Mit andet længere Ophold i Udlandet havde varet et Aar. Det Fjerdingaar, jeg indtil Højsommeren 1871 endnu tilbragte i Italien, var et af de rigeste, jeg har oplevet. Neppe en Dag var uden Udbytte af blivende Art, og neppe en er gaaet mig af Minde. Jeg levede først og fremmest gennem Synet, svælgede i Øjenlyst ved Skuet af Naturen, af Mennesker, af en Kunst, som svarede til denne Natur og til det Menneskeliv, der i Fortiden var levet i den. Jeg forøgede daglig min Kundskabs Sum, lærte nydende og nød det at lære. Den aandelige Næring, jeg optog i mig, var den, hvorefter jeg havde smægtet, og at det var den, hvortil jeg trængte, beviste den Lidenskab, hvormed jeg tilegnede mig den. Min Synskres udvidedes, idet jeg følte mig løftet til aandelige Højder, hvorpaa jeg ikke hidtil havde staaet. Min Livsglæde blussede op, idet jeg uafbrudt fornam, hvilken Rigdom af Skønhed den italienske Renæssance havde udbredt over de velsignede Egne, hvori den havde vokset sig stor og stærk. Det personlige Indtryk af sydlandsk Liv og sydlandsk Følemaade, sammenlignet med Nordens, røbede mig med stedse stigende Klarhed det blot Betingede i Grundsætninger, som i Norden gjaldt for uomtvistelige. De nye |2| Indtryk fremkaldte nye Stemninger og Følelser, og disse et Væld af nye Tanker, der bekræftede hvad dristige og oppositionelle Forestillinger jeg før min Rejse havde undfanget og næret.
Flere Gange senere i mit Liv har jeg havt Tidsrum, hvor jeg fornam en Indvinding af nye Egne, f. Eks. da jeg lærte det Tyskland, som fremgik af den store Krig, at kende, eller da jeg trængte ind i de slaviske Folkeslags Verden; men disse store Berigelser kan ikke sammenlignes med denne. Her følte jeg ikke med blot Interesse, at et Omraade blev levende Virkelighed for mig, som før kun havde været et kortlagt Omrids eller maaske endog været urigtigt kortlagt. Her elskede jeg, elskede indtil Sværmeri Landskaberne, Byerne, de historiske Mindesmærker, Oldtidens, Middelalderens og Renæssancens Frembringelser, endelig selve Menneskeracen. Det Ypperste her vakte ikke blot min Beundring, men stemte med mit Temperament.
Den første Brug, jeg gjorde af min genvundne Sundhed, var den noget uforsigtige at foretage en Fodtur i Sabinerbjergene med min unge franske Ven Georges Noufflard[I]. Den staar for mig som en af de ikke ret mange solbestraalede Uger i mit Liv. Bjerglandskabernes i høj Grad afvekslende Poesi, Klostret i Subiaco med de Minder om den hellige Benedict[II], der knytter sig dertil, den lidenskabelige Madonnadyrkelse i Genazzano, Befolkningernes barnlige og aabne, undertiden kloge Væsen, deres politiske Forestillinger og Fordomme, Villa d’Estes Kæmpecypresser og Tivolis Sibyllatempel ved de vidunderlige Vandfald, endelig det daglige Samliv fra Morgen til Aften med en Kammerat, hvis |3| Personlighed behagede mig og hvis Samtaler altid satte Tanker i Bevægelse – dette blev til en Soluge, uforglemmelig.*
Endnu nogen Tid tilbragte jeg i Rom og dens Omegn. Trods mit lange Ophold i Byen havde jeg paa Grund af Sygdom kun set lidet tilgavns. Mindst tilfredsstillende var jo Levningerne af Oldtidens Rom. Naar jeg af Canina’s[III] fortrinlige Værk Roma antica fik det fulde Indtryk af Stadens overvældende Pragt, af disse Templer og Paladser, hobede imod hinanden i én uhyre Straaleglans af Marmor, saa var det tomt og stemte det vemodigt, at af alt dette var kun nogle sønderbrudte Rester tilbage. Forestillede man sig, hvad Forum Romanum engang var og holdt op derimod hvad det i vore Dage er, saa var det som sammenlignede man et prægtigt Fyrværkeri med det forkullede Stativ, der staar tilbage Dagen efter, eller som skulde man danne sig et Begreb om en dejlig Kvindes Skønhed efter et Skinneben og et Par Ryghvirvler, der fandtes i hendes Grav.
Af den mægtigste Personlighed i Pius den Niendes[IV] Rom saa jeg et Glimt. I Stanzerne kom en Dag en aldrende Prælat med et grimt, udtryksfuldt Ansigt gaaende. Han bar Kardinalernes røde Strømper. Hvem var det? Antonelli[V]. Paafaldende var den store, grimacerende Mund og de tindrende Øjne, der lyste, som traadte de ud af Hovedet paa ham. Han ledsagede flere Damer og talte til dem paa en indsmigrende Maade, præsteligt galant som en Hofmand fra det 18. Aarhundrede. En Dame kom til, trykkede hans Haand til sine Læber og kastede sig i det samme paa Knæ. Han løftede hende i Vejret som en sand Verdensmand. |4.| Denne Pavetidens mest forhadte Reaktionære[VI], der sagdes at have beriget enhver af sine Slægtninge med Millioner, var styg, svagelig og trods sin Hofmandsholdning kejtet. Saare forskelligt fra ham maa den Søn af ham have taget sig ud, om hvem Marie Basjkirtzev[VII] fortæller.
En god Del saa jeg til de yngre Mænd, der var fuldt optagne af aandeligt at opdyrke Rom og oppløje den under Pave- og Præstevælden tilstenede Jord. Der var enkelte iblandt dem, som havde Mod, Veltalenhed og Evnen til at elektrisere uden at virke febrilsk. Blandt dem tiltalte min Ven Giuseppe Saredo[VIII] mig stadig mest. Det var lærerigt at høre juridiske Forelæsninger af ham ved Universitetet i Rom. Naar han havde endt sit Foredrag, gav han Tilhørerne Ordet frit, og da fulgte et levende, men ordnet Ordskifte. De unge Studerende modsagde hans Synsmaader eller overhovedet hans Lærdomme, søgte at forsvare forskelligartede Anskuelser, angreb desuden hinanden. Nogle talte barnligt, andre godt. Tilsidst sammenfattede Saredo[IX] alt det Udtalte, forsvarede sig, gendrev, og afrundede det Hele.
Med Hensyn til Opfattelsen af Folkelivet var det lærerigt at overvære de Skuespil, der gaves under aaben Himmel.
Paa Augusts[X] Mausoleum spilledes f. Eks. Stiffelius ovvero il nuovo Luttero di Germania af E. Souvestre[XI]. Den nye Luther[xii], der gaves med lang hørgul Paryk og Kanonstøvler, viste sig at være en almindelig uheldig Ægtemand. En skændig Læge ved Navn Raffaello[xiii] beslutter at forføre den nye Luthers[xiv] Hustru, der er utaalmodig over, at hendes Husbond er mere sysselsat med sin Forfattervirksomhed end med hende. Han lader da den nye Luther[xv] fængsle for hans Frisind. Dèr fik Præsterne den, og Tilhørerne spidsede Øren. Fruens Fader, en Major, der spiltes med et Skæg og en Uniform som de prøjsiske Jernbanekonduktørers, aner Uraad og vil være paa sin Post. Elskeren kommer imidlertid og |5| sniger sig ind i Damens Sovekammer. De romerske Tøse fnisede rundt om i Parterret, Mændene sagde Oh! og kastede Sideblik omkring sig. Fruen kommer, tænder sit Lys, siger: »Det er sent, man maa i Seng« og gaar ind i sit Kammer. Tilskuerne ventede aandeløse; men der hørtes fra Scenen intet Skrig. De romerske Tøse stak da i at grine af fuld Hals, og Mændene saa sig triumferende om. Nogle sagde: »Hun finder sig i det«, andre: »Lyset gik ud«. Tom Scene. Den prøjsiske Major, ogsaa han med høje Støvler, kommer ind med et Lys og en Pistol; han vil forsvare sin Datters Ære med Skydevaaben. Uheldigvis véd den Tapre ikke af, at Ransmanden allerede er paa Pladsen. En tyk Matrone med fire Fingerringe paa hver Finger, der sad ved Siden af mig, raabte: Matto, det er udlagt Fæ! Majoren sætter sig med Pistolen i Haanden udenfor Kammerdøren, som for at Ingen skal forstyrre de lykkelige. Tæppet gaar ned, og Publikum jubler i vilden Sky. — I tredie Akt kommer vor Ven Luther frigivet tilbage. Hans Kone græder, tuder, hyler og fortæller ham, at han er — noksagt. Hun kravler i længere Tid frem og tilbage paa sine Knæ og tigger om Forladelse. Romerne raabte: Basta! Basta! og den nye Luther havde vist gerne tilgivet hende; men han turde jo ikke gaa ud af sin Rolle: Akten endte med, at han løftede Haanden imod hende og blev staaende med skrævende Ben i Tableau. Tæppet vilde ikke falde. Han stod bestandig. Endelig fik man Snorene redede fra hverandre, og Tilskuerne gik, just som Solen gik ned.
Saa tidt en saadan Forestillings Replikskifte blev overdøvet af Kirkeklokkernes Slag, undlod Tilhørerne ikke at udtømme sig i Forbandelser over Gejstligheden, der gjorde alt dette Spektakel og forstyrrede enhver Fornøjelse.
Ingen By stod dengang i kunstnerisk Henseende lavere end selve dette Rom, hvis kunstneriske Fortid var saa stor |6| og af hvis Paavirkning man ventede sig saa meget. De indfødte Romeres Maler- og Billedhuggerkunst kunde slet ikke regnes med; de Fremmede havde, alt efter deres nationale Forudsætninger, noget mere Evne. Men selve Luften i Rom virkede ugunstigt paa deres Ejendommelighed. De danske Malere lærte intet her og malte tilsammen spidsborgerligt. Der var ingen Fremfærd i dem, ingen nye Formaal. Det, de mindst tillod sig, var et Lune, og aldrig kom der fra dem noget Overraskende. Eller forsøgte de derpaa og vilde de frigøre sig for den altbeherskende Idyl, saa sprællede det Hele. Mange af dem trykkedes ogsaa som Kunstnere af deres Armod. En af dem havde den Plan at male den alderstegne Michelangelo[XVI], der efter Sagnet tilsidst, da hans Syn svigtede ham, lod sine Hænder glide over den farnesiske Herkules's Torso. Men Maleren opgav det, da Kostymet var ham for dyrt. »Hvor kan jeg købe Bukser til Michelangelo[XVII], naar jeg ikke har Raad til at købe Bukser til Vilhelm Jensen!«
En meget betegnende nordisk Ejendommelighed var denne:
Saa tidt jeg i hine Dage med ungdommelig Heftighed i Anledning af et Stridsspørgsmaal udtalte min Grundanskuelse, indlod Danske, Nordmænd, Svenske eller Finner sig aldrig paa Drøftelse af den, men indskrænkede sig ufravigeligt til den Paastand, at jeg selv vilde ende med at antage den stik modsatte Mening og forfægte den, enten naar jeg fik Embede, eller naar jeg engang gik hen og giftede mig, eller blot naar jeg blev fyrretyve Aar. Enhver lidt ualmindelig Tanke syntes dem Udslag af den blotte Uerfarenhed; men for mig stod det, hvad jeg ogsaa ærligt plumpede ud med, som om Karakterernes Usselhed i de nordiske Lande nu havde antaget saadanne Former, at det Udsagn: »Jeg vil ikke gøre dette eller hint, ikke finde mig i dette eller hint« |7| var tilstrækkeligt til at de Tilstedeværende hobevis antog Ytringen for Mundsvejr. Uden Overdrivelse kan jeg sige, at Ordet Jeg vil ikke, anvendt paa Fremtiden, i hele Kresen betragtedes som en Art Praleri, en Rodomontade. Saavidt var vi komne. Og der holder vi maaske endnu.
Jeg tog en Dag til Nemi og opsøgte de Klipper, hvor jeg, sidst jeg var der, havde ligget. Men Egnen var allerede helt forandret. Man havde fældet Træerne rundt om dem, og de nedhuggede Stammer laa i Dynger. Stedet var neppe til at kende igen, og der var intet blaat Slør at finde. Jeg forstod, at det var Livets Gang: alle Træer skulde hugges, alle blaa Slør og alle blaa Fugle flyve.
Jeg kørte forbi Albanersøen til Frascati. Idet jeg sammenlignede disse smaa Bjergsøer, Albano’s eller Nemi’s, med Sverigs, med Vettern f. Eks., set fra Jönköping, forstod jeg ret Arten af disse Egnes Skønhed. Ingen masseagtige Skove, ingen skarpe eller spidse Klipper, ingen Skjulthed og intet Vildskab; men den fuldstændige Begrænsning, som var en Følge af at Søerne fyldte to gamle mægtige Kratere, og de mest harmoniske Linjer i Overensstemmelse med en Vegetation, der skønt et Sollands var mere formfuld end yppig.
I Frascati vakte især det store Jesuiterkollegium min Opmærksomhed. Fyrst Borghese[XVIII] havde uden Vederlag overladt Jesuiterne sit Palads til Skole. Det var en Glæde at beskue det majestætiske Kloster, bygget af selve Bramante[XIX]. Hvor mange Skoler i Verden havde et saadant Lokale.
Der var netop Concert. Jesuiterne, der forstaar den sjældne Kunst at gøre sig elskede af deres Elever, knyttede til enhver Læretime en Fornøjelse, og sørgede endnu ivrigere for Adspredelserne end for Undervisningen, der iøvrigt var |8| god. Saaledes anordnede de Komedier og Concerter, ja endog af og til en Turnering paa smukke Heste i Slotsgaarden, en Begivenhed, der var fremstillet paa talrige Fotografier. Derfor blev de som Lærere aldrig forhadte eller kedsommelige, hvad der iøvrigt løber ud paa Et; thi en kedsommelig Lærer ender vist altid med at blive forhadt.
