af André Chénier[CCXXXIV] og Udførelse af Afsnittet om ham.
I Begyndelsen af Juli Maaned 1882 modtog jeg saa fra Kjøbenhavn en Skrivelse, der blev bestemmende for hele mit Liv i Fremtiden. Den imødekom et af mig næret Ønske, men var ligefuldt skæbnesvanger for mig. Den bevirkede, at jeg vendte tilbage til Danmark Aaret efter, mindst ti Aar før det havde været forstandigt at komme.
Skrivelsen havde denne Ordlyd:
Hr. Dr. phil. G. Brandes[CCXXXV].
I de fem Aar, som er forløbne, siden De forlod Deres Fædreland for at bosætte Dem i Udlandet, har den Erkendelse stadig udbredt sig i videre Krese, at det Bidrag, som De er i Stand til at yde til det danske |29| Aandslivs Fremme, er saa betydeligt, at man højlig maa beklage, at De paa Grund af Forholdene er nødt til at nedlægge saa meget af Deres Arbejde i en fremmed Literatur. Tillige har den Overbevisning bestandig vundet stærkere Tilslutning, at De i udmærket Grad besidder Betingelserne for gennem det mundtlige Foredrag og den personlige Paavirkning at vække og nære videnskabelig Sans og videnskabeligt Liv hos den studerende Ungdom. Det er derfor naturligt, at Ønsket om, at De maatte kunne bevæges til at vende tilbage til Deres Fædreland, levende føles af mange.
En Forening af Mænd og Kvinder, som ønsker at være ukendte overfor Dem, tillader sig derfor at tilbyde Dem en Sum af 4000 Kr. aarlig i 10 Aar for at bevæge Dem til ved Siden af de private Forelæsninger, som De i de senere Aar jævnlig har holdt ved Kjøbenhavns Universitet† , at holde offenlige Forelæsninger samme Steds.
Rigtignok er det klart, at det maa være en særdeles alvorlig og betænkelig Sag for Dem at opgive den ansete Stilling mellem en stor Nations indflydelsesrige Forfattere, som De har tilkæmpet Dem ved disse fem Aars Række af udmærkede Arbejder. Men paa den anden Side viser netop disse Arbejder, at Deres Interesse for Danmark og for Norden ikke er bleven kølnet i Udlandet; men at De, naar Lejlighed gives, fordyber Dem i nordiske Æmner med samme levende og sympatetiske Forstaaelse, som De tidligere har givet saa mange Eksempler paa, ligesom det jo ogsaa er en Kendsgerning, at der mellem en Forfatter og det Folk, til hvilket han ved Fødslen hører og hvis Sprog han har talt fra Barndommen af, bestaar en naturlig og derfor uopløselig Forbindelse.
Med Deres Billigelse ønskes denne Skrivelse og Deres Svar offenliggjorte.
Kjøbenhavn den 3dje Juli 1882.
Denne Henvendelse syntes mig at tyde paa et Omslag af Stemningen imod mig i Kjøbenhavn og Danmark. Hvad jeg ved mit sidste Besøg havde oplevet dèr, ligesom den nyligt skete Stiftelse af Studentersamfundet, forekom mig at pege i samme Retning.
Jeg vidste vel, at jeg ved Tilbagevenden og fornyet Deltagelse i Danmarks offenlige Liv, ved paany Dag ud, Dag ind at færdes i Kjøbenhavn satte al den Prestige til, som Afstand og Fraværelse giver. Jeg havde jo havt rigelig Lejlighed til at iagttage, hvorledes Henrik Ibsens[CCXXXVI] Anseelse i Norge var steget efter at han aldrig mere var synlig der. |30| Men jeg nedskrev den 7. Juli disse Ord, som jeg senere indflettede i min Afhandling om Ibsen[CCXXXVII]: »Det forekommer mig fornemmere at bære sig ad som hine Ludvig XVI’s[CCXXXVIII] Generaler, der med og trods deres Generals-Epauletter gjorde Tjeneste i Condé’s[CCXXXIX] Hær som simple Soldater.«
Det var mig klart, at materielt betragtet var Modtagelsen af Tilbuddet en slet Forretning. Jeg vilde ved at tage tilbage til Kjøbenhavn miste Alt, hvad jeg kunde tjene ved Correspondancer fra en Storstad, ved Foredrag i tyske Byer, da Rejsen blev for lang – Gjedserruten eksisterede jo ikke dengang – og ved private Foredrag i Kjøbenhavn. Jeg kunde ikke forudse den Tilstrømning, der bevirkede, at jeg dèr kunde holde det samme Foredrag, der hørtes uden Vederlag, undertiden endog to Gange for Betaling. Jeg mistede 4000 Kroner for at indvinde 4000 Kroner; men jeg saa ikke Sagen pekuniært.
En Frygt kunde jeg i Begyndelsen ikke beherske, den, at de Unævnte, der kaldte mig tilbage, en Dag skulde kaste Anonymiteten og paa ydmygende Maade stille Krav til min Erkendtlighed. Jeg overvandt den imidlertid og havde ikke behøvet at nære den. Man behandlede mig med fuldendt Takt. Alt hvad jeg længe efter erfor var, at Pietro Krohn[CCXL] var den, som havde sat Sagen i Gang, og at Bidragene ligeligt var givne af Venstre og Højre. Haardt var det ligefuldt for mig at skulle modtage Hjælp af Fremmede og lade mig høre som en Valgmenighedspræst, jeg, der havde kunnet leve rundeligt, ja rigt, af mit Arbejd, havde den danske Lovgivning ikke i dens Hensynsløshed plyndret mig.
Dersom jeg havde forudset, hvad der ventede mig i Danmark, saa havde jeg med al skyldig Tak givet et afslaaende Svar. Jeg var ikke skarpsynet nok dertil. Af mine Venner var derimod baade Paul Heyse[CCXLI] og Henrik Ibsen[CCXLII] det; men jeg raadførte mig ikke med dem.
En Uges Tid efter Modtagelsen af Tilbuddet afsendte jeg mit Svarbrev. Det havde følgende Ordlyd:
Mit Svar er simpelt: Jeg gaar ind paa det Tilbud, De i saa anerkendende Udtryk har rettet til mig. Men De vil ikke undre Dem, naar jeg siger, at denne Beslutning har kostet mig en Kamp, ja en saa stærk, at jeg maa skynde mig med dens Udførelse for ikke at fortryde og tilbagekalde den.
Det var visselig ikke med let Sind, at jeg forlod Danmark for at bosætte mig i Udlandet; men det er heller ikke med noget let Hjerte, at jeg bestemmer mig til at vende tilbage; thi jeg maa til Trods for de ikke ringe Forandringer, der i de sidste fem Aar er skete i Danmark, frygte for i visse Maader at passe mindre godt til Kjøbenhavn nu end før.
Det har gjort et dybt Indtryk paa mig, at danske Mænd og Kvinder sætter saa stor Pris paa min Nærværelse i mit Fædreland og saa stor Lid til den Virkning, jeg der muligvis kan udøve gennem det mundlige Ord, at de har villet bringe Ofre for at gøre mig det muligt at bosætte mig i Kjøbenhavn.
Saa betydelig den Sum, De tilbyder mig, end er som tilvejebragt ved private, frivillige, anonyme Bidrag, saa vilde dog Hensynet til Sagens pekuniære Side ikke kunne bevæge mig til Opbrud; thi jeg vil efter al Sandsynlighed ved at forlade Berlin tabe i aarlig Indtægt omtrent saa meget, som Deres Velvilje sikrer mig.
