Saa gik jeg ombord og ankom næste Morgen til Bergen, saa tidligt, at Ingen ventede eller hentede mig. Men Bergen er en By, hvor ingen Fremmed faar Lov til ret længe at være ensom. De, der straks tog sig af mig, var Redaktøren af Bergens Tidende, et godt Hoved og en brav Mand, Olaf Lofthus[I], Lægen Dr. Sparre[II], en gammel, varmtfølende, radikal Politiker, og de to udmærkede Brødre, fremragende ved videnskabelig Forskning og lys Forstand, Dr. Claus Hansen[III] og Overlægen Dr. Gerhard Armauer Hansen[IV].
Nær stod mig ogsaa lige straks den Mand, som havde lokket mig til Bergen, Kunstelskeren Johan Bøgh[V].
Man havde givet mig Arbejderforeningens store Sal at tale i. Den var til en Begyndelse langtfra fuld. Der stod ogsaa i Bergen Skræk af mig. Forældrene holdt deres unge Sønner og Døtre hjemme. De, som indfandt sig, sad og ventede paa uhøviske Ytringer om Vorherre eller haanlige Udtalelser om Kristus, som udeblev. Men saa overbeviste var de Troende om, at sligt maatte forekomme, og saa forhippede var de paa at høre det ud af hvad jeg sagde, at da jeg en Dag havde omtalt det gamle Frankrigs saakaldt aristoteliske Lære om de tre Enheder som betydningsløs og |367| forældet, angreb en Kapellan mig næste Dag i Byens konservative Avis som Forhaaner af Treenigheden. – Norge var da i lige saa høj Grad som Danmark et præsteredet Land.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