Her i dette lykkelige Klima slog det mig, at den engelske Glæde ved the home var klimatisk bestemt, en Kulde- og Regnvejrs-Glæde. Vistnok havde allerede Romeren kæmpet for Altar og Arne; men han, som største Delen af Dagen var udendørs, kunde ikke have Følelsen og Dyrkelsen af Hjemmet som Kastel. Man gjorde i Norden en overordentlig Dyd af denne Sans for Hjemmet, som var en pur Regnvejrsnødvendighed. Englænderen maatte nødvendigvis sige: Hvilken Glæde at have et Sted, hvor jeg kan lukke mig inde, have kunstig Varme og drikke varm The eller Spiritus! Var det ikke en fuldt saa naturlig Glæde at vide, man en stor Del af Aaret kunde ligge under aaben Himmel uden at fryse og uden at fylde sig med Whisky? Ligefuldt maatte jeg naturligvis drille min Rejsefælle med Nordens Fortrin og lade ham høre at Franskmændene end ikke havde et Ord for Hjemmet. Georges Noufflard[XX] svarte mig leende og letsindigt: »Ifald Franskmanden ikke har et chez soi, saa har han altid et chez elle, og af to gode Ting foretrækker jeg den sidste.«
Det slog mig at Ordet Værelse paa Dansk kommer af at være; saa nøje var Begrebet Hus knyttet til Begrebet Eksistens; det samme Ord varelse betydede paa Svensk et Væsen. Ligeledes betydede paa Tysk Kvindeværelse (Frauenzimmer) en Kvinde. Mærkeligt var det, at vi ikke paa Dansk kaldte en Mand for et Karlekammer.
Klimaet forklarede en Mængde Ejendommeligheder. Saaledes Mangelen paa Undseelse. Hvor Børn gik nøgne og |9| Voksne halvnøgne, hvor saa at sige ingen Legemsdel skjultes, var ikke blot falsk Skam, men megen ægte Undseelse umulig. Klimaet udslettede Modsætningen mellem Jomfruelighed og Kønsbevidsthed. Det udslettede desuden den skarpe Forskel mellem fattig og rig. Rig vilde i første Linje sige varm (ved Føde eller ved Klæder); fattig vilde sige kold. En Dreng, der altid havde løbet om i bar Skjorte eller i en Stump Skjorte og to Lapper, der forestillede Bukser, følte sig ingenlunde fattig. Disse Børn straalede af Sundhed, deres brungule Hud glinsede, deres Lemmer var stærke og runde. Malerne priste dem som Modeller, mens man ikke kunde opdrive en Model blandt fattige Børn i Kjøbenhavn; de var alle for magre.
En Verden føjede sig for mig til en Verden, da jeg lærte Neapel at kende efter Rom. Jeg opdagede nu ogsaa mit indre Neapel efter at have gjort Rundrejsen gennem mit indre Rom.
Allerede Neapels Campagna stak af mod Roms; denne øde, alvorlig, streng og stolt; Neapels rig, nydelig; dens Former legende; dens Jord frugtbar. Vinrankerne hang yndefuldt mellem høje Popler, snart i Guirlander, snart dannende Firkanter med liggende Kors som naar Børn udspænder Seglgarn mellem deres Fingre. En ung, lidt koket Neapolitanerinde i Jernbanevognen forberedte mig ved sin elskværdige Pludren og ved sin skelmske Livfuldhed paa Syditalienernes Væsen i Modsætning til hvad jeg kendte af nord- og mellemitaliensk. Saa skimtedes Omridsene af Vesuvs Kæmpekrop, og snart saa jeg fra Sante Lucia, hvor jeg var taget ind, ud over det store, den Dag graalige Hav med heftig Bølgegang, indfattet af Golfens buede Linjer, Havet og atter Havet i det uendelige uden Horisont. Rom syntes |10| i Sammenligning med Neapel stille som en Provinsstad. Og jeg led godt den moderne Bys Pragt efter den antike Hovedstads Ro. Det forekom mig i første Øjeblik som var jeg hjemme i Danmark. Saa ens er Havet; saa stærkt virkede Blæsten derudefra paa alle mine Organer. En Bys Grundkarakter bestemmes jo af, om den ligger ved Havet eller ikke, og dette var den første italienske Søstad, jeg saa. Men da jeg gik ned til Havnen, helt ud paa Moloen, stod fortabt i Skuet og saa mindedes Broen ved St. Annæ Plads i Kjøbenhavn, udbrød jeg: Herregud! at jeg kunde forveksle!
Henad Aften viste der sig et rødt Genskin paa Himlen fra Lavaen, der flød ned ad Vesuv. Solen sank og belyste den hvide Røg, der slog op fra Vulkanens Krater. Den blev blegrød, Vesuv blegrød, Himlens Skyer blegrøde, og Golfen laa snart i et blegrødt Skær. Selv Capri rødmede i det Fjerne.
Jeg spiste nede ved Stranden i en Restaurant, der kun førte Sødyr (gli frutti di mare), nemlig talrige Sorter Fisk, Languster og Hummer, ti Arter Østers, oftest ikke større end en Negl, de velsmagende Calamaia (Blæksprutter), Snegle, røde, hvide, gule Muslinger og de store, piggede Søstjerner. Jeg levede af Havet som et Urmenneske fra Køkkenmøddingtiden.
Imens iagttog jeg Livet omkring mig. Det var her i Neapel, at danske Malere fandt deres idylliske Æmner: det var paa denne Santa Lucia, at en af dem havde følt sig beaandet til at male et Billede af Familielivet, hustruelig Ømhed og Faderglæde! Var der noget i Verden, hvorom dette Liv mindre vakte Forestillingen? Kun naar man havde en dansk Dagligstue i sin ene Øjekrog og et dansk Børnekammer i den anden, maatte man male dette ogsaa her.
I Rom var Ungdommen pavefjendtlig og franskfjendtlig, da den saa længe havde lidt under Præstevældens Tryk og Franskmændenes Fremmedherredømme over Byen. I Neapel |11| gik den videre, var fjendtlig sindet ogsaa mod det ny konstitutionelle Monarki, attraaede fortsat Revolution og derigennem Republik. Universitetsbygningen var bedækket med Indskrifter: Vive la Commune! Vive la république sociale! Morte a Vittorio! Evviva Mazzini e Garibaldi!
Her gik man aandeligt straks til den yderste Yderlighed; men med Alvoren, som laa bagved, var det ringe bevendt.
Det Træk der slog mig mest, som kom hertil fra Rom, var Befolkningens skrigende Stemmer, Mangelen paa Værdighed i Optræden, Fryden ved Larm og Støj, heftig Bevægelse og Hast.
Lod i San Carlo-Teatret en Sanger eller Sangerinde en uren Tone undslippe sig, nøjedes Publikum ikke med Hyssen; fra Tilskuerpladsen lød Hu—hu—hu, en formelig Hundetuden. Naar i Sorrento Agerdyrkerne var ved deres Arbejde, genlød hele Egnen af deres Hyl. De havde for Skik at tude uafladelig som vilde Dyr eller som indespærrede Hunde. Det skete undertiden efter en vis Takt; En sagde ganske kort som i Recitativ nogle Ord, hvorpaa de andre hylede som vanvittige tre, fire Minutter igennem. Saaledes ogsaa, naar de om Aftenen gik fra Arbejd. De elskede i den Grad Skrig og Skraal, at det var dem en Lindring at tude. Saaledes knaldede alle neapolitanske Kuske uafbrudt med deres Piske, saasnart de saa en Fremmed. Af Kærlighed til Støj raabte de Handlende langt mer end nødvendigt med deres Varer, og Befolkningen fejrede en højtidelig Fest som Juleaften med at brænde Troldkærlinger, Raketter, engelske Pistoler og Sværmere af fra hver anden Brosten, mens større Fyrværkerier Natten igennem steg fra Byens Tage.
Mennesketypen var saare forskellig fra Roms. Intet i den var monumentalt. Pigernes Legemsbygning var fin, svag, ofte henrivende; man saa Skønheder, ved hvis Komme man |12| mindedes Udtrykket: Gratierne legede i hendes Smil. Den skønneste Type var den rene græske, som genkaldte disse Egnes oprindeligt græske Befolkning.
I Rom var de unge Kvinder oftere smukke end nydelige; de var skabte som Statuer; deres Skønhed var rolig. I Neapel var Figuren mindre plastisk og mere elegant, Midien smallere, Mimiken ubehersket. Men alle Pigebørnene bandt deres Tørklæder om Hovedet med en utrolig Ynde.
Stilen i Neapels unge Mænd var undertiden indtagende, i de unge Kvinder smægtende, bedaarende, aldrig streng. I Neapel var der saa at sige ingen unge Piger. Selv de trettenaars Pigebørn var smaa Kvinder. Nogle nærmede sig den mauriske Type, Læberne var lidt vel fyldige, om end fuldendte i deres Form; fra klare, tindrende, fløjelsbrune Øjne lyste to Flammer. Legemet var lille, men bevægede sig i smidige Bugter.
Dog ved Siden af disse Skikkelser forekom alleslags platte og grimme Typer, en, man kunde kalde den hvide Negertype, der havde Negerkarakter i Haar, Læber, Alt undtagen Farven, en anden, man kunde benævne Kartoffel-næsetypen, og saare mange Aasyn af Typen Canaille.
Moralsk svarede Befolkningen altfor hyppigt til den sidste Benævnelse. Ikke sjældent kom det Udbrud paa Ens Læber: Hvor Neapel vilde være smuk uden Neapolitanerne !
En Gang gik Georges Noufflard[XXI] og jeg ind i en Bagerbutik og spiste noget Brød. Da vi spurgte om Betalingen og hørte Svaret, saa vi paa hinanden: det var første Gang i mange Uger, man ikke forsøgte at snyde os. En Fører i Sorrento, der blev spurgt, hvoraf han levede om Sommeren, svarte uden Sky: »Herre, om Vinteren er jeg Fører, om Sommeren er jeg Ruffer.«
Glad blev man overrasket, naar man engang imellem i |13| den lavere Befolkning traf paa Skikkelighed eller Finhed; men det var næsten altid udenfor Byen. En Fisker, der satte os over til Bajæ, var hæderlig, fin, klog, skelmsk, morsomt gestikulerende. For at vise, man talte godt om hans Familie i Egnen, rakte han Tungen ud og smækkede paa den. En lignende Gestus gjorde ogsaa Romerinder af Folket, naar de vilde sige: Rygte, i Betydning af Renommée.
Etsteds i en Restaurant en halv Mil fra Neapel opvartedes man af Værtens to indtagende Døtre, af hvilke den yngste havde lige græsk Næse, Haarets sorteblaa Reflekser og en Ynde, der rødmede ved hvert Ord, man henvendte til hende. Et Træk af hende rørte. Da Moderen en Dag vilde forelægge os en opskruet Regning, følte Pigebarnet sig ilde tilpas, lagde hurtigt sit Sytøj, gjorde et frugtesløst Forsøg paa at nedstemme Regningen, og forlod Værelset, da det mislykkedes. Vi nedpruttede imidlertid koldblodigt Summen til mindre end det halve, skrev selv en ny Regning, tvang Værtsfolket til at nøjes med den, og forærede saa den smukke unge Pige alle Pengene, vi havde sparet.
Overhænget, Plageriet om Almisse og Køb morede de Par første Dage, men bragte derefter Blodet i Kog. De fleste simple Neapolitanere gjorde Grimacer, saa de syntes at staa mellem Mennesket og Aben.
Folkedialekten var styg. Jeg hørte den i det lille Teater San Carlino. Man gik ned i en Kælder og fandt et maadelig stort Rum i laset Tilstand. Neapel var Lasernes som Lazzaronernes Hjem. Laser hang her fra Stoleryggene. Sufflørens Ærmer hang i lutter Laser. Man spilte en Polichinel-Komedie, kaldet Prøven paa Rigoletto. Spillet var daarligt, men livligt, Stykket Vaas, fuldt af flove Brandere som arrosto for arresto. En Sanglærer i Stykket var fra Toscana og talte toskansk Dialekt, der i Neapel var højkomisk. Alle lo, naar han sagde chravallo for cavallo. En |14| andens Komik beroede paa, at han var Franskmand og udbrød: C'est grand bon, beaucoup bon. — Naar han sagde Oui, vakte det overordentlig Moro, og man udbrød: C’est grand bon, beaucoup bon. – Naar han sagde Oui, vakte det overordentlig Moro, og man gjentog med mange Fagter: Mi, Mi!
Præsternes Prædikener svarede i folkelig Kunst til Skuespillene. Mange var veltalende, og de voldsomme Haandbevægelser, de benyttede, virkede fortræffeligt. En kraftig, mørk, svedende Præst prædikede paa Kristi Himmelfartsdag over Teksten: Hvorfor staar I her saa ledige? »Saaledes siger ogsaa jeg, der ikke er Engel af Natur, men mere end Engel ved min Sendelse« (Sandt at sige lignede han ikke en Engel af Natur): »Hør Stormen tude, hør Lucifers Rasen, se alle Kirkens Fjender, hvor de tumler sig (come agiscono). Hvorfor staar I ledige? Aldrig har Tiderne været saa fæle. Gører gode Gerninger, øver Kærlighed for at beskæmme og besejre disse Satans Børn!«
En anden Præst i San Paolo Maggiore, en mager, hysterisk Skabning med fortrukket Ansigt, der ikke nøjedes med at gestikulere, men sprællede som Djævelen i et Vievandskar, gik op og ned langs hele Korets Længde med udbredte Arme som under Kramper, talte i lutter Udraab: O Maria, o vergine, tu sei bella come la luna, lieta come il sole, terribile come il fulgore osv. og blev efter at have skiftet Klæder for Alteret og have uddelt Sakramentet, omringet og bestormet af en Masse Kvinder, mest i Trediverne; han krammede deres Hænder, og deres Ansigter skinnede af Fornøjelse.
Imidlertid tog denne Befolkning sig ypperligt ud ved sine Fester, især ved de landlige, saaledes ved den for Madonna del Arco, der er kendt fra Leopold Roberts[XXII] Maleri, hvor Vognen holder med de forspændte Oxer paa Tilbagevejen fra den.
Over hver Vogn var udspændt et stort Stykke grovt Lærred i en Halvbue. Selve Vognen var en lang Karre |15| som Bryggervognene i Norden. Mændene sad foran i Solen ved Hestene i flere Rækker, som de kunde bedst, Kvinderne overfor hinanden som i en Char-à-banc, under Sejlet. Solen var hvidglødende, Sandet fygende; de røde, gule og hvide Dragter sprudede Lys og Farve. Paa Vejen skreg man, slog paa Tromme og sang. Nogle Smaapiger dansede til Castagnetternes Slag en henrivende Tarantel. Den ophørte, saaledes udført, at være Bondedans. Helt yndefuldt var det, naar Pigebørnene vendte Ryg til hinanden under Runddans. Og trindtom i de dybe Porte paa begge Sider af Vejen dansedes Tarantellen, mens Æslerne kom travende, og Smaabørn laa og sov i Kurvene langs Æslernes Flanker. Alle Firbenede, Heste som Æsler, alle voksne Mennesker og Børn var pyntede med røde Fjær, Sølvfjær og kunstige Blomster, og i denne Sol glimrede det kunstige Sølv som Ædelstene. De ældres Dragter var mest af Silke, højrøde med Guld; i Reglen var Dragten af purpurfarvet Silke med gult eller lysegrønt Forklæde. Mange Kvinder gik ikke, men dansede Tarantellen hen ad Vejen, mens andre slog Tamburin og sang nogle dumme Melodier, der lignede de østerlandske.
