Jeg gjorde Ture ind i Savoyen, besteg til Æsels La grande Salève og saa derfra Genfersøen i hele dens Længde. Jeg kørte til Chamounix-Dalen sytten Mil i en med fem Heste forspændt Diligence; hver anden Time omtrent skiftedes |347| Heste og Kusk. Overalt hvor det var muligt, gik det i strygende Galop. Midtvejs hørte jeg det første Italiensk. Det var blot Ordet Quattro; men jeg følte mig lykkelig derved. Over de høje skovbevoksede Bjerge ragede øverst oppe den nøgne Klippesten op af Jordlaget. De brede Skrænter, ad hvilke Skovene steg, indtil de øverste lignede Mos paa Stenen, tillod En at se milevidt ud. Floden Arve, der slyngede sig i Bugter, overskares hyppigt af Vejen; den var graahvid og meget hurtigt strømmende, men styg. Prægtige Brobuer var byggede over den med Afgrunde paa begge Sider. Midtvejs fremtraadte, efter nogen Tid at have været skjult bag Bjergene, pludselig Montblanc i sin skinnende Glans, der ligesom trættede og pinte Øjet. En ny og forunderlig Følelse var det at mærke sig helt omspændt af Bjerge. Det faldt en Slettebo for Brystet at være saaledes omringet og end ikke kunne undslippe Synet af den ubevægelige Sneflade med dens kamtakkede Spidser. I Floddalen gik Vejen mellem mærkværdigt friske Valnøddetræer, Plataner, Æbletræes-Alléer; men undertiden kørte man gennem Dale saa snevre, at Solen kun skinnede dèr to eller tre Timer om Dagen, og der var koldt og fugtigt. Savoyen var tydeligt nok et fattigt Land. Druerne var smaa og ikke søde; Jord var der lidet af, men hver Plet Jord var udnyttet. Et Sted løb en Bjergstrøm ned ad Klippen; ved en skarp Kant, der sprang frem som et Tagskæg, splittedes Strømmen og forvandledes til et saa fint Støv, at man slet intet Vand kunde se, derpaa forenedes Strømmen atter nede mod Bjergets Fod og faldt med rivende Hast ud i Floden, brusende, hvidgraa, udbredende en Iskulde. Temperaturforandringerne var paafaldende. I Læ hed Sommer, to Skridt derfra barsk Efteraar, en Luft, der bed til Marv og Ben. Man gennemlevede Aarets Maaneder i et Kvarter.
Rejseselskabet bestod kun af Englændere, alle ens, ufor|348|anderlige, ubevægelige. Havde en af dem knappet sin Frakke til ved Turens Begyndelse, saa knappede han den ikke op undervejs, om det blev aldrig saa varmt, og havde han taget Skindhandsker paa, tog han dem i ti Timer ikke af Hænderne. Mændene gabede for det meste; de unge Frøkener pludrede. Englænderne havde aldeles gjort sig Landet underdanigt, og paa Hotellerne agtedes i det dog franske Land én Engelskmand mer end et Dusin Franskmænd.
Jeg forstod her to meget forskellige Digte: Hauchs[I] Schweizerbonden[0001] og Bjørnsons[II] Over de høje Fjælde[0002]. Hauch[III] har følt denne Natur og disse Folks Væsen i Kraft af sin norske Fødsel og sin Evne til at sætte sig ind i fremmede Synsmaader; Bjørnson[IV] har givet Indestængtheden og Længselen uforgængeligt Udtryk. Men for den, der i fire Maaneder havde indaandet Gadestøv og Gadeskarn, var det godt at indaande den stærke rene Luft og endelig engang igen at se Skyerne svømme om og baske mod Bjergsiderne, lægge sig matte mod en Skrænt og hvile sig paa Farten. Smaa 8-10 Aars Unger vogtede Kvæget rundt om, de, man ogsaa i Norden kendte saa godt, naar de dèr kom med deres Murmeldyr; de lignede lutter bitte smaa Skurke, hvor indtagende de end var.
