Paa det Tidspunkt, da jeg ankom til Berlin, stod Eduard Lasker paa sin Anseelses Højde. Han havde været en af Stifterne for det nationalliberale Parti og var nu dets anerkendte Fører. Hans Retsind, hans Kundskabsrigdom, hans overordentlige Arbejdskraft og hans Slagfærdighed i det parlamentariske Ordskifte havde grundlagt hans Stilling. Som |261| udmærket Jurist havde han havt en Hovedlod i det nye Riges organisatoriske Love, i Justitslovene osv. i den Tid, da det nationalliberale Parti arbejdede Haand i Haand med Bismarck[I]. Han havde bevist personlig og parlamentarisk Uforfærdethed, da han i 1873 angreb de saakaldte Gründer-Svindlerier og særligt den mægtige Geheimeraad Wagner for den Del, han havde i dem. Selv var han en fattig Mand, renhændet, renlivet, tilfreds med at virke for sine Ideers Sejr.
Hans politiske Stilling ændredes fra den Dag (8. Marts 1878), da Bismarck[II] faldt over ham, fordi han talte for en vis Selvstændighed hos den projekterede Vicekansler. Jeg traf Lasker[III] i Selskab den samme Dags Aften; han var oprørt over den Maade, hvorpaa Bismarck[IV] havde overfuset ham, men kendte Kansleren godt nok til at vide, denne havde sine Stemninger saaledes i sin Magt, at han ikke gav dem Luft, uden han havde en dybere Hensigt dermed. Hensigten var, som det snart blev klart, at skille sig af med de Nationalliberale; men hvad Lasker[V] ikke forstod, var, at Bismarck[VI] altid havde hadet ham, selv da han modtog hans Bistand og brugte hans Indflydelse, hadet ham med Adelsmandens Had til Opkomlingen, Junkerens til Jøden, Despotens til den Liberale og Virkelighedsmandens til den Doktrinære. Hvor dybt dette Had gik, viste sig skarpest ved Laskers[VII] Død i 1883, da Bismarck[VIII] vægrede sig ved at modtage en ham til Forelæggelse for Rigsdagen tilsendt Condolence-Resolution fra Repræsentanternes Hus i Washington.
Den opvoksende tyske Ungdom holdt ikke af Lasker[IX]. Han var for den det nationale Frisinds sidste Patetiker; Modernisterne blandt den sagde, de led ikke Schiller[X], fordi han havde skabt Marquis Posa, og ikke Posa, fordi Lasker[XI] nedstammede fra ham. – I Selskabslivet kunde Lasker være lærerig, men han var ikke underholdende; det faldt ham ikke |262| ind at han kunde kede; han talte i en Dagligstue som i Rigsdagen, og fremstillede for Damer politiske og sociale Fagspørgsmaal, for hvilke disse nøjedes med høfligt at hykle Interesse.
Athene var ham huld; men han havde aldrig bragt Chariterne noget Offer.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