Leopold Robert[XXIII] har i Syditalien set Lidet og har kun svagt gengivet hvad han saa. Stikkene efter ham, der er saa udbredte, er meget at foretrække for Malerierne, hvis Farver er ganske uden Liv. I en Egn, hvor Farven er endnu mere betydende end Linjen, og hvor Alt opløser sig i Farve-Indtryk af blændende Art, har han villet binde Bevægelsen, binde selve Livet i nogle regelrette og smukke Linjer. Hans Italien er da ikke sandt, eller rettere, det svarer kun til et vist Skjønhedsideal i hans Hjerne, hvortil han fandt nogle Motiver i Neapel. Men hvad kan han for, at dette Ideal var lidt magert og fattigt! Stakkels Robert[XXIV]; han skød sig af ulykkelig Kærlighed til en Prinsesse[XXV]. Havde han været |16| mere malerisk udrustet som Kunstner, havde han maaske ikke skudt sig. Han havde Blik for Stillingernes Skønhed. Jeg saa en ung Mand læne sig til en Vogn nøjagtigt i den Stilling som den Yngling paa hans Billed, der læner sig til Bøflerne.
Tilbage fra Festen foer alle de pyntede Vogne med deres skrigende, castagnet- og tamburinslaaende Befolkning i vildeste Firspring. Det var Folkeskik. Mange Hjul knustes; Mændene pidskede vildt paa Hestene, Kvinderne rejste sig som besatte og ruskede i Kusken, naar en anden Vogn truede med at komme forbi. Flere hundredtusind Mennesker stod i Neapel ventende ved Havnen og i de nærliggende Gader for at se Toget fare forbi.
Det var under uafbrudt Henrykkelse, at jeg i Museet og i Pompeii studerede denne Befolknings fjerne Forfædre i deres Kunst, eller rettere, jeg stræbte her paa Italiens Grund at komme det gamle Hellas’ Aand saa nær som muligt gennem de Spor, den har sat sig i Oldtidens syditalienske Bygninger, Husgeraad, Malerier og Billedstøtter.
Jeg vidste vel, at der var et Stykke Vej fra Pompeiis og Herculanums Levninger til Athen. Hvad vilde vel en gammel Romer have sagt, hvis han saa min Ekstase? Han vilde have sagt: Du beundrer disse Bagateller, dette Pompeii, en Provinsby og Villaby! Hvad vilde du da fornemme, ifald du kunde opgrave Rom, Verdensbyen, der var Et og Alt, Rom, hvor Verdens Skatte bragtes sammen! Og hvad vilde saa en gammel Græker have sagt, dersom ved et Trylleslag Oldtidens Rom blev til for mine Øjne? Han vilde sagt: Hvordan? Du beundrer dette Rom, Forfaldstidens Hovedstad, Rom, der aldrig har forstaaet Kunstens |17| Væsen, men laant og efterlignet og stjaalet fra os. Hvad vilde du da fornemme, ifald Athen blev til for dine Øjne, Feidias’s[XXVI], Platons[XXVII] og Perikles’s[XXVIII] Athen!
Men lige fuldt: Aanden fra Hellas slog mig i Møde her. Og jeg elskede ingen anden Kunst som den græske. Det forekom mig, som var Oldtidens Grækere det eneste Folk, der var kommet helt naturligt til Kunst. Største Delen af det Moderne var kun Efterligning af denne gamle Kunst, og lignede den tilmed ikke.
Det græske Folk syntes mig mere og mere det eneste, der forstod Livet, snart naivt, snart dybsindigt, snart tungsindigt, men altid uden Dumhed og Grimhed, og altid positivt. Hvad forstod Jøderne? At sige: Du maa ikke – den kolde, fattige, negative Formel.
Og jeg fortabte mig i Skuet af Malerierne fra Pompeii: Theseus kommer, dræber Minotaurus, og de unge Piger, Ynglingene omringer ham og kysser hans Hænder: Heltemod, Taknemmelighed, Befrielsens Glæde. – Eller den unge Mand sidder paa sin Seng og venter med en fyldt Pokal i sin Haand. De unge Kvinder klæder Bruden af. Han lægger Armen om hendes Liv, Haanden paa hendes Bryst; deres Læber mødes: Ungdom, Livsnydelse og festlig Indvielse af et Samliv. – Intet Forbud, ingen Skræmsel. Ingen Fristelse, ingen Slange. Intet Syndefald og intet Billedhad. Men Musernes Dans paa Helikon, og Gratier med Blomster om Haaret og tunge Aks i dejlige Hænder.
Skønheden var disse Mennesker en Trang, en dyb Livsfornødenhed. De kunde saa lidet undvære den som Mad og Drikke. De var, levede og aandede i Skønhed, i Omgivelser, der var prægede snart af Dejlighed, snart af Ynde. Hver Enkelthed i hvert Stykke Bohave var individualiseret, intet fabriksmæssigt gentaget. Der fandtes neppe to Ting i Neapel-Museets umaadelige Samlinger som var hinanden lig. |18| Den personlige Opfindelse havde her udført Alt hvad i vore Dage gøres af Maskiner. Aldrig havde Grækerne forstaaet Ordet Nytte som modsat Skønhed eller forskelligt fra Skønhed. Aldrig var to Ting sammenloddede eller sammenføjede plumpt og livløst. En Fugl, en Genius, en Sfinks rakte Armen ud og forenede dem. Man kunde intet gratiøsere se end de antike Vægtskaale, og selve Vægten var ikke en Klump, men et Broncehoved, snart en leende Satyr, snart et smilende Barn, snart en straalende Afrodite.
Hvor naturligt at man tilbad hende, knælede for disse skønne Former! Hvilken Fornøjelse havde det ikke været at ofre til hende! Nutildags var i Neapel vor Frue paaklædt, i Oldtiden nøgen, men meget betegnende havde man ikke heller i Renæssancen taalt Tanken paa den skønne Forms Ødelæggelse ved Fødsler, og Madonna afbildedes som Jomfru.
Af alle Afrodite-Fremstillinger i Neapel beundrede jeg den i Neros[XXIX] gyldne Hus fundne Kallipygos mest. Urimeligt var det, at den havde faaet et tvivlsomt Ry. Den var i Et og Alt et ædelt Kunstværk uden det ringeste uhøviske i Aand og Behandlingsmaade. Det vilde gaa op for Enhver, naar Hovedet som var paasat, moderne og sødladent, blot blev slaaet af.
Det pinte mig grueligt, at næsten alle Thorvaldsens[XXX] Motiver fandtes her i Museet. I min Uvidenhed havde jeg troet ham langt anderledes oprindelig end han viste sig at være. Her fandtes Originalerne til det aller meste af hans Kunst fra Amorinsælgersken til Gratierne og den triumferende Eros.
Dog i min beskedne Egenskab af Skribent følte jeg selv mig ikke mindre end han som Lærling, naar jeg gik om i Pompeiis Huse. Ingen Væg syntes mig i Skønhed at kunne lignes ved en saadan bleg ensfarvet Væg, med en Ramme, hvis ynde|19|fulde Elegance henrev Øjet, og med en enkelt Figur i Midten. Den syntes at raabe: Det Skønne er simpelt. Og jeg sagde til mig selv: Kunde jeg komme saavidt i kunstnerisk Indsigt og Smag som disse simple Haandværkere, der bares oppe af en Tidsalder og en Overlevering, saa kunde jeg allerede nu skrive noget, der virkelig var godt. Naar jeg saa paa en saadan Væg og tænkte paa mine egne Skrifter, stod de for mig som Ruskomsnusk. Ja, disse Vægge var stumme Vidner til min literære Anger og mine literære Forsætter, der snart dannede en Brolægning som det gamle Pompeiis, bestaaende af store faste Sten. Ogsaa disse Lavasten havde engang været glødende, før de blev haarde og kolde.
Jeg elskede Grækerne for deres Filosofi, som var Verdensvisdom og Levevisdom. Den lærte dem paa én Gang at leve og at tænke. Jeg stræbte at forestille mig hvad Sokrates[XXXI] havde talt med Aspasia[XXXII] om, og den græske Visdom syntes mig at bestaa af to Dele, først af hvad Sokrates[XXXIII] lærte Aspasia[XXXIV], saa af hvad Aspasia[XXXV] lærte Sokrates[XXXVI] til Gengæld.
Smerteligt følte jeg mig i disse Omgivelser som smittet med nordisk Plumphed. Oppe i Norden havde man behandlet mig som halvvejs fremmed, halvvejs Sydlænding. Hernede, hvor jeg gjaldt for blond og altid af de Indfødte kaldtes blond, undrede jeg mig over at have hjemme i et Land, hvor Folk af min Lød kaldtes mørke. Og af mine franske Rejsefæller, som kendte min Afstamning, betragtedes jeg i Grunden saa udelukkende som Nordbo, at de jævnlig følte Uoverensstemmelsen. Under det daglige Samliv med dem mærkede jeg, i hvor høj Grad det nordiske Klima havde gjort mig til Barbar. Stadigt undrede de sig over, at jeg spiste pirrende Kryderier som Peber og Senep til min Mad, gerne drak stærk Vin, yndede anstrengende Spadseren og Svømning, holdt af voldsomme Sindsbevægelser som af ørkesløse Drømmerier – hvad altsammen for dem var nordisk Smag, |20| hvormed de mente: grov. Kaminens milde Varme, sagde de, er Nordboerne for svag. Det at kunne taale Drik er Nordboerne en Æressag. Selv fornam jeg, hvor Opfattelsen af Livet som Kamp, som Slid og Slæb, som et Arbejde og en Opgave, var nordisk og hvorledes ogsaa den havde et Anstrøg af Barbari.
Det var de Dage, da Kommunen i Paris laa i sine sidste Trækninger. Kun med halv Forstaaelse, men med heftig Sorg fulgte mine Rejsefæller og jeg Begivenhederne i Frankrig. Tidt, naar vi sad ved Bordet i Villa Reale ved Havet, og Aftenbladet Il Pungolo kom med Dagens Telegrammer, rakte Georges Noufflard[XXXVII] mig Bladet og bad mig læse højt; han vovede ikke selv at kaste Blikket derpaa. Og jeg læste da Efterretningerne om Myrderierne i Paris og om Byens Ødelæggelse ved Granater og Ildebrand, mens Taarerne dryppede ned paa mine Hænder; jeg var ung nok til endnu at kunne græde.
Fra først af saa det i Bladene ud, som om ikke blot Tuilerierne, men Louvre med alle Kunstskattene var tilintetgjort. Og der var Dage, hvor jeg uafladeligt sagde til mig selv: Er det muligt, at Mona Lisa er brændt, at Venus fra Milo ikke eksisterer mere?
Det var jo imidlertid ikke vanskeligt, bag den oprørende Vildskab, der fra begge Sider udfoldedes, at skimte nye Tanker. Da Vendômesøjlen blev nedrevet, følte jeg det som en Skændsel for Frankrig, men fornam samtidigt noget Stort deri: Fredsrepublikens Tanke hævet over Folkeforfængelighedens Nationalhæder. Det var da det franske Folks Ulykke, at det tænkte altfor abstrakt og følte altfor idealt, saa det vilde kuldkaste Fortidens Arv til Bedste for Menneskehedens Fremtid. Eng|21|lændere og Tyskere havde let ved at trække paa Skuldren; de plagedes ikke af denne ædle Feber; Tyskerne genoprettede i Stedet Middelalderens Kejserdømme; de forstandige Englændere ændrede en lille Toldlov, naar den trykkede dem, og lod saa længe som muligt Overleveringen uanfægtet.
Paa det danske Konsulat følte man anderledes: En af de yngre Embedsmænd sagde om Parises Ødelæggelse: »Det er jo godt, hvad kommer det os ved! Blot man vilde jævne den By med Jorden!« – Jeg priste mig lykkelig ved i nogle Maaneder ingen danske Blade at have set. Mig mindede Kommunens Oprør om Catilinas[XXXVIII] Sammensværgelse og Thiers[XXXIX] om Cicero[XL]. De to gamle Literatorer følte sig som Frelsere af Fædrelandet og lod Hæren fuldbyrde Dødsdomme til Ordenens Genoprettelse. Sammenlignede jeg den ny franske Republik med en Hvælving, syntes den gamle Kongsmand og modstræbende Republikaner Thiers[XLI] mig Hvælvingens Nøgle, den Sten, der anbragt øverst og stræbende nedad trykkede paa alle de andre Sten og derved holdt Hvælvingen oprejst.
