Jeg stod nu i München for første Gang udenfor hans Dør. Hans sekstenaarige Datter lukkede op: Dr. Heyse[I] ist nicht zu sprechen; hun tog saa mit Kort og udraabte: Für Sie freilich!
Heyse[II] var apollonisk smuk, havde baade Værdighed og Ynde, et dejligt Haar, bleg Lød, store blaa, blege, men lysende Øjne. Der var noget nervøs anstrengt over ham. – Vor første Samtale varede seks Timer, og da jeg sagde Farvel, udbrød Heyse[III]: »Med Dem kunde jeg tale i hundrede Aar«. – Vi havde i den Grad talt hinanden efter Munden, at jeg, især paa Grund af det nyligt Oplevede hos Hettner[IV], et Øjeblik fik det Indtryk: Alle fornuftige Mennesker paa Jorden er i Grunden enige og kun det meget Vrøvl, der siges om dem af Pakket, fremkalder Skinnet af en tilsyneladende Uenighed.
Grundlaget til vort Venskab lagdes i denne Sommer 1873, da Heyse[V] stadigt søgte mig paa mit Hotel og indførte mig i sin Kres, medens jeg paa det kongelige Bibliotek i München flittigt studerede til min Bog Reaktionen i Frankrig. Men i det følgende Aar opfordrede han mig stadigt til at vende tilbage. Han havde bygget sig et smukt Hus i Louisenstrasse, tæt op ad den store offentlige Have. Der ventede et Værelse paa mig midt i det Grønne, hvor Fuglene udenfor Vinduerne holdt godt Naboskab. Og i 1874 tilbragte jeg da to Gange en Maanedstid som Gæst i Heyses[VI] Hus og lærte ham selv og hans Venner endnu nøjere at kende. Da vi det Aar skiltes, forekom vort Samliv ham kun som Smörgåsbordet hos Svenskerne, hvorefter først det egentlige Maaltid skal finde Sted, og virkelig varede vor fortrolige Brevveksling en fuld Snes Aar.
Vore Naturer var dog højst forskelligartede, men netop |130| derpaa beroede vel den gensidige Tiltrækning. Naar jeg under vort Samliv fremkom med de mange kritiske Indvendinger, jeg havde paa Hjerte, angaaende Heyses[VII] Fremstillingsmaade og personlige Stil, indrømmede han mig mangt og meget, som han ikke kunde ændre uden at gøre Vold paa sin Natur, men forsvarede sig paa andre Punkter med overlegen Dygtighed.
Undertiden kunde det falde mig ind at spille Mérimée[VIII] ud imod ham; thi endnu paa dette Tidspunkt overvurderede jeg ikke lidet dennes forbeholdne Kunst. Heyse[IX] svarte da: Man maa gøre sig Rede for, paa hvilket Publikum Forfatteren har tænkt og for hvem han har skrevet, om for en Samfundsklasse som de fleste Franskmænd eller for en selskabelig Kres af Verdensmænd og Verdensdamer som Mérimée[X] eller for sig selv og sin Genius som en Shelley[XI] eller Hölderlin[XII]. Man kan jo desuden skrive for et helt Folk, for et Koteri, for sin Elskede, for en Flok fortrolige Venner.
Heyse[XIII] hævdede, at medens Mérimée[XIV] skrev for Verdensmænd, skrev han selv i Grunden alene for sig selv. Han var gennemtrængt af den Overbevisning, at kun i sine store Instinkter var Massen bevæget af noget Guddommeligt; alt Kunstnerisk var blot for de Faa. Hans eget Publikum var mere og mere smeltet sammen. Hans unge Svoger, Maleren Johannes Kugler[XV], var den af hans Læsere, som havde det fineste Blik; men han led af en uhelbredelig, kvalfuld Sygdom. I Begyndelsen af December 1873 forsøgte han en Nat at gøre Ende paa sine uudholdelige Lidelser. Da det syntes, som vilde han ikke mere vaagne af Opiumssøvnen, drak hans Moder, der kun havde levet for ham, den Gift, han havde levnet i Flasken. Hun fandt Døden, men han vaagnede op paany og til Bevidstheden om at have voldet sin Moders Død. Otte Dage levede han endnu i frygtelig Sjælekval, og i den Tid gjorde han fire mislykkede Selvmords|131|forsøg. Kærlige Venner bragte det Offer at lægge Alt til Rette for ham til det femte Forsøg, der lykkedes ham. Heyse[XVI], der var det nærmeste Vidne til disse Rædsler, og der ikke mere i München havde nogen daglig Omgang af jævnbyrdig Art, følte sig mere og mere drevet tilbage til sig selv. Han arbejdede, som man iøvrigt altid bør arbejde, med Skyklapper for Øjnene, for ikke at adspredes.
Under disse Omstændigheder var det, at min kritiske Opfattelses Føletraade efter Heyses eget Udtryk naaede ind til hans Hjerte. Han havde fundet den Kritiker, der i det Store og Hele forstod ham, og han værgede for sit Væsen mod det Krav til Ufølsomhed, jeg i min Afsky for det Blødsødne stillede til ham som Digter.
Han sagde: »Om Mérimée[XVII] som Digter gælder ikke Goethes[XVIII] Ord:
Den, der er ene med sin Genius, føler det ikke som en Nedværdigelse at udtale sine Følelser for Mængden.«
»Det er sandt, at naar Jean Paul[XIX] græder med sine Helte og Heltinder, vender den moderne Læser sig med Uvilje bort. Men naar Goethe[XX] i Valgslægtskaberne udbryder: »Jammervoller brachten kaum jemals in solcher Nähe Liebende eine Nacht zu«, saa er vi ham taknemmelige for, at han lod sig overmande af Følelsen. – Byron[XXI] var visselig ikke følevorn, og han har dog fremstilt Haydee ganske anderledes blødt og ømt end Homer[XXII] Nausikaa. Hvorfor skulde Kunstneren give Afkald paa den Tiltrækning, som et stort Menneskes lidenskabeligt bevægede Sjæleflamme udøver paa Blikket!«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
