Levned, 2 (1907)

|126| 4.

Jeg rejste tilbage til München for at tilbringe nogen Tid i Paul Heyses^[I] Selskab.

Hans Roman Kinder der Welt, der først udkom i Feuilleton til Spenersche Zeitung, havde fængslet mig saa stærkt, at den førte os sammen. Siden Oktober 1872 havde vi staaet i levende Brevveksling. Heyse, der med usvigelig Sikkerhed lod sig lede af sit Naturel, havde langsomt udviklet sig fra det Følelsesfulde, næsten Kvindelige, til det Faste og Mandige og fra altfor stærk Pietet til det Mod, der bekender en ilde hørt Overbevisning. Skønt mer end fyrretyveaarig havde han bevaret en ganske ungdommelig Modtagelighed for andre Mænds Væsen og Tanker. En Plads var netop da tom i hans Indre, da han lige havde mistet sin bedste Ven, en Sjæl af Guld og en sand Poet, Hermann Kurz^[II]. Det faldt i min Lod at tiltræde Arven efter ham. Forholdet mellem Paul Heyse^[III] og mig blev snart inderligt og besegledes ved det fortrolige Du, skønt Heyse^[IV] var tolv Aar ældre end jeg.

Han skrev til mig: »Af alt, hvad Frugtbringende mine Stjerner har skænket mig, takker jeg dem mest for min aldrig borttørrende Evne til Venskab og min lidenskabelige Trang dertil, som trods Alt, hvad der er blevet mig ranet, bevarer mig mod at forarmes. Ved din første Tilnærmelse fornam jeg hint hemmelighedsfulde Slag paa Døren til mit Inderste, som jeg ellers kun har oplevet, naar en ny Forelskelse meldte sig. Langt udover enhver Interesse for dit aandelige Arbejd har alt Menneskeligt i dig draget mig til dig, og denne stille Naturmagt er fra da af kun blevet stedse stærkere befæstet.«

Som adskillige Mænd udvikles gennem en Rækkefølge af Forbindelser med Kvinder, af hvem de lærer mindst lige |127| saa meget som de bringer dem, saaledes gives der Mænd, til hvis Udvikling det hører, at deres Aand en Tid lang indgaar Ægteskab med en anden Mands Aand. Her finder da en gensidig Befrugtning Sted. Paa denne Maade er ikke sjældent min personlige Udvikling foregaaet.

Forrige afsnit: 3
Næste afsnit: 5.