Jeg nævnte som ivrig Modstander af Bismarck[I] efter dennes økonomiske Omslag Ludwig Bamberger.
Bamberger[II] var en tapper, virksom Natur. Da han for sin Deltagelse i Oprørsbevægelsen 1848 maatte forlade sit Fædreland, 25 Aar gammel, levede han først i Schweiz, England og Nederlandene, derpaa i Paris, hvor han blev i tretten Aar som Leder af en stor Bankforretning. Det lange Ophold i Frankrig fra hans tredivte til hans fyrretyvende Aar blev bestemmende for hans Aandsudvikling. Han var en af de spirituelleste Mænd, man kunde høre eller læse. Der gaves faa saa skarpe og saa underholdende tyske Skribenter og Talere. Ogsaa i Selskabslivet var han tiltrækkende; hans Vid var urbant, formfuldt; han kedede aldrig.
Da han 1866 efter Amnestiens Udstedelse vendte tilbage til Tyskland, valgte hans Fødeby Mainz ham først ind i Toldparlamentet, saa ind i den tyske Rigsdag, hvor han straks blev en af Førerne for det nationalliberale Parti; senere traadte han ud deraf for at gaa stedse længere til venstre. Han var Tysklands ivrigste Frihandelsmand, og som saadan kæmpede han hele sit Liv igennem mod Konservative og Socialister. Alt som i den senere Tid Katedersocialismen bredte sig mere og mere, fik han flere og flere videnskabelige Modstandere.
|258| De, som er sagkyndige i disse Spørgsmaal, maa afgøre hans Arbejders videnskabelige Værdi. Jeg kan kun aflægge Vidnesbyrd om hans utvivlsomme personlige Overlegenhed. Grim var han, forsaavidt hans lange magre Skikkelse og det uregelrette Ansigt med det rødlige Skæg manglede tiltalende Linjer og Forhold; men det aandfulde Udtryk bødede derpaa. Han var en Gentleman og en Verdensmand, altid iagttagende god Sæd og Skik, indsigtsfuld, rolig, vittig, en Menneskekender, der vurderede alle fortræffelige Mennesker og uden Sindsbevægelse foragtede de ynkelige af hele sit Hjerte.
Da han i 1899 døde, havde han overlevet sine bedste Venner, baade dem, han holdt mest af, og dem, der havde knyttet sig stærkest til ham. Digteren Moritz Hartmann[III], hans Ungdoms nære Ven, mistede han tidligt. Han havde været revolutionær som Bamberger[IV] dengang og derefter været en politisk Satiriker af høj Rang.*
Det er alt berørt, hvor højt Bamberger[V] satte Friedrich Kapp[VI], og hvor nær han stod ham. Som Forfatter formaaede han at overføre mere af sit egentligste Væsen i sine Skrifter, end Kapp var i Stand til. I saa varm Beundring, at den ikke kunde nøjes med mindre end næsten daglig Omgang, havde den fine Skribent, Heinrich Homberger, sluttet sig til ham. Homberger[VII] kendte Datidens Italien som ingen Anden; hans italienske Noveller var af en Ægthed, som forbløffede. Han var en kold og misfornøjet Iagttager af Aandslivets Udvikling i Tyskland, mer end nogen paa sin Post mod Fædrelanderi, lærerig i Samtale, om han end vel meget spillede paa én Streng. Til Bamberger[VIII] drog ham dennes Formfuldendthed. Nær forbunden med Bamberger[IX] var videre Karl Hillebrandt, Tysklands ypperste Kritiker, der under sin |259| Forvisning havde levet i Frankrig ligesom han og der som han var en Verdensborger, tilmed i Stand til at skrive i fire Sprog.* Den Mand, der daglig nævntes sammen med Bamberger, hans Ven og Partifælle Lasker[X], var hans jævnbyrdige som Karakter; men Bamberger[XI] var Lasker[XII] overlegen som Aand, i Stand til indirekte Meddelelse, hvad Lasker[XIII] med sin Aristides-Holdning ikke var.Bamberger[XIV] var sine Venner en paalidelig Støtte, i det Hele en gennemtrofast Natur. Hvor stort han saa, viser følgende lille Træk. En af hans kæreste Venner, der døde formueløs, efterlod sig en Søn, hvis Formynder Bamberger[XV] var. Den unge Mand, der senere har lagt fremragende Dygtighed for Dagen, udviklede sig til ivrig Socialist og spærrede sig Universitetsbanen i Østerrig derved. Bamberger[XVI] udsatte uopfordret en høj, aarlig Rente for ham. Det unge Menneske nød den nogle Aar, men gav saa Afkald paa den, da det stred mod hans Overbevisning at modtage en aarlig Sum af en Mand, der stadigt bekæmpede Anskuelser, han delte. Ved Bambergers[XVII] Død viste det sig, at han havde testamenteret Ynglingen en betydelig Sum. Forholdet gør Formynder og Myndling lige megen Ære.
Bambergers[XVIII] Stilling til Bismarck[XIX] var interessant. Med sit psykologiske Blik saa han før sine Meningsfæller, hvad Bismarck[XX] som Statsmand betydede, og irriteret ved Franskmændenes taabelige Domme om ham udgav han 1868 paa Fransk sin Bog Monsieur de Bismarck[XXI], en Bog, for hvilken Bismarck[XXII], som han selv i en af sine Taler sagde, havde Grund til at være ham taknemmelig. Den røber et Skarpsyn, der gør det muligt at læse den endnu den Dag idag.
Som Taler i Rigsdagen blev Bamberger efter 1878 Bismarcks[XXIII] haardnakkede Modstander først og fremmest paa |260| det økonomiske Omraade, men dernæst ogsaa paa Kolonialpolitikens, idet han modsatte sig de første, spæde Forsøg paa Erhvervelsen af oversøiske Egne, hvormed Bismarck[XXIV] indvarslede det tyske Riges senere Udvidelse udenfor Europa.
Da jeg en Dag i Kraft af en vis Mistillid til Udbyttet af parlamentarisk Virksomhed spøgende spurgte Bamberger[XXV], om han mente, nogensinde ved nogen af sine Hundreder af Rigsdagstaler at have faaet en Stemme til at falde anderledes, end den ellers vilde være falden, svarede han efter et Øjebliks Betænkning: »Jeg troer: en eneste Gang, da jeg 1880 angreb Bismarck[XXVI] i Samoasagen. Jeg vidste, som der staar i Wilhelm Tell: Durch diese hohle Gasse muss er kommen, og havde skaffet mig et udtømmende Materiale om de fallerede Forretninger paa Samoa, der vilde understøttes ved Overtagelsen af Øerne. Dèr tror jeg nok, at jeg fik en tre, fire Rigsdagsmænd til at stemme anderledes, end de havde besluttet, og dèr slog jeg Bismarck[XXVII].«
Hvilken Skæbnens Ironi, at dette var det eneste Resultat af Bambergers[XXVIII] parlamentariske Veltalenhed, han selv troede at kunne paa vise som sikkert; thi rimeligvis vilde Tyskland senere have givet meget for, at Bismarck[XXIX] den Gang havde slaaet Bamberger[XXX]. Senere blev det kun Riget vanskeligere og dyrere at faa fast Fod paa Samoa.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