Men jeg har altid ment, at mit egenlige Arbejdsfelt laa i Danmark, og jeg har altid holdt den Tanke fast, at saa snart der aabnede sig en Mulighed for mig til en Eksistens i Danmark, var det mig en Art Pligt at gribe den. For at De har givet mig denne Mulighed i Hænde, er jeg Dem oprigtigt taknemmelig. Jeg nærer selv den Tro, at jeg kan udrette mere, virke om end paa mindre vidtrækkende Maade, saa dog dybere i Danmark end noget andet Sted. Jeg har aldrig kunnet vænne mig til Tanken om et definitivt Ophold i Udlandet; jeg har aldrig villet habilitere mig ved noget tysk Universitet, fordi jeg ingen Ansættelse ønskede i Tyskland, da den Opgave at indvirke paa tyske Ynglinge intet tiltrækkende havde for mig; jeg har med ufravendt Opmærksomhed fulgt den aandelige Udviklings Gang i Norden og har med Glæde set mange af mine Forhaabninger om det nordiske Aandsliv langt hurtigere og fyldigere virkeliggjorte end jeg for ti Aar siden vovede at vente. Baner, jeg angav, er blevne betraadte; Problemer, jeg antydede, er blevne drøftede; Vink, jeg gav, er blevne fulgte. Og har jeg tidligere mødt meget Had og megen |32| Modstand, saa er der siden traadt mig en Tillid og en Hengivenhed i Møde, der har været stærkere end Modstanden og Hadet.
Deres Tilbud er mig et nyt Vidnesbyrd om denne Tillid, som en Videnskabsmand vel kan undvære, naar han maa, men uden hvilken hans Sind let bliver for bittert til harmonisk Produktion.
Jeg kan endnu i Øjeblikket ikke angive det nøjagtige Tidspunkt for min Bosættelse i Danmark. Jeg har dels literære Forpligtelser, dels har jeg taget imod Indbydelser til at holde Foredrag i et Antal tyske Byer. Men jeg tror at kunne love, at jeg alt i denne Vinter vil holde offenlige Forelæsninger i Kjøbenhavn.
Med Tak og i Ærbødighed
Georg Brandes[CCXLIII].
Berlin, 12te Juli 1882.
Brevvekslingen blev samtidigt offenliggjort i Venstres Organ Morgenbladet og i Højres Dagbladet for at betegne Indbydernes Hjemmehøren i begge de politiske Partier. Medens Morgenbladet udtalte Glæde over det foretagne Skridt, ledsagede Dagbladet foreløbigt ikke Meddelelsen med nogen Kommentar.
Dagens Nyheder var det første Blad, som brød Tausheden angaaende Henvendelsen til mig. Den 20. Juli bragte Bladet en indsendt anonym Artikel med Overskrift Det danske Aandsliv og dets anonyme Værger, som gav en hvas Forbitrelse Luft: »Hvad og hvem«, hed det, »er de anonyme Herrer, som har ment sig selvkaldede til at tage sig af det danske Aandslivs Fremme?« De haanedes som formentlig en Flok jødiske Grosserere, og i Overensstemmelse hermed afbildedes de da ogsaa i Punsch som maskerede Jøder med rædselsfulde Fjæs og skrækkelige Næser. Mine kære Landsmænd kunde nu engang ikke fem Minutter glemme min Afstamning – saa usikker den end efter Sagens Natur maatte være.
Anonymen udviklede: »det havde været Pligt at sætte Navn under en saadan Adresse.« (Det var ikke Pligt at sætte Navn under en saadan Artikel.) Og han sluttede: »Vi andre beskedne og stille Deltagere i det danske Aandsliv, |33| vi, som afskyr Rabalderet under enhver Form, har formentlig et Krav paa at faa at vide, hvem de Folk er, som anser sig for kapable til at være Formyndere for os alle.«
Dagen efter bragte Dagbladet en Leder af dets Udgiver, Hr. C. Goos[CCXLIV] med Overskrift Dr. G. Brandes[CCXLV]. Det hed heri, at Adressen havde overrasket baade Tilhængere og Modstandere af mig. »Vi for vort Vedkommende indrømmer, at skønt vi regner os blandt Modstanderne, er vi dog tilfredse med Resultatet.«
I de fem Aar, der var hengaaede, siden Hr. Goos[CCXLVI] havde været Medunderskriver af den første Adresse til mig, Aar, i hvilke jeg havde vundet mer end europæisk Ry, havde altsaa Hr. Goos[CCXLVII] forvandlet sig fra Tilhænger til Modstander. Kun var han som saadan ikke fanatisk, han ønskede mig tilbage: »Selv om man betragter Brandes[CCXLVIII] som farlig og hans Lærdomme som fordærvelige, er han ikke en Smule mindre farlig i Berlin end i Kjøbenhavn.« Ja tvertimod, jeg var farligere som udelukket fra Danmark: »Det falske Skin af et Martyrium, som han selv og hans Tilhængere har forstaaet at omgive ham med, vil altid gøre Indtryk paa ungdommelige Gemytter.«
Derefter gik Hr. Goos[CCXLIX] over til at kritisere mit Svarbrev; det ærgrede ham dels, at jeg hævdede, det ikke var Pengefordel, der drev mig hjem – man vilde have det Kort i Baghaanden mod mig – dels at jeg sagde, jeg tidligere havde mødt meget Had (i Danmark hader og hadede man ikke, det er de elskelige Menneskers Hjemstavn): »Vi tilstaar, at det Svar, med hvilket Brandes[CCL] har modtaget den til ham udgaaede ærefulde Kaldelse, som Helhed ikke har tiltalt os. Vi finder det mindre smagfuldt, naar han saa stærkt pointerer, at det ikke er Forventning om pekuniær Vinding, der bringer ham til at ombytte Berlin med Kjøbenhavn, og vi betænker os ikke paa at erklære det for mildest |34| talt en af sygelig Irritabilitet udsprungen Vildfarelse, naar han taler om det »Had«, som han tidligere har været Genstand for (...) At tale om Had og Forfølgelse er fuldstændig uberettiget.«
Det udvikledes dernæst, at jeg var hildet i en barok Overvurdering af mig selv. Hvad jeg havde udrettet, vilde være blevet udrettet lige saa godt uden mig. »Han er da ikke den store Profet og Banebryder, han selv synes at ville gøre sig til.«
Ud fra disse Forudsætninger kom Hr. Goos[CCLI] imidlertid endnu da til den Slutning, at det var rimeligst, man ansatte mig ved Universitetet: »Vi dølge ikke, at vi heller havde set, om han var kommen til Universitetet efter en Kaldelse fra Staten, og vi haabe, at en saadan ogsaa i en ikke altfor fjern Fremtid maa afløse de Forpligtelser, de private Indbydere have paataget sig.«
Dette Hr. Goos’s[CCLII] ikke dulgte Haab gjorde desværre Hr. Goos[CCLIII] ti Aar senere ved Udnævnelsen af Hr. Paludan[CCLIV] til Skamme. Det var et smerteligt Øjeblik for den første Hr. Goos[CCLV] og et glædeligt for den anden.
Var Dagbladets Holdning ikke lovende for mig, saa var Dagens Nyheders det endnu mindre. Den gamle Fritænker Erik Bøgh[CCLVI] skælvede paa Kristendommens Vegne ved Tanken om at jeg vilde vende tilbage til Danmark. Og Bladets Redaktør Hr. Carl Carstensen[CCLVII], i hvem hidtil kun et forsvindende Mindretal havde set det Helliges Talsmand og Vogter, gik, uden Hensyn til den Holdning, Dagens Nyheder fra først af havde antaget overfor mig, videst af alle i sine Befrygtninger og sin Modstand.
