9.

I Berlin, hvor jeg tilbragte det meste af et Par Maaneder, fandt jeg til min Overraskelse mit Navn saa udbredt og vel anset, at ikke faa Huse straks aabnede sig for mig.

Til min Glæde erfor jeg, at den Maade, jeg behandlede Literaturhistorien paa, tiltalte de finest Dannede i Tyskland. Hvor jeg kom, kendte man mig ikke blot af Navn, og da jeg saa langt yngre ud end mine tredive Aar, fik jeg ikke sjældent det Spørgsmaal, om jeg maaske var en Søn af min berømte Navne. Næsten alle de Skribenter og Politikere jeg traf, og ikke faa fremragende Kvinder som Fanny Lewald, sagde mig de artigste Ting for Oprindelighed i Tanker og Friskhed i Stil, og den Yndest, der saaledes mødte mig, steg fra Aar til Aar, ikke blot i Nordtyskland, men særligt i Baiern og Württemberg, saa jeg i de følgende Aar i München atter og atter traf Mænd, der ønskede mit Bekendtskab, fordi de først havde stiftet Bekendtskab med mine Skrifter. Jævnligt sagde man mig, hvad der stod i Paul Heyses^[I]Paul Heyse (1830-1914): tysk forfatter. Fik nobelprisen i 1910. første Brev til mig: Vi har intet Lignende i Tyskland.

|116| Det Indtryk, jeg her modtog af det nye tyske Rige, som den sejrrige Krig havde skabt det, og af det tyske Samfund, saavidt det lod sig bedømme efter det Udsnit, jeg havde for Øje, var stærkt og forblev af Betydning for mig.

Paavirkningen føltes saa meget heftigere, som jeg var pansret med Fordomme overfor Tyskheden, Fordomme i flere Lag.

Til den gamle Uvilje, jeg som dansk fra Barndommen havde næret, var senere kommet Sorgen over Tysklands Triumf, og efter Opholdet i Italien et formeligt Had til Tyskheden som skønhedsforladt og smagløs. For mig stod det nye Rige som den europæiske Reaktions faste Borg. Den nyoprettede Kejsertrone var for mig et sammentømret Fortidssæde fra Historiens Pulterkammer, frisk opmalt med ædelt Blod, og hvad der havde besteget Tronen, var Middelalderen, »Drot over alle Mørkets Riger«, som jeg havde udtrykt det i et Vers. De officielle Krigsdepeschers Blanding af Sejrsglæde og Gudsfrygt havde givet mig det Indtryk, at det nye Tyskland var forhyklet eller dumfromt; paa alle Grænseomraader i Vest, i Nord og i Øst hævdede det sig jo kun som Voldsherredømme.

Der forestod mig en stor Overraskelse. I de Krese af det Berlinske Selskab, hvor jeg blev indført, raadede en Aand, som var mindst en Menneskealder forud for Aanden i Kjøbenhavn. Tonen var fri uden at være uharmonisk; en Dannelse, der paa en Gang var høj og grundig, stemplede Samtalerne og muliggjorde et livfuldt og yderst lærerigt Samkvem. Dygtigheden var ofte imponerende hos disse Mænd og Kvinder i denne Stad med den rivende Fremgang, og deres Kundskabsfylde virkede betagende, naar man kom fra en By som Kjøbenhavn, hvor det usle Indhold af et Par usle Aviser afgav Samtalestoffet. Man var her kommet sammen fra de forskelligste Punkter i det nye Rige, eller fra Østerrig eller |117| fra Schweiz. Emigranterne fra 1848, den tyske Frihedskamps Ofre, var vendte hjem efter et tyveaarigt Ophold i de nordamerikanske Fristater og bragte et Pust fra fjerne Lande og Forhold med sig. Hjemmefødnings-Væsenet i Kjøbenhavn tog sig i Sammenligning med Alsindet i Berlin dobbelt sørgeligt ud. Og med den Indbildning, at der i Danmark fandtes mere Frihed end i Prøjsen, blev der hos mig til Gavns ryddet op.

Hvad Aandsfriheden angik, der af nærliggende Grunde laa mig mest paa Sinde, var overhovedet slet ingen Sammenligning mulig. Den Forskningens Frihed, for hvis Anerkendelse jeg kæmpede i Danmark, var i dette Samfund gennemført, en Sag, paa hvilken der ikke spildtes Ord. Jeg kom sammen med Hundreder af Mennesker, tilhørende forskellige Livsstillinger og politiske Retninger, men traf saa at sige aldrig Nogen, hverken Mand eller Kvinde, der havde noget Forhold til positiv Religion. Dette Land var mer end noget andet Fritænkerlandet. Universitetsprofessorer og Studenter, Købmænd og Politikere, Skribenter og Redaktører, Adelsmænd og højfornemme Damer, Diplomater og Officerer, ældre Fruer, unge Koner og Piger, alle betragtede de den Teologi, i hvilken den danske Almenhed levede og aandede, som et Stykke Middelalder, de ikke blot havde bag sig, men for hvilket de havde tabt Interessen. Og lige saa lidt spildte de Ord paa deres Fritænkeri.