Herr von Grüner[I] havde længst trukket sig ud af det politiske Liv. Midt deri stod en anden hidsig Modstander af Bismarck[II], den store Filolog og Historieskriver Theodor Mommsen[III], et Vidunder af Lærdom, ladet med Lidenskab.
|263| Det var just ingen Anbefaling hos ham at være dansk; thi som født Tyskslesviger og oprindelig dansk Undersaat hadede han Danmark. Han kendte alle Landets og Folkets Svagheder, ingen af dets Fortrin. Da jeg i et Selskab blev forestilt for ham som dansk Skribent, sagde han de just ikke smigrende Ord: Sie wissen, wenn man einen Dänen hänseln will, erinnert man ihn nur an seine Litteratur. For ham var Danmarks Literatur dets Skamplet. Og naar man spurgte, hvad han deri agtede saa ringe, svarte han i første Linie: Ingemanns[IV] Romaner. De forekom ham Indbegrebet af barnagtig Latterlighed. Om Grundtvig[V] som Historiker havde han ingen højere Mening end om Ingemann[VI] som Digter. Paa Spørgsmaalet, om han da ikke vurderede Holberg[VII], svarte han: »Aa jo, med Maade, det er Molière[VIII] oversat paa Hollandsk; Holberg minder om ham som Æslet om Hesten.« – Saa bragte han Talen paa de danske Filologer. Jeg fremhævede Madvigs[IX] Soliditet og sikre Skelneevne; men Mommsen[X] havde havt Sammenstød med Madvig[XI] angaaende romerske Antikviteter og kaldte ham med Forbitrelse en tungfodet Spidsborger. »Han er slem«, sagde han, »men Ussing[XII], hans Abe, langt kummerligere og værre.« (En lignende Uvilje imod Madvig traf jeg hos den sindrige Filolog Otto Ribbeck[XIII], Professor i Leipzig, der ofte kom til Berlin. Han var anlagt til fin Forstaaelse af Poesi og indvendte imod Madvig[XIV]: han har aldrig forstaaet nogen Digter).
Den stærke Beundring, jeg nærede for Mommsens[XV] Romerske Historie, bragte mig ikke til at tillægge hans mundtlige Ytringer mere Værd, end de fortjente. Hans Lidenskab løb af med ham, og han beflittede sig ikke paa Upartiskhed, neppe paa Retfærdighed. Kom Talen paa Nationalitet, Humanitet eller Politik, var hans Tale flammende.
Det er bekendt, med hvilken Mangel paa Maadehold han, som Richard Wagner[XVI], i Krigens Tid udtalte sig om det |264| franske Folk. Han bevarede længe derefter Ringeagten for fransk Aand, særligt for Videnskabeligheden i Frankrig. »Der er«, sagde han, »udenfor Paris ikke Glimt af videnskabelig Sans; i den Henseende staar den mindste italienske By over Byer af et Omfang som Lyon eller Bordeaux.«
Men samtidigt afskyede og foragtede han det tyske Fædrelanderi, særligt som det gjorde sig gældende i den Bevægelse mod Jøderne, der netop da blev ophidset og greb om sig. Den begyndte ved Aaret 1879, ni Aar efter den nationale Krig mod Frankrig, som Jødeforfølgelserne i 1819 havde fulgt den nationale Rejsning mod Napoleon i seks Aars Afstand. Begge Gange havde Tyskere af jødisk Troesbekendelse kæmpet i Rækkerne med dem af protestantisk og katolsk Konfession; i den sidste Krig havde endog et Antal af 327 Jøder faaet Jernkorset for udvist Tapperhed. Ikke desmindre appelleredes der nu til Racehadet, og Mommsen[XVII] var den første og ivrigste til Genmæle, dels idet han satte sit Navn under Notablernes Protest, dels idet han udgav et overlegent Indlæg i Sagen.
Mommsen[XVIII] var som bekendt en Tilbeder og Dyrker af Cæsar[XIX]; enhver Modstander af den store Cajus Julius[XX] fik i hans Historie et skrækkeligt Vidnesbyrd. Man kunde da paa Forhaand have troet ham gunstigt stemt mod Bismarck[XXI]. Men han havde ikke for intet allerede i 1857 taget sine Forbehold mod Cæsarismen. Han afskyede Bismarck[XXII] og som Politiker bekæmpede han ham af yderste Evne, saa i ham kun Frihedsfjenden. Han led ikke Gambetta[XXIII] bedre, og besynderligt nok jævnførte han i visse Henseender de to Mænd. »Pas paa deres Omgivelser«, sagde han en Dag til mig, »slige Mænd kan bedst bedømmes efter deres Omgivelser. For Gambettas[XXIV] Vedkommende er det Boheêmen, for Bismarcks[XXV] en endnu værre Sort«.
Det slog mig hos Mommsen[XXVI], som det ogsaa ellers i |265| mit Liv har slaaet mig hos højt ansete Historikere, om end af ringere Rang end han, at de overfor Samtidens Mennesker jævnlig er middelmaadige, undertiden slette Psykologer, undervurderer eller overvurderer, saa det viser sig, at der ganske fattes dem den Sikkerhed i Skønnet, som den literære Kritiker paa sit Felt slet ikke kan undvære. Paafaldende er det dernæst, saa ofte Historikere af Faget overfor deres Samtid hefter sig ved Sladder, tror paa Sladder. Dette gør da undertiden deres Domme om den fjerne Fortids Mennesker mindre tillidvækkende. Dog for Den, som har følt, at den fulde historiske Sandhed er et uopnaaeligt Ideal, gør dette ikke Historieskriverne synderligt mindre tiltalende. Geniale Mænd som Mommsen[XXVII] eller som Michelet[XXVIII] virker, selv naar deres Følelser river dem med, ved den Blanding af Virkelighedsstudium og Fantasi, hvormed de giver store historiske Billeder, der overgaar al fri, saakaldt historisk Digtning.
Den udmærkede gamle Mand, der med sit skarptskaarne Ansigt, sit ildfulde Blik og sit lange hvide Haar saa ud som en Tankens Fyrste, havde en Svaghed, han end ikke i det selskabelige Samkvem formaaede at skjule: Nogle faa Glas Rhinskvin steg ham til Hovedet.
Efter at jeg flere Gange havde set ham omtaaget af Vinen, vovede jeg en Aften, da jeg sad overfor ham ved et Bord og med Uro saa ham stadigt paany række Haanden ud efter Flasken, at spørge ham, om han ikke ønskede noget Vand i sin Vin. Han gjorde hurtigt en afværgende Haandbevægelse og svarede: »Hvortil? Der er jo allerede Vand i selve Vinen«. – Den Aften sad han ikke længe derefter bevidstløs med stive Blikke, og maatte hjælpes ned ad Trappen til en Vogn.
I det samme Aar rejste Mommsen[XXIX] sig en Formiddag i Rigsdagen og holdt en saa forvirret Tale, at hans politiske |266| Venner omringede ham og stræbte at overdøve hans Ord, mens de sendte Bud til Stenograferne med Bøn til dem om ikke at referere hvad disse ligefuldt kunde opsnappe. Stenograferne fulgte Vinket af Respekt for den store Mand.
Naar Mommsen[XXX] ikke lang Tid derefter kom til at stikke sit kostbare Bibliotek i Brand, saa der i Tyskland maatte aabnes en Subskription for at erstatte den nationale Historiker de tabte Bogskatte, har rimeligvis ogsaa ved den Lejlighed hans ulykkelige Svaghed gjort sig gældende og været Ildløsens Aarsag.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