26. Juli angreb Hr. Carl Carstensen[CCLVIII] i en ledende Artikel Dr. G. Brandes[CCLIX] og Universitetet sin Kollega Dagbladet for at det uden Kommentar havde optaget Adressen til mig: »Efter den udpræget oppositionelle Retning, det nævnte Blad |35| i de sidste Aar har indtaget til den Brandes’ske Retning, maatte det fornuftigvis vække Forundring at se den Intimitet mellem Skolen og det ærede Blad, som en Meddelelse af den Natur synes at forudsætte.« Ganske vist havde Dagbladet udtalt, at det fremdeles vilde regnes til mine Modstandere; men det havde vist »den ubegribelige Svaghed« at ønske ansat ved Universitetet »en Mand, hvis hele Virksomhed har havt til Hovedformaal en fanatisk Agitation ikke blot mod Folkekirken eller mod Kristendommen men mod al Religion.«
Lidt generet var Hr. Carstensen[CCLX] jo ved sit tidligere stik modsatte Standpunkt, men ikke mere end man i slige Tilfælde er det i Danmark, altsaa yderst lidt:
»Der har været en Tid, hvor vi uden Betænkelighed vilde have set ham indtage Hauchs[CCLXI] Plads ved Universitetet; men hans literære Virksomhed har i de senere Aar, navnlig efter at han har taget Ophold i Berlin, antaget en Karakter, som ikke blot ved sit fremtrædende agitatoriske Præg, men ogsaa ved sin, i alt Fald tilsyneladende, Ligegyldighed for nationale Strømninger herhjemme, kommer i Konflikt med det i og for sig Ønskelige i paa afgørende Maade at knytte en Begavelse som hans til Universitetet.«
Det var det Dansk som Danskhedens Talsmand[CCLXII] skrev: at »indtage en udpræget oppositionel Retning til en Retning,« at »antage en Karakter, som ved sit Præg,« ret som om Karakter ikke var Præg.
Og nu Hulheden og Højtideligheden og den i alt Fald tilsyneladende Skinhellighed og Skinpatriotisme!
Dagens Nyheders Redaktør[CCLXIII] nærede et Haab om nu at se mig saa kraftigt bekæmpet, at min landsskadelige Virksomhed derved blev neutraliseret, og anraabte Myndighederne om for Himlens Skyld ikke at ansætte mig: »Medens det tør haabes, at hans Genoptræden herhjemme under de Vil|36|kaar, der nu har aabnet sig for ham, vil ægge hans Modstandere til en kraftig Optræden, som hidtil kun i altfor høj Grad har været savnet, og at hans Tilbagekomst til Kjøbenhavn forsaavidt vil være til Held, vilde Statens Stempel paa hans Virksomhed hidføre en Forplumring, som til det Yderste bør undgaas.«
Dags-Avisen for 27. Juli skrev, ikke uden Føje: »Naar man betænker, at Dagens Nyheders varmeste Beundring for Dr. Brandes[CCLXIV] faldt sammen med dennes stærkeste Agitation, og at samme Blad udtrykkelig senere har rost de efter Hovedstrømningerne udgivne Monografier paa Grund af den Ro og Objektivitet, hvormed de er skrevne, har man vistnok Ret til at blive yderlig forbauset over den anførte Udtalelse. Absolut gaadefuldt er det, hvilke de »nationale Strømninger« skal være, som Dr. B.[CCLXV] »i alt Fald tilsyneladende« har vist sin Ligegyldighed. Hvor komisk er det, at Fritænkerne Carl Carstensen[CCLXVI] og Erik Bøgh[CCLXVII] optræder som Kristendommens Riddere og prædiker den hellige Krig imod Dr. B.[CCLXVIII], og at de samme Herrer, af hvilke den ene ikke har Begreb om Æstetik, og den anden højt regnet er Dilettant i denne Videnskab, bebrejder Dr. Brandes[CCLXIX], at hans Kundskaber paa mangt et Punkt er overfladiske.«
Det for mig underholdende i disse Udtalelser var først og fremmest Dommertonen, den mere bredbringede hos Hr. Goos[CCLXX], den mere smalbrystede hos Hr. Carstensen[CCLXXI], men lige overlegen hos begge. De Herrer indbildte sig i urokkelig Alvor at jeg endnu hørte under deres Jurisdiktion, de fandt mig begge overfladisk. Ibsen[CCLXXII] havde ikke fundet det, Bjørnson[CCLXXIII] ikke heller, Taine[CCLXXIV] havde ikke fundet det, Hettner[CCLXXV] ikke heller; Goos[CCLXXVI] og Carstensen[CCLXXVII] fandt det. En Kunstner fra Byen Oldenburg skal engang have vundet grand prix paa Salonen i Paris; da han vendte hjem til Oldenburg og udstillede sit |37| Billede der, fik han en frygtelig Skylle over sig af de stedlige Kunstdommere.
I de samme Dage havde Nationalzeitung (4. August) en Artikel om mig i begejstrede Udtryk, Revue Suisse en overordentlig gunstig Artikel om mig, Walter Gottheil[CCLXXVIII] havde i Berliner Tageblatt skrevet en Artikel med ungdommelig Entusiasme, Edouard Rod[CCLXXIX] analyserede og roste mig med Varme i Bladet Le Parlament. Kun i Kjøbenhavn, hvortil jeg vilde vende tilbage, lød uforandret den vante Melodi.
8. August havde Pastor Mørk-Hansen[CCLXXX] i Nationaltidende en Artikel paa fire, fem Spalter, hvori det for hundrede Gang sloges fast, at Kristushad var Sjælen i al min Gerning. Hr. Mørk-Hansen[CCLXXXI] afskrev med Begejstring næsten hele Heuchs[CCLXXXII] gamle Flyveskrift paany. Hvilke Fortrin end mine danske og norske Angribere besad, Originalitet trykkede dem ikke.
Efter at jeg i 1874 havde bestemt Lassalles[CCLXXXIII] Temperament med det hebraiske Ord Chutspe, havde Heuch[CCLXXXIV] som tidligere meddelt afskrevet Ordet og tillagt mig selv denne Egenskab. I sin store Dagbladsartikel havde Goos[CCLXXXV] triumferende gjort samme Opdagelse, og nu hævdede Mørk-Hansen[CCLXXXVI] den i Nationaltidende som sin. Stakler! De bankede sig i Siderne for at faa et Indfald og fik saa et af mine aflagte, som de drejede mod mig selv; alle det samme.
Mørk-Hansen[CCLXXXVII] var politisk nok til i sin Artikel Dr. G. Brandes[CCLXXXVIII] og Morgenbladet at rette sit Angrebs Spids ikke mod mig, men mod det danske Venstreparti, hvis Organ havde optaget Adressen og mit Svar. Han vidste, hvor trykket Berg[CCLXXXIX] allerede da var ved et Forbund med Fritænkere, og han spurgte, hvorledes Mænd som C. Berg[CCXC] »der |38| regnes til Folkekirken, ja vil betragtes som levende Medlemmer af Menigheden« kunde rette Beskyldninger mod Staten for ikke at have ansat en Personlighed som mig. Kirkens Børn, skrev han, skal elske og ære Moderen, og de indkalder den Mand, der vil haane og tilintetgøre denne Moder.
Iøvrigt handlede efter Heuchs[CCXCI] Mønster hele Artiklen om min Afstamning, der mit Liv igennem har hypnotiseret de Danske. Mit Standpunkt var jødisk, deres var nationalt. Aldrig i mit Liv havde jeg betonet eller blot fremdraget noget jødisk Standpunkt. Uden ringeste Usikkerhed, uden et Øjebliks Vaklen havde jeg fra den Dag, da jeg offenlig traadte op, saa godt som ene i hele Landet, stillet mig i afgjort Opposition til det Jødiske med alle dets Aflæggere, Lutheranismen blandt andre.
