Bergen havde iøvrigt slet ikke Præg af nogen Smaaby. Tvertimod, der gik et stort, frisk Pust igennem den, Verdenshavets, Europas. Den saakaldte Bergenske Lyrik var heller ikke Provinsbyens, men en almentmenneskelig Begejstring. Man traf Individualiteter som den elskværdige og kloge Dr. Wiesner[I], som den ansete og erfarne Læge Dr. Danielssen[II], som Storthingsmanden John Lund[III], som Konsul Grieg[IV], Edvard Griegs[V] Broder, der kunde udfylde deres Plads i store Samfund. Dr. Danielssen[VI], en meget smuk ældre Mand, der havde studeret Spedalskheden og ledet Hospitaler, var med sit videnskabelige og kunstneriske Initiativ Byens levende Skytsaand. Man fik det Indtryk, at han var bleven meget elsket af Kvinderne i sine unge Dage, ligesom han nu i sine ældre Dage blev dyrket af Byens Mænd.
Selskabets ringe Omfang gjorde det jo uundgaaeligt, at man som Gæst i Husene næsten stadigt traf den samme Kres; det kunde virke lidt snurrigt, naar der ved den ene Bordende sad En med hvide Lokker, ved den anden en med sorte Lokker, og disse afvekslende tog Ordet for at holde Taler. Men det maa siges, at Talerne var gode.
Da Salen kostede over tredsindstyve Kroner hver Gang jeg holdt Foredrag i Arbejderforeningens Lokale, var min Indtægt ikke stor. Men et Slutningsforedrag om Bjørnson[VII] indbragte mig mere end alle de øvrige Aftener tilsammen. Æmnet lokkede henved seks hundred Tilhørere, og Bifaldet var heftigt.
|369| Jeg gik med Skib til Kjøbenhavn, tilbragte, mens Skibet laa i Stavanger, paany en Aften hos Alexander Kielland[VIII], og gik ombord Klokken 5 om Morgenen. Sejladsen var uforlignelig, Selskabet blandet. Den første Nat saas kun Himmel, Hav og Fyr. Den danske Kaptejn var et Vrøvl, der hele Dagen sad i Kahytten og spilte Kort istedenfor at passe sine Ting, og som ved Bordet ustanseligt sagde slette Brandere. Skibet blev ledet af Styrmanden Frost[IX], en flink og forstandig Mand, som havde ringe Udsigt til at blive Kaptejn, da den nuværende ikke vilde vige ham Pladsen, og unegtelig kunde blive saare gammel ved det lidet anstrengende Liv, han førte. Saa var der en affekteret sjællandsk Prokurator, som var blevet smittet med norsk Sprog og for ingen Pris sagde andet end Langtifra! og endelig en trods Blikstille stadigt søsyg Dame. Ogsaa i den følgende Juninat saas under fortsat Sejlads kun klar Himmel, roligt Hav og blinkende Fyr.
Der fulgte et Par Dages Ophold i Kjøbenhavn, hvor jeg foruden mine Slægtninge saa Drachmann[X], Schandorph[XI], Skram[XII] og den endnu ivrigt trofaste Secher[XIII]. Man sagde mig fra flere Sider, at min Indflydelse for Øjeblikket var stor i Danmark. Jeg skrev i et Album: Der gives i Ordets Kunst tilsyneladende Virtuoser, hvis egentlige Evne er en Stemmers. De stemmer og bestemmer Aanderne for en Tid.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