Jeg sagde ved min Ankomst til Albergo Pagano paa Capri: »Jeg kjender flere Malere, der boer her, saaledes Hr. Severin[XLII] og Hr. Sain[XLIII].« Lidt efter kom Drengen ud og spurgte lidt forlegen: »Med Forlov, Herre, med hvem vil De spise, med Signor Severin[XLIV] eller med Signor Sain[XLV]?« Der var to Borde. De franske og de tyske Malere spiste i særskilte Rum; jeg maatte træffe mit Valg. Skøndt jeg havde Bekendte i begge Lejre, valgte jeg af politisk Samhu det franske Bord. Langt fra at tage mig dette ilde op kom Tyskerne mig imidlertid med største Ligefremhed og Hjertelighed imøde, bad mig tilbringe Aftenen med dem. Saaledes havde jeg god Lejlighed til Sammenligning af hvorledes unge Kunstnere fra begge Nationer førte sig i dette kritiske Øjeblik af Folkenes Liv.
|22| Franskmændene, hvoriblandt der var Sain[XLVI] og Bennér[XLVII], gift med Husets Datter, besad mere Forfarenhed og Verdenstone, ogsaa finere Skønhedssans, var i det Hele mere Kunstnere end Tyskerne. Men der var i deres Væsen trods al Venlighed en vis høflig Kulde. De franske Malere var alle Republikanere, alle forbitrede paa Kommunen og i politisk Henseende som Folk, der havde faaet et Knæk i Ryggen. En af dem sagde: »Vi bliver et andet Polen; vi hader hverandre som Polakkerne. Ingen foretrækker Frankrig for sit Parti.« — Tyskernes Nationalstolthed havde jo faaet ganske anderledes Næring; de roste sig dog ingenlunde ligefrem. Men deres fleste Samtaler drejede sig om Italienernes Barnagtighed, Typens kolde Formskønhed, Mangelen paa Friskhed og Jomfruelighed hos de unge Piger, paa Mandighed og Adel hos Mændene. Franskmændenes Samtaler derimod handlede om Muligheden af Fremskridt, eller rettere Alle som En mente de, at den hele Forestilling om Fremskridtet beroede paa Sansebedrag. Man faldt stadig tilbage. Et Folk gik Vejen fra vild Tilstand til Civilisation, og begyndte saa forfra. Det udvortes Fremskridts sikreste Resultat var de stedse mere forfinede Ødelæggelsesmidler. Hvad Færdselens stigende Hurtighed angik, saa gjaldt den ligesaavel den ilsomme Flytning af Kanoner som den flinke Befordring af Rejsende. Krig vilde aldrig ophøre. Raabet paa Fred var Aartusinder gammelt. Micha[XLVIII] spaaede om Fred, og hvor skreg ikke Aristofanes[XLIX] paa Fred! Naar Privatmænd ikke mere bar Vaaben paa Gaden, beroede det blot paa, at de betalte Gendarmer for at bære Vaaben i deres Sted. Der vilde blive ført Krig, saalænge der gaves Ærgerrige, Kamphaner, og Menigmænd, der kunde puttes i Trøjen, ligesom der vilde være Kirker og Religion, saa længe der gaves Præster og stakkels Taaber, der troede dem. Med Troen paa et andet Liv gjorde Franskmændene Løjer. Der var, sagde de, en|23|gang en Mand, der gik saa meget i Kirke og gav saa mange Penge ud til Præsterne, at han kom i Paradiset og blev salig. Samme Mand kunde, som vi, ikke lide Musik. Neppe kom han i Himlen, før han hørte Englene spille og synge til Herrens Pris, og det blev ved den hele Dag. – Med Forlov, højstærede, hvad er det, De spiller? – Det er Herrens Pris. – Med Forlov, agter De at blive ved dermed? – Det gør vi. – Hvorlænge? – I alle Evigheder naturligvis. – Ja, maa jeg saa ikke udbede mig Helvede; af to Onder foretrækker jeg det mindste. Jeg er ikke musikalsk. –
Tyskerne som var flertalligere end de Franske, havde ogsaa en Samtale om Tro og Viden. En eneste af dem, en flink Hamborger ved Navn Lutteroth[L], erklærede, at der var Ting, man maatte tro. – Hvad jeg ikke véd, det tror jeg heller ikke, indvendte en af de andre, med Undtagelse af naar Talen er, om et Kvindemenneske er dydigt, saa tror jeg altid det bedste.
Tyskerne havde deres Sammenkomster paa et Osteri, de kaldte die Silhuettenkneipe, fordi de havde malet alle deres Silhuetter med Sortkridt paa Væggen.
Franskmændene samledes i en Veranda, paa hvis Dørs ene Side Hammon[LI] havde malt sit eget Portræt med Overskrift Hammon den Første og paa hvis anden Side han havde udført et stort, sort Hundehoved med Overskrift Fox den Første. Husets unge Datter, Fru Jean Bennér[LII], havde netop Fødselsdag og sad derfor tilbords paa en Trone af Roser og blomstrende Myrter, et lille Vidunder af Smag. (Myrterne, der her voksede vildt, blomstrede netop da paa alle Fjeldstier mellem Figentræer i Frugt, Granatæbler i Blomst, og høje Kaktusplanter med gule, blanke Blomster).
Mens vi talte, genlød Øen som af Kanonade. Det var en Slags Troldkærlinger, som Indvaanerne knaldede af i hundredvis hele Dagen. Og Grunden var den, at en Kano|24|nikus blev ordineret til Præst. Den Højtid blev fejret, saa alle Øens Vinduer klirrede en halv Snes Timer i Træk.
To russiske Malere, belevne og beskedne Mennesker, de første Russere, jeg i mit Liv havde truffet, gav mig nogle Oplysninger om deres Land. De var begge fra Krim og meget skuffede af Natur og Klima her; de fandt Krim smukkere og varmere end Neapel. De sagde, at i Krigens Begyndelse havde man i Rusland nogle Uger holdt med Prøjsen, da man mente, det maaske var mere civiliseret end Frankrig; men fra det Øjeblik af, da Frankrig udraabte Republiken, havde alle Sympatier været for den. At Kejser og Regering var for Tyskland, havde gjort sit til, at den oplyste Del af det russiske Folk var imod det. Tro blot ikke, sagde de, at de Dannede hos os bærer Nag til Frankrig for Krimkrigens Skyld. Vi elsker Frankrig som alle Fremskridtsomvæltningernes Hjemsted. Men vi lider under Massernes grænseløse Uvidenhed; de lever og vil slaas »for Troen og Czaren«.
I det tidligere Kongerige Begge Sicilierne som i Kirkestaten var det i hine Dage en mægtig Forandring, at Staten ikke mere anerkendte gejstlige Løfter. Medens hidtil Munke og Nonner var bundne for bestandig, var med den italienske Regerings Overtagelse af Landene det Øjeblik kommet, hvor Staten betragtede Munke- og Nonne-Løfter som den uvedkommende og som uden bindende Kraft. Den Tanke laa mig nær, at i en Fremtid vilde den moderne Stat lige saa lidt anerkende det ved Ægteskabs Indgaaelse afgivne Løfte som nu de andre religiøse Løfter. Der var jo dog ingen væsenlig Forskel paa Cølibats-Løftet og paa Troskabsløftet i Ægteskab. Staten sagde i Italien nu til Munken: For mig |25| maa du gerne gifte dig. Staten vilde engang sige til Manden: For mig maa du gerne lade være at gifte dig; jeg anerkender lige fuldt dine Børn og dit Hjem.
Da jeg i Midten af Juni 1871 fra Neapel maatte tiltræde Rejsen nordpaa, spejdede jeg efter Røgen fra Vesuv, saa længe jeg kunde skimte den i Horisonten. Trods megen Vemod ved Afskeden følte jeg mig glad. Mens jeg saa den varme og friske Luft kærtegne Trætoppe og Bjergsider og fulgte, hvorledes Luftens Dunster, der ikke tog sig fugtige ud som Nordens men blaalige som smeltet Bly, lagde sig blødt op ad Klipperne, sporede jeg, at noget af denne Varme var slaaet ned i min Sjæl og var gaaet over i mit Blod, saa hvad jeg i Fremtiden skrev maatte faa stærke Farver og fyldes af den elektriske Ild, hvormed jeg fornam mig ladet.
Efterhaanden var der foregaaet en Forandring i mit Indre. Jeg var forvisset om at leve i Tanker, som Ingen i mit Hjemland havde tænkt, og jeg følte mig derfor Tilstandene i Danmark overlegen. Ikke i Indbildskhed; thi jeg anførte ofte for mig selv de kendte Ord: je suis très humble quand je me juge; mais je suis très fier quand je me compare. Jeg betragtede mig mere og mere som den, der i Danmark havde Ret til at tale med en vis Myndighed og den offentlige Mening dèr mindre som noget, der nu var saa og saa, end som noget, der skulde modtage det Stempel, jeg vilde give den.
Det var dog langt fra, at jeg ansaa min Opgave for let eller ventede mig hurtige Resultater i Kraft af doktrinær Fremtidstro.
I Rom, som jeg med stærk Sindsbevægelse gensaa, overværede jeg de Festligheder, der i Peterskirken afholdtes i Anledning af Pius IX’s[LIII] Jubilæum under en umaadelig Tilstrømning af Præster og katolske Massedeputationer, bestaa|26|ende af Bønder især fra Sydtyskland og Tirol, plumpe, skidne, forfærdeligt grimme, halvvilde af Fanatisme. Jeg saa St. Peter[LIV]s Statue paaklædt med Pavekrone og Pavering og over Statuen Pius IX’s[LV] Portræt. De Andægtige, de Bedende, de Taaen Kyssende, de Syngende, de Knælende – jeg følte mig aldeles syg, mismodig indtil Haabløshed. Hvad var der at stille op mod dette, der under lidt forskellige Former var ens i alle Lande! Hvad nyttede det at hæve sin Røst i en Verden, hvor man saa fuldstændigt overdøvedes af Litanier!
Det var umuligt at vinde et Publikum i Danmark og at leve af sin Pen, medmindre man skrev Prækener. Eller man burde maaske forsyne sine Bøger med et Forord: Jeg vilde gerne læses; men jeg kan ikke skrive Prækener; tag derfor tiltakke!
Her i Rom overvældede med Et en Foragt mig for de Ledende i Danmark. Det var forfærdeligt som Magthaverne og de Landet beherskende to stakkels Aviser tog sig ud paa Afstand. Var de grimme nærved, saa var de endnu mindre Distance-Blændere. Og i mangfoldige Aar havde ingen Stemme kunnet hæve sig saaledes imod dem, at den tog Magten fra dem; thi de betegnede Nationens Jævnhøjde.
Jeg kastede ved Afskeden fra Rom min Bajoc i Fontana Trevi, lagde mig saa ned og drak. Og dog vilde jeg egentlig ikke tilbage hertil; det var ikke det. Jeg vilde høre til her, i disse Egne.
Skandinaver i Rom gav Capri- og Syracuservin til min Ære Aftenen før jeg forlod Byen. Jeg tog med Jernbanen til Orte og i en med fem Heste og to Bøfler forspændt Diligence fra Orte til Viterbo. Kørselens Langsomhed forøgede min Forladthedsfølelse og mit Tungsind. Men fra mit |27| aabne Sæde foran i Kupéen nød jeg de uforlignelige Landskaber, de vidtstrakte skovbevoksede Dale, belyste af en Solnedgangshimmel i Rødt og Guld. Fantastisk tog Alt sig ud, da Natten faldt paa, og Heste og Bøfler skinnede foran Vognen i Maanelyset. En ung dejlig Frue fra Viterbo sad ved Siden af mig og samtalte afvekslende med sin Mand og mig. Hun havde en fint skaaret Profil, store mørkeblaa Øjne, smaa hvide bløde Hænder, bedækkede med Guldringe. Men lige tungsindig følte jeg mig.
Fra Viterbo kørte jeg i aaben Vogn med en brav Notar fra Orvieto gennem en flad og kedelig Egn, i hvilken jeg egentlig kun havde Glæde af den Lethed, hvormed jeg nu førte en flydende Samtale paa mit ufuldkomne Italiensk.
Orvietos gamle gotiske Domkirke henrev mig. Façaden skinnede med brogede Mosaiker paa Guldgrund, og det nederste af de brede Piller var bedækket med ypperlige gamle Reliefer. Jo mere Farve og luende Lys, des bedre følte jeg mig tilmode; jeg saaredes ikke ved nogen Overdaadighed i den Retning. Hvad der i Kunsten stødte og kedede mig, var Lidenskabsløshed. – Man fik et Indtryk af høj Majestæt, naar man traadte ind i Kirken. Saa meget jeg end havde ventet mig, jeg blev overrasket. De mægtige Søjler, seks paa hver Side, der lignede tusindaarige Ege, bar Loftet, og bagved skinnede Koret i det kunstige Lys, der faldt gennem de farvede Vinduer. Foran de tolv Piller stod de tolv Apostle, menneskeligt og fortroligt opfattede.
Jeg var taget til Orvieto for at se Luca Signorelli’s[LVI] Fresker, som jeg kendte af Stik. Da jeg havde Originalerne for Øje, saa jeg først, hvor stor Afstanden er mellem ham og Michelangelo[LVII]. En beslægtet Stræben, men en saa mangefold ringere Aand. Det store Pust manglede helt. Saa ungt dette var, der var mere deri af Michelangelos[LVIII] Overdrivelser end af hans Inspiration; jeg saa, at Overdrivelsen ikke blot |28| følger Michelangelo[LIX]. Her var en udpræget Glæde ved det nøgne Legemes Anatomi, ved kraftige, pompøse Bagdelsmuskler f. Eks., ved visse Stillinger med skrævende Ben, som ofte gentoges, endelig ved Forkortninger under Fald. Forskellen mellem Salige og Fordømte var paa enkelte Billeder maaske noget større end paa Michelangelos[LX] Dommedagsmaleri. En vedtagen, men ikke ilde anvendt Opadskuen udtrykte Fromhed. Man følte Fiesoles[LXI] Indflydelse og i Fremstillingen af Engle noget med Perugino[LXII] beslægtet. Men Fiesole[LXIII] og Signorelli[LXIV] i samme Kapel, udsmykkende det i Fællesskab, ja afbildede sammen i et Hjørne – kunde man tænke sig skarpere Modsætninger, den ene den legemløse Andagt, den anden Glæden ved Kroppens Behandling som anatomisk Materiale, og nu Signorelli[LXV] udførende Malerier efter Fiesoles[LXVI] Tegninger, hvilket Lune af Skæbnen, hvilket Spil af Historien at gøre de to Mænd til Venner og Samarbejdere! Højest syntes Signorelli[LXVII] mig at staa i Fremstillingen af Antichrists Figur. Udtrykket i dennes Ansigt, Uroen og Angsten, det Indtryk, som meddeles af at det er Løgn, hvad han præker – var beundringsværdigt og uforglemmeligt.
En Række af Giovanni Pisanos[LXVIII] Reliefer taalte godt en Sammenligning med selve Ghibertis[LXIX] paa Baptisteriet i Florents. Evas Skabelse var meget indtagende. Her var Gud en ung, ret smuk Mand med Kristustypen, lidt bøjet som af teologiske Studier, faderligt bekymret og velvillig.
Efter en hel Dags Studium af Kirken gik jeg ud af Byen og følte, hvilken Hvile Naturen giver efter alt det anstrengte Menneskeværk. Orvieto var dejligt beliggende, højt paa en stejl Klippe, saa den i Middelalderen afgav Paverne et Tilflugtssted. Tiberens blanke Baand slyngede sig som en hvid Stribe gennem Landskabet nedenunder. Nærmest bredte sig en Strækning grønne og gule dyrkede Agre, saa fulgte en Baggrund af bølgeformede Bjerge, hvis Linjer skar |29| hverandre. Det blev en Solnedgang af ganske nordisk Pragt. Skyerne gennemløb efterhaanden Regnbuens hele Farveskala, og saa laa Landskabet der i den svage Belysning af Stjerner og Ildfluer, der samtidigt viste sig. Jeg flakkede om dels paa Bjerget, dels under det, i glade Drømme og i en vis behagelig Følelse af Længsel hjemefter; opdagede til min Forundring, at Længsel langtfra altid er smertelig.