Det hele Land var gennemtrængt af Jødedom, af ældgammel jødisk Kultur, ældgammelt jødisk Barbari. Alt her var jødisk, indtil Bøndernes Navne, Hans og Jens, Per og Povl. Man lærte Børnene jødiske Sagn, før man lærte dem danske, jødisk Historie før dansk, men først og sidst jødisk Religion. Man tilbad Jødernes Gud og tilbad en jødisk Kvindes Søn som Guds Søn og selv Gud. Folkets Fester var de jødiske, Paaske og Pintse, og man fejrede i Julen den Søn af en jødisk Moder, hvem man gav Plads ved »Skaberens højre Haand«.
Præsterne prækede mod mig fra Landets Prædikestole. De forsvarede mod mig jødiske Bøgers Ærværdighed, mere: deres Inspirerthed og Ufejlbarhed, deres evige Værdi. Deres Begreb om Loven var jødisk fra Aar 500 før vor Tidsregning, deres Begreb om Naaden var jødisk fra Aar 50 efter den. Hele deres Tale om Himmeriges Rige og om Sædelæren paa Jorden var jødisk Teologi og jødisk Moral, enten som den var i Oldtiden eller som den var bleven videre |39| udviklet og omformet i Middelalderen. Men overfor mig udtrykte de sig, som om Kristendommen var udgaaet fra Danmark og var hvadsomhelst andet end omdannet og mytisk udviklet Jødedom.
Dog ogsaa nationalt skulde jeg være en Fremmed. Jeg var dog født i Danmark af danske Forældre, havde som Barn aldrig talt eller hørt andet Sprog end Dansk. Min Opdragelse var foregaaet sammen med andre danske Børns i en dansk Skole. Men, hed det, jeg var af fremmed Afstamning. Den Skæbne delte min Familie imidlertid med et uhyre Procentantal af Borgerfamilier i Kjøbenhavn. Gik man Vejviseren igennem, var Halvdelen af Navnene tyske. Af notable Danske stammede de allerfleste, idetmindste delvis, fra Nabofolk, dels fra de nordiske, oftest fra det tyske. At Landets Religion, forsaavidt den ikke var rent jødisk, var tysk baade som Lutherdom og som Pietisme, at Kongehuset var tysk, Adelen for en stor Del tysk, de store Reformer i det attende Aarhundredes Slutning gennemførte af fremragende Tyskere, skulde synes yderligere at vanskeliggøre en snever Nationalisme i Danmark, som den, hvortil det i kritiske Tider hvert Øjeblik trak op.
I Fald Menneskene kunde tænke, maatte det evige Vrøvl om Afstamningen høre op. Den Omstændighed, at ethvert Menneske har to Forældre og disse atter to, bevirker jo dog, at gaar man ni hundrede Aar tilbage, altsaa fra nu af til Anno 1000, saa nedstammer ethvert Menneske tilsyneladende fra tusind Millioner Forfædre. Fører man Tallet tilbage til vor Tidsregnings Begyndelse, bliver det altsaa uoverskueligt. Selvfølgelig indskrænkes dette Tal faktisk overordentligt ved at Indgifte i rigt Maal har fundet Sted; men det bliver dog saa overvældende, at alt Hovmod af Forfædre maa forsvinde og Sandsynligheden for at alle disse har tilhørt én Stamme maa siges at være ringe.
|40| De, som hadede mig, skulde jo imidlertid have en Grund dertil og fandt en fortræffelig deri, at jeg var »Jøde«, indbildte sig vel tildels endog at spore Racehad og andet fra Mytologi og Legender stammende i deres saakaldte Sjæle. De hadede mig med det samme Had, hvormed de havde gjort H. C. Andersen[CCXCII] og saa mangfoldige før ham Livet surt. Antipatien søgte en hemmelighedsfuld Forklaring.
Men de samme, som ved enhver Lejlighed behandlede mig som om jeg ikke var dansk, forargedes grueligt, naar jeg skrev i fremmede Blade og Tidsskrifter, dengang de danske havde lukket sig for mig; saa klagedes der over min »i alt Fald tilsyneladende« Ligegyldighed for de nationale Strømninger i Danmark. Sagen var, jeg havde skullet indespærres, udsultes og ydmyges. Men jeg var brudt ud af Ringen. Europa stod mig aabent og efter Europa Amerika. Saa hidsedes da Nationalfølelsen imod mig.
Besynderligt nok, der skulde ikke gaa særdeles mange Aar, før de samme, der havde fornegtet min Danskhed, overfor Udlandet skulde gøre den kraftigt gældende, f. Eks. naar man dèr opfattede mig som tysk Forfatter, men iøvrigt omtalte mig paa velvillig Maade.
Endnu holdt man dog ikke dèr. Man begyndte at formulere Stikord imod mig og mod dem, der delvis tænkte som jeg; de var Europæere i Modsætning til de Danske. Aaret efter gjorde man endog disse Stikord til Partinavne. Men hvilket Vemod i denne Sondring! En Haandfuld særligt patriotiske Købstadborgere og Landboere var skønt Danske ikke Europæere, men af en finere Art!
Sammen med Alexander Kielland[CCXCIII] foretog jeg i August en Tur ned til J. P. Jacobsen[CCXCIV], som tilbragte Sommermaanederne |41| i Vallø. Han boede paa Kroen og befandt sig taaleligt. Han var skemtsom, talte om Vittighedsbladenes tarvelige Løjer med hans Bøger og om Valløs lokale Smaaskandaler. Venskabet mellem ham og Kielland[CCXCV] klædte dem begge.
Min Broder Edvard[CCXCVI] forudsagde mig i de Dage, at min Tilbagekomst vilde give Signalet til en almindelig Opstand imod mig; jeg saa det endnu ikke da med samme Skarphed som han, fordi enkelte Foreteelser af nogen Rækkevidde syntes mig at tale derimod. Saaledes holdt jeg efter Opfordring den 2. September Indledningstalen i det nystiftede Studentersamfund og der var lidenskabelig Tilslutning, da Neergaard[CCXCVII] i en Tale hilste mig som dette Samfunds »egentlige Stifter«, skønt jeg jo ikke direkte havde havt noget med dets Oprettelse at gøre.
Jeg skrev min Karakteristik af Kielland[CCXCVIII] og omgikkes næsten daglig ham, Hørup[CCXCIX], Schandorph[CCC], J. P. Jacobsen[CCCI], saa desuden meget ofte Hempel[CCCII], Zahrtmann[CCCIII] og Krohn[CCCIV]. En Efteraarsdag vendte jeg tilbage til Berlin.
Det blev et meget arbejdsomt Efteraar. Jeg nedskrev femte Bind af Hovedstrømninger og rettede det paa Dansk og Tysk.
Boghandler Philipsen[CCCV], den senere Raadmand, havde i Kjøbenhavn opfordret mig til at samarbejde mine i forskellige Blade og Tidsskrifter offenliggjorte Breve fra Berlin til en Bog; jeg begyndte at samle og gennemse dem.