Jeg red paa et Muldyr op til Montanvert og gik derfra til Fods over Mer de glace, klavrede op ad den stejle Bjergside til Chapeau, gik ned til Krystalgrotten og red derfra tilbage til Chamounix. Opridtet i den tidlige Morgenstund var dejligt, Bjergluften saa let; Taagerne fordelte sig; Granerne omkring den friske Bjergsti udaandede en gennemtrængende Duft. En amerikansk Familie, med hvem jeg havde gjort Bekendtskab, bestod af fire Medlemmer og havde tre Førere med. En gammel værdig Gentleman, der rejste med sin unge Datter, turde ikke gøre denne Vovetur; men Datteren vilde saa gerne med, at hun blev betroet til |349| min Omsorg, da jeg tilbød at tage hende med mig. Jeg tog to Muldyr og en Fører, tænkende, at det var nok. Fra Montanvert og ned til Gletscheren var Vejen styg, en stejl Klippesti med rullende Sten. Da vi kom til Ishavet, fik den unge Dame, som naturligt var, Førerens Haand, og jeg blev den sidste i Karavanen, skridende nok saa betænksomt med den lange Alpestok over den glatte Is, der laa i Bølger. Men snart var den bristet i dybe Spalter, og langt ude kom vi da til Steder, hvor den Vej, man kunde søge, ikke var bredere end et Par Hænder og med gabende Afgrunde i Isen paa begge Sider. Jeg blev hed i Panden, og det var nu og da, som Hjertet stod stille. Egenlig bange var jeg dog ikke. Føreren raabte til mig: Se hverken til højre eller til venstre, se paa Fødderne og sæt Fødderne udad! Jeg havde kun én Tanke i mit Hoved: Ikke glide! og jeg blev derude paa Isen saa varm, at jeg brændte. Da jeg endelig var kommen over, mærkede jeg, at jeg dirrede. Jeg rystede underligt nok ved Tanken om den blaa gabende Spalte paa begge Sider af mig, i hvilken jeg neppe havde skelet ned, og havde dog passeret den uden Skælven.
Begyndelsen af Overgangen havde forholdsvis været let; kun var Glatheden stundom vel slem. Men midt i Gletscheren var Vejen uhyggelig; der laa Morænerne, Dynger af Kæmpeblokke og alle Slags Sten og Grus, som smeltede Gletschere havde ført med sig, og de var fæle at komme over. Var man endelig over dem, saa fulgte le mauvais pas, som svarede til sit Navn. Man steg op ad den aldeles stejle Klippeside ved Hjælp af et Jernrækværk, der var slaaet ind deri. Men Pladsen til Foden var lille og Stenen fugtig af den Mængde Vandløb, der rislende susede ned. Endelig var det jo nødvendigt ved hvert Skridt at slippe Rækværket nogle Sekunder. Vejen gjaldt og gælder dog for ganske farefri, og den Udsigt over Gletscherne, som |350| man indvandt, lønnede Ens Umag. Smukkere endnu end selve Montblanc-Tinden med dens afrundede Form var de stejle graa Klippespidser med Is i alle Furer, som kaldes l’Aiguille du Dru. Disse Bjerge, der saavidt Øjet rakte syntes af samme Højde, skønt de varierede mellem 7000 og 14,800 Fod, strakte sig milevidt Synskresen rundt.
Isgrotten her var ganske forskellig fra den himmelblaa Gletschergrotte, i hvilken jeg to Aar tidligere havde vandret i Grindelwald. Her var Ismassen saa umaadelig høj, at ikke mindste Skær af Dagen faldt gennem den ind i den udhuggede Hvælving, der førte ind i Isen. Der var halvmørkt derinde, og Lyset kom alene fra en Række tændte Smaalys, der var anbragte i Nicher. Isen havde en kulsort Farve, mens Lyset glimrede med Guldglans fra alle fremspringende Rundinger og Kanter. Det lignede Guldmor paa Sørgefløjl.
Da jeg vendte tilbage fra Chamounix til Genève, stod Hotelværten i Porten og tilraabte mig: »Hele den franske Hær med Kejseren[V] er taget til Fange ved Sedan!« – »Umuligt!« udbrød jeg. – »Det er sikkert«, svarte han; »det staar i de tyske Telegrammer, og fra tysk Side er der endnu ikke kommet et eneste usandfærdigt Telegram.«
Dagen efter meddelte et Genferblad Republikens Udraabelse i Frankrig.
Samtidigt kom et Brev fra Julius Lange[VI], der angreb mig for min »Pengepuger- og City-Politik«, indeholdt en alvorlig Beklagelse af »at det ikke var blevet til noget med vor Krigserklæring mod Prøjsen«, og et Haab om at Opholdet i Frankrig nu havde bragt mig til at forandre mine Anskuelser.
Vi havde efter hans Opfattelse forsømt »Lejligheden til Oprejsning for os, som aldrig vilde vende tilbage«.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