Siena fortryllede mig ved sin Ynde. Det er jo den ved Elskværdighed særligt indtagende blandt Italiens Byer, i sin Rigdom Juvelskrinet iblandt dem. Den mindede en Smule om Florents, dens sejerrige Rival, men havde mere end den bevaret sit Fortidspræg. Husene var ret høje; de smalle Gader, der som de florentinske var dejligt brolagte med brede Fliser, gik uafbrudt op og ned ad Bakke. Af Loggier som Florents’s Loggia dei Lanzi fandtes her tre, og pragtfulde Paladser fra Middelalderen.
Slottet, der i Form lignede Palazzo vecchio, laa endnu mere tiltalende. Pladsen, der var stor og malerisk varm, dannede som en Gryde; dens hvide Marmorfontæne frydede Øjet; rundt om den laa smukke Huse, i Midten Slottet, der optog næsten dens hele ene Side, og udenom Pladsen løftede Byen sig amfiteatralsk. Øverst paa en af Bakkerne beherskede den kraftige og sirlige Domkirke Siena i al sin stille og stadselige Marmorskønhed.
Overfor Domkirken laa Paladset for la Prefettura, den tidligere Hertugs Residensslot, hvis Døre en hjertelig Anbefaling fra Saredo[LXX] havde aabnet paa vidt Gab for mig. Præfekten Signor Cornero[LXXI] var en af de finest dannede Mænd, jeg i Italien havde truffet; særligt filosofisk og socialøkonomisk dannet. Han havde levet sin Ungdom med Tænkere |30| i Italien og Frankrig; Italiens Filosofer kendte han personligt og nøje, og havde i Paris omgaaedes Proudhon[LXXII], Fourie[LXXIII]r, Victor Considérant[LXXIV], været Ørevidne til de socialistiske og kommunistiske Ideers første Udfoldelse i den nyere Tid, da de bekendte Formler opstilledes, den socialistiske: A chacun selon son travail!, den kommunistiske: A chacun selon ses besoins!
Han fandt, at Siena var det ideale Opholdssted for en Mand, der havde Livet bag sig og vilde bruge sin Fritid til Studier. Her var Stilhed og Fred. Den gamle Hertug havde været en god Mand. Hertug Leopold[LXXV] blev kun jaget bort paa Grund af sine tyske Sympatier og fordi han støttede sig til østerrigske Tropper. Personligt var man fornøjet med ham; han var overmaade afholdt. Saa nær Adelen imidlertid havde staaet hans Person, og saa kirkeligt sindet den var, den begyndte allerede at slutte sig til Vittorios[LXXVI] Regering.
Af Damerne var der mange, som aldrig havde rejst, end ikke havde foretaget den tre Timers Kørsel til Florents. Deres Lokalpatriotisme dræbte Lysten til Afveksling og nye Indtryk. Det milde Klima avlede en vis Uvirksomhed. Medens man i Norden næsten maatte være lastefuld for at dovne, maatte man her næsten være dydig for at arbejde og virke.
Vi gik til Lizza, Byens Promenade, hvor der var Corso og muntre Samtaler, mens Vognene holdt, og til en omfangsrig Loggia, hvor der var Militærmusik og Lyden kastedes pragtfuldt tilbage fra Loggiaens Bagside.
Frøken Francesca Cornero[LXXVII] var en stor, smuk Pige paa tyve Aar, forstandig, imponerende, bestemt i sin Tale. Frøken Sofia[LXXVIII], den nogle Aar yngre Søster, var en bleg lille Skabning med et dragende Blik i blaa nordiske Øjne, der stod smukt til en italiensk Profil. De kunde jo ikke more sig meget med Spørgsmaal som de, vi behandlede ved Bordet, hverken med det, om den spiritualistiske Filosofi havde nogen |31| Fremtid i Frankrig, eller med det, om Lamarmora[LXXIX] havde Ret i sin Protest mod Trommernes Afskaffelse i den italienske Hær. Men de blev mere talende den Dag, da deres Fader[LXXX] telegrafisk var bleven kaldt til Senatet i Florents. Signorina Francesca[LXXXI] havde i Grunden intet af den unge Piges Væsen, men desmere af Damens. Hun var saare smuk, da hun havde slaaet sit rige Haar ud og bar det paa Engelsk. Hun ønskede, aldrig at forlade Siena. »Siena rummer da en Lykkelig?« sagde jeg. »Nej«, svarte hun let rødmende, »men det er en nordisk Mani, denne Galskab at ville rejse. Hvad rejser I for? Fordi I har det ondt hjemme. Vi har det godt. Naturligvis ikke helt godt; jeg tør nu ikke gaa ud i tre Dage, mens min Fader er i Firenze; Etiketten forbyder det. Men jeg beklager mig ikke.«
Jeg fortalte hende, at jeg i Pompeii havde truffet to unge, norske Piger, der var rejst ene fra Norge derned. – »Enten«, sagde hun, »frygter disse unge Piger ikke impertinente Artigheder, eller de er ikke meget smukke.« – Der var i denne sydlandske unge Pige intet barnligt, dæmrende eller halvbevidst; hun var raadsnar og bydende, stolt og sund, forstandig og blomstrende, en lille Prinsesse.
Af hvad Kunstnere jeg i Siena lærte at kende, beundrede jeg Beccafumi[LXXXII]Leo Battista Albertis[LXXXIII] og Leonardos[LXXXIV] Art, Billedhugger, Broncestøber, Maler, Ingeniør. Men mest elskede jeg Soddoma[LXXXV]. Hans Sødme bedaarede Sanserne og gik til Sjælen.
Vejen fra Siena til Pisa var tarvelig, et mellemitaliensk, bakket Jordsmon. Ensformigheden brødes dog ved at Kornmarkerne, modsat de nordiske, var indhegnede af Træer, mellem hvilke Vinrankerne hang i Buer. Da jeg kørte paa |32| tredie Klasse, derfor med et Godstog, var Farten ikke stærk, men jeg sagde med Bjørnsons[LXXXVI] Bergliot: Kør langsomt; thi vi kommer tidsnok hjem.
Som beliggende ved Arno havde Pisa nødvendigvis nogen Lighed med Florents, men den var en langt mindre alders-tegnet By. Intet, der kunde lignes med Ponte vecchios ældgamle, snurrige Dejlighed. Gaderne var vel bedækkede med de toskanske Byers store, smukke Fliser, men regelrette og snorlige.
Byens Skønhed var samlet paa den vidtberømte Duomeplads, der laa ensomt, afsides. Øjet søgte uvilkaarligt først det skæve Taarn, droges dog ikke mest deraf men af Baptisteriet, der i Form af en uhyre Pavekrone fængslede Opmærksomheden, og af Duomen med sin overraskende Søjlefaçade i fem Stokværk. Fra dem vendte Blikket tilbage til det skæve Taarn, den fine, høje, runde Bygning, bestaaende af otte hvide Marmor-Etager over hinanden, hver af de seks midterste dannet af fire og tyve yndefuldt slanke Søjler i Kres. Taarnet vilde været endnu smukkere, om det havde staaet lodret. Duomen tog sig i Sammenligning dobbelt skøn, solid og alvorlig ud, blot fordi den stod. En dyb og mærkværdig Kærlighed til det Lodrette var øjensynligt indgroet i Menneskesindet. Vi hadede det skæve. Det oprørte os, fordi Øjet følte det som en Fornærmelse, og vi vendte os da harmfulde bort. Ikke desmindre var det denne Bizarritet, denne Hæslighed i det fine Mindesmærkes Holdning, der havde gjort det til det eneste berømte i dette Trekløver af Monumenter og gjort Byens Navn kendt over Jordkloden. Vi elskede det Lodrette, som vi elskede det Gode. Begge Dele var et Krav i vor Natur, en Trang i vort Væsen. Ogsaa skønne Aander saarede os, ifald de var skæve, som Rousseau[LXXXVII] eller Kierkegaard[LXXXVIII]. Det at staa lige paa Jorden, var Grundbetingelsen for alt andet.
|33| Bygningernes Indre kunde ikke maale sig med deres Ydre. I Baptisteriet var dog en Prækestol af Nicolo Pisano[LXXXIX] beundringsværdig; især var enkelte af de helt nøgne Figurer uforligneligt gode. Nicolo Pisano[XC] burde nyde den største Anseelse hos enhver Dyrker af Renæssancen; thi før nogen anden, i det 13de Aarhundredes Midte, en Menneskealder før Cimabue[XCI] og længe før Giotto[XCII], havde han genopdaget Menneskeligheden, Grækeraanden, Sandheden i Kunsten og naaet en klassisk Fuldkommenhed og Renhed.
I Baptisteriet var der et Ekko, en akustisk Virkning, som jeg ikke havde troet mulig, skønt jeg havde hørt den hemmelighedsfulde Genlyd i Paris i Conservatoire des arts et métiers, i London i St. Paulskirken. Naar En sang en enkelt Tone, gentoges den mangfoldigt og som med Orgelledsagelse fra alle Sider af Hvælvingen flere Minutter igennem. Det mindede ganske om Justinas Scene i Calderons[XCIII] El magico prodigioso. Man kunde antage det for et Kor af skjulte Stemmer, en Art himmelsk Aabenbaring. Hvilken Virkning maa ikke Sligt have gjort i mere overtroiske Tider!
Iøvrigt var i Baptisteriet, som i Domkirken alle Søjler antike, plyndrede fra Templer. Kirkens Indre beredte en Skuffelse, naar man mindedes den indre Udstyrelse af Domkirken i Siena. Denne Basilica med sine fem Skibe gjorde et koldt, rent hedensk Indtryk; de gamle Søjler syntes at protestere. Man kom saa levende til at mindes, at slige Basilicaer i Oldtiden kun var Børser. Dejlig var Lampen i Loftet, der bragte Galilei[XCIV] til at opdage Pendulbevægelsen, endnu skønnere end Raffaels[XCV] Lampe i Capella Chigi i Rom.
Camposanto’en var et pragtfuldt gotisk Galleri med fine Piller og Spidsbuer, der i Firkant indhegnede en grønsværdækket Plads, i hvis Hjørner fire høje, sorte Cypresser holdt Vagt. Som bekendt er dens Vægge fra øverst til |34| nederst smykkede med berømte Fresker af Orcagna[XCVI] og andre. Mest greb mig dog her enkelte moderne Indskrifter, f. Eks. den under Lænkerne fra Pisas Porte, som Genueserne i Middelalderen havde erobret og nu »efter Italiens Genopstandelse ædelmodigt havde givet tilbage«, eller en stolt og begejstret Indskrift under Mindesmærket over Cavour. Jeg følte det her, at dette Land i Øjeblikket var det eneste i Europa, hvor man indaandede et Pust af genvunden Folkefriheds stærkt bevægede Aand. Den slog En allevegne imøde, selv fra Rigets gamle Kirkegaarde. Dette Land, der havde været som dødt, i Aarhundreder kuet af fremmede Fyrster og indfødte Præster, var blevet ét, blevet frit, og dets Folk stod i Begreb med at genvinde sin høje Rang blandt Europas Nationer.
Paa Teatret gaves Forestillinger under aaben Himmel for et livfuldt Parterre, unge pisanske Studenter, unge Piger af Folket, Sømænd i Trøjer, der var sammensyede af brogede Stykker Silke fra Kina, med deres Kærester, store Almuespiger i sorte Silkekjoler med Guldkæder, uden Halskrave. I Logerne de fine Damer, hvis unge Frøkener lignede Gazeller. Man spilte fortræffeligt Alexandre Dumas’[XCVII] Lorenzino af Medici, samme Æmne som Mussets Lorenzaccio, men derefter en dum og ussel Farce af en pisansk Student, der efter hver anden Scene fremkaldtes, saa man fik ringe Tanker om den stedlige Ungdoms Aandsdannelse.
Men de italienske Sommerteatres Publikum var alle Steder lige barnligt. Jeg saa de to følgende Aftener i Florents paa Arena Goldoni og paa Arena Nazionale svage og kedsomme Skuespil, hvis Publikum holdt ud under aaben Himmel til Kl. 12½ Nat. Vejret var rigtignok ganske lunt, saa Damerne var klædte i florstynde Kjoler.
Jeg følte det som en Lykke, at komme anden Gang til Florents med saa kort og dog langt et Mellemrum og gav mig til med Lidenskab at gense Byen, nu med nye Øjne, efter alt hvad jeg i Mellemtiden havde lært at kende.
Den sidste Dag af mit Ophold skrev jeg:
Ak Firenze! Saa er det forbi. Du bliver og jeg gaar. Hvad er dog bittert som denne Adskillelse fra det Ypperste, man elsker. Jeg gik i San Lorenzo og sagde Michelangelo[XCVIII] Farvel, gik saa omkring at kaste et sidste Blik paa mine Yndlingsbilleder i Uffizierne og Pitti. Jeg rev mig løs, gik ned ad Trappen, kunde ikke, vendte om, og saa alt igennem endnu engang. Mine Tarme skreg, saa sulten var jeg; men jeg kunde ikke gaa. Og nu vide, at alt dette bliver nagelfast her og at jeg glemmer det rent; at jeg kender det, som jeg kender Kjøbmagergade, og vil glemme Enkeltheder i Mængde.
O Giorgione[XCIX] levvel! hav Tak I alle, i hvem Menneskeslægten blev sig selv og naaede sin Højde og blev forklaret som ellers kun hos en Shakespeare[C] eller en Goethe[CI], tusind og atter tusind Levvel!
Hvilken Lykke det maa være at være Italiener, at sige til sig selv: Dette er Blod af mit Blod, alt dette har mit Folk og mit Fædreland frembragt! og hvor vemodigt at tilhøre et vist andet Folk, lidt nord for Tyskland og vest for Sverig, hvis største Aander er en gammel satirisk Historieprofessor[CII] med Paryk, der ikke mætter Sjælen med noget Skønnere end Peer Paars, og en smuk, korpulent Etatsraad, der gav os et Helte-Ideal i sin Axel Thorsøn og et Kunstner-Ideal i sin Correggio[CIII], mens han ikke saa andet i Michelangelo[CIV] end en dygtig Buldrebasse, en Scribesk Grenader fra Kejsertiden.