Siden jeg udgav mit Skrift om Tegnér[CCCVI] havde forskellige Korrespondenter henvendt sig til mig med Oplysninger om hans Personlighed, mest nedsættende og af ringe Værd; i den senere Tid havde blandt dem især en gjort sig gældende, Kontraktprosten H. Schönbeck[CCCVII] fra Quistofta i Skaane, |42| der længe havde skrevet mig til i Anledning af Tegnér[CCCVIII], hvem han studerede, og nu tilsendte mig en Masse Papirer, der efter hans Paastand var paalidelige, mest Optegnelser af Samtidiges Vidnesbyrd, Rygter og tildels ondartede Beskyldninger, som satte baade Bispen[CCCIX] og hans Hus i ugunstig Belysning. Adskilligt deraf syntes mig mistænkeligt, andet havde Sandhedens Præg og forekom troværdigt, saa meget mere som det ganske stemte med hvad Bjørnson[CCCX] i Sverig havde erfaret; men alt dette lod sig efter Sagens Natur ikke kontrollere af mig, og jeg begik en Fejl ved at hentyde dertil i en Artikel, jeg paa Opfordring skrev til Hundredaarsdagen for Tegnérs[CCCXI] Fødsel og som jeg har udeladt af mine Skrifter. Den gav Anledning til berettiget Indsigelse, men ogsaa til Deklamationer mod mig fra visse svenske Hold, hvorfra en sanddru Skildring af Tegnérs[CCCXII] Menneskevæsen ikke var at vente.
Blandt de mange, som skrev mig til, rørte mig i dette Efteraar en gammel Dame, en Frk. Clara Andersen[CCCXIII], der i mine yngre Aar havde digtet adskillige Skuespil for Teatret. Hun sendte mig sit først da udgivne Stykke Rosa og Rosita, foran hvilken hun havde ladet trykke en mig af Minde gaaet Side af en Artikel, jeg i 1869 havde skrevet derom, med disse Ord som Tilegnelse: »I det Haab at den modne, berømte Mand ikke har noget imod at mindes om den smukke og milde Dom, han skrev som ungt Menneske, tillader jeg mig at sende Dem min lille Bog.« Saa spædt det Talent end var, som bar dette Skuespil, der var saa megen god Kultur fra den foregaaende Tidsalder i den gamle Dames[CCCXIV] Væsen og Kunst, at jeg blev helt bevæget ved Modtagelsen. Der veksledes derefter nogle Breve.
Frk. Andersen[CCCXV] var en af de mange, hvem Høedt[CCCXVI] havde fremmet med Raad og Daad.
Det Efteraar lærte jeg i Berlin Fru Fanny Ephrussi[CCCXVII] at kende, en Dame, hvem jeg kom til at skylde min første Forbindelse med Paul Bourget[CCCXVIII] og med mange andre Franskmænd og franske Damer. Hun er født i Østerrig, men var fra en ung Alder af bosat i Paris og nær forbunden med en Mængde fremragende Mænd og Kvinder. Hendes Svoger, Charles Ephrussi[CCCXIX], der snart overtog Redaktionen af Gazette des Beaux-arts og som har skrevet en betydelig Bog om Albrecht Dürer[CCCXX], var paa dette Tidspunkt en af Paul Bourgets[CCCXXI] nærmeste Venner, senere en af Forloverne ved hans Bryllup. Han blev i høj Grad udmærket af den daværende tyske Kronprinsesse, senere Kejserinde Friedrich[CCCXXII]; hun besaa under sit Besøg i Paris i hans Selskab Kunstværker og Monumenter.
I Efteraaret 1882 begyndte Holger Drachmanns[CCCXXIII] letbevægelige Sind at trættes ved den mangeaarige Kampstilling overfor Modstandere, hvis Magt trods alle Angreb syntes ganske usvækket. Han antog konservative og nationalistiske Synsmaader. Et ganske privat Misforhold til en tidligere Kamerat bragte ham, som det sker med lyriske Naturer, til at se den hele Gruppe, hvortil den Paagældende hørte, i et ugunstigt Lys. Blandt mange andre Kendetegn paa en Forandring i hans Sympatier var et Digt med den besynderlige Titel Til Noget i Norge; et uklart Tankedigt, hvori det om Partierne i Norge hed, at »begge Parter har maaske for liden – udviklingsmodnet Ret den Dag idag« og hvor der i Modsætning til dem forherligedes et Noget, der skildredes som en Strøm, en Lyd, en Musik
Dette sagdes at klinge ud fra Videnskabens Esser, fra Dybets Schakter,
I en Artikel om det norske Nyt Tidsskrift spøgte jeg med dette Digt. Jeg skrev: »Men hvad er det dog for Noget? Det har den løjerligste Stamtavle af Verden. Det er, som vi hører, Oldebarn af Naturens Bedstemoder. Den sidste Personlighed er temmelig ubekendt, med mindre den – hvad man af Alderen maaske tør slutte – skulde være den samme som man i det vulgære Talesprog reverenter talt plejer at kalde for Fandens Oldemoer.«
Jeg skemtede med Drachmanns[CCCXXIV] Papa-Holdning overfor Partierne, med hans Ord i et Digt til Bjørnson[CCCXXV]:
Jeg skrev: »Det som er det forunderlige ved disse Udtalelser, er ikke at en ung Mand bliver en ældre Mand med Aarene (Drachmann[CCCXXVI] har selv i sin gamle Fortælling Fra Sandets Regioner stillet sit Horoskop i Ordene: »Tiden og den medfølgende Modenhed vil nok gøre ham spag, og jeg tror at kunne forsikre Selskabet om, at hans øvrige, ellers meget brugelige Talenter vil en skøn Dag gøre ham til et meget brugbart Medlem i vor Midte«). Men det forunderlige er den Hast, med hvilken Forandringerne foregaar hos Drachmann[CCCXXVII]. De har lige lært ham at kende som den evig Unge, en Mellemting mellem en Cherubino og en Søkadet, De tror, De har ham der! Skudt forbi! Kom igen |45| i Morgen! Han har Gigt, han er skaldet, han er Bedstefader, De skiltes fra ham ifjor, og han sagde Dem Farvel som »den vrede Achilles«, som »Indignationens Mand, bestandig i Panser og Plade«. De træffer ham igen iaar, og De møder den vise Nestor i Slobrok. De troede, han var Begejstringen. Langtifra, han er Snusfornuften. Da han sidst kastede sit Visitkort ind af Døren til Dem, bar det Navnet: Gotfred Springforbi, og som Betegnelse af Livsstilling og Familieforhold var tilføjet Ordene »Vildtet er mine Frænder«. De møder ham en Maaned efter paa Gaden: hvor er den vilde Letfodethed henne! Han vandrer sin tunge Gang med en frygtelig Oppakning paa sin Skulder, og ser De rigtigt til, finder De, at han nu er bleven Atlas med et Bjerg, en Verdenskugle af bitter og overlegen Erfaring paa Nakken.«
For imidlertid hverken af Drachmann[CCCXXVIII] selv eller Læseverdenen at blive betragtet som en fremtidig Modstander af ham, sluttede jeg med disse Linjer:
»Maaske nærer Ingen varmere Følelser end den, der skriver disse Linjer, for Drachmann[CCCXXIX] som Lyriker. Ingen glæder sig mere, naar det lykkes ham at frembringe noget godt, Ingen har saa tidlig stræbt at skaffe hans sjældne Talent den Anerkendelse, som tilkommer det; men der burde holdes bedre Hus med saa ualmindelig en Evne. Saa længe Drachmann[CCCXXX] maatte kæmpe for at vinde sig et Navn, var anden Kritik end den understøttende ikke paa sin Plads; thi der var Lyseslukkere nok i Pressen. Nu da den Retning, Drachmann[CCCXXXI] tilhører, har sejret, nu da han selv er anerkendt som Danmarks første Lyriker og en af Nordens første Digtere overhovedet, vilde en Kritik, der stak sine Indsigelser under Stolen, hverken være til nogen Nytte for Læseverdenen eller for ham.«
Da Fru Emmy Drachmann[CCCXXXII], Digterens anden Hustru, |46| med Sorg læste denne Imødegaaelse af hans Digt og denne Skemt med hans Personlighed, skrev hun mig et elskværdigt Brev til og spurgte mig, om der laa en dybere Uvilje bag Angrebet, hvad hun højligt vilde beklage; ellers bad hun mig give mit Minde til en Forsoning. Jeg svarte øjeblikkeligt, bad hende sige Drachmann[CCCXXXIII] fra mig, at han nu burde skrive saa hvast et Svar, han lystede, paa Angrebet i min Artikel, jeg forpligtede mig paa Ære og Samvittighed til, hvad han end skrev, ikke at svare en Linje. Saa havde jeg fyret og han fyret, hans Selvfølelse var skaanet og vi skulde for Fremtiden være de bedste Venner og aldrig mindes den lille Skærmydsel.
