Neppe havde jeg forladt Kristiania, før Teologerne arbejdede med at udslette Indtrykket af min Optræden. Den teologiske Professor F. Petersen[I] begyndte ikke en Maaned efter min Bortrejse en Række Modforedrag om Søren Kierkegaard[II] i Universitetets Festivitetssal. De aabnedes med et mægtigt Angreb paa mine Forelæsninger, der havde været vildledende istedenfor vejledende. Samtidigt skrev Pastor I. B. Heuch[III], Lærer ved det praktisk-teologiske Seminarium, snart derefter Biskop og som saadan højtanset, i det af ham udgivne Organ Luthersk Ugeskrift en lang Artikelrække imod mig, der senere blev omarbejdet og samlet til en Bog.
Den drejede sig udelukkende om min Afstamning og vilde udførligt hævde, at den antikristelige Strømning i den nyere Tid væsenligt var af jødisk Oprindelse og næredes af jødiske Kilder. Alt hvad han gjorde gældende mod mig var, som i Regelen Modstandernes Indfald, hentet fra mine egne Skrifter og kluntet anvendt paa mig. Saaledes tog han min Karakteristik af Ferdinand Lassalles[IV] Ungdomsvæsen som en Blanding af Frækhed, Dumdristighed og Uforfærdethed, og forsøgte at stemple mit eget saa bundforskellige Væsen med den. Men jo mere kluntet han var, des mere behagede han Klodsmajorernes Horde. Mig tillagde det enfoldige, saa gudhengivne Uhyre Kristushad, som havde til Grund dels den Undertrykkelse, der var blevet øvet mod Jøderne i Kristendommens Navn, dels den jødiske Religion, som bragte Jøderne til i Kristus at se en Oprører mod Fædrenes Over|216|leveringer. Da ved et Tilfælde netop da Jules Simon[V] var Førsteminister i Frankrig og Lord Beaconsfield[VI] Førsteminister i England – begge af jødisk Æt – lod der sig fable en Del om det truende jødiske Verdensherredømme og den Fare, hvori Kristenheden befandt sig, nu da jeg uværdige – som desværre var langt fra Ministerstillingen – ogsaa var kommet til. Biskop Heuch[VII] blev jo ikke den eneste Teolog, der tillagde mig Kristushad, men han var den første. Intet skulde ogsaa synes at ligge naturligere for en Præstemand overfor en Fritænker. Alligevel tilstaar jeg, det altid har forekommet mig forbausende, at saadan en norsk Grosserersøn fra Kragerø, der jævnt avancerende opnaaede først Ornatets Silkemave, saa dets Fløjelsdito, end ikke et Øjeblik kom i Tvivl, om ikke jeg – trods alle mine Ufuldkommenheder, som han jo kendte bedre end nogen – fysisk og aandeligt var nærmere i Slægt med Jesus end han.
Interessant og betegnende i Flyveskriftet var bogstavelig Intet. Men yderst betegnende var den nordiske Presses dybt anerkendende, ja begejstrede Holdning. Topsøe[VIII] bebrejdede saaledes den danske Gejstlighed, at Den, der ønskede at se mig tilgavns bekæmpet, var nødsaget til at rette Blikket mod Norge. Hvorpaa forskellige Gejstlige, deriblandt Frederik Nielsen[IX], nødtes til selv at drage deres Angrebsskrifter i Erindring, som ellers var glemte.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