O Firenze! Saa er det forbi. Og Andre vil komme og beskue Palazzo Strozzi, men, troløse! vil de elske dine gamle Mure som jeg? og Andre vil se ud over Arno i Maanelyset og sidde i Skygge i Bobolihaven; men vil de være taknemmelige som jeg? Dine skønne Piger, som nu er unge, vil ældes, og Andre vil komme og her se dejlige Kvinder, som nu er Børn, og disse Kvinder vil da have de samme himmelske Leonardo[CV]-Blikke, det samme fine Snit af Pande og Næse, det samme Silkehaar til de sorte Øjne, lige saa lille og slank en Fod. Og medens de træder saa sikkert og taktfast paa den som Pigerne nu, vil jeg sidde etsteds nær Amager og først graane, saa visne. Og jeg vil blive fortrykt og melankolsk og udgive daarlige Bøger og blive skældt ud |36| for det lidt Gode, der findes i dem, og hænder det mig en Gang at blive rost, vil jeg knibe mig i Armen og sige: Har jeg sagt en Dumhed?
Ja Florents, jeg elsker dig – mer end nogen Kvinde, thi du er mer end nogen Kvinde. Du er rig paa de sjældneste Indfald i Farver og Former og anderledes berigende end nogen Kvinde paa Jorden. Du er ensartet, let overskuelig. Men du er paa samme Tid Overflødighedshornet, ud af hvilket det altid vælder, Vandspringet, der evigt springer med Gratiernes gyldne Æbler!
I Florents havde jeg paa Hotellet gjort Bekendtskab med en ung Dansk, ved Navn Hannibal Sehested[CVI], Stamherre til et Gods, senere Conseilpræsident; han fik Lyst til at rejse med mig til Bologna, og vi saa Byen sammen.
Vejen fra Florens til Bologna var uinteressant paa Grund af de mange Tunneler, der var borede gennem Apenninerne. I de lyse Mellemrum saas Bjergene og deres grønne, frugtbare Skraaninger med lange dybe Dale. Hvor pudsigt, at den danske Folkevise sang saa bevægeligt om de dybe Dale, og saa var der næsten ikke en dyb Dal i hele Danmark. Jorden her var saa rig, at det mylrede op ad den, men saa slet dyrket, da den hverken gødedes eller laa brak, at den ikke indbragte Tyvendedelen af hvad den kunde. Og saaledes overalt i Italien. I Sorrento sagde en gammel klog Neapolitaner til mig: Man dyrker her Vinen som paa Noahs Tid.
Bologna viste sig at være en By, i hvis Ydre jeg for min Del aldrig kunde blive forelsket. Den havde et Præg af Ærværdighed og Ælde, og virkede meget ejendommeligt, idet alle Fortovene var Buegange, høje, hvælvede, der hvilte paa smukke Søjler eller simple Piller, saa der fandtes overalt en dækket, gennembrudt Spadseregang, skærmet mod Vogne, i Ly for Sol og Regn. Men da disse Gader, der i |37| Kraft af Buegangene næsten ikke kunde skelnes fra hverandre, førte ud til andre Buer og disse atter til andre, fik Byen noget Ensformigt og Indespærret over sig. Man følte sig, naar man kom fra Havbyer som Napoli eller Flodbyer som Pisa og Florents eller Bakkebyer som Siena, ligesom indeklemt, smægtede efter en Plads eller Have, hvor man kunde trække frisk Luft i fulde Drag, se Horisonten, omspænde Himmelbuen med Blikket. Byens Pladser var vel i og for sig rummelige, men i Forhold til dens Omfang for trange. Den store Plads, med en smuk Fontæne af Jean de Bologne[CVII], var omgivet af gamle Paladser og begrænsedes paa den ene Side af en graa, ældgammel Kirke. Den var et Slags Mercato, bedækket med Boder. Pladsen var livlig som et stort Provinscentrum; men den genlød ikke af Skrig eller Latter; man talte, man handlede, havde travlt og gik rask – Sydens guddommelige Dovenskab og Larmglæde tabte sig i det Fjerne.
Den gotiske Kirke var rummelig, fast og alvorlig, dens Kunstværker betydede ikke stort. Duomen gjorde samme Indtryk som San Petronio; den var klar, fornuftig og kold. Intet var den fjernere end Sværmeri; et enkelt stort Midterskib; de bare Vægge, ingen Søjler. En Kirke maatte efter min Opfattelse se ud som var den bygget i et helligt Delirium; denne Kirke var sat; ingen glødende Bønner havde farvet dens Vægge, ingen hede Taarer brændt dens Gulv. Dens Prækestol var uden Fantasi; dens skaldede Isse havde aldrig rummet nogen Galskab; den havde aldrig været ung. Den er nemlig ikke gammel, men opført 1610, hvilket vel i Kjøbenhavn vilde være Alderdom, siden Rosenborg anses for et gammelt Minde, men her ingenting var, eftersom her fandtes en Kirke som San Stefano, der grundedes i det femte Aarhundrede og virkeligt var mærkværdig, sammenbygget |38| som den var af syv forskellige Kirker, liggende i forskelligt Plan.
Paa en Plads, ikke langt fra Byens Midtpunkt stod de to skæve Taarne, det ene svimlende højt, det andet tidligt afbrudt, fordi det hældede altfor stærkt, to blotte Særheder, opførte af gemene Mursten, der ikke kunde nævnes sammen med det ædle Kunstværk i Pisa.
Befolkningens Type mindede om Roms; denne Provins kaldtes jo ogsaa Romagna, forhen Emilia, og var pavelig Ejendom. I Kvindernes Dragt var der en Tilnærmelse til Milano; dog bar de sjældnere det gennemsigtige Slør end et lille sort Sjal om Hovedet, der fæstedes med Kammen til Nakkeknuden; Hatte saas lykkeligvis ikke. Disse Kvinder smuttede ikke som Firben lig Milaneserinderne, dansede ikke ned ad Gaden som Firenzes Damer, svævede ikke som Neapolitanerinderne, men gik som Romerinderne, svang Benet ud fra Hoften og satte Foden fast i Jorden. De syntes besjælede af en solid, alvorlig ment Sanselighed og koketterede dygtigt.
Universitetet fængslede, baade den nuværende Bygning og den gamle, det verdenshistoriske Universitet. Hvor mange unge Danske havde ikke studeret her lige fra Valdemarernes Tid og Middelalderen igennem!
I Bolognas Akademi saa jeg til min Harme Thorvaldsens[CVIII] Basrelief Priamus, der udbeder sig Hektors Lig udstillet som Medlemsarbejde med Underskrift Giungi Andreas Vennuchi 1829 – et frækt Tyveri. Saaledes tabte det Danske sig mellem det Fremmede her som allevegne.
Over Byen lagde sig fra Universitetet et vist Skær af Kundskab og Lærdom. Man kaldte den »den lærde«, og den havde til Valgsprog Bononia docet.
Man mindedes dette Motto, naar man gik Bolognas Museum og Kirker igennem. Thi dens Malerkunst var den |39| lærde Malerkunst. Medens i Italiens andre Byer den ene Maler kendte lidet til andre, medens Leonardo[CIX] brød frem fra Milano, Michelangelo[CX] fra Florents, Correggio[CXI] som et Lyn slog ud fra Parma og Tizian[CXII] søgte al sin Næring i Venedig, havde Brødrene Carracci[CXIII] kendt al Italiens Kunst og vilkaarligt valgt sig en Stil, efter at have mikset og blandet Raffael[CXIV] med Guido[CXV], Giulio Romano[CXVI] med Correggio[CXVII]. Derfor var deres Kunst saa kold, talte kun til Hovedet.
Jeg havde haabet, i Bologna, at faa det Spørgsmaal besvaret, om den unge melankolske Mand i Louvres Salon carré var af Francia[CXVIII] eller ikke; thi man havde sagt mig, at kun her kunde man lære Bolognas eneste originale Maler at kende. Men han var her den samme gode og fromme, gammeldags, stive og tørre Kunstner som andensteds. Jeg kunde aldrig tro ham i Stand til Fremstilling af det dæmoniske Tungsind, som drager Beskueren til Portrætet i Louvre.
Bologna er forblevet i min Erindring, som det første Indtryk gav mig den: en tung, provinsiel Storhed, ærværdig ved Ælde, frastødende ved Enstonighed; rig paa historisk Interesse, fattig paa frisk Skønhed, manglende Havets, Flodernes og den høje Beliggenheds frie Synskres – gammel Lærdoms og en lærd, uoprindelig Kunstskoles Sæde.
Fra Bologna til Padua havde jeg paa tredje Klasse elskværdigt Rejseselskab, to unge Marinesergeanter, høflige, forstandige, underholdende. De var frivillige, af ret god Familie, den ene fra Neapel, den anden fra Venedig. Den neapolitanske, der var lille, fin og hjertevindende, hed Alfonso Vigoriti[CXIX]; Venezianeren, der var stærktbygget som en ung Herkules, hed Giuseppe Peccei[CXX]. De paastod at vide |40| noget om Danmark; vi havde en dygtig mandlig Ungdom (une bella gioventù); vore Kvinder var af Udseende romantiche – men var de virkeligt allesammen blonde? De fandt det naturligvis fint at være blond. »Er det en intelligent Nation, den danske?« spurgte Vigoriti[CXXI]. Jeg tøvede noget med Svaret, da jeg nødigt vilde prale, og nødigt lyve. Men Peccei[CXXII] kom mig i Forkøbet med det udmærkede Svar: »Alle søfarende Nationer er intelligente«.
De rystede mine Hænder, da vi ved Padua maatte skilles; men hurtigt greb de min Haandkuffert og min Taske og bar dem ned paa Stationen, kørte saa videre til Venedig. Nabobyer har altid noget tilfælles. Padua mindede ved sine Buegange om Bologna, medens dens Kupler varslede om Venedig. Hovedkirken San Antonio (viet Byens Helgen) havde massive, firkantede Piller med Spidsbuer og to dejligt smykkede Kapeller paa hver sin Side af Midterkuppelen. Det tilhøjre havde gulrøde Marmorsøjler, stærk Forgyldning og brogede Fresker; det til venstre slanke, fine Søjler af lysegraat Marmor og en Række fuldendt skønne, snehvide Marmorreliefer over det af tredive Vokskerter belyste Alter, bag hvilket Helgenens Levninger bevaredes. Unge Kvinder kom og lagde deres Haand paa Alterets grønne Marmorsider for at opnaa et eller andet. Imens spilte Orgelet, og Røgelse fyldte Kirken. Der var godt at være.
Foruden Byens andre Kirker og Paladser besøgte jeg ogsaa det ældgamle Universitet. Rundt om paa Gaardens Mure var fremragende Elevers Vaabenskjolde ophængte. Næsten hver fjerde var dansk. Der var Navne som Thomas Fiuren[CXXIII], Danus; Alexius Walckendorph[CXXIV], Danus; Ludovicus Johan Puchius[CXXV], Rip. Danus; Severinus Johannes Bonzius[CXXVI], Randrus, Danus. Over Brødrene Fiurens Navn stod Alemanna, over Thomas Bartholinus’s[CXXVII] Romana, hvad vel betydede Studenterforbindelser; iøvrigt havde de antegnet, om |41| de stammede fra Ribe eller Randers. Men nogen Forening Dania gaves der øjensynligt ikke.
I en Udkant af Byen laa den bevoksede Plads Prato della Valle, befolket med mer end hundrede Statuer af Universitetets berømteste Elever, deriblandt Petrarca[CXXVIII], Ariosto[CXXIX], Tasso[CXXX], Galilei[CXXXI], Savonarola[CXXXII], og Fremmede som Jan Sobiesky[CXXXIII] og Stephan Bathori[CXXXIV]. Jeg undrede mig over ikke at finde en Statue af Livius[CXXXV], der dog vel maa være Byens berømteste Mand, og hvis patavinitas (Padua-Købstadagtighed) hans Fødeby ikke ret vel kunde bebrejde ham; men rimeligvis vidste man ikke, hvordan han saa ud.
En Plads i Ens Erindring, naar man forlod Byen, optog den monumentale Kafé Pedrocchi, der gjaldt for den største eksisterende, et Slags Slot med Søjlegange og hvilende Løver paa hver Side af Façaden. Jeg saa den uvilkaarligt i Lys af Giusti’s[CXXXVI] muntre og dejligt rimede Digt om Studenterlivet i Padua. Den laa overfor Universitetet og Studenterne søgte til den, væbnede med blaa Briller mod det stærke Sollys.
I den rige botaniske Have, Europas ældste, vidtløftigt beskrevet af Goethe[CXXXVII], følte jeg ikke stort. – Paduas Gader, havde, hvor de gennemskares af Floden, noget malerisk ved sig, og Byen havde i San Antonio og Palazzo della Ragione originale Mindesmærker af Rang. Ellers virkede den paa mig som en Mellemting, lidt Bologna, lidt Venedig, hvilken sidste den nutildags har næsten ved sine Porte. Selvstændig Kunst havde den ikke udviklet, dens Maler Il Padoano var en Overgangsskikkelse, malede iøvrigt som Veronas Maler Il Veronese i det Væsenlige veneziansk. I hans Brylluppet i Cana var Anordningen helt Veroneses, men Bruden, som var Hovedperson, havde en Sødme i Udtrykket, der mindede om en Kunst, der ikke var veneziansk, Luini’s.
Mit første overvældende Indtryk af Venedig var det, at Intet, jeg i mit Liv havde set af bebygget Jord, kunde maale sig med selve Byen i Interesse og Skønhed. Hver Aften sejlede jeg ud fra min Gadedør ind i Eventyrets fortryllede Land. Ved Arkitekturen paa Piazettaen og Marcuspladsen mindedes jeg Schellings[CXXXVIII] Ord om Bygningskunsten som frossen Musik.
I Rom havde jeg stræbt ved Hjælp af Indbildningskraft at genopføre et mægtigt Hele ud fra Stumper og Stykker. Her levede man i en Skønhed og Pragt, som ikke var ringere end det antike Roms. Kun Befolkningen, som var moderne, stemte ikke ret overens med Byen, som var Renæssance. Saa skønne disse Blondiner end var, med deres gennemsigtige Flor over de hvide Skuldre, det var dog ikke disse Dragter, der passede til disse Huse, Pladser og Gondoler. Men da jeg første Gang var sejlet over til Akademiet og saa Salene ligge aabne for mig, en efter den anden, bedækkede fra øverst til nederst med Bellinier[CXXXIX], Carpaccier[CXL], Tizianer[CXLI], Veroneser[CXLII], Tintoretto’er[CXLIII], gøs jeg formelig af Fryd over saaledes at se Fortidens Venedig ligge udbredt for mine Øjne: Alt dette eksisterer, findes her, er mit! og jeg følte en Begærlighed som en Forhungret, der føres til et Bord med udsøgte, duftende Retter og ønsker sig en Hajfisks Gab.