Det viste sig imidlertid, at baade hun og jeg havde taget fejl af Drachmanns[CCCXXXIV] Sindelag da. Det var ikke en flygtig Stemning, som havde givet sig Udtryk i hin forandrede Holdning, men et Omslag i Følelses- og Viljes-Livet. Han afslog enhver Forsoning og nærmede sig bestandig mere Modpartiet. Han deltog i Højrepartiets Fester og skrev en Sang til Estrup[CCCXXXV].
Med lidenskabelig Iver førte jeg Arbejdet paa Den romantiske Skole i Frankrig til Ende. Og saasnart Skriftet var færdigt og gennemrettet baade paa Dansk og Tysk, begyndte jeg paa Læsningen af de talrige Bøger, jeg maatte kende, før jeg kunde begynde at skitsere det afsluttende Bind af Værket, som skulde bære Navnet Det unge Tyskland.
I Slutningen af 1882 indeholdt det engelske Athenæum under Overskriften Tysk og Dansk en velvillig Omtale af mig. I Begyndelsen af det næste Aar sendte Paul Bourget[CCCXXXVI] mig en Artikel, han havde skrevet, hvori han roste mig |47| stærkt. Dengang kunde jeg endnu følge med hvad der i Udlandet offenliggjordes om mig.
De sidste Maaneder af mit Ophold i Berlin levedes mere intensivt end jeg plejede at leve. Ikke at der hændte mig større Ting, men det selskabelige Samliv med de Venner, jeg havde vundet, blev fornummet paa en ny og stærkere Maade. Visheden om at alle disse Forhold, der allerede var blevne kære Livsvaner, snart skulde afbrydes for bestandig, gav enhver Sammenkomst med Andre ny Tiltrækning og meddelte den et vist Vemod. Der var et Højtryk over Stemningen, naar jeg de sidste Gange saa Venner hos mig i dette Hus, som om faa Uger, snart om faa Dage, skulde forlades. Smertelig var Adskillelsen fra enkelte Venner som Simson[CCCXXXVII] og Klinger[CCCXXXVIII], fra Familier som Bernsteins[CCCXXXIX], Siemerings[CCCXL] eller Loewes[CCCXLI].
Fra to Sider havde man taget den Beslutning ikke at lade mig rejse uden at sige mig Farvel. Der dannedes da et Udvalg, hvori Loewe[CCCXLII], Kapp[CCCXLIII], Simson[CCCXLIV], Bernstein[CCCXLV], Geiger[CCCXLVI] havde Sæde, og jeg modtog Indbydelse til en Afskedsfest, for mig i Kaiserhofs store Sal. Banketten fandt Sted 1. Februar 1883.
Den refereredes udførligt i de tyske Blade, af hvilke jeg har Vossische Zeitungs, National Zeitungs og Börsen-Couriers Artikler i Behold.
Vossische Zeitungs Artikel begyndte:
En udvalgt Forsamling paa over 100 Personer, Videnskabsmænd, Forfattere, Politikere, Kunstnere, Herrer og Damer henhørende til det gode Selskab, havde i Torsdags Aftes indfundet sig i Kaiserhofs prægtige Sale for at bevidne den bortdragende Georg Brandes[CCCXLVII] sin Deltagelse inden hans Tilbagerejse til hans danske Fædreland. Denne Aften viste klart, |48| hvor stor Anerkendelse Forfatteren Brandes[CCCXLVIII] har erhvervet sig i vor Bys fornemste Krese, og hvor megen personlig Agtelse han som Menneske har forstaaet at skaffe sig. Den vil efterlade et rent og skønt Minde hos alle tilstedeværende ligesom hos Hædersgæsten[CCCXLIX] selv.
Naar Paul Heyse[CCCL] i det smukke Festdigt, han har tilegnet sin Ven, betegnede ham som »den tapre Ridder Georg«, saa tør man sige, at ved den »Hird«, der igaar samledes om ham, manglede ingen Aandens Ridder. Universitetet var repræsenteret af Professorerne Gneist[CCCLI], Scherer[CCCLII], Lazarus[CCCLIII], Steinthal[CCCLIV], Breslau[CCCLV], Geiger[CCCLVI] og Dr. Bernstein[CCCLVII], og flere andre var kun ved et til samme Tid fastsat Møde i Fakultetet forhindrede i at møde. Af Politikere saas Kapp[CCCLVIII], Löwe-Bochum, Munckel[CCCLIX], Alexander Meyer[CCCLX], Max Weigert[CCCLXI]; af Forfattere Spielhagen[CCCLXII], Rodenberg[CCCLXIII], Heinrich Kruse[CCCLXIV], Rudolf[CCCLXV] og Paul Lindau[CCCLXVI], Karl Frenzel[CCCLXVII], Julius Stettenheim[CCCLXVIII], Hans Hopfen[CCCLXIX], Richard Voss[CCCLXX], Stephany[CCCLXXI], Walter Gottheil[CCCLXXII], Karpeles[CCCLXXIII], samt som Gæster fra Wien Karl Emil Franzos[CCCLXXIV] og Michel Klapp[CCCLXXV]; af Kunstnere bl. a. Siemering[CCCLXXVI] og v. Gleichen-Russwurm[CCCLXXVII], Schillers[CCCLXXVIII] Barnebarn. Det maa i Sandhed være store Fortjenester, Hædersgæsten[CCCLXXIX] besidder, naar Hovedstadens bekendteste Mænd i denne Tid, da der lægges saa stærkt Beslag paa dem, glade giver Møde i saa stort Antal for at hædre en slet og ret Privatmand, der hører en liden Nation til.
Der fulgte en i overdrevne Udtryk affattet Fremstilling af hvad jeg havde betydet for Danmark og hvorledes Livet der var blevet gjort mig surt. Artiklen fortsatte:
Da kom han over til os, slog sit Paulun op og slog Rod i vor By. Han blev tysk Forfatter, skrev paa Tysk sine Studier og sit store literaturhistoriske Værk: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur – uden dog et eneste Øjeblik at høre op med tillige at være dansk Forfatter. Tvertimod, hans hele Sjæl hang ved Hjemmet; og naar han nu vender hjem, kaldet af et stort Antal Tilhængere, Meningsfæller og Disciple, saa kommer han som Leder for et Parti, som Hoved for et ungt Skandinavien (...) Han har glimrende bevist, hvorledes en Mand ved sin kritiske Virksomhed kan virke paa den literære Frembringelse ikke blot saaledes, at han fremmer den, men ogsaa saaledes, at han giver den en hel ny Skikkelse, og vi har Lov til at være stolte af, at denne Mand, som han gjorde iforgaars, har kaldt sig en Lærling af den tyske Videnskab.
