Levned, 3 (1908)

1.

Ingen, der er vant til at sysle med store Menneskers varige Værker og til at følge vældige historiske Skæbner i deres Udfoldelse, deres drønende Gang eller susende Flugt, kan undlade at fornemme Mishag og Ydmygelse, naar han fra slige Personligheder, Værker og Skæbne vender Blikket til sit eget beskedne Livsværk og sin egen dagligdags Lod. Øjet møder ingen Opdagelse eller Opfindelse af blivende og almen Betydning; Pennen kan ikke berette om noget ualmindeligt Eventyr, saa lidet om Rejser i ukendte Egne som om spændende Begivenheder og dramatiske Omslag.

Alligevel kæmpes der ikke blot for Tilværelsen, men for Ideer i ethvert energisk ført Menneskeliv, der har højere Formaal, og den Dumhed eller den Ondskab, hvorimod der kæmpes, er i forskellig Form til alle Tider den samme.

Ogsaa i det Liv, der ikke føres paa Samfundets Højder, gennemføles Medgang og Modgang, og former dette Liv sig som et Kampliv, saa beriger det med umaadelig, mest smertelig, undertiden dog ogsaa glædelig Menneskekundskab; det sporer Viljen og hærder den, former og udhamrer en Karakter, skærper og forfiner en Intelligens, saaledes at dette Liv efterhaanden med dets Stigen, Synken og fornyede Stigen |2| arter sig som en Lilleverden, hvor man i det mindre møder de samme fremmende og hæmmende Magter, der griber ind i de største Menneskers Livsførelse. Her findes under Arbejdet for Selvhævdelsen et Arbejd for Sandhed, Retfærdighed, Frihed, findes overhovedet saa vel Evner og Kræfter som Anstrengelser og Tildragelser, der trods et saadant Livs mindre Forhold er beslægtede med de indflydelsesrigeste Menneskelivs.

Dersom Læseren vil opholde sig ved den ringe Betydning, mine Oplevelser har havt for Menneskeheden, vil han hurtigt faa nok af mit Levned. Vil han derimod se det Almenmenneskelige saavel i hvad jeg virker som hvad jeg lider, saavel i Arbejdet som i Hændelserne, vil han med andre Ord opfatte det Fortalte sindbilleligt, saa vil han kunne følge de skildrede Forhold uden at stødes ved Forholdsleddenes jævnlige Lidenhed.

  • Næste afsnit: 2.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.