Venedigs dybeste Ejendommelighed syntes mig den, at den ikke, som andre Byer, indeholdt Slotte eller Bygninger med Kunstværker, men selv var et Kunstværk. Intetsteds havde jeg modtaget et saadant Indtryk af ensartet Kultur. Akademiet var ikke noget Museum; det rummede kun Malerier, der var opstaaede i Byen selv. I Dogepaladset fandtes ingen Scener af Roms Historie, som ellers allevegne, kun i |43| Hobetal allegoriske Fremstillinger af Venedig og Malerier af Venedigs Historie til Forherligelse af venezianske Bedrifter.
Hvad der havde arkitektonisk Tiltrækning i Stæder som Berlin eller München, var fremkommet ved studeret Efterligning af Athen eller Florents (som det lille Erechtheion-Tempel i Altes Museum eller Loggiaen i München). I Venedig var der aldrig tænkt paa andet end Venedig.
Det forekom mig utvivlsomt, at disse Gader af Vand med deres Lysspejlinger og Lufttoner, dette Amfibiumsbyens hele Luftlag havde gjort meget til at give Venedigs Malere deres Farvesans og Farveglæde.
At alle Gader ved Sommertid her var fulde af nøgne Svømmere af enhver Alder, der pladskede om og sad, kun iførte lette Svømmebenklæder, paa Husenes Marmortrapper, maatte ogsaa øjensynligt have medvirket stærkt til at Venedigs Rolle i Malerkunsten blev den straalende Gengivelse af den menneskelige Huds Lød i de skiftende Belysninger.
Men Naturens Uensartethed i de forskellige Byer syntes mig ikke desmindre utilstrækkelig til at forklare saa dybe Modsætninger som den mellem Leonardo[CXLIV] og Tizian[CXLV]. Deres Fødesteders klimatiske og landskabelige Ulighed forslog ikke dertil. Det faldt mig ind en Dag ved Solnedgangstid paa den store Kanal. Himlen var klar, Konturerne her i Venedig saa skarpe som i Florens eller Milano. Men der havde ikke været nogen Time i de store Kunstneres Liv, hvor Leonardo[CXLVI] og Tizian[CXLVII] kunstnerisk følte ens.
En Dag, jeg sejlede fra Piazzettaen til San Giorgio maggiore i en sirlig Gondol med en elskværdig gammel Barcajuola, fornam jeg nogle Øjeblikke den fuldkomne Lykkes Tilstand. Himlen var ren, Solen straalede uden at hede, Baadens Bevægelse var mere indsmigrende for Nerverne end sød Musik. Det var mig, som aandede jeg en |44| ukendt, finere, mere styrkende Luft; jeg holdt mig uvilkaarligt rankere end ellers.
Naar jeg følte mig saa vel i Venedig, beroede det bl. A. paa, at den jævne Befolkning aldrig var grov, næsten altid fornøjet, og saa højflig, at den for en ringe Drikkeskilling, som man i Syd-Italien vilde kimse af, gjorde En Tjenester og viste En Velvilje. Den forsøgte aldrig at bedrage.
En Aften, da jeg sad nede paa Riva dei Schiavoni med Havet for mig, en stor Have bag mig, kom en Række unge Mænd, Marinesergeanter i Uniform, forbi. En af dem foer ud af Geleddet og hen imod mig. Jeg rejste mig, han faldt mig om Halsen og kyssede mig ømt. Det var Alfonso Vigoriti[CXLVIII]. Jeg blev paany overrasket af hans Væsens Gratie. Fin af Ansigtstræk havde han et stærkt og smidigt Legeme, smalt om Livet som en ung Piges, og talte trods sin neapolitanske Afstamning, det reneste, mest fuldttonende og musikalske Italiensk, man kunde høre.
Han sagde til mig: »De skal ikke undre Dem over den store Hengivenhed, jeg har for Dem, endnu mindre fatte Mistanke til den. Jeg er en Smule Fysiognomiker; jeg har været Maler i fire Aar, og syntes straks saa godt om Deres Ansigt, at jeg besluttede at gøre Deres Bekendtskab. Derfor lagde jeg mig, da De i Jernbanevognen havde støttet Deres Fod mod Sædet overfor. Jeg tænkte, De da vilde tage Foden ned; saa vilde jeg sige, det behøvede De ikke, og saaledes indlede en Samtale. De tog Foden til Dem, og da jeg sagde, De maatte endelig lade den ligge, hørte jeg, De kunde tale Italiensk og aldeles fortræffeligt [overdreven Artighed]; saaledes fik jeg vort Bekendtskab i Stand. Nu vilde jeg ønske, jeg havde en lille Foræring at give Dem; saa vilde De ikke glemme mig; men nu glemmer De mig dog.« |45| Jeg spurgte ham, hvad han agtede at gøre, naar om et Aar hans Tjenestetid var til Ende.
»Ak, kære Signor Giorgio[CXLIX], De spørger mig der ikke om mindre end om min hele Historie. De ser, hvorledes det er her i Venedig, og hvad de forstaar ved Kærlighed her. For et Glas Øl har De den smukkeste Pige. Mon ikke Poesien taber sig i Verden? Troer De, at vore Efterkommere vil forbinde noget Poetisk med det Ord, Kærlighed? Men jeg har elsket anderledes.
Jeg var fattig; vi var saa mange Børn hjemme. Jeg begyndte at male, og saa forelskede jeg mig. Det var en daarlig Familie, en fæl Moder, den ene Søster ogsaa temmelig slem, hun artede efter Moderen; men den anden – De kan ikke tænke Dem en yndigere Pige og en som ved sit Udseende og sine Bestræbelser var mere fornem. Vi elskede hinanden, og saa blev hun syg. Jeg solgte mit Bohave, mine Billeder, alt muligt for at holde Læge til hende og underholde hende under hendes Sygdom. Hun blev daarligere. Jeg malte fra Uge til Uge Smaabilleder, jeg øjeblikkeligt solgte til en Kunsthandler. Saa døde hun. Aldrig har jeg følt et saadant Mishag ved Livet (Taarerne stod ham i Øjnene). Jeg besluttede at rejse bort og aldrig komme tilbage. Jeg var nitten Aar, gjorde mig da til Marinesoldat og har nu i tre Aar set hele Italien, været i alle Byer her og paa Sicilien. Jeg har en god Furér og en Kaptajn, der er fortræffelig imod mig, desuden de bedste Kammerater; men aldrig har jeg glemt hende; jeg kan aldrig lade være at tænke paa den døde Pige.
Nu véd jeg jo godt, at de Døde vender ikke tilbage; men undertiden er jeg saa gal, at jeg tænker, hun maa komme igen. Jeg troer ikke paa Præsterne; men jeg beder ofte. Dog, hvad hjælper det, nytter til Ingenting. Vi lever ganske strengt og har liden Frihed. Naturligvis har jeg nu |46| og da en Kæreste i en eller anden By. Men det mishager mig; det er grovt og dumt, og blev man ved med det, vilde man hurtigt gøre Ende paa sine Penge og sit Helbred?«
Jeg gentog mit Spørgsmaal, hvad han tænkte at gøre. Han svarte: »Jeg har i Grunden opgivet ethvert Haab; jeg overlader Alt til Skæbnen. Misforstaa mig ikke! Tro ikke, jeg beklager mig; jeg har det godt fra Dag til Dag. Men, hvad kan jeg blive? Maler, vil De sige. Men det er en Umulighed. Naar Tjenesten er til Ende, er jeg 23 Aar; jeg har næsten glemt, hvad jeg kunde; det er for sent at begynde forfra. De mener Nej, men hør og døm selv! For at blive en god Maler maa man have Penge, anvende mange Aar paa Arbejdet, før det kan indbringe noget. Den som skal arbejde mod to Maal paa én Gang, at have en god og smuk Plastik i Farven og at fortjene sit Brød ved Kunsten, han er forbi. Desuden, hvad troer De, man giver for en Begynders Malerier! Min Fader er død, min Moder, poveretta! og min lille Søster lever kummerligt nok af Pensionen efter ham: af dem kan jeg intet vente.«
– Jeg vilde have følt det som Lykke at kunne sige til denne unge Mand: »Jeg skal hjælpe dig to Aar, indtil du kan male«; men jeg var ikke mere velhavende end han. – For at kunne købe nogle Fotografier efter venezianske Kunstskatte havde jeg i nogen Tid maattet give Afkald paa min Frokost.
Pengeløs, som jeg var, havde jeg skrevet til en Bekendt, hvem jeg havde laant 10 (ti) francs for om muligt at faa dem igen, og til en Ven om at laane mig 100 francs for om muligt at kunne forlænge mit Ophold i Venedig nogen Tid. Nu kom Afslag fra dem begge, jeg kunde kun med Nød holde mig her tre Dage endnu og maatte saa tage hjem. Da jeg havde faaet Brevene, gik jeg hen paa Marcuspladsen og skrev med Blyant paa et Stykke Papir disse Vers:
|47| FINIS
Det var en Fornøjelse at se Venezianerinderne i deres hvide Kjoler med den lille Knipling over Haaret gaa ind i Kaféerne under San Marcos Buegange, eller gaa samtalende forbi. Stadigt iagttog man imidlertid samme Skue: den ældre Mand, den unge Frue, og den tredie; Blikke, der ikke behøvede Fortolkning, visse Drejninger med Hovedet for at Manden, som var gaaet ind i Kaféen, ikke uforvarende skulde komme |48| tilbage, endelig ogsaa Minespil, som røbede, at man endnu var ved den allerførste Station af Cicisbeatet, saa man kun smilede og saa ned, istedenfor at se hinanden ind i Øjet. Af og til iagttog jeg dog ogsaa en ung Kvinde, der med en mærkværdig og aarvaagen Udholdenhed undgik en Mands Blik.
Hvad var det, som gjorde disse Kvinder saa smukke? Først Race og Klima naturligvis, saa den medfødte Sans for Ynde i Væsen og Adfærd, saa den fuldstændige Lediggang og Tankeløshed. De var endnu de samme uforstyrret rolige og dejlige Dyr som paa Tizians[CL] og Veroneses[CLI] Tid.
Paa Pladsen fodredes, dengang som nu, af de Fremmede en Skare af Duer. Men disse var ogsaa noget nær Venedigs eneste Dyr; forsaavidt kunde den kaldes den menneskeligste By. Der fandtes nogle Hunde, et Par levende Heste foruden dem af Bronce paa Kirken, ellers ingen Dyr. Det var maaske derfor, at de venezianske Malere med saa stor Forkærlighed anbragte enkelte fine og sjældne Dyr, som Mynder eller Aber, i deres Billeder. Det var jo ogsaa en Venezianer, Bassano[CLII], der ret begyndte at indføre Dyrene i den italienske Kunst.
Jeg lod mit Blik dvæle endnu engang ved Biblioteket, hvis fuldendte Bygningskunst mindede mig en Smule om Palazzo Farnese i Rom. To Etager af de skønneste Rundbuer, hvilende paa prægtige Søjler, der hver for sig indfattedes af Buernes nedre Dele, som i det underste Stokværk af Farnese. Indtrykket var: ædel Styrke, rolig Fasthed, Pragt uden Yppighed, let, stolt Dejlighed uden Strenghed som uden overdaadig Udsmykning.
Overfor tog det underfulde Dogepalads sig ud som et arkitektonisk Paradoks; thi det lagde det Massive paa det Gennembrudte; men dets aabne Søjlegang var saa mægtig, at den, som Atlas bærer Jorden, bar Stokværket med de |49| gotiske Spidsbuer og den øverste, maurisk-udseende Mur. Det udgjorde en Enhed som Goethes[CLIII] Livsgerning, der ogsaa har et gotisk Stokværk med Götz og Faust, et antikt med Ifigenia og de romerske Elegier, et østerlandsk med West-Oestlicher Diwan.
Og hvilken Kærlighed havde de gamle Bygmestre ikke havt til barnlig og slaaende Sindbilledkunst. Saaledes var de to Søjler blandt Dogepaladsets talrige, mellem hvilke Dødsdommene forkyndtes, ikke som de andre af hvidgraat Marmor, men af blodrødt. Der stod Dommeren, og udraabte Dødsdommen over Marino Falieri[CLIV], medens de paa Piazettaen forsamlede Tusinder hørte det Budskab om et Hoveds snarlige Fald, paa hvilket der blev ventet.
Jeg stod paa Rialto og mindedes Shylock. Jeg sejlede forbi det lille snevre Palads, der gaar under Navn af Desdemonas. Saa stor var da Shakespeare[CLV], at det var, som beskyldte han Historien for at fortie det Mindeværdige, og man skyndte sig med at retfærdiggøre Virkeligheden overfor hans Digtning her, som i Verona og Helsingør.
Jeg saa i San Giorgio Maggiore for sidste Gang den Mængde skønne Broncer og udskaarne Trærelieffer, som fandtes der. Var der under Renæssancen en Klump Bronce eller et Stykke Træ i Italien, som man ikke gav Kunstform? Hvilken Masse dejlige Træskulpturer og Intarsi (Træ indlagt i Træ) fandtes ikke rundt om! Og var ikke dette det rette Tegn paa Kærligheden til Kunst og Anlægget for den, at man gjorde Alt til Stof, medens Pedanterne hjemme troede, at Skulptur kun udførtes i Ler og derefter mekanisk blev overført til Gibs, Marmor eller Bronce.
Den sidste Dag, da jeg et Øjeblik forstemtes ved at man hjemme vilde indvende mod mig, at jeg dog i al denne lange Tid ikke havde set andet end det Italien, som enhver, der havde Raad til en Rejse, saa, følte jeg stærkt, |50| at det, som var mit Italien, det, hvoraf jeg havde draget den Næring, som netop min Aand trængte til, det havde ingen Anden set. Og af alle Lande, Danmark undtaget, havde jeg opholdt mig længst i Italien, ligesom jeg af alle Mennesker, de Danske undtagne, havde flest Venner blandt Italienerne.