Det var en af de ypperste Repræsentanter for denne tyske Videnskab, Wilhelm Scherer[CCCLXXX], der udbragte den første Skaal for Hædersgæsten[CCCLXXXI]. Af den, der var nærmest kaldet dertil, af Repræsentanten for tysk Literaturhistorie ved Tysklands første Universitet, blev den danske Literaturhistorikers Betydning fremhævet. Professor Scherer[CCCLXXXII] tog sit Udgangspunkt |49| fra en anden Fest i Kaiserhof, nemlig Afskedsgildet for den amerikanske Gesandt Mr. White[CCCLXXXIII] og mindede om, hvorledes den Gang Berthold Auerbach[CCCLXXXIV] i løftet Stemning havde udtalt begejstrede Ord om de fælles Baand, der knytter Folkene sammen, om den Kæmpeharpe, der er spændt over Verdenshavet til Folkeslagene hinsides Oceanet. Saaledes turde vel ogsaa han, omend i mindre ophøjede Ord, tale om Forbindelsen mellem Tyskland og Danmark, der, skønt ofte afbrudt og sønderreven, dog stedse paany var bleven knyttet, og om hvilken Brandes[CCCLXXXV] personlig stod for os som et Vidnesbyrd. Ligesom engang i dette Aarhundredes Begyndelse Oehlenschläger[CCCLXXXVI] og Baggesen[CCCLXXXVII] havde havt en Part i den tyske Literatur og staaet den nær, saaledes ogsaa nu Brandes[CCCLXXXVIII], og ligesom hine havde modtaget straalende Lys fra den store Sol Goethe[CCCLXXXIX], saaledes turde ogsaa en væsenlig Del af hans Virksomhed føres tilbage til Goethe[CCCXC]. Brandes havde i sin Afhandling Goethe og Danmark, der ikke blot yder Læseren en rig Belæring, men tillige bringer ham i Stemning, anført et Ord af Auerbach[CCCXCI], som denne selv har dannet, nemlig Udtrykket goethemoden. Brandes[CCCXCII] var selv goethemoden, han hørte til den store europæiske Menighed, der samler sig om Tysklands første Digter, og den, der hører hin til, hører ogsaa os til.
Med Scherers[CCCXCIII] Tale var den første af de »fire officielle Skaaler« udbragt, som Dr. Kapp[CCCXCIV], der førte Forsædet ved Gildet, paa sin energiske Maade havde bebudet, og ved hvis Anmeldelse en let Gysen havde gennemfaret Forsamlingen. Men enhver Frygt for en Oversvømmelse af Skaaler blev til intet; det blev virkelig ved de fire foruden Hædersgæstens[CCCXCV] Tale, og de blev alle modtaget med den taknemmeligste Opmærksomhed. Ikke blot Indholdet af hver enkelts Tale, men ogsaa Maaden, hvorpaa den blev foredraget, vakte den mest levende Deltagelse: Scherer[CCCXCVI] talte som den lærde Fagmand, med Ordet fuldstændig i sin Magt og med mange fine enkelte Bemærkninger, Rodenberg[CCCXCVII] med digterisk Patos og skønt formede Billeder, Brandes[CCCXCVIII] paa en elskværdig Maade og i en Tone, som om han personlig henvendte sig til enhver af de tilstedeværende, der fortryllede Alle; Loewe-Bochum med Overbevisningens brede Brysttone, med varm og fyldig Veltalenhed; tilsidst Lazarus[CCCXCIX] med en Filosofs smilende Ro, der dog klart lod den Del, Hjertet havde i hans Udtalelser, komme tilsyne.
Det er umuligt for os at optegne alle disse Taler saaledes som deres indre Værd kunde fortjene det. Vi kan kun antyde, men ikke udførlig gengive, hvorledes Rodenberg[CD] i klare faste Træk tegnede den danske Literaturs Udvikling siden Aarhundredets Begyndelse, hvorledes han opstillede en skøn Sammenligning mellem de Kulturbølger, der strømmer ind over Landet, og Østersøens og Vesterhavets Vover, der snart sprøjter med vældigt Skum over det smalle Land, snart uvillig viger tilbage; hvor|50|ledes Loewe[CDI] rettede Blikket fra Hædersgæsten paa hans unge Venner i Danmark for under glædelig Tilslutning fra Forsamlingens Side at drikke paa deres Velgaaende; hvorledes endelig Lazarus[CDII] skildrede Forfatteren til Moderne Geister selv som en moderne Aand, der viste sine Genstande i elektrisk Belysning og derfor selv med rette stod for os, hans Venner og Tilhængere, i elektrisk Belysning.
Brandes[CDIII] Tale vil staa præget i Alles Erindring som den mindeværdigste og mest individuelle.
Min Tale lød: »Jeg husker tydeligt den Følelse, som greb mig, da jeg for mere end fem Aar siden paa en stille Oktoberaften i en fin Regn for første Gang efter min Ankomst til Berlin gik ned ad Unter den Linden. Butikerne var lukkede og deres Lys slukte. Husene forekom mig alle fremmede og tillukkede, jeg følte mig ret ensom. Da faldt et Ord af en eller anden Romanhelt mig ind: »I denne By har jeg ingen Fjende.« Har jeg end ikke nogen Ven, saa har jeg her dog ingen Fjende, og jeg trak Vejret lettere. Naar jeg nu om et Par Dage forlader Berlin, saa er det med den samme behagelige Følelse af ikke at efterlade nogen Fjende her, en Følelse, som rigtignok kun Den kan have, der har levet stille som Tilskuer og spillet en altfor ringe Rolle til at kunne vække Misundelse eller Fjendskab. Og dog ser jeg nu Berlin med ganske andre Øjne; thi jeg har den smukke Vished, at jeg her har vundet Venner, og at megen Velvilje, uventet og neppe fortjent Velvilje, har mødt mig her. Den By, som var lukket for mig, ligger nu aaben for mine Øjne, og jeg ser mig i Aften til min egen Forundring som Midtpunkt i en venligt sindet og udsøgt Kres, der ledsager min Bortgang med gode Ønsker og vil overtale mig til den Tro, at jeg, der har indtaget saa lidet Rum i denne store og gode By, har efterladt en Tomhed.
Jeg tager ikke Alt, hvad der er blevet sagt i Aften, bogstaveligt; jeg véd, hvad der maa skrives paa Feststemningens og Afskedsstemningens Regning. Hvis jeg var for|51|fængelig – eller rettere, jeg er det naturligvis – men hvis jeg var taabeligt forfængelig, saa vilde saa megen Ros kurere mig. Ikke sandt, De kender alle Voltaires[CDIV] lille henrivende Historie om den forfængelige Irax og hvorledes Kongen helbredte ham for den. Han sendte ham en Overkok med seks Kokke og fire Kammerherrer, en Kapelmester med tolv Sangere og fire og tyve Violinister, gav ham en stor Diner, hvor de fire Kammerherrer holdt smukke Taler til hans Ære, og hvor man til Violin-Ledsagelse sang en Kantate, hvis Omkvæd var:
Efterhaanden følte den forfængelige Irax ikke mere nogen Trang til at høre om sin Betydning.
Latinerne sagde, at det er behageligt ab viro laudato laudari, at roses af en Mand, som prises. Derfor var det mig kært at høre Professor Scherers[CDV] Tale og finde Anerkendelse hos en Mester i mit Fag.