Imorgen gik jeg altsaa over Alperne. Hvad havde Hannibal[CLVI] og Bonaparte[CLVII] gjort andet! Men de var gladere derved end jeg. Og jeg slog mit Pas ud for mig, for hvilket jeg nu paany skulde have Brug og læste med et Smil og en lille Gysen: Nous, Christian IX[CLVIII], Roi des Vandales.....
Henad Aften kom Vigoriti[CLIX]. Vi spadserede først i Venedigs Have, saa førte han mig hen i et Birreria, hvis Padrona var en Veninde af hans Furér. Jeg var ikke misfornøjet med at tilbringe min sidste Aften paa Italiens Grund i en smuk Kvindes Selskab. Hun satte sig hos os, 21aarig, en letklædt Blondine med et Diadem i sit lyse Haar. Efter en Times Tids Passiar sagde jeg hende, at jeg næste Dag skulde forlade Italien og udbad mig Ønsket om en lykkelig Rejse. Hun kyssede mig et Par Gange meget hjerteligt; saa var Tiden forbi; Vigoriti[CLX] maatte hjem til Kasernen. Jeg fulgte ham, han trykkede mig til sit Bryst, og vi skiltes. Da jeg var kommen et halvhundred Skridt bort, hørte jeg En raabe bag mig: »Signor Giorgio! Signor Giorgio!« Det var igen Vigoriti[CLXI]. Han sagde: »Jeg glemte før at ønske Dem en lykkelig Rejse«, og kastede sig endnu engang om Halsen paa mig.
I Verona vekslede Folk deres sidste italienske Sedler for østerrigske; men da Pengene ikke trykkede mig, havde jeg kun en halv Franc at veksle.
|51| Neppe var jeg paa Vejen fra Verona kommen ind i Tirol, før jeg saa en Himmel, hvis Udseende jeg i næsten et Aar havde glemt; smaa blaa Klatter spredte mellem Klumper af graasorte Skyer, drivende Taager, Mørke Kl. 6 om Eftermiddagen i Juli Maaned. Jeg frøs elendigt i min tynde Dragt, da vi gik over Brenner. Saa blev Himlen helt graa og tung som Bly, Regnen øsede ned Nat og Dag igennem, Kulden forekom siberisk.
Mange andre Sorgens Tegn viste sig. Folk begyndte at snakke Tysk og ventede, at man forstod dem. Samtidigt tabte som ved Trylleri Ansigterne deres Form. Kindernes skønne Oval blev til langagtig Magerhed; Mændene havde grimt Skæg og smudsige Støvler; Kvinderne tabte deres blide Udtryk af let jordisk Erotik og begyndte at se ud som forstod de at spare.
Til Rejseselskab havde jeg en tysk Frøken paa mildest talt 29 Aar, der ikke kunde lide Italien og i sin smagløse Pynt fortalte mig, at alle Italienerinder var »so schlampig angezogen«; en tysk Herre havde ved at støde hende med Foden (!) gjort hende opmærksom paa en florentinsk Dames gruelige Dragt. Jeg tænkte, men sagde ikke .... dog hvad jeg tænkte, vil jeg ogsaa nu fortie. Jeg sagde, men tænkte ikke: Gewiss, es ist ein wahres Vergnügen, die hübschen, deutschen Toiletten zu sehen. Det aabnede Medusens Hjerte, og hun fortalte mig nu med en Tungefærdighed uden Mage, at hun kom fra Perugia og skulde vende tilbage dertil, for at gifte sig der. »Men«, tilføjede hun koket, »jeg troer ikke, jeg gør det. Ser De, han er Ølbrygger i Perugia, en Enkemand paa seks og tredive. Han vil have mig til Kone. Men jeg kan ikke bestemme mig; jeg gad føre et roligere Liv. Jeg skulde da staa for Beværtningen, og dèr sidder de Herrer italienske Officerer til Kl. halvto om Natten. Kl. 5 maa man saa paany være oppe. Og ser De: Manden er dog |52| virkelig for kuriøs. Tænk Dem, han giver sig til at græde, da jeg rejser, han, et Mandfolk! Han elskede mig jo saadan, at han næsten var daarlig deraf. Men nej! jeg vil føre et roligere Liv.« – Alle hendes Veninder havde rigtignok betegnet ham som et ekstra godt Parti; men hun vilde dog hellere afvente en ny Chance, og saa klagede hun over hver »Kreitzer« for meget, hun paa Rejsen havde givet ud.
Jeg gad tilsidst ikke svare hende, ikke se paa hende, og hun lod mig i Fred.
I München forbausede mit Hotelværelse mig ved sit rene Skær. Jeg opdagede, det var lige saa længe siden, jeg havde set et virkelig rent Værelse som en rigtig kold og skidengraa Himmel. I Byen gjordes Forberedelser til Troppernes Indtog, som jeg ved temmelig hurtig Bortrejse undgik at blive Vidne til.
Det forekom mig, at Ludvig I[CLXII] næsten helt og holdent var Ophavsmand til det München, man dengang saa. Kunstaand kunde han jo ikke uden videre meddele sine Bairere; han gav dem derfor Kunstundervisning og importerede i sin By alle Slags Efterligninger af Antiken og Renæssancen; Propylæer, et Glyptotek, et Pinakotek, Loggier og andre Ting med græske, latinske og italienske Navne. Han lod Arkaderne bemale med italienske Landskaber og forsynede højstegenhændigt hvert af disse med et begejstret Distichon paa utrolige Vers f. Eks. dette med syvbenet Heksameter om Florents:
eller dette vakre, mærkeligt betonede om Perugia:
Kong Ludvig[CLXIII] var jo bl. A. en Beskytter af Thorvaldsen[CLXIV]. Det stødte mig, at udenpaa Skulptursamlingen stod Thorvaldsens[CLXV] Statue mellem de tyske Kunstneres, at han ligeledes paa Pinakoteket var malt mellem Kongens andre Undersaatter. Disse Kunstnere slog i et Maleri en Helvedhund med tre Allongeparykker paa de tre Hoveder ihjel. De anede ikke, hvor parykket hele deres Bestræbelse i Fremtiden vilde forekomme. Hvor oprindelige var ikke de virkelige Parykker (Molière[CLXVI] og Watteau[CLXVII], Holberg[CLXVIII] og Voltaire[CLXIX]) i Sammenligning med alle disse parykfri Tyskere. Men det kunde jo ikke negtes, at Thorvaldsen[CLXX] her var sat ind i den Gruppe af Kunstnere, hvor han – desværre – hørte hen.
Jeg gensaa Ægineterne og følte nu for første Gang, hvor forkastelige disse Istandsættelser af Antiken var, Thorvaldsens[CLXXI] som andres. Man burde lade Antiken staa som den stod, selv i Stumper. Her var nu endda Brudfladerne blevne huggede bort eller huggede til, saa en Gendigtning af Helheden, som den saa ud, var yderligt vanskeliggjort. Forkastelig var denne forældede Bestræbelse for at det Levnede skulde se ud som mere end det var, det Halve som helt, og for at Alt skulde være net, glat, pudset som i en gammel Jomfrus Dagligstue.
Med levende Opmærksomhed og yderst ringe Fornøjelse gennemgik jeg paany Cornelius’s[CLXXII] Fresker. Det Tragiske var opfattet grelt og teatralsk. Priamus lignede Heltene i de tyske Tragedier, som man saa i Hamborg; han havde alenlangt |54| Skæg, tommedybe Furer af Græmmelse, tog sig ud som sluppet ud af en Illustration til Nibelungenlied.
Páris med Hængekrøller var komisk, Athene lang, mager, sentimental som en af Datidens Romanforfatterinder. Man undredes over, at hun ikke bar Briller. Hvor Prometheus befriedes, lignede Ørnen en lille, daarligt slagtet Kalkun; Ideen om et Køkken og en Tallerken greb Beskueren uformodet. Man vovede ikke at se paa Maleriet, naar man som jeg i flere Timer ikke havde spist; man blev endnu mere sulten deraf.
Den maleriske Udførelse var gennemgaaende ringe, Paphud, Kalkfarve og Lærdom. Tegningen var mest en lærd og pedantisk Anatomi af Magre. Det var som om Kunstneren i hvert Træk vilde vise, at han havde studeret det menneskelige Legeme i sit Ansigts Sved med Kniv og Blyant; han vilde ikke have gjort Studiet for intet.
Til Gengæld var den hele Komposition stor i sit Anlæg, ypperligt opfunden og tildels smukt tegnet. Trojas Erobring var særlig godt komponeret. Det Følelsesfulde (som Hektors Afsked) var dernæst lykkedes ligesaa godt som det Patetiske slet, og mange Enkeltheder var udmærket skønne, Briseïs’ Skikkelse f. Eks., og de fire Billeder, som forestillede de fire Dagstider. Men Alt i Alt følte jeg mig bestyrket i min Uvilje mod denne nytydske Kunst.
Med Glæde gensaa jeg de gamle Malerier, Tizian’s[CLXXIII] Karl V[CLXXIV], Rubens’[CLXXV] Portræt af Hustruen med den nøgne Dreng paa Skødet, Giorgiones[CLXXVI] Selvportræt, Rembrandts[CLXXVII] ved Sammenspillet af Lys og Skygge saa dejlige Barnet lærer i Templet og de gribende, henaandede Landskaber af Claude Lorrain[CLXXVIII]; jeg havde ingensteds set fuldkomnere Billeder af ham.
Byen var oversvømmet af Dagens Heltes Portræter. Alle Krigsberømthederne fyldte umiddelbart før Troppernes Indtog Vinduerne.
Det blev en anstrengende Kørsel fra 7 Morgen til 1 Nat fra München til Dresden. Om Eftermiddagen kom en højst pudsig Sachser ind i Vognen til mig og underholdt mig ustandseligt. Han forsøgte end ikke at tiltale mig paa Tysk, talte Fransk til mig og udtrykte den lidenskabeligste Medfølelse med Frankrig. »Ma pauvre Paris! Je suis très ami avec tous les Français.« Han havde i Dresden forestillet sin Kæreste for de fangne Zuaver; hadede Prøjserne, ønskede dem alt Ondt. Om jeg nogensinde havde kendt Kærlighed? Han kendte den, han var frygteligt forelsket.
Jeg spurgte ham, om han kunde anbefale mig et Hotel i Dresden. Det kunde han; han kendte det bedste, der fandtes; han fortiede for mig, at det laa i den nye Bydel, hvor man aldrig tager ind. Vi skiltes ved Ankomsten. Da jeg naaede Hotellet, blev jeg ikke lidet forundret ved at se min indfødte Dresdener staa i Porten. Han var selv Hotelværten. – Jeg har sjældent boet i et ubekvemmere indrettet Hotel.
Heller ikke i Dresden var der Tale om andet end Troppernes Indtog; men her havde man det bag sig. Hele Byen var endnu behængt med Blomsterkæder og dækket med Indskrifter. Statuer, Æresporte, Bismarck[CLXXIX] og Moltke[CLXXX], Moltke[CLXXXI] og Bismarck[CLXXXII].
Ved Opgangen til Galleriet stødte jeg paa Julius Lange[CLXXXIII]. Vi kunde næsten ikke se paa Malerierne, til saa vidtløftige Samtaler forfaldt vi; det var jo halvandet Aar siden vi havde set hinanden. Det Første, Lange[CLXXXIV] sagde til mig, var iøvrigt, at jeg burde holde Forelæsninger til Efteraaret og at jeg vilde faa mange Tilhørere.
Jeg gik ud til Henrik Ibsen[CLXXXV]. Da jeg nærmede mig Huset, der laa i en Allé, Dippoldiswaldaerstrasse, opdagede jeg ham, der var let kendelig efter Portrætet, liggende ud |56| af Vinduet i Skjorteærmer. Men da jeg traadte ind, havde han taget en Fløjels Jakke paa. Han knugede mig til sit Bryst, saa jeg nær havde tabt Vejret. Jeg fandt ham smuk. Han havde en Pande uden Lige, klare Øjne, langt lokket Haar. Vi talte straks to, tre Timer sammen, en Del om hans Arbejde, om vore Kaar hjemme, angaaende hvilke vi stemte overens, ogsaa en Del om mig.
Jeg gik paany med Lange[CLXXXVI] paa Galleriet, og gik igen til Ibsen, der tog mig med til det smukt beliggende Waldschlösslein, hvor vi spiste og drak Øl. Han meddelte mig de Forsøg, Bjørnson[CLXXXVII], som da var mig gram, havde gjort for at faa Ibsen[CLXXXVIII] til at undgaa al Forbindelse med mig, og viste mig de paagældende Breve; meget beklagede han sig ogsaa over den paatrængende Iver, Redaktionen af Ide og Virkelighed havde udfoldet for at faa ham til Medredaktør. Rudolf Schmidt[CLXXXIX] havde skrevet ham seks, syv Breve til i den Anledning og paadraget sig et yderst bidende Svar, der er udeladt af de Ibsenske Breve, som i hans sidste Leveaar udgaves.
Ibsen[CXC] talte en Del om nordiske Kulturforhold og nordisk Poesi. For ham som for mig var hele vor Dannelse forældet, laa bagud for den i Europas Hovedlande. For Stortingets Bønder var endnu Mallings[CXCI] Store og gode Handlinger en passende Læsning. Om dansk Digtning talte han uden Begejstring. For Heiberg[CXCII] havde han betydelig Respekt, havde ogsaa i sin Tid givet ham Ret i hans Polemik overfor Hebbel[CXCIII] og andre; nu tvivlede han paa Heibergs[CXCIV] Ret, da han havde modtaget nye Indtryk fra Udlandet. Om Henrik Hertz[CXCV] dømte han køligt; det var gaaet ham nær, at man havde fundet Lighed mellem Gildet paa Solhaug og Svend Dyrings Hus. Ninon led han ikke; den var fransk. Da jeg leende tog til Genmæle og paastod, der gaves ikke noget, som var mindre fransk, undrede han sig meget.
|57| Den eneste danske Digter, han rigtig følte med, var Bredahl[CXCVI]. Paa Spørgsmaalet, om han ikke holdt meget af Runeberg[CXCVII], særlig Elgskytterna, svarte han forfærdet: Den er jo i Heksameter, hvor er det muligt at udtrykke et moderne Indhold i den konventionelle Form!
Ibsen[CXCVIII] var meget misstemt overfor Ploug[CXCIX] og Grundtvigianerne, men rig paa Planer og Forhaabninger, desuden i høj Grad krigersk til Mode. »Ærgr De de Danske, saa skal jeg ærgre Nordmændene«, var de sidste Ord, han ved Afskeden smilende tilraabte mig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