Naar jeg sammenligner den Skole, i hvilken han har udviklet sig, med den, jeg har bag mig, saa føler jeg Forbandelsen ved at tilhøre et lille Folk og paa afgørende Punkter være henvist til Selvopdragelsen med dens Famlen og Fejlgreb. Saa lidet vidste jeg i min tidlige Ungdom om samtidig tysk Videnskab, at jeg nitten Aar gammel brød mit Hoved med Hegels[CDVI] Phänomenologie. Ja, mine Herrer og Damer, hvad der er værre: Jeg har i Weisses[CDVII] Æstetik søgt Næring for min Aand. – Naar jeg spurgte den gamle Professor i min Videnskab om Raad, svarte han: »De véd jo selv meget bedre Besked end jeg.« Saaledes stod jeg isoleret, smægtede efter en Lærer, søgte Kundskaber ad de urimeligste og fjernest liggende Veje. Ved det spændte For|52|hold til Tyskland var Datidens danske Ungdom overhovedet blevet fremmed for Samtidens Europa. Hvis jeg ikke selv som Yngling aandelig havde lidt saa meget under at Broer var afbrudte, vilde jeg neppe som Mand have sporet saa megen Lidenskab for overalt, hvor jeg formaaede det, at slaa Bro, knytte Traade og anlægge Kanaler til at lede aandelige Strømninger ind i mit Fædreland. Jeg gad vide, om der gives noget nulevende Menneske, der har foranlediget, at saa mange Bøger er blevne oversatte fra fremmede Sprog paa Dansk og fra Dansk til fremmede Sprog. Jeg har ogsaa her i Berlin opfattet mit Hverv som en Mæglers mellem Norden og Tyskland, idet jeg har udgivet Bøger og Essays om nordiske Skribenter og taget Del i Udgivelsen af nordiske Skrifter.
Naar jeg nu lige fuldt skilles fra Tyskland, er det fordi denne Mæglerrolle egentlig slet ikke ligger for mit Temperament.
Jeg behøver neppe at sige Dem, hvormeget der fængsler mig i Tyskland. Da jeg i 1872 kom hertil fra Danmark, var det mig som havde jeg ikke alene skiftet Sted, men ogsaa Tid, som kom jeg fra det 19de Aarhundrede ind i det 20de. Mange Anskuelser, der hos os blev betragtede som dumdristige, gjaldt her for maadeholdne. Meget, der i Norden blev anset for revolutionært, var her offenlig Mening. Jeg følte mig til Mode som en udsat og glemt Forpost, der trækker sig tilbage til Hæren. Men en Mand lever fuldt kun dèr, hvor han har Formaal og kan forfølge Formaal. I Tyskland kunde jeg ikke have andet Maal end det uværdige at gøre mit Navn stedse mere bekendt. Men i Norden ligger alle mine Opgaver. I Norden er der en Ungdom, hvis Lærer jeg skal være, en Ungdom, der maaske ikke er saa lærd som den tyske, men som er friskere og mere ungdommelig. Jeg tør ikke spørge mig selv, om jeg |53| har Lyst til at gaa og hvad der venter mig i mit Hjem: jeg maa.
Den, som én Gang har levet med i et stort Lands og en Verdensstads Liv, han finder sig nødvendigvis vanskeligt paany til Rette i et ganske lille Land og i en middelstor By.
Dog det forstaar sig, aandeligt kan jeg ikke skille mig fra Tyskland, om saa blot af den Grund, at Sjælelivet og det politiske Liv i de nordiske Lande nødvendigvis paavirkes dybt af tyske Tilstande. Dersom det staar godt til i Tyskland, dersom de Bedste her er ved godt Mod, dersom her modnes mange nye Tanker, dersom store, gavnlige Omformninger bliver forsøgte og udførte her, saa kommer efter faa Aars Forløb alt dette de smaa Stater i Norden til Gode – og omvendt, sejrer i Tyskland den aandelige og politiske Reaktion, ophidses slette Lidenskaber, hersker Voldsmagt og Forfølgelsessyge, saa sporer vi Virkningen næsten straks. Det maa De vide: de Tider er begravne, da vi i Norden glædede os, naar det gik ilde til i Tyskland, og sørgede over Tysklands Velfærd. Vore Skæbner er nøje knyttede til Deres. Hersker Lyset her, saa bliver hos os Mørket lettere fordrevet; hersker i Tyskland fri og skøn Menneskelighed, saa taber visse Smaafolk i Norden, der gerne vilde trælbinde Aandslivet, Modet. De som vil noget godt, er i alle Folkeslag samfast forbundne.
Derfor tror jeg at tale ikke blot i eget Navn, men i en hel yngre Slægts i Norden, naar jeg udtaler det Ønske: Maatte Tyskland udvikle sig lykkeligt og rigt – og maatte det ikke gøre dem, der kender og vurderer det i Norden, det altfor vanskeligt at tale tysk Væsens og tysk Fremfærds Sag!
Mit Hjerte snører sig sammen i mit Bryst, naar jeg tænker paa, at netop nu, da jeg frivilligt forlader Tyskland, maa Hundreder af danske Borgere som jeg, nordslesvigske Bondesønner, der mente at have en Ret til at bo paa deres |54| Fødejord, ufrivilligt og uden noget Festmaaltid forlade Landet. Jeg vover ikke at udtale mig om Retsspørgsmålet, men Tyskland synes mig stærkt nok til at kunne vise Højmodighed.
Maatte alle den Stærkes og Vældiges Dyder udfolde sig i Tyskland! Meget er jo alt virkeliggjort af det, som de Førmartslige haabede for det tyske Rige. Maatte af deres Fremtidsdrømme ogsaa alt det Ikke-Fantastiske, der endnu ikke er opnaaet, blive en Virkelighed! Maatte der forestaa Tyskland en stor og glorrig Fremtid, rig paa sand Lykke og sand Hæder!«
Paul Heyse[CDVIII] havde skrevet et længere Digt til Festen, hvoraf de to første Strofer lød saaledes:
Aftenen havde en vis Hjertelighed; der næredes oprigtig Velvilje for mig. Blandt de smukke og elegante Damer, der forherligede den, var Digteren Richard Voss’s[CDIX] Frue og Baronesse Senfft-Pilsach[CDX]. Det gaar En underligt, naar man er Genstand for slige Fester, af hvilke jeg efterhaanden har |55| oplevet saare mange. Øjeblikket nærmer En næsten fortroligt til Mænd og Kvinder, der fængsler En stærkt. Saa gaar man fra hverandre og ses aldrig mere i Livet.
Den unge Digter Walter Gottheil[CDXI] som om Aftenen havde sagt mig, at min Artikel om H. C. Andersens[CDXII] Eventyr havde foranlediget ham til at skrive sine Eventyr, havde næste Morgen i Berliner Tageblatt en Feuilleton om Festen og mig.
Kunstnerfestspillenes Digter Julius Lohmeyer[CDXIII], hvis smaa Kaar havde forhindret ham i at være tilstede om Aftenen, sendte mig et Digt, han havde skrevet til min Ære; Klinger, der paa dette Tidspunkt endnu maatte kæmpe med Fattigdom og af samme Grund var bleven borte, forærede mig den hele Række af hans Raderinger Dramer, der alene i Pengeværdi opvejede talrige Adgangskort til Festen.
Jeg gjorde Besøg i Siemerings[CDXIV] Atelier for at studere det kolossale Washington-Mindesmærke til Staten Cincinnati, som blev ham overdraget efter en Konkurrence for alle Europas og Amerikas Kunstnere. Dèr saa jeg da ogsaa det smukke Basrelief i Bronce, han udførte til mig som Afskedsgave fra mine Berliner Venner.
Aftenen d. 4. Februar tilbragte Loewes[CDXV], Dr. Rée[CDXVI] og Frk. Salomé[CDXVII], Simson[CDXVIII] og Klinger[CDXIX] hos mig. Det var en stemningsrig Aften, under hvilken jeg havde en vemodig Følelse ved Tanken om at det var sidste Gang, jeg saa nogen i mit Hus i Berlin. Et Livsafsnit var til Ende.
Anden Dagen derefter rejste jeg til Kjøbenhavn.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